Liberal Alliance kræver øjeblikkeligt asylstop

Liberal Alliance
8. marts 2026

Frie og åbne samfund opstår ikke af sig selv. De bygges af borgere, der deler samfundets grundlæggende værdier, og de skal forsvares for at kunne bevares. I Liberal Alliance mener vi ikke, at alle kulturer er lige gode, og indflydelse fra kulturer, der står i direkte modstrid med vores frihedsrettigheder, skal modarbejdes.
Derfor er det et stort og stadig voksende problem, at særlig asylsystemet har bragt et stort antal mennesker til Danmark, som åbenlyst abonnerer på normer, der er uforenelige med et demokratisk og liberalt samfund.

Selvom mange indvandrere bidrager positivt, står vi i dag med enorme og veldokumenterede problemer i form af bandekriminalitet, radikalisering, parallelsamfund og social kontrol. Det er en både uansvarlig og uholdbar politik, som det er nødvendigt at gøre op med.
Derfor vil Liberal Alliance afskaffe det nuværende asylsystem, der i praksis utilsigtet fungerer som et redskab for permanent migration. Formålet er at tage magten tilbage, så det er danskernes folkevalgte politikere, der suverænt sætter rammerne for, hvem der kommer til landet.

Sådan gennemfører vi asylstoppet:

Vi vil suspendere retten til spontanasyl og i store træk vende tilbage til tilstanden før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det gør vi ad to primære spor:

– Aktivering af nødretsbestemmelser: De internationale konventioner rummer flere eksplicitte undtagelser begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed, og situationen i både Danmark og Vesteuropa viser, at asylindvandring udgør en sikkerhedstrussel. Det er en model med fortilfælde; lande som Finland, Polen og de baltiske lande har tidligere anvendt lignende nationale sikkerhedshensyn. Dette indebærer en naturlig procesrisiko.

– Forbeholdsmodellen: Skulle internationale domstole underkende vores ret til at beskytte landets sikkerhed, er vi parate til at lade Danmark udtræde af konventionerne for derefter øjeblikkeligt at genindtræde med et specifikt forbehold for asylbehandlingen.

Fire hurtige spørgsmål om asylstoppet:

Hvad sker der med dem, der alligevel krydser grænsen?

De kan ikke søge asyl. Hvis de ikke udrejser frivilligt eller kan udsendes til et sikkert land, vil de blive betragtet som illegalt indrejste og placeret på tålt ophold (med tag over hovedet og tre daglige måltider) på et udrejsecenter. Hele incitamentet for at rejse til Danmark er udsigten til asyl og familiesammenføring. Når det fjernes, forsvinder incitamentet også.

Asyltallet er lavt lige nu – hvorfor er et asylstop nødvendigt?

Selv relativt lave årlige indrejsetal vokser sig over tid store, ikke mindst på grund af den afledte effekt af familiesammenføringer. Det er den mekanisme, der har betydet, at 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund i 1980 er blevet til mere end 600.000 i dag. Dertil kommer, at asylstrømme kan ændre sig eksplosivt og uden varsel. I årene umiddelbart før asylkrisen i 2015 kom der relativt få til Danmark, hvorefter tallet pludselig mangedobledes. I det nuværende system har vi hverken forudsigeligheden eller kontrollen til at håndtere disse voldsomme udsving.

Er et asylstop ikke en meget radikal politik?

Nej, det er grundlæggende blot en tilbagevenden til situationen før den katastrofale udlændingelov af 1983. Det er derimod et meget nyt og historisk unikt fænomen, at man tillader et potentielt ubegrænset antal asylansøgere at rejse gennem adskillige sikre lande for at få ophold. Den hidtidige politik har de facto gjort asylansøgere til permanente indvandrere, uden at Folketinget har haft mulighed for at fastsætte et loft. Det er ikke radikalt at insistere på, at danske politikere skal bestemme, hvem der får ophold i Danmark – det er både ansvarligt og udtryk for rettidig omhu.

Risikerer vi at sende folk hjem til tortur eller død?

