Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre
Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.
Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.
Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?
Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.
Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.
I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.
Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.
Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.
Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.
Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.
Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.
Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.
Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.
Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.
Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.
Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.
Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.
Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.
Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.
Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.
Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.
Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.
Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.
Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.
