Mere frihed til børnefamilierne
Derfor er det irrationelt at stemme på Enhedslisten
Advokaten Cecilie Langberg Jessen skriver i Berlingske for 25. november, at det bringer hendes »pis i kog«, at jeg kritiserer Enhedslisten (EL). Det er stærke – men meget teenageragtige – ord at bruge i en debat. Derfor bliver mit svar også kontant.
For det første er det irrationelt at stemme på EL, hvis man bor i København. Som der står at læse i ELs principprogram, er et sted at bo et basalt, menneskeligt behov. Men EL modarbejder stort set alle realiserbare planer for at bygge flere boliger i København. Det får efterspørgslen, og dermed også boligpriserne, til at stige.
Det er også irrationelt at stemme på EL og bo i København, fordi partiet modarbejder de mulige løsninger, når det gælder infrastruktur. Hvis alle kører i elektriske biler, som er ladet op med klimaneutral strøm – og det vil alle gøre om få år – er biler ikke et miljøproblem.
Men EL modarbejder bilismen helt konsekvent, så hverken beboere eller erhvervsdrivende kan parkere uden at spilde megen tid med at lede efter en parkeringsplads.
Helt selvmodsigende er EL så modstandere af at udbygge metroen. Man foretrækker en letbane, som der aldrig kan skaffes flertal for, fordi den er til større gene for bilerne. Og bidrager på den måde negativt til, at København kan udvikle sig i en positiv retning.
Ud over, at det er irrationelt at stemme på EL, er det også udtryk for en meget mangelfuld analyse af samfundet.
Den helt store fjende i ELs principprogram er kapitalismen. Den får skylden for stort set ethvert onde i verden. Men er det virkelig et spørgsmål om sort og hvidt at tage stilling til kapitalismen? Det kommunistiske Kina rummer knap en femtedel af verdens befolkning, men står for mere end en fjerdedel af verdens udledninger af CO2. Til gengæld er uviljen mod at gøre noget ved problemet stor. I modsætning til for eksempel i det kapitalistiske Europa.
Selvom den kapitalistiske del af verden ikke er perfekt, scorer den konsekvent højest i alle seriøse målinger af demokrati og frihed. Der er med andre ord mindre demokrati og mindre frihed i en hvilken som helst anden samfundsmodel, end der er i den kapitalistiske.
Og så er det heller ikke bare sort og hvidt, at der findes økonomisk ulighed i den kapitalistiske samfundsmodel. Det gør der, og det vil jeg aldrig lægge skjul på. Men der er betydelig mere ulighed i forskellige ikkekapitalistiske samfundsmodeller, end der er i den kapitalistiske.
Dertil kommer, at det er kapitalismen, der finansierer både velfærdsstaten (gennem store skatteindtægter) og de gode pensionsordninger, vi har i Danmark. Det er ikke den fulde sandhed om kapitalismen, at nogle få ejer det meste. De mange ejer også virkelig meget i form af for eksempel de store pensionsselskabers formuer. Så ønsker man en tryg alderdom, skal man heppe på kapitalismen. Ikke rakke ned på den. Går det dårligt for kapitalismen, bliver afkastet på den enkelte borgers pension væsentlig mindre, end det ellers ville være blevet.
Så for at samle op: Man er virkelig uvidende om de mest basale kendsgerninger, hvis man tror, at kapitalismen er roden til alt ondt. Den er ikke perfekt. Men den er også roden til virkelig meget godt. Heriblandt en sikring af borgernes basale velfærd og en sikring af borgernes alderdom, som ingen – heller ikke Liberal Alliance – er modstandere af.
Men EL er også efterkommere af blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti. Det vil sige efterkommere af et parti, der fuldstændig ukritisk hyldede både Lenin og Stalin.
I en tid, hvor EL kræver af helt almindelige, nulevende danskere, at de skal angre den politik, der blev ført under enevælden i 1700-tallet, er det påfaldende, at EL ikke selv synes at angre noget som helst af den grusomme fortid, den i sin egen partihistorie har været en del af.
Og jeg må være ganske ærlig og sige: Jeg synes, det er udtryk for en mangelfuldt udviklet, personlig moral, når man har så travlt med at pege fingre ad andre, som blandt andet Cecilie Langberg Jessen gør i kraft af sin tilslutning til EL, uden at stille det helt elementære spørgsmål til sig selv:
Hvordan kan jeg retfærdiggøre at stemme på et parti, der aldrig har taget et seriøst og oprigtigt opgør med sin egen mørke fortid?