Nej. Vi overholder princippet om non-refoulement. Hvis det ikke lader sig gøre at afvise asylansøgere ved grænsen, og de hverken vil udrejse frivilligt eller kan overføres til et andet sikkert land, bliver de ikke tvangsudsendt til lande, hvor de er i overhængende fare. De vil i stedet blive betragtet som illegalt indrejste og anbragt på et udrejsecenter på tålt ophold, indtil en udsendelse bliver mulig, eller de selv forlader landet.

Udlændingepolitik bør også handle om kvinders frihed i Danmark

Sandra Elisabeth Skalvig & Katrine Daugaard
10. februar 2026

Venstrefløjen, Moderaterne og De Radikale ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Det samme gør arbejdsgiverne, der peger på, at vi skal se på udlændinge som arbejdskraft. Men så enkel er verden naturligvis ikke. For når der kommer mange nye borgere til landet, der har et helt andet kvindesyn end det, vi har fremelsket i Danmark gennem århundreder, ændrer det også på kvinders helt almindelige frihed, tryghed og livsudfoldelse i Danmark.

Helt konkret er det sådan, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på det mest topsikrede krisecenter i Danmark gennem 20 år, RED Center – Safehouse & Krisecenter, kommer fra MENAPT-lande. Kvinder fra Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet udgør altså den helt store andel af de mest truede kvinder i Danmark. De mænd, der truer disse kvinder, er ikke etnisk danske mænd. Det er mænd, der har den samme etniske baggrund som de truede kvinder.

Det er et spørgsmål om kultur. Ser man på for eksempel Afghanistan, er det et af de absolut værste steder i verden at være kvinde. Piger og kvinder er udsat for en uddannelsesblokade, og piger må ikke gå i skole, efter de er omkring 12 år. Kvinder må ikke færdes frit mange steder i det offentlige rum, og der er strenge regler for tildækning. Kvinder, der udsættes for vold og overgreb, har meget få juridiske muligheder for retfærdighed og beskyttelse.

I Pakistan er kvinder i høj grad underlagt patriarkalske normer, og mange kvinder har begrænset beslutningskraft over deres egne liv. Der er udbredt vold mod kvinder i hjemmet, og æresdrab og social kontrol er et vilkår for alt for mange. Undertrykkelse og risiko for seksuel vold ligger som en latent trussel over mange kvinders liv i Pakistan. I et land som Syrien kriminaliserer man ikke voldtægt inden for ægteskabet, og der er en udbredt forståelse af, at mænd kan »disciplinere« kvindelige familiemedlemmer. Kvinders juridiske stilling er dårlig set i forhold til for eksempel forældremyndighed og skilsmisse. I Bangladesh – som er et af de lande, Danmark har modtaget tusindvis af migranter fra i de seneste år – lever kvinder i en af de mest patriarkalske kulturer i verden. Kvinder bliver ofte gift, mens de er helt unge, og børneægteskaber er udbredt, selv om loven er imod det. Piger og kvinder bliver ofte dårligere uddannet end mænd, og partnervold er udbredt og fører alt for ofte ikke til dom.

I Danmark har vi nogle gange haft den naive forestilling, at mennesker efterlader deres kulturelle normer og adfærd i lufthavnen, når de lander i Kastrup. Det er naturligvis ikke tilfældet. Derfor har indvandring fra lande med dårlige vilkår og rettigheder for kvinder også direkte indflydelse på kvinders liv i Danmark. Der er en tydelig overrepræsentation i forhold til voldskriminalitet begået af indvandrere fra MENAPT-lande, og fænomener som »æresdrab«, »social kontrol« og tildækning af kvinder er noget, der er kommet til som følge af indvandring fra disse lande. I sig selv er det ikke overraskende. Det overraskende er snarere, at vi ikke tager højde for det.

Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, udtalte for nylig, at han var »bekymret for en højredrejning på udlændingeområdet«, og han huskede os på, at vi har brug for arbejdskraft i Danmark. Det er vi klar over. Vi gør blot opmærksom på, at fremtiden for vores døtre (og for vores sønner) ikke kun handler om arbejdsudbud, men også om den virkelighed, som de møder, når de begiver sig ud på uddannelser, på arbejdspladser og i nattelivet. Vi er helt med på, at der er borgere i Danmark fra MENAPT-lande, der ikke udøver social kontrol over kvinder, og som respekterer vores ligestillingskultur. Nogle af dem er vores venner og bekendte. Men når der laves udlændingepolitik, bliver man nødt til at forholde sig til de samlede effekter af bestemte typer af indvandring.

