Vi er til grin for vores egne skattekroner i sagen om blodpenge i moskéer

Steffen Larsen
28. oktober 2024

Den seneste tid er vi blevet vidner til en håndfuld skræmmende afsløringer af hændelser i moskéer i Danmark. Politiaflytninger af blodpengeforhandlinger med bandemedlemmer i Al-Hidayah-moskéen.

Vidner, der pludselig ikke kan huske noget fra gerningsstedet.

Fupnumre med adresser og foreninger, så man kan få fingrene ned i kommunekassen. Suspekte forbindelser mellem Imam Ali Moskéen og det iranske præstestyre.

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Erdogans moskénetværk.

Lige nu udfordrer dele af de muslimske miljøer den danske retsstat.

De bygger parallelle retssystemer og går uden om vores fælles institutioner og regler. Og de udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Det er i det hele taget absurd, at vi i den danske offentlige debat kan læse om blodpenge, muslimske mæglingsråd, shariadomstole og klaner under indlandsstof.

Men lige så absurd er det, at vi ikke har bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Længe har Danmark ladet stå til, alt imens islamistiske mørkemænd har opbygget parallelle systemer og institutioner, der aktivt forsøger at undergrave det danske retssamfund og vores demokratiske værdier.

Man har ikke ladet stå til at ond vilje. Men en naivitet har præget stilstanden og måske endda skabt en berøringsangst.

For Danmark er et tillidssamfund.

Vi har over flere århundreder opbygget en kultur, hvor vi stoler på hinanden – og stoler på vores myndigheder. Det betyder også, at vores systemer er bygget på den tillidskultur. Det har mange positive konsekvenser. Men det gør dem også sårbare. Og dybt religiøse – nogle gange også dybt kriminelle – islamistiske netværk udnytter lige nu sårbarheden i den danske tillidskultur.

Ahmed Akkari, tidligere imam og talsmand for en protestgruppe under Muhammed-krisen, beskriver i bogen ”Min afsked med islamismen”, hvordan islamistiske netværk kan den danske foreningslovgivning til fingerspidserne og formår at malke kommunekassen til diverse projekter, der i virkeligheden kanaliserer penge tilterrorsympatisører.

I 2018 indviede Joy Mogensen, der dengang var borgmester i Roskilde Kommune, byens tyrkiske Ayasofya-moské. Den nye moské var ejet af Diyanet, som ifølge flere forskere er tæt knyttet til Erdogan.

Joy Mogensen afviste at tro på de forskere. »Måske vil nogle kalde mig naiv. Men jeg vælger altså at tro på mine medborgere her i Roskilde,« udtalte hun til Kristeligt Dagblad. Diyanet-moskéerne bruges aktivt som spioncentraler og som redskab til at forfølge politiske modstandere af Erdogan-regimet.

Joy Mogensens udtalelse er symptomatisk for den danske tilgang.

Vi antager, at alle vil det bedste.

Men i praksis har vi brugt skattekroner på at finansiere islamiske foretagender, der aktivt modarbejder Danmark og Vesten. Den seneste afsløring af blodpengeforhandlinger knyttet til Al-Hidayyah-moskéen har samtidig vist, at de har fået 137.257 kr. i tilskud fra kommunen.

Som en islamforsker udtaler det, svarer det til, at »Københavns Kommune nærmest driver en moské«.

Det er tid til, at vi omsætter erkendelse til handling.

Hvert et tiltag, som kan gøre det mere træls at være samfundsundergravende islamist, er et godt tiltag.

Liberal Alliance presser på over for regeringen. Vi trækker både kirkeministeren og justitsministeren.

Vi skal foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskéer med suspekte forbindelser.

Vi kan ikke tillade, at danske skattekroner bruges på at underminere vores nations værdigrundlag.

Vi skal konstant kæmpe for at bevare og forsvare vores liberale, demokratiske samfundsinstitutioner.

Det indebærer selvfølgelig også, at man aktivt skal modarbejde dem, der aktivt undergraver vores samfund.

Og dét skal vi gøre med alle de midler, vi kan.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/10-2024)

Trossamfund skal ikke kunne underminere skilsmisselovgivning

Carl Andersen
24. september 2024

I den ideelle verden endte alle ægteskaber naturligvis lykkeligt, og skilsmisser var blot et overflødigt koncept.

