Lovgivning må aldrig betragtes som stentavler
Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de
Ghettopakken er ikke symbolpolitik. Den virker
I et nyligt debatindlæg i Politiken fremstår ghettopakken (fremover betegnet som parallelsamfundspakken) som et fejlslagen og kynisk symbolpolitikforsøg ifølge Alternativet.
Men virkeligheden fortæller en anden historie.
Aftalen om bekæmpelse af parallelsamfund har allerede haft en mærkbar positiv effekt på Danmarks udsatte boligområder og har været et væsentligt skridt mod et mere sammenhængende samfund.
Før ghettopakken blev vedtaget i 2018, havde vi 57 store udsatte boligområder, heraf 25 parallelsamfund, hvoraf 16 var kategoriseret som hårde parallelsamfund.
Det taler et tydeligt sprog: Tiltagene virker.
De udsatte boligområder var en blanding af høj kriminalitet, arbejdsløshed, lav indkomst og ringe uddannelsesniveau – ofte også med en høj andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvis kultur i mange tilfælde adskiller sig markant fra danske værdier og normer.
I dag er disse områder i positiv forandring, netop fordi et bredt politisk flertal valgte at handle i stedet for at se passivt til.
Beboerne i de udsatte boligområder er kommet i arbejde, andelen af kriminelle er faldet, og både uddannelsesniveauet og indtægterne er steget.
Samtidig er der sat hårdt ind over for kulturer, der modarbejdede integration og danske liberale værdier. Parallelsamfundene er blevet færre, og flere områder er blevet integrerede dele af deres byer frem for at være isolerede enklaver. Det er alt andet end symbolpolitik.
Alle beboere behandles ens
Alternativets kritik baseres på en vurdering fra EU-Domstolens generaladvokat, som mener, at ghettoloven indebærer direkte forskelsbehandling baseret på etnisk oprindelse.
Krogen er at det kræver en høj andel af borgere med ikke-vestlig baggrund for at kunne blive defineres som parallelsamfund.
Denne kritik er imidlertid en forenkling af virkeligheden. Lovgivningen er ikke målrettet en bestemt etnicitet. Ingen beboer er blevet diskrimineret på baggrund af hudfarve eller herkomst.
Tværtimod er udvælgelsen af de boligblokke, der er blevet omdannet som led i ghettopakken, sket uden hensyn til beboernes etnicitet. Alle beboere, uanset oprindelse, er blevet behandlet ens.
Det politiske mål er at stoppe udviklingen af parallelsamfund med kulturer, der modarbejder integration og demokratiske værdier – et mål, der på den ene eller anden måde også kan relateres til borgere fra ikke-vestlige lande, selvom der er stor diversitet i den gruppe.
Erfaringen viser, at borgere fra ikke-vestlige lande ofte er overrepræsenteret i de negative statistikker.
Indsatsen har virket
Mindre indgribende tiltag har været forsøgt i årtier uden at bryde de negative mønstre i de udsatte boligområder. Derfor var det nødvendigt og tiltrængt at give boligforeningerne de rette værktøjer til at skabe reel, positiv forandring.
Kritikken af nedrivningen af boliger overser de nye, bedre boligområder, der er opstået i stedet. Moderne boliger, studieboliger og rækkehuse tiltrækker en mere blandet beboersammensætning og modvirker, at områderne igen udvikler sig til parallelsamfund.
Et godt eksempel er Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, som jeg selv har besøgt. De har forladt ghettolisten ved at skabe attraktive nye boliger og bistå beboerne med konkrete indsatser.
Jeg vil ikke spekulere i, hvad EU-Domstolen endeligt vil vurdere, men vi kan se på tidligere danske domme, som for eksempel Østre Landsrets afvisning af ulovlig diskrimination i ghettoloven. Jeg vælger at tage den afgørelse for gode varer, indtil en ny dom måtte ændre dette.
Hvis det sker, må vi naturligvis følge rettens afgørelse, men indtil da skal vi fortsat arbejde på at rette op på årtiers forfejlede boligpolitik.
Vi skal være åbne for at justere de elementer af lovgivningen, der ikke lever op til hensigten, som vi for eksempel har gjort i forhold til dagtilbud i disse områder.
Men vi må ikke miste det store perspektiv: Indsatsen mod parallelsamfund har virket.
