Alexander Ryle
12. september 2025

Kommunernes opgave er at levere velfærd. Mange hævder, at det derfor er ligegyldigt, om byrådet er blåt eller rødt – at ideologi slet ikke spiller en rolle i kommunalpolitik.

Det er en misforståelse, som vi må gøre op med.

Vi er alle kandidater for Liberal Alliance til kommunalvalget 18. november. Vores ambition er at være mere end administratorer af velfærdsstatens mange institutioner. Vildtvoksende bureaukrati, kommunale prestigeprojekter og vanetænkning har taget over.

Mere end nogensinde har vi brug for et ideologisk fundament, der kan styrke vækst, velstand og et levende civilsamfund – dér hvor borgernes hverdag udspiller sig.

I København bruger kommunen skattekroner på alt fra bronzestøbt toastbrød til forstenet lort – og endda sponsorater til influencere. Vi mener, at kommuner bør holde sig til de kerneopgaver, som kun kommunen kan løse. Det forekommer i mange kommuner at være svært nok.

I Nyborg betaler borgerne Danmarks højeste kommuneskat. Hos Venstre i Nyborg er skattelettelser hverken noget, man taler om eller gennemfører – heller ikke selvom partiet har absolut flertal, med 15 ud af 25 mandater i byrådet.

I Favrskov står kommunen i vejen for, at en dreng kan gå i samme børnehave som sin storesøster. Og kommunen afviser at give fuldt tilskud til hjemmepasning. Vi mener, at familier skal have frihed til at vælge den pasning, der passer dem bedst.

I Odense har kommunen bygget en letbane. Projektet blev dyrere end planlagt, har for få passagerer, og naboerne klager over støjgener.

Borgerne i Odense kunne have fået mere mobilitet for færre penge, hvis kommunen havde valgt en mindre storslået løsning med nye busser.

I Struer har kommunen fundet det nødvendigt at beslutte en søvnpolitik. Ifølge den, må børn mellem 0-3 år ikke vækkes, når de sover lur. Vi har tillid til, at forældre og daginstitutioner i fællesskab kan finde ud af den slags.

En centralt fastlagt søvnpolitik er fuldstændig unødvendig.

Systemtænkningen har infiltreret politikere på hele det politiske spektrum. Uanset om lokalpolitikeren er rød eller blå, er chancen desværre stor for, at han eller hun sidder fast i detailstyring, vanetænkning og kommunalt snæversyn. Vores ærinde er ikke at pege fingre – men at ruske op i gamle vaner.

Vi har brug for en levende idédebat – især ude i kommunerne. Til det formål vil vi præsentere vores bud på ti liberale teser, som vi mener bør forme det kommunale Danmark:

Tese #1

Borgernes frie valg er vigtigere end kommunens detaljerede planer: Valgfrihed skaber engagement og udvikling. Når borgere selv kan vælge mellem forskellige skoler, dagtilbud, fritidstilbud eller sundhedsordninger øges kvaliteten, fordi der er plads til nye ideer, konkurrence og incitament til forbedring. Kommunale planer må støtte, ikke kvæle, borgernes muligheder.

Tese #2

Borgernes retssikkerhed vejer tungere end kommunens behov for gode fortællinger:

Tillid til kommunen bygges på sikker, korrekt og gennemsigtig sagsbehandling. Smukke historier om kommunen kan aldrig erstatte borgernes retssikkerhed og forventning om fair behandling. Sagsbehandling er en kommunal kerneopgave – det er flere kommunikationsmedarbejdere og nye formidlingsprojekter sjældent.

Tese #3

Borgernes frivillige initiativer er vigtigere end bevarelse af kommunal styring: Lokale foreninger, frivillige projekter og civilsamfundets initiativer skaber stærke fællesskaber. Kommunens rolle bør være at give plads til initiativer, der vokser frem nedefra frem for at fastholde kommunale arbejdspladser, der ikke er nødvendige for borgernes bedste.

Tese #4

Samfundets samlede velstand vejer tungere end kommunens egen økonomi: Kommunens eget budget bør ses i sammenhæng med den samlede samfundsøkonomi, erhvervslivets vilkår og borgernes økonomiske muligheder. Vækst og beskæftigelse skabt af selvstændige borgere og virksomheder, er den bedste og mest bæredygtige vej til en velfungerende kommune.

Tese #5

Lav kommuneskat er vigtigere end høje kommunale udgifter: Borgernes penge bør anvendes mådeholdent og effektivt. Høje skatter begrænser både borgere og virksomheder og kan hæmme initiativ. Effektivisering og snævert fokus på kommunens kerneopgaver sikrer høj velfærd uden at skatteyderne belastes unødigt.

Tese #6

Det, kommunen selv kan gøre, er vigtigere end det, staten kan gøre for kommunen:

Lokale løsninger er ofte mere effektive og bedre tilpasset borgernes behov end centrale statslige initiativer. Byrådet bør tage ansvar for det kommunale selvstyre og udnytte sin handlefrihed og sit kendskab til lokalsamfundet frem for at vente på statslige puljer, ny regulering eller den næste udligningsreform.

Tese #7

Konkurrence og frit valg blandt leverandører er vigtigere end detaljeret kontrol:

Når private og offentlige leverandører konkurrerer, øges kvaliteten, og borgerne får mest muligt for pengene. Kommunens rolle er at skabe gode rammer for udvikling og konkurrence – ikke at styre enhver detalje i opgaveløsningen.

Tese #8

Ansvar og frihed tæt på borgeren er vigtigere end central styring: Lokale institutioner kender borgerne og deres behov bedst.

At give dem ansvar frem for at centralisere beslutninger sikrer fleksibilitet, hurtige løsninger og større engagement blandt medarbejdere og borgere.

Tese #9

Gode rammer for hele erhvervslivet er vigtigere end særfordele til enkelte virksomheder: Vækst og arbejdspladser skabes bedst gennem generelle rammevilkår, som gør det attraktivt for alle virksomheder at etablere og udvikle sig. Særlige fordele til politisk udvalgte virksomheder giver måske lokalpolitikere opmærksomhed og popularitet – men sjældent bæredygtig velstand.

Tese #10

Private investeringer i kommunen er vigtigere end investeringer i kommunens egne projekter: Privat kapital og initiativ skaber dynamik, innovation og økonomisk bæredygtighed. Kommunale projekter kan supplere, men bør ikke være førstevalg, når private aktører kan levere de løsninger, som borgerne har brug for.

Det er på høje tid, at kommunalpolitikere træder frem som mere end administratorer af det bestående. Kommunerne har brug for ideer og visioner, der bryder med vanetænkningen og gør vores lokalsamfund til det, danskerne drømmer om.

Vi tror på, at netop liberale ideer om frisætning, valgfrihed og ansvar kan skabe forskellen, fordi de tager udgangspunkt i mennesker frem for systemer.

Kommunalpolitik skal handle om borgernes muligheder, ansvar og frihed – ikke om kommunens institutioner, tilbud og planer.

Det er tid til at give borgerne valgfrihed, større ansvar og bedre rammer for et liv i frihed og velstand.

Vores ideologiske udgangspunkt er liberalt, men vi byder alle velkomne, der vil bidrage til den nødvendige idédebat, som skal forme fremtidens kommunale Danmark.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. september 2025)