Vi har et problem: Tyrkiet spreder nationalistisk og fundamentalistisk agitation

Henrik Dahl
4. januar 2021

DER ER MEGET vægtige argumenter, som taler for, at udenlandske trossamfund i Danmark skal have en ret til at praktisere deres ritualer fuldkommen sådan, som de praktiseres i hjemlandet.

Det vægtigste er selvfølgelig Grundlovens paragraf 67. Den fastslår, at alle har ret til at blive salige i deres egen tro.

Men Grundloven kommer dog samtidig med en begrænsning: Så længe, det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Hvad der helt nøjagtig strider mod sædeligheden, er ikke godt at vide. Men hvis man teoretisk forestillede sig en religion, der vendte kristendommen på hovedet, så den prædikede had og hævn til verdens ende, giver det nok en meget god idé.

Hvad der strider mod den offentlige orden, er lettere: Man må ikke prædike oprør, revolution eller borgerkrig. Gør man det, er man ikke længere beskyttet af Grundlovens paragraf 67.

Men det strider også imod princippet om gensidighed, hvis man møder udlændinge i Danmark med et forbud imod at gennemføre deres religiøse ritualer sådan, som de gennemføres hjemme.

For gennem årene er det ikke helt få danskere, der i udlandet har nydt godt af, at der fandtes en filial af folkekirken i nærheden.

ET HELT ALMINDELIGT PRINCIP siger, at de fordele, man gerne selv vil nyde, bør man også tilstå andre. Vil man i princippet gerne i den danske kirke i London eller Paris, bør man derfor også tilstå folk fra London eller Paris, at de i København og andre steder kan komme i en filial af deres kirke. Det er kun ret og rimeligt.

Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg finder det irriterende, når højtstående, danske gejstlige foregiver, at de ikke kender til det grundlæggende problem, der har skabt et kæmpe dilemma for danske politikere, når det gælder udenlandsk forkyndelse i Danmark.

Prøv for eksempel at læse denne tekstprøve: ” Som fællesskab er det i dag vor opgave at holde erindringen levende om vore ærede martyrer, som efterlod os vor hjemstavn som arv. De, som vil ødelægge vort slægtskab, vor enhed og vor enighed, må aldrig få nogen mulighed for at så splid, uro og strid mellem os.” Eller denne: ” Ingen, som betræder Paradiset, ville ønske at vende tilbage til Jorden. Kun en martyr vil gerne tilbage og igen dø martyrdøden, når han ser, hvilken anseelse og hvilken rang, han nyder her i Paradiset. Det var dette glædesbudskab, som besjælede vor Profet og hans følgere og senere også vore forfædre og drev dem fra den ene front til den næste for at opnå denne høje rang.

Ind på Allahs vej for at udbrede Hans navn. For landet og landets folk.” MAN KUNNE GODT FORESTILLE SIG, at disse tekststumper var opfanget af en eller anden efterretningstjeneste, der med behørige dommerkendelser overvågede en revolutionær, islamistisk celle i Molenbeek eller en anden skummel forstad til en vesteuropæisk millionby.

Men det er ikke tilfældet. Begge citater er uddrag af prædikener, der er forfattet af Ditib. Det vil sige Den tyrkisk-islamiske union for religiøse anliggender.

Ditib hører under det officielle tyrkiske, statslige organ for religion, der hedder Diyanet. Hver eneste uge udfærdiger embedsmænd i Ditib officielle prædikener, der holdes af udsendte imamer overalt i Europa.

Og som man kan se af de to uddrag, der ikke er usædvanlige: Her prædikes der evig, tyrkisk enhed. Det vil sige: Det prædikes, at man aldrig skal assimilere sig og falde ind med den lokale befolkning.

Ligesom det prædikes, at den højeste rang i Paradiset tilfalder martyren, der falder ved fronten i kampen for islam.

