Universiteterne er stærke konkurrenter til titlen som Danmarks hårdeste benægtere

Henrik Dahl
30. marts 2021

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.

Hvorfor er identitetspolitikere så dårlige til at argumentere?

Henrik Dahl
23. marts 2021

At diskutere med tilhængere af identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne.

Man skulle umiddelbart forestille sig, at akademikere elskede kritik. Når det kommer til stykket, så er et universitet jo en samfundsinstitution, der er skabt til netop at rumme kritikken og den kritiske debat.

Men efter at have deltaget i debatter om identitetspolitik stort set uafbrudt siden jeg for snart et halvt år siden udgav ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”, tegner sig et andet billede: Forskere hader at blive kritiseret. Så meget, at der stort set ikke er den type af debatmæssige frispark, danske forskere holder sig for gode til begå.

Det mest populære frispark er også det enkleste: Stråmandsargumentationen. Man gør det, at man pådutter sin meningsmodstander et eller andet vanvittigt synspunkt, hun eller han ikke har. Hvorefter man kaster sig over det vanvittige synspunkt, man selv har konstrueret, og gendriver det med fynd og klem.

Sådan argumenterede lektor ved Københavns Universitet Mikkel Willum Johansen for eksempel i sidste uge imod Morten Messerschmidt og mig.

På trods af, at vi meget tydeligt havde sagt, at vi ikke ønskede at blande os i forskningsfriheden (men ønskede bedre ledelse fra dekaner og rektorat), lægger den gode lektor ud med at sige, at vi ønsker at angribe forskningsfriheden. Men det er jo løgn og latin. Det kan man læse i den tekst, lektoren kritiserer. Så hvorfor mon han gør det? Vi kan ikke vide svaret. Det mest nærliggende er at forestille sig, at han tror, at han har løftet sin bevisbyrde i argumentationen. Hvad han selvfølgelig ingenlunde har.

En stråmandsargumentation er også, hvad de to universitetsrektorer Anders Bjarklev og Per Michael Johansen benytter sig af, når de prøver at gendrive kritikken. ”Kritik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål ved rodfæstede antagelser og normer er kerneelementer i god forskning. Der skal kunne stilles spørgsmål til alt. Det er faktisk helt grundlæggende for tænkningen på universiteterne”. Det lægger de til grund for deres svar – selvom der absolut ikke er nogen, der er uenige med dem. Og på den måde lykkes de i egen indbildning med at nedkæmpe et standpunkt, der ikke er nogen mennesker, der indtager i denne debat.

Men den mest morsomme, akademiske unode er noget, der hedder ”taktisk nihilisme”. Den går ud på – i ond tro – at stille så mange spørgsmål og underspørgsmål til det emne, der er under debat, at emnet til sidst smuldrer. Med mindre, man siger fra og afslører manøvren.

Hvad mener du egentlig med identitetspolitik? Adskiller det sig overhovedet fra andre former for politik? Og er det ikke også identitetspolitik, når man kritiserer identitetspolitikken? Og er de eksempler, du nævner, ikke lige lovlig hårdt trukket op? Og fandt det overhovedet sted sådan, som det blev beskrevet i medierne? Og har du i grunden de kvalifikationer, der skal til, for at stille disse spørgsmål? Og citerer du ikke de forskere, du kritiserer, på en måde, der er forkert/uretfærdig/ikke godkendt af mig? Og bekræfter du ikke teorien om, at hvide mænd ønsker at forsvare deres privilegier, når du selv – som hvid mand – stiller dig op og kritiserer?

Hvis man oven i købet kan krydre dette med fundet af mikroskopiske unøjagtigheder (som uden videre kan korrigeres uden, at det på nogen måde ændrer de overordnede konklusioner), er man næsten i hus som ødelægger af ethvert tilløb til kritisk debat.

De største ødelæggelser mod identitetspolitikken er dog de ødelæggelser, den retter mod sig selv. For sagen er, at den som oftest er så fuld af selvmodsigelser, at den er svær at tage alvorligt.

Hvis kønnet er en social konstruktion, hvorfor er det så meget vigtigt, at der sidder biologiske kvinder i de store virksomheders bestyrelser?