Den form for dobbeltmoral ser man først og fremmest hos barnlige mennesker. Og derfor er det nok ret sigende, at Cecilie Langberg Jessen overhovedet ikke har nogen argumenter for sit politiske valg. Men bare en fnysende påstand om, at Henrik Dahl bringer hendes pis i kog. Alene ved at omtale nogle helt ubestridelige kendsgerninger og selvmodsigelser, desværre.
Nej tak til socialdemokratisk udgiftslov: Det er en fantasiløs plan, som ikke giver mere velfærd
For nylig skrev Berit Rousing, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, i Århus Stiftstidende, at Socialdemokratiet “tager ansvar” med den nye velfærdslov, som skal sikre flere penge til velfærd i takt med, at befolkningen bliver ældre og får brug for flere velfærdsydelser.
Men den ubekvemme sandhed bag denne “velfærdslov” er, at den ikke vil føre til bedre velfærd, hverken for borgerne i Aarhus eller resten af Danmark. Det er en fantasiløs plan, hvor der bare skal bruges flere og flere penge for at holde kvaliteten på samme niveau, mens borgerne skal betale mere og mere i skat.
Velfærdsloven er en udgiftslov, som ikke handler om at give bedre velfærd. Hovedproblemerne med vores velfærdssektor – for meget bureaukrati og for lidt innovation og konkurrence – adresseres slet ikke. Det er en uholdbar situation og vil skabe store problemer for dansk økonomi.
Det, vi i stedet skal have, er nytænkning, innovation og effektivisering af vores velfærd. Ved at investere i ny teknologi, skære markant i bureaukratiet og udvise mere tillid til medarbejderne kan vi levere en bedre velfærd til borgerne – til lavere pris.
Vi skal have langt mere konkurrence og frit valg i velfærdssektoren, så de bedste udbydere vinder frem, og dårlige udbydere sorteres væk. Alt sammen til gavn for borgerne. Det er vejen frem.
Socialdemokratiets velfærdslov er en ikke-løsning, som bare vil øge udgifterne uden at give borgerne en bedre velfærd.
Du fortjener bedre
Nu er et nyt folketingsår skudt i gang, og i år skal det handle om dig. Se videoen og se, hvad vi i Liberal Alliance vil gøre for dig og hvad vi synes, du fortjener.
Du fortjener bedre dates
Du fortjener bedre dates, men det kan jeg ikke love dig.
Jeg kan til gengæld love dig mere fred fra formynderiske politikere, lavere skatter og meget mere frihed.
Se mere på: www.dufortjener.dk
Regeringens velfærdslov er uansvarlig og fantasiløs
Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.
For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.
Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.
Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.
Ingen nye ideer
Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.
Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.
Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.
Borgeren før systemet
I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.
Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.
Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.
Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.
Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.
En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.
Den øremærkede barsel til mænd er først og fremmest en sejr for barnepigestaten Danmark
Øremærkningsmiseren er typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Øremærkningen af barsel er blot det seneste angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.
NU BLIVER DET et krav, at mænd skal tage mindst 11 ugers barsel – og gør de ikke det, så straffes barnet og familien ved, at der er mindre barsel til rådighed for forældrene.
Nu skal alle familier passe ned i en klassisk systempolitisk ”one size fits all”-løsning, som er dikteret af folk med store planer for andre menneskers liv.
Jeg begriber ikke, at så mange blindt accepterer den form for invasion af familielivet. Især ikke, når der er en anden vej at gå.
For øremærkningen er et angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.
Det er den absurde påstand, at vi først har et fair samfund, når vi alle sammen er ens. Uanset køn, seksualitet, hudfarve og hvad ellers, der bliver smidt på listen af tilfældige identiteter. I dette tilfælde skal samfundet blive mere fair ved at bruge blød tvang til at gøre flere kvinder til karrierekvinder og gerne parkere et par flere mænd derhjemme, så de tjener lidt færre penge.
Man kunne spørge sig selv hvorfor, at såvel kvinder som mænd skal tvinges til noget, de som udgangspunkt ikke har lyst til. Men den slags smålige hensyn er der ikke plads til, når de woke ambitioner skal rulles ud over familierne.
