Sæt borgeren først – vanvittigt og absurd?

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

I Liberal Alliance er vi så vanvittige og absurde, at vi tror på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats.

Kort sagt: Vores lille forslag går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.
Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det kan jeg så læse, at Digital Redaktør Tobias Niebuhr i en leder 02/02 i lighed med venstrefløjen opfatter som ”vanvittigt” og ”absurd”.

Der er mange, der gør sig lystige over at forestille sig samme system med politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, tæt på 0. Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan sammensætte Folketinget.

Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at vælge skole til deres børn.

Samme mentalitet er på spil her. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Javel, Hr. Redaktør.

Vi er ikke stædige med teknikken i vores forslag. Kun med logikken: At borgerne skal bedømme deres velfærd.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til behandlere og myndighedspersoner, men hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet i offentligt regi?

Det er en ærlig sag at tro på, at velfærden bliver bedre, bare den bliver dyrere, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, før vi er i mål.

I Liberal Alliance tror vi på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats. Hvis det er vanvittigt og absurd, så god fornøjelse med at være normal.

(Indlæg bragt i Århus Stiftstidende 04/02/21 under titlen ”Sæt borgeren først – er det vanvittigt og absurd?”)

Velfærd på borgerens præmisser

Ole Birk Olesen
31. januar 2021

Forestil dig, hvis du kunne bedømme kvaliteten af din velfærd på andre måder end ved at gå ned og stemme hvert fjerde år. Det vil Liberal Alliance arbejde for – startende med hjemmeplejen i Københavns Kommune. Men planen er, at forslaget kan rulles ud til glæde og gavn for borgerne i alle kommuner og på mange flere områder – der hvor det giver mening.

Vi foreslår konkret, at Københavns Kommune skal indføre digitale borgerevalueringer i hjemmeplejen. Borgerevalueringerne skal direkte være styrende for resultataflønning af de enkelte hjemmehjælpere og deres ledere. Det vil konkret betyde, at de dygtigste hjemmehjælpere vil kunne få op til 10 % i bonus oven i deres løn. For en fuldtidsansat hjemmehjælper vil det svare til op til ca. 3.650 kr. om måneden.

Det er en god måde at starte med et unikt forsøg i velfærden – mere frihed, ansvar og fokus på borgeren frem for mere kontrol og flere penge.

Vi ved alle, at den ekstraordinært passionerede folkeskolelærer kan gøre den helt store forskel i et udfordret barns liv. Og vi ved, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enormt stor forskel for ældre på plejehjem. De mennesker er heltene i den offentlige sektor. De skal hyldes og belønnes, og det bliver de ikke i dag.

Vi ved også, at der både er mange borgere og offentligt ansatte, der er utilfredse med deres velfærd, selvom vi aldrig har brugt flere penge på velfærd. Det er et problem, der ikke kan løses med mere af det samme.

Det er ikke bare retfærdigt, at den gode indsats belønnes bedre end den dårlige, det giver også bedre velfærd for borgerne. Vi er også sikre på, at det vil give større jobtilfredshed, når offentligt ansatte oplever, at de bliver belønnet bedre for at gøre en positiv forskel.

Det vil være revolutionerende for den offentlige sektor, og derfor er vi klar til at afprøve det i ældreplejen i Københavns Kommune først. Vi er sikre på, at det vil blive en succes. Det skaber mere retfærdighed for de ansatte og bedre velfærd for borgerne.

Den årlige omkostning vil være i omegnen af 40 mio. kr., og det foreslår vi finansieret ved at sænke forbruget på administration, som i København er tårnhøjt.

Det betyder, at det i højere grad bliver borgerne, der bedømmer kvaliteten, hvilket naturligvis i sig selv vil være mindre bureaukratisk end det nuværende morads af mærkelige måltal, skemaer og bare at måle succeser på at bruge flere penge.

Kort sagt: Det giver bedre velfærd for borgerne og mere frihed og ansvar for velfærdens helte – og det skal prøves af i København og siden andre steder.

Læs vores udspil her

Lad os praktisere samfundssind – og ikke kun prædike det som Mette Frederiksen

Ole Birk Olesen
5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.

Rød vinter skal erstattes af liberalt forår

Alex Vanopslagh
5. januar 2021

Det er en stor politisk udfordring, at den nuværende regering hæmmer det frie initiativ i stedet for at fremme det.

Børsen lavede en fremragende temaserie i 2017, der kulminerede i udgivelsen af bogen ” De handlende”. Den hyldede danskere, der brændte for noget, skabte noget, udrettede noget – ja, tog handling. Der var både hyldester til gamle erhvervskæmper, til Grundtvig, til nulevende store forretningsmænd og -kvinder, nødhjælpsarbejdere og opfindsomme plejehjemsgrundlæggere.

