Kunstig intelligens kan koste os den kritiske og den kreative sans

Inkompetencefælden. Det er et ord, De med fordel kan gøre Dem bekendt med. Tage ind. Smage på.

For det kan udmærket ende med at blive den fælde, kunstig intelligens lægger ud for alle os arbejdsomme mennesker i det nordvestlige Europa. Jeg hørte første gang om inkompetencefælden, da jeg for knap ti år siden læste den norske forfatter Jon Hustads bog »Farvel Norge«. Den handler primært om fremtiden for den norske velfærdsstat, og det behøver vi ikke beskæftige os med her.

Men bogen åbner med en beskrivelse af den inkompetencefælde, Spanien faldt i efter, at man i løbet af 1500- og 1600-tallet blev styrtende rig på sine kolonier i Mellemog Sydamerika.

Den kolossale rigdom i meget brede lag i det spanske samfund betød, at man begyndte at bestille opgaver løst af andre i stedet for selv at løse dem. I de højeste samfundslag kunne man bestille nye huse opført. Men man kunne også bestille folk til at føre tilsyn med byggeriet, og i den forstand optræde som bygherrer.

Længere nede i samfundet tog spanske håndværkere imod bestillinger. Men i stedet for at løse opgaverne selv, blev den praktiske konstruktion af møbler, sølvfade eller hvad det måtte være udliciteret til de dygtigste håndværksmestre fra det øvrige Europa.

Resultatet kan man næsten sige sig selv: Som tiden gik, blev spanierne mere og mere inkompetente. For det er nu engang sådan, at kompetent, det bliver men igennem løsning af konkrete og nogle gange anstrengende opgaver. Jeg lærer ikke at frembringe et guldsmykke ved at læse om guldsmykker og tale henført om dem til mine venner og bekendte. Jeg lærer det ved at suge til mig fra de erfarne; øve mig; kæmpe med stoffet og gøre dette forfra utallige gange.

Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens i tidens fylde vil kunne befri menneskeheden for et utal af kedelige opgaver. Ligesom robotter kan. Og det skal vi i og for sig være glade for.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens og robotter i tidens fylde kan sende brede udsnit af befolkningerne i vores del ud af verden ud i den samme dybe inkompetence, som Spanien endte i.

For spaniernes enorme rigdom endte med at få den konsekvens, at de ingenting kunne selv. Hvis jeg ikke engang orker at føre tilsyn med det byggeri, jeg har bestilt, ender jeg med at miste evnen til at se, hvad der er op og ned i et byggeprojekt. For den evne opbygger man ved at øve sig.

Hvis jeg ikke orker andet end at tage imod bestillinger på det håndværk, jeg i teorien skulle være en mester i, ender jeg med at miste evnen til at udføre de opgaver, kunden har bestilt. For igen: Det er en evne, man opbygger ved at øve sig.

På samme måde vil det gå i ethvert tilfælde, hvor jeg overdrager min kompetence til en snild maskine. Beder jeg konsekvent en maskine om at gange eller dividere, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med papir og blyant. Beder jeg konsekvent en maskine om at gnaske sig igennem et utal af kilder og uddrage essensen, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med bøger, notesblok og blyant.

Alt dette ville være ligegyldigt, hvis det ikke var sådan, at bivirkningerne af inkompetence er tab af den kritiske og den kreative sans. Men uden reel, egen viden om det emne, man bestiller en rapport om, er man forsvarsløs over for fuskere. Hvad enten fuskeren er en maskine eller et menneske.

Dette er, hvad inkompetencefælden går ud på. Og det djævelske er, at man kun kan slippe ud ved hjælp af kompetence.

(Indlæg bragt i Berlingske den 3. maj 2023)