Wokeness æder sig ind i det politiske liv

Henrik Dahl
8. juli 2021

I England er wokeness på vej til at blive en afgørende faktor i den politiske verden. Vil dansk politik også blive overtaget af woke-dagsordenen?

Ifølge den amerikanske politiske analytiker Frank Luntz, så er “wokeism” (en ideologi, der blandt andet hævder, at de vestlige lande er strukturelt sexistiske og strukturelt racistiske) på vej til at blive mere splittende i britisk politik end f. eks. modsætningen mellem nord og syd eller modsætningen mellem land og by.

Frank Luntz er ikke hvem som helst. For det første har han i årtier rådgivet Det Republikanske Parti i sit hjemland USA. For det andet gik han i sine unge dage på universitetet i Oxford. Der stiftede han blandt andet bekendtskab med Boris Johnson og hjalp ham i kampen for at blive det, der frit kan oversættes til formand for Studenterrådet. Tilsammen gør de ting ham værd at lytte til.

Mængden af wokeism i henholdsvis det konservative parti og Labour er meget forskellig. Hos de konservative er det kun cirka en femtedel, der opfatter Storbritannien som strukturelt sexistisk og racistisk. Hos Labour er det til gengæld næsten halvdelen, der har den opfattelse.

Frank Luntz er ikke den eneste i Storbritannien, der har den opfattelse, at wokeism er i færd med at udvikle sig til at definere britisk politik. For nylig skrev Douglas Murray (som vi i Danmark blandt andet kender fra den anmelderroste bog om identitetspolitik “Hordernes hærgen”) i The Sun, at wokeness efterhånden findes overalt i landet på universiteterne og i centraladministrationen, men også i de væbnede styrker og i erhvervslivet (der i CSR-tænkningens bullshittende navn forestiller sig, at der er kunder at hente ved at udstille et woke værdisæt).

Den, der tænker, at wokeness er noget, der kan ændre Storbritannien, har bestemt noget at have det i. For nylig afgjorde højesteret, at transkvinder kan indsættes i kvindefængsler, hvis de ønsker det. Også selv om de ikke har undergået nogen form for behandling med hormoner eller lignende.

Anledningen til, at højesteret overhovedet behandlede sagen, var, at en biologisk kvindelig indsat i et fængsel havde klaget over, at hun skulle afsone med biologiske mænd, der var dømt for voldtægt, men erklærede, at de identi-ficerede sig selv som kvinder.

Højesteret erkendte, at der var tale om interesser, der skulle afbalanceres.

På den ene side kvinders ret til at leve i tryghed; også når de afsoner en fængselsdom. På den anden side transpersoners ret til at udleve deres seksualitet. Men konklusionen var, at i denne konflikt måtte transpersonernes legitime krav have forrang for de biologiske kvinders legitime krav.

Den samme konklusion er IOC nået til i forhold til den new zealandske vægtløfter og transperson Laurel Hubbard. Hun gennemlevede puberteten som manden Gavin Hubbard og gik fra middelmådig til verdensstjerne, da hun skiftede til Laurel. Kvindelige atleters legitime krav om at konkurrere med jævnbyrdige må tilsidesættes for Laurel Hubbards ret til at være den, hun føler, at hun er.

Begge sager understreger, at i et woke samfund er der en klar tendens til, at biologiske kvinders legitime krav tilsidesættes til fordel for transpersoners. Det er kvinderne, der må ofre deres “safe spaces” såsom omklædningsrum eller (skønt det berører få) fængsler, hvor de ikke skal frygte at blive voldtaget. Det er de fødte kvinder, der må ofre deres udtagelse til det new zealandske landshold i vægtløftning for en tidligere mand.

Vil det gå lige så galt i Danmark? For ja, det er min klare opfattelse, at der er noget galt, når et samfund bliver woke. På den ene side kan man sige: Nej.

Vi er slet ikke der, hvor amerikanerne, canadierne og briterne er havnet. Men på den anden side kan man fremføre: Nævn et væsentligt kulturfænomen fra den engelsktalende verden, der ikke er kommet til Danmark og Europa.

Jeg giver en gammeldags isvaffel med guf og syltetøj til den, der kan komme i tanke om et gyldigt eksempel.

Den hastighed, hvormed wokefænomener er trængt frem i Danmark, begrunder først og fremmest en vis bekymring. Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren. I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

Wokeness ødelægger alting. Den skaber en frygt-og aflysningskultur på universiteterne. Den fører til aktivistisk pseudovidenskab sammesteds. Men hvad værre er: Wokeness sniger sig også ind hos universiteternes ledelser og ændrer fundamentalt ved forståelsen af eksempelvis ligestilling.

Hvor ligestilling indtil for nylig har betydet forbud mod diskrimination og har betydet lige chancer, når man søger en stilling, er begrebet på vej til at betyde, at kvinder har en kollektiv ret til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er en uskik. For kollektive rettigheder kan alene tildeles ved, at man diskriminerer på det individuelle plan. Det vil konkret sige: mod mænd, der er bedre kvalificerede end den kvindelig ansøger, der tildeles en stilling som følge af en kollektiv rettighed til at fylde en kvote op.

Wokeness har den tendens, at den tilsidesætter biologiske kvinders legitime krav og ønsker for transpersoners krav og ønsker. Derfor anser jeg det for en kendsgerning, at nogle af de største ofre for wokeness bliver de biologiske kvinder. I hverdagen, når de ikke kan have et safe space som et omklædningsrum i fred. Og i sporten, når de tvinges til at konkurrere med personer, der har gennemgået puberteten som mænd og derfor er tæt på umulige at slå for den, der er født som kvinde.

