Folkekirken skal leve og vokse i respekt for historien

Der er brug for at fremtidssikre menighedsrådene, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave, skriver dagens kronikører

DEN DANSKE FOLKEKIRKE er med sine århundredlange rødder en uadskillelig del af dansk kultur og historie. Folkekirken er samtidig et levende og aktivt samlingspunkt for mennesker i hele Danmark på tværs af geografi, alder, holdninger og alle de andre forskelle, som kendetegner danskerne.
Ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd, som siden I. C. Christensen stod fadder til deres oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har været med til at forme og værne om kirkens lokale liv. Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder. Folkekirkens lokale forankring er helt særlig. Den skal vi fastholde og værne om. Men det kræver, at vi tør tænke nyt for at løse de udfordringer, mange menighedsråd også står overfor.

Lader vi bare stå til, risikerer problemerne at vokse sig uoverskuelige. Menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte folkekirkemedlemmer, som stiller op for at løfte et stort ansvar. Både når det gælder at samle gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, diakonalt arbejde og meget mere. Og når det gælder det administrative ansvar for at forvalte kirkens bygninger, økonomi og personale.
Der er brug for at fremtidssikre rammevilkårene for menighedsrådsmedlemmerne, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at folkekirken også i fremtiden kan være en levende, demokratisk og lokalt forankret kirke for alle danskere, hvor det folkelige engagement står stærkt. Derfor indgik vi i maj en politisk aftale om en historisk forenkling af menighedsrådsarbejdet med tre hovedformål:

FOR DET FØRSTE fjerner vi nu bøvl og byrder for menighedsrådene, så der ikke skal bruges timevis på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer. Det betyder for eksempel, at en række samarbejder mellem sogne og provstier ikke skal godkendes af Kirkeministeriet. Og så letter vi opgaverne med drift og vedligeholdelse af andre bygninger og ejendomme end kirken og sognegården. Det stod ret klart i de ønsker, som mange menighedsrådsmedlemmer selv har givet udtryk for i det forberedende arbejde med reformen. Kirken og sognegården udgør derimod centrale omdrejningspunkter for det lokale kirkelige liv og forbliver forankret i det enkelte menighedsråd.

FOR DET ANDET bliver der nu en større frihed til at organisere sig efter lokale behov og forhold i sognet. Samtidig gør vi nu reglerne for valg og sammensætning af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd enklere og lettere at forstå.

FOR DET TREDJE skal vi have større fokus på ledelse og samarbejde i folkekirken, hvor tiden kalder på bedre personaleledelse i menighedsrådene. Med lovgivningen skaber vi bedre forudsætninger for, at folkekirkens arbejdsmiljø er godt for alle ansatte. Den seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet viste, at der er brug for nye muligheder og tiltag, der understøtter menighedsrådene i det arbejde.
Med enkelte justeringer til aftalen fra maj er vi nu blevet enige om at omsætte forslagene til ny lovgivning. Vi har lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar til lovforslaget og justeret på enkelte områder for at skabe endnu mere fleksibilitet til at tage højde for lokale ønsker og behov.

I.C. CHRISTENSEN insisterede på, at folkekirken skal være ”af folk og for folk”. Han mente, at det kirkelige liv må forankres lokalt, og at folkekirkens demokratiske organer skal give plads til bred deltagelse og engagement. Det har dannet grundlaget for vores arbejde. Men vi må også erkende, at verden har forandret sig siden hans tid. Menighedsrådene er offentlige myndigheder og skal leve op til de høje standarder, vi stiller til hele den offentlige sektor. Det gælder alt fra åbenhed og grundlæggende krav til forvaltningen over persondatabeskyttelse til økonomisk ansvarlighed. De administrative krav og kompleksiteten i menighedsrådsarbejdet er på den baggrund vokset, og mange menighedsrådsmedlemmer oplever i dag, at bureaukratiet tager overhånd frem for menighedens opgaver.

Derfor har vi sat os for at gøre det lettere og mere fleksibelt at være med i menighedsråd, uden at vi mister det demokratiske grundlag og den lokale forankring, og uden at vi giver køb på økonomisk ansvarlighed og retssikkerhed. Reformen er resultatet af et bredt samarbejde med repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og kirkefunktionærernes organisationer og andre centrale aktører, der alle har ønsket at modernisere uden at bryde med det folkelige ansvar. En af de væsentligste justeringer handler om menighedsrådenes størrelse. Hidtil har antallet af valgte medlemmer været mellem 5 og 15, afhængig af sognets størrelse. Det ændrer vi nu, så rådene som hovedregel får mellem 5 og 10 medlemmer. Samtidig giver vi mulighed for at øge antallet med op til tre ekstra medlemmer. Det betyder større fleksibilitet og mulighed for bedre at tilpasse rådene til de lokale forhold, herunder ved at bruge de nye muligheder for at organisere sig, så frivillige i højere grad inddrages i menighedsrådsarbejdet eller ved for eksempel at ansætte en daglig leder.

OG SÅ ÆNDRER VI ANSVARET for præsteembedets faste ejendomme. Styregruppen foreslog oprindeligt, at ansvaret for præsteembedets faste ejendomme overgår fuldt til provstiudvalget. Efter høringen har vi lyttet til bekymringerne. Vi fastholder, at ansvaret som udgangspunkt flyttes, men sørger for, at provstiets menighedsråd i fællesskab kan beslutte at fastholde ansvaret for ejendommene i sin helhed eller for enkelte menighedsråd. Vi gør det desuden muligt for budgetsamrådet at beslutte, om ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

For at give det enkelte menighedsråd større mulighed for at beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, er vi også enige om at vende budgetsamrådets beføjelse om, så enkeltmenighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme, medmindre et kvalificeret flertal på to tredjedele af de vægtede stemmer i budgetsamrådet stemmer imod.
VI HAR OGSÅ LYTTET TIL høringssvarene, når det gælder forslaget om, at præster med under halvtidsansættelse i et sogn og provster ikke skal være fødte medlemmer af menighedsrådet. For hvis langt størstedelen af præsterne gerne ser den nuværende ordning fortsætte, er der jo ingen grund til at ændre på det. I stedet indføres en mulighed for, at biskoppen kan udpege en primærpræst i pastorater med flere sogne, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Samtidig får biskoppen mulighed for at fritage en provst for medlemskab i et menighedsråd, hvis der er en eller flere andre præster i sognet, som er fødte medlemmer af menighedsrådet.

MED DENNE REFORM tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover. Den forenkler rammerne for arbejdet i menighedsrådene, skaber bedre vilkår for præster og sikrer en mere bæredygtig forvaltning af kirkens ejendomme. Samtidig fastholder vi den lokale forankring og det demokratiske engagement, som har været og fortsat skal være kirkens styrke.
Vi har store forventninger til reformen og går nu videre med den gradvise implementering i de kommende år. Sammen sikrer vi en folkekirke, der lever og vokser i respekt for historien, med plads til lokalt engagement og med blik for fremtiden.
Med denne reform tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. september 2025)