Henrik Dahl
27. januar 2025

Krigen i Ukraine, stigende geopolitisk uro og voksende protektionisme stiller nye krav til Europa. Sikkerhedssituationen er bekymrende. Verdensmarkedet er uroligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan mere selv.

Topøkonom Mario Draghis rapport om den europæiske konkurrenceevne understregede, at det er påtrængende nødvendigt at få styrket vores strategisk vigtige industrier i Europa.

Med Trump som ny præsident i USA kan vi forvente en protektionistisk handelspolitik, som kan få negative konsekvenser for EU, hvis han igen udfordrer eksisterende handelsaftaler.

Ser vi mod øst, er det velkendt, at Kina yder massiv statsstøtte til egne industrier for at vinde markedsandele. Dertil kommer den usikre sikkerhedssituation med krigen i Ukraine og i andre konfliktområder.

Det står efterhånden klart, at Europa ikke bør være afhængigt af andre verdensdele for at sikre vores kritiske forsyningskæder.

Begræns EU’s bureaukrati
Dette er ikke en ny udfordring, og EU har blandt andet indført en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der beskytter europæiske producenter mod konkurrence fra lande uden CO2-afgifter.

Det omfatter dog kun råmaterialer og ikke færdige produkter som eksempelvis skibe. Så europæiske producenter betaler CO2-afgift i produktionen, mens udenlandske konkurrenter kan eksportere deres produkter til EU uden denne omkostning.

Det er en åbenlys skævvridning, der kræver et kritisk serviceeftersyn.

Det samme gælder for EU’s ansøgningsprocesser for forsknings- og udviklingsmidler, som er så komplekse, at særligt mindre virksomheder ikke har ressourcerne til at navigere i det bureaukratiske landskab.

Men også store virksomheder giver op, når dokumentationskravene løber løbsk. Det nytter ikke, når netop forskning, udvikling og innovation skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne.

Dertil kommer diverse forgreninger af administrativt bøvl, eksempelvis tidsregistrering og omfattende afrapportering af blandt andet bæredygtighedstiltag og reguleringer, som hæmmer industrien, fordi der går tusindvis af timer fra kerneforretningen.

Aktuelt kæmper de europæiske virksomheder en brav kamp for at navigere i, hvor meget de skal dokumentere med de nye ESG-regler om blandt andet klimaaftryk og bæredygtighed. For kravene kom uden brugbare retningslinjer, men til gengæld med i alt 1.100 datapunkter, man kan lade sig inspirere af. Frustrationen i erhvervslivet er mærkbar.

EU skal hjælpe – ikke spænde ben
Der er brug for et paradigmeskifte og brug for at sikre, at europæiske virksomheder bakkes op af EU frem for det modsatte. For potentialet for vækst er stort. Blandt andet i den maritime industri, som er en af de udpegede sektorer med stor strategisk betydning for Europa.

Her er det positivt, at EU vil udforme en europæisk, maritim industristrategi.

Det har Danske Maritime og vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe arbejdet hårdt for, blandt andet med ønske om målrettede forskningsmidler, bedre ansøgningsmuligheder samt oprettelsen af en europæisk maritim forskningsfond.

På tværs af brancher bør EU føre en aktiv industripolitik og sikre en kritisk masse på det europæiske marked.

Dette kan også bedre kriterier i offentlige udbud og mere risikovillig kapital bidrage til, ligesom grønne afgifter bør gå direkte til innovation på det pågældende område.

Vi er nødt til at lægge mere vægt på europæisk produktion, og uden at skabe intern konkurrenceforvridning skal vi styrke Europa og forholde os langt mere håndfast til det faktum, at vi sakker bagud, hvis vi er for pæne til at lægge arm med verdensdele, der helt åbenlyst sætter egne behov først.

Danske virksomheder er nøglespillere
Samtidig er det ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst men også om forsvar og forsyningssikkerhed.

Tidligere EU-rapporter har anbefalet at styrke Europa som en “Sea Power”-region, og Danmark har en af verdens længste kystlinjer omfattende Grønland og Færøerne, som vi er Nato-forpligtede til at overvåge, hvilket nu har fået international bevågenhed.

Derfor bør vi være en central aktør i denne indsats og satse strategisk på den danske maritime industri.

Aktuelt bygger vi eksempelvis færger, kystovervågningsfartøjer, fiskerfartøjer og diverse specialskibe.

Men fokuserer vi på de mange skibe, som er ejet af staten og kommunerne, trænger mange af dem til en udskiftning, hvilket giver en strategisk mulighed for at styrke Danmark.

Folketinget er på vej med en plan for nye skibe til Søværnet, hvor mange skibe er forældede. Men dertil kommer eksempelvis mange utidssvarende redningsfartøjer.

Sætter vi gang i mere dansk skibsbygning, står de positive konsekvenser i kø i form af styrket forsvar og øget forsyningssikkerhed, en grønnere transport samt øget vækst og styrket dansk konkurrenceevne.

El-færger kan rykke dansk udvikling
Der er brug for en mere strategisk tilgang til, hvordan vi kan styrke Danmark, som ofte er først med nye maritime løsninger.

Verdens første 100 procent eldrevne færge var dansk, hvilket rykkede udviklingen af færgefart på strøm, og et nyt eksempel er autonom færgesejlads, som på lidt længere sigt har et stort eksportpotentiale.

Ligesom metro-togene i København kan en autonom færge styres fra et kontrolrum, og når alle godkendelser er klar, kan dette revolutionere transporten til og fra mange øer i verden.

Samtidig er grøn omstilling af den globale skibsfart en bunden opgave, hvor Danmark spiller en nøglerolle, og hvor hjemmemarkedet bidrager til at vise den stærke, danske innovationskraft.

Så det er nu, at Danmark og Europa skal sikre vores forsvarsmæssige, økonomiske, konkurrencemæssige og strategiske modstandsdygtighed. Der er brug for at passe bedre på Europa.

Indlæg skrevet af: Jenny N. Braat, Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond og Henrik Dahl

(Indlæg bragt i Altinget d. 24/1-2025)