Ikke alle Draghis løsningsforslag bør vække begejstring

Draghi-rapportens diagnosticering af EU’s konkurrenceevne rammer plet. Men hvis vi følger alle hans løsningsforslag, kommer vi ikke til at løse de problemer, som får Europa til at sakke bagud

En ny rapport om den europæiske konkurrenceevne med Mario Draghi som afsender har den seneste tid fået alarmklokkerne til at ringe overalt i Europa. Den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank har nemlig taget temperaturen på EU’s erhvervsklima, og det er mildest talt dårligt nyt for Europa. EU er i flere årtier sakket bagud målt på produktivitet. Det fælleseuropæiske bruttonationalprodukt udgør en stadigt mindre del af verdensøkonomien. Og får vi ikke snart vendt skuden, vil EU tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne. Men selvom rapporten lige nu er på alles læber i de europæiske regeringskontorer, burde konklusionerne ret beset ikke komme som en overraskelse. For det har i lang tid været tydeligt, at Europa er ved at blive efterladt på perronen på grund af høje skattesatser og unødigt bureaukrati, som kvæler vores innovationsevne. Sidste år blev der eksempelvis registreret 9883 patenter i avancerede, digitale teknologier i EU, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis 27.928 og 49.248. Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende den udvikling. Så hvad skal vi gøre? Selvom Mario Draghi rammer plet angående diagnosticeringen af Europas manglende konkurrenceevne, er det ikke alle hans løsningsforslag, som bør vække begejstring. Eksempelvis peger Draghi-rapporten på, at fælles gældsoptagelse vil kunne fungere som redningskransen, der skal få Europa ud af den sump af lavvækst, vi i dag sidder fast i. Men som erfaringerne fra coronapandemien har vist os, kan centraliseret gældshæftelse blandt de europæiske lande få store konsekvenser. Under pandemien besluttede EU at suspendere de gældende gældsregler og at etablere en europæisk genopbygningsfond finansieret af fælles gæld. Da midlerne fra fonden fortrinsvis skulle stimulere de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis økonomi var hårdest ramt af pandemien, endte regningen for deres nationaløkonomiske nonchalance derfor med at blive sendt videre til de lande, der havde styr på deres økonomi. Det illustrerer med al tydelighed, hvorfor vi skal insistere på, at EU-samarbejdets hegnspæle ikke blot skal kunne flyttes, lige så snart nogle forandrede omstændigheder melder sig. For løsningen på unionens haltende produktivitet er ikke, at vi slækker på reglerne om fælles økonomisk stabilitet ved at placere omkostningen for visse EU-staters dårlige økonomi hos de lande, der har haft orden i penalhuset. Saltvandsindsprøjtning Samme billede tegner sig, hvad angår Mario Draghis forslag om, at vores kinesiske og amerikanske konkurrenters statsstøtte skal modsvares af en europæisk ditto. For selvom det muligvis på kort sigt vil kunne fungere som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til visse selskaber og sektorer, vil det ikke reelt løse problemerne på lang sigt. Faktum er nemlig, at mange industrier i EU allerede bliver kunstigt hjulpet på vej af statsstøtte. I dag bliver omtrent 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt brugt på national statsstøtte, mens det tilsvarende tal i USA med Inflation Reduction Act er på 0,15 pct. Derfor har vi ikke brug for, at de europæiske skatteydere skal indgå i et konkurrenceforvridende kapløb med USA og Kina om, hvem der kan brænde flest skattekroner af på at give kunstigt åndedræt til sektorer, som ikke kan overleve af egen drift på et frit marked. Et sundt erhvervsklima Det der derimod er brug for, er det samme, som i sin tid gjorde Europa til et af verdens mest velstående områder på kloden: nemlig et sundt erhvervsklima, hvor det kan betale sig for innovative ildsjæle af stifte og drive virksomhed. For lige nu bliver alt for mange af Europas lovende, nystartede virksomheder enten kvalt i fødslen af EU’s bureaukrati, eller også søger de uden for Europas grænser, hvor der er bedre vilkår. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har ganske vist omsider set skriften på væggen. I slutningen af 2023 bebudede hun, at Kommissionen ville indføre et mål om, at man skulle reducere de bureaukratiske rapporteringskrav for EU’s virksomheder med 25 pct. inden europaparlamentsvalget i juni 2024. Men når velmente politiske ambitioner kolliderer med virkelighedens forhindringer, er det ofte førstnævnte, der må bøje af – og derfor er von der Leyens ellers fornuftige reduktionsmål atter lagt tilbage i skuffen for nu. Det kommer til at få store konsekvenser for fremtidens europæere, som vil vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent, hvis vi ikke bremser udviklingen. Derfor er vi nødt til at sikre, at ønsket om mindre bureaukrati fra de politiske skåltaler også bliver til faktisk politik. “C Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende udviklingen”

“Draghis konklusioner burde ret beset ikke komme som en overraskelse,” skriver Vermund. | |

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. september 2024)