Oven i det kommer den symbolske udslettelse, når man som J. K.

Rowling, Martina Navratilova eller Maya Forstater skal lægges for had, hvis man fremfører, at det at være kvinde også har at gøre med den biologi, man er født med.

Det værste ved wokeness er for mig at se, at det opløser idealer om rationalitet og om fælles menneskelighed, der har forbedret verden konstant siden Oplysningstiden i 1700-tallet. Det er sandt, at rationaliteten og den fælles menneskelighed er idealer, der ofte er blevet svigtet. Men det forholder sig ikke desto mindre sådan, at når idealer svigtes, kan det udsættes for gyldig kritik.

Mens det ikke er legitimt at kritisere andre mennesker for at svigte mine idealer, så er det jo for det første legitimt at kritisere folk for at svigte egne idealer. Og for det andet er det legitimt at kritisere dem for at svigte fælles idealer.

Så den egentlige værdi i de fælles idealer ligger ikke i, at de til hver en tid bliver fulgt. Den ligger i, at de giver anledning til gyldig kritik.

Derfor er det nødvendigt at sige: Det er ikke sådan, at enten må man blive det woke Storbritannien, eller også må man blive det illiberale Ungarn. Det er odiøs manipulation at hævde, at midterpositionerne ikke findes. Det er et falsk dilemma, at valget står mellem wokeness eller illiberalitet.

Mennesker skal i et meget vidt omfang nyde en respekt, som er begrundet i selve det forhold, at de er mennesker. Men det nytter ikke noget, hvis man benytter ublu krav om overdreven respekt eller en paranoid følelse af, at alle er imod en, til at kræve særrettigheder for sig selv. Og underkastelse fra alle andre.

Derfor skal vi gå så langt, som Oplysningstidens idealer tillader for at give plads til det enkelte menneske. Det ville i enhver henseende være katastrofalt, hvis vi gik længere. Og dermed lod idealer om universel sandhed; om rationalitet og om fælles menneskelighed falde.

Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren.

I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 8. juli 2021)

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Henrik Dahl
21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre

Henrik Dahl
9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)

Universitetsrektorerne forstår ikke problemet

Henrik Dahl
7. juni 2021

Det kunne være en hjælp til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

Disse linjer skrives den 6. juni. Det vil sige søndagen, der markerer udgangen på uge 22.

Den 22. uge i det herrens år 2021 kan og vil blive husket på mange måder, når historien engang skal skrives. Men blandt dem, der har sat for sig at beskrive livet ved de danske universiteter, vil en omtale af vedtagelse 137 næppe være til at komme uden om.

Vedtagelsen blev udløst af en forespørgselsdebat i Folketinget, der blev afholdt ugen før. Den omhandlede overdreven aktivisme, og endte i en konklusion – det er, hvad begrebet ”vedtagelse” dækker over – der blandt andet lyder: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Det er jo – skulle man tro – en meget fredsommelig konklusion. Folketinget vil ikke blande sig i det indre liv på universiteterne, men præciserer, at den videnskabelige selvregulering er det bærende princip.

Så fastslår Folketinget, at opgaven med at sikre, at der ikke går noget galt i forhold til selvreguleringen, ligger hos universiteternes ledelser. Og for at undgå misforståelse, så beskriver Folketinget også, hvad ledelserne skal være opmærksomme på. De skal undgå faglig ensretning. De skal undgå, at politik og videnskab sammenblandes. Og de skal sikre sig, at forskere svarer på rimelig kritik af deres arbejde. Hvem kan dog have noget imod det?

Det kan blandt andet universiteternes rektorer. På Twitter skrev formanden for universiteternes rektorkollegium Anders Bjarklev for eksempel: ”Som formand for rektorkollegiet i @Danskeuni kan jeg kun tolke det her som et angreb på forskningsfriheden.”. Og til netstedet videnskab.dk uddybede han: ”Problemet er, at vi sidder i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi bliver anklaget for”.

Men en gruppe af forskere gik endnu mere amok. De skrev et åbent brev, hvori der blandt andet stod: ”Folketingets position kan blive brugt til at legitimere yderligere angreb og begrænsninger på den akademiske frihed. Det kan resultere i, at flere forskere – særligt dem i udskældte positioner – trækker sig fra den offentlige debat, hvilket leder til selvcensur.” Det åbne brev havde ifølge netstedet videnskab.dk fredag den 4. juni samlet over 1500 underskrifter.

Det mærkelige ved det åbne brev, er, at anklagerne er fuldkommen spekulative. Kan underskriverne fremlægge belæg eller dokumentation for, at Folketinget rent faktisk planlægger angreb og begrænsninger på den akademiske frihed? For V137 kan umuligt tolkes som hverken angreb eller begrænsninger på den sande forskning. Kun som en kritik af pseudovidenskab og politisk aktivisme – som alle vel er enige om, ikke hører hjemme på et universitet. Så der må være noget belæg af en eller anden slags et sted? Det kunne det være rart at få præsenteret.

Den næste anklage i det åbne brev, som heller ikke dokumenteres, er anklagen om, at lige præcis V137 vil få rigtige forskere – altså dem, der ikke benytter sig af pseudovidenskab eller er politiske aktivister – til at udøve selvcensur. Er der nogen som helst dokumentation for, at dette vil ske? Eller er det bare spekulation og konspirationsteori, som der ikke er noget reelt grundlag for tro?