Hvis naturvidenskaben blot er en måde, hvorpå hvide mennesker underlægger sig brune mennesker, og der ikke er noget, der hedder ”sandhed” i gammeldags forstand bygget ind i den, hvorfor er det så vigtigt, at vi snakker om klimaet? Vores viden om det stammer jo stort set udelukkende fra den type af videnskab, der netop er blevet afvist med fynd og klem som kilde til sandheden.

Hvordan kan det være, at identitetspolitikkerne aldrig taler om klasse? For det kan vel ikke være helt ligegyldigt, om kvinder fra overklassen træder på mænd fra underklassen? Eller om medlemmer af den sorte overklasse træder på medlemmer af den hvide underklasse? Eller det kan det måske alligevel på en eller anden bagvendt måde.

At diskutere med tilhængere af (eller apologeter for) identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne. Derfor er det et held, at de rutinemæssigt modsiger sig selv så ofte, at alle burde kunne indse tomheden af deres påstande.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. marts 2021)

Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned

Henrik Dahl
12. marts 2021

Af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt

Tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne.

Den akademiske frihed skal man værne om. Det var derfor, Dansk Folkeparti tilbage i nullerne ikke ønskede at være en del af den aftale, der etablerede universitetsbestyrelser med eksternt flertal. På det tidspunkt eksisterede Liberal Alliance ikke, men partiet ville også have stået udenfor.
Grunden til, at man skal værne om den akademiske frihed, er, at universiteterne er ældgamle, samfundsmæssige institutioner. De har ikke altid været fri af statsmagten. Men siden oplysningstiden har den tanke vundet indpas, at universiteterne er institutioner, der skal fungere som hjemsted og sikker havn for den frie og kritiske tanke. Det har gjort universiteterne til den vestlige verdens hemmelige våben. Her har man tænkt de tanker og gjort de opfindelser, der gav Vesten mere fremgang og velstand end nogen andre regioner i verden.

Men desværre kan universiteterne også komme i en situation, der minder om Karl Poppers berømte»Tolerancens paradoks«. Tolerancens paradoks er som bekendt, at vi bør tolerere alt undtagen intolerance. Fordi hvis vi tolererer intolerance, vil den til sidst nødvendigvis vinde. Og så vil tolerancen være ophørt med at eksistere.

Hvis vi først ser på den akademiske friheds udfordringer, kan vi bagefter nærme os en formulering af den akademiske friheds paradoks – baseret på Karl Popper.

Fra begyndelsen af dette århundrede har nogle ekstremt intolerante teoridannelser været på fremmarch inden for humaniora og samfundsvidenskab. Arnestedet er den engelsktalende verden. Men fordi en akademisk karriere – også i Danmark – kræver, at man publicerer internationalt (læs: britisk/amerikansk), er det allerede sådan, at danske forskere bliver ofre for disse tendenser.

Kyniske teorier

Problemet er en række teoridannelser, der ifølge den nyligt udgivne bog»Cynical Theories«(af Helen Pluckrose og James Lindsay) nedstammer fra postmodernismen, der var populær i 1970erne og 1980erne.

Hvordan stamtræet for den gruppe af teorier, Pluckrose og Lindsay kalder»kyniske teorier«eller»Social Justice Theory«(SJT), helt nøjagtig ser ud, giver apologeter for de kyniske teorier en kærkommen lejlighed til at kløve hår og komme med søgte indvendinger, som skal godtgøre, at SJT nærmest ikke eksisterer.

Men det er en uacceptabel manøvre. Grene af SJT som»postcolonial theory«,»queer theory«,»gender theory«,»intersectionality«,»critical race theory«og»fat studies«findes og fylder godt op i kursusbeskrivelserne. Både i den engelsktalende verden og her i Danmark.

Det særlige ved SJT er, at der er tale om ekstremt intolerante og antidemokratiske strømninger. Kernen i de problemer, der har været med studiemiljøet på Kunstakademiet, er, at magten på Akademiet på et tidspunkt blev overtaget af tilhængere af SJT. Og at disse tilhængere brugte deres magt til at forfølge alle, der ikke var enige.

