Giver ATP i sin nuværende form stadig mening?

Selvom det pibler frem med skandalesager i ATP, har regeringen dumstædigt valg at sidde på hænderne. Men med så store milliardbeløb på spil skylder vi danskerne at have en kvalificeret debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige ATP

I 2022 trak det overskrifter, da danskernes fælles pensionsopsparing tabte 64,5 mia. kr. På et enkelt år havde ATP nemlig formået at præstere et afkast på minus 40,9 pct. i institutionens investeringsportefølje. Med tanke på at danskerne bliver påtvunget at betale til ATP, er det er et utroligt beløb, der bør give anledning til at vurdere, om ATP i sin nuværende form stadig giver mening. Men for at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, bliver man først nødt til at forstå institutionens særlige konstruktion. Arbejdsmarkedets Tillægspension så oprindeligt dagens lys i 1964, og den blev undfanget for at sikre en garanteret og forudsigelig livslang pension til danskerne. Her er netop ordet “garanteret” værd at hæfte sig ved. For ATP opererer under nogle særlige politisk fastsatte kriterier, der i de seneste år har vist sig at være utidssvarende. ATP er nemlig indrettet, så 80 pct. af kapitalen bliver allokeret til lavrisikable investeringer, hvilket man forsøger at gøre op for ved at tage ekstreme risici for de resterende 20 pct. af kapitalen. Det er disse 20 pct. af den samlede kapital, der fører til store udsving i afkast fra år til år. Giver det mening? Mens ATP f.eks. præsterede førnævnte afkast på -40,9 pct. i år 2022, lød investeringsporteføljens afkast for 2019 omvendt på 44,2 pct. Men giver denne investeringsstrategi så også mening? Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen, der er henholdsvis professor og lektor på CBS, har sat sig for at sætte ATP’s indretning under luppen. I en rapport fra 2023 konkluderer de, at ATP har formået at skabe et afkast de seneste ti år, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at det er gjort med en væsentligt højere risiko, og at dette afkast ikke vil kunne realværdisikre pensionerne ift. inflationen. Set i lyset af at ATP forvalter en formue på omtrent 700 mia. kr. på vegne af ca. 5,6 mio. danskere, er det en tankevækkende kendsgerning. Selv hvis ATP blot underperformer med få procentpoint om året, vil det nemlig over tid gøre en monumental forskel for hvilket beløb, der kan tikke ind på danskernes konti under deres pension. Alligevel er tekniske diskussioner om pensionskassers indretning og investeringsstrategier ikke en dagsorden, der har lige så let ved at optage spalteplads i dagbladene og at fylde på de sociale medier som så mange andre emner i dansk politik. Men når der er tale om så store milliardbeløb, der vil få indflydelse på næsten hele befolkningens privatøkonomi, bliver vi som samfund nødt til at forholde os til dem. Uambitiøst og dovent Derfor er det også uambitiøst og dovent, at regeringen på forhånd har besluttet sig for, at man end ikke vil have en debat om, hvorvidt det nuværende system kan forbedres. Et godt sted at starte debatten ville for det første være ved at forholde sig til, om tiden ikke er løbet fra den formynderiske forestilling om, at danskerne ikke må få mulighed for at vælge mellem flere pensionsselskaber som alternativ til at være tvunget til at betale til ATP-monopolet. Hvis ATP sendte deres forvaltning i udbud, og danskerne fik muligheden for at flytte deres egne penge til andre pensionsinstitutter, ville det skabe en sundere konkurrence på markedet. For det andet bliver vi nødt til at have en debat om, at ATP’s 80/20-investeringsstrategi er utidssvarende, som også forskerne fra CBS har konkluderet. Man burde fra politisk hold fastsætte andre kriterier for investeringerne, så garantidelen droppes, og man i stedet sikrer en markedsmæssig udvikling.For det tredje burde det være tydeligt, at der er brug for en professionalisering af ATP, hvor bestyrelsesposterne ikke besættes af diverse fagforeningsbosser, som ikke nødvendigvis har erfaring med at stå i spidsen for et pensionsselskab. I dag er otte ud af 13 bestyrelsesmedlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. I fremtiden bør den andel som minimum reduceres kraftigt. Afslutningsvis bør vi også have en debat om ATP’s eksponering mod danske investeringer, som i dag udgør 33 pct. af private og 44 pct. af alle pensionsinvesteringer, når man medregner ATP. Danskerne er i forvejen eksponeret mod udviklingen på det danske marked, og derfor er der ikke meget ræson i, at en så stor del af vores pensionsopsparing også skal være det. Hvordan ATP præcis skal indrettes i fremtiden, står stadig hen i det uvisse for nu. Men to ting er i hvert fald helt sikkert. Det ene er, at der åbenlyst er brug for en forbedring af det nuværende system. Og det andet er, at vi med så store milliardbeløb på højkant, der har indflydelse på hele befolkningen, skylder danskerne at have en kvalificeret, offentlig debat om, hvordan vi i fremtiden sikrer det bedst mulige ATP.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30. september 2024)