Derfor har reformpædagogik social slagside

Ordrer er ikke noget, man benytter sig af i den danske undervisningsverden. Det, der kan lade sig gøre, er det, man kan blive enige om. Hele vejen rundt om konferencebordet.

Derfor er der ingen ende (sådan føles det i hvert fald) på antallet af uddannelsespolitiske konferencer, jeg i tidens løb har deltaget i.

Hvad er det så, folk kan blive nogenlunde enige om i folkeskoleverdenen? Lad os begynde med laget af åbent udtalte præmisser.

For det første og vigtigste, så må der ikke være forskel på eleverne. Det må ikke fremgå, at nogen er dygtigere eller dårligere end andre. Heraf følger, at man ikke må opdele i hold. For hvis hold bliver opdelt, så vil der hurtigt danne sig forestillinger om, at der er noget galt. Enten med dem, der kommer på det ene af de to delhold. Eller med dem, der kommer på det andet.

En anden ting, de fleste også er enige om, er, at det ikke er heldigt, at eleverne bliver bedømt. I hvert fald ikke på en måde, så det er til at gennemskue, hvem der klarer sig bedst i de enkelte fag.

Desuden er der en udbredt enighed om, at der ikke er nogen fag, der er finere end andre. At folk, der er virkelig gode til de naturvidenskabelige fag, kan regne med at få enormt spændende og højtbetalt job, mens andre, der lige klarer sig igennem de bløde snakkefag, fordi der er så meget gruppearbejde, ikke skal sætte næsen op efter det helt vilde, er ikke noget, man gerne taler om.

Skal man kondensere alt dette til en bouillonterning, bliver det noget i retning af, at alle børn er nogenlunde lige gode til alting. Selv om vi nødigt taler om, hvor gode de enkelte børn faktisk er til noget. Eller om hvad det noget, de er nogenlunde lige gode til, egentlig er.

Det mærkelige er, at der under al denne konsensusformulering aldrig er nogen, der taler om, hvad børn og unge faktisk går op i: at skabe og vedligeholde hierarkier. At se en masse konkurrencer i fjernsynet og på sociale medier. At have stærke meninger om, hvem der har fortjent at vinde disse konkurrencer, og hvem der ikke har. Og for manges vedkommende: at øve sig og konkurrere inden for diverse sportsgrene.

At børn og unge faktisk konkurrerer til den store guldmedalje om snart sagt alting, snakker man i vore dages skole mindre om, end man i forne tider bevægede ind på den sag, at der lå en kønnet forplantning bag børnenes eksistens.

Men under laget af åbent formulerede præmisser ligger de forudsætninger og antagelser, man ikke engang taler om. Tabuerne, med andre ord. De siges aldrig lige ud. Dem skal man analysere sig frem til.

Til de helt store tabuer blandt skolefolk er ikke, at nogen er dygtigere end andre. Men et af dem er, at det enkelte barn og den enkelte unge har en enorm indflydelse på, hvordan det selv klarer sig i skolen. At det forholder sig sådan, er en viden, som er så forbudt, at den end ikke kan siges højt.

Får man flere venner, hvis man opfører sig pænt og ordentligt, end hvis man opfører sig som en spade? Det er totalt og aldeles forbudt at italesætte. Gør man sig selv til en omvandrende hadegave, ingen vil være i gruppe med, hvis man aldrig bidrager til gruppearbejde? Må under ingen omstændigheder nævnes. Og har det en gavnlig effekt på karaktererne, hvis man er flittig til at øve sig og bliver ved, til stoffet sidder? Det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i den danske skoleverden.

At det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv og kan gøre meget for at påvirke sin bane igennem tilværelsen, er to af kongehemmelighederne. De indsigter, der skal bevogtes for enhver pris, så de ikke slipper ud i skoleverdenen og videre ud i det generelle samfund.

Og dermed er vi fremme ved det helt store paradoks, der præger skoleverdenen i disse år. Det, man er besat af – mere end noget andet – er at minimere og helst annullere effekten af forældrenes sociale status på børnenes skolegang. Det er derfor, man ikke må sige højt, at nogle er dygtigere end andre; at nogle attituder til kammerater og skolegang er mere perspektivrige end andre; og at nogle fag er bedre end andre – hvad enten målet er at opnå en vis dannelse eller at kvalificere sig til de gode og spændende uddannelser. For alle disse ting kunne på en eller anden måde tænkes at have noget at gøre med, hvordan der er i den enkelte elevs barndomshjem.

Hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, er der ganske vist vældig mange, der ved. Og mon ikke fortielserne og fortrængningerne af det, alle ved, er med til at skabe mistrivsel og indre ubalance? Sådan var det i hvert fald i gamle dage – selv om det var andre ting, man fortrængte og fortav.

Men det allermest underlige ved vore dages skoleverden har jeg gemt til sidst: at den sociale arv selvfølgelig sætter sig igennem. Lige præcis på grund af de ting, man fortier og fortrænger, for at den ikke skal gøre det.

For når hele den skole, det håbefulde barn går på, har tudet sine elever fulde af forestillinger om, at man ikke må kede sig, og at man ikke selv har et ansvar for noget, kommer forældrene fra middelklassen og siger det modsatte hjemme ved middagsbordet: Det er helt afgørende, at man arbejder hårdt i skolen. Det er helt afgørende, at man overvinder sig selv og bliver ved, selv om vejen til dygtighed kan være stejl og stenet. Der findes – på trods af de mange røverhistorier om det modsatte – ingen eksempler på folk, der klarede sig godt uden at øve sig enormt meget.

Vi taler kort sagt om værdien af arbejde. Noget, som var soleklart for de lavere sociale klasser i gamle dage. For hvis man ikke arbejdede, klarede man ikke dagen og vejen.

I vore dage er værdien af arbejde ikke noget, der er selvfølgeligt i folkeskoleverdenen. Man starter ikke længere med at sige, at uanset hvor langt man i sidste instans kan nå, så vil alle mennesker til hver en tid komme længere, hvis de arbejder hårdt, end hvis de lader være.

Det burde være børnelærdom for alle. Og i de hjem, hvor det ikke er børnelærdom, burde skolen træde til med sin autoritet og sige, at sådan er det.

Men skolen af i dag er af en eller anden grund blevet helt enormt arbejdsforskrækket. Som om det var farligt eller usundt at arbejde, og der kun kan komme dårlige ting ud af det.

Derfor er spørgsmålet om hårdt arbejde og det hårde arbejdes moralske og praktiske værdi blevet den helt store klassemarkør og det sted, hvor den sociale arv for alvor sætter sig igennem.

I virkeligheden er det sådan, at den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, i den grad vender den tunge ende nedad i social henseende. Det er en ideologi, der udelukkende går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre. Mens de børn, der bliver belært om arbejdets velsignelser af deres forældre, altid vil klare sig godt i skolen.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 18. januar 2022)