Men når et ægteskab – af den ene eller den anden årsag – på ulykkeligvis brister, er retten og friheden til at blive skilt selvsagt en fundamental del af dansk lovgivning.

Desværre er det selv i et land som Danmark ikke en selvfølge, at man – særligt som kvinde – har mulighed for at gå skilsmissens vej.

Der ses nemlig gentagne eksempler på islamiske ægteskabskontrakter, der håndhæves ufortrødent i de religiøse miljøer, selv efter den juridiske skilsmisse er trådt i kraft.

Dette efterlader muslimske kvinder i uønskede ægteskaber, hvor de udsættes for en ekstrem grad af negativ social kontrol.

Derudover udgør de islamiske ægteskabskontrakter et reelt juridisk problem i visse muslimske lande, hvor de anerkendes som juridisk gyldige, hvorfor trossamfundet og dets imamer får yderligere grobund til at fastholde kvinder i uønskede ægteskaber.

Det kan vi som borgerligt-liberale naturligvis ikke acceptere.

Vi har i medierne set eksempler på, at f.eks. Familieretshuset har samarbejdet med imamer for at få ophævet de islamiske ægteskabskontrakter. Men det er slet ikke den rette vej at gå.

Islamforsker Jesper Petersen rammer nemlig hovedet på sømmet, når han kalder denne tilgang et eksempel på, at en dansk myndighed »både efterspørger og indirekte blåstempler danske shariapraksisser«.

Vi har i stedet som lovgivere en forpligtelse til at fremlægge konkrete løsninger på, hvordan vi kan sikre borgernes frihed uden at købe ind på parallelle retssystemers præmisser.

For vi må og skal aldrig acceptere, at religiøse regler står over de verdslige regler.

I Liberal Alliance mener vi, at det er på høje tid at forpligte anerkendte trossamfund til reelt at anerkende vores ægteskabs- og skilsmisselovgivning.

Derfor foreslår vi en række ændringer til loven om anerkendte trossamfund, så særligt de kvinder, som fanges i uønskede religiøse ægteskaber, får styrket deres retssikkerhed.

Først og fremmest ønsker vi at indføre en ny betingelse for at kunne være anerkendt trossamfund i Danmark. Det vil indebære, at alle anerkendte trossamfund bliver pålagt at underskrive en tro- og loveerklæring om, at de anerkender dansk ægteskabslovgivning, herunder at man i Danmark har ret til skilsmisse – også selvom kun den ene part ønsker det.

Tilsvarende skal forkyndere i forbindelse med deres ansøgning om vielsesbemyndigelse også i løfteerklæringen anerkende, at en juridisk dansk skilsmisse automatisk fører til ophævelse af det religiøse ægteskab.

I dag afgives der nemlig alene en samvittighedsfuld erklæring og løfte om, at man vil overholde dansk lovgivning bredt set.

Samlet set vil vores forslag tydeliggøre over for alle trossamfund, at man i Danmark har ret til at blive skilt, herunder på baggrund af at blot en af parterne ønsker det, også selvom skilsmisse måtte være i strid med trossamfundets religiøse normer eller praksisser.

Det vil aktivt modvirke anerkendte trossamfunds medvirken til at fastholde personer i ægteskaber mod deres ønske.

Herunder at lægge pres på en person med henvisning f.eks. til, at et ægteskab forudsætter en ”religiøs” vielse eller ægteskabskontrakt, eller til at skilsmisse kun er mulig, hvis en religiøs autoritet ophæver en ”religiøs” vielse eller udfærdiger en ”religiøs” skilsmissekontrakt.

Hvis et trossamfund underminerer dansk ægteskabs- og skilsmisselovgivning, skal det have reelle konsekvenser – i yderste instans en fratagelse af anerkendelsen af trossamfundet samt tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelser.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24. september 2024)

Liberal Alliance: Gør som Tyskland og luk de samfundsundergravende moskeer

Carl Andersen
19. september 2024

Debat: Som et liberalt demokrati har vi pligten til at beskytte vores frihedsrettigheder mod dem, der aktivt arbejder for at underminere dem. Derfor opfordrer Liberal Alliance regeringen til at foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskeer, der har tætte forbindelser til despotiske regimer og organisationer, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Når en moské aktivt fungerer som forlænget arm for despotiske og antidemokratiske styrer eller organisationer, overskrider den grænsen for, hvad grundloven beskytter. Så er de til fare for danske borgere og Danmark.

