Ingen frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år

Der er utvivlsomt, at det kommende valg til Folketinget (også) kommer til at handle om statsministerens forvaltning af sit embede.

Der findes næppe et blåt medlem af Folketinget, som ikke stiller sig kritisk over for selve den lemfældige måde, hvorpå Koordinationsudvalget 3. november 2020 besluttede sig for at nedlægge minkavlen i Danmark.

Det samme kan man sige om eksekveringen af beslutningen. Den blev meldt ud på et pressemøde ledet af statsministeren dagen efter, 4. november. Og den fortsatte med politiets hjælp efter, at det 8. november stod klart for enhver, at der ikke var lovhjemmel til det. For mig er begivenhedsforløbet i de første dage af november 2020 alvorligt.

Mennesker mistede deres livsværk. Ufattelige værdier blev tilintetgjort. Det skete oven i købet efter et helt utrolig sløset analysearbejde, og uden at det var hjemlet i en lov.

Men i forhold til den tillid, partierne på Christiansborg kan have til hinanden, og i forhold til den tillid, borgerne kan have til vores politiske system, synes jeg, at regeringens fralæggelse af ansvar er værre.

Den brutale sandhed er jo, at regeringen med støttepartiernes velsignelse har besluttet sig for at ignorere Granskningskommissionen.

Man har sagt fy til sig selv og mumlet nogle beklagende ord.

Men samtidig demonstrerer flertallet i Folketinget helt uden blusel, at når magten og retten kolliderer, så er det magten, der står uskadt tilbage, og retten der ligger sammenkrøllet i rabatten.

For eksempel har regeringen bestemt, at der skal være nul sammenlignelighed i reaktionerne mod ledelsen af FE og mod de ti embedsmænd, som Granskningskommisionen nævner. I det første tilfælde skrider man til hjemsendelse og retsforfølgelse. I det sidste slipper alle for ubehageligheder, og hele sagen syltes i en ligegyldig styrelse.

Skønt kommissionen helt eksplicit blev bedt om at undlade at forholde sig til ministres ansvar, og problemstillingen i sin helhed derfor svæver i det uvisse, har et flertal i Folketinget bestemt, at det spørgsmål skal aldrig afklares.

Det er således ikke sandt, når apologeter for regeringen hævder, at den i almindelighed og statsministeren i særdeleshed er blevet frikendt af Granskningskommissionen.

Spørgsmålet er – efter ønske fra Folketinget – overhovedet ikke blevet behandlet. Og bliver det heller aldrig, hvis det står til det nuværende flertal.

Når flertallets mangel på interesse for sandheden om minkskandalen og mangel på interesse for elementær retfærdighed burde undre alle mennesker i Danmark, er det, fordi regeringens egne forsvarsværker blev skudt i grus af kommissionen.

Jo: Koordinationsudvalget har også ansvar for de beslutninger, regeringen tager.

Jo: Der var rigeligt med tid til at foretage en ekstra omgang kvalitetssikring af Koordinationsudvalgets beslutning. Og jo: Statsministeren burde have vidst, at hun og regeringen løb en risiko ved at gennemføre en så stor og kompleks beslutning på en måde, der var så forceret.

Hvis minksagens foreløbige forløb får borgere i Danmark til at tænke, at politikere er en flok principløse kynikere, der primært er optaget af beskyttelsen af egen bagdel og sekundært af for enhver pris at udøve den magt, de er kommet i besiddelse af, på den mest effektive måde, så kan jeg ærlig talt godt forstå det.

Det er et lille lys i mørket, at støttepartierne ikke vil kunne holde frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år. Dertil er de for kompromitterede af deres magtkynisme.

Men det er godtnok ikke ret stort i forhold til sagens alvor.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 13. juli 2022)