Henrik Dahl
10. august 2022

Det moderne Danmark blev grundlagt på en konflikt mellem den nationalliberale elite i København og Bondevennerne i Jylland. Så der er intet nyt i den modsætning, der igen er blusset op.

Hen over sommeren har der været en livlig diskussion af, om Jylland er en landsdel, der er væsensforskellig fra København og hovedstadsområdet. Det skyldes naturligvis den succes, Danmarksdemokraterne for tiden nyder, og stifteren Inger Støjbergs kritik af de fine saloner i København.

Jeg er enig med Kaare Dybvad Bek, når han i en kronik i JP skriver, at meget af kritikken af Inger Støjberg har været af den fladpandede slags. Det er fuldkommen irrelevant, på hvilke adresser de fine saloner måtte ligge. Det væsentlige er, hvad er menes med udtalelsen, hvis man behandler den sådan, som man generelt bør behandle andres udtalelser: ved at tage den alvorligt.

Hvis man vil i dybden med spørgsmålet om den københavnske elites opfattelse af Jylland og jydernes opfattelse af eliten i København, kan man med fordel orientere sig i bogen ”Opdagelsen af Jylland”. Det er historikeren Steen Bo Frandsens doktordisputats fra 1996.

Før Norges uafhængighed og Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen og senere Tyskland var det almindeligt i den elite, der fra København administrerede Helstaten, at tænke, at den bestod af tre hoveddele: Norge, Danmark og Hertugdømmerne.

Hvad angik den del af Helstaten, der hed Danmark, havde enevælden en ret konsekvent politik, der gik ud på at centralisere og homogenisere. I stedet for de gamle landskabslove, som for eksempel Jyske Lov, fik man således i 1683 Danske Lov. Den skabte et ensartet grundlag for Det Danske Kancelli, når det administrerede forholdene i Danmark, Norge og Island (dansk lov gjaldt ikke i Slesvig-Holsten, derfor blev denne del af Helstaten administreret af Det Tyske Kancelli).

Da man i 1830’erne opretter de rådgivende provinsialstænder (der kunne kommentere enevældens politik), skaber man en selvstændig stænderforsamling for Jylland med sæde i Viborg. Sådan ender man på i alt fire: for Holsten, Slesvig, Nørrejylland og Østifterne.

Dermed er der politisk åbnet for en debat om, hvorvidt Helstaten har egentlige provinser ud over Hertugdømmerne.

De nationalliberale, der var den drivende politiske kraft op imod grundloven i 1849 og i demokratiets første år, mente med eftertryk, at der ikke var provinser i Danmark. Det gentog deres ledende skikkelser ofte.

Den gruppering, der hed Bondevennerne (en af forløberne for Venstre), mente, at Jylland på en række områder blev snydt, når det gjaldt tildeling af ressourcer – ikke mindst infrastruktur. Årsagen var en urimelig grad af centralisering, som eliten i København var ansvarlig for.

Det mener jyderne for så vidt stadigvæk nu, mere end 170 år senere. Og det lagde selvfølgelig op til, at Jylland faktisk var en provins eller en region af Danmark med sine egne, politiske rettigheder og krav.

Politisk satte Bondevennerne fokus på, at Jylland var noget særligt. Kulturelt var der mange i den samme æra, der også gjorde det. Et af de mest berømte eksempler er Steen Steensen Blicher. Han udgav i 1842 novellesamlingen ”Æ Bindstouw” og gjorde på den måde jysk til et skriftsprog, man endda kunne udtrykke sig kunstnerisk på. Blichers arv blev senere løftet af blandt andre Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I begyndelsen af 1900-tallet var Herman Bang – der stammede fra Als, men følte sig bedre tilpas i København – på en stor danmarksturné. Den beskrev han løbende i klummer til hovedstadsaviserne.

I en af de sidste klummer er Bang på besøg på Askov Højskole. Her funderer han over forskellen på eliten i København og højskolebevægelsen, der har fat i resten af landet. Bang når frem til, at eliten i København tror, at det er Georg Brandes, der har vundet værdikampen. Mens alle i provinsen ved, at det er N.F.S. Grundtvig.

Men Bang opholder sig også ved de gensidige fordomme mellem jyder og københavnere – for 120 år siden. Mens københavnerne mener, at jyderne er usofistikerede og bondske, så mener jyderne, at københavnerne er dekadente slapsvanse. Ifølge Bang, så kunne der måske have været noget om snakken i 1870’erne eller 1880’erne. Nu om stunder passer det ikke længere.

At Jylland er en selvstændig region, der har sine egne sprog og sin egen kultur, har jyderne ment i hundredvis af år. Samtidig med at eliten i København også i hundredvis af år har opfattet dette som nonsens.

På den måde opfinder Inger Støjberg ikke noget. Hun holder bare liv i en ældgammel modsætning. Er der så noget om snakken, hvis vi tyr til noget så moderne som statistik?

Hvis man ser på sygefravær, så er det generelt mindre i Jylland uden for det røde Nordjylland og det røde Østjylland, end det er i hovedstadsområdet.

Hvis man ser på stemmeafgivelsen ved valgene, er Jylland i den samme store zone også helt entydigt en borgerlig del af landet. Mit personlige indtryk – som jeg må understrege er netop det og ikke en indsigt, der kommer fra statistik – er desuden, at jyderne i den store, borgerlige zone først og fremmest er værdikonservative (selv om de ofte stemmer på Venstre). De tror på gammeldags ting som personlig ansvarlighed og vigtigheden af arbejde og flid i højere grad, end man gør i de røde storbyer. Ligesom de er mindre tilbøjelige til at tro på velfærdsstaten og på nymodens analyser, man kan erkyndige sig om i Politiken og Information, end folk er i de røde storbyer. Og derfor mindre tilbøjelige til at hoppe på relativisme og verdensfjerne teorier, end eliten i København er.

Der er kort sagt intet nyt i, at eliten i København ihærdigt benægter, at der er forskel på dem selv og jyderne. Det gjorde de nationalliberale allerede i 1850’erne, og det gør deres efterkommere i ånden den dag i dag.

Der er heller ikke noget nyt i, at talsmænd og -kvinder for Jylland siger, at landsdelen bliver snydt for infrastruktur og andre ressourcer af hovedstaden. Og er stolte over, at de har deres eget sprog og deres egen kultur. Sådan har det også været siden 1850’erne.

Om det er sandt, er ikke godt at sige. Men som den sociologiske grundlærdom slår fast: Det får under alle omstændigheder sande konsekvenser.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 9. august 2022)