Den har banet vejen for et Danmark uden parallelsamfund, og vi skal fastholde indsatsen for at afvikle parallelsamfundene helt inden 2030 – på den ene eller anden måde.
Det er ikke symbolpolitik.
(Indlæg bragt i Altinget d. 24. april 2025)
Alliancen: Nyt udlændingeudspil: Fra erkendelse til handling – Et forsvar for det liberale fællesskab
Liberal Alliance har lanceret en ny udlændingepolitik, der blandt meget andet inkluderer et stop for spontant asyl, en oprustning af den liberale værdikamp og en ny måde at håndtere arbejdskraftsindvandring, hvor der indføres en positivliste over de lande og områder, hvor Danmark har positiv erfaring med indvandringen.
Det er blot nogle af emnerne, som vært Rasmus Ulstrup tager op med udlændingeordfører Steffen Larsen.
Og så kan du høre politisk rådgiver Anton Krogh redegøre for, hvordan man historisk har set på protektionisme, og hvorfor frihandel er godt for alle parter i modsætning til hvad Trump siger.
Medvirkende:
Steffen Larsen, udlændingeordfører
Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver
Vært:
Rasmus Ulstrup Larsen
Sihaam tog sin frihed tilbage: En insiderberetning fra islams parallelsamfund
Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.
Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.
Medvirkende: Sihaam og Steffen Larsen, udlændinge og retsordfører
Blå partiledere efter drab på svensk islamkritiker: Afskaf koranloven og racismeparagraffen
Mordet i Sverige på den irakiskfødte flygtning og islamkritiker Salwan Momika er gruopvækkende.
Gruopvækkende, fordi det er alle mord. Men også fordi det er et lysende eksempel på, at den koranlov, vi har i Danmark, er ekstremt farlig for vores frihed og demokrati.
Måske ånder nogle lettet op og tænker, at det, der er sket i Sverige, ikke vil ske i Danmark, fordi vi har forbudt koranafbrændinger. Men i virkeligheden viser vi voldelige islamister, at det godt kan betale sig at lægge pres på demokratier i den vestlige verden.
Jo mere brutalt de går til værks, desto mere bange bliver vi. Og når vi er bange, bøjer vi os for de mørke kræfter.
Både koranloven og en racismeparagraf, der lige så langsomt knopskyder, er ukrudtsblomster, der ikke bør gro i et sundt demokratis baghave. Og det er bestemt ikke blomster, der er plantet af os borgerlige. Vi vil til enhver tid kæmpe for frihed frem for frygt, for modargumenter frem for paragraffer.
Det handler ikke om, at vi billiger racisme eller anden diskrimination. Det er vigtigt at slå fast. Men ytringsfriheden er sjældent smuk, den kan endda være grim – men den bedste modkur er ord, debat og argumenter.
»Det er her, det bliver farligt«
Racismeparagraffen – eller Straffelovens §266 b, som den helt korrekt hedder – blev indført i 1939 som reaktion på Tysklands racelove og officielle antisemitiske propaganda, og den udsprang derfor af et konkret behov for at forhindre udbredelsen af lignede forhold.
Den er løbende blevet udvidet til også at omfatte seksuel orientering, handicap og kønsidentitet. Paragraffen bruges ofte til at kriminalisere kontroversielle holdninger og udtalelser, selv når de ikke er diskriminerende.
Og det er her, det bliver farligt, fordi den politiske og kulturelle debat begrænses, og det svækker demokratiet.
Digteren og forfatteren Yahya Hassan, som desværre ikke er blandt os mere, debuterede i 2013 med digtsamlingen »Yahya Hassan«. En bog, der i dén grad fik folk op af stolene. Bogen gik som varmt brød, Hassan blev inviteret ind i salonerne, var i Deadline, på Bogmessen, blev anmeldt og debatteret i alle tænkelige medier, og han fik en række fornemme litteraturpriser.
Alle vi politikere stod i kø for at rose og hylde hans litterære mod, hvor han satte indvandreres familiemønstre, socialt bedrageri og volden i indvandreghettoerne under debat.