Når en person fra for eksempel Bangladesh søger om studietilladelse i Danmark, forholder man sig jo ikke til, hvad denne person mener om kvinders rettigheder, men der er en vis sandsynlighed for, at der flytter helt andre holdninger til kvinder og ligestilling med. Vi mener derfor, at vi bør føre en udlændingepolitik, der skruer helt ned for indvandring fra de lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som vi ved har kulturer, der ikke udviser respekt for kvinders værdighed og rettigheder. For samlet set vil fortsat indvandring fra lande, hvor der er en beskeden respekt for kvinder, afspejle sig i dårligere livsvilkår for kvinder i Danmark.

Faktisk forstår vi ikke en lyd af, at partier fra venstrefløjen og midterpartierne kan være så kulturblinde, at de ikke kan se, at vi må have en udlændingepolitik i Danmark, der også forholder sig til kvinders liv og frihed i praksis. For nylig lagde kvindelige politikere fra Enhedslisten en video ud, hvor de bakker op om kurdiske kvinders kamp mod islamister, der på den mest brutale vis undertrykker kvinder i Mellemøsten. Desværre overfører venstrefløjen ikke samme logik til Danmark, hvor de gladeligt uddeler opholdsgrundlag og statsborgerskab til personer, der viderefører en kvindeundertrykkende kultur.

Vi har et godt samfund for begge køn i Danmark. Vi kan diskutere »mental load« og marginale lønforskelle, men grundlæggende har vi en stærk ligestillingskultur. Denne kultur skal vi passe på, så vores piger kan arve de samme rettigheder, som vi selv har nydt godt af.

Sandra Skalvig er MF, Katrine Daugaard er MF, Merete Riisager er folketingskandidat og tidligere MF, Karen West er bestyrelsesmedlem i LA København, Joanne Bywater er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Charlotte Nellemann er bestyrelsesmedlem i LA København og folketingskandidat, Anna Lorentzen er medlem af LAU, Ida Werner Larsen er medlem af LAU, og Louise Siv Ebbesen er folketingskandidat. Alle for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10. februar 2026)

Gaslighting og tankepoliti fra den politiske elite ender aldrig med at kaste noget godt af sig

Henrik Dahl
2. oktober 2025

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

Der hersker ikke en generel mangel på sager, der skaber forargelse på de sociale medier. Men tillad mig alligevel at slå ned på to af ugens mest forargelsesgenererende sager i mit X-feed.
I Strasbourg har bystyret bestemt, at det bedste udtryk for »byens sødme« (La douceur de ville) i en brandingkampagne er en hijabklædt bedstemortype med det karakteristiske nordafrikanske kvindenavn Nacera.

I forbifarten bør det nævnes, at det i Frankrig er forbudt at bære hijab i det offentlige skolevæsen, fordi det anses for at underminere den grundlæggende verdslighed, republikken bygger på.

I Köln, omtrent tre hundrede kilometer længere nede ad Rhinen, vil bystyret ikke stå tilbage for Strasbourg. Derfor har man skudt skatteborgernes penge i en stort anlagt kampagne med temaet »Ja zu Migration« (»Ja til migration«, red

Her kan man for eksempel læse, at »Migration ist die Mutter aller Lösungen für die Zukunft«. Altså at migration er alle fremtidsløsningers moder.

Jeg har svært ved at tro andet end, at det stærkt indvandringskritiske franske Rassemblement National gnider sig i hænderne ved synet af Strasbourgs brandingkampagne. Ligesom det forekommer mig oplagt, at tyske Alternative für Deutschland – ligeledes indvandringskritisk – sender en varm tanke til de mennesker på Kölns rådhus, der har besluttet at sende så mange borgere i deres retning ved næste valg.

