Når alt er videnskab, er intet videnskab

Henrik Dahl
2. februar 2022

Identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding. Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion.

Sidste år klagede en studerende ved RUC over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work”. Klagen gik på, at artiklen benyttede sig af en tvivlsom forskningspraksis og blev efter udveksling af opklarende spørgsmål behandlet af universitetets forskningsetiske udvalg.

Klageren, der gerne vil være anonym, har givet mig adgang til besvarelsen og givet mig tilladelse til at citere fra den.

Omdrejningspunktet for klagen var, at artiklen benytter sig af den såkaldte ”autoetnografiske metode”. Og hvad er så det? Alt kan siges langt i videnskabens verden. Men udtrykt i korthed er det en metode, hvor forskeren benytter sin egen erindring og sine egne oplevelser som datagrundlag.

Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Jeg har tidligere henvist til en kronik af professor ved DPU Lars Qvortrup, der i 2021 blev bragt i Politiken. Her siger Qvortrup blandt andet: »Vi er nødt til at operere med og referere til alment gyldige gyldighedskriterier for videnskabelige udsagn. Gør vi ikke det, bryder idéen om universitetet sammen.

Det betyder ikke, at disse gyldighedskriterier er hugget i sten. De diskuteres løbende, og de ændres som følge af diskussionerne. Hvad der blev erklæret for sandt for 100 år siden, er ikke nødvendigvis sandt i dag. Men selve idealet holder vi fast i, og i vores forskning henholder vi os til de til enhver tid gældende kriterier.«

Det afgørende i passagen er: Videnskab er noget, der opererer med alment gyldige kriterier for videnskabelige udsagn. Ellers bryder idéen om universitetet sammen.

Længere fremme i kronikken forklarer Qvortrup, at netop den opfattelse af videnskab i dag er omstridt på universiteterne. Han skriver: »Allerede i 1988 udgav en kendt feministisk forsker en artikel om det, hun kaldte situated knowledges: Viden er afhængig af situationen forstået som den enkelte persons eller gruppes køn, race, sociale position osv.

Min viden er ikke din viden. Ja, selve idéen om alment anerkendte og gyldige kvalitetskriterier er undfanget af hvide, europæiske mænd og kan alene af den grund erklæres ugyldige. Det, der sker, er, at identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding.

Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion. For hvis viden knyttes sammen med personlig identitet, race og køn, vil kritik af viden blive opfattet som kritik af den pågældende persons identitet, race og/eller køn. Og hvis det sker, trækkes krænkelseskortet, for så opfattes kritik af videnskabelige udsagn som en kritik af den person, der har fremført udsagnet, eller af den gruppe, personen tilhører.«

Problemet ved det moderne universitet er altså, at det nogle steder har givet slip på selve idealet om, at videnskabelige påstande er påstande, forskersamfundet kan godkende ud fra et sæt af almene kriterier. Det, en forsker oplever, kan efter den ideologi, Qvortrup kritiserer, godt være sandt, uden at andre forskere kan efterprøve eller genkende det. Og hvad næsten værre er: Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Hvor ender dette skred i videnskaben, hvor rent subjektive udsagn godtages som videnskabelige. Jeg giver igen ordet til Qvortrup: Det ender med, at der er »nogle, der forkaster idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed, fordi det angiveligt repræsenterer et ideologisk og normativt standpunkt«. Eller med andre ord: at universiteterne helt opgiver tanken om, at til et begreb om videnskabelighed hører, at andre forskere kan prøve udsagn efter, tage kritisk stilling til dem, tage stilling til, om de ud fra gængse, videnskabelige forestillinger holder vand og er til at stole på.

Det er klart, at klageren over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work” har en pointe. For uden at henvise til Lars Qvortrup er det hans pointer, der bringes i spil: Autoetnografi er ikke en videnskabelig metode. Den forkaster nemlig – med Qvortrups egne ord – »idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed«. Ingen kan jo for alvor efterprøve, hvad en forsker føler eller har oplevet engang i fortiden. Det kan være gengivet oprigtigt. Det kan være ærlige fejlerindringer. Men det kan også være manipulation og digt. Vi ved det ikke, og vi kommer aldrig til at vide det. Fordi metoden på forhånd udelukker det.

Men hvad gør Forskningsetisk Udvalg ved RUC?

