Alex Vanopslagh
11. november 2021

For nylig skrev Berit Rousing, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, i Århus Stiftstidende, at Socialdemokratiet “tager ansvar” med den nye velfærdslov, som skal sikre flere penge til velfærd i takt med, at befolkningen bliver ældre og får brug for flere velfærdsydelser.

Men den ubekvemme sandhed bag denne “velfærdslov” er, at den ikke vil føre til bedre velfærd, hverken for borgerne i Aarhus eller resten af Danmark. Det er en fantasiløs plan, hvor der bare skal bruges flere og flere penge for at holde kvaliteten på samme niveau, mens borgerne skal betale mere og mere i skat.

Velfærdsloven er en udgiftslov, som ikke handler om at give bedre velfærd. Hovedproblemerne med vores velfærdssektor – for meget bureaukrati og for lidt innovation og konkurrence – adresseres slet ikke. Det er en uholdbar situation og vil skabe store problemer for dansk økonomi.

Det, vi i stedet skal have, er nytænkning, innovation og effektivisering af vores velfærd. Ved at investere i ny teknologi, skære markant i bureaukratiet og udvise mere tillid til medarbejderne kan vi levere en bedre velfærd til borgerne – til lavere pris.

Vi skal have langt mere konkurrence og frit valg i velfærdssektoren, så de bedste udbydere vinder frem, og dårlige udbydere sorteres væk. Alt sammen til gavn for borgerne. Det er vejen frem.

Socialdemokratiets velfærdslov er en ikke-løsning, som bare vil øge udgifterne uden at give borgerne en bedre velfærd.

(Debatindlæg udgivet i Stiften d. 10. november 2021)

Alex Vanopslagh
6. oktober 2021
Afspil her

Nu er et nyt folketingsår skudt i gang, og i år skal det handle om dig. Se videoen og se, hvad vi i Liberal Alliance vil gøre for dig og hvad vi synes, du fortjener.

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021
Afspil her

Du fortjener bedre dates, men det kan jeg ikke love dig.
Jeg kan til gengæld love dig mere fred fra formynderiske politikere, lavere skatter og meget mere frihed.

Se mere på: www.dufortjener.dk

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.

For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.

Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.

Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.

Ingen nye ideer

Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.

Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.

Borgeren før systemet

I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.

Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.

Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.

Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.

Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.

En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.

(Kommentar bragt i Indblik.net)

Alex Vanopslagh
22. september 2021

Øremærkningsmiseren er typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Øremærkningen af barsel er blot det seneste angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

NU BLIVER DET et krav, at mænd skal tage mindst 11 ugers barsel – og gør de ikke det, så straffes barnet og familien ved, at der er mindre barsel til rådighed for forældrene.

Nu skal alle familier passe ned i en klassisk systempolitisk ”one size fits all”-løsning, som er dikteret af folk med store planer for andre menneskers liv.

Jeg begriber ikke, at så mange blindt accepterer den form for invasion af familielivet. Især ikke, når der er en anden vej at gå.

For øremærkningen er et angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

Det er den absurde påstand, at vi først har et fair samfund, når vi alle sammen er ens. Uanset køn, seksualitet, hudfarve og hvad ellers, der bliver smidt på listen af tilfældige identiteter. I dette tilfælde skal samfundet blive mere fair ved at bruge blød tvang til at gøre flere kvinder til karrierekvinder og gerne parkere et par flere mænd derhjemme, så de tjener lidt færre penge.

Man kunne spørge sig selv hvorfor, at såvel kvinder som mænd skal tvinges til noget, de som udgangspunkt ikke har lyst til. Men den slags smålige hensyn er der ikke plads til, når de woke ambitioner skal rulles ud over familierne.

Hvis du også synes, at det virker helt skørt at blande sig i tusinder og atter tusinder af familiers privatliv på den måde, så er du ikke alene. Derfor har LA foreslået, at vi sætter barslen efter fødslen helt fri – væk med både de 14 uger øremærket moren og de nu 11 uger øremærket faren. Vi øremærker så at sige hele barslen til barnet.

