Fred i Gaza behøver ikke betyde enden på den anti-israelske gadeuorden

Kronik Stærke kræfter ønsker at kæmpe videre i gaderne. Men lige så stærke kræfter er dødtrætte af det.

Lad os antage, at der kommer reel fred til Gaza. Det ønsker USA. Det ønsker de toneangivende stater i regionen. Det ønsker Israel efterhånden også. Og Hamas? Efter at have lidt massive tab de seneste to år er dens plads til at manøvrere ikke, hvad den har været.

Men vil den fred, der kommer, få de anti-israelske og anti-jødiske demonstrationer i Europa og USA til at stilne af? Det er jeg ikke så sikker på.
Jeg kunne godt forestille mig, at den anti-israelske og anti-jødiske radikalisering og mobilisering i Europa og USA er permanent. For der er meget stærke kræfter, der gerne vil have den.

For det første ønsker de islamister, der opererer i Vesten, radikaliseringen og mobiliseringen. De ønsker at samle og styre så mange muslimer som overhovedet muligt under en række dagsordener: at opnå kontrol over gaden. Altså at dominere det offentlige rum med palæstinensiske flag og anti-israelske/anti-jødiske sloganer i det størst mulige omfang. At opnå kontrol over den diskurs, der benyttes til at tale om problemerne. At infiltrere så mange politiske partier, som det kan lade sig gøre, med anti-israelske og anti-jødiske dagsordener.

For det andet ønsker den ekstreme venstrefløj radikaliseringen og mobiliseringen. Hvad enten det skyldes kynisme, eller det skyldes grænseløs dumhed, så forestiller den ekstreme venstrefløj sig, at den har fælles interesser med islamisterne.
Det har den ekstreme venstrefløj, når det gælder ønsket om at ødelægge det eksisterende samfund så effektivt, som det er muligt. Men i forhold til kvinders rettigheder og seksuelle minoriteters rettigheder kan islamisterne og venstrefløjen dårligt stå længere fra hinanden.

For det tredje er der en ubehagelig tendens til antisemitisme længere inde mod den politiske midte i flere lande i Europa. Først og fremmest Spanien, Irland og til dels Belgien. Her er der politisk bundtræk i at fordømme alt, hvad der er israelsk hvilket er en eufemistisk måde at fordømme alt, hvad der er jødisk.
For det fjerde er der en række samfundsinstitutioner i de vestlige lande, der ikke længere stiller sig kritiske an over for den desinformation, der er udgået fra Hamas og dens medløbere på venstrefløjen.

Det drejer sig om universiteterne, der i vore dage i betydeligt omfang er arnesteder for antisemitisk mobilisering og for (pseudo)videnskabelig legitimering af antizionismen og antisemitismen.
Og det drejer sig om de klassiske medier. De har i betydeligt omfang svigtet det klassiske ideal om balance i nyhedsformidlingen og om at anlægge et nogenlunde ensartet niveau for dokumentation og kildekritik.

På de sociale medier kan man løbende finde screendumps fra klassiske medier, der kolporterer absurde vinklinger, f.eks. at Israel startede krigen, og kolporterer Hamas-propagandaen om »hungersnød« og »folkemord«.
Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis gadeuordenen og de antisemitiske demonstrationer fortsætter, både i Danmark og i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien. I Storbritannien og Frankrig er der i tillæg til de problemer, jeg allerede har nævnt, også det store problem set fra myndighedernes side at demonstranterne efterhånden er for mange til, at myndighederne kan stoppe dem, dersom de skulle have viljen.

Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis regeringerne i Storbritannien og Frankrig fortsætter ned ad den lad os sige det, som det er Hamas-imødekommende sti, man allerede er slået ind på. Med mere boykot og mere ensidig kritik af Israel.
Der er for mange stemmer på spil til, at centrum-venstrepartierne tør lade være. Og der er for mange medlemmer af gadens parlament til, at det længere kan stoppes af ordensmagten.

Til det kommer så regeringerne i Spanien og Irland, der allerede er åbenlyst anti-israelske og dermed også anti-jødiske.
Man kan ikke kalde noget af alt dette for andet end en kæmpe sejr for islamismen og islamogauchismen. Der er ingen af disse politiske kræfter, der på nogen måde burde have lov til at blive anset for stuerene. Men de er lige så stille på vej til at blive det alligevel.

Vil denne normalisering af slet skjulte Hamas-dagsordener i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien få lov til at gå upåagtet hen? Det tror jeg bestemt ikke.
I virkelighedens verden er det Israel, der har vundet konflikten med Hamas. Ligesom Israel har vundet konflikten med Hezbollah og med Iran. Landet står stærkere end længe og bag al retorikken har de kræfter, der måtte overveje at angribe Israel, fået en del at tænke over.
Hovedkonklusionen fra de seneste to år er entydig: at forsøge sig med angreb på landet er den visse død for enhver, der vover det. At forsøge sig med karaktermord på Israel i de vestlige offentligheder er ikke noget, der bremser landet.

Det ville være naivt at tro andet, end at både Israel og USA har en sort bog med lande, der ikke er til at stole på. Og det ville også være naivt at tro andet, end at der er en hel del af de vestlige lande og en hel del af deres ledere, der er nævnt adskillige gange i disse sorte bøger.
Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side.

Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Men jeg tror heller ikke, at de menige borgere i Storbritannien, Frankrig og Spanien er særligt begejstrede for at se gadens parlament folde sig ud med ekstremt voldelige paroler og helt åbenlyst islamistiske dagsordener.
Derfor vil de hårde højrepartieraltså dem, der ligger længere til højre end de gamle borgerlige magtpartier få fremragende valg i både Storbritannien, Frankrig, Spanien og uden tvivl også Tyskland. Fremtiden i Europa og USA er helt sikkert meget mere højreorienteret end nutiden. Som en modreaktion på den svage respons fra midterpartiernes side på islamismens voksende indflydelse.

Derfor skal vi formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.
Hvis de hårde højrepartier bliver så stærke, at de er umulige at ignorere, men ikke stærke nok til at sidde med flertallet selv, skal de gamle centrum-højre-partier i tænkeboks. Vil de finde ind i et pragmatisk samarbejde på de punkter, hvor man kan blive enige? Eller vil weimariseringen af det politiske liv fortsætte?

I Danmark er der tradition for det pragmatiske samarbejde. Alle ved, at man ikke skriver under på hele det politiske program hos sine samarbejdspartnere, bare fordi man indgår en delaftale om noget. Det er der forbløffende få, der er klar over i resten af Europa.
Af hensyn til at landene i det hele taget skal regeres, må man dog håbe, at der snart indfinder sig en dansk-inspireret pragmatisme, når det gælder om at indgå i brede samarbejder. Ellers er Europa for alvor ilde ude.

Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side. Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Vi skal formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. oktober)