Det mærkelige, når de to bystyrer i henholdsvis Strasbourg og Köln gør så meget hjælpsomt for det hårde højre, er, at ingen af byerne bliver regeret fra den side af det politiske spektrum.

I Strasbourg har den grønne Jeanne Barseghian båret borgmesterkæden siden 2020. I Köln er magten lige skiftet fra den uafhængige, men centrum-venstrestøttede Henriette Reker til SPD’eren Torsten Burmester.

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

At påstå, at indbegrebet af Roskilde – som Strasbourg i henseende til kulturel pondus kan sammenlignes med – er en folkepensioneret bedstemor i hijab, er så bimlende åndssvagt, at ingen ville vove det. Selvfølgelig er det ikke det – og det ved alle, der har tankekraft nok til selv at snøre deres sko.

At påstå i fuld alvor, at vejen frem for en dansk by var endnu flere mennesker af samme aftapning som dem, der for kun ti år siden foranstaltede et af de største masseovergreb på kvinder, nogen kunne erindre, som det skete i Køln, ville blive mødt med et kombineret vredes- og latterbrøl.

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

Det er en frihed, man så langtfra nyder godt af i resten af Europa. For nylig ville venstrefløjen i Europa-Parlamentet for eksempel gerne have mere opmærksomhed på overgreb imod kvinder. Samtidig med, at den ville forbyde, at parlamentet diskuterede konsekvenserne af masseindvandringen fra Stormellemøsten.

I Danmark har vi statistikker, som det er helt okay at diskutere, og som entydigt viser, at de to ting hænger sammen.

Min pessimisme, når det gælder fremtiden i de lande, hvor gaslighting og tankepoliti stadig er strategier, den politiske elite anser for acceptable, er stor. Selvom jeg af natur er optimist, kan jeg ikke forestille mig blot et enkelt scenario, hvor den politiske fremgangsmåde ender med at kaste noget godt og gavnligt af sig.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MEP for Liberal Alliance

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

(Indlæg bragt d. 2. oktober i Berlingske)

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet

Steffen Larsen
24. september 2025

KOMMENTAR Peter Skaarup og Steffen Larsen og Frederik Bloch Münster samt Mikkel Bjørn.

Man får næsten morgenbrødet galt i halsen, når man læser Kaare Dybvad Beks interview i Berlingske i sidste uge. I et interview påstår den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister, at de fire borgerlige partier ikke er i stand til at føre en stram udlændingepolitik, hvis vi en dag skulle få regeringsansvaret.
Det er en påstand, der både er komisk og skræmmende på samme tid. For virkeligheden er jo, at det er regeringen, som svigter igen og igen.
Siden Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, er antallet af personer fra de såkaldte MENAPT-lande fordoblet. Alene i 2024 kom der over 8.300 personer fra disse lande.

Samtidig har regeringen åbnet ladeporten for udenlandske studerende i et hidtil uset omfang. På Roskilde Universitet (RUC) er hver sjette kandidatstuderende i dag fra Bangladesh – en udvikling, der på få år er eksploderet med flere hundrede procent.
Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked og mulighed for at tage både ægtefælle og børn med.
Det viser sig samtidig, at den store repræsentation af studerende fra Bangladesh har svækket det faglige niveau, men det har regeringen accepteret for at redde RUC fra fallittens rand.

Som om det ikke var nok, har regeringen kastet næsten en halv milliard kroner i et partnerskab, der skal tiltrække endnu flere studerende fra Afrika. Det er svært at tolke som andet end et bevidst opgør med den stramme kurs.
Samtidig er regeringen passiv over for de udfordringer, der for alvor slider på sammenhængskraften. Den sociale kontrol bekæmpes ikke, hvor der endnu ikke er indført et forbud mod bederum på universiteterne. Screening af statsborgere er blevet syltet i snart et år, og nu må vi vente yderligere ti måneder på et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan komme i gang.
Når det gælder statsborgerskab tildelt på falske præmisser, gemmer regeringen sig bag en international konvention i stedet for at handle, mens vi i samlet flok opfordrer til at melde os ud af statsborgerskabskonventionen.