Det svarer blandt andet klageren således: »Hvis man søger på ”autoethnography” i en anerkendt forsknings-søgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises at autoetnografi er ”uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder. Fsva. det andet klagepunkt om, at ”metoden under alle omstændigheder (er) udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, kan dette også afvises fuldt og helt, alene ud fra hvor mange forskellige forskningsjournals og -forlag, der publicerer artikler, som har benyttet autoetnografi. Der er intet tvivlsomt ved metoden.«

Det siger den højeste, forskningsetiske autoritet ved RUC, hvorefter konklusionen bliver, at »Forskningsetisk Udvalg indstiller klagen over tilfælde af tvivlsom forskningspraksis til afvisning hos prorektor, da den vurderes at være åbenlyst grundløs.«

RUC – og hele den del af universitetsverdenen, der anerkender den såkaldte ”autoetnografiske metode” – har et kæmpe problem.

For det er aldeles ikke grundløst at kritisere anvendelsen til videnskabelig brug af personlige erindringer og følelser. Der er blandt andet en offentlig kritik af Lars Qvortrup at forholde sig til – og så kan man ikke længere sige »grundløst«, eftersom der findes mindst en grund.

Men skal vi ikke også være lidt mere ærlige?

Ethvert hæderligt og eftertænksomt menneske burde kunne indse, at personlige erindringer og følelser pr. definition ikke kan være basis for alment gyldige udsagn om den sociale verden.

Og hvorfor kan de ikke det?

Personlige erindringer og følelser kan ikke sige noget alment om den sociale verden, fordi de er usikre, og fordi de ikke kan kontrolleres. Husker forfatterne til den kritiserede artikel forkert? Eller har forfatterne digtet nogle erindringer, der passer ind i en politisk dagsorden? Eller er der faktisk noget om snakken?

Det kan ingen mennesker vide eller kontrollere eller prøve efter. Fordi det nu engang er sådan med personlige erindringer og følelser, at de hverken kan kontrolleres eller efterprøves.

Særligt vellykkede gengivelser af personlige erindringer og følelser kan man kalde ”lyrik” eller ”kunst” eller lignende. Men man kan aldrig nogensinde kalde dem videnskab. Fordi til videnskabelighed hører – som Lars Qvortrup så udmærket beskriver – at de øvrige medlemmer af forskersamfundet kan efterprøve og kritisere det, der bliver lagt frem, på et sagligt og transparent grundlag.

RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere.

Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab.

Den dag, alting er videnskab, er RUC og de øvrige universiteter overflødige. Og så kan vi lige så godt lukke dem og bruge pengene på noget, der er mere fornuftigt. For eksempel at hæve det danske forsvarsbudget til 2 pct. af bruttonationalproduktet.

SDUs rektor viser, hvordan en ansvarlig universitetsleder arbejder

Henrik Dahl
2. februar 2022

SDU-rektor Jens Ringsmoses kronik i Berlingske er fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder.

Det var en bemærkelsesværdig kronik, det stod at læse i papirudgaven af Berlingske i fredags. Den var forfattet af SDUs nye rektor, historikeren Jens Ringsmose, og handlede om akademisk frihed.

Ringsmose indleder med at sige, at universitetet som idé og institution har været en succes. Der har man skabt ny indsigt på en lang række områder, der er afgørende vigtige for menneskeheden: Matematik, fysik, kemi, medicin, for at nævne nogle eksempler. Men også inden for historie, filosofi, samfundsvidenskab, lingvistik, jura og de humanistiske discipliner.

Det er et vigtigt udgangspunkt, jeg er enig i. Det frie universitet er en unik vestlig opfindelse. Det findes alene i det historiske Vesten og i en lille gruppe af lande udenfor, som har valgt at indrette sig som de vestlige lande. I den forstand er universiteterne en af de afgørende samfundsinstitutioner, der gør os vesterlændinge til dem, vi er.

Ser man nærmere på de akademiske friheder, siger Ringsmose, at der er tre: Forskningsfriheden, undervisningsfriheden og debatfriheden. Og han tilføjer: De tre friheder bør både forstås som negative (frihed fra noget) og positive (frihed til noget). Det kan udlægges sådan, at vi politikere skal gøre det muligt faktisk at nyde de rettigheder, vi giver.

Det svære i debatten berører Ringsmose, når han i kronikken siger, at skønt friheden er principiel, findes der legitime begrænsninger. Det går for eksempel ikke an, hvis man forsker ved hjælp af umoralske metoder. Det er også legitimt at prioritere, eftersom ønskerne til nye projekter altid vil overstige det beløb, der er bevilget til forskning og undervisning.