Jeg er godt klar over, at affattelse af åbne breve ikke er det samme som forskning. Alligevel forekommer det mig besynderligt, at dokumentationen for, at der i det hele taget forekommer et problem, er så tynd i en henvendelse, der er skrevet og underskrevet af videnskabsmænd og –kvinder.

Men lad os gå videre og se på Anders Bjarklevs besynderlige påstand om, at han ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for.

At rektoren ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for, skyldes, at han ikke vil vide det. Ikke ønsker at vide det. Holder fingrene i ørerne og siger la-la-la, når kritikerne tager ordet. For det er ikke sådan, at der mangler tekster, som påpeger eksistensen af et problem.

Den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech udgav allerede i 2005 en bog, der hedder Kvinder og Mænd. Den er en akademisk kritik af manglende redelighed i den danske kønsforskning.

I 2012 udgav samme Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen Er danskerne racister? Den er også en akademisk kritik. Men denne gang af uredeligheden blandt danske racismeforskere.

Og i 2019 udgav de tre forskere Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe bogen ”Æresrelateret social kontrol”. Her beskrives, hvordan forskersamfundet på deres specialeområde (som er socialt arbejde i forhold til den sociale kontrol i indvandrermiljøer) selv er grebet af en social kontrol, der udelukker visse perspektiver på deres forskningsgenstand.

Men sagen er, at forskere i meget vidt omfang ikke vil forholde sig til kritikken. De nægter simpelthen at gå ind på den kritik, der er fremlagt. Det sker ved anvendelsen af alle mulige sange fra de varme lande og al mulig snak for den syge moster, der ikke tjener noget som helst legitimt formål. Men blot forhindrer en realitetsbehandling på universiteterne af kritikken.

Kun hvis man møder enhver kritik med lamme undskyldninger og skøre påstande om imaginære problemer, der sjovt nok bevirker, at man ikke behøver lytte til kritik, giver det mening at hævde, at universiteterne ikke ved, hvad de anklages for.

Hvis de nævnte bøger ikke rækker, findes der desuden kvalificeret påpegning af problemerne i denne kronik af Hans Bonde; i denne kronik af førnævnte Bonde samt Torsten Skov, og i denne kronik af Marianne Stidsen.

Det er et selvstændigt problem, at enhver kritik af universiteterne mødes af en spærreild af lamme undskyldninger for, at kritikken ikke kan realitetsbehandles. Så det første, universitetsrektorerne kunne gøre, var at droppe udflugterne om, at de ikke kender til kritik, og foretage en realitetsbehandling af den kritik, der allerede er fremlagt. For der er noget at komme efter. Som den tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole og nuværende professor ved DPU Lars Qvortrup beskriver her (man skal begynde at læse efter den rituelle nedrakning af borgerlige politikere og debattører).

En vinkel på forespørgselsdebatten, der ikke har været betonet særlig kraftigt hidtil, er, at flertallets vedtagelse kan ses som en beskyttelse af mindretal og af dissidenter.

Efter spørgsmålet om aktivisme og pseudovidenskab dukkede op i den offentlige debat i marts, er jeg blevet kontaktet af tilstrækkeligt mange forskere til, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi har et problem.

Problemet består i, at forskere, der er uenige med ortodoksien inden for de områder, der i særlig grad er inficeret med aktivisme og pseudovidenskab, føler sig i en udsat position. De føler, at hvis de ikke holder mund og gør gode miner til slet spil, så er der en fare for, at de vil blive sorteret fra i kampen om en fast stilling (den første ikke-tidsbegrænsede stilling for en forsker, er stillingen som lektor).

Det har tilstrækkelig mange forskere – under meget alvorligt mente ønsker om fortrolighed – fortalt mig. Det bør undersøges med stor alvor af universitetsledelserne. Og der bør tages effektive forholdsregler imod, at forskere, der lever op til kvalitetsstandarderne, men har et andet syn på tingene end ortodoksien, ikke systematisk presses ud af stillingsstrukturen ved universiteterne.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan rektorerne løser deres ledelsesopgave. Men her er et forslag, de kunne overveje:

Hvad med, at ledelserne på universiteterne løbende organiserede konferencer om de emner, som vi fra kritikken ved er underbelyste og uønskede på de fagområder, hvor pseudovidenskaben og aktivismen har godt fat?

Det kunne for eksempel være en konference om biologiens betydning for kønsidentiteten. Det kunne være en konference om religionen islams negative indflydelse på fremkomsten af demokrati i Mellemøsten. Det kunne være en konference om selvdisciplinens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om intelligensens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om den mellemøstlige kulturs undertrykkelse af kvinder. Eller det kunne være en konference om humanismens stigende indflydelse på politik og på samfundslivet generelt fra 1700-tallet og frem mod vore dage.

Sådanne perspektiver kommer sjældent frem, når danske forskere udtaler sig. Derfor kunne det være en hjælp til de oversete positioner og til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser på denne måde tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 6. juni 2021)

Er der hold i snakken om aktivistiske forskere?

Henrik Dahl
27. maj 2021

Siden marts har debatten stået i Danmark: Er der ved universiteterne opstået politisk aktivistiske miljøer, der har erstattet gammeldags idealer om forskning med yderligtgående, venstreorienteret aktivisme?

I den forbindelse har apologeter for tingenes nuværende tilstand blandt andet argumenteret for, at problemet overhovedet ikke findes. Det skulle efter denne opfattelse ene og alene være udtryk for nogle højreorienterede politikeres trang til at vække opmærksomhed.

