Henrik Dahl
10. september 2021

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i fine Berlingske for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er. Ja, godmorgen.

Jeg har nul fidus til dansk forskning i flygtninges og indvandreres forhold. Det betyder ikke, at den hæderlige undtagelse mangler. Men hvis en kritisk masse af forskere – der sagtens kan være et stykke under 100 procent – altid prøver at skjule sandheden om indvandrere, så mister jeg den generelle tillid til, at man overhovedet kan stole på forskerne.

Selvfølgelig er det fup, at æresrelateret vold skyldes økonomisk ulighed. Æresrelateret vold opstår i kollektivistiske kulturer, hvor den enkelte bliver betragtet som ansvarlig for gruppens samlede kapital af ære. Det seneste eksempel, der er kommet til offentlighedens kendskab, er sagen om en fader, der pålagde sin søn at tage det fulde ansvar for drabet på sin moder. Og moderens brøde? At hun ikke i ægtemandens øjne var islamisk nok.

Den slags udspringer ikke af økonomisk ulighed, men af islam. Og forskere, der påstår andet, forhindrer sandheden i at blive kendt (hvad der set med naive menneskers øjne sådan cirka er det modsatte af at forske).

Selvfølgelig er det også fup, at når så mange indvandrere opfører sig som idioter i forhold til covid-19, så hænger det sammen med de små lejligheder og de udsatte job i frontlinjen.

Det er ikke sådan, at alle indvandrere er idioter. Men idiottætheden blandt ikkevestlige indvandrere er bare større, end den er blandt etniske danskere, når det gælder vilje til at følge coronaforskrifter. Der er altså flere corona-idioter pr. 1.000 mennesker, når man ser på indvandrerne, end når man ser på danskerne.

Idiotien kommer blandt andet til udtryk ved, at man vil blæse fornuftige og erfaringsbaserede regler om at forhindre smitte et stykke. Og den kommer til udtryk i alle mulige skøre forestillinger om vaccine. De findes også blandt etniske danskere. Men der er flere mennesker pr. 1.000, der er skøre i forhold til vaccine, end der er blandt danskerne.

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i denne fine avis for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er.

Ja, godmorgen. Det ved alle, der gider læse Yahya Hassan eller Ahmad Mahmoud eller Sara Omar. I Mellemøsten er det langt mere socialt acceptabelt at tæve børn, end det er i Danmark. Ligesom det er mere socialt acceptabelt at tæve hustruer og ansatte. Der er tonsvis af dokumentation for dette.

Men hvad siger de danske forskere til Berlingske? »Flere undersøgelser viser, at socioøkonomiske forhold spiller en stor rolle for en lang række af de vilkår, børn vokser op med – herunder vold«. Det hævder en psykolog i Red Barnet, der hedder Ane Lemche. Og det redder ingen børn.

En anden forsker, der hedder Signe Boe Rayce, peger på sociale forhold og siger: »Tilsammen kan de faktorer og den pressede situation, man kan stå i med et lille barn, betyde, at forældre i afmagt griber til vold«.

Kort sagt: De voldelige fædre og brødre er i virkeligheden ofre for et ubarmhjertigt, dansk system. Fup og fidus.

Hvis jeg skal stole på danske indvandringsforskere, skal de omgående holde op med at fylde både offentligheden og mig med misinformation. Herunder tricket med at »kontrollere for ditten og datten« og i realiteten sige: »Hvis vi ser bort fra årsagen, er der faktisk ingen årsag«.

Uden for jeres egne, snævre cirkler, er I for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. september 2021)