En sidste ting, jeg vil trække frem fra kronikken, er bemærkningen om, at universiteternes forhold til omverdenen hviler på en uskrevet kontrakt: Friheden (og pengene) er givet på den betingelse, at universiteterne holder sig til sunde og respektable, videnskabelige metoder. Jeg kunne ikke være mere enig. Afsætter Folketinget penge til at bygge en vej på Fyn, og kan det efter et par år konstateres, at pengene er benyttet til at ansætte en masse konsulenter i København (mens de arme fynboer stadig må køre på underdimensionerede veje) er det ikke i orden. Ligesom det ikke er i orden, hvis Folketinget afsætter en sum penge til forskning, og det efter nogle år kan konstatere, at pengene er benyttet til politisk agitation uden, at der i begrebets egentlige forstand er blevet forsket for dem.

Sidste sommer havde vi i Danmark en voldsom debat om Folketingets såkaldte vedtagelse »V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«.

Den blev – navnlig af mennesker med anlæg for konspirationsteorier – udlagt som et voldsomt indgreb i den akademiske frihed.

Men det, vedtagelse V 137 faktisk sagde, var at grundprincippet for et universitet er akademisk selvregulering. Folketinget må – ligesom alle andre – gerne mene noget om universiteternes forskning. Men det er og bliver universiteterne selv, som bestemmer, hvad der forskes i og hvordan.

Det, der formentlig udløste vreden blandt nogle ansatte på universiteterne, var, at V 137 udtrykte nogle forventninger til universiteternes ledelser: De skal sørge for, at selvreguleringen fungerer i praksis. De skal forhindre aktivisme (at politik forklædes som videnskab). Og så skal de sikre sig en levende debat. Således, at ting, der bør kritiseres, faktisk bliver kritiseret.

Det er derfor, Jens Ringsmoses kronik er så fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det arbejde, der er sat i gang.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 28. januar 2022)

Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation

Henrik Dahl
10. januar 2022

Problemet for danske universiteter er, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed.

Det danske universitetssystem er langt fra at være perfekt. Blandt de største problemer er i upriroriteret rækkefølge topstyringen; bureaukratiseringen; den massive satsning på masseuddannelse; det enorme tidsspilde, der følger af behovet for at skrive eksterne ansøgninger og den idelige sammenblanding af politiske rationaler og videnskabelige rationaler.

For eksempel er det topstyringen, der fører til absurde initiativer som omdannelsen af SDU til verdensmålsuniversitet. Det er bureaukratiseringen, der fører til, at antallet af akademiske medarbejdere, som hverken forsker eller underviser, er skudt i vejret. Det er masseuddannelsen, der til stadighed gør specialer og pensum kortere. Det er lave succesrater til ansøgninger til Den Frie Forskningsfond, der spænder ben for talentudviklingen. Og det er politiske rationaler uden faglige begrundelser, der dikterer nedskaleringen af uddannelser i de store universitetsbyer.

På den anden side: Disse dårligdomme er ikke noget, der umiddelbart truer universiteternes eksistens. De kan sagtens skrumle videre ad de spor, der allerede er lagt. Resultaterne vil bare blive, som Folketinget og skiftende regeringer altid implicit har ønsket sig (trods festtaler om ”verdensklasse”): For det meste middelmådige. Fordi det er en kendt sag, at rigtige verdensklasseuniversiteter på afgørende punkter er styret af logikker, som er diametralt det modsatte af de logikker, der styrer danske universiteter: De er små. De er selektive med hensyn til studenteroptaget. De er ekstremt kompetitive. De har en robust finansiering. Og så har de i øvrigt også hjemmestyre i den forstand, at magten i sidste instans udgår fra de fastansatte forskere.

Sagt på en anden måde: Der er mangt og meget ved danske universiteter, der er irriterende for enhver, der har eliteuniversiteterne som ideal for, hvordan alle universiteter burde prøve på at blive. Men det er ikke trusler, man kan kalde eksistentielle. Alene forhold, der forhindrer universiteterne i at blive fremragende.

Derfor vil jeg ikke fokusere på irritationsmomenterne. I stedet vil jeg se på, hvad der er eller kan blive eksistentielle trusler imod selve universitetets ide. Her skal man huske, at det frie universitet er en institution, der er opstået i den vestlige verden. Og stadig er specifik for den vestlige verden i den forstand, at frie universiteter kun findes i selve Vesten eller i lande uden for det historiske Vesten, der uden forbehold anerkender værdien af rationalitet, fri debat, forrang til det bedre argument og i bred forstand oplysningsprojektet. Altså at mennesket gennem dannelse og uddannelse skal udgå af den selvforskyldte umyndighed, der følger af manglende evne til at tænke selv.

