Carsten Bach
21. maj 2025

I Danmark og Europa producerer vi for lidt til Forsvaret og for langsomt. Det haster med en ny forsvarsindustriel strategi, og den bør være inspireret af de erfaringer, Ukraine gennem krigen har opbygget, skriver Carsten Bach. 

Krigen i Ukraine har kastet Europa ind i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Men den har også bidraget til, at vi bredt på det politiske spektrum har fået øjnene op for, at dansk forsvarsindustri ikke er gearet til tidens trusler.

Vi producerer for lidt, for langsomt og uden den fleksibilitet, der kræves i en krisetid. Det gælder ikke kun det danske marked, men hele den europæiske forsvarsindustri, som er lagt i ineffektiv og bureaukratisk benlås.

I Ukraine er situationen det stikmodsatte. Midt i krigens kaos har ukrainerne opbygget en stærk forsvarsindustri. Produktionen er rykket tættere på frontlinjen, beslutningsvejene er kortere og udviklingen sker i et tempo, som vi i Vesten kun kan misunde.

I takt med krigens udvikling formår ukrainerne at omsætte den løbende erfaringsdannelse til egen produktion. Det tjener til påmindelse om, at det kan lade sig gøre både at tænke og handle – selv i krisetider. Og det beviser, at effektivisering og innovation er mindst lige så kampafgørende som eksisterende våbenkapaciteter​​.

Ny strategi skal bygge på Ukraines erfaringer

Mens ukrainerne knokler med at holde russerne fra døren, effektiviserer deres kampkraft og innoverer militær teknologi, lader den forsvarsindustrielle strategi herhjemme vente på sig.

Tid er ellers ikke det, vi har mest af i en politisk virkelighed, hvor alting – også ifølge regeringen selv – haster. Især haster det med en ny strategi for en langsigtet og bæredygtig oprustning af vores forsvar.

Vi skal gentænke den strukturelle retning, som vi politikere bør udstikke, så det private erhvervsliv har en klar ramme at agere indenfor. Men mest af alt haster det med at få integreret den ukrainske frontlinjes erfaringer med dansk iværksætterånd.

Et samlet Europa bør hurtigst muligt bygge videre på det forspring og den solide platform, der fra ukrainsk side er skabt de seneste år, og derfor bør en kommende strategi have erfaringen fra Ukraine som centralt kardinalpunkt.

Det gælder også den viden, som danske virksomheder har indsamlet i forbindelse med opbakningen til Ukraines kamp. Leverancerne til ukrainsk forsvar har givet adgang til viden og erfaringer, man ikke kan læse sig til i en manual.

Det er værdifuld knowhow, som vi bør bruge til at styrke vores egen forsvarsindustri, så der er sammenhæng mellem de virksomheder, der bidrager til det danske forsvar, og de virksomheder, der bliver valgt til donationer til Ukraine.

Danmark har stærke kort på hånden med kompetencer og forskningsmiljøer i topklasse. Men vi lider under, at regeringen ikke har udstukket en strategi, der binder industri, politik og viden sammen.

Begynd med droneteknologien

Et godt sted at starte er med droneteknologi, som historisk har været en af Danmarks styrkepositioner. Ukraine har vist, hvordan simple maritime droner kan tippe balancen i Sortehavet. Nu har Danmark en chance for at bringe den viden ind i Østersøen, hvor trusselsbilledet også ændrer sig.

Den bro har vi med den nylige flådeaftale taget de første spadestik til at bygge. Her har vi afsat midler til et test- og udviklingsprogram for netop maritime droner, som det kun kan gå for langsomt med at udmønte.

Forsvarets Dronecenter bliver centralt i den indsats, som skal sikre fremdrift i teknologisering og videreudvikling af dansk produktion til maritim overvågning.

For der findes allerede danske virksomheder med kompetencer, der kan bidrage til opbygning af dansk forsvar. Det skal vi udnytte, så vi får skabt en solid industri.

I Odense har vi også en etableret robotklynge, som ligeledes kan sætte fart under at afsøge det fulde potentiale for ubemandet teknologi og en skalering af militære teknologiske løsninger.

Men der er brug for handling og en strategi, så vores virksomheder kan komme i gang. Et tættere samarbejde mellem EU og Ukraine om produktion og standarder vil styrke forsyningskæderne og åbne nye muligheder for danske virksomheder, både som hovedleverandører og som underleverandører.

Derfor bør den kommende forsvarsindustrielle strategi være stærkt inspireret af Ukraine. Deres erfaringer kan blive vores styrke. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal vente på en plan, der haster.

 

(Indlæg bragt i Altinget d. 21/5-2025)