Af Pernille Vermund & Jakob Scharff, Branchedirektør i Dansk Industri
Hvem er den kommende ældrelov egentlig til gavn for? Er det for systemet, staten og kommunerne? For medarbejdere og for ledere? Eller er det for borgerne? Det kan være forskelligt, alt efter hvem du spørger. Men der burde ikke herske nogen tvivl om svaret. En ny ældrelov skal først og fremmest gavne landets ældre – om det er den ældre på plejehjemmet, personen, der skal have hjælp i hjemmet, eller de pårørende. Det handler om, at vi skaber de bedste rammer, den bedste pleje og mest mulig værdighed for vores ældre.
Derfor er det også opsigtvækkende, at vi i dag kan få mere information om den restaurant, vi skal besøge, end det plejehjem, vi skal vælge.
I dag er der ingen retningslinjer eller målemetoder for, hvad der kendetegner en god og værdig ældrepleje. Kommunerne måler forskelligt – og det er sjældent noget, som borgere let kan orientere sig i. Derfor er det også stort set umuligt for ældre at få indsigt i kvaliteten af plejen på det enkelte plejehjem, og om den er bedre eller værre end tilsvarende tilbud andre steder.
Det betyder, at ældre i dag træffer valg med bind for øjnene, og det forringer i sidste ende kvalitetsniveauet. For som bekendt bliver kvaliteten af et produkt bedre, når der er konkurrence på markedet, men det er svært at skabe konkurrence, hvis ikke brugeren kan få konkret viden om produktet og derfor ikke kan vælge det gode produkt til og det dårlige fra.
Derfor foreslår vi, at borgerne skal have bedre indsigt i kvaliteten gennem en udvidelse og forbedring af Plejehjemsoversigten.dk – en oversigt over landets plejehjem og friplejeboliger. Konkret vil vi sætte kvaliteten under lup ved at udpege et sæt faste kvalitetsindikatorer for faglige resultater, borgernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel, som alle plejehjem skal måles på. På den måde bliver det muligt for borgeren at holde plejehjemmene op mod hinanden og sammenligne dem ud fra de samme mål og krav. Vi skal sikre større selvbestemmelse og bedre kvalitet for de ældre.
Selv om det er 20 år siden, at retten til at vælge mellem kommunale og private plejehjem blev indført ved lov, er det fortsat de færreste ældre, der ved, at de kan vælge en friplejebolig, når de visiteres til en plejehjemsplads. Det er ikke i orden. Det bør derfor fremover være lovpligtigt for kommunerne at informere om plejehjemsoversigten og det frie plejehjemsvalg, når den ældre visiteres til en plejebolig. Hvis vi lykkes med at skabe det nødvendige fokus på kvalitet, sikrer vi også, at alle borgere uanset forudsætninger nemt og hurtigt kan vælge det plejehjem, de helst vil bo på.
Vi sikrer, at medarbejdere, ledere, kommuner og private leverandører kan tage ved lære af hinanden og tydeligt vil kunne se, hvis kvaliteten begynder at halte. Dermed kan vi også afskaffe bureaukratitunge proceskrav, kommunale særregler og de mange tilsyn, der ikke skaber værdi for hverken borgere eller medarbejdere.
Hvis ældreloven skal være til gavn for de ældre, skal vi sikre mere gennemsigtighed og styrke det frie valg af plejehjem.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. marts 2024).
Sådan fortæller de to voksne døtre til den 77-årige demente mand, som vi forleden kunne læse om i medierne. Følelsen af magtesløshed hos de pårørende var åbenlys. En følelse, jeg desværre genkender alt for godt fra min egen mors tid på plejehjem, før hun i sommer gik bort.
Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem. Ældreområdet er som mange andre dele af vores velfærdssystem blevet umenneskeligt og umyndiggørende.
Marineret i love og regler er det sandet til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.
Alt for ofte oplever man som pårørende, at både kompetente og fagligt engagerede medarbejdere sidder på et lukket kontor bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre. Det er ubærligt at være vidne til.
Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.
Det handler om tillid og respekt. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. For selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler.
Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert. Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.
Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?
Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. På landsplan ligger sygefraværet på det offentlige plejehjemsområde på 7 pct., mens det private kun er på 3 pct. i gennemsnit.
Hvis det offentlige fravær blev nedbragt til at være på niveau med det private, ville det svare til 1.422 flere fuldtidsansatte på de danske plejehjem. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er enormt.
Halvdelen af landets kommuner har udelukkende offentlige plejehjem. Og selv om antallet af private plejehjem generelt er stigende, så er det kun ca. 5 pct. af alle danske plejehjemspladser, der er private. Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.
Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter.
Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.
Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.
Kun 3 af 10 ældre ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag med den demente 77-årige mand, der var overladt til sig selv.
Ældre og pårørende skal i langt højere grad end i dag oplyses om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.
Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det socialdemokratiske velfærdssystem – med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet. Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.