I den mest fornuftige ende finder man lektor Nils Holtug. Han argumenterer for, at forskere gerne må være normative i deres tilgang til de emner, de studerer. Men samtidig sætter han klogeligt nogle grænser op. Både i forhold til redelighed, når det gælder om at fremstille resultater, der støtter ens politiske holdninger. Og i forhold til forskningskvalitet i det hele taget.

I den knap så fornuftige ende finder man en række forskere, som i forskellige variationer siger, at da forskning aldrig kan være helt objektiv og helt værdifri, kan det hele nærmest være lige meget. Et godt eksempel kan læses her.

Men indvendingen mod den måde at argumentere på ligger ligefor: Ja. Det kan godt være, at objektivitet og værdifrihed ikke findes i praksis. Men sandhed er et ideal, man som forsker bør stræbe efter – selvom det er umuligt at nå. På samme måde er spørgsmålet om den almene anerkendelse af videnskabelige resultater et ideal: Det kan godt være, at det aldrig nås. Men den rette måde at forske på er ikke desto mindre stadig at stræbe efter at overbevise alle så godt, det lader sig gøre. Denne vigtige tilføjelse til relativismen og nihilismen, der ligger i påstanden om, at når man ikke kan nå idealerne, kan det hele være ligegyldigt, kan læses hos Lars Qvortrup her.

Endelig er der så de helt outrerede benægtere. Et godt eksempel er for eksempel professor emeritus Heine Andersen, der sammen med Mogens Nygaard Christoffersen skriver i blandt andet Kristeligt Dagblad.

Skønt en person som Julia Suárez-Krabbe decideret har aflagt tilståelse i Berlingske, mener Andersen åbenbart ikke – og den påstand har han gentaget ofte – at der foreligger dokumentation for blandt andet aktivisme. Det er over grænsen ind mod det komiske.

Men den venstreorienterede aktivisme på danske universiteter er ikke bare sporadisk. Den er ekstrem. Det kan man se af et nyligt kampskrift i Politiken med titlen: ”Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”.

Selvfølgelig har forskere lov til at have en holdning og udtrykke den. Men i manifestet (der har over 30 underskrivere) hedder det: »Som akademikere, forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel og de omtrent 7 millioner palæstinensiske flygtninge verden over.«

Det kan ikke læses på andre måder end, at de højtideligt erklærer, at de udfører deres daglige arbejde i solidaritet med palæstinenserne. Og dermed helt klart ikke ud fra et ideal om hverken balance i fremstilling af positionerne eller ligefrem neutralitet.

Navnlig ikke, fordi det gentages mod slutningen af teksten: »Som akademikere, forskere og undervisere i Danmark, en tidligere kolonimagt, er vores støtte til den palæstinensiske befrielse en integreret og fuldstændig nødvendig del af den bredere afkoloniseringsproces.« Det handler tydeligvis ikke om holdninger i fritiden, men om holdninger i arbejdstiden.

Længere nede i manifestet fremstilles Israel gang på gang som et apartheidsamfund. Det er en betegnelse, der primært er lanceret af ngo’en Human Rights Watch, og er – hvis man skal sige det yderst pænt, hvad Adam Holm her bestræber sig på – det, man kan kalde en tilsnigelse.

Som Adam Holm skriver, så har livet som araber i Israel absolut intet at gøre med livet som sort i Sydafrika under apartheidstyret. Og hvorfor lige trække Israel frem som ”apartheidland”, når der f.eks. findes masser af islamiske lande, hvor de rettroende er førsteklassesborgere, og de vantro anden- eller tredjeklasses? Så hvorfor Israel – på et både faktuelt forkert og urimeligt grundlag – skal trækkes frem som slyngelstat på bekostning af andre stater, der faktisk fortjener betegnelsen, står hen i det uvisse.

Et besynderligt træk ved manifestet er, at det slet ikke nævner Hamas. Og dermed heller ikke Iran, der er storsponsor for Hamas.

Hamas har det samme mål som Iran, nemlig staten Israels totale udslettelse. Det er ikke bare noget, man har i munden. Hamas har ved talrige lejligheder forsøgt efter bedste evne at gøre målet til virkelighed.

Skal man forstå Israel til fulde, ville det derfor være en god idé at nævne, at landet står over for en eksistentiel trussel fra Hamas og Iran.

Udover at forskerne selv tilstår yderligtgående venstreorienteret aktivisme, fortæller de også den kyndige læser, hvor de har deres faglige udgangspunkt: Overordnet set handler det alt sammen om afkolonisering.

Det vil blandt andet sige den samme fikse (men i bund og grund forfejlede) idé om en uafvaskelig arvesynd blandt nulevende danskere på grund af den politik, der blev ført under enevælden. Den, som også fik en gruppe vandaler under ledelse af Katrine Dirckinck-Holmfeld til at stjæle en buste af Frederik V og kaste den i Københavns havn.

Den venstreradikale aktivisme stortrives ved danske universiteter. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Fordi den har aflagt fuld tilståelse herom.

(Blogindlæg udgivet på Jp.dk d. 26. maj 2021)

Det er slemt, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men værre, at vi uddanner til arbejde

Henrik Dahl
27. maj 2021

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne.

Det har vakt en berettiget opsigt, at en række af de mere end 800 fag, man kan studere i Danmark, har en meget høj ledighed for så vidt angår dimittenderne.

Der er ikke nogen tvivl om, at dette er et problem. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på et andet problem, der er meget større: At vi uddanner til arbejde.

Og hvad skal så det betyde?

