Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund
21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).