“Der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.”
Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg, skriver Pernille Vermund.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8/2-2024)
Den 77-årige demente mand sad alene på sin seng på plejehjemmet med en bakke med mad foran sig og hænderne smurt ind i afføring.
De to voksne døtres fortælling om, hvordan de havde fundet deres far hjælpeløs og forladt, var hjerteskærende. Men deres historie er desværre ikke enestående.
Alt for mange af os har oplevet, hvordan ældreplejen, ligesom mange andre dele af vores velfærdssystem, er blevet umenneskelig og umyndiggørende.
Marineret i love og regler har politikere i årevis ladet plejen sande til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.
Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem.
Min egen mor døde i sommer efter et langt forløb på plejehjem. Det har sat dybe spor. Hvor har jeg fældet mange tårer, når jeg er gået derfra.
Der er masser af både søde, omsorgsfulde og dygtige medarbejdere i vores ældrepleje. Men alt for ofte oplever man som pårørende, at medarbejderne sidder bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre.
Det er ubærligt at være vidne til. Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.
Det handler om tillid til de ansatte og respekt for borgerne. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne.
Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5/2-2024)
I løbet af de seneste 20 år er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring blevet tidoblet.
Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Danskernes tiltro til den offentlige velfærd er på tilbagetog, men alligevel bruger vi år efter år tiltagende flere penge på den offentlige sektor.
Derfor er det på tide, at vi politikere stopper op og overvejer, om det giver mening at fortsætte med at hælde penge ned i det bureaukratiske hul, som den offentlige velfærd desværre har udviklet sig til.
I den nuværende form bliver velfærdsstaten udfordret fra flere sider. Kombinationen af faldende tiltro, voksende utilfredshed, flere ældre og større krav til serviceniveauet i de offentlige velfærdstilbud er opskriften på at få fundamentet under den danske velfærd til at smuldre.
Faktisk vil der i midten af århundredet være flere danskere over 65 år end under, og derfor bliver vi især nødt til at sikre os, at fremtidens velfærd kan følge med den ændrede demografi.
Selvfølgelig er der flere velfungerende områder i den nuværende velfærdsstat, som vi danskere bestemt kan være stolte af.
Men med tanke på, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi langtfra får noget, der tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.
Mange ældre på de danske plejehjem må tage til takke med vakuumpakket, genopvarmet mad, og på flere bosteder skal de ældre se langt efter at få mere end et enkelt bad om ugen. Derfor bliver vi nødt til at erkende, at systemet skal nytænkes, så det også er levedygtigt i fremtiden.
Liberal Alliances politik er at oprette en velfærdskonto, hvor alle danskere frivilligt kan indbetale op til 500 kr. om måneden, der bliver beskattet som ens pensionsopsparing. Når man går på pension, kan pengene bruges skattefrit på privat velfærd. Denne model giver det frie valg tilbage til borgerne og skaber samtidig bedre konkurrencevilkår for de private velfærdsleverandører.
Med forbedrede konkurrencevilkår på velfærdsområdet opstår den afledte effekt, at velfærden kontinuerligt forbedres, så danskerne får den bedst mulige service til de lavest mulige omkostninger.
Der har ofte været stor modstand mod at skabe konkurrence på ældreplejen, og et af de argumenter, modstanderne oftest fremfører, er, at det er moralsk forkert at tjene penge på dem, der er sårbare.
I stedet synes de, det er bedre, at den ikke økonomisk motiverede stat yder servicen. Problemet er bare, at det ofte fører til velmente – men mislykkede og ineffektive – forsøg, når statens service skal leveres på monopollignende vilkår. Og netop derfor ser vi nu, at næsten halvdelen af den danske befolkning har tilkøbt private sundhedsforsikringer, mens antallet af danskere med velfærdsforsikringer også stiger støt.
Selv om det er svært at erkende, når ens politik – at investere milliard efter milliard i at forbedre den offentligt velfærd – i årevis har været forgæves, må man acceptere, at det ikke er vejen frem. De, der stadig er taler for endnu større investeringer i den offentlige velfærd, er dem, der endnu ikke har indset, at vi ikke skal kaste gode penge efter dårlige.
Spørgsmålet om fremtidens velfærd kan derfor koges ned til, om det er bedst, at så mange danskere som muligt har mulighed for selv at spare op den nødvendige service, eller om det er bedre at opretholde status quo, hvor de dårligst stillede danskere ikke har mulighed for at købe private sundhed?
Hos LA ved vi godt, hvad vi synes. Vi synes, at velfærden skal løftes, så Danmark ikke bare har den dyreste velfærd i verden, men også den bedste. Velfærdsstaten skal blive til velfærdssamfundet, hvor kvaliteten af velfærden er vigtigere, end hvem der leverer den.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. august 2023)
Bider de liberale løver på denne gang?
Se med i 2. afsnit af Den Liberale Hule.