Danske studerendes krav om, at universiteterne skal interessere sig mere for»racisme«, er også drevet af SJT. For det er ikke racisme i den forstand, de fleste forstår begrebet, universiteterne skal bekæmpe. Det er»racisme«sådan, som begrebet er defineret af SJT, man ønsker bekæmpet. Det vil sige: En konspirationsteori om, at universiteterne er gennemsyret af en»hvidhed«, som ingen hvide mennesker kan undslippe. End ikke hvis de højtideligt bedyrer, at de aldrig nogensinde har tænkt en ufordelagtig tanke om brune mennesker.

De beskyldninger om»racisme«, der har ramt Ole Wæver, og som Eske Willerslev også har berettet om, er heller ikke beskyldninger om racisme i den almindelige forstand: At de skulle have ytret sig ufordelagtigt om brune mennesker eller have indsat dem i et hierarki under hvide mennesker. Det er beskyldninger om»racisme«i SJT-forstand: At der er en indbygget hvidhed i deres forskning, som de ikke engang selv er klar over.

Som man kan se, er det ubehagelige ved SJT, at den griber fat i sager, vi selv og de fleste andre har sympati for: beskyttelse af mindretal. Respekt for kvinder. Respekt for mennesker, der historisk har været underprivilegerede. Forståelse for det i statistisk forstand afvigende. Men at SJT så definerer disse gode sager på måder, så det baner vejen for en ekstrem grad af intolerance.

Bremser man ikke SJT, vil den udrense både mennesker og teoridannelser, der er uenige. Således, at den til sidst står tilbage uden modsigelse og modstand. Det viser al erfaring fra den engelsktalende verden. Og det mere end antyder erfaringerne fra Kunstakademiet også.

Ødelæggelse af humaniora og samfundsvidenskab

Det særlige ved SJT er noget på overfladen temmelig akademisk. SJT er for det første styret af en helt ekstrem skepsis over for, om man kan vide noget med sikkerhed (med en enkelt, ironisk undtagelse: At SJT i sig selv repræsenterer den urokkelige sandhed). For det andet er SJT styret af en tro på, at det, man i gamle dage – med et Jürgen Habermas-udtryk – forstod som det bedre arguments tvangfrie tvang, i virkeligheden er udøvelse af magt.

Det er med disse våben i hånden, SJT arbejder på at ødelægge humaniora og samfundsvidenskab. Det sker i høj grad på den måde, at SJT afviser det videnskabelige grundprincip om falsifikation. Lad os belyse det med et par eksempler.

»Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab.«

En grundsætning inden for SJT er, at menneskets kønsidentitet ikke er forankret i det biologiske køn. I stedet anses kønsidentiteten for at være skabt af en form for løbende indoktrinering.

Når den danske SEXUS-undersøgelse viser, at 99,4 procent af alle danskere har en kønsidentitet, der faktisk er en afspejling af deres biologiske køn, er det ikke et definitivt bevis på, at antagelsen om det konstruerede køn er forkert. Men det er en meget stærk indikation på, at kønsidentiteten som alt overvejende hovedregel afspejler biologien. Alligevel har det affødt nul reaktioner fra for eksempel danske SJT-fortalere.

Et andet eksempel er sagen om Frederik 5.s medskyld i slaveri og spørgsmålet om den rolle, slaveriet spillede for den økonomiske vækst i Danmark i midten af 1700-tallet. I et indlæg i Berlingske beskrev museumsinspektør Ulla Kjær omhyggeligt, hvordan antagelsen var forkert. Men også her mangler der reaktioner fra de danske SJT-tilhængere.

Vi vil gerne sige så udtrykkeligt, som det overhovedet er muligt: Vi ønsker ikke – gentager: ikke, at politikere styrer det indre liv på universiteterne.

Men vi er meget skuffede over og utilfredse med, at universiteternes ledelser tilsyneladende er så dybt og gennemgribende ligeglade med, at en intolerant og antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne.

Kritik af SJT, tak

Det vi ønsker er for det første mere kritik af SJT i de internationale fora, danske forskere allerede er afhængige af, når de skal gøre karriere. For det andet mere justits fra universitetsledelsernes side med, at den intolerante pseudovidenskab ikke slår rødder på danske universiteter og ødelægger pluralismen.