Det betyder, at i overensstemmelse med de helt almindeligt gældende lovmæssigheder for økonomi, så vil den arbejdskraft, der byder sig selv til på arbejdsmarkedet, før eller siden blive ansat (det er derfor, alle ansvarlige politikere til hver en tid forsøger at gennemføre tiltag, der hæver arbejdsudbuddet).

Hvis man ser på, hvem der kommer i arbejde med det samme, er det folk med uddannelser, der helt entydigt er pragmatiske og produktive: Matematikere. Bioanalytikere. Programmører. Den slags.

Omvendt er dem, der ikke kan få et arbejde, folk, som har diffuse og fluffy uddannelser i et eller andet, som ingen rigtig ved, hvad er: Performancedesign. Multimediedesigner. Integrerede fødevarestudier.

En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der typisk er organiseret under HK, og det er galt nok. For ud over, at HK’ere ofte er bedre til at udføre HK-arbejde end akademikere, er det også udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.

Men det værste er, at alle de mange generalister med fluffy og tvivlsomme kompetencer inden for et eller andet, ingen rigtig ved, hvad er, ender med at opfinde arbejde til sig selv.

Den slags arbejde, som akademikere opfinder til sig selv, er typisk fuldkommen overflødigt: Verdensmålskoordinator. Facilitator af dit og dat. Oplevelseskoordinator. Det er det ene problem: Skabelsen af pseudoarbejde i pseudostillinger – typisk i den offentlige sektor.

Det andet er, at mennesker, der udfører pseudoarbejde, af en eller anden grund synes at være en invasiv art. Hvis der til et større centralbibliotek i provinsen ankommer en enkelt medarbejder i en pseudostilling, vil der 12-24 måneder senere være fem. Og når ti år er gået, vil der være en hel afdeling for pseudoarbejde. Med ledelse, sekretariat, mellemledere og hele molevitten.

Pengene til at aflønne alle disse overflødige mennesker findes ikke i form af forøgede bevillinger. De findes ved at skære ned på kerneopgaven: At udlåne bøger og hjælpe de besøgende, der ikke umiddelbart kan finde, hvad de leder efter.

At vi har fået masseuddannelse i Danmark som følge af de store reformer i midten af 00’erne, er en af de helt store katastrofer, vi taler for lidt om.

Masseuddannelse fører uvægerligt til faldende akademiske standarder på universiteterne og en skolegørelse af noget, der burde være selvstudium for voksne og motiverede mennesker.

Men det fører også til, at folk med erhvervsuddannelser som fx HK’ere presses ud mange steder. Og værst af alt fører det til, at der opfindes enormt mange meningsløse opgaver og jobfunktioner i primært den offentlige sektor.

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne. Og så spilder pseudoarbejdere i vidt omfang de produktive medarbejderes tid ved at indkalde dem til møder og kræve af dem, at de indberetter alverdens ligegyldige oplysninger.

Så ja: Der bør advares imod, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men der bør advares mindst dobbelt så kraftigt imod, at vi uddanner til arbejde. Det er i det lange løb væsentligt værre og mere farligt for samfundet.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 23. maj 2021)

Det nytter ikke, at vi bliver for fine til at forsvare os

Henrik Dahl
12. maj 2021

Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder.

Langsomt sænker mørket sig over Europa. Vi kan holde alle de skåltaler, vi har lyst til, om de frihedsrettigheder, vores forfædre i en lang, sej kamp mod tyranniet tilkæmpede sig. Men sandheden er: Flere og flere steder på kontinentet er man ikke længere fri til at sige, hvad man oprigtigt mener og tænker.

I Frankrig er der næppe nogen lærere, der længere vover at sætte ytringsfriheden og presset imod den til debat ved at vise en tegning af Muhammed.

I Storbritannien antyder den ubehagelige sag fra Batley Grammar School i Yorkshire, at undervisningsbureaukratiet ikke synes at være indstillet på at bakke lærerne op. Men tværtimod retter kritikken mod den lærer, der i Samuel Patys ånd sætter ytringsfriheden til debat, fordi han derved gør en kreds af intolerante forældre ophidsede.

I Tyskland forekommer den vejledning, myndighederne i delstaten Hessen netop har udsendt til deres skoler, også at være en kapitulationserklæring. Skønt den på overfladen former sig som gode råd, hvis man skulle have lyst til at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning, er den så fyldt med forbehold og relativeringer, at den i klar tekst siger: Lad være!

Og i Danmark må en lærer på en professionshøjskole leve under jorden og er i stadig kontakt med PET, fordi hun tilkendegav, at hun agtede at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Vores regering – der ellers vækker opsigt med sin højredrejning i udlændingespørgsmålet – har i den anledning intet at tilbyde. Under dække af ”metodefriheden” vil den ikke diktere, at tegningerne er en naturlig del af undervisningen i for eksempel nyere dansk historie. Og i forhold til at støtte lærerne tilbyder regeringen kun hjælp, når det er for sent. Det svarer til at føre den politik, at man overhovedet ikke interesserer sig for at forebygge eller forhindre ildebrande. Men understrege vigtigheden af at kunne huske nummeret 112.

Lærernes egne organisationer skal vi slet ikke tale om. På den ene side har de travlt med at blande sig i de afgørelser, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet træffer. Som om der ikke længere er noget, der hedder armslængdeprincip til myndighederne.

Og på den anden side kapitulerer de og siger, at husfreden på skolerne går foran alt andet. Således også en helhjertet indsats for at få eleverne til at forstå, hvad det vil sige at leve i et liberalt demokrati.

Jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af hele denne redelighed. Fordi det er så inderligt forudsigeligt, at udviklingen kun går én vej: til det værre.

Det er indiskutabelt, at vi i Europa år for år mister mere frihed til den kollektivistiske og voldsparate samfundsmodel, vi kender fra de mellemøstlige lande, og som først og fremmest er styret af islam.

Lad os være ærlige og sige: Skolerne er allerede faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Fordi fjenderne af ytringsfriheden og tolerancen er stærkere end dens tilhængere. Der findes ikke nogen rationelle grunde til at antage, at dette kommer til at vende uden en aktiv indsats.

Og hvad har de vestlige samfund reelt af modtræk? Det skal jeg sige: at vride hænder og udtrykke deres beklagelse over, at mørket sænker sig.

I den vestlige verden lider vi af en besynderlig blanding af overmod og resignation. På den ene side tror de fleste højtstående beslutningstagere (hvis man skal tage dem alvorligt), at de værdier, det liberale demokrati hviler på, har en så frappant overbevisningskraft, at man blot skal forkynde dem for mennesker fra f.eks. Stormellemøsten. Så vil de straks indse, at deres hidtidige kulturelle praksisformer er helt håbløse, og opgive dem.

Det er selvfølgelig et komplet åndssvagt synspunkt. Men det er, hvad der faktisk bliver sagt i forskellige variationer: Vi kan ikke opgive vores værdier. Og på langt sigt vil de også vise sig at være de stærkeste.

Som et praktisk udsagn om håndtering af en eksistentiel krise for de vestlige samfund er påstanden selvdestruktivt tåbelig.

Hvad nu, hvis det viser sig, at al-Qaeda eller Islamisk Stat ikke nedlægger deres våben, fordi vi forklarer det liberale demokratis overlegenhed for dem? At man overhovedet kan forestille sig, at det skulle ske, er indikation på, at man muligvis er idiot. Men lad os gå med for argumentationens skyld: Hvad er plan B, hvis det viser sig, at de liberale frihedsværdier ikke fejer al modstand til side?

Her er der en bestemt gren af den utopiske liberalisme, der synes at mene, at så – og her kommer resignationen ind – er det bare ærgerligt. Vores værdier fejede ikke al modstand til side. Det var så som så med det bedre arguments tvangfri tvang. Så må vi bøje nakken og indrette os på, at der er kommet nye herskere til kontinentet.

At indlade sig på denne tankegang siger ikke noget om, at liberalismen har fejlet. Det siger noget om, at den naive utopisme har fejlet. En ganske anden sag. For det er jo også den, der rammer hele venstrefløjen. Naiv utopisme er ikke bundet til en bestemt ideologi, men er noget i sin egen ret: en verdensfjern idé om, at verden faktisk er sådan, som den burde være.

Også som liberal skal man have en plan B, hvis det viser sig, at man ikke kan stoppe Islamisk Stat eller det hjemlige mellemøstlige voldsregime ved at forkynde den liberale samfundsmodels principielle overlegenhed.

Og det er en fordrejning af tingenes rette tilstand, hvis man tror, at denne plan B er at overgive sig til alle mulige andre overbevisninger, end at den frie og liberale samfundsmodel i princippet giver mest frihed til de fleste. For det gør den. Og det kan belægges med adskillige rationelle argumenter.

Det, jeg er tilhænger af, er en pragmatisk liberalisme. Det vil sige en liberalisme, der tager udgangspunkt i, at vores institutioner og de værdier, de er baseret på, er så meget værd, at vi bør kæmpe for dem. Også hinsides det punkt, hvor man kæmper på ord.

Samfundsmæssige institutioner som skolerne og universiteterne er værd at kæmpe for. De principper om tolerance og ligeværd, som vores samfundsmodel er baseret på, er værd at kæmpe for. Den politiske liberalisme – med dens vægt på blandt andet ytringsfrihed – er værd at kæmpe for.

Det skal man gøre med ord, så langt det overhovedet er muligt. Men når voldsmænd nedlægger veto mod, at lærere bruger deres ytringsfrihed, eller mod, at de underviser i emnet, er det nok. Ligesom det er nok, når lov og orden trænges tilbage af den stærkes ret.

Her bør det liberale svar være: Vores foretrukne model er faktisk så meget værd, at vi vil slås for den. Ikke så lidt, at vi bare bøjer nakken og resignerer, når antagonistiske modstandere ler højt ad vores velmente erklæringer. At tro, at man er for fin til at forsvare sig, er ikke nobelt. Det er bare selvdestruktivt.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 11. maj 2021)

Når Fanden bliver en stjernefortolker

Henrik Dahl
6. maj 2021

En litterat mener ikke, at vi kan synge “Den danske sang er en ung blond pige” – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig “woke-ismen” er.

»Hvis debatten (om digtet ”Den danske sang er en ung blond pige”, red.) skal fortsætte uendeligt, må det derfor være på tide, at den bliver kvalificeret af et skud viden om Hoffmanns litteratur. Ikke for at afgøre, om vi fortsat skal synge sangen – men for at kunne diskutere det spørgsmål på et oplyst grundlag.«

Det skriver Hans Peter Madsen, som titulerer sig selv forfatter og litterat, i en kronik i Berlingske søndag den 2. maj.

