Venstrefløjens ulidelige lethed

Henrik Dahl
28. juli 2021

Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.

Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.

Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.

Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.

Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.

Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.

Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.

I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.

Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).

De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.

Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.

Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.

Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.

Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.

De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.

Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.

Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.

Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.

På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.

Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.

(Debatindlæg udgivet på Jp.dk d. 27. juli 2021)

Landsmødetale 2021 af formand Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Se landsmødetalen her

Vi skal videre fra tryghedsstat til ansvarssamfund.

Vi taler for lidt om det største paradoks i velfærdsstaten

Henrik Dahl
20. maj 2021

At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.

I min bekendtskabskreds er en person, der inden for de seneste par måneder har tabt sig over ti kilo.

Det kunne jeg sådan set godt selv tænke mig. Derfor spurgte jeg for nylig vedkommende, hvad hemmeligheden var. Det viste sig, at den hverken bestod i at spise bestemte ting eller i at afholde sig fra at spise bestemte ting, men i at indtage færre kalorier, end stofskiftet omsætter. Plus én ting til, var svaret dog også: Viljestyrke.

I bund og grund synes jeg, det er et svar, der giver mening. Hele mit voksne liv har jeg nydt godt af, at jeg har nogle gode uddannelser. Dem har det krævet en betydelig viljestyrke at erhverve sig. Jeg har en hvilepuls på 57-58. Den har jeg heller ikke opnået ved dovenskab eller genetisk held. Og så er der i det hele taget mange situationer i hverdagen, hvor jeg af bitter erfaring har lært, at jeg skal ”tælle til ti” eller ”sove på tingene”. Ingen af delene falder mig naturligt, men afkræver mig en betydelig viljestyrke.

Men googler man ”vægttab” og ”viljestyrke”, ser det ud, som om sammenhængen på det nærmeste er negativ. At man har en given vægt, synes efter vældig mange eksperters opfattelse at være et forhold, der absolut ikke har noget som helst at gøre med evnen til at fastholde en beslutning på trods af fristelsen til at lade være.

På en vis måde kan jeg godt forstå impulsen til at gå let hen over, at der er noget, der hedder vilje. For har man først sat viljestyrken på dagsordenen, er der ikke rigtig nogen vej uden om at sætte dens modsætning til debat: Dovenskaben. Og dermed er der heller ikke nogen vej uden om at diskutere forskellen på den stærke karakter, der kan mønstre en vis viljestyrke og den svage, der ikke kan.

Den slags efterlader i mange mennesker et ubehag, fordi vi så er inde på det moralske gebet. Det vil helt generelt sige en egn af vores erfaringsverden, hvor vi rangordner tingene efter, hvad der er godt og hvad der er ondt. Her bliver sagen dog ekstra delikat, fordi det er karakteregenskaber, der rangordnes i disse kategorier. Med andre ord: Sætter man sig overhovedet op på den glidebane, der handler om diskutere karakteregenskaber, rutscher man hurtigt ned i en diskussion om den gode flid og den gode viljestyrke versus den onde dovenskab og laden-stå-til. Og dermed – hvad velfærdsstatens gud for alt i verden ønsker at forbyde – en diskussion af menneskers personlige ansvar for det, man i mangel af et bedre udtryk kan omtale som deres skæbne.

I mange årtier har jeg efterhånden beskæftiget mig med, hvad socialvidenskaben mener om alverdens emner. Både fordi det er min uddannelse og fordi det har været nødvendigt i en lang række af arbejdssammenhænge. Blandt andet min nuværende.

I den forbindelse har jeg lagt mærke til en tendens, der er så påfaldende, at den umuligt kan være en tilfældighed: Der hersker inden for de forskellige socialvidenskaber (med undtagelse af økonomien) en tendens til at belægge det personlige ansvar med tavshed eller ligefrem tabu.

Det vil sige: Når man inden for socialforskningens hovedstrøm skal finde forklaringer på dette eller hint, vil man aldrig nogensinde ty til den forklaring, at årsagen til bestemte, sociologiske udfald er menneskers forskelligartede karakteregenskaber.

Tag for eksempel karakterer i skolen. Som ethvert nogenlunde observant og hæderligt menneske ved, kan man komme helt ufattelig langt i vores uddannelsessystem ved at være flittig. Det vil sige: Ved at dyrke sin langsigtede interesse i gode resultater frem for sin kortsigtede interesse i at undgå det ubehag, der følger af indøvelse af færdigheder (blandt andet: repetition, frustration og mere repetition).

Men er det let at finde en forsker, som åbent siger, at der er en massiv sammenhæng mellem lave karakterer og sløset indsats (som der naturligvis er; og som enhver, der har praktiske erfaringer inden for uddannelsessystemet også ved, at der er)? Nej – det er faktisk meget svært.

At forske inden for uddannelsesområdet består meget langt ad vejen (men ikke udelukkende; der findes hæderlige undtagelser) i at finde på dårlige undskyldninger for lave karakterer.