Som Anders Krab-Johansen skrev om temaet: ” Jeg er træt af forventningen om, at vi helt automatisk er et af verdens rigeste lande. Jeg tror ikke på fortællingen om, at velfærdssamfundet klarer alting. Vi skal genoverveje vores forventning om, at systemerne kan holde til presset fra verdens forandringer og borgernes stigende forventninger.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Et virkelig godt tiltag, som de politiske årstider desværre ikke lod sig præge af. Tværtimod er klimaet for alvor blevet koldere for den slags frie initiativ, som det nuværende røde flertal bestemt ikke hylder, men tværtimod bekæmper. Derfor er det en afgørende politisk udfordring for 2021 at stoppe korstoget mod de handlende og igen føre politik, der fremmer i stedet for at bremse det frie initiativ.

Frihed til at tage ansvar

Det er ikke for meget at sige, at den slags handlende mennesker og deres initiativ har skabt den verden og det Danmark, vi holder af. En hyldest til de historiske kæmper er på sin plads, Danmark løftede sig med stærke hænder og kloge hoveder fra et ludfattigt stændersamfund til et frit industrisamfund, hvor rygende skorstene fra Lemvig til Nexø vidnede om et blomstrende og fremgangsrigt erhvervsliv.

Bondestanden blev løftet med skolegang, og landmændene tog deres individuelle ejendom og gik sammen for at skabe andelsbevægelsen – glem ikke første del, når man hører socialister lovsynge andelsbevægelsen.

Alt sammen i samme periode, hvor dansk politik efter indførelsen af grundloven var fastlåst i konflikten mellem Højre og Venstre. Alt sammen uden nogen politisk plan, men med udgangspunkt i det frie initiativ.

Det er den sande historie om det Danmark, vi kender.

Jeg har meget ringe tillid til politikere som samfundsingeniører med store planer. Jeg har til gengæld al tillid i verden til borgere, der har frihed til at tage ansvar for deres egne planer, store som små. Og det er ikke bare blind ideologi, men underbygget af Danmarks fantastiske historie i vejen til at blive et rigt land. Den vej var brolagt med frihed, ansvar og fællesskab. Og det er den stadig, hvis Danmark skal blomstre endnu mere.

Rød vinter

Siden folketingsvalget sidste år har kursen imidlertid været den stik modsatte. Politik, der får Danmark til at blomstre, er de røde partier inderligt imod. I stedet har de indledt et korstog mod det frie initiativ. Eksemplerne er legio.

Bekæmpelse af ” profit i velfærd”, sløjfning af hævelse af loftet på aktiesparekontoen, højere skatter på ejendomme, nye offentlige ydelser til at trække folk ud af arbejdsmarkedet, kamp mod kapitalfonde, ja, kamp mod alt, der lugter af selvstændigt initiativ. Siden Mette Frederiksen er kommet til magten, er skatteskruen blevet strammet igen og igen.

Det har medført mere end 30 skattestigninger, som beløber sig på omkring 17 mia. kr. i umiddelbart virkning. Man har i modsat retning hævet overførsler til primært udlændinge og gennemført enkelte meget spinkle skattelettelser. Men bundresultatet er, at regeringens økonomiske politik gør alle fattigere.

Vi ved endnu ikke, hvornår det røde flertal er tilfredse – hvor mange flere af danskernes penge skal de opkræve, og hvor meget fattigere skal Danmark blive? Men kursen er helt klar, og den går mod mindre respekt for de handlende. Det skal være dyrere at gøre Danmark rigere.

Det hele fortjener at blive kaldt en rød vinter for Danmark.

Det bliver forår igen

Men det bliver forår igen. Selvom Liberal Alliance er et lille parti, har vi store ambitioner på Danmarks vegne. For det, der for alvor virker, hvis vi skal slippe de handlende danskeres kræfter løs, er lavere skat på arbejde, på forbrug, på virksomheder og på investeringer. For det skal ikke være så dyrt at gøre Danmark rigere, som det er nu.

Og opfindsomme ildsjæle med gode idéer til at gøre velfærden bedre skal også have langt bedre muligheder for det.

Eksempelvis er der mange bøvlede og bureaukratiske barrierer mod private initiativer i dagplejen, som vi bør fjerne. Det samme gælder i hele velfærdssektoren – lad tusind blomster blomstre, som en meget rød person engang sagde.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling. At give de handlende de bedste muligheder for at gøre det, de er bedst til. Danmark har stadig sine bedste dage foran sig, hvis den røde vinter får en ende, og vi igen sætter borgerne først.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 5. januar 2021.

