Det er ikke forbudt at kritisere Nato og EU. Men husk bare lige, at verden er forandret efter den 24. februar

Den 24. februar faldt maskerne. Ud fra diverse teoretiske begrundelser havde en række eksperter sagt, at Rusland ikke ville indlede en militær konflikt med Ukraine. Den række var den længste.

En anden og meget kortere række havde sagt det modsatte: Rusland mener sine erklæringer om behovet for en russisk verdensorden dødsens alvorligt. Og dermed vil Ukraine blive invaderet som et led i den langsigtede strategi om at vende tilbage til det gamle system, hvor Rusland omkring sig har en interessesfære af lande, der i bedste fald er en slags vasaller. Og i værste blot neutrale og alliancefri.

Efter invasionen kan vi så gøre status: Rusland forlanger en vasalagtig neutralitet af landene i sin interessesfære. Og landet skyr ikke nogen midler for at gøre dette ønske til virkelighed.

Derfor indbefatter midlerne indadtil en skærpelse af diktaturet og en omfattende brug af misinformation mod egne borgere. Udadtil en evig hybridkrig mod Ruslands modstandere: de vestlige lande og den vestlige samfundsorden.

Det, vi skal se i øjnene, at vi står overfor, er altså for det første den evige hybridkrig. For det andet den evige trussel om brugen af våbenmagt over for ethvert land, som Rusland mener burde tilhøre interessesfæren. Det vil blandt andet sige de baltiske lande og Polen. Og for det tredje: Den evige trussel med atomvåben for at forhindre de vestlige lande i at forsvare deres interesser og deres samfundsorden effektivt.

Sådan ved vi efter den 24. februar i år med sikkerhed, at verden er indrettet. Og derfor kan man også sige, at enhver, der lægger andre præmisser til grund, tager fejl.

For eksempel Enhedslisten, der betragter krigen i Ukraine som Natos ansvar eller delvise ansvar.

Eller de naivister, der har troet, at deltagelse i globaliseringen og medlemskab af internationale organisationer i sig selv havde en forebyggende virkning, når det gjaldt brugen af militær magt for at nå sine politiske mål.

Eller de sværmere, der siger, at vi skal forstå Rusland og tilpasse os Rusland, fordi landet trods alt er en kristen kulturnation. Hør lige her: Tyskland var også ”Land der Dichter und Denker”. Lige indtil den dag, hvor det blev ”Land der Richter und Henker”.

Det, der begrænser konsekvenserne af russisk hybridkrig, reducerer truslen for russisk invasion og gør atomtrusler uacceptabelt afskrækkende, er vestlig, militær styrke og intet andet.

Hvad EU siger, betyder ikke noget. Hvad Nato siger: heller ikke. Det eneste, der virker, er, hvad Nato gør eller tydeligvis formår at gøre.

Det er derfor, vi burde have oprustet for meget længe siden. Og derfor vi trods alt bør lette på hatten for den flok slubberter, der stemte imod et forslag om at gå til 2 pct. sidste år. Og nu vedtager at gøre det uden at inddrage de hæderlige partier, som faktisk anerkendte problemerne for et år siden.

På det mentale plan er vi nødt til at sige: Alt, hvad folk gik rundt og sagde om udenrigs- og sikkerhedspolitik til og med den 23. februar, er nu ”die Welt von gestern”. Verden af i går, der ikke findes længere. Som man kan mindes med varme eller det modsatte. Men samtidig: en verden, hvis regler ikke gælder mere, og hvis præmisser er meningsløse.

Det er selvfølgelig legitimt at kritisere både Nato og EU. Men hvis man kritiserer Nato og EU på de præmisser, der gjaldt til og med den 23. februar, er man galt afmarcheret.

Til og med den 23. februar var præmissen for kritikken af Nato og EU, at der ikke bestod en eksistentiel trussel imod vores verdensorden. Nu ved vi, at det er løgn. Der findes en eksistentiel trussel, og den hedder Rusland.

Derfor håber jeg, vi i de måneder og år, der kommer, får masser af substantiel diskussion om både Nato og EU. Samtidig med at jeg er nødt til at sige: Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget.

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland. Og Europa er nødt til – inden for den præmis, der ligger i Lissabontraktatens artikel 42, nemlig at Nato altid har forrang – at overveje, hvordan kontinentet bedst muligt kan forsvare sine interesser og fremstå tilpas militært afskrækkende over for Rusland.

Alle de gamle skræmmebilleder fra Den Kolde Krigs tid og fra 1990’erne bør nu pakke sig selv bort. Ikke fordi det skal være forbudt at kritisere Nato og EU. Men fordi verden efter den 24. februar 2022 er så radikalt anderledes end verden før, at skræmmebillederne ikke længere kan bruges til noget som helst.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 07/03-2022)