At skjule usandhed bag bullshit
I onsdags ville stats- og justitsministeren bl.a. have befolkningen til at tro, at Danmarks sikkerhed står og falder med, at de nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor. Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større.
Først en advarsel: Jeg er part i sagen om regeringens manglende lovhjemmel til at nedslagte alle mink. Derfor er de følgende linjer ikke neutrale og skal ikke læses som neutrale.
Det begyndte allerede den 8. november 2020. På den dag blev jeg kontaktet af den daværende miljø- og fødevareminister for at høre, om LA ville gå med på hastebehandling af en lov, der gjorde det muligt at slå alle mink i Danmark ned.
Jeg meddelte ministeren, at det ville LA ikke og udsendte ved 15-tiden om eftermiddagen et tweet om, at der lige her og nu slet ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink. Hvis jeg ikke var den allerførste politiker i Danmark til at afsløre, hvordan det realpolitiske land lå, var jeg i hvert fald med fremme i førerfeltet. Men jeg tror ganske oprigtigt, at det var mig, der var whistlebloweren.
Derfor har jeg fra dag 1 ment, at det var en skandale at aflive alle mink. Og det mener jeg endnu mere i takt med, at Minkkommissionen afdækker sandheden.
Så lad mig først, inden jeg går over til at analysere, deklarere helt åbent, hvordan jeg mener, at landet ligger.
Det er fuldstændig utænkeligt, at kaptajnen på et skib ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor skibet skal sejle hen. På tilsvarende vis er det fuldstændig utænkeligt, at en statsminister ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor Danmark skal hen. At påstå andet er en fornærmelse imod den almindelige, sunde fornuft.
For mig er det også fuldstændig utænkeligt, at regeringens koordinationsudvalg ikke kendte de juridiske problemer i forhold til at aflive alle mink i Danmark. Jeg har nemlig læst et hav af såkaldte K-sager (det vil sige forelæggelser for koordinationsudvalget) i den tid, hvor LA sad i regering. Og det er sådan, at alle K-sager har fire obligatoriske elementer: Hvad er problemet? Hvad er forslaget til løsning? Hvad siger Finansministeriet? Og hvad siger Justitsministeriet?
Den eneste undskyldning for ikke at kende de juridiske implikationer af sagen er altså, at man ikke har læst K-sagen. Og den undskyldning synes jeg ikke rigtig kan bruges til noget.
Med andre ord: Jeg har ikke nogen illusioner om, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde for et år siden. Om det så kan bevises, er en anden sag. Og her synes regeringen at være rimeligt opsat på at fjerne og tilsløre så meget bevismateriale, at sagen ender med at blive hængende i luften på grund af det, man kalder ”bevisets stilling”.
Og her er vi så fremme ved den famøse sletning af sms’er i Statsministeriet og Justitsministeriet.
Der er forhåbentlig ingen mennesker i Danmark, der tror på historien om, at sms’erne er slettet af sikkerhedshensyn. Center for Cybersikkerhed – der rådgiver centraladministrationen – anbefaler overhovedet ikke sletning af sms’er som en sikkerhedsforanstaltning. Og selv om man gjorde, giver det ikke nogen mening at slette sms’erne på nogle få telefoner og i øvrigt mangle en konsistent politik på området.
Så forklaringen om sikkerhed er en til lejligheden opfundet forklaring, der ikke – som man siger – holder en meter. Med mindre, man ved ”sikkerhed” forstår det, man i folkemunde kalder beskyttelse af egen røv. I så fald giver det perfekt mening at bortskaffe bevismateriale – for det er, hvad sagen i bund og grund handler om.
Og det efterlader den forundrede offentlighed med ét spørgsmål, når det gælder pressemødet med stats- og justitsministeren i onsdags: Var det, vi hørte, løgn eller bullshit?
Bullshit er et vel bekendt slangudtryk. Men det er også et filosofisk begreb takket være den amerikanske filosof Harry Frankfurt. I 2005 udgav han en lille, men i eftertiden meget læst bog om begrebet bullshit – og hvordan det adskiller sig fra løgn.