Konklusionen på kronikken (som man godt kunne forestille sig blev skrevet som det første) er, at Kai Hoffmann er racist. Det udledes for det første af, at der i Dansk Biografisk Leksikon står, at Kai Hoffmanns forfatterskab rummer »en tydelig Nietzsche-påvirkning, der i “Riget” (1905), “Under solen” (1907) samt de efterfølgende samlinger tager sig udtryk i heltedyrkelse og racefantasier«.

Men løfter dette citat bevisbyrden? Det synes jeg ikke umiddelbart, man kan sige. Begrebet “racefantasier” er et meget åbent begreb. Det kan muligvis betyde, at forfatteren vitterligt mener, at den europæiske race står over de brune racer. Men det kan også have den mere løse betydning, at forfatteren opfatter verdens mangfoldighed som interessant, uden af den grund at fælde domme. Om det første eller det andet – eller positioner derimellem – er tilfældet, får Hans Peter Madsen aldrig redegjort for.

Efter mine begreber bør man også, når man interesserer sig for periodens litteratur, se på, om det var almindeligt eller sjældent at henvise til racebegrebet. Ligesom man må se på den betydning, udtrykket havde for hundrede år siden. Der var mange andre ting, man talte om på en anden måde, end vi gør i dag. Vi må vide, om begrebet ”race” er et af dem.

Men omdrejningspunktet for Hans Peter Madsens kritik af Kai Hoffmann er digtet ”Den mørke pige”. Her noterer han sig, at den mørke pige ikke har noget navn og heller ikke noget sprog. Og det leder frem til konklusionen, at Hoffmann »gør sig skyldig i en racistisk tankegang så banal, at den i dag er en sørgelig kliché. For selvom hun omtales i ental, “Den mørke Pige”, er det flere kvinder, det drejer sig om: “Det er Anna – det er Ella –/ det er sorte Arabella –/ skønt hun altid er den samme,/ har hun aldrig samme Navn”. Ikke just politisk korrekt med denne forestilling om, at alle mørke piger er den samme.«

Men lad os prøve at læse digtet, som jeg har linket til her. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vride den betydning ud af det, som Hans Peter Madsen gør.

Om digtet er der for det første at sige, at det er et ”sømandsdigt”, som der jo er mange af. Man kan for eksempel tænke på “En sømand har sin enegang” af ingen ringere end Johannes V. Jensen eller “Mandalay”af en anden nobelpristager, nemlig Rudyard Kipling. En løst defineret genre, der kredser om livet på havet og forskellen på ude og hjemme.

For det andet tilhører digtet en subgenre, hvor mænd fortæller om deres erobringer og måske/måske ikke bruger det som et afsæt for at hylde det, Steffen Brandt kalder »kvinden som sådan«. Subgenren er både stor og gammel, men som eksempler kan nævnes Listearien fra Mozarts “Don Giovanni”. Man kan nævne “California Girls” af The Beach Boys, og man kan nævne “Some Girls” af The Rolling Stones.

De første linjer af digtet lyder sådan her:

»Jeg er kun en Mand, der sejler,/og mit Liv er snart fortalt./Jeg har kendt fem Hundred Kvinder./Jeg har set et Glimt af alt./Som en Landgangsmand, der gæster/nye Byer, nye Fester,/har jeg giødet for de Skønne:/alle dem, jeg glemte straks —/og en anden, egen, Slags.«

Fem hundrede kvinder har vor helt været sammen med; helt nøjagtigt. Og de kan deles i to grupper: de glemte og de huskede.

Men hvem er det så, fortælleren husker? Det er dem, han kalder de mørke piger:

»Grebet har de blondes Pragt mig,/men et indre Nag har sagt mig:/det er kun den mørke Pige,/som er baade tro og hed./Mørk er Kunst og Kærlighed.«

Det afgørende ved digtet er altså for det første, at de mørke piger er stillet over de lyse. Fordi de både er tro og hede, og fordi de ved noget om kunst og kærlighed.

Men læser man videre, står det klart, at ”mørk” i digtet er et tvetydigt begreb. Til de mørke piger hører en keltisk pige, fortælleren mødte for tusind år siden. Men desuden fortællerens moder og en række af konkrete kvinder, han har mødt overalt på jorden: snart i syd og snart i nord. Snart i vest og snart i øst.

Den mørke pige er altså – det står der eksplicit i digtet – et meget abstrakt væsen. Hun har eksisteret i tusind år, og hun findes overalt på jorden. Hun ligner ingen ringere end fortællerens moder, der beskrives med de meget bemærkelsesværdige ord »mørk som mig«.

Det helt afgørende ved den mørke pige er altså, at hun er identisk med fortælleren – som er en mand, der udtrykker sig på sproget dansk. Og dermed antageligvis lys i huden.

Hvad der helt nøjagtig er på spil i digtet, må man selv finde ud af. Men hvorom alting er: Fortælleren længes efter til sidst engang at blive forenet med den eneste ene. Der ser ham, som han er, og som har den ophøjede, men særdeles abstrakte, egenskab at være ”mørk”.

For at være ærlig synes jeg ikke, man kan konkludere som Hans Peter Madsen og sige, at ”mørk” er en beskrivelse af hudfarven, uden at smide det meste af digtet i papirkurven. Og man kan ikke sige, at den mørke pige anbringes i en position, der er inferiør. Medmindre fortællerens moder og fortælleren selv hører til i den samme position. Og fortællerens sidste længsel er at blive forenet med et væsen, han foragter. Den tolkning synes jeg mildest talt ikke, at digtet lægger op til.

