Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza

I Danmark og Europa er den helt grundlæggende realisme fraværende, når det gælder Israel/Hamas-konflikten.

For den realistisk indstillede politiker burde det være klart, at det simpelthen er uacceptabelt, at Hamas trækker sig ud af konflikten med noget, der minder om en sejr.
Årsagerne burde være indlysende. Men det er de åbenbart ikke. Så lad mig minde om dem: Hamas er en ekstrem, islamistisk terrororganisation. Den har et program og nogle metoder, der ikke adskiller sig væsentligt fra Islamisk Stat. Hamas ønsker at udslette staten Israel og den jødiske befolkning, der lever i den. Organisationen ønsker på ingen måde en tostatsløsning, hvor palæstinensere og jøder lever fredeligt i hvert deres land.

Hamas er sponseret af Iran. Ligesom Hizbollah og Houthi-bevægelsen i Yemen.
Derfor vil en sejr til Hamas også være en sejr for Iran. Og lad mig i den forbindelse minde om: Iran er allieret med Rusland og Kina.

Hver gang, en ukrainer dør i forsvaret for sit land, og hver dag, krigen fortsætter, er det (også) Irans værk. Vi er nødt til at se krigen imod Vesten og imod vestlige værdier i et samlet perspektiv.
Her er Hamas’ angreb på det eneste demokratiske land i Mellemøsten en del af en langt større krigsindsats imod alt, hvad Vesten står for: Oplysning. Demokrati. Personlig frihed.

I den vestlige verden er Hamas kommet langt i retning af en folkelig accept af bevægelsen og dens mål. Det skyldes for det første, at den yderste venstrefløj er gået sammen med blandt andre Hamas til den giftige blanding, der på fransk hedder »islamogauchisme« og som vi stadig mangler et mundret ord for på dansk. Men det skyldes også, at for mange medier har haft en for ukritisk indstilling til Hamas narrativ.

Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza. Det er en propagandapåstand, der i den grad trænger til modspil. Men som ikke får det. Et folkemord som Hamas rent faktisk drømmer om i forhold til jøderne kræver en hensigt hertil. At en sådan skulle eksistere blandt beslutningstagerne i Israel, er en bevisbyrde, som Hamas og deres støtter aldrig kan løfte.
Israel har heller ikke ansvaret for de sultende i Gaza. Ud fra de formelle definitioner er der ifølge FNs foreløbige vurdering ikke tale om hungersnød. Der leveres masser af nødhjælp. Fra 20. juli til 3. august kom der ifølge FN 12.000 ton fødevarer ind i Gaza. Men det er på trods af urigtige historier om det modsatte almindeligt, at Hamas og andre bevæbnede gangstere stjæler nødhjælpen fra dem, der har brug for den.

Til gengæld begår Hamas krigsforbrydelser hver dag, som ikke bliver rapporteret i tilstrækkeligt omfang. Det er en klar overtrædelse af Genevekonventionen at kæmpe fra civile områder og fra særligt beskyttede områder som hospitaler. Ligesom det er en overtrædelse at kæmpe uden uniformersamt at tage gidsler og at ydmyge krigsfanger.

I en realistisk verden er det uden mening at forestille sig fred i Mellemøsten, hvis Hamas og Iran er indblandet. Hamas kan opnå fred i morgen ved at indstille kamphandlingerne og udlevere de sidste gidsler. Det er man åbenbart ikke interesseret i. Hvad ledende talsmænd for bevægelsen direkte har oplyst til vestlige medier. Det er kun muligt at gisne om, hvorfor så mange vestlige ledere mangler realisme. Men det gør de, hvad mange andre af deres handlinger også bevidner: urealistiske planer for en i øvrigt nødvendig energiomstilling. Urealistiske ideer om global arbejdsdeling. Og indtil for ganske få år siden: totalt urealistiske ideer om Rusland.
En stor del af det uføre, som de vestlige lande befinder sig i, skyldes en bredspektret mangel på realitetssans. Men lad os begynde med begyndelsen: Hamas må aldrig vinde.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9 august 2025)