I DE SENERE ÅR er det blevet meget mere almindeligt for mænd at tage en større del af barslen. Personligt synes jeg, det er en god udvikling, som jeg er sikker på, at mange familier er glade for. For ellers havde de jo nok ikke gjort det.

Og ærlig talt – det er fair, at kvinder, der gerne vil gøre karriere, stiller krav til deres mænd om at tage del i barslen. Og det er i øvrigt fair, at flere mænd gerne vil bruge mere tid med deres børn og familie for på den måde at få en anden balance i livet end den klassiske stereotyp med en fraværende far, der kommer sent hjem hver dag. Jeg tror på, at det gør flere familier lykkelige. Men hvorfor skal familier straffes for at vælge anderledes?

Dertil kommer også nye alternative familiemønstre som regnbuefamilier og solomødre, der ikke passer ind i nogen kasse. Måske vil man også inddrage andre familiemedlemmer til det samme i en periode.

Med en fri barselsmodel vil der være mulighed for det hele. Traditionelt, alternativt, midt i mellem eller noget helt fjerde. Det er ægte frihed til forskellighed. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvordan familierne indretter deres barsel. For det handler om børnene. Og jeg har meget stor tillid til, at borgerne kan finde ud af at være forældre for deres børn. Utroligt nok er dens slags tillid efterhånden sjælden i barnepigestatens Danmark.

ØREMÆRKNINGSMISEREN er til gengæld meget typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Og så bliver det en legeplads for folk med store planer for andres liv, uanset om det er politikere eller folk, der bare leger politikere.

Som liberal tror jeg på et frit samfund, hvor alle får lige muligheder for at udfolde deres talenter. Det giver frihed til forskellighed. Resultatlighed handler om præcis det modsatte – tvungen enshed. Og i et frit samfund skal vi aldrig juble over den slags.

Derfor er den øremærkede barsel til mænd først og fremmest en sejr for barnepigestaten, der har uendelige krav til dens borgere, og et nederlag for familierne, og ikke mindst for børnene.

Til gengæld ville en fri barselsmodel være en sejr for alle familier, uanset hvordan de ser ud, og for deres børn.

(Kommentar bragt på Ræson d. 21. september 2021)

Alex Vanopslagh
20. september 2021
Afspil video

Vi taler meget om reformer, men hvorfor i alverden gør vi det? Se med her.

Alex Vanopslagh
31. august 2021

Jyllands-Posten skriver, at regeringen vil give et “fritidstillæg” til forældre på kontanthjælp, så deres børn kan komme til fodbold, badminton og andre gode ting.

Det kommer til at koste 180 millioner kroner. Det er dog kun de 130 millioner, som børnene får. De sidste 50 millioner skal embedsværket have for at administrere hele ordningen.

Det vil sige at administrationen alene udgør mere end 25 procent.

Hvorfor i alverden kan vi aldrig igangsætte et eneste initiativ i det offentlige, uden at enorme mængder ressourcer bliver ædt op af papirnussere, bureaukrater og kommunalt spild?

For ikke så længe siden mente Kommunernes Landsforening, at de kun kunne indføre minimumsnormeringer ude i børnehaverne, hvis 20 % af pengene gik til administration i kommunerne.

For nogle år siden vedtog Folketinget en glimrende ordning omkring et socialt frikort. 45 millioner kroner lød udgiften på – de 29 millioner gik til administration af ordningen alene.

Udgifterne til den offentlige sektor stiger hvert evig eneste år. Men borgerne oplever ikke, at de får mere for pengene.
Hvorfor? Fordi det meste ryger over i spild, bureaukrati og administration.

Alene de sidste 10 år har vi set en stigning i antallet af akademikere, der bliver ansat i kommunerne på 44 procent. Det er jo helt vildt.
Vi har skabt et bureaukratisk monster i den offentlige sektor, som vi politikere ikke længere har kontrol over.

Jeg tror den eneste måde vi kommer det til livs på er at starte forfra. Riv skidtet ned og start på ny.

