Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)