Der skal være vide rammer for at forske. Men til egentlig videnskabelighed hører blandt andet: Grundlæggende respekt for logik og data. Grundlæggende respekt for princippet om falsifikation. Grundlæggende respekt for etableret viden inden for andre fag. At man afholder sig fra at bruge ad hominem-argumenter. At man afstår fra»cherry picking«. Og ikke mindst: At man afstår fra at forudsætte, hvad man vil bevise, og nægter at afprøve konkurrerende antagelser.

Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab. For tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne. Sådan kunne en tilpasset udgave af Karl Poppers paradoks lyde for universiteterne.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 12. marts 2021)

Vi skal være mere dristige: Kender du mobilitetsparadokset?

Henrik Dahl
1. marts 2021

Det er meget muligt, at samfundet udvikler sig hurtigt. Det er i hvert fald, hvad de fleste kommentatorer falder tilbage på, når de skal komme med en vurdering, selvom det i virkeligheden er en påstand, der kræver en del forbehold. Det menneske, der blev født omkring år 1900, havde helt sikkert oplevet flere dramatiske omvæltninger i sin tilværelse, inden det fyldte halvtreds, end det menneske, der blev født omkring 1950 havde oplevet i år 2000.

Faktisk kan det diskuteres, om samfundet udvikler sig hurtigere i dag, end det gjorde for 100-120 år siden. Til gengæld ligger det fast, at vores evne til at se de helt store mønstre i mylderet foran vores øjne udvikler sig meget langsomt.

Tag for eksempel spørgsmålet om uddannelse, social arv og social mobilitet. Det er en meget kompleks problemstilling. Men vinklet helt skarpt er spørgsmålet: Er der flere mennesker, der kommer på rette hylde i tilværelsen, hvis vi sikrer en meget bred og en meget lige adgang til uddannelse, end der ellers ville have været?

Den måde, fagfolk her i landet tænker over problemet, har i højeste grad været præget af en stor undersøgelse, socialforskeren Erik Jørgen Hansen gennemførte i årene fra 1968 til 1992.

I 1968 begyndte han og hans kolleger at interviewe 14-årige. Og med regelmæssige mellemrum blev de ved med at interviewe de samme unge, der efterhånden blev voksne, frem til 1992.

En af de skarpeste konklusioner var, at hvis de unge ikke havde taget en uddannelse, blev deres erhvervsvalg i højeste grad afgjort af deres forældres erhvervsvalg. Skomagerens børn blev kort sagt ved faderens læst. Til gengæld var det sådan, at havde man først fået en uddannelse, ville den blive benyttet – uanset hvad forældrene beskæftigede sig med.

Politisk førte det til en forestilling om, at alle burde kunne få den uddannelse, de havde lyst til, uden større besvær. For på den måde ville konsekvenserne af forældrenes livsvalg langsomt forsvinde.

Små tredive år og en masse reformer senere kan vi begynde at konkludere. Og det viser sig, at selvom vi tilbyder fri og lige adgang til et enormt uddannelsessystem, og selvom vi uddeler verdens mest rundhåndede uddannelsesstøtte, har det ikke de helt store konsekvenser for, hvad unge helst vil beskæftige sig med, når de bliver voksne. For nylig viste en undersøgelse, at unge mennesker generelt foretrak at opholde sig i det erhvervsmæssige miljø, deres forældre også foretrak. Og selvom det blev præsenteret som helt ny viden, viste en anden undersøgelse for knap fire år siden faktisk det samme.

En foreløbig konklusion kunne oplagt være, at det sociale miljø, man kender fra sin opvækst, ender de fleste med at holde så meget af, at de foretrækker at blive i det. Selvom det er forholdsvis enkelt at komme til en anden social og erhvervsmæssig verden, hvis det skulle være det, man foretrak.

Derfor tror jeg, vi skal være mere dristige i vores konklusioner end dette. Vi skal nemlig sige, at ligesom der findes et ligestillingsparadoks, så findes der også et social mobilitetsparadoks.

Som de fleste sikkert ved, går ligestillingsparadokset ud på, at jo mindre kønsmæssig diskrimination, der er i et givet land, jo mere foretrækker mænd og kvinder at være i de fag, der er typiske for deres køn.

