Den danske Palæstina-strategi har intet at gøre med virkeligheden

Danmark har en såkaldt strategisk vision for, hvordan landets forhold til Palæstina skal udvikle sig i årene fra 2021 til 2025. Jeg er næppe uretfærdig, når jeg påstår, at dokumentet hører til blandt statens mindre læste publikationer.

Derfor et hurtigt referat: Danmark har tre hovedprioriteter: For det første menneskerettigheder og demokratisk ansvarlighed. For det andet grøn, bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst plus anstændige job. For det tredje modstandskraft, fred og stabilitet.
De tre mål understøttes med en bevilling på en lille halv milliard kroner om året.
Dertil kommer en årlig bevilling til den kontroversielle FN-organisation UNRWA på godt og vel 100 millioner om året.
Strategien er – hedder det – baseret på de rammer, FN og EU sætter. Implementeringen følges af Det danske repræsentationskontor i Ramallah. Monitoreringen er blandt andet baseret på FNs verdensmål og indikatorer fra Verdensbanken.
Hvis jeg havde mere plads, ville jeg pakke det bedre ind. Men for at gøre en meget lang historie meget kort, har den officielle danske Palæstina-strategi lige præcis nul og ingenting med virkeligheden at gøre.

Det er der flere grunde til: 1. Den tostatsløsning, der er strategiens uantastede præmis, er i realiteternes verden stendød. Israel modarbejder den. Hamas modarbejder den. De kræfter i regionen, der stadig ønsker den, er splittede og svage.
2. Der findes ingenting, der kan danne udgangspunktet for en palæstinensisk stat. En stat har et suverænt territorium og en regering. Palæstina har ingen af delene.
3. Menneskerettigheder er ikke noget, man uden videre har. Det er noget, en stat eller anden meget stærk aktør tildeler mennesker og garanterer – i sin yderste konsekvens med magt. Disse betingelser er så langt fra at være opfyldt i Palæstina, som man overhovedet kan forestille sig.
4. Strategien bygger på tillid til UNRWA. Den tillid er der absolut ingen grund til at have.
UNRWA har aldrig klaret at vaske anklagerne om at være infiltreret af Hamas af sig. Derfor har en lang række lande – herunder Tyskland og USA – i perioder trukket støtten.
5. Udviklingsbistanden til Palæstina kan have gjort det muligt for Hamas at frigøre ressourcer til at bygge tunneler og anskaffe våben. Hamas er med andre ord ikke en regering, der på nogen måde har sin befolknings ve og vel som en høj prioritet.
6. FN har en ekstrem antiisraelsk bias. For eksempel har det absurde menneskerettighedsråd et fast punkt 7 på dagsordenen, der fordømmer Israel. Hverken Nordkorea eller Iran er nogensinde blevet fordømt i et omfang, der afspejler deres dokumenterede overtrædelse af menneskerettighederne.
7. EU er både splittet og marginaliseret i forhold til Israel-Palæstina. Det giver ingen mening at tildele EU en rolle i denne sammenhæng.

Jeg vil stoppe her. Men hvert enkelt af disse syv punkter er et selvstændigt eksempel på den ønsketænkning og fjernhed fra, hvordan verden faktisk er indrettet, der alt for ofte har fået lov til at præge dansk udenrigspolitik.
Det er af den yderste vigtighed, at Danmark – og for den sags skyld resten af de vestlige lande – fører en politik baseret på virkeligheden. Det har tidligere kostet os dyrt at føre en politik, der ikke afspejlede den. Den fejl har vi ikke råd til at gentage.
Det er uden tvivl en grundlæggende organisatorisk svaghed i Udenrigsministeriet, der fører til politikker, som er så ekstremt verdensfjerne. Vi så det også med Afghanistan og Irak.
Derfor er det på organisatorisk plan, der må tages initiativer til at undgå det i fremtiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 4. september)