På samme måde består forskning inden for integrationsområdet i at finde på dårlige undskyldninger for uacceptabel og antisocial adfærd blandt mellemøstlige indvandrere (senest: ”de små lejligheder og jobbene i frontlinjen”).

Ligesom forskning i social ulighed og forhold på arbejdsmarkedet består i at finde på dårlige undskyldninger for, at det ikke spiller nogen som helst rolle for ens sociale skæbne, om man er flittig, samarbejdsvillig og sparsommelig eller doven, konfliktskabende og sløset.

Begrundelsen for, at vi har en kæmpestor offentlig sektor, er, at vi lever i et samfund med en humanistisk grundindstilling: Det skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste medlemmer.

Men forudsætningen for, at vi kan have en kæmpestor offentlig sektor, der er begrundet i humanisme, er mærkeligt nok, at vi har en socialvidenskab, der i egentlig forstand er anti-humanistisk. Det vil sige: Som IKKE tror på mennesket, og som IKKE sætter mennesket i centrum. Men som tvært imod altid skriver mennesket ud af ligningen – og dermed leverer legitimationen for, at offentligt ansatte eksperter skal styre og tilrette menneskers liv i stedet for at overlade det til dem selv. Ligesom den anti-humanistiske socialvidenskab også altid er leveringsdygtig, når det gælder forklaringer på, at der ikke er nogen, der har ansvaret for deres egne handlinger.

At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-posten.dk d. 20. maj 2021)

Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Henrik Dahl
29. marts 2021

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)

Regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler vil ikke gøre den offentlige sektor bedre

Henrik Dahl
15. marts 2021

Systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Men der er en endnu større sygdom i den offentlige sektor.

At vinderen tager det hele, er sandsynligvis et bærende princip i kærligheden. Det mente ABBA i hvert fald. Men det er hundrede procent sikkert, at det er et bærende princip, når det kommer til den offentlige opmærksomhed. Den ting, der står øverst på den offentlige dagsorden, taler alle om. Den ting, der kommer ind som nummer to, taler ingen om.

Men her skal forsøget gøres med et opsamlingsheat. Det er som bekendt en foranstaltning, hvor man giver de absolut stærkeste toere en chance for at vinde den sidste plads i finalen.

En af de bedste toere i den offentlige debat i løbet af en covid-præget februar måned var debatten om den offentlige sektor. Og her skiller navnlig to bidrag sig ud. Det ene var et langt interview i Politiken med Thomas Gyldal Petersen (S), der er borgmester i Herlev. Det andet var et interview i Altinget med den legendariske Holger K. Nielsen (SF), der ikke behøver nærmere præsentation.

Ifølge Herlevborgmesteren er den offentlige sektor på vej mod et kollaps. Det skyldes navnlig to ting. Den første er, at borgernes forventninger vokser hurtigere, end det nogensinde vil være muligt at honorere. Den anden er, at politikerne på Christiansborg tænker for meget i rettigheder og for lidt i faglighed. Hvad hjælper det med flere pædagoger i daginstitutionerne, hvis de arbejder på en uhensigtsmæssig måde? Det spørgsmål er det ikke onde mig – fra et borgerligt parti – der stiller, men den velfærdsvenlige borgmester fra Herlev. Men selvfølgelig har han ret. På hvilken måde har den arme Else gavn af en ekstra umulius, der står og glor på hendes lidelser? Selvom et parti som for eksempel SF i så fald ville kunne sige med triumf i stemmen, at normeringerne var forbedret.

Og her kommer så den anden stemme fra rød blok ind: Holger K. Nielsen. Det, han siger til Altinget, er i virkeligheden ganske opsigtsvækkende: At systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Ikke mere visionære, end vi kender dem fra interesseorganisationerne. Og det er ganske lidt.

Jeg er ikke i tvivl om, at de to røde politikere har ret. Selvom jeg tvivler på, at de vover at pege på de rette løsninger. På Christiansborgs gange er det velkendt, at SF har udviklet sig til en postkasse, som de offentligt ansattes interesseorganisationer kan indsende deres krav til. Så skal partiet nok sørge for, at de bliver oplæst fra Folketingets talerstol og behandlet efter alle kunstens regler.

Den fokus på at være talerør for interesseorganisationerne har nedbragt mængden af systemkritiske forslag fra SF til et minimum. Visionerne rækker i vore dage ikke længere end til et forslag om, at alle skal slappe endnu mere af i det danske uddannelsessystem, end de gør i forvejen.

Derfor er der for så vidt en større visionær kraft at finde hos Thomas Gyldal Petersen. Han har nemlig ret i, at bestandige krav om flere ressourcer ikke gør noget godt, men tværtimod noget skidt for den faglige udvikling. Det har en tendens til at udsætte det tidspunkt, hvor man er nødt til at forbedre sig. Fordi rigelige ressourcer på forunderlig vis har det med at udløse en betydelig dovenskab. Både fysisk og åndeligt.

