John Lennons flyvske drømme virker ikke i en verden med krig i Europa

Når vi engang ser tilbage på 20erne, vil datoen 24. februar 2022 blive anset for at være mindst lige så skelsættende som 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt. Eller 11. september 2001, hvor USA blev angrebet af al-Qaeda.

I alle tre tilfælde er der tale om datoer og begivenheder, der sætter et helt klart før og efter. Hvad der var standardantagelser om Europa 8. november 1989, var modent til en grundlæggende revision 10. november. Ligesom alle standardantagelser om USAs og den vestlige verdens sikkerhed måtte revideres 12. september 2001, og enhver rutinepræget mening om Rusland, Europa og NATO har set nusset og forældet ud siden 25. februar i år.

Lad os derfor gøre nogle nedslag i, hvad der nu har været nussede og forældede antagelser i snart to uger.

EU er fredens projekt. Nej, det er EU ikke. EU er den økonomiske velstands projekt, og det skal vi være glade for. Men fredens projekt er NATO. Fordi fred ikke står og falder med, at inflationen er lav og reguleringen ensartet. Men med at det er så afskrækkende at angribe, at selv den største tåbe kan indse, at det er en dårlig idé.

Grænser hører fortiden til. Nej, det gør grænser ikke. Det kunne i teorien være dejligt, hvis løven græssede ved siden af lammet og Kardemommeloven gjaldt i hele verden. Men ingen af delene er tilfældet. Og så er det tvingende nødvendigt at kunne fastslå, hvem der har jurisdiktion hvor.

I Europa uden for Rusland og nogle få, tidligere sovjetrepublikker hersker én orden, som for det meste garanteres af NATO. Kampen om Ukraine handler fra landets eget synspunkt om, at det gerne vil være en del af denne orden. Mens kampen set fra Ruslands synspunkt handler om at indføre en russisk orden, der i hvert fald breder sig så langt mod vest, som det blev aftalt på topmøderne i Jalta og Potsdam i 1945. Derfor er det ekstremt vigtigt at få trukket nogle grænser, som definerer, hvor henholdsvis den vestlige orden og den russiske orden hersker.

Ville det ikke være lettere at forestille sig, at der ikke var nogen lande? Ikke noget at dræbe eller dø for? Ikke nogen religion? At forestille sig, at alle mennesker levede i fred? Jo. Hvis man havde for vane at tage lige så mange stoffer som ophavsmanden til tanken, nemlig John Lennon.

Flyvske tanker er smukke. Men de har ikke noget som helst at gøre med, hvordan verden faktisk er indrettet, og hvordan man bedst muligt sikrer sig, at de fleste mennesker kan leve en tålelig tilværelse.

For nu at tage John Lennons flyvske ideer en for en: Der findes lande. Og det betyder ikke bare områder, hvor passet har et bestemt udseende. Det betyder også samfundsmodeller for, hvordan man sikrer liv, frihed og enhvers stræben efter det gode liv (eller lader være med at sikre disse ting).

Det ubehagelige ved samfundsmodellerne er, at de ikke altid kan lade hinanden i fred. Styret i Rusland vil for eksempel gerne have, at de politiske bedetæpper i Europas hovedstæder peger imod Moskva. Det vil vi ikke have i resten af Europa. Og dermed har vi en ballade, der ikke kan forebygges med en ballade.

Desværre findes der også religioner, der gerne vil dominere over mange mennesker og store landområder. Og gerne vil bruge vold for at nå deres mål. Hvis krigeriske repræsentanter for disse religioner ikke vil høre, er verden desværre sådan indrettet, at så må de føle. Og fordi det er prøvet så tit, kan jeg sige med 100 procents sikkerhed: De bremser ikke op ved lyden af en hippiesang.

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9 marts 2022)