Idealet om sandhed

En egentlig, eksistentiel trussel mod universiteterne er det imidlertid, hvis en tendens, der bl.a. er påpeget af professor ved DPU Lars Qvortrup, får lov til at brede sig: At man opgiver idealet om sandhed.

Det er populært blandt de fladere ånder på universiteterne at sige, at objektiv sandhed ikke findes. Det er jo sandt nok i en eller anden meget abstrakt forstand: Vi kan aldrig være hundrede procent sikre på, at selv det, vi opfatter som den mest grundfæstede sandhed (at 2 + 2 = 4, eller at tyngdekraften er en realitet) ikke vil blive kuldkastet engang i fremtiden.

Omvendt er påstanden også noget vrøvl, hvis den implicit antages at være belæg for diverse følgeslutninger.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er for eksempel vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at det derfor er meningsfuldt at være i tvivl om alt. Der findes nemlig masser af forhold både i den sociale verden og i naturens verden, som det er helt og aldeles uden mening at betvivle.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er også vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at derfor kan ethvert udsagn om den sociale verden eller naturens verden være lige god.

Og her kommer spørgsmålet om idealet om sandhed ind. For som Lars Qvortrup skriver: ”Kun demagoger ville sige, at man med en bestemt analyse af for eksempel det danske samfund i 2021 har fundet den objektive sandhed om samfundet. Forskere ville sige, at en bestemt analyse lever op til et bestemt sæt af gyldighedskriterier. Disse kriterier er løbende under forhandling og ændrer sig over tid, men hvis man ikke anerkender idealet om, at de skal kunne alment anerkendes, leverer man ikke viden, hvis gyldighed kan deklareres og testes af andre. I så fald tilhører man ikke forskerfællesskabet. I så fald er ”sandhed” et anliggende for den enkelte forsker: Jeg har min metode, og du har din. Jeg producerer mine sandheder, og du finder sikkert nogle andre. For min position er anderledes end din, og mine erfaringer er alene mine og ikke andres.”

Problemet for danske universiteter er ifølge Lars Qvortrup, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed. Det har han dokumenteret udførligt i en kronik, der stod at læse i Politiken 25. juni 2021.

Hvis den idé skrider, at der i det hele taget findes almen viden og rationelle argumenter, man som forsker er nødt til at bøje sig for, så har Lars Qvortrup den opfattelse, at det er selve idéen om et universitet, der skrider.

Det er jeg helt og aldeles enig i. Ligesom jeg også er enig i, at der er plads til forbedringer ved de danske universiteter allerede i dag.

Peer review er ikke en garanti for, at der ikke publiceres nonsens. Det har Torben Skov dokumenteret i denne artikel, ligesom Rune Selsing har dokumenteret det her. Derfor må universiteternes ledelser sætte sig i spidsen for et arbejde, hvis mål er at sikre akademisk kvalitet bedre, end peer review gør i dag (man kunne bla. overveje at arbejde med et begreb om ”kvalificeret kritik” – for eksempel fra tilgrænsende videnskaber).

Det er allerede i dag sådan, at der er en udbredt mistillid til universiteternes vidensproduktion inden for visse områder. Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation, hvis man ikke lytter til Lars Qvortrups advarsler. Derfor er det min anbefaling, at de tages yderst alvorligt.

(Dette er en kommentar udgivet i Ræson d. 09/01/2022)

Ren “gaslighting” at påstå, at identitetspolitik ikke findes i Danmark

Henrik Dahl
10. januar 2022

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme. Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og erfaringer.

Ved De, hvad ”gaslighting” er? Det er en strategi for at manipulere, hvor man prøver at få den person, man gerne vil forvirre, til at tvivle på sine egne erfaringer eller sin egen viden om et eller andet.

Oprindeligt talte man mest om gaslighting inden for psykologien. Et barn eller en hel børneflok kunne for eksempel mene, at der foregik ting og sager i barndomshjemmet, der ikke var i orden. Og en manipulerende forælder kunne modgå ved at sige, at sådan er det såmænd i alle hjem, eller at nu skal man også huske at se på tingene i deres rette sammenhæng. Og en-to-tre: Kritikken opløser sig i det rene ingenting. Det er gaslighting.

