Det er på tide at gøre op med »det pink patriarkat«, som fratager kvinder frihed

Hvis man vil ødelægge den gode stemning i familien, skal man bare tage et spil Matador. Og hvis man skal ødelægge den gode stemning i den offentlige debat, skal man bare tale om ligestillingspolitik uden at være enig med venstrefløjen.
Det har jeg efterhånden en del erfaring med efter tre og et halvt år som ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det har været tre og et halvt år midt i en af samfundets mest betændte og polariserede debatter. En arena, hvor man efterhånden skal liste sig rundt i tykke uldstrømper for ikke at træde nogen over tæerne eller blive stemplet som en fjende af fremskridtet.

Nogle vil måske løfte et øjenbryn her, da jeg bestemt ikke har været stiltiende modstander. Men tro mig. Forsigtigheden har været prioriteret højt. Og jeg er langt fra den første kvinde, der har lagt bånd på mig selv for at bevare den gode stemning.

Man har et helt begreb for det, nemlig »tend and befriend«, hvor man forsøger at afværge en trussel med venlighed og imødekommenhed. Men jeg gider ikke at gøre mig så flink og forsigtig, når truslen er så urimelig og aggressiv.
Jeg er træt af, at vi skal være bange for at forsvare den sunde fornuft og den personlige frihed. Især når det sker over for en bevægelse, der kalder sig frigørende, men som i virkeligheden gør både kvinder og mænd mindre frie.
Det er på tide, at det er bevægelsen, der skal forsvare sin ufrihedsdagsorden og blive kaldt ud på det udskammende røgslør, den i stedet ynder at forplumre debatten med.

Kvinde på den forkerte måde

Jeg kalder denne bevægelse for »det pink patriarkat«.
Det er en tendens i tiden, hvor kvinder konstant skal have at vide, at de kun er gode nok og kun er rigtigt frigjorte hvis de opfører sig efter det karrierefokuserede mandeideal.

Det pink patriarkat opererer med en ekstremt rigid og snæver målestok for, hvad et succesfuldt liv er. Det anerkender udelukkende de arenaer, der historisk set har været mandsdominerede: den stejle, ubrudte karrierestige, løncheckens bundlinje og adgangen til de bonede gulve i bestyrelseslokalerne.

Det er derfor, jeg kalder det et patriarkat, selvom det primært håndhæves af og handler om kvinder. For nu skal selve ligestillingen måles ud fra, om vi kvinder er gode nok til at være mænd. Det er vi sjældent gudskelov for det.
Det er dermed en logik, der i sin yderste konsekvens fører til statsligt dikterede kønskvoter.

Her ender vi i en situation, hvor det, man har mellem benene, bliver vigtigere end det, man har mellem ørerne. Man reducerer komplekse mennesker til kønslige kategorier i et forsøg på at opnå en matematisk 5050-fordeling i alle samfundets lag.

Men er det virkelig fremskridt? Er det frigørelse at blive valgt eller vurderet på sit køn frem for sine kompetencer?
Samtidig ser vi, hvordan nærvær, familieliv og omsorgsarbejde konsekvent devalueres. I det pink patriarkats optik er disse elementer ikke kilder til livskvalitet, men derimod systemiske byrder, som særligt kvinder anses for at være ubevidste ofre for.

Hvis man som kvinde mener og mærker, at det giver mere værdi og mening at bruge tid sammen med sine børn end at kæmpe sig vej til en toppost, dikterer denne ideologi, at man er kvinde på den helt forkerte måde.
Man »hjælper i hvert fald ikke ligestillingen« og er angiveligt »fanget« af strukturer, man ikke selv kan se.

Det er mit valg

Jeg nægter at deltage i det absurde teater. Jeg nægter at reducere mig selv – som menneske og som kvinde – til et simpelt datapunkt i et kønspolitisk Excel-ark, der skal gå op i en højere enhed for statsadministrationen.

Om jeg eller andre kvinder finder mening i at forfølge en opslidende direktørpost, i at bygge en stor familie med mange børn eller i en helt tredje livskonstellation er og bliver mit valg alene.

For de fleste af os er mening og glæde en blanding af forskellige elementer. Som det skal være. Det er selve essensen af et frit samfund, at vi har retten til at prioritere forskelligt uden at skulle stå til regnskab for en ideologisk statistik.

Men det pink patriarkat anerkender ikke denne fundamentale frihed.
Nej, frihed er udelukkende lig med resultatlighed et kollektivistisk regnestykke, hvor kvinder konstant skal optimeres til at præstere som mænd, mens mænd evigt skal korrigeres, og hvor ethvert frit valg, der skaber skævhed i en tabel, mistænkeliggøres som et demokratisk problem.

Påvirker nybagte forældre

Vi ser det måske tydeligst i spørgsmålet om barsel. Her er ideologien trådt direkte ind i hjemmet.
Når familier fordeler barslen ud fra deres egne behov, deres økonomi og deres ønsker for barnets første år, burde det være en sag for familien alene.
Men hvis fordelingen betyder, at mor tager den største del, betragtes det som noget, der skal bekæmpes politisk.

Løsningen blev en EU-forordning hvad rager det dog EU? der i ligestillingens navn har øremærket barslen med fuld opbakning i Danmark fra hele venstrefløjen og Venstre. Men hvem har bedt politikerne om at lave den fordeling for os? Det er i hvert fald ikke de nybagte forældre.

Utilfredsheden med de danske barselsregler er beviseligt vokset massivt, siden øremærkningen blev indført, hvilket blandt andet en nylig undersøgelse fra CBS har afdækket.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan det pink patriarkat prioriterer den ideologiske vision om lighed over de faktiske menneskers ønsker om frihed.
Desværre har denne tænkning skabt en kultur, hvor især unge, ressourcestærke kvinder opfordres til at anskue deres eget liv som et stort, uoverskueligt problemkompleks, længe før voksenlivet overhovedet er begyndt.

Stop ynken, mænd

Jeg vil også knytte en kommentar til mændene. For mens det pink patriarkat dominerer den ene side af debatten, findes der en lige så ulidelig klynkefløj på den anden side.
Det er de mænd, som pr. automatik galer »hvad med os?«, hver eneste gang en udfordring for kvinder italesættes.

Til den fløj vil jeg sige: I er ikke et hak bedre end det pink patriarkat.
Hvis der eksisterer en kønnet dagsorden for mænd eksempelvis de veldokumenterede udfordringer for mange drenge i folkeskolen skal den dagsorden løftes seriøst, faktuelt og selvstændigt.

Den skal ikke bruges som et billigt point i en evig kønskamp eller som en undskyldning for at klynke over kvinders fremskridt. Tag ansvar for udfordringerne uden at forfalde til ynk.
Det pink patriarkat lever af at gøre forskelle mistænkelige og det frie valg til et problem. Men sandheden er, at ligestilling ikke handler om, at vi skal ende det samme sted eller leve vores liv på den samme måde.

Det handler om, at vi skal have de samme rettigheder til at vælge forskellige veje. Vi skal ikke have vejen banet for os eller stillet flere forhindringer op på vejen, så andre kan komme hurtigere frem end én selv.
Vi kvinder har ikke brug for statens ynk, vi har ikke brug for kvoter, og vi har ikke brug for politikere, der fortæller os, om vi må bage en kage til kontoret, boller til vores børn, eller hvordan vi skal fordele vores barsel.
Vi har brug for frihed til at være præcis de mennesker, mødre og karrierekvinder, vi ønsker at være.

Sand ligestilling handler om retten til at vælge den vej i livet, man har lyst til, ikke om at presse kvinder ned i et bestemt ideal.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. april 2026)