DET ER SKRAPPE SAGER. Og hvad mere er: Vi kan intet gøre ved det. For de tyrkiske imamer opholder sig i for eksempel i Danmark som følge af en aftale mellem EF – det daværende EU – og Tyrkiet indgået i 1963: den såkaldte Ankara-aftale.

Jeg synes ærlig talt ikke, det klæder danske gejstlige at spille dumme og lade, som om regeringen har et særligt problem med, at der lægges inderlige tanker om livet og døden frem ved udenlandske gudstjenester rundt omkring i Danmark. Det er der simpelthen ingen i Folketinget, der har. Og derfor er det stråmandsargumentation af den tungeste kaliber at fremstille tingene på den måde.

Jeg har ikke selv taget stilling til, hvad den bedste løsning er. Men jeg kan forsikre for, at der er et problem: at den tyrkiske stat – med velsignelse fra en tåbelig traktat – uge efter uge spreder sin nationalistiske og fundamentalistiske agitation og indoktrinering overalt i Europa.

Hvad løsningen end måtte være: Dette er problemet. Ikke, at nogen forkynder deres guds ord på andre sprog end dansk.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 19. december 2020.

Ikke statsborgerskab til hvem som helst

Henrik Dahl
14. december 2020
Afspil

Schweiz afviste de statsborgerskab til en kvinde, fordi hun var en generelt irriterende veganer.

Det kunne vi lære af i Danmark. Statsborgerskab skal ikke gives til folk, der ikke ønsker at blive en bidragende del af det danske nationale fællesskab.

En enkelt veganer eller to kan vi nok godt klare.

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed i Europa står og falder med to personer

Henrik Dahl
15. november 2020

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Derfor er det afgørende, at Danmark står last og brast med Frankrig og Østrig, når de nu tager et opgør med islamiske anslag mod ytringsfriheden og vestlig levevis i Europa.

Der eksisterer stadig enkelte modstandslommer fra 1990erne, der ikke kan se problemerne ved indvandring fra Stormellemøsten. Det så man senest udstillet i dagbladet Politiken, hvor 21 fremtrædende forskere, som næsten ingen har hørt om, argumenterede mod regeringens initiativer til af forhindre antisocial adfærd.

Men ellers er alvoren efterhånden gået op for de fleste. De 47 lande, der har islamisk befolkningsflertal – og navnlig dem, der har en islamisk forfatning, hører i en række væsentlige dimensioner til blandt de værste i verden, når man betragter dem samlet.

Disse oplysninger finder man samlet i Ruud Koopmans’ nye bog Islams forfaldne hus, der hermed anbefales varmt. For at få det fulde overblik bør man læse hele bogen. Men jeg kan nævne, at landene under ét er de mindst demokratiske og mindst frie. Ligesom jeg kan nævne, at landene under ét er dem, der giver kvinder samt religiøse og seksuelle mindretal den værste behandling.

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Forfølgelsen af mindretal og den dårlige behandling af kvinder vokser. Det gør bekæmpelsen af demokratiet også – i lighed med bekæmpelsen af almindelige, civiliserede normer for adfærd.

Man orker næsten ikke at skrive, at der er undtagelser. Men selvfølgelig er der det. Problemet er bare, at der er alt, alt for lidt modstand indefra. At der er alt, alt for få mennesker med stormellemøstlig baggrund, der på de indre linjer siger fra over for de mange onder, kulturen fører med sig.

Jeg tror imidlertid, der er forandringer på vej. At den franske præsident Macron og den østrigske forbundskansler Kurz har fået nok af de islamiske anslag mod ytringsfriheden og den vestlige levevis, virker efter den seneste bølge af terror troværdigt.

Men spørgsmålet er: Har de to statsledere, når det kommer til stykket, den fornødne kraft til at vende udviklingen? Det er ikke helt små forhindringer, der skal ryddes på vejen frem mod en rekonstruktion af de borgerlige rettigheder og den moderne, verdslige levevis i Europa.

