To tekster fra tirsdagens Jyllands-Posten fortjener at blive koblet sammen og fortolket i en fælles ramme.
Det drejer sig om artiklen ”Den Afrikanske Union på vej ind i” G20 og Heini í Skorinis kronik ”FN’s nye kampdag mod islamofobi er endnu et angreb mod ytringsfriheden”. Lad os begynde med den sidstnævnte.
I 1955 mødtes repræsentanter for 29 lande i byen Bandung, der ligger på den indonesiske ø Java. Det drejede sig om 28 autoritære stater – og så Japan, der af uklare årsager var endt i dette dårlige selskab.
Når man gæster det besøgscenter, der i vore dage fylder konferencecentret, er den officielle fortælling, at her trådte det, man i vore dage kalder Det Globale Syd, for første gang ud af kolonialismens skygge og forlangte respekt fra de industrialiserede lande i det geografiske og politiske Vesten.
Narrativet kræver, at man ser bort fra, at Japan få år tidligere, drevet af sin imperialisme, havde været med til at udløse Anden verdenskrig. Og i den proces havde optrådt som en voldsomt brutal kolonimagt over for en lang række lande i det sydøstlige Asien.
Narrativet kræver også, at man ser bort fra, at meget få af deltagerstaterne var i nærheden af at kunne kalde sig selv for veludviklede demokratier. Et mindretal af deltagerlandene forsøgte ærligt at udvikle sig til demokratier. Men i sandhedens ånd må det siges: Mange af dem var temmelig autokratiske og langt fra, hvad man med rimelighed kan kalde demokratiske. Nogle deciderede diktaturstater.
Hvis man sætter en parentes om Japan, ville et lige så troværdigt – men ikke så politisk korrekt – narrativ lyde, at i Bandung lykkedes det for første gang en række tidligere kolonilande at bruge FN imod de lande, der havde grundlagt FN.
Der findes ikke et godt danske ord for det. Men det, man i vore dage på engelsk ville kalde ”The weaponization of the UN Charter” begynder i Bandung. Og er siden kun blevet værre.
Det, Bandung-landene gjorde, var officielt at sige, at de ville respekteres af FN’s grundlæggerlande. Hvilket – minus Sovjetunionen – ville sige det geografiske og politiske Vesten.
Det skete på den måde, at de insisterede på at nyde al den respekt fra de vestlige lande, som FN-pagten opstiller som norm. Men at de samtidig insisterede på, at de vestlige lande skulle blande sig udenom, hvis de samme lande internt trådte på menneskerettighederne og alt, hvad FN-pagten ellers forpligter de enkelte medlemslande til at gøre over for egne borgere.
Hvis man skal vinkle en anelse skarpt – men kun en anelse – bad Bandung-landene med FN-pagten i hånden om, at de vestlige lande skulle lade dem være i fred, når de internt undertrykte deres borgere.
Hvorfor? Primært fordi dårlig samvittighed over kolonitiden i den vestlige verden.
Når FN i vore dage kan være en løftestang for undertrykkelse af ytringsfriheden – som Heini í Skorini dokumenterer, at International Dag For Bekæmpelse Af Islamofobi i realiteten er – og når en hel stribe af diktaturstater kan få lov til at dominere FN’s Menneskerettighedsråd, kan det alt sammen føres tilbage til Bandung i 1955.
For det er der, de vestlige lande accepterer det bizarre hykleri, der i vore dage har gjort FN stort set meningsløs: Man må gerne melde sig ind i FN – hvilket kræver, at man underskriver FN-pagten – men det er ikke i orden at kræve, at medlemslandene overholder FN-pagten. Eller det vil sige: Hvis man er et land fra Det Globale Syd må man gerne kræve, at FN’s grundlæggerlande (minus Rusland) overholder FN-pagten til punkt og prikke. Men grundlæggerlandene må ikke kræve, at de senere tilkomne overholder FN-pagten. For så er de imperialister og alt muligt andet ondt.
Denne dobbeltmoral har siden Bandung-konferencen været en indbygget del af FN. Og dermed også drivkraften i al den meningsløshed, der præger organisationen.
Og så er vi fremme ved den anden artikel, der handler om Det Globale Syd og G20.
Essensen af artiklen er, at både Rusland, Kina og deres måske-og-måske-ikke-alligevel-allierede Indien presser på for, at Den Afrikanske Union skal være med i G20. Den vil sige et mellemstatsligt samarbejde mellem – i teorien – de stærkeste økonomier i verden.
Rusland og Kina har ikke rent mel i posen. For de har bevist ved både handlinger og ord, at deres ultimative, politiske mål er at ødelægge den eksisterende verdensorden. Hvilken orden, man tænker på at sætte i stedet, bliver aldrig sagt højt. Men det drejer sig – uanset hvordan det pakkes ind – om den stærkes ret. Hvilket meget bekvemt ofte er Ruslands og Kinas ret.
Det mest udspekulerede trick, modstanderne af Vesten nogensinde har udtænkt for at ødelægge den vestlige verdensorden, er at melde sig ind i vestligt inspirerede eller initierede samarbejdsorganisationer og nedbryde dem indefra.
Det var sådan, de ødelagde FN. Og det er også sådan, WTO er ved at blive ødelagt. Man melder sig ind, fordi alle mennesker skal blive brødre i 1700-talsdigteren Friedrich Schillers og de internationale organisationers ånd. Hvorefter man undlader at overholde reglerne, for i stedet at stikke uafladeligt til den dårlige samvittighed, velmenende mennesker i Vesten føler over deres forfædres synder.
Hvis de vestlige lande siger til Den Afrikanske Union, at den taget efter formålet med G20 strengt taget ikke har så meget at gøre der, er den vestlige verden ond og kolonialistisk og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af dårligt.
Omvendt kan man være sikker på, at hvis G20 giver efter for presset og gør sig selv til G21, så vil Den Afrikanske Union omgående begynde at rejse alle mulige, politiske krav, der ikke handler om, hvad Den Afrikanske Union kan gøre for verden, men hvad verden skal gøre for Den Afrikanske Union.
Typisk på den præmis, at det er begrænset, hvad landene i Den Afrikanske Union kan gøre for at bedre deres egen situation. Og på den bærebølge, at det stadig – tres-halvfjerds år efter afkoloniseringen af kontinentet – er kolonialismens og imperialismens skyld, at de politiske eliter i de afrikanske lande sjældent er særlig succesfulde, når det gælder om at skabe demokrati og forbedre den jævne mands og jævne kvindes vilkår i deres respektive lande. Uden tvivl vil Rusland, Kina, Indien og Brasilien applaudere disse påstande. Og bidrage til at udskamme enhver, der stiller sig kritisk over for den politiske elite i dette eller hint afrikanske land.
Landene på det afrikanske kontinent har været hårdt ramt af den vestlige kolonialisme. Det skal vi anerkende i Vesten – og det gør langt de fleste lande og enkeltpersoner også.
Men det at have været koloniseret engang i fortiden, er ikke en skæbne, der påvirker alt, hvad der siden hænder i fremtiden. Det kan man i et vist omfang observere i Latinamerika. Men navnlig rundt omkring i Det Fjerne Østen.
Derfor må det efterhånden være på sin plads at gøre op med det hykleri, der blev indstiftet ved Bandung-konferencen i 1955, og som stadig præger omgangen med landene på det afrikanske kontinent.
Som medlem af FN bør man selvfølgelig nyde den respekt fra andre lande, som FN-pagten lægger op til.
Men det er ikke vestlig imperialisme at spørge landene på for eksempel det afrikanske kontinent ind til, hvorfor de udfolder så beskedne anstrengelser for at overholde FN-pagten, når det gælder deres egne befolkninger og deres nabolande.
For sagen er: Hvis man er træt af at blive spurgt ind til, hvordan det går med at overholde de forpligtelser, man frivilligt har påtaget sig, er svaret ikke at skælde ud på dem, der spørger. Det er at komme i gang med at leve op til de aftaler, man ved fuld bevidsthed og dermed også med åbne øjne har påtaget sig at overholde.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2023)
Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.
Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.
Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.
Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.
Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.
Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.
Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.
Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.
I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.
Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.
Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.
Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.
I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.
Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.
Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.
Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.
Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.
Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.
Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.
Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.
Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.
Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.
Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.
Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.
I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.
I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.
Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.
Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.
Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.
Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.
Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.
Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.
Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.
Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?
Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.
Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.
De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.
Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.
I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.
Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.
Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.
Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.
Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.
Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.
Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.
I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.
Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.
Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.
Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.
Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.
Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.
For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.
Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.
Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.
Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.
Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.
Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)
For tiden døjer Frankrigs præsident gevaldigt med sine reformer på grund af store folkelige protester. Det kunne næsten være et hvilket som helst år, for Frankrig er notorisk umuligt at regere. Ja, en nation befolket af små Asterix’er, kunne man sige. Bliv meget klogere på dét og meget mere med Aske Munck, cand.scient.pol., der for tiden er udlandsredaktør hos Weekendavisen, som er dagens gæst i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Den danske offentlighed er i høj grad præget af narrativer om Rusland og deres naboer, som er farvet af russisk imperialisme. Det mener Yevgeniy Golovchenko, adjunkt ved Københavns Universitet og ukrainer. Det drøfter han her i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.
I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.
Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.
Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.
Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.
Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.
Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.
Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.
Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.
Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.
Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.
At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.
Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.
Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)
Energikrise, EU, Ukrainekrig og meget andet. En gennemgående aktør i alle disse kriser er Tyskland, vores store nabo mod syd. Danmark bliver nødt til at forholde sig langt mere seriøst til vores magtfulde nabo, deres politiske beslutninger og fadæser, og hvilken rolle, vi vil spille i et mere tysk-domineret EU efter Brexit. Sådan mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab og dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Velkommen til første afsnit af ”Brændpunkter”, vores nye udenrigspolitiske magasin med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.
Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.
Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.
Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.
Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.
Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.
Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.
Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.
Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.
Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.
Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.
Iran har åbenlyst kastet terningerne.
Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.
International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.
Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.
Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.
(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)