Område for område – starte med et blankt stykke papir og spørge os selv: Hvordan skaber vi verdens bedste velfærdssamfund?
Danskerne fortjener et enkelt, gennemskueligt system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum.

Henrik Dahl
9. august 2021

De fleste kender situationen fra deres eget liv. Når der skal holdes en større familiefest, er det mest bekvemt for alle parter, hvis der bliver dækket et voksenbord og et børnebord.

Ved voksenbordet sidder man i længere tid ad gangen. Man taler sammen på en velopdragen måde. Det vil sige, at man holder sig nogenlunde til det emne, der er slået an. Taler en ad gangen. Og fordeler rollerne som lyttende og talende på en måde, der er fair for alle parter.

At opføre sig på denne måde, kræver både øvelse og dannelse. Belønningen får man i form af godt selskab, god mad og god vin.

Ved børnebordet løbes der til og fra. Man taler om det emne, man er mest interesseret i. Og bekymrer sig ikke synderligt om, hvorvidt det interesserer resten af bordet, eller om der i det hele taget er nogen, der lytter.

At opføre sig sådan kræver ikke noget særligt. Det er sjovt, hvis man godt kan lide at tale og udfolde sig. Men det, der bliver sagt, har hverken værdi eller konsekvenser. Maden er i øvrigt heller ikke værd at skrive hjem om.

I dansk politik er der også både et børnebord og et voksenbordet.

Voksenbordet kan man få adgang til, hvis man er villig til at tale på en høflig og dannet måde om økonomisk politik; velfærdsstaten; udlændingepolitikken; udenrigspolitikken samt miljø- og klimapolitikken.

”Høfligt og dannet” betyder ved det politiske voksenbord, at man ikke forlanger revolutioner. Men accepterer, at på den ene side er disse politiske områder vigtige. Mens der på den anden side ikke kan ske revolutioner. Den stille og rolige, trinvise udvikling og tilpasning er idealet. Taler man ikke ind i disse normer, hører man hjemme ved børnebordet.

Ved det politiske børnebord kan alle problemer løses. Skatterne kan sættes lige så meget ned eller op, som det skal være. Vi kan lukke lige så mange udlændinge ind, som det skal være. Eller lukke grænserne lige så stramt, som det skal være. Gigantiske reformer kan foreslås og gennemføres uden hverken flertal eller finansiering. I det hele taget har fantasien frit spil, og på den måde er det supersjovt at sidde ved børnebordet.

Ulempen er selvfølgelig, at intet af, hvad der siges ved det politiske børnebord, nogensinde kan blive til virkelighed. Af den simple grund, at der aldrig nogensinde kan samles et flertal for de vidtløftige idéer, der livligt råbes ud over bordet til resten af selskabet, som heller ikke hører efter.

Det, der præger voksenbordet, er, hvad man kan kalde Slotsholmens konsensus. Det vil sige en konsensus blandt ledende politikere på Christiansborg og ledende embedsmænd rundt omkring på Slotsholmen (og tilliggende matrikler) om, hvordan verden ser ud, og hvordan de løbende forretninger skal håndteres. Slotsholmens konsensus er, hvad man med et fint ord kan kalde institutionaliseret. Det vil sige, at den er udbygget og konsolideret ved aftaler, traktater og sædvaner.

Er det godt eller skidt, at der findes en Slotsholmens konsensus, der er adgangsbilletten til at sidde ved voksenbordet?

Man kan sige, at det er godt i den forstand, at det beskytter Danmark imod skøre idéer genereret fra dag til dag på Christiansborg. Og dem er der nok af. Se bare på alle de tovlige forslag, Folketinget gennem år og dag drøfter i form af beslutningsforslag og forespørgsler om ditten og datten.

I virkeligheden ville det være enormt farligt, hvis der ikke var nogen til at stoppe Folketinget. For meget af, hvad der sættes til debat, hverken kan eller bør nogensinde blive til virkelighed.