Og listen stopper ikke her. Regeringen har også bøjet sig for udenlandske trusler og indført den skandaløse koranlov, som er et direkte angreb på ytringsfriheden. Samtidig fastholder man racismeparagraffen, selvom den i praksis begrænser borgernes ret til at tale frit.
Vi har fra de borgerlige partier også foreslået krav om danskkundskaber for at kunne modtage fuld kontanthjælp, forbud mod islamisk kønsopdelt svømning, at trossamfund skal anerkende retten til skilsmisseog et forbud mod bederum på offentlige uddannelser.
Regeringen har stemt imod samtlige forslag.
Når vi peger på problemerne, er svaret hver gang udsættelser, syltekrukker og tomme hensigtserklæringer.
Kontrasten til den borgerlige opposition kunne ikke være tydeligere. Vi vil ikke acceptere den ukontrollerede indvandring, flere på førtidspension og voksende social kontrol. Vi vil føre en konsekvent og stram udlændingepolitik, hvor ytringsfriheden respekteres, og hvor vi beskytter Danmark mod de fejltagelser, som regeringen selv har bidraget til.

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet. Derfor er vores appel til danskerne også klar. Vil I en anden retning på udlændingepolitikken? Så stem på de en af vi fire borgerlige partier, som er klar til at tage ansvar og sikre Danmark en reel stram udlændingepolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2025)

Tiden er ikke inde til flere afrikanske studerende

Sandra Skalvig & Steffen Larsen
2. juli 2025

For nylig kunne SVM-regeringen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i spidsen med

… stor stolthed i stemmerne præsentere et nyt afrikansk samarbejdsprogram til den nette sum af 430 millioner kroner. Samarbejdsprogrammets formålbeskrevet i en pressemeddelelse af Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet – er utvetydig: Danmark »skal fremme partnerskaber mellem danske og afrikanske universiteter og få flere afrikanske studerende på studieophold i Danmark«.

»Flere afrikanske studerende.« Er det virkelig SVM-regeringens bedste bud på en fornuftig uddannelsespolitik i disse dage? Mener de to moderate topministre i ramme alvor, at Danmark anno 2025 ligefrem gør klogt i at øge tilstrømningen fra afrikanske lande yderligere? Og skal initiativet helt reelt finansieres af næsten en halv milliard danske skattekroner?

Bemærk i øvrigt, at hvis man går på en anerkendt uddannelse i Danmark, har man tilmed ret til at tage sin ægtefælle og børn med. Altså kan det blive et betydeligt antal menneskerudover de studerende selv – vi samlet vil skulle tage imod. Og et betydeligt antal, som det desuden kan være svært at komme af med igen, hvis det bliver nødvendigt. Det er initiativer som dette, der til tider får os til at overveje, hvorvidt et parti som Moderaterne befinder sig i en anden verden, end den vi andre lever i. I hvert fald som minimum i et andet Danmark, end det vi andre værner om.

En overvejelse, hvis legitimitet desværre blot blev forstærket yderligere, da Lars Løkke Rasmussen forleden troppede op på Folkemødet og helt oprigtigt satte spørgsmålstegn ved behovet for at tage højde for »antal, oprindelse og religion« i den udlændingepolitiske debat. Dels er det stærkt bekymrende, at Moderaterne abonnerer på et så virkelighedsfjernt verdensbillede. Men hvad værre er, at de med initiativer som det nye afrikanske samarbejdsprogram sågar formår at få både Socialdemokratiet og Venstre til at købe deres naive standpunkt.

For hvordan er det nu lige, at det går for store dele af de afrikanere, der har bosat sig i Danmark? Hvis vi blot kigger på nogle af de største afrikanske grupper fra hhv. Somalia og Marokko, udgør disse nogle af de lande, som vi har absolut værst erfaring med. For eksempel er beskæftigelsesfrekvensen blandt somaliere blot 49 procent, og somaliske efterkommere har samtidig den højeste frekvens af unge, som hverken er i beskæftigelse eller i uddannelse.
I forhold til kriminalitet er somalierne dertil den gruppe med næstmest overkriminalitet og gruppen fra Marokko ligger ikke langt væk fra det somaliske eksempel.