Hans kritik af de muslimske indvandrermiljøer var nådesløs. Og i et interview i Jyllands-Posten udtalte han: »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri.«
Det citat fik den aarhusianske socialrådgiver og debattør Mohamed Suleban til at politianmelde Hassan for at have overtrådt racismeparagraffen. Selvom der ikke kom mere ud af det, er det alligevel interessant. For det afspejler meget godt de paradokser, der ligger indbygget i denne paragraf. Og alle de gråzoner, den rummer.
Var Hassans udtalelse racistisk, eller var det en vigtig samfundskritik? Og blev han behandlet anderledes, fordi han selv tilhørte den gruppe, han kritiserede? Ophidsede han offentligt til had, eller bidrog han til at få taget hul på en debat, man før ham har været berøringsangst for at tage?
Regeringens krumspring
Der er en del eksempler i nyere tid på, at det er meget vilkårligt, hvordan der fældes dom ud fra racismeparagraffen. Måske netop fordi der er mange følelser og fornemmelser på spil – og følelser er jo som bekendt subjektive.
Ifølge en dom fra Vestre Landsret (U2003.2435V) er det strafbart at kalde islam en terrororganisation, mens Østre Landsret har frifundet en borger, der har sammenlignet islam med nazismen (Dom 1.4.13). Det klæder ikke et moderne demokrati at have så uklar en domspraksis.
En anden tidsel i demokratiets have er koranloven, som blev vedtaget tilbage i 2023 på ryggen af nogle konkrete episoder med koranafbrændinger foran mellemøstlige ambassader i Danmark. Det var voldsomt.
Episoderne vakte vrede og fordømmelse i den muslimske verden, og pludselig var både sikkerheden og eksporten truet. Ingen af afsenderne på denne kronik synes, det var hverken kønt eller rigtigt at ytre sine protester og holdninger ved at brænde bøger af og skabe usikkerhed for alle. Men ikke desto mindre var det ytringer.
Forbud mod koranafbrændinger sætter en farlig præcedens for, at religiøse dogmer ikke må udfordres eller kritiseres. Det underminerer ligestillingen mellem religion og øvrige ideologier i det offentlige rum. Love som koranloven skaber splittelse og utryghed ved at give visse grupper en oplevelse af særbehandling. Alle borgere skal være lige for loven – uanset tro, baggrund eller ideologisk ståsted.
Regeringen forsøgte sig med alle mulige kommunikative krumspring for at undgå det åbenlyse: At de med koranloven stækkede danskernes ytringsfrihed.
Justitsminister Peter Hummelgaard kaldte det for en »juridisk nålestiksoperation« og skrev i et indlæg i Berlingske, at koranafbrændingerne ingen værdi har som ytring. Det liberale parti Venstre snoede sig, da de skulle forsvare deres tilslutning til loven, og deres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, fik rodet sig ud i noget med, at en ansvarlig regering jo ikke bare kunne stå med hænderne i lommen og se på.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, mente, at loven var »et vigtigt politisk signal til resten af verden.«
Nålestik, signaler, valorisering af ytringer, hænder, der ikke er i lommerne. Uanset hvordan man vender og drejer det, var og er koranloven en begrænsning af ytringsfriheden.
Demokratiet er på spil
En konsekvens af både racismeparagraffen og koranloven er, at de risikerer at dæmpe den offentlige debat, simpelthen fordi folk bliver bange for, om de siger eller skriver noget, der kan kaste dem i fængsel. Fordi det er så uklart, hvad man må, og hvad man ikke må, vil det uundgåeligt afholde mange fra at deltage i debatten.
Og dét er farligt, for det er jo en af grundstenene i vores demokrati. Det, alle politikere hylder i deres grundlovstaler og altid fremhæver, når der er historier om diktaturer, der undertrykker og censurerer deres befolkning.
Desuden – og mindst lige så alvorligt – er både koranlov og racismeparagraf et brud med det helt grundlæggende princip om lighed for loven. For hvis man er religiøs eller tilhører grupper, der har særlige juridiske rettigheder til at få sine følelser beskyttet mod krænkelse i den offentlige debat jf. koranloven og § 266 b, så er nogle borgere ganske enkelt mere lige end andre.
Det er indlysende helt uacceptabelt i en retsstat, hvor alle borgere naturligvis bør have samme rettigheder og pligter – uanset religion, hudfarve, køn og seksualitet.
Derfor har vi i den borgerlige opposition en stærk appel til regeringen: Prioriter ytringsfriheden og fjern disse love.