Bedre velfærd handler om borgerne, ikke systemet

Alex Vanopslagh
16. december 2020

De røde partier kan kun finde ud af at gøre den offentlige sektor dyrere. Det kan de blive ved med, indtil Danmark går statsbankerot. Bedre velfærd får vi først, når vi sætter borgeren over systemet.

I finanslovsaftalen for 2021 kunne de røde partier ikke få armene ned over, at der blev “investeret i velfærd” – altså at der blev kastet flere penge i systemet. Men velfærd handler om borgerne – ikke om systemet eller de offentligt ansatte.

Vil man ikke læse systemets indbyggende problemer, bliver det ikke bedre. Skal vi forbedre velfærden på borgernes præmisser, er det på tide at tage nye principper i brug.

1. Mest mulig velfærd for pengene
Borgerne betaler for velfærden over skatten – det er politikernes opgave at sikre, at vi får mest mulig velfærd ud af borgernes penge. Ikke at bruge flest mulige af borgernes penge. Det er ikke i sig selv et kvalitetsstempel, at noget er dyrt.

2. Slip iværksætteriet løs i velfærden
Lad os forestille os en slags “Uber-hjemmepleje”, hvor man selv vælger service på en app – og i øvrigt kan bedømme alt fra rengøring til maden.
Det ville give mere valgfrihed, bedre service, mere innovation og større kvalitet – for borgerne! Men det kræver at man ikke er bange for private løsninger og konkurrence.

3. Pengene skal følge borgeren
De skattekroner vi bruger på velfærdsydelser, bruger vi for borgernes skyld. Derfor skal pengene altid følge borgeren – uanset om de vælger offentligt eller privat løsning.

4. Velfærd kommer ikke kun fra politikere
“Velfærd” betyder som regel bare en større offentlige sektor. Men livets reelle velfærd finder vi jo i kærligheden og de stærke relationer. Mere tid sammen med sine børn og familien er mindst lige så godt som flere pædagoger. Inddragelse af familien i de vigtige beslutninger på plejehjemmet er mindst lige så godt som flere penge til plejehjemmet.
Og et stærkt foreningsliv og de fællesskaber, der udspringer deraf, kan meget mere, end de fleste velfærdsinstitutioner kan.

Jeg glæder mig til, at vi igen får et borgerligt flertal med Liberal Alliances indflydelse. Så vil jeg arbejde for, at vi sætter borgerne først og fornyer måden vi tænker velfærd på – og ikke mindst stopper med hovedløst at kaste flere milliarder i et system, som er sandet til og ikke leverer den kvalitet vi betaler for.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 16. december 2020.

Regeringens korstog mod privat velfærd skaber dårligere børneliv

Alex Vanopslagh
14. december 2020

Det gode børneliv trives i frihed. Derfor er frie skoler og private dagtilbud populære. Til stor ærgrelse hos venstrefløjen, som ofte glemmer børnene.

Mens medierne berettiget er fyldt med corona og mink, er regeringen og støttepartierne i færd med at undergrave det gode børneliv.

Alle sejl sættes ind i den ideologiske kamp for at hindre frie daginstitutioner og skoler i at arbejde og skabe gode rammer for børnene.

I den seneste finanslov står der ligefrem, at de private dagtilbud skal afvikles. Det er en uhørt grad af socialisme.

Og det er simpelthen så ironisk. Vi har en statsminister, der kalder sig ”Børnenes statsminister” og en politisk ordfører fra SF, der taler længe og langt om omsorg for børn og unge.

Virkeligheden er bare en anden.

Her spiller den indebrændte, mistænksomme klassiske venstrefløjstankegang stadig førsteviolin. Hvis en institution eller skole sejler under frihedsflag, kan de ikke vide sig sikre.

Regeringen og støttepartierne har lige rundbarberet de frie skoler for 1,5 % af deres støtte. Det på trods af, at de frie skoler kun modtager 76 % af det beløb, ethvert folkeskolebarn modtager. Resten klarer forældrene, selvom de betaler det samme i skat som folkeskoleforældrene. Hvorfor denne forskelsbehandling? Næsten 2 af 10 børn går i en fri skole, og disse skoler klarer sig generelt godt. Økonomien i folkeskoler og frie skoler er bundet sammen. Når økonomien går op i folkeskolen, gør den det også i de frie skoler. Og omvendt. Det princip brydes nu – af helt principielle årsager. Ikke et kvæk om børnene.