I vore dage har gaslighting fået en ekstra dimension. Det er blevet en af de foretrukne strategier for dem, der gerne vil have identitetspolitiske dagsordener gennemført i det skjulte.

Til den ende forsøger man sig ofte med gaslighting: Kathleen Stock blev næsten ikke presset ud af sin stilling ved University of Sussex (jo – det blev hun. Det er hævet over enhver tvivl). Der er praktisk taget ingen eksempler på, at identitetspolitik har negative konsekvenser i Danmark (jo – der er masser. Medmindre man i overført forstand har valgt at stikke sine egne øjne ud).

Men for nu alligevel at gå en lille smule ind på gaslighternes dagsorden: Hvordan ligger det med beviser for, at identitetspolitik har alvorlige, negative konsekvenser i Danmark?

Et af de steder, hvor man tydeligst ser, at identitetspolitikken fylder og har problematiske konsekvenser, er i spørgsmålet om grupperettigheder.

Muslimer har i mange år krævet en form for grupperettighed til at få islamiske regler anerkendt og respekteret – også af mennesker, der ikke bekender sig til islam. Det er et klokkeklart eksempel på en identitetspolitisk logik, der allerede fylder alt for meget.

Men feminismen er også gået ind i en fase, hvor det ikke handler om at forhindre diskrimination af den enkelte, men om at kvinder har en grupperettighed til en andel af alle attraktive stillinger, der modsvarer deres andel i befolkningen.

Der findes mange eksempler, men jeg vil fremdrage et nyligt: Institut for Menneskerettigheder har kastet sig ind i kønsfordelingen ved kommunalvalget. Her finder man, at der er for få kvinder i landets kommunalbestyrelser. Ikke fordi der er blevet diskrimineret imod individuelle kvinder. Men fordi den grupperettighed, man implicit hævder, at kvinder har til 50 pct. af alle poster i landets kommunalbestyrelser, angiveligt er blevet trådt på.

Det rejser så det interessante spørgsmål, hvem der nu skal stå op for menneskerettighederne? For når Institut for Menneskerettigheder åbenbart har valgt at gøre sig selv til Institut for Grupperettigheder, kan de ikke længere være den rette institution. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man giver grupperettigheder forrang over individuelle rettigheder, så vil de individuelle rettigheder – som instituttet egentlig skulle forestille at stå vagt om – uvægerligt blive trådt under fode.

Så for at samle op: Når det drejer sig om muslimers krav om grupperettigheder og feministers krav om grupperettigheder, står vi som samfund allerede konfronteret med to meget velorganiserede, identitetspolitiske aktører, der allerede har haft en betydelig indflydelse på samfundets indretning.

Når det drejer sig om identitetspolitik inden for det kønspolitiske område, er en betydelig modsætning under opsejling mellem Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Hvor IOC lægger op til, at transkvinder må konkurrere i kvinderækkerne ved OL, lægger DIF op til det modsatte: at være født og opvokset som mand giver i voksenlivet så store fordele inden for sport, at transkvinder ikke bør have adgang til kvinderækkerne.

Det bliver med garanti en stor konflikt, hvor det sidste ord ikke vil blive sagt før om mange år.

Til sidst er der så de videregående uddannelser.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Alene derfor er det sludder og vrøvl, at identitetspolitik ikke har negative konsekvenser for danske forskere allerede. I det omfang, identitetspolitikken har indflydelse på britiske og amerikanske tidsskrifter, har den også direkte indflydelse på danske forskeres hverdag. Det mest berømte eksempel på dette er naturligvis de ubehageligheder, der for nogle år siden overgik freds- og konfliktforskeren Ole Wæver.

Identitetspolitik har kostet både rektor og en fastansat lektor ved Kunstakademiet deres stillinger. Den har også i et eller andet omfang været medvirkende til, at Marianne Stidsen har følt sig presset ud af den offentlige debat. Altså de facto er blevet ”cancelled” – aflyst.

Identitetspolitik har massiv indflydelse på indkøbspolitikken ved danske kunstmuseer. Godt illustreret ved fejden mellem de to kunsthistorikere Lennart Gottlieb og Mikael Wivel om kvaliteten af Bertha Wegmanns kunst og det rimelige i, at der i disse år investeres så mange penge og så megen tid i hende.

Identitetspolitik førte til et forsøg på at få professor Thomas Hoffmann afskediget og anklaget for videnskabelig uredelighed – altså cancelled – fordi han havde blandet sig i en debat mellem Weekendavisens Søren K. Villemoes og en norsk ph.d.-studerende.