Det sker som følge af, at jeg scrollede nyheder i sommerferien og erfarede, at tyskerne har udført en storstilet aktion mod “Den Blå Moské” i Hamborg samt over 50 andre moskeer eller islamiske indretninger med forbindelse hertil.

De tyske myndigheder mente at kunne bevise, at “Den Blå Moské” og dens forening “Islamisk Center Hamborg” er en forlænget arm for det autoritære præstestyre i Iran og desuden har forbindelse til Hizbollah, der i Tyskland har status som terrororganisation.

Det interessante er, at disse nu lukkede og forbudte moskeer i Tyskland har nogle forbindelser til danske moskeer. Særligt Imam-Ali Moskeen i København, hvis vedtægter blandt andet tilskriver, at aktiverne skal overdrages til den nu lukkede “Den Blå Moske” i Hamborg. Det her bør i den grad få alarmklokkerne til at ringe hos de danske politikere og myndigheder.

Det tyske eksempel viser, at det er muligt at tage effektivt hånd om problemet, hvis der er politisk vilje til det. Simpelthen at lukke moskeerne og forbyde deres undergravende foreningsaktivitet. Vi skal handle, fordi det er vores pligt at beskytte vores land, vores værdier og vores demokrati.

Derfor mener vi, at regeringen skal tage de nødvendige skridt for at identificere de moskeer, der udgør en trussel mod samfundet, og undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19. september 2024)

Danmark smider guld på gaden i sin udlændin­gepo­li­tiske strammer-konkur­rence

Steffen Frølund
20. september 2022

Jeg kan godt lide konkurrencer, og jeg kan godt lide at vinde. Men der er nogle konkurrencer, som ikke har nogen vindere. Det gælder f.eks. konkurrencen mellem systempartierne om at fremstå strammest på udlændingepolitikken.

Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg slog op i avisen i sidste uge. Her kunne man læse, at den danske stjerneiværksætter, David Heinemeier Hansson, overvejer at forlade Danmark som følge af vores absurde og unødigt rigide udlændingeregler.

David har i en længere årrække været bosat i USA, men nu er han sammen med sin kone vendt tilbage til Danmark for at give sine børn en opvækst her. Problemet er bare, at vejen til en opholdstilladelse for hans kone er brolagt med forhindringer i form af strikse krav om danskkundskaber og bureaukratisk papirarbejde, hvilket har fået familien til at overveje, om det overhovedet kan betale sig at blive boende. Og Davids historie er desværre ikke en enlig svale.

Hver eneste måned dukker der nye historier op om folk, der bliver klemt i Danmarks udlændingesystem. Fra min egen tid i det danske start-up-miljø kan jeg kun nikke genkendende til de talrige historier om bidragende udlændinge, der er nødt til at vende Danmark ryggen, fordi myndighedernes bureaukratiske benspænd gør det for besværligt at opholde sig her.

Der er ingen tvivl om, at vi skal slå hårdt ned på udlændinge, der begår kriminalitet, ikke bidrager på arbejdsmarkedet eller bryder med vores kulturelle værdier. Men vi må ikke blive så bange for at fremstå slappe i udlændingepolitikken, at vi ender med at smide guld på gaden som i tilfældet med familien Heinemeier Hansson.

I stedet for at lade strammer-konkurrencens bøvl og bureaukrati gøre livet surt for dygtige udlændinge, burde vi tilpasse reglerne, så vi ikke mister gevinsten fra de personer, som kan og vil Danmark.

Det vil både afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft, bidrage til vækstudvikling og være det rigtige at gøre overfor de mange personer, som gerne vil være en del af vores samfund.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 20. september 2022)

Brandudsalg af liberale værdier?

Alex Vanopslagh
3. februar 2022

Er det fælles borgerlige udspil om udenlandsk arbejdskraft racistisk? I så fald er vores system vitterligt strukturelt racistisk.

Liberal Alliance, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige står sammen om et udspil om, at der skal gælde en lavere beløbsordning for udlændinge, der vil arbejde i Danmark, som kommer fra lande, som EU har et visumsammenarbejde med. Det har fået en lang række debattører til at trække racismekortet og beskylde os for at sælge ud af liberale værdier.

