Ole Birk Olesen
5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059