For det første skal Europas ydre grænser lukkes effektivt. Det har Macron for længst gjort klart. Men kan han overtale Tyskland og Tysklands forlængede arm – EU-kommissionen – til det? Landet har indtil nu brilleret med en gennemført verdensfjern og netop 1990er-agtig forståelse af problemerne. Macron og Kurz har formentlig ret i deres analyser. Men kan de få ret? Det er det store spørgsmål, der i den kommende tid skal besvares.

For det andet skal fremmede stater høre op med at blande sig i de europæiske landes indre anliggender. Her er det igen Macron, der går i spidsen med sit opgør med Tyrkiet og ikke mindst landets direktorat for religiøse anliggender, Diyanet. Kravet om ophør af indblanding går langt videre. Men i kraft af den store gruppe af mennesker i Europa, der har tyrkisk baggrund, er han selvfølgelig startet et fornuftigt sted.

Men tør Macron gennemføre sit opgør med Tyrkiet? Der formentlig ender med at røre ved helt centrale forhold som landets medlemskab af NATO og den samarbejdsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, der går helt tilbage til 1963? Og givetvis også vil få konsekvenser for den aftale, som EU indgik med landet i 2015 vedrørende flygtninge.

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed overalt i Europa står og falder med, at Macron og Kurz holder fast. Derfor er det af den allerstørste vigtighed, at Danmark yder de to lande den fornødne moralske og politiske opbakning.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. november 2020.

For at genoplive borgerligheden må vi sætte borgeren først

Alex Vanopslagh
15. august 2020

Det nærmer sig en kliché, at det borgerlige Danmark er i krise. Det er en kærkommen lejlighed til at genopbygge et borgerligt projekt, som kan hente opbakning i befolkningen – og endegyldigt droppe at bruge de gamle tricks.

Det borgerlige Danmark må genopbygge sit projekt og lære igen at sætte borgeren først. Vi skal ikke marchere i takt, men vi skal i det mindste marchere samme vej, hvis vi igen skal overbevise vælgerne om, at vi og vores idéer er bedre end de rødes.

Da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre, indvarslede han en værdikamp over en bred front. Inden man kunne gennemføre liberale og borgerlige reformer, skulle vælgernes værdier og overbevisninger rykkes. En krystalklar analyse – som desværre kun blev fulgt op at et kærkomment opgør med ekspertvældets trang til at diktere, hvordan myndige og voksne danskere skulle leve deres liv.

Men al snak om liberale teser, brugerbetaling i sundhedsvæsenet eller anden vigtig værdidebat fra folketingsgruppen blev brutalt slået ned. Værdikamp var noget man talte om – ikke noget man førte i Venstre, Danmarks Liberale Parti.

I stedet skulle alle sejl sættes mod at få magten – opskriften fandtes i den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik forsimplet ud på, at de borgerlige spillede uafgjort mod de røde på velfærdspolitik og vandt på udlændingepolitik. Det vandt de borgerlige alle valg foruden ét på i perioden 2001-2015.

Vejen væk fra skattelettelser

Prisen var gradvis borgerlig forvitring. I 1994 ønskede 51 pct. af vælgerne skattelettelser og 49 pct. ønskede højere offentlige udgifter – i 2015 ønskede 32 pct. skattelettelser og 68 pct. højere offentlige udgifter, imens de offentlige udgifter blot var vokset og vokset i perioden.

»Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.«

Andre lærte af doktrinen. Nu spiller Mette Frederiksen uafgjort på udlændingepolitik og vinder på velfærdspolitik. Skal vi spille uafgjort på velfærd med Mette Frederiksen, skal vi overgå Anker Jørgensen i forbrugsiver og uansvarlighed, og skal vi overgå Mette Frederiksen i stram udlændingepolitik, vil det koste på solide principper om retsstat og frihedsrettigheder – og så er det nok bedre at løse udlændingepolitikken fra bunden (så at sige) med Socialdemokratiet.

Sagt på en anden måde: Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. august 2020