Det Kina, vi troede, vi kendte, findes ikke længere

Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.

I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.

Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.

Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.

Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.

Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.

Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.

Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.

Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.

Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.

Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.

At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.

Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.

Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)