Men det, der først og fremmest ødelægger den offentlige sektor, er, at den har monopol. Ikke fordi den er offentlig, men fordi monopoldannelse uvægerligt fører til høj pris og lav kvalitet. Derfor vil regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler ikke gøre den offentlige sektor bedre. Den vil med sikkerhed gøre den langt dårligere.

Fællesbrev fra de blå partier til statsministeren

Når regeringen ikke vil tage ansvar for Danmarks ve og vel, må oppositionen gøre det. Derfor et samlet opråb fra blå blok.

Det kan simpelthen ikke passe, at nedlukningerne ikke kan gøres smartere og med større hensyn til såvel unge som gamles trivsel og vores mange hårdt pressede virksomheder. Også med hensyn til de egne, hvor smitten er lille eller helt væk.

Regeringen mangler salighed, fornuft og handlekraft. Nu må det være nok.

Læs fællesbrevet her

Socialdemokratiet har lært af sine fejl – blå blok har ingenting lært

Henrik Dahl
5. februar 2021

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad.

Folketingsvalg er ikke bare folketingsvalg. Det er nødvendigt at skelne mellem på den ene side de fleste, som er små. Og på den anden side dem, der ligger med intervaller på 20-30 år og er store.

Et valg som det berømte jordskredsvalg i 1973 hører naturligvis til blandt de store. Tre nye partier kom ind: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrum-Demokraterne med 14, Kristeligt Folkeparti med 7. Retsforbundet og Kommunisterne gjorde come-back efter 13 år i kulden. Og det af Erhard Jakobsen sprængte Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater.

Der er få valg efter Anden Verdenskrig, der i højere grad har stået i kulturkampens tegn. Fremskridtspartiet var en protest mod udbygningen af velfærdsstaten i 1960erne. Centrum-Demokraterne mod ungdomsoprøret og venstredrejningen af samfundet i den samme periode. Endelig fik Kristeligt Folkeparti (der allerede var dannet i 1970) vind i sejlene og repræsentation på Christiansborg på grund af den frie abort, der blev vedtaget af Folketinget i sommeren 1973.

Ser man de næsten 50 år tilbage, er ironien tyk. Vel fik den folkelige protest mod udskejelserne i 1960erne en samlet repræsentation på 49 mandater. Alligevel endte den offentlige sektor med at vokse; venstredrejningen fortsatte til det punkt, hvor de røde i dag har erobret magten i samtlige dannelsesinstitutioner i landet; og den frie abort står ikke til selv den mindste diskussion.

Det næste store valg var valget i 2001. Det indebar som bekendt et opgør med den udlændingepolitik, der var dikteret af Radikale Venstre. Hvor den herskende klasse i årene efter 1973 fik nedkæmpet den folkelige protest mod 1960erne, gik det anderledes i 2001. Vil man sidde ved det politiske voksenbord, kræver det tilslutning til den stramme udlændingepolitik. Ellers kan man få en grøn eller rød sodavand og sætte sig over til børnebordet og lave ståhej.

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Og hvorfor er det sådan, det forholder sig?

Det er det (hvis vi ser bort fra corona), fordi valget afsluttede fase et i kampen for en stram udlændingepolitik. I næsten 20 år kunne blå blok med troværdighed slå på, at den var eneste garanti for en realistisk udlændingepolitik. Det var, hvad folket ønskede. Derfor kunne V og K i fast samarbejde med O regere landet uden de store svinkeærinder i årene fra 2001 til 2011. Et kaotisk, rødt regeringsforløb fra 2011 sikrede nok en blå sejr i 2015. Men i 2019 havde Socialdemokratiet lært af sine fejl. Blå blok havde ingenting lært; hverken af sine egne problemer eller af varslerne om, at en epoke var ved at rinde ud. Og derfor blev valget i 2019 det næste store valg efter 1973 og 2001.

Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad. Det, der kendetegner de store valg, er nemlig, at de lukker døren. Efter 1973 var det af mange grunde umuligt at gå tilbage til de spørgsmål og svar, der prægede 1960erne. Efter 2001 var der ikke noget at hente i rutinerne fra tidligere (derfor endte der med ikke at stå noget brugbart i den notesbog, Nyrup havde med på sin turné til græsrødderne). Og efter 2019 er der ikke noget for de blå partier at hente i det verdensbillede eller de rutiner, der prægede verden før det store valg.

Kan man forestille sig, at der er så meget som ét af de store, blå slagnumre fra gamle dage, der vil trække vælgere over midten? Det kan være, jeg i min høje alder er kommet til at mangle fantasi. Jeg kan bare ikke se det for mig.

(Klumme udgivet i Berlingske d. 1. februar 2020)

Liberalismen har stadig masser at bidrage med

Alex Vanopslagh
5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)