Video: Er Frankrig umuligt at styre? | Henrik Dahl | Brændpunkter
Podcast: Er Frankrig umuligt at styre? | Henrik Dahl | Brændpunkter
For tiden døjer Frankrigs præsident gevaldigt med sine reformer på grund af store folkelige protester. Det kunne næsten være et hvilket som helst år, for Frankrig er notorisk umuligt at regere. Ja, en nation befolket af små Asterix’er, kunne man sige. Bliv meget klogere på dét og meget mere med Aske Munck, cand.scient.pol., der for tiden er udlandsredaktør hos Weekendavisen, som er dagens gæst i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Podcast: Falder vi for Putins propaganda? | Henrik Dahl | Brændpunkter
Den danske offentlighed er i høj grad præget af narrativer om Rusland og deres naboer, som er farvet af russisk imperialisme. Det mener Yevgeniy Golovchenko, adjunkt ved Københavns Universitet og ukrainer. Det drøfter han her i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Det Kina, vi troede, vi kendte, findes ikke længere
Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.
I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.
Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.
Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.
Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.
Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.
Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.
Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.
Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.
Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.
Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.
At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.
Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.
Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)
Video: Vi bliver nødt til at tale om Tyskland | Henrik Dahl | Brændpunkter
Podcast: Vi bliver nødt til at tale om Tyskland | Henrik Dahl | Brændpunkter
Energikrise, EU, Ukrainekrig og meget andet. En gennemgående aktør i alle disse kriser er Tyskland, vores store nabo mod syd. Danmark bliver nødt til at forholde sig langt mere seriøst til vores magtfulde nabo, deres politiske beslutninger og fadæser, og hvilken rolle, vi vil spille i et mere tysk-domineret EU efter Brexit. Sådan mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab og dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Velkommen til første afsnit af ”Brændpunkter”, vores nye udenrigspolitiske magasin med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
International politik er blevet Vesten mod resten
Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.
Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.
Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.
Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.
Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.
Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.
Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.
Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.
Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.
Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.
Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.
Iran har åbenlyst kastet terningerne.
Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.
International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.
Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.
Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.
(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)