Samtidig træder regering og støttepartier hårdt på bremsen for frie daginstitutioner. Der må ikke bygges nye. Hvorfor? Til gavn for hvem? De røde partier taler meget om det gode børneliv, men når det kommer til stykket, er parolerne vigtigere. Det er simpelthen så sørgeligt. For børnene.

Socialdemokratiet stod ved roret, da folkeskolereformen blev indført i 2013. SF var støtteparti. I ved, den reform, der gjorde dagene lange, detailstyrede lærerne og som nu kan måles – med et mærkbart negativt resultat i faget matematik. Der tales rigtig meget om børn, men de røde partier har ikke lært af deres erfaringer. Det er ikke fjernstyring, der skaber den gode skole, den gode daginstitution og det gode børneliv. Det gør derimod faglighed, dannelse og frihed.

I Liberal Alliance vil vi en helt anden vej. Dygtige fagpersoner og forældre, der ønsker at starte en daginstitution eller en skole, skal have lov at gøre det. Det kommer der bedre børneliv ud af.

Og de, der allerede har startet frie skoler eller daginstitutioner, skal selvfølgelig bare fortsætte.

Vi vil også have mere frihed til forældrene. Mere frit valg. Mere gennemskuelighed i forhold til hvad de forskellige daginstitutioner og skoler kan og gør.

Det gode børneliv trives også i frihed. Regeringens kamp mod friheden har børnene som gidsler.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 12. december 2020.

Mere frihed til systemet, mindre frihed til borgerne

Alex Vanopslagh
4. december 2020

Mette Frederiksens stort anlagte frikommuneforsøg viser desværre endnu en gang, at hun altid sætter systemet over borgeren. Prisen er dyr og dårlig velfærd.

Mette Frederiksen lancerede i sin tale ved Folketingets åbning i oktober et frikommuneforsøg, hvor 7 kommuner kunne få lov at eksperimentere med velfærden. Det var med hendes egne ord ”en lidt vild idé” at prøve at give velfærden lidt friere tøjler.

Det lød som om, man havde planlagt at sende en rumraket til Mars og sende Danmark ind i fremtiden. Nu ved vi desværre, at det i stedet er et bumletog mod 70’ernes betonsocialisme, som regeringen har hentet frem.

Vi har nu fundet ud af, at frikommuneforsøget for tre kommuners vedkommende handler om bl.a. at give ret til at suspendere det frie valg i ældreplejen. Regeringen vi altså give systemet mere frihed ved at tage friheden fra borgerne. Det er ikke et frihedsforsøg, men et antifrihedsforsøg.

Når regeringen skal komme med noget, den synes er helt vildt frihedsagtigt, er det at give frihed til, at kommunerne og systemet kan fjerne friheden fra borgeren og fjerne den frie konkurrence.

I Liberal Alliance var vi ellers meget begejstrede for idéen, for vi ved jo, at frihed og ansvar virker bedre end tung socialdemokratisk systemtænkning. Jeg tror sådan set, at alle 98 kommuner kunne opnå store forbedringer i velfærden, hvis de blev sat mere fri fra både politikere, særinteresser og bureaukrater, men nu må vi så forstå, at frikommuneforsøget skal gøre det modsatte.

Måske var det bare mig, der var naiv. Vi har en regering, der er den mest økonomisk uansvarlige siden Anker Jørgensen, og som er stærkt ideologisk rød og ikke kan fordrage de private tilbud. Vi har en regering, der er villig til at gå langt for at forhindre det private initiativ – også i velfærden.

Regeringen har i hele sit virke udvist en blændende mangel på interesse for borgernes frihed og en overvældende gavmildhed på skatteborgernes regning over for dens egne kernevælgere og bureaukrater på Christiansborg og rådhuse. Det er kort sagt en regering, der sætter systemet først og borgerne – og deres velfærd – sidst.

Selvom regeringen kører videre i samme systemsocialistiske rille, tror jeg, at mange danskere er klar til at vende bøtten. De fortjener ikke at betale verdens højeste skatter – vi har lige indtaget førstepladsen i OECD igen – og samtidig få en velfærd, der på ingen måde står mål med de mange penge, de bliver flået for.

Vi burde gøre det modsatte af Mette Frederiksen: Give mindre magt til politikere, embedsmænd og særinteresser, og mere magt til borgerne og velfærdens helte, og ikke begrave alt lokalt og/eller privat initiativ under et tykt lag socialdemokratisk beton.

Lad os sætte borgerne først – også i velfærden.

Smitteopsporingen er endnu en regeringsskabt katastrofe

Henrik Dahl
25. november 2020

Den eneste succesfulde corona-strategi består af to elementer. For det første skal smittetallene bankes ned med begrænset social kontakt, masker, god hygiejne, fravær af supersprederevents og afstand. Når det er lykkedes, skal smittetallene holdes nede ved hjælp af smitteopsporing. Indsatsen i Danmark har været en markant succes på den første parameter, og en stor fiasko på den anden.