Vi har allerede eksisterende regler om injurier og trusler, som er tilstrækkelige til at beskytte borgere mod overgreb. For den beskyttelse skal naturligvis være der. Desuden gav politiloven i forvejen mulighed for at sætte ind over for afbrændinger og provokationer, der forstyrrer den offentlige orden. Så hvad er argumentet for at lave koranloven – ud over at udstille vores knæfald for mellemøstlige regimer?
Frihed er grundlaget for et stærkt og sammenhængende samfund. Det må og skal vi værne om. Så drop »nålestiksoperationerne« og mavefornemmelserne. Det er vores demokrati, der er på spil.
Og nej, det er ikke naivt at insistere på, at dialog og debat er vigtigt. Det er naivt at tro, at alle disse lappeløsningslove ikke er starten på en glidebane, hvor vores frihed langsomt bliver ædt op, lov for lov, paragraf for paragraf, nålestik for nålestik.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. februar 2025)
Vi tager ELs fornærmelse som en ros
Skal vi ukritisk tildele statsborgerskab til mennesker, der gennem deres adfærd – eksempelvis ved at udtrykke offentligt had mod homoseksuelle, ønske
… muhammedtegninger forbudt eller glædes over, at Muhammedtegnere omkommer – har demonstreret åbenlys foragt for grundlæggende danske værdier? Nej, siger vi liberale sammen med vores gode, borgerlige venner. Den ekstreme venstrefløj i Folketinget, Alternativet og Enhedslisten, er uenige med os. I et indlæg i Berlingske forsøger Alternativets indfødsretsordfører, Helene Brydensholt, at gå i rette med os. Hun mener, at forslaget vil »skabe selvcensur blandt ansøgere, som frygter, at tanker og ytringer kan bruges imod dem.« Det er altså synd for homofober, islamister og antisemitter, hvis de skal gå og lægge bånd på sig selv for at få dansk statsborgerskab.
Alternativets omsorg for den slags mennesker er noteret. Helene Brydensholt erkender dog, at statsborgerskab er et privilegium og ikke en ret, og hvis man gennem sin adfærd har demonstreret, man ikke deler helt grundlæggende værdier med det danske fællesskab, kan vi selvfølgelig nægte folk dette privilegium. Også selvom dette ifølge Helene Brydensholt er »et symbolpolitisk angreb på tanke- og ytringsfriheden og underminerer et frit samfund.« For hvis hun virkelig mener dét, må jeg med nogen beklagelse fortælle hende, at hun i så fald ikke lever i et frit samfund. For som Alex Vanopslagh tydeligt gør opmærksom på, hviler Liberal Alliances forslag netop på Grundlovens klippegrund og er helt i tråd med dens historiske praksis. At Brydenholt så mener, at »tiderne har ændret sig«, er hun selvsagt velkommen til. Det har Grundloven bare ikke. Og det er i øvrigt ikke et argument for noget som helst, at kalenderen viser et andet årstal nu, end den gjorde sidste år eller for 50, 100 eller 150 år siden.
Enhedslistens Peder Hvelplund tager samme tur i indlægget d. 3. februar. Her anklager han os liberale for at have »et demokratisyn, der hører 1800-tallet til.« Han tror sikkert, det er en fornærmelse, men vi tager det som en ros. Det var i 1800-tallet, at det Danmark, vi kender og elsker, blev skabt. Det danske folkestyre bygger på alle de traditioner og idéer, der blev formet i 1800-tallet; de var hele forudsætningen for alle de fremskridt, vi siden har oplevet for almindelige mennesker – og ikke mindst kvinder og forskellige minoriteter. Det er ikke for sjov, når vi liberale taler om frihed, ansvar og det meningsfulde liv i forpligtelse.
Grundtvig er ikke bare til pynt hos os. Vi tror faktisk på, at det ikke er i staten, men blandt borgerne ude i de små og store fællesskaber, at Danmark bliver skabt, opretholdt og udviklet. Derfor er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle borgere, som fællesskabet består af. Hvis tilpas mange borgere ikke under andre frihed og ikke selv gider at tage ansvar for sig selv eller Danmark, så smuldrer hele fundamentet under det danske samfund jo. Det var netop dét, som vores grundlovsfædre gerne ville have et værn mod, da de skrev paragraffen ind i sin tid.
