Det røde EU er et EU, der skaber splittelse og radikalisering
For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.
Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.
Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.
Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.
Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.
Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.
Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.
Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.
Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.
Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.
Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.
Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.
Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.
I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.
Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).