Regeringen har et medansvar for, at vi lykkedes med at få tallene banket i bund op mod sommeren. Og den har hovedansvaret for, at den danske indsats i forhold til smitteopsporing har været så elendig.

Mange sundhedsfaglige eksperter var enormt bekymrede for og advarede mod en anden bølge af corona. Og virkelig mange har råbt op om behovet for bedre smitteopsporing. For indsatsen har været ubeskrivelig dårlig. Det mentale billede af smitteopsporerne som en art rejsehold, som i fuld fart rykker ud, får de syge isoleret og potentielt smittede testet, har meget lidt med virkelighedens indsats at gøre. Krumtappen i den danske indsats er, at man som smittet selv skal ringe til folk, som man har været i kontakt med. Og så er der en hotline, med enormt lang ventetid, hvor man kan få gode råd og en app der ikke virker. Alt dette på bare 8 måneder!

Det virker dybt komisk, når overlæge Joachim Hoffmann-Petersen føler sig kaldet til at understrege, at udgangspunktet for opsporingsindsatsen må være, at man simpelthen skal have fat i de smittede. Det svarer jo næsten til at skulle have fat i en mekaniker for at finde ud af, at en bil skal have hjul for at kunne køre. Men regeringen har ikke gjort meget for at følge det ellers logiske råd. 1 ud af 6, som bliver testet positiv, er slet ikke i kontakt med styrelsen. Hidtil har smitteopsporingen på grund af et meget restriktivt syn på ”nære kontakter”, fået oplyst 4 personer pr. smittet – og så runder vi endda op. Det kan sammenholdes med, at internationale studier, viser at man skal op på 15-40 nære kontakter per smittede for at få en effekt på kontakttallet.

Regeringen har i dag præsenteret en løsning: Definitionen af nære kontakter skal udvides lidt. Hvis udtrykket ’et plaster på et åbent benbrud’ nogensinde har haft sin berettigelse, så er det her. Det er som om, at regeringen befinder sig i en alternativ virkelighed, hvor der er lidt småproblemer med indsatsen. Men det helt fundamentale problem er, at vi ikke har en indsats, som kan holde smitten nede, selv ved lave smittetal. Det kræver en hurtigere og langt mere finmasket indsats. Smitteopsporing er tungt og kræver ressourcer, men pengene er godt givet ud. Nedlukninger er ikke billige. Ikke for statskassen, og slet ikke for de mange virksomhedsejere, som i disse dage ser livsværket smuldre. Vil man undgå nedlukninger, så er vejen en langt bedre smitteopsporingsindsats. Og det regeringen kommer med er alt for lidt, alt for sent.

Regeringen burde have brugt sommerens lange smitte-pause til at få styr på smitteopsporingen. Men det virker som om, at regeringen har været optaget andetsteds. Den forsømte sommer kan vel opsummeres: Arne har fået lovning på en større pension, Danmark er blevet fattigere og smitteopsporing er blevet glemt. Fra maj til september brugte man ca. 25 mio. kr. på smitteopsporing hos Styrelsen for Patientsikkerhed og hos Politiet tilsammen. Det vil sige, at Arnes pension rundt regnet koster 60 gange den danske smitteopsporingsindsats, imens en ulovlig aflivning af minkerhvervet står i ca. 250 gange den danske smitteopsporingsindsats. Regeringens prioriteter er mildest talt tvivlsomme.

I løbet af de kommende måneder lykkes det forhåbentligt, at få smittetallene ned på et niveau, hvor man kan lave en langt mere intensiv indsats. For selvom regeringen mener, at den nu kan håndtere op til 3.000 smittede om dagen, så er det jo ikke med en indsats, som troværdigt kan opspore store andele af dem, som har været i kontakt med en smittet. Hvis ikke regeringen snart forstår situationens alvor, må Folketinget tage det på sig at få afsat flere ressourcer til indsatsen, så vi ikke fortsat oplever en indsats, der er lige så dysfunktionel som Smittestops-app’en.

Frihed og tid til familien – familieudspil

Alex Vanopslagh
24. november 2020

Tiden er det dyrebareste, vi har. Derfor fortjener danske familier at få mere frihed til at planlægge deres tid sammen.
Med vores nye familieudspil vil vi kæmpe for:
– Skattefradrag for pasning af eget barn
– Lad pengene følge barnet
– Bedre vilkår for private og lokale initiativer

Læs familieudspil her.