Enhedslisten er ikke så tynget af 1800-tallets demokratisyn: Partiet er skabt ud af vragresterne af kommunistpartiet, der arbejdede for at knuse friheden og folkestyret, og er igen og igen og igen gået anti-vestlige, autoritære bevægelsers ærinde. De har endda netop været nødt til at lave om i deres egne vedtægter, så de nemmere kan smide medlemmer ud, der »sår tvivl om, hvorvidt Enhedslisten tager afstand fra terror«. Det er jo meget sigende for partiet, at sådan noget overhovedet kan blive et problem. Så med fare for at fremstå arrogant, så mener jeg ikke, at Enhedslisten har nogen som helst troværdighed, når det kommer til spørgsmål om demokratiske værdier. Men det er dog selvsagt fint at vide, hvor Alternativet og Enhedslisten står i denne sag, så borgerne har mulighed for at dele sig efter anskuelse ved næste valg.
(Indlæg bragt i Berlingske 7. februar 2025)
Vi kan ikke bevare vores liberale demokrati, hvis vores befolkning ikke er liberale demokrater
Liberale kan ikke ignorere, at mange muslimer ikke bakker op om liberalt demokrati. Derfor er det nødvendigt at stramme op om udlændingepolitikken i Danmark, og det kræver en ny, borgerlig regering.
Der går et skel ned gennem den danske befolkning:
På den ene side af skellet står de fleste danskere, som er helt bevidste om, at Danmark er bygget på en konsensus om, at frihed, lighed for loven og tolerance over for det anderledes er værd at bevare. Men at denne konsensus over tid vil blive udfordret, hvis Danmark tager imod for mange fra den store verden, som aktivt eller stiltiende bakker op om et helt andet samfund.
På den anden side af skellet står et mindretal, som formentlig også gerne vil bevare det Danmark, vi kender, men som ikke mener, at det udfordres nævneværdigt af en løsere udlændingepolitik, som tillader mange flere udlændinge, end vi allerede har modtaget, at komme til Danmark og få statsborgerskab her.
Dette skel går gennem folk, som er både røde og blå, socialister, midterfolk, konservative og liberale. Nogle er begyndt at fortælle os i LA, at vi ikke er ”rigtigt liberale”, hvis vi ikke fortsat vil give dansk statsborgerskab til muslimske udlændinge, som arbejder aktivt for alt andet end liberalt demokrati i Danmark. Især mange venstreorienterede og folk fra Moderaterne siger og skriver i pressen og på sociale medier, at hvis man vil en stram udlændingepolitik, så er man altså ikke ”rigtigt liberal”. Så er man ”konservativ”, mener de, og det er ikke positivt ment.
Jeg er helt uenig, og det er mange andre liberale også.
Et land består af sine institutioner, men landet består også af sin befolkning, og institutioner og befolkning må nødvendigvis være i samklang, hvis landet ikke skal være udfordret af interne konflikter. Danmark har liberale institutioner som en grundlov med frihedsrettigheder for folket, repræsentativt demokrati gennem Folketinget og kommunalbestyrelsen, uafhængige domstole, privat ejendomsret og fri markedsøkonomi.
Ingen af disse institutioner er dog meget værd, hvis de ikke bakkes op af en befolkning bestående af liberale demokrater, men det har vi også, for selvom langtfra alle kalder sig liberale, så er selv de fleste SF’ere, socialdemokrater, DF’ere og så videre alligevel liberale demokrater i den meget grundlæggende betydning af begrebet.
Det kan man ikke sige om en desværre for stor andel af verdens muslimer, hvoraf mange gerne vil til Danmark, hvis de kan komme det. Islam er ikke kun en religion, men også en politisk ideologi, som anviser, hvordan et samfund skal være indrettet, og det er ikke liberalt. Det ses i de fleste lande med et muslimsk befolkningsflertal, hvor ytringsfrihed, andre frihedsrettigheder og liberalt demokrati i det hele taget er alt andet end selvfølgeligheder, simpelthen fordi de dominerende majoriteter i landenes muslimske befolkninger ikke efterspørger liberalt demokrati, som vi kender det herhjemmefra.