Når folk fra udvalgte lande skal have særlig let adgang til at komme til Danmark, er det et udtryk for diskrimination på baggrund af religion og herkomst, lyder analysen. Og det er jo rødglødende racisme, må man forstå. Men kender de overhovedet vores nuværende system?

Er man født dansker, er det utrolig let at tage ophold i Danmark. Tilhører man det danske mindretal i fx Sydslesvig, så har vi en særlig let adgang til permanent opholdstilladelse. Nordiske statsborgere kan bosætte sig i Danmark uden visum eller opholdstilladelse. Som EU-borger fra fx Spanien er det lille bitte smule mere omstændigt, hvor man skal søge ophold som arbejdstager, selvstændig, studerende eller selvforsørgende. Men det er mest af alt en formalitet. Er man statsborger i et land uden for Europa, bliver tingene straks mere speget, og man skal altså til at leve op til kriterierne i en af de mange ordninger. Det kan fx være asyl, familiesammenføring, studieophold eller særlige erhvervsordninger.

Så hvis man vil til Danmark, gælder der et gradueret system af diskrimination baseret på folks herkomst. Det er i hvert fald ikke en udfordring for min liberalisme, at alverdens borgere ikke frit kan bosætte sig i Danmark. For det er jo den naturlige konsekvens af det modsatte synspunkt, hvor man ikke må diskriminere folk på baggrund af, hvor de kommer fra – sådan som vores kritikere åbenbart drømmer om.

Der er ikke noget fundamentalt problem i at sige, at adgangsbarrieren skal være lavere for en amerikaner end for en somalier. Det er ikke et udsalg af vores værdier. Men det er dårligt købmandskab. For som tilhængerne af udenlandsk arbejdskraft rigtig nok påpeger, så skaber den et gigantisk overskud i statskassen og i det danske samfund. Når det gælder de højtlønnede, som kan benytte beløbsordningen, viser seneste opgørelse, at de ca. 7.000 mennesker, som er på beløbsordningen, i gennemsnit lægger ca. 300.000 kr. om året mere i skatter, end de får i offentlige ydelser og services. De 7.000 mennesker giver altså danske politikere 2 mia. kr. mere at bruge på sygehuse, skoler og politibetjente. Det kræver ikke store matematikkundskaber at se fidusen i udenlandsk arbejdskraft.

Selvom tallene er så entydigt positive, har man de senere år lukket beløbsordningen af og ladet udlændinges ansøgninger sande til i årevis uden svar. Man har gjort alt for at undgå, at dygtige mennesker kommer til Danmark og bidrager til at skabe vækst og fremgang. Og det har virket. Antallet af mennesker i Danmark på beløbsordningen falder.

I Liberal Alliance vil vi gerne en anden vej. Vi synes, det skal være let at komme til Danmark, hvis man har noget at bidrage med. VI vil gerne have en mere nuanceret udlændingepolitik, hvor vi får skilt problemerne med en fejlslagen asylpolitik fra de meget positive erfaringer vi har med anden indvandring. Herunder danskeres familiesammenføring, udenlandske studerende og især udenlandsk arbejdskraft. Det allermest nuanceret udlændingepolitik er den politik, som tager stilling til det enkelte menneske.

Vi kan kun komme derhen, hvis vi er ærlige omkring, at indvandringen fra visse lande er gået meget dårligt. Det er fx ikke en stor gave, at der i de senere år er kommet 30.000 syrere til Danmark, som har meget dårlige forudsætninger for at begå sig i det danske samfund. Skal vi nogensinde derhen, hvor de fleste danskere kan se på en dygtig syrer, som en gevinst, så må vi også sørge for at der ikke kommer 30.000, hvor få bidrager.

I den bedste af alle verdener sænkede vi beløbsordningen for alle. Men det er der ikke opbakning til. Lige nu er der to kompromisforslag på bordet. Et rødt, som sænker for alle herkomster – men kun i 2 år, hvis ledigheden holder sig på et ekstremt lavt niveau, og hvor man sendes hjem igen efter senest fem år. Og et blåt forslag, som udelukker visse herkomster, men som til gengæld er permanent. Det sidste vil dog i praksis udelukke meget få kvalificerede ansøgere.

