Iværksætterne har ventet i over 1300 dage, og hvad vi fik de så? Alt for lidt
Et iværksætterland i verdensklasse. Således er overskriften til regeringens længe ventede iværksætterstrategi. 1300+ dage har vi ventet i spænding og med puffen her og der fra de fleste partier i perioden op til nu.
Strategien er landet, og det første sættemøde med alle partierne er overstået.
Var den så værd at vente på? Nej, men trods alt små skridt i den rigtige retning – og uden en plan og mål er det på trods og med held, hvis vi lykkes med at skabe de næste erhvervssucceser.
Derfor er det naturligt og en forudsætning, at der nu er en plan, som der kan bygges videre på.
Iværksætteri, innovation og vækst kræver kapital og talent – ud over den forretningsmæssige idé og ledelse til at udføre mission og vision. De, der stiller kapital til rådighed, kigger alle på afkast efter skat.
Flere dumme skatteregler bliver trods alt saneret med denne strategi. Det er positivt, men ikke nok for ambitionsniveauet.
Jeg synes jo ikke, at der skal være nogen beskatning af gevinst, før den er realiseret. Det er vi ikke udenom på nogle områder med denne aftale.
Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der flytter os mod toppen
På skat på indkomst, udbytte og aktiegevinster har vi aldrig kunnet måle os med dem, der er i front i verden, og vi har altid været et obligationsland og ikke et aktieinvesteringsland som f.eks. vores nabo Sverige.
Sverige har siden de tidlige 80’ere haft en ambitiøs aktiesparekonto og er lykkedes med at gøre det til en mulighed, hvor den gennemsnitlige svensker bidrager til og forestår direkte medejerinvesteringer i selskaber og bidrager til den del af samfundsudviklingen.
En ambitiøs aktiesparekonto kunne jeg godt have ønsket mig i planen.
En aktiesparekonto, hvor det også er tilladt at investere en del af pengene i unge ikkebørsnoterede virksomheder.
Vi skal motivere og skabe en investeringskultur og en kultur, der kan se en anden vej end et job som lønmodtager. En aktiesparekonto på et andet niveau er med til at skabe den kultur og forståelsen for investeringer i selskaber.
Det er sundt og godt, at vi får fjernet en paragraf i selskabsloven, så det bliver lovligt og muligt at lave crowdfunding i ApS’er.
Det var et forslag, jeg selv stillede i Folketinget sidste forår, og som alle partier bakkede op om inkl. regeringspartierne, men regeringen ville gemme det til iværksætterudspillet. Heldigvis blev det ikke glemt.
Talent og arbejdskraft mangler vi meget af i Danmark på alt fra servicefag til ingeniører, og det bliver ikke bedre de næste mange år. Der er åbnet for lavere lønkrav for international arbejdskraft. Det er et skridt i den rigtige retning.
Medarbejderaktier og medejerskab er der også åbnet konstruktivt op for i strategien og med et ønske om at rette op på de unødvendigt komplicerede regler. Tak for det.
Regelhelvede og bureaukrati dræber mange iværksætteres og selvstændiges lyst, gejst, innovation og fremdrift.
Der er også intentioner om at få justeret på det, men som mange ting i strategien er der ikke noget konkret på, hvordan det skal udføres. Med et glas halvt fyldt kan jeg sige, at så er jeg jo selv med til at påvirke det, hvis vi deltager i aftalen om iværksætteri.
Det er nogle af de greb, der drejes på i iværksætterstrategien, men det er langtfra en ambitiøst nok plan for at få os op i toppen af verden.
Eller som erhvervsministeren har sagt: Vores mål er en strategi, der bringer Danmark helt i front som iværksætternation. Jeg synes, at vi som land og samfund fortjener at få gavn af det fulde potentiale og få skabt fundamentet til en kultur, som bringer os fremtidig velstand og fremdrift.
Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der virkelig og markant flytter os mod toppen. Slet ikke.
Vi skal motivere og belønne de, som investerer og løber en risiko i nye virksomheder og innovation. Vi skal tilskynde og belønne de, der vælger den mere usikre vej som iværksættere frem for lønmodtagere.
Det kræver lidt mere end det, vi får i denne omgang, men som sagt: Det er et lille skridt i den rigtige retning, og jeg vil kæmpe for yderligere fremdrift på området med brugbare og udførlige tiltag.
(Indlæg bragt i Børsen d. 14/6-2024)