Mobilitetsparadokset går ud på, at jo mere økonomisk lige et samfund er, og jo mere det sikrer et frit uddannelsesvalg til alle, i jo højere grad viser det sig, at de fleste foretrækker at leve i det sociale miljø, de har været fortrolige med siden opvæksten.

(Klumme bragt i Berlingske d. 1. marts 2021)

Folkeskolens undervisning er ved at blive til science fiction

Henrik Dahl
4. januar 2021

En af de nyere film, jeg holder mest af at se, er Interstellar. En science fiction-fortælling fra 2014, der ultrakort fortalt handler om menneskehedens jagt på et nyt sted at bo, efter en global, økologisk katastrofe har ødelagt Jorden.

Det mest spændende ved filmen er for de fleste nok, at den formår at illustrere begreber som tidens relativitet og mulige reversibilitet på en måde, der både appellerer til følelserne og fantasien.

Langt den største del af filmen foregår i et fjernt hjørne af universet, som der fra Jorden kun er adgang til gennem et ormehul i nærheden af Saturn. Men indledningen på Jorden har altid fascineret mig.

Her oplever vi blandt andet et skolevæsen, der er gået i forfald: Det forsvarer ikke længere rationaliteten imod overtro og konspirationsteorier. Derfor lærer børnene, at mennesket ikke landede på Månen i 1969.

At det var et bedrag, USA satte i værk for at afslutte rumkapløbet med Sovjetunionen.

Og at bedraget for så vidt var noget, der gav god mening i samtiden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor realistiske eller urealistiske de scener i Interstellar er, som finder sted efter ekspeditionen til Saturn og hinsides ormehullet er lettet fra Jorden. Men et forfald i skolevæsenet som det, filmen beskriver, anser jeg for at være mere realistisk end det modsatte. Og hvorfor så det? For det første, fordi der ikke er nogen former for kontrol med det undervisningsmateriale, der anvendes i folkeskolen.

I 2012 afslørede Detektor for eksempel, at 14 ud af 15 lærebøger i folkeskolen gengav den myte, at Columbus mødte modstand, fordi han til forskel fra de fleste andre i samtiden mente, at Jorden var rund.

Det er ingenlunde tilfældet. Helt siden oldtiden har alle blot nogenlunde dannede personer i Europa vidst, at Jorden var rund.

Flere hundrede år før vor tidsregning udregnede den græske matematiker Eratosthenes endda Jordens omkreds nogenlunde præcist.

Baseret på nedslag i andet undervisningsmateriale, der beskæftiger sig med f. eks.

miljø og klima, er det mit gæt – som jeg understreger er et sådant – at Columbusfadæsen langt fra er enestående.

Når der ikke er nogen kvalitetskontrol med undervisningsmateriale i folkeskolen og dermed heller ikke nogen mulighed for at diskvalificere materiale, der videregiver urigtige eller vildledende oplysninger, er der principielt ikke nogen mekanisme, som kan hindre det, der sker i filmen Interstellar.

Alt, hvad det kræver, er, at et flertal af de mennesker, der har indflydelse på skolevæsenet, tror på, at denne eller hin fortælling om verden er den rigtige.

Men er det så ikke en lige lovlig pessimistisk udlægning, kan man spørge sig selv.

Hvis det var sådan i vores dannelses-og uddannelsesinstitutioner, at der herskede en meget stærk norm om, at man skal bøje sig for basale kendsgerninger; for den mest velunderbyggede viden, der findes; og for uigendrivelig logik, ville min bekymring være overdreven.

Men sådan er det ikke i dag. I udgangspunktet er det for eksempel noget vrøvl, når dele af samfundsvidenskaben fornægter meget velunderbyggede antagelser og veldokumenterede facts inden for den biologiske videnskab. Men det gør man glad og gerne inden for den såkaldte normkritik, der i disse år er ved at blive udbredt i folkeskolen. Ligesom DNA-forskeren Eske Willerslev kan fortælle om trusler, når han udfordrer det socialkonstruktivistiske verdensbillede.

Så konklusionen er klar: Der er faktisk ikke noget i Danmark, der formelt forhindrer fiktionen fra Interstellar i at blive til virkelighed.

Klumme udgivet i Berlingske d. 4. januar 2021.