Så kan nogen fra Moderaterne eller den øvrige SVM-regering forklare danskerne, hvorfor det er klogt at importere folk fra lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som er svære at komme af med igen? Det skylder de danskerne et fyldestgørende svar på særligt når de tilmed tillader sig at bruge knap en halv milliard skattekroner på det.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2 juli 2025)

Løkkes forsvar for udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjernt – måske lever han i en anden verden

Pernille Vermund
27. juni 2025

Selvfølgelig skal vi tage højde for antal, religion og oprindelse, når vi debatterer udenlandsk arbejdskraft. At lade være ville være en nedprioritering af Danmarks sammenhængskraft.

Udenlandsk arbejdskraft er og bliver essentiel for Danmarks arbejdsstyrke og danske virksomheder. For vi kommer ikke udenom, at vi er et relativt lille land med en relativt lille arbejdsstyrke, og at vores erhvervsliv har og får regelmæssigt brug for flere flittige hænder fra udlandet.
Men konsekvenserne af blindt at øge tilstrømningen af udenlandske arbejdstagere er selvsagt ikke noget, der skal tages let på.

Særligt ikke når det kommer til vores sammenhængskraft, som – historien har vist – sættes over styr, hvis importen af arbejdskraft får lov til at løbe løbsk med eksklusivt afsæt i erhvervslivets interesser og ikke samfundets som helhed.

Derfor skriger det til himlen, at Lars Løkke Rasmussen (M) på talerstolen til årets folkemøde brugte nærmest al sin tid og alle sine kræfter på at underminere de retvisende og forståelige bekymringer, som enhver med øjne i hovedet med rette inkluderer i debatten om udenlandsk arbejdskraft:

»Desværre er den hårde tone og de sort-hvide argumenter i udlændingedebatten ved at stikke sit grimme hoved frem igen. Og flere er begyndt at debattere antal, oprindelse og religion,« sagde han blandt andet i sit forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft.

Løkkes budskab er selvsagt paradoksalt, for det er jo netop sort-hvidt at affeje betydningen af en så fundamental del af debatten, reducere analysen til at omhandle virksomhedernes bundlinje og synge en sang fra de varme lande om, at alt er godt, hvis blot vi pakker bekymringerne væk.

Det er tværtimod ikke sort-hvidt at debattere antal – for selvfølgelig har antallet af udenlandske arbejdstagere en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Tilsvarende er det naturligvis ikke sort-hvidt at debattere oprindelse, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres oprindelse en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Og endelig er det åbenlyst ikke sort-hvidt at debattere religion, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres religion en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

At undlade disse faktorer i debatten om udenlandsk arbejdskraft er og bliver således en komplet nedprioritering af vores samfund, vores værdier og vores kultur. Og det er beskæmmende, at landets udenrigsminister er villig til at lave sådan en nedprioritering med åbne øjne.

For Danmark er ikke en virksomhed. Danmark er et nationalt fællesskab. Vi har andet at beskytte og tage højde for end en bundlinje, der kan måles i kroner og øre.

Så når vi øger mængden at udenlandsk arbejdskraft, må antal, oprindelse og religion selvsagt ikke reduceres til erhvervslivets snævre interesser, som Amalie Lyhne fornuftigt påpegede forleden her i Berlingske

Det håber jeg inderligt, at Lars Løkke Rasmussen vil skrive sig bag øret i fremtiden.

Han har i hvert fald haft magten tilstrækkelig længe til at vide, at hans forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjern. Alternativt må han leve i en anden verden end os andre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21/6 2025).

