Alexander Ryle
28. maj 2025

Alt for ofte bliver retten til privatliv fremstillet som en klods om benet på virksomheder, der har brug for vores data til at være innovative og konkurrencedygtige. Men vi behøver ikke vælge mellem databeskyttelse og konkurrenceevne – de to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Den seneste måned har flere ytret deres frustration over databeskyttelsesforordningen – bedre kendt som GDPR.

Først varslede digitaliseringsminister Caroline Stage et opgør med reglerne, og siden er det blevet bakket op af både SMV Danmark og Dansk Industri. Det er både forståeligt og legitimt at kritisere reglerne for at spænde ben for innovation og drift.

Men GDPR-forordningens kritikere glemmer at forholde sig til, hvorfor forordningen overhovedet er nødvendig. Forordningen er ikke skrevet for at genere nogen – den handler om noget helt grundlæggende: Retten til privatliv og kontrol over egne data.

I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet

Det er frihed i digital form.

Ja, GDPR kan være en barriere, hvis man mener, at virksomheder eller staten altid bør kunne opsamle data om borgere, ansatte eller kunder. Men måske skal vi netop stille det modsatte spørgsmål: Er det nødvendigt at måle, gemme og analysere så meget persondata?

Svaret er ofte nej. Virksomheder bør minimere deres dataindsamling – ikke bare fordi GDPR kræver det, men fordi det er etisk rigtigt og sund fornuft.

Hvis man indsamler mindre data, følger der automatisk færre krav, mindre bureaukrati og lavere risiko for misbrug med. Det skaber også mere fair konkurrence, fordi det svækker de store koncerners fordel ved at sammenkæde store mængder persondata.

Det burde faktisk være i både Lars Sandahls og Alexander Søndergaards medlemmers interesse. GDPR blev til for at rette op på en grundlæggende designfejl i det digitale samfund. I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet.

GDPR er det første store modtræk: En digital rettighedslov, der spørger, hvilken teknologi der bedst beskytter borgeren.

Når det er sagt, har kritikerne én væsentlig pointe: Håndhævelsen af GDPR er ujævn i EU. En dansk virksomhed skal kunne regne med samme regler som i Tyskland, Frankrig eller Polen.

Derfor bakker Liberal Alliance op om en mere ensartet og central håndhævelse.

Men løsningen er ikke at udhule beskyttelsen af det enkelte menneske. Tværtimod. GDPR – med alle sine skavanker – er og bliver en af de mest liberale EU-forordninger, vi har.

(Indlæg bragt i Børsen, d. 27/05/2025)