Det er sådan, siger Frankfurt, at den, der lyver, kender sandheden og bekymrer sig om den. Men samtidig har den, der lyver, besluttet at lede sin omverden bevidst bort fra sandheden, fordi den anses for at være farlig.
Den, der bullshitter, er ligeglad med sandheden. Hvis man bullshitter, siger man bare det, der skal til, for at fremstå på en fordelagtig måde i omverdenen. Det er på grund af den totale mangel på respekt for sandheden, at Harry Frankfurt har den opfattelse, at bullshit i det lange løb er farligere for samfundet end løgn. Bullshit ophæver nemlig den forventning, at ytringer overhovedet er udtryk for en alvorlig og oprigtig bestræbelse på at tale sandt.
At bullshitte har desværre udviklet sig til en kongedisciplin for enhver regering. Det er jo bullshit, at et sundhedshus er et hospital. Fordi et hospital er et sted med senge og døgnvagt og alt dertil hørende. Mens et sundhedshus bare er et sundhedshus, som vi kender i forvejen. Det er også bullshit at kalde udgifter for investeringer uden at angive, hvad forrentningen på investeringen er. For investeringer skal nemlig have en forrentning et rimeligt stykke over inflationen for at være investeringer. Ellers er de bare udgifter. Det er bullshit at kalde nedskæringer for fokuseret indsats. Hvis man bruger færre penge, bruger man færre penge, og så bør man anvende det udtryk og ikke alt muligt andet. Ellers kan borgerne i virkeligheden ikke orientere sig ordentligt i, hvad der foregår.
Derfor kan man sige, at det var et nybrud, vi oplevede i onsdags: At en regering benyttede sig af bullshit for at skjule, at den ikke fortalte sandheden overhovedet.
Når tricket virkede for en stund, var det fordi landets borgere gennem årtier har vænnet sig til, at politikere bullshitter. Det er en form, de fleste er fortrolige med. Det er en forventning, de fleste har. Politikerne lader, som om de taler ærligt og oprigtigt. Og borgerne lader, som om de tager det alvorligt. Men ingen deltagere i forestillingen tror, at der er tale om andet end en forestilling.
I onsdags ville stats- og justitsministeren have befolkningen til at tro, at der simpelthen ikke var nogen medlemmer af landets øverste, politiske ledelse, der havde sat sig ordentligt ind i minksagen på forhånd. Plus at Danmarks sikkerhed står og falder med, at statsministeren og statsministerens nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor.
Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større. For den efterlader to muligheder: At den øverste, politiske ledelse af Danmark enten er fuld af fup eller inkompetent. Hvis man vil bære de gyldne kæder og have de mest ophøjede embeder, er man nødt til at tage sit ansvar på sig og tage det alvorligt. Det indebærer blandt andet, at man læser de k-sager, man får forelagt.
Men for at skjule, at man koldt og kynisk begyndte at bortskaffe bevismateriale fra det tidspunkt i 2020, hvor Folketinget begyndte at interessere sig seriøst for regeringens magtudøvelse, afholdt man et pressemøde i sædvanlig bullshitstil. Hvor man altså siger en hel masse, der hverken er designet til at være sandt eller til at være løgn, men designet til at blive købt af de fleste. Enten fordi de ikke hører ordentligt efter, eller mangler forudsætningerne for at forstå, at dette kan simpelthen ikke passe.
Det kan som sagt meget vel ende med, at minksagen bliver hængende i det limbo, der hedder ”bevisets stilling”. Fordi centrale aktører i sagen har bortskaffet det afgørende bevismateriale med den absurde undskyldning, at det er et spørgsmål om informationssikkerhed.
Men at der bliver taget så store beslutninger på et rent administrativt niveau, som regeringen prøver at skabe et indtryk af, giver ikke nogen mening overhovedet. Det er uhyrligt, at nogen i det hele taget forsøger at bilde borgerne sådan noget ind. Ligesom det selvfølgelig er uhyrligt til lejligheden at opfinde en påstand om, at det er et spørgsmål om rigets sikkerhed, at dokumentationen for vigtige beslutninger bliver slettet løbende.
Hvis respekten for politikere og politik nogensinde skal genoprettes, er det nødvendigt at erkende dette og handle på det.