Lovgivning må aldrig betragtes som stentavler

Steffen Larsen
6. maj 2025

Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de

Udlændinge, der begår kriminalitet, eller som systematisk undergraver vores samfundsmodel, bør udvises af Danmark. Det vil et kæmpestort flertal af danskere være enig med mig i. Alligevel sker det alt for sjældent, at vi udviser udlændinge af disse årsager. Voldtægtsmænd, bandemedlemmer og hadefulde imamer, der bevidst opbygger parallelle retssystemer i Danmark, får lov til at blive i landet. Hvad er årsagen til det? Årsagen er den, at vores fornuftige danske lovgivning, der er blevet udviklet gennem de seneste 1.000 år, er blevet udhulet af international lovgivning, der administreres af aktivistiske dommere og domstole, som langsomt har spist sig ind i det danske lovkompleks. Bertel Haarder (V) har skrevet om dette. Rasmus Stoklund (S) har skrevet om dette. Men det er ikke nok at skrive om det, vi skal også gøre noget ved det. Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de passer bedre til vores forventninger om, hvad loven skal kunne for at passe på vores frie, liberale samfund. Det er jeg og vi blevet kritiseret for – senest af advokat René Offersen, der 28. april i Berlingske skriver, at man ikke bør foretage en sådan manøvre. Det er jeg uenig med ham i. Vi har i min optik ret til og pligt til som politikere at passe på vores eget land. Hvis udlændinge gør livet usikkert, utrygt og ufrit for danskerne, bør de miste deres opholdstilladelse i Danmark. Så enkelt er det. Eller så enkelt burde det være. Derfor er arbejdet med at tilpasse lovgivningen, så den både opretholder beskyttelsen af enkeltindivider og giver os magt til at udvise udlændinge, der ødelægger vores samfund, en bunden opgave. Jeg er valgt ind for et parti, Liberal Alliance, der holder af at få tingene gjort. Vi siger ikke bare ting, fordi det lyder godt. Vi er her for at ændre på tingene. Jeg har tre små børn, og når de vokser op, skal det ikke være til et land, hvor klaner gør livet usikkert, og hvor udenlandske voldsmænd kan fortsætte med at hærge uden at blive udvist af landet. Nogle jurister går sådan til loven, at den næsten gøres til en religion. Det er en helt forkert tilgang. Loven er lavet af mennesker, og den skal udvikles i takt med det samfund, den er en del af. Hvis vi ikke udviser rettidig omhu, og gradvist tilpasser loven til den virkelighed, den skal administrere, risikerer vi modsat, at loven en dag bryder sammen under presset fra ekstremisme og utilfredse borgere. Derfor er den mest ansvarlige tilgang at tilpasse lovgivningen, så den beskytter de lovlydige borgere i Danmark og straffer dem, der bryder lov, sædvane og etiske standarter i det land, de har taget ophold i.
(Indlæg bragt i Berlingske 3. maj 2025)

Ghettopakken er ikke symbolpolitik. Den virker

Carl Andersen
24. april 2025

I et nyligt debatindlæg i Politiken fremstår ghettopakken (fremover betegnet som parallelsamfundspakken) som et fejlslagen og kynisk symbolpolitikforsøg ifølge Alternativet.

Men virkeligheden fortæller en anden historie.

Aftalen om bekæmpelse af parallelsamfund har allerede haft en mærkbar positiv effekt på Danmarks udsatte boligområder og har været et væsentligt skridt mod et mere sammenhængende samfund.

Før ghettopakken blev vedtaget i 2018, havde vi 57 store udsatte boligområder, heraf 25 parallelsamfund, hvoraf 16 var kategoriseret som hårde parallelsamfund.

I dag er der kun 12 udsatte boligområder tilbage, hvoraf otte er parallelsamfund og syv af disse er hårde parallelsamfund.

Det taler et tydeligt sprog: Tiltagene virker.

De udsatte boligområder var en blanding af høj kriminalitet, arbejdsløshed, lav indkomst og ringe uddannelsesniveau – ofte også med en høj andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvis kultur i mange tilfælde adskiller sig markant fra danske værdier og normer.

I dag er disse områder i positiv forandring, netop fordi et bredt politisk flertal valgte at handle i stedet for at se passivt til.

Beboerne i de udsatte boligområder er kommet i arbejde, andelen af kriminelle er faldet, og både uddannelsesniveauet og indtægterne er steget.

Samtidig er der sat hårdt ind over for kulturer, der modarbejdede integration og danske liberale værdier. Parallelsamfundene er blevet færre, og flere områder er blevet integrerede dele af deres byer frem for at være isolerede enklaver. Det er alt andet end symbolpolitik.