Det kreperlige ved en forvrøvlet kronik som Hans Peter Madsens er, at det er et pillearbejde af den anden verden at få den trevlet op og få dens mangler og selvmodsigelser frem i lyset. Det skyldes, at der ikke er én enkelt ting, der er forkert, men at kronikken så at sige er inficeret med en generel forkerthed, der gennemsyrer alt, hvad der står i den.

Men i det længere perspektiv er det et kæmpe problem, hvis Hans Peter Madsen og folk som ham kommer til at sidde på indflydelsesrige poster. For det forekommer klart, at hans analyse kan indgå som dokumentation i en sag, der handler om at begrænse brugen af Kai Hoffmanns digte (og andre, man kan anklage med de samme opdigtede beskyldninger). Og dermed indføre en form for censur.

Ét er, at censur er noget skidt, som ifølge grundlovens paragraf 77 ingensinde kan genindføres. Det er galt nok. At der lægges op til censur ved hjælp af analyser, der er så uredelige og misvisende som Hans Peter Madsens, er slet ikke til at bære.

At hans overordnede ærinde er at ødelægge og slette al hidtidig kunst, der ikke kan klare en rettergang ved Hans Peter Madsens skueproces, er en tragisk demonstration af, hvor farlig ”woke-ismen” i virkeligheden er.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 5. maj 2021)

Hvornår er en uddannelse ikke videnskab, men politisk aktivisme?

Henrik Dahl
26. april 2021

Hvor sandsynligt er det, at man som studerende har lyst til at udfordre den politiske præmis, et universitetsfag er bygget på? Det er vel ikke helt utænkeligt, at den tanke kunne opstå i hovederne på nogle af de studerende, at det ikke er befordrende for den gode karakters opnåelse at lægge distance til lærernes holdninger.

Og hvor sandsynligt er det, at et universitetsfag, der hviler på en meget smal, politisk præmis, vil vende kritikken mod sig selv og spørge: Er vores smalle, politiske præmis overhovedet berettiget? Eller findes der tværtimod gode argumenter for, at præmissen savner belæg og rimelighed?

Jeg spørger, fordi et nyt sidefag har set dagens lys på CBS: “Transforming Business and Organizations to Build Sustainable and Democratic Economies”.

I beskrivelsen på CBS’ interne nyhedsmedie CBSWIRE siger en af hovedmændene bag den nye uddannelse, Mathias Hein Jessen blandt andet: “We live in a time characterized by different types of crises, environmental, social, economic and a lack of trust in state institutions and corporations, and young people and students understand that we need to do business differently and organize ourselves differently if we want to change this.”

Jeg kan ikke opfatte dette anderledes end, at her står vi med en aktivistisk uddannelse. Den handler ikke om at beskrive, hvordan verden er. Men derimod om at beskrive, hvordan verden bør være – hvis man er enig i den politiske præmis, at vores eksisterende samfundsorden har spillet fallit.

Men har den virkelig det? Det er en kendt sag, at de højtudviklede, kapitalistiske økonomier er kommet meget længere med den grønne omstilling, end nogen anden type økonomi. Som man kan se her, har Danmarks udledning af drivhusgasser siden 1990 overordnet set udviklet sig modsat BNP. Ligeledes er det en kendt sag, at hovedårsagen til reduktionen af fattigdommen i Kina og Indien er industrialisme og deltagelse i verdensøkonomien. Uden disse elementer er det højest sandsynligt, at andelen af fattige i dag havde ligget lige så højt, som den gjorde for 30 år siden.

Med andre ord: Der kan bygges et særdeles stærkt argument for, at den eksisterende samfundsorden er et fremragende udgangspunkt for at løse fremtidens problemer. Men vil det forhold, at der synes at være et betydeligt større behov for moderate justeringer af vores samfundsorden, end der synes at være for radikale forandringer af den, blive tillagt nogen særlig vægt på en uddannelse, der ligefrem er drevet af en præmis om, at det eksisterende system bør udfordres og omorganiseres. Herpå kan man have sin berettigede tvivl.

Jeg opfatter den form for aktivistiske uddannelser, som CBS nu indfører, som en tvivlsom affære på et universitet. For det første fordi man kan frygte, at den helt nødvendige, akademiske kritik aldrig vil rette sig mod uddannelsens eget grundlag. Og uden en selvreflekterende kritik, har man i grunden bevæget sig bort fra de akademiske dyders smalle sti.

For det andet er der en overvejende sandsynlighed for, at et sådant aktivistisk studium vil blive intellektuelt smalsporet. Vil en bog som Hans Roslings ”Factfulness” nogensinde komme på pensumlisten? Den siger jo, at verden ikke er et nær så forfærdeligt sted, som de fleste af medier og interesseorganisationer bringes til at tro. Vil studerende og lærere med et bredt spektrum af holdninger føle sig tiltrukket af en uddannelse, der på forhånd har lagt til grund, at verden er forfærdelig og at kapitalismen skal omstyrtes? Vil der være livlige diskussioner for og imod det synspunkt, at vi i bund og grund lever under en rimelig og fornuftig samfundsorden? Man kan håbe det. Men det er naivt at tro det.

Det er langt mere sandsynligt at forestille sig, at et aktivistisk studium er ukritisk over for sig selv og u-pluralistisk i sin rekruttering af studerende og lærere, end det er at forestille sig det modsatte. Derfor mener jeg, at vi med denne nye uddannelse bevæger os lige på den afgørende grænse mellem en missionerende, politisk dagsorden og en kritisk-videnskabelig dagsorden. Hvis vi ikke slet og ret har krydset grænsen ind til det rent politiske allerede.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. april 2021)