Det er rigtigt, som mange indvender, at der også findes glimrende mennesker, som er muslimer, og som bakker op om liberalt demokrati. Men desværre kan vi ikke se det på dem, når de søger om asyl i Danmark eller ønsker at komme hertil som familiesammenførte. Det vil ofte blive afsløret over tid, men så kan det være for sent at beslutte, at vedkommende alligevel ikke er velkommen i vores land.
Vi kan ikke sende asylansøgere hjem igen, hvis forholdene i deres hjemlande ikke er betryggende, og er de først blevet statsborgere med familie i Danmark, så er det lige så svært.
Så derfor tvinges vi som land til at forholde os til problemet på et mere overordnet niveau: Bør vi af hensyn til vores liberale demokrati begrænse den indvandring fra muslimske lande, som kommer, hvis vi ikke fører politik imod den? I Liberal Alliance svarer vi ja.
Det gør de andre partier i oppositionen, som ønsker en anden statsminister end Mette Frederiksen, også: Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Blandt andet derfor udgør vi en alliance i Folketinget, som vil noget andet end en regering med Mette Frederiksen i spidsen, hvor Moderaterne kan spærre for stramninger af tildeling af statsborgerskab. Sådan er det i denne valgperiode, og sådan ønsker Mette Frederiksen det tilsyneladende også i næste valgperiode.
Hvis de politiske kommentatorers analyser står til troende, så er Mette Frederiksens svar på, at SVM-partierne efter næste valg formentlig ikke har deres eget flertal længere, blot at udvide hendes regering med SF og muligvis også De Radikale.
Det vil ikke gøre det nemmere at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken i den kommende valgperiode, end det har været for Mette Frederiksen at gøre det i denne. Tværtimod.
Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer, og at kreative beslutningstagere hele tiden lader hjernecellerne arbejde for nye løsninger, som kan stramme op. Også derfor har Danmark brug for, at en blå regering afløser Mette Frederiksens trætte styre.
“Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer.”
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. januar 2025)
Borgere med mellemøstlig baggrund må selv melde sig ind i Danmark
Borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund har selv til opgave at melde sig ind i fællesskabet, og det er en opgave, der i manges tilfælde haster.
For når jeg er rundtomkring i landet og taler med danskerne, kan jeg mærke, at flere i stigende grad er begyndt at blive mere ligeglade med den gruppe af borgere, der har mellemøstlige rødder – og det skræmmer mig. Når vi først bliver ligeglade med hinanden, har fællesskabet nemlig for alvor tabt.
Der er heldigvis rigtig mange borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund, der klarer sig godt og er aktive medborgere. Nogle af dem er mine venner og bekendte. Men der er desværre endnu flere, der lægger afstand til resten af samfundet, og som bedre kan beskrives som ”modborgere” end medborgere.
Når jeg tænder for nyhederne, ser jeg klip fra Gellerup, Vollsmose eller Ishøj, der bevidner om det alt for store antal af mennesker, som ikke agerer medborgere, men modborgere. Når jeg åbner min avis, kan jeg læse om skæve statistikker for dansk-irakere og deres deltagelse på arbejdsmarkedet.
Og når jeg lytter til min radio, berettes der om, at social kontrol får lov at herske på en række skoler, og at dansk-iranere ikke føler sig trygge ved at udtrykke kritik af det iranske styre. Dertil ser vi alt lige fra, at truende adfærd og vold udspiller sig i vores natteliv til S-togsstationer, hvor danskere ikke tør opholde sig i de mørke timer pga. chikanøs adfærd, vold og overfald.
Tal og data taler for sig selv, og konklusionen er klar og tydelig. Vi har fået et stort mindretal af borgere i Danmark, der ikke oprigtigt har ”meldt sig ind” i det samfund, de har bosat sig i. Det er et kæmpe problem. I Danmark har vi behandlet dette mindretal, som om det var os, der skulle få dem ”på rette hylde”. Men det mener jeg har været den forkerte tilgang til problemstillingen.
Mennesker, der er taget den lange vej fra uroprægede lande og helt til Danmark, er voksne mennesker, der for et stort flertals vedkommende også har ressourcer til at blive aktive medspillere i det land, de er kommet til. Men de skal ville det. Og de skal aktivt vælge det til.