Så er der det røde forslag, som er så dårligt, at erhvervsorganisationer har frabedt sig det. Sjovt nok er det ikke et attraktivt tilbud at sige ”velkommen til Danmark, skrid hjem om fem år.” Det er et forslag, der operer i en parallelvirkelighed, hvor vi i Danmark kan håndplukke den arbejdskraft, vi har lyst til. Imens er virkeligheden den, at landene omkring os konkurrerer hårdt om at tilbyde attraktive forhold. Hvorfor skulle det egentlig være mere attraktivt for en kvalificeret udlænding at komme til Danmark under de her forhold? Skulle man designe en ordning, hvis formål var at være en fiasko, så er det her et meget godt bud.

Ude i virkeligheden venter virksomhederne stadig på løsninger, der kan skaffe mere arbejdskraft. De kommer til at vente forgæves. For det regerende flertal tager ikke behovet alvorligt. De har travlt med at beskylde de partier, som de ikke har valgt at lave en aftale med, for, ikke at ville gøre noget. Det er lidt komisk. Og det lukker døren for utallige velkvalificerede udlændinge.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Politiken d. 3. februar 2022).

I er for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere

Henrik Dahl
10. september 2021

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i fine Berlingske for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er. Ja, godmorgen.

Jeg har nul fidus til dansk forskning i flygtninges og indvandreres forhold. Det betyder ikke, at den hæderlige undtagelse mangler. Men hvis en kritisk masse af forskere – der sagtens kan være et stykke under 100 procent – altid prøver at skjule sandheden om indvandrere, så mister jeg den generelle tillid til, at man overhovedet kan stole på forskerne.

Selvfølgelig er det fup, at æresrelateret vold skyldes økonomisk ulighed. Æresrelateret vold opstår i kollektivistiske kulturer, hvor den enkelte bliver betragtet som ansvarlig for gruppens samlede kapital af ære. Det seneste eksempel, der er kommet til offentlighedens kendskab, er sagen om en fader, der pålagde sin søn at tage det fulde ansvar for drabet på sin moder. Og moderens brøde? At hun ikke i ægtemandens øjne var islamisk nok.

Den slags udspringer ikke af økonomisk ulighed, men af islam. Og forskere, der påstår andet, forhindrer sandheden i at blive kendt (hvad der set med naive menneskers øjne sådan cirka er det modsatte af at forske).

Selvfølgelig er det også fup, at når så mange indvandrere opfører sig som idioter i forhold til covid-19, så hænger det sammen med de små lejligheder og de udsatte job i frontlinjen.

Det er ikke sådan, at alle indvandrere er idioter. Men idiottætheden blandt ikkevestlige indvandrere er bare større, end den er blandt etniske danskere, når det gælder vilje til at følge coronaforskrifter. Der er altså flere corona-idioter pr. 1.000 mennesker, når man ser på indvandrerne, end når man ser på danskerne.

Idiotien kommer blandt andet til udtryk ved, at man vil blæse fornuftige og erfaringsbaserede regler om at forhindre smitte et stykke. Og den kommer til udtryk i alle mulige skøre forestillinger om vaccine. De findes også blandt etniske danskere. Men der er flere mennesker pr. 1.000, der er skøre i forhold til vaccine, end der er blandt danskerne.

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i denne fine avis for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er.

Ja, godmorgen. Det ved alle, der gider læse Yahya Hassan eller Ahmad Mahmoud eller Sara Omar. I Mellemøsten er det langt mere socialt acceptabelt at tæve børn, end det er i Danmark. Ligesom det er mere socialt acceptabelt at tæve hustruer og ansatte. Der er tonsvis af dokumentation for dette.

Men hvad siger de danske forskere til Berlingske? »Flere undersøgelser viser, at socioøkonomiske forhold spiller en stor rolle for en lang række af de vilkår, børn vokser op med – herunder vold«. Det hævder en psykolog i Red Barnet, der hedder Ane Lemche. Og det redder ingen børn.

En anden forsker, der hedder Signe Boe Rayce, peger på sociale forhold og siger: »Tilsammen kan de faktorer og den pressede situation, man kan stå i med et lille barn, betyde, at forældre i afmagt griber til vold«.