Alle beboere behandles ens
Alternativets kritik baseres på en vurdering fra EU-Domstolens generaladvokat, som mener, at ghettoloven indebærer direkte forskelsbehandling baseret på etnisk oprindelse.

Krogen er at det kræver en høj andel af borgere med ikke-vestlig baggrund for at kunne blive defineres som parallelsamfund.

Denne kritik er imidlertid en forenkling af virkeligheden. Lovgivningen er ikke målrettet en bestemt etnicitet. Ingen beboer er blevet diskrimineret på baggrund af hudfarve eller herkomst.

Tværtimod er udvælgelsen af de boligblokke, der er blevet omdannet som led i ghettopakken, sket uden hensyn til beboernes etnicitet. Alle beboere, uanset oprindelse, er blevet behandlet ens.

Det politiske mål er at stoppe udviklingen af parallelsamfund med kulturer, der modarbejder integration og demokratiske værdier – et mål, der på den ene eller anden måde også kan relateres til borgere fra ikke-vestlige lande, selvom der er stor diversitet i den gruppe.

Erfaringen viser, at borgere fra ikke-vestlige lande ofte er overrepræsenteret i de negative statistikker.

Indsatsen har virket
Mindre indgribende tiltag har været forsøgt i årtier uden at bryde de negative mønstre i de udsatte boligområder. Derfor var det nødvendigt og tiltrængt at give boligforeningerne de rette værktøjer til at skabe reel, positiv forandring.

Kritikken af nedrivningen af boliger overser de nye, bedre boligområder, der er opstået i stedet. Moderne boliger, studieboliger og rækkehuse tiltrækker en mere blandet beboersammensætning og modvirker, at områderne igen udvikler sig til parallelsamfund.

Et godt eksempel er Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, som jeg selv har besøgt. De har forladt ghettolisten ved at skabe attraktive nye boliger og bistå beboerne med konkrete indsatser.

Jeg vil ikke spekulere i, hvad EU-Domstolen endeligt vil vurdere, men vi kan se på tidligere danske domme, som for eksempel Østre Landsrets afvisning af ulovlig diskrimination i ghettoloven. Jeg vælger at tage den afgørelse for gode varer, indtil en ny dom måtte ændre dette.

Hvis det sker, må vi naturligvis følge rettens afgørelse, men indtil da skal vi fortsat arbejde på at rette op på årtiers forfejlede boligpolitik.

Vi skal være åbne for at justere de elementer af lovgivningen, der ikke lever op til hensigten, som vi for eksempel har gjort i forhold til dagtilbud i disse områder.

Men vi må ikke miste det store perspektiv: Indsatsen mod parallelsamfund har virket.

Den har banet vejen for et Danmark uden parallelsamfund, og vi skal fastholde indsatsen for at afvikle parallelsamfundene helt inden 2030 – på den ene eller anden måde.

Det er ikke symbolpolitik.

(Indlæg bragt i Altinget d. 24. april 2025)

Alliancen: Nyt udlændingeudspil: Fra erkendelse til handling – Et forsvar for det liberale fællesskab

Liberal Alliance
19. april 2025

Liberal Alliance har lanceret en ny udlændingepolitik, der blandt meget andet inkluderer et stop for spontant asyl, en oprustning af den liberale værdikamp og en ny måde at håndtere arbejdskraftsindvandring, hvor der indføres en positivliste over de lande og områder, hvor Danmark har positiv erfaring med indvandringen.

Det er blot nogle af emnerne, som vært Rasmus Ulstrup tager op med udlændingeordfører Steffen Larsen.

Og så kan du høre politisk rådgiver Anton Krogh redegøre for, hvordan man historisk har set på protektionisme, og hvorfor frihandel er godt for alle parter i modsætning til hvad Trump siger.

Medvirkende:

Steffen Larsen, udlændingeordfører

Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver

Vært:

Rasmus Ulstrup Larsen

Sihaam tog sin frihed tilbage: En insiderberetning fra islams parallelsamfund

Liberal Alliance
27. februar 2025

Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.

Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.

Medvirkende: Sihaam og Steffen Larsen, udlændinge og retsordfører