Jeg oplever ofte, at de, der stikker næsen frem og er gode rollemodeller, bliver kaldt ”kokosnødder”, som et hånligt udtryk for, at de forsøger at integrere sig, men at det aldrig vil lykkes dem. Og det er vel og mærke folk med samme kulturbaggrund, der kalder dem det. Det er dybt skadeligt, for det er jo en glæde, når nydanskere klarer sig godt. Hudfarven er ikke og bliver aldrig vigtig – det er adfærden, der har betydning.
Hos ”gammeldanskerne” breder ligegyldigheden sig. Efter årtiers integrationsprojekter, sociale tilskud, ydelser, undervisning, fælles skolegang osv. betragter mange ”udenforskabet” med opgivende miner.
Jeg er kommet dertil, hvor jeg tænker, at vejen frem går gennem skammen. ”Modborgerne” må tage deres skæbne på sig. Skam er noget, man føler, hvis man har udvist en adfærd, der falder uden for det tilladte, det rimelige eller det socialt acceptable. Hvis man ikke føler skam, er det, fordi man slet ikke accepterer de regler og normer, der findes i et samfund.
Hvis man derimod føler skam, er det første skridt til at erkende, at der skal ske noget nyt. Skammen kan på den måde udgøre en positiv kraft, der bringer én til at forstå, at man må rette op for at blive en del af fællesskabet.
Jeg mener, at vi som ”gammeldanskere” skal give plads til denne proces. Vi skal holde op med at klientgøre nydanskere og i stedet gøre plads til, at de selv træder frem og ind i fællesskabet. Hvis det ikke sker, er jeg bange for, vi går en mørk tid i møde sammen.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 10/12-2024)
Statsborgerskabet er ikke en ret, men en gave fra folket
Statsborgerskab er et af de største privilegier, man kan opnå som tilflytter eller migrant til en anden nation.
Det betyder at blive optaget som fuldgyldigt medlem af folket, med stemmeret, øget retssikkerhed og stabilitet. At blive dansker.
Grundloven foreskriver, at statsborgerskab kun kan opnås ved lov, og at det aktivt skal tildeles nytilkomne af det eksisterende folk.
N.F.S. Grundtvig tænkte også meget over, hvad der var særegent dansk, og hvad der skulle til for at kunne kalde sig dansk. Hvad udgør et folk? Hvad binder det sammen?
I digtet “Folkeligheden” fra 1848 forholder han sig til dette spørgsmål: Hvordan nationalstaten skulle bindes sammen. Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Han mente, at særligt det danske sprog, kendskab til den danske historie og en helhjertet omfavnelse af borgerskabet var afgørende.
“Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”
Det interessante her er, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle: en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på, og en kulturel forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende.
Jeg ser derfor også Indfødsretsudvalget som et af de vigtigste og mest fornemme udvalg i Folketinget.
Desværre har det slet ikke den status, som jeg mener, det bør have. Derfor glæder det mig, at vi i Liberal Alliance kontinuerligt har strammet op på kravene til opnåelse af statsborgerskab, og nu er kommet med tre nye tiltag:
1. Der skal foretages en reel individuel screening af hver ansøger for at se, om de respekterer og støtter op om grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og Danmark. Er det et rimeligt krav? Ja. For du har ikke ret til noget som helst. Du kan få tildelt fuldt medlemskab af “Danmark”, hvis vi – folket – finder dig værdig hertil.
2. Der skal strammes op på sprogkravet. Det nytter simpelthen ikke noget, at der render folk rundt med rødbedefarvede pas og skriver, taler og forstår det danske sprog på et uacceptabelt niveau. Man skal have “øre for modersmålet”.
3. Vores mangeårige nordiske fællesskab er under pres. Sverige har tildelt over 1,2 mio. statsborgerskaber til personer, der ikke umiddelbart kan kaldes svenskere. Det stiller større krav til, hvor lempelige vi kan tillade os at være overfor vores skandinaviske medborgere. Derfor vil vi ikke længere undtage dem fra indfødsretsprøven.
Samlet set tre fornuftige – og kerneliberale – forslag. Forslag som udspringer af sund fornuft, en kærlighed til Danmark og en respekt for Grundtvig, som om nogen har skabt det intellektuelle fundament, store dele af “det danske” står på. Men kun så længe vi er villige til at forsvare det.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.19. november 2024)
Alliancen: Intet statsborgerskab til terrorstøtter