Kort sagt: De voldelige fædre og brødre er i virkeligheden ofre for et ubarmhjertigt, dansk system. Fup og fidus.

Hvis jeg skal stole på danske indvandringsforskere, skal de omgående holde op med at fylde både offentligheden og mig med misinformation. Herunder tricket med at »kontrollere for ditten og datten« og i realiteten sige: »Hvis vi ser bort fra årsagen, er der faktisk ingen årsag«.

Uden for jeres egne, snævre cirkler, er I for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. september 2021)

Vi passer på Danmark ved at åbne døren for de flittige

Alex Vanopslagh
18. august 2021

Ved at åbne Danmark mere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft sikrer vi, at Danmark kan gribe opsvinget og komme videre.

Det er kommet på mode at slå sig op på, at man vil passe på Danmark. Og det er også et meget nobelt mål, men der er mange måder at passe på Danmark på.

Jeg synes, vi passer bedst på Danmark, når vi giver danskerne de bedste muligheder for at udfolde deres mange talenter til gavn for sig selv og hinanden, og når vi i øvrigt står åbne for både virksomheder og mennesker fra andre lande, som har lyst til at gøre det samme. Til gavn for Danmark.

Sådan giver vi et rigere, friere og bedre Danmark i arv, end vi selv har fået.

Da jeg førte valgkamp i det vest- og midtjyske ved sidste folketingsvalg for to et halvt år siden, besøgte jeg et hav af virksomheder. Ude i Det konkrete Danmark, hvor man lever af at fremstille og sælge rigtige ting til hele verden, stod noget tindrende klart: De var glade for at tale om god liberal politik som lavere skatter og færre byrder på erhvervslivet, men alle som én var de enige om, at deres suverænt største problem var mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Og de var også enige om, at hvis den ikke kunne skaffes i Danmark, måtte man søge den i eller udenfor EU. Og særligt adgangen til arbejdskraft fra ikke-EU-lande lå dem meget på sinde.

Ganske vist er der kommet en coronakrise på tværs i mellemtiden, men i dag er behovet præcis det samme, Og det haster, hvis Danmark skal få fuld gavn af det økonomiske opsving, som buldrer løs i hele den vestlige verden her efter corona. Virksomhederne skriger på arbejdskraft – i Danmark alene bliver der aktuelt slået 65.000 stillinger op om måneden, som ikke besættes*.

Det betyder, at virksomheder må sige nej til nye ordrer, opsige kunder og ærgre sig over, at de ikke kan udnytte opsvinget fuldt ud.
Det er et tab for virksomhederne, og det er et tab for Danmark som helhed. Og politisk er det tudetosset, og ikke bare for os, som gerne vil have et mere velstående Danmark med flere muligheder. Nej, det er også et tab for dem, der gerne vil bruge løs af den private sektors velstand i den offentlige sektor.

Det må vi have en fælles interesse i at gøre noget ved. Danmarks vigtigste udfordring på den korte bane er at tilføre mere kvalificeret arbejdskraft til den private sektor, inden opsvinget er ovre.

Men det skulle man ikke tro, hvis man lyttede til debatten på Christiansborg. Her blokerer et flertal, akkurat som i sidste valgperiode, for at gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. For hvis vi gør det, må vi forstå, at det er social dumping.

Aktuelt har vi en beløbsordning, som betyder, at Danmark kun er åbent for borgere fra lande udenfor EU, som har et job på hånden til en årsløn på mindst 441.000 kr. (2021-niveau). Det svarer til en månedsløn på 36.750 kr.

Vi må altså forstå, at enhver løn under 36.750 er social dumping og til skade for danskerne. Jeg synes, det er noget vås. Og jeg synes slet ikke, det giver nogen mening at påstå, at man passer på Danmark, når man holder dygtige og flittige mennesker ude.

Vi burde glæde os over, at sådanne mennesker gerne vil udfolde deres talenter i Danmark. Allerede i dag er der mere end 300.000 udlændinge, der arbejder i Danmark, og vores land kunne vel dårligt hænge sammen uden dem. Især så længe, vi bliver ved med at holde danskernes egne produktive kræfter i en spændetrøje af høje skatter og høje offentlige ydelser.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi halverer beløbsgrønsen for udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU, så den ligger på samme niveau som en overenskomstmæssig dansk mindsteløn. Alle med et job på hånden til den løn bør være velkommen til at komme og bidrage og gøre både dem selv og os andre rigere.

Det er klog politik, som løser nogle af dansk erhvervslivs mest presserende problemer.

Der er ingen fornuftige mennesker, der går ind for at åbne Danmark mere for folk, der ikke kan og vil bidrage til det danske fællesskab, hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Men lad os nu være både fornuftige og rimelige og skille tingene ad: Folk, der kommer til Danmark med et job på hånden, gør Danmark bedre.

Vi kommer ikke nærmere en løsning på problemerne med ikke-integrerbare migranter ved at holde kvalificeret arbejdskraft væk. Vi bliver derimod fattigere, dummere og svagere af, at frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken holder os fra at gøre det fornuftige og rimelige. Det er ikke sådan, man passer på Danmark.

Vi skal videre fra frygt og lukkethed mod muligheder og åbenhed. Videre mod at give et endnu rigere, friere og stærkere Danmark i arv, end vi selv har fået.

*Tallet er ikke om måneden, men fra en halvårlig opgørelse fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering fra juni 2021.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 18. august 2021)

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Henrik Dahl
21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Lad os vaccinere i vildskab netop her – i de indvandrerområder, hvor der er mest smitte

Henrik Dahl
26. april 2021

Skal borgere i udsatte boligområder vaccineres først? I Norge har man valgt at give borgere i indvandrertunge boligområder i Oslo en forlomme i vaccinationskøen for at komme det høje smittetal i områderne til livs.

Nogle eksperter mener, at Danmark bør gøre det samme, men politikerne er langt fra enige.
Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse anden del her.

»Hos danskere er epidemien derfor ved at forsvinde, mens den stiger kraftigt hos indvandrerne«. Det skrev professor, dr.med. Niels Høiby mandag i Berlingske. Derfor er hans konklusion, at der mangler fokus i bekæmpelsen af covid-19-epidemien.

Af angst for at virke politisk ukorrekte er der ingen myndigheder, der tør drage konklusionen af SSI’s egne tal fra oktober 2020. De sagde, at mens de ikkevestlige indvandrere kun udgjorde knap 14 procent af befolkningen, så stod de for næsten en tredjedel af den konstaterede smitte. Det kan også – skriver Høiby – udlægges på den måde, at mens kontakttallet for danskere er cirka 0,8, så er det for ikkevestlige indvandrere cirka 2,3.

»Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.«

I Norge foreslår det såkaldte Steinar Holden-udvalg (der blev nedsat i begyndelsen af epidemien, og som allerede har skrevet et par fremragende udredninger af forholdet mellem sygdom og økonomi), at det samlet set giver mest mening at vaccinere der, hvor sygeligheden og risikoen er størst. Det ville i Danmark sige de steder, hvor kontakttallet er tættere på 2,3, end det er på 0,8: Københavns Vestegn samt nogle udsatte boligområder i Odense og Aarhus.

Jeg synes, at dette norske forslag er værd at overveje. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danmark skal skældes ud i amerikanske medier for at være ekstremt højredrejet samtidig med, at vores epidemihåndtering er så politisk korrekt, at det bremser en genåbning af landet og dermed skader samfundsøkonomien.

Så lad os hellere droppe de falske forklaringer om job i frontlinjen og små lejligheder og tage udgangspunkt i sandheden: Til stor skade for lokalsamfundene er der grupper af ikkevestlige indvandrere, der har bredt deres almindelige foragt for danske regler ud til også at omfatte en risikabel adfærd, når det gælder covid-19. Lad os vaccinere i vildskab netop der. Det vil – hvis man kan stole på Steinar Holden – give et bedre resultat end den strategi, vi forfølger nu.

Hvis vi holder os til Europa, har Norge været et foregangsland med hensyn til næsten alt, hvad der har med covid-19 at gøre. Der er blevet satset på effektiv smitteopsporing og karantæne. Det har bidraget til at holde landet nogenlunde åbent og til at give en meget lavt antal døde.

I Danmark har vi kun modvilligt studeret de norske analyser, der er blevet lagt frem. Skønt de for eksempel for længst har fastslået, hvad der er den bedste strategi (at holde kontakttallet under 1 og vaccinere sig ud af vanskelighederne). Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. april 2021)