På den anden side, er der også flere gode grunde til, at man bør være kritisk over for Slotsholmens konsensus.

En af de indbyggede fejl ved Slotsholmens konsensus er, at man bliver ved med at lappe på ting, der burde skrottes. Man kan selv foretage en simpel test: Antag, at X ikke eksisterede, og at vi derfor blev nødt til at opfinde X. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at det nyopfundne X ville ligne den verden, vi kender?

Er der for eksempel nogen som helst sandsynlighed for, at et helt nyt skattesystem ville komme til at ligne det, vi har? Selvfølgelig ikke – fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at et nyt beskæftigelsessystem ville komme til at ligne det eksisterende? Igen: Svaret er nej. Fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Noget lignende gælder for mange andre dele af samfundet. Ville nogen lave en folkeskole, der lignede den nuværende, hvis de kunne slippe fri af tidligere beslutninger? Næppe. Ville nogen acceptere en socialforsorg, der leverede så lidt dokumentation for sin effektivitet som den eksisterende, hvis man kunne starte på et blankt stykke papir? Svært at forestille sig.

Hvis man skal sige det kort, har Slotsholmens konsensus altså en indbygget tendens til at smide gode penge efter dårlige, som i bund og grund er beklagelig.

Det andet problem er, at Slotsholmens konsensus er grå og kedelig og lige netop voksen, når man sammenligner med den muntre og fabulerende pludren ved børnebordet. Det er og bliver sjovere at forestille sig en bemandet mission til Mars, end det er at sørge for, at skraldet bliver samlet ind. At det så er meget værre for almindelige mennesker, at det sidstnævnte projekt kører af sporet, end at der ikke sker særlig meget med det førstnævnte, er så en helt anden sag.

Derfor er der naturligvis mange, der gerne vil lytte med ved børnebordet, fordi det er så festligt. Og et fåtal, der har den naive idé, at de festlige idéer en dag kan blive til virkelighed.

To problemer ved Slotsholmens konsensus har jeg ikke en fiks og færdig løsning på. Det ene er principielt. Det andet er personligt.

Principielt er det sådan, at Slotsholmens konsensus engang imellem har brug for det, man med et rigtig grimt og konsulentagtigt ord kalder ”disruption”. Det vil sige: Der er faktisk brug for, at selve Slotsholmens konsensus bliver taget op til revision.

I Danmark sker det ikke særlig ofte. Man kan sige, at da Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der en hel stribe af dagsordener fra 1970’erne, der fra den ene dag til den næste blev taget af bordet. Det mest kendte er Økonomisk Demokrat, men der var mange andre. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev en hel stribe af dagsordener fra 1990’erne om, hvordan Danmark skulle forholde sig til flygtninge og indvandrere også taget af bordet.

Det, der kan disrupte Slotsholmens konsensus, synes altså at være, at en bestemt tilgang til tingene bryder helt sammen. Det stopper lappeløsningerne, og man begynder forfra på et nogenlunde blankt stykke papir.

Det andet problem er, at både jeg selv og mange andre politikere både har en barnestemme og en voksenstemme inden i os.

På den ene side er man opdraget til at være fornuftig og læse de kedelige papirer fra ministrene om, hvordan vi kan stille lidt på samfundsmaskinens håndtag og hjul uden, at alting bryder sammen. Så går der tid med det, og vi laver et kedeligt kompromis og holder ”doorstep”, som man siger. Og så går vi hver til sit og tænker i vores stille sind, at det nok ikke får de helt store konsekvenser, når det kommer til stykket.

På den anden side har man lyst til at være barnlig og råbe højt: Det her betyder ikke en skid! For hvis I virkelig vil have forandringer, vil det bogstavelig talt koste en krig imod såvel interesseorganisation X, Y og Z, som imod Finansministeriet.

Jeg tror, meget ville være vundet, hvis man som politiker gav sig selv lov til både at tale med voksenstemmen, når det giver mest mening. Og med barnestemmen, når vi skal have en alvorlig snak om, hvordan tingene bliver bedre.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 8. august 2021)