Hvis du også synes, at det virker helt skørt at blande sig i tusinder og atter tusinder af familiers privatliv på den måde, så er du ikke alene. Derfor har LA foreslået, at vi sætter barslen efter fødslen helt fri – væk med både de 14 uger øremærket moren og de nu 11 uger øremærket faren. Vi øremærker så at sige hele barslen til barnet.
I DE SENERE ÅR er det blevet meget mere almindeligt for mænd at tage en større del af barslen. Personligt synes jeg, det er en god udvikling, som jeg er sikker på, at mange familier er glade for. For ellers havde de jo nok ikke gjort det.
Og ærlig talt – det er fair, at kvinder, der gerne vil gøre karriere, stiller krav til deres mænd om at tage del i barslen. Og det er i øvrigt fair, at flere mænd gerne vil bruge mere tid med deres børn og familie for på den måde at få en anden balance i livet end den klassiske stereotyp med en fraværende far, der kommer sent hjem hver dag. Jeg tror på, at det gør flere familier lykkelige. Men hvorfor skal familier straffes for at vælge anderledes?
Dertil kommer også nye alternative familiemønstre som regnbuefamilier og solomødre, der ikke passer ind i nogen kasse. Måske vil man også inddrage andre familiemedlemmer til det samme i en periode.
Med en fri barselsmodel vil der være mulighed for det hele. Traditionelt, alternativt, midt i mellem eller noget helt fjerde. Det er ægte frihed til forskellighed. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvordan familierne indretter deres barsel. For det handler om børnene. Og jeg har meget stor tillid til, at borgerne kan finde ud af at være forældre for deres børn. Utroligt nok er dens slags tillid efterhånden sjælden i barnepigestatens Danmark.
ØREMÆRKNINGSMISEREN er til gengæld meget typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Og så bliver det en legeplads for folk med store planer for andres liv, uanset om det er politikere eller folk, der bare leger politikere.
Som liberal tror jeg på et frit samfund, hvor alle får lige muligheder for at udfolde deres talenter. Det giver frihed til forskellighed. Resultatlighed handler om præcis det modsatte – tvungen enshed. Og i et frit samfund skal vi aldrig juble over den slags.
Derfor er den øremærkede barsel til mænd først og fremmest en sejr for barnepigestaten, der har uendelige krav til dens borgere, og et nederlag for familierne, og ikke mindst for børnene.
Til gengæld ville en fri barselsmodel være en sejr for alle familier, uanset hvordan de ser ud, og for deres børn.
Derfor har vi brug for reformer
Vi taler meget om reformer, men hvorfor i alverden gør vi det? Se med her.
Er topskatten en bombe under velfærdssamfundet?
Danskerne fortjener et system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum
Jyllands-Posten skriver, at regeringen vil give et “fritidstillæg” til forældre på kontanthjælp, så deres børn kan komme til fodbold, badminton og andre gode ting.
Det kommer til at koste 180 millioner kroner. Det er dog kun de 130 millioner, som børnene får. De sidste 50 millioner skal embedsværket have for at administrere hele ordningen.
Det vil sige at administrationen alene udgør mere end 25 procent.
Hvorfor i alverden kan vi aldrig igangsætte et eneste initiativ i det offentlige, uden at enorme mængder ressourcer bliver ædt op af papirnussere, bureaukrater og kommunalt spild?
For ikke så længe siden mente Kommunernes Landsforening, at de kun kunne indføre minimumsnormeringer ude i børnehaverne, hvis 20 % af pengene gik til administration i kommunerne.
For nogle år siden vedtog Folketinget en glimrende ordning omkring et socialt frikort. 45 millioner kroner lød udgiften på – de 29 millioner gik til administration af ordningen alene.
Udgifterne til den offentlige sektor stiger hvert evig eneste år. Men borgerne oplever ikke, at de får mere for pengene.
Hvorfor? Fordi det meste ryger over i spild, bureaukrati og administration.
Alene de sidste 10 år har vi set en stigning i antallet af akademikere, der bliver ansat i kommunerne på 44 procent. Det er jo helt vildt.
Vi har skabt et bureaukratisk monster i den offentlige sektor, som vi politikere ikke længere har kontrol over.
Jeg tror den eneste måde vi kommer det til livs på er at starte forfra. Riv skidtet ned og start på ny.
Område for område – starte med et blankt stykke papir og spørge os selv: Hvordan skaber vi verdens bedste velfærdssamfund?
Danskerne fortjener et enkelt, gennemskueligt system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum.