Den regelbaserede verdensorden har aldrig eksisteret

Henrik Dahl
6. januar 2026

Den amerikanske arrestation af Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, (og dennes hustru) samt den ledsagende udøvelse af militær magt har forståeligt

fået mange i Europa til at beklage, at der foreligger et brud på den regelbaserede verdensorden.
Formålet med de følgende betragtninger er at sætte denne antagelse i perspektiv.

Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder den regelbaserede verdensorden.

Rusland fører krig i Ukraine i grov modstrid med folkeretten. Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav hører ingen steder hjemme i folkeretten. Og det gør den amerikanske arrestation af Maduro heller ikke.

Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et diplomatisk sagt afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.

At USA, Rusland og Kina kun efterlever principperne i den regelbaserede verdensorden, indtil de ikke gør det alligevel, er der intet nyt i.
Forskellen er snarere måden, hvorpå regelbruddene begrundes. USA har fortsat for vane at legitimere sine handlinger i et normativt sprog om menneskerettigheder, ansvar og international orden også når argumenterne er spinkle.

Rusland og Kina henviser derimod i stigende grad åbent til interessesfærer, historisk ret og civilisatoriske særtræk.
Rusland – og før det Sovjetunionen har en lang historie, når det gælder om at invadere lande i den russiske interessesfære, der ikke makkede ret. Kina har været medlem af WTO i 25 år uden nogensinde reelt at respektere organisationens regler. USA har ligeledes foretaget et betydeligt antal militære operationer uden FN-mandat efter Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvornår de tre lande gik bort fra at respektere den internationale orden. Spørgsmålet er snarere, om de nogensinde begyndte at gøre det i andet end retorisk forstand.

Ved nærmere eftertanke tvinges man til at indse, at den regelbaserede verdensorden i vid udstrækning er et normativt fantom, som ikke mindst de små og mellemstore lande i Europa har haft en forkærlighed for at tale om. I lighed med deres vigtigste samarbejdsorganisation: EU.

Hermed ikke sagt, at normer er uden betydning. Regler virkermen de virker asymmetrisk. De disciplinerer de svage langt mere effektivt, end de binder de stærke. Jeg mener i princippet ikke, der er noget i vejen med skåltaler for principper, det kan være svært at leve op til hver dag.

Idéen med en skåltale er at installere et ideal. En forestilling, de fleste anerkender og har respekt for. Lykkes det, har det to fordele.
For det første findes der en norm, man kan appellere til, hvis den overtrædes. Selvom man ikke fortæller den fulde sandhed altid og hver gang, man har ordet, er normen om sandhed en god ting.

Den danner et udgangspunkt for legitim kritik, hvis en konkret person i en konkret situation ikke er sanddru. Og det er nyttigt.
For det andet virker normer i heldige tilfælde sådan, at folk skammer sig over at overtræde dem – og bliver udskammede, hvis de bliver pågrebet in flagrante. Intet samfund kan klare sig uden den slags mekanismer for kontrol og selvkontrol.

Set i det lys er der naturligvis ikke noget i vejen med, at de europæiske lande og EU som helhedbekender sig til den regelbaserede verdensorden.
Imidlertid bliver det problematisk, hvis man i Europa virkelig og i fuld alvor tror på, at verden faktisk styres af regler, og at regelbrud konsekvent bliver påtalt og sanktioneret.

Hvorfor? Grundlæggende fordi det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Fordi det er en illusion og permanente illusioner er farlige.
Det, der i sidste ende styrer verdens gang, er magt. Det kan og bør skåltaler om den regelbaserede verdensorden ikke tilsløre.

De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere. De små og mellemstore lande kan alene håbe på, at de store vil spille efter reglerne. For hvis de ikke gør hvad så? Så ikke noget. Så er reglerne i praksis ugyldige, og den stærkes ret gør sig gældende.

Derfor er det egentlige problem ved den amerikanske arrestation af Maduro ikke, at folkeretten endnu engang er blevet tilsidesat. Det er der historisk set intet nyt i.
Det nye er snarere, at europæerne stadig foregiver at være overraskede.
At de store lande kun anerkender den regelbaserede verdensorden, når det passer dem, er der således ikke noget nyt i. Det nye er alene, at de i stigende grad ikke længere ser nogen grund til at skjule det.

Sex eksisterede også, før pornografien blev frigivet. Det nye var ikke, at mennesker pludselig begyndte at gøre en masse ting, de aldrig havde gjort før. Det nye var, at de ikke længere skammede sig over det og lod det være alment kendt, at sådan var verden nu engang indrettet.

Derfor svarer den nye internationale virkelighed snarere til pornografiens frigivelse, end den svarer til, at der er begyndt at ske helt nye og epokegørende ting rundt omkring i soveværelserne.

I en verden, hvor de stærke magter åbent handler efter interesse og magt, må de svagere enten opbygge reel magt, knytte sig til magt eller acceptere deres irrelevans. Appeller til regler, der ikke håndhæves, ændrer intet. Protester uden sanktionskapacitet ændrer intet. Moralsk forargelse uden materielle midler ændrer intet.

For Europa betyder det, at spørgsmålet ikke længere er, om den regelbaserede verdensorden er blevet krænket. Den er irrelevant. Spørgsmålet er alene, hvilke magtmidler Europa råder over militært, økonomisk og strategisk og om der findes politisk vilje til at anvende dem.

Hvis ikke, vil Europa fortsætte med at tale normernes sprog i en verden, der er gået videre til magtens. Smukt, men uden virkning.
De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. januar 2026)

Fred i Gaza behøver ikke betyde enden på den anti-israelske gadeuorden

Henrik Dahl
14. oktober 2025

Kronik Stærke kræfter ønsker at kæmpe videre i gaderne. Men lige så stærke kræfter er dødtrætte af det.

Lad os antage, at der kommer reel fred til Gaza. Det ønsker USA. Det ønsker de toneangivende stater i regionen. Det ønsker Israel efterhånden også. Og Hamas? Efter at have lidt massive tab de seneste to år er dens plads til at manøvrere ikke, hvad den har været.

Men vil den fred, der kommer, få de anti-israelske og anti-jødiske demonstrationer i Europa og USA til at stilne af? Det er jeg ikke så sikker på.
Jeg kunne godt forestille mig, at den anti-israelske og anti-jødiske radikalisering og mobilisering i Europa og USA er permanent. For der er meget stærke kræfter, der gerne vil have den.

For det første ønsker de islamister, der opererer i Vesten, radikaliseringen og mobiliseringen. De ønsker at samle og styre så mange muslimer som overhovedet muligt under en række dagsordener: at opnå kontrol over gaden. Altså at dominere det offentlige rum med palæstinensiske flag og anti-israelske/anti-jødiske sloganer i det størst mulige omfang. At opnå kontrol over den diskurs, der benyttes til at tale om problemerne. At infiltrere så mange politiske partier, som det kan lade sig gøre, med anti-israelske og anti-jødiske dagsordener.

For det andet ønsker den ekstreme venstrefløj radikaliseringen og mobiliseringen. Hvad enten det skyldes kynisme, eller det skyldes grænseløs dumhed, så forestiller den ekstreme venstrefløj sig, at den har fælles interesser med islamisterne.
Det har den ekstreme venstrefløj, når det gælder ønsket om at ødelægge det eksisterende samfund så effektivt, som det er muligt. Men i forhold til kvinders rettigheder og seksuelle minoriteters rettigheder kan islamisterne og venstrefløjen dårligt stå længere fra hinanden.

For det tredje er der en ubehagelig tendens til antisemitisme længere inde mod den politiske midte i flere lande i Europa. Først og fremmest Spanien, Irland og til dels Belgien. Her er der politisk bundtræk i at fordømme alt, hvad der er israelsk hvilket er en eufemistisk måde at fordømme alt, hvad der er jødisk.
For det fjerde er der en række samfundsinstitutioner i de vestlige lande, der ikke længere stiller sig kritiske an over for den desinformation, der er udgået fra Hamas og dens medløbere på venstrefløjen.

Det drejer sig om universiteterne, der i vore dage i betydeligt omfang er arnesteder for antisemitisk mobilisering og for (pseudo)videnskabelig legitimering af antizionismen og antisemitismen.
Og det drejer sig om de klassiske medier. De har i betydeligt omfang svigtet det klassiske ideal om balance i nyhedsformidlingen og om at anlægge et nogenlunde ensartet niveau for dokumentation og kildekritik.

På de sociale medier kan man løbende finde screendumps fra klassiske medier, der kolporterer absurde vinklinger, f.eks. at Israel startede krigen, og kolporterer Hamas-propagandaen om »hungersnød« og »folkemord«.
Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis gadeuordenen og de antisemitiske demonstrationer fortsætter, både i Danmark og i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien. I Storbritannien og Frankrig er der i tillæg til de problemer, jeg allerede har nævnt, også det store problem set fra myndighedernes side at demonstranterne efterhånden er for mange til, at myndighederne kan stoppe dem, dersom de skulle have viljen.

Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis regeringerne i Storbritannien og Frankrig fortsætter ned ad den lad os sige det, som det er Hamas-imødekommende sti, man allerede er slået ind på. Med mere boykot og mere ensidig kritik af Israel.
Der er for mange stemmer på spil til, at centrum-venstrepartierne tør lade være. Og der er for mange medlemmer af gadens parlament til, at det længere kan stoppes af ordensmagten.

Til det kommer så regeringerne i Spanien og Irland, der allerede er åbenlyst anti-israelske og dermed også anti-jødiske.
Man kan ikke kalde noget af alt dette for andet end en kæmpe sejr for islamismen og islamogauchismen. Der er ingen af disse politiske kræfter, der på nogen måde burde have lov til at blive anset for stuerene. Men de er lige så stille på vej til at blive det alligevel.

Vil denne normalisering af slet skjulte Hamas-dagsordener i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien få lov til at gå upåagtet hen? Det tror jeg bestemt ikke.
I virkelighedens verden er det Israel, der har vundet konflikten med Hamas. Ligesom Israel har vundet konflikten med Hezbollah og med Iran. Landet står stærkere end længe og bag al retorikken har de kræfter, der måtte overveje at angribe Israel, fået en del at tænke over.
Hovedkonklusionen fra de seneste to år er entydig: at forsøge sig med angreb på landet er den visse død for enhver, der vover det. At forsøge sig med karaktermord på Israel i de vestlige offentligheder er ikke noget, der bremser landet.

Det ville være naivt at tro andet, end at både Israel og USA har en sort bog med lande, der ikke er til at stole på. Og det ville også være naivt at tro andet, end at der er en hel del af de vestlige lande og en hel del af deres ledere, der er nævnt adskillige gange i disse sorte bøger.
Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side.

Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Men jeg tror heller ikke, at de menige borgere i Storbritannien, Frankrig og Spanien er særligt begejstrede for at se gadens parlament folde sig ud med ekstremt voldelige paroler og helt åbenlyst islamistiske dagsordener.
Derfor vil de hårde højrepartieraltså dem, der ligger længere til højre end de gamle borgerlige magtpartier få fremragende valg i både Storbritannien, Frankrig, Spanien og uden tvivl også Tyskland. Fremtiden i Europa og USA er helt sikkert meget mere højreorienteret end nutiden. Som en modreaktion på den svage respons fra midterpartiernes side på islamismens voksende indflydelse.

Derfor skal vi formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.
Hvis de hårde højrepartier bliver så stærke, at de er umulige at ignorere, men ikke stærke nok til at sidde med flertallet selv, skal de gamle centrum-højre-partier i tænkeboks. Vil de finde ind i et pragmatisk samarbejde på de punkter, hvor man kan blive enige? Eller vil weimariseringen af det politiske liv fortsætte?

I Danmark er der tradition for det pragmatiske samarbejde. Alle ved, at man ikke skriver under på hele det politiske program hos sine samarbejdspartnere, bare fordi man indgår en delaftale om noget. Det er der forbløffende få, der er klar over i resten af Europa.
Af hensyn til at landene i det hele taget skal regeres, må man dog håbe, at der snart indfinder sig en dansk-inspireret pragmatisme, når det gælder om at indgå i brede samarbejder. Ellers er Europa for alvor ilde ude.

Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side. Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Vi skal formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. oktober)

Trumps toldcirkus kalder på et stærkere indre marked

Alexander Ryle & Lars-Christian Brask
30. juni 2025

Det er svært at finde hoved og hale i præsident Trumps seneste meldinger om told.

I sidste måned annoncerede den amerikanske præsident, at USA vil indføre 20 pct. told på næsten alle EU-importerede varer. Senere blev det skruet ned til 10 pct. Så op til 50 pct. Senest har vi erfaret, at Trump måske slet ikke har mandat til at indføre toldsatser. Præsidenten skifter mening oftere, end han skifter slips. Derfor nytter det ikke, at vi i Europa venter på, hvad de endelige toldsatser bliver – og om de overhovedet bliver en realitet. Vi må handle nu. I Liberal Alliance mener vi, at svaret på Trumps toldkrig skal findes der, hvor EU står stærkest: i at styrke og udvikle det indre marked og satse på ambitiøse frihandelsaftaler.

Mindre afhængighed af USA

Selv hvis en ny toldkrig ikke bliver til noget, må vi ikke lade os lulle i søvn. For det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.
Det indre marked har allerede skabt enorme fordele for dansk erhvervsliv og europæisk samhandel. Markedet udgør 18 pct. af verdens bnp og har gjort den europæiske velstand 9 pct. højere, end den ville have været uden.
Vi har en værktøjskasse fuld af redskaber, der kan sikre økonomisk vækst og europæisk konkurrenceevne – uanset om Trumps toldcirkus ender med at blive en realitet eller ej. Ved at styrke det indre marked og fjerne barrierer kan vi gøre det lettere for virksomheder at handle internt i EU og mindske afhængigheden af markeder uden for EU. Også det amerikanske. Det kræver faktisk kun en stigning i samhandel internt i EU på 2,4 pct. at kompensere for et fald i samhandlen med USA på 20 pct. Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Samtidig må vi ikke glemme resten af verden. USA står for ca. 13 pct. af verdenshandelen – de resterende 87 pct. foregår andre steder. Det åbner nogle døre at rette blikket udad, hvilket understreger vigtigheden af, at EU skruer op for de ambitiøse frihandelsaftaler med hele verden.

Forudsætning for overlevelse

Kommissionens opdaterede strategi for det inde marked er et skridt i den rigtige retning. Strategien sigter mod at fjerne unødvendige barrierer for erhvervslivet, fremme digitalisering, mindske bureaukrati og sikre fair og ens vilkår for virksomheder i EU. Vi har i Liberal Alliance længe efterlyst fælles regler, der sikrer lige konkurrencevilkår for alle medlemslande – for et indre marked fungerer bedst, når alle spiller efter de samme regler. Derfor hilser vi særligt idéen om ‘Regime 28’ og et sæt fælles selskabsretlige EU-regler velkommen. Det vil ikke alene gøre det lettere for virksomheder at operere på tværs af landegrænser, men også sikre, at EU står stærkt i den globale konkurrence. Et stærkere indre marked er ikke bare en forudsætning for overlevelse. Det er også vores bedste våben mod protektionisme og trædestenen til en bedre økonomisk fremtid for Danmark og Europa. Det skal vi værne om.
Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30 juni 2025)

Bliver de civile palæstinensere glemt i frihedskampen?

Lars-Christian Brask
23. april 2025

Modstanden mod Israel har bragt tusindvis af demonstranter på gaden. Men opbakningen til den civile palæstinensers frihedskamp mod Hamas har ingen gennemslagskraft.

ER KAMPEN mod Israel vigtigere for den yderste venstrefløj end kampen for palæstinensernes ret til et frit liv?

I krigens mørke skygge har vi set store protester, hvor slagord om Israels udslettelse og anklager om folkemord har afsløret en dyb foragt for staten Israel. Argumentet lyder ofte, at det handler om frihed for palæstinenserne – men det overses alt for ofte, at palæstinenserne i Gazas største undertrykker ikke er Israel, men Hamas.

Israels hårde svar er langtfra uproblematiske, og Netanyahu gør ikke altid sagen lettere, men det ændrer ikke på, at mange på venstrefløjen synes mere optaget af at bekæmpe Israel end af at støtte de civile, der for alvor betaler prisen i konflikten.

For tiden udspiller der sig historiske scener i Gaza. Modige palæstinensere demonstrerer ikke mod Israel, men mod Hamas. Deres råb handler ikke om udslettelse af en stat, men om afskaffelsen af et brutalt styre.

NÅR CIVILE i Gaza trodser risikoen for fængsling, tortur eller død og råber »Hamas ud!« og »Vi vil leve i fred!«, bør det vække genklang – også i København, Paris og Berlin. Det er dybt bevægende at observere, hvordan brave civile trodser Hamas’ undertrykkende regime, der har forårsaget uendelig meget lidelse i regionen med tusindvis af dræbte til følge. På samme måde er det befriende at se israelere på gaden i modstand mod genoptagelsen af kampene for i stedet at få gidsler hjem igen.

Men det er forstemmende, at de store internationale protester er forstummet nu, hvor mange palæstinensere siger fra over for Hamas. Hvor blev solidariteten af, når den endelig kan bruges til at støtte en ægte frihedskamp?

Hamas har gjort Gaza til et umenneskeligt sted, præget af tortur, dødsstraf, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af homoseksuelle – og har kynisk brugt civile som menneskeskjold i kampen mod Israel. Det kan derfor undre, at tavsheden starter netop nu.

2025 KAN forhåbentlig blive året, hvor krigen afsluttes en gang for alle, men vi kan begynde med at støtte dem, som tager afstand fra ekstremismen.

Udsigterne til fred er uden tvivl dystre, men de folkelige protester på begge sider af konflikten er startskuddet til, at vi måske kan ane en smule lys for enden af den lange tunnel. Det kræver, at begge parter i konflikten er villige til at indstille kampene og i samarbejde opretholde en tostatsløsning. Det kræver indrømmelser fra begge parter. De civiles opråb i Gaza er en tydelig stillingtagen til, at man hellere vil have fred end krig mod Israel – en holdning, Hamas ikke deler.

Danmarks rolle bør sammen med EU være, at vi på sigt kan sikre palæstinensernes ret til eget land. Men timingen er ikke ligegyldig, og så længe terrorbevægelsen Hamas sidder ved magten, kan og vil vi ikke realisere drømmen om et frit land.

Derfor skal man også stå på de civiles side, hvis man ønsker et frit Palæstina, og hjælpe til i deres kamp mod det undertrykkende regime. I Liberal Alliance vil vi altid stå på de civiles side – uanset om de taler arabisk eller hebraisk. Det er de civile, der bærer håbet om en fremtid i fred, og det ønsker vi at hjælpe dem med.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/4-2024)

Tiden er ikke til udenrigspolitiske pseudoindsatser

Carsten Bach & Lars Christian-Brask
14. april 2025

Danmark har en vigtig rolle at spille internationalt. Men hvor ville det dog klæde vores udenrigspolitik at skære pseudoindsatser og projektmageri fra og udelukkende fokusere på fornuftig handlekraft.

Danmark har en stolt udenrigspolitisk historie såvel som en stærk nutidig platform for at influere vores omgivelser, bidrage til internationale koalitioner og imødekomme truslerne fra vores fjender med troværdig afskrækkelse. Både historikken og platformen skal vi imidlertid værne om.

For førstnævnte går i glemmebogen, hvis ikke vi tager ved lære af – og agerer med afsæt i – den. Og sidstnævnte kan særligt i disse urolige og uforudsigelige geopolitiske tider på ingen måde tages for givet. Fjerne trusler bliver hurtigt transformeret til regulære fjender. Tætte allierede bliver hurtigt reduceret til samtalepartnere eller blot bekendte. Og Danmark bliver hurtigt gjort overflødig på den internationale scene, hvis vi foretager for mange fejltrin og samtidig ikke har modet til at tage de nødvendige skridt i den rigtige retning.

Vores førsteprioritet i Liberal Alliance er selvsagt at foretage en omkalfatrende oprustning af det danske forsvar for at sikre vores evne til at udøve forsvar af det danske kongerige samt styrke vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Det kræver naturligvis nye finansieringskilder at komme i mål, og derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik udvise fornuftig handlekraft og udarbejde et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance kom vi for nylig med vores eget bud. Et bud, der med sikkerhed indeholder beslutninger og reformer, som blandt store dele af befolkningen hverken vil høste os ros eller billige point. For oprustningen kommer ganske enkelt til at kræve svære og upopulære beslutninger. Og hvis nogen forsøger at bilde dig andet ind, tager de enten fejl, eller også fortæller de dig ikke sandheden.

Med vores bud sætter vi tæring efter næring og viser en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 pct. af bnp, så vi kan imødekomme den kommende opjustering af Natos styrkemål. For at finde pengene foreslår vi – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til et år, en reform af DR og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Bevares, det vil som sagt af mange blive taget ned som barsk medicin og derfor mødt med harmdirrende kritik. Men det er et ærligt bud. Det er et ansvarligt bud. Og det er et bud, der modsat udsigten til venstrefløjens varsler om krigsskat indebærer, at danskerne ikke skal betale én eneste krone mere i skat for at finansiere forsvarsoprustningen.

Når vi som borgere og politikere gør alt, hvad vi kan, for at ruste Danmark til at imødekomme det hastigt forandrede og skærpede trusselsbillede, skylder vi på Christiansborg udelukkende at udvise fornuftig handlekraft i dansk udenrigspolitik. Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

Ja, tiden for den slags sløseri og arrogance skulle jo sådan set aldrig have set dagens lys. Men det var imidlertid lettere at se igennem fingre med, dengang vi ikke befandt os i en situation som nu, hvor vi er nødsaget til at sætte alle sejl ind for at beskytte Danmark og spille vores rolle i forsvaret af den vestlige verden, af frihed, af demokrati og af alle de andre grundpæle, som vores del af verden er bygget på.

Så når vi igennem årene har brugt ni millioner skattekroner via ulandsbistanden på blandt andet at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana, skal vi til at lukke for kassen. Når vi ditto har sendt ni millioner af sted til et træningsprogram i kritisk journalistik i Vietnam, skal vi lukke for kassen.

Når vi blot i 2024 har brugt tæt på et tocifret millionbeløb på ulandsbistand til Kina – ét af verdens mest magtfulde lande med én af verdens stærkeste økonomier – skal vi lukke for kassen. Og når vi i samme tråd har givet en millionbevilling til nødhjælpsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, hvoraf en del af den er gået til et projekt i Georgien med formålet at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme, skal vi lukke for kassen.

For danskerne fortjener bedre. Jovist, kritiske røster vil kalde vores eksempler for flyvske samt angive beløbene som håndører i det store billede. Men for det første skraber vi med ovenstående eksempler knap nok i overfladen af det enorme pengespild i dansk udenrigspolitik, som går til politisk projektmageri. For det andet er man blind for betydningen af millionbeløb, hvis man bagatelliserer de nævnte summer. Og for det tredje misser man princippet i god og ordentlig forvaltning af skatteborgernes penge, hvis man stiller sig kritisk over for vores budskab. For vi kommer som sagt til at skulle træffe svære og hårde beslutninger på Christiansborg i den kommende tid, og det tror vi fuldt og fast på, at danskerne er klar til at tage imod med oprejst pande.

Men vi kan ikke byde dem, at der samtidig sjuskes med deres hård tjente kroner, som de indbetaler i skat med forventningen om, at de forvaltes med respekt.

I rigsfællesskabet skal vi i tæt samspil med Grønland og Færøerne bane vejen for et endnu stærkere samarbejde, der kan bidrage til at tage hånd om spændingerne i Arktis, hvilket de forgangne måneder udelukkende har øget behovet for. I Nato skal vi efter årtiers fodslæben i forsvarspolitikken op i omdrejninger og levere de bidrag til vores egen og Vestens forsvar og sikkerhed, som vores allierede med rette forventer af os.

Og i EU skal vi understøtte det europæiske kontinent i langt om længe at vågne op fra sin tornerosesøvn og sætte turbo på styrkelsen af vores forsvar, understøtte vores vækst og konkurrenceevne samt sikre vores egen produktion af tilstrækkelig vedvarende energi, så vi endegyldigt bliver uafhængige af magter uden for Europa.

Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. april 2025)

Alliancen: Hvad betyder Trumps tarifbombe for Danmark – og for dig?

Liberal Alliance
10. april 2025

I denne uge giver LAs kampagnechef, Sebastian Savio Nørby, et indblik i tankerne og planlægningen bag kampagnen »Du har altid et valg«. Dernæst deler udenrigsordfører Lars-Christian Brask – med sin dybe indsigt fra finanssektoren og erhvervslivet – sine tanker om de potentielle økonomiske konsekvenser af præsident Trumps nye toldsatser, der allerede har haft voldsomme konsekvenser for verdensøkonomien, og giver sit bud på, hvordan man som aktionær eller pensionsopsparer forholder sig til kaoset.

Medvirkende:
Lars-Christian Brask, udenrigsordfører
Sebastian Savio Nørby, leder af LAs kampagneafdeling
Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver

Vært:
Mikkel Andersson

En liberal EU politik

Udviklingsbistanden skal på slankekur og matche EU-gennemsnittet

Lars-Christian Brask
16. december 2024

Den danske udviklingsbistand skal forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag. Derfor skal vi i Danmark reducere bistanden fra det nuværende niveau på 0,7 procent af BNI til EU-gennemsnittet på 0,49 procent.

Vi er midt i en politisk sæson, og selvom det indenrigspolitiske optager det meste af dagsordenen i folketingssalen såvel som i mediebilledet, sker der også enormt meget spændende på det udenrigs- og udviklingspolitiske område.

Om ganske kort tid får Danmark en unik og stærk stemme på den globale sikkerhedspolitiske scene i form af en plads i FN’s sikkerhedsråd. Vi påtager os en vigtig rolle for det europæiske samarbejde i forbindelse med formandskabet i EU’s Ministerråd, og så skal vi forholde os til, at vores vigtigste allierede, USA, skifter ud i Det Hvide Hus.

Samtidig er øjnene rettet mod verdens brændpunkter såsom Ukraine, anspændte interessesfærer såsom Taiwanstrædet samt udviklingsområder med massivt potentiale såsom det afrikanske kontinent, hvor særligt Kina og Rusland har øget tilstedeværelsen.

Der er ikke noget at rafle om: Vores udenrigs- og udviklingspolitik må og skal kunne adressere alle disse komplekse udfordringer og meget mere til. For selvom vi i Danmark er en lille nation, har historien vist os, at vi på ingen måde er for lille til at gøre en forskel i den globale kamp for frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Det har vi ikke mindst bevidnet i forbindelse med vores stålfaste bidrag til ukrainernes frihedskamp, som vi for alt i verden ikke må slække på.

Støtten til Ukraine udgør nemlig – i mine og Liberal Alliances øjne – fortsat den absolut vigtigste udenrigs- og udviklingspolitiske prioritet de kommende år.

Selvom det byder mig meget imod at rose statsministeren, så er det på sin plads her. Den støtte, som regeringen og et samlet Folketing har ydet til Ukraine siden den russiske invasion, er og bliver nemlig forbilledligt. Både den direkte økonomiske støtte, men også den militære, hvor vi skal fortsætte at understøtte uddannelsen af ukrainske soldater samt donere militært materiel.

Danmark skal støtte Taiwan

Vi skal også være klar til at stå på den rette side af historien, hvis situation længere mod øst eskalerer. Her udvider Kina igen og igen sin militære tilstedeværelse, og særligt situationen i det sydkinesiske hav og omkring Taiwanstrædet bør give anledning til alvorlige panderynker i Vesten.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvor Danmark skal stå: Nemlig helt og holdent på Taiwans side, hvis ret til selvbestemmelse og suverænitet ikke skal krænkes.

Tilsvarende skal vi være vakse ved havelågen, når det kommer til at sætte vores præg på udviklingen af det afrikanske kontinent.

Det er regeringen heldigvis opmærksomme på, eksemplificeret med dets nye Afrika-strategi.

Afrika rummer netop utvivlsomt et enormt potentiale, som særligt Kina og Rusland desværre forsøger at udnytte.

De afrikanske lande skal knyttes tæt til den frie vestlige verden, hvis vi skal sikre en positiv udvikling på kontinentet, hvor vi styrker ikke bare økonomisk vækst, men også vestlige værdier, frihedsidealer og sikkerhedsinteresser.

Derfor er det rigtig positivt, at regeringen i de kommende år vil styrke det diplomatiske samarbejde i regionen.

Skær i udviklingsbistanden

Men hvis vi for alvor skal spille den rolle, vi ønsker i verden, kræver det, at vi genbesøger vores generelle tilgang til udviklingspolitik.

I Liberal Alliance er vi særligt optaget af, at den danske udviklingsbistand forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag.

For det første vil vi skære fedtet af ved at reducere udviklingsbistanden fra det nuværende niveau, 0,7 procent af BNI, til EU-gennemsnittet på 0,49 procent af BNI. Dette vil først og fremmest ikke udgøre en særlig drastisk nedskæring, og det er desuden heller ikke formålet.

Formålet er at fokusere indsatsen dér, hvor det giver mening, i stedet for at vi skyder med spredehagl ved at støtte alle mulige projekter uden at sætte spørgsmålstegn ved projekternes fornuft.

Hvorfor er det eksempelvis, at vi i år har sendt næsten 9,5 million kroner i udviklingsbistand til Kina? Et land, som udgør verdens næststørste økonomi – og som dertil ledes af et kommunistisk regime, der konsekvent undertrykker menneskerettighederne og repræsenterer værdier, der er så langt fra de danske, som man næsten kan forestille sig.

Lad os få fornuften tilbage i højsædet og indtage den globale rolle, som Danmark er bedst til: Bannerfører for frihed.

(Bragt i Altinget d. 16/12-2024)

Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Henrik Dahl
8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Ukraine fik sin hjælpepakke, og Europa undgik et dramatisk dilemma

Henrik Dahl
2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

I hele Bruxelles og omegn florerer en generel sygdom

Henrik Dahl
25. januar 2024

Når USA hoster, får Europa en forkølelse. Sådan sagde man i gamle dage om forholdet mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Der er dog et andet forhold, man også skal være opmærksom på. Det drejer sig om den tyske økonomis betydning for EU.

Ifølge tyske tal, der netop er blevet offentliggjort, skrumpede den tyske økonomi i 2023 med 0,3 point. Det gør Tysklands økonomi til den større økonomi, der på verdensplan klarede sig dårligst sidste år.

Den fejlslagne, tyske energipolitik er en del af årsagen. Men andre faktorer er høj inflation og den høje rente, der har været modspil til inflationen.

Den svage tyske økonomi er en selvstændig grund til bekymring her i Danmark. Men den er kun en enkelt del af et større billede. Sidste år var EUs samlede økonomi på omkring to tredjedele af USAs. Det er en tilbagegang fra ti år tidligere, hvor EUs samlede økonomi lå på omkring 90 procent af USAs.

Det er bekymrende, at Europa sakker bagud i forhold til USA, specielt når dette er sket på så relativt kort tid. Europa kan risikere at blive et relativt ligegyldigt kontinent, hvis denne udvikling fortsætter.

EU lider selvfølgelig under, at det går dårligt i Tyskland. Men EU formår også at skabe sine egne problemer. Inden for områder som blandt andet finans og it er EU præget af en voldsom overregulering. Når det gælder et helt generelt område som bæredygtighed, stiller EU også rapporteringskrav, der er fuldkommen eksorbitante.

Det er svært at finde mennesker, der er imod en fornuftig regulering af it og finans. Ligesom det er svært at finde mennesker, der er imod bæredygtighed eller virksomheders generelle ansvar. Det gælder også for mit parti og mig selv: Vi er heller ikke imod.

Men der skal være en form for proportionalitet og rimelighed i den måde, hvorpå man regulerer. Ellers begynder de uheldige bivirkninger at hobe sig op.

Overregulering er navnlig et problem for små og mellemstore virksomheder. For de store er der tale om en slags driftsomkostning: Er det nødvendigt at have en hel etage med jurister, så er det sådan, det er. Andre, tilsvarende virksomheder er ikke stillet ringere. Så det lever man med.

For små og mellemstore virksomheder er historien en anden. De har ikke råd til at beskæftige 50 eller 100 jurister til at sikre »compliance«. Så de bliver kvalt i fødslen. Eller de flytter til et andet kontinent, hvis deres forretningsidé er virkelig lovende.

Dette er i sig selv uheldigt, fordi det skader beskæftigelsen. Men det er ekstra uheldigt, fordi det ofte er fra de små og mellemstore virksomheder, innovationen kommer.

EU burde sætte sig selv det helt store mål at genskabe en konkurrencekraft, der står på mål med den amerikanske.

Der er ikke en enkelt, hurtig løsning på dette. For det er ikke et enkelt område af EU, der er overreguleret. Snarere er det en generel sygdom, der florerer i hele Bruxelles og omegn.

Jeg foreslår, at dokumentationen, der skal bevise, at regulering ikke er overdreven og skadelig, i fremtiden skal være langt mere stringent i EU. Samtidig vil jeg kæmpe for at reducere de administrative byrder for mindre virksomheder, et fokus som blandt andet EPP har kæmpet for i årevis.

Samtidig foreslår jeg, at man i langt højere grad end i dag anvender solnedgangsklausuler. Det vil sige, at regler helt automatisk bortfalder, efter de har været i kraft i for eksempel tre eller fem år. Det vil vende bevisbyrden om: Fra at der skal argumenteres for at fjerne regler, til at der skal argumenteres for, at de i det hele taget er nødvendige og rimelige.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 25. januar 2024).