Vi taler altså ikke om småting. Vi taler om konflikter, der rammer mennesker på deres levebrød. Og beslutninger til mange millioner kroner – der senere får indflydelse på de mest anerkendte museers udstillingspolitik.

Senest har to medarbejdere ved Den Danske Filmskole så meddelt i tidsskriftet Ekko, at de ikke vil vise film, der krænker de studerende.

I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke anklager imod filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke studerende nu kan censurere, hvad der må vises på filmskolen. Alt, hvad det kræver, er en påstand om, at for eksempel ”The Birth of a Nation” eller ”Triumph des Willens” er krænkende. Så garanterer i hvert fald to af lærerne, at disse hovedværker i filmkunstens historie aldrig vil blive vist på filmskolen.

Det er fuldstændig absurd gaslighting at hævde, at der ikke allerede i dag er store problemer med identitetspolitik i Danmark. Den har store konsekvenser på det kønspolitiske område. Den har store konsekvenser i forhold til muslimer i Danmark. Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme og ikke noget, der kun optager minoriteter (jævnfør Danmarks Idrætsforbunds glædelige udmeldinger for hele kvindeidrætten).

Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og sine egne erfaringer.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 10/01/2022)

Nogle synspunkter er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem

Henrik Dahl
8. oktober 2021

På denne tid af året uddeles Nobelpriserne. Derfor ville det være fjollet at hævde, at de højere læreanstalter ikke udvider menneskehedens viden og forståelse for sin omverden.

Når det så er sagt, kommer man ikke uden om, at de højere læreanstalter også er institutioner, der fremmer den højeste grad af ufornuft.

Tag for eksempel marxismen. Der er meget få teorier, der er underkendt på så mange planer, som den er. For at tage noget helt centralt, har profitraten ikke en tendens til fald. Jeg gentager: Profitraten har ikke en tendens til fald.

Det sagde Karl Marx ellers med tung (pseudo)videnskabelig alvor. Kapitalismen gør i øvrigt heller ikke de brede samfundslag fattigere – sådan som Karl Marx blev ved med at gentage – men rigere. Det ses overalt på jordkloden, hvor den har fået lov til at knæsætte sig: Det, der først og fremmest præger Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien er tilstedeværelsen af store og indflydelsesrige middelklasser.

Dertil kommer det politiske. Overalt, hvor samfund er blevet styret af marxisme, har det ført til massemord, diktatur og undertrykkelse af menneskets værdighed. Ikke blot cirka overalt, sådan cirka. Det gælder ethvert sted i verden, hvor magthaverne har påberåbt sig Karl Marx’ lære. Der er ingen undtagelser fra denne regel overhovedet.

Ikke desto mindre findes der forskere, som både har opnået faste ansættelser og en vis respekt i deres omgangskreds, og som hævder, at der kan udvindes noget videnskabeligt eller etisk forsvarligt fra Karl Marx. Manden, der er klædt mere af til skindet end nogen anden, der har levet før eller siden.

Men dyrkelsen af den moralske og videnskabelige fallent Karl Marx er ikke det eneste eksempel på, at man kan tage en uddannelse og blive en komplet tåbe deraf.

Tag for eksempel ideen om, at man ikke må irettesætte børn. Altså gøre det, der i daglig tale hedder at skælde ud.

Fra naturens hånd har børn ikke nogen som helst anelse om, hvad der er rigtigt eller forkert. Til gengæld har de en vilje til at leve og sætte sig igennem. Den skal man på den ene side være glad for. Eksisterede den ikke, ville børn i overført forstand sætte sig ned og give op, når verden gjorde modstand. På den anden side skal man også være skeptisk. For med viljen forholder det sig altid sådan, at den ekspanderer, til den rammer noget, der er hårdere end den selv. Det er derfor, at også børns væren-i-verden ekspanderer i det uendelige, hvis den ikke på en eller anden måde begrænses.

At irettesætte børn er derfor helt nødvendigt. Inden de bliver voksne, skal de lære at være medlemmer af det civiliserede samfund. Det kan undertiden være træls, fordi det kræver, at man holder bøtte, eller at man respekterer andres behov. Hvilket i udgangspunktet aldrig er sjovt for nogen, der ikke har lært det. Men lærer man ikke i tide at være et civiliseret menneske, vil man på grund af sin ulidelige opførsel blive afskyet af det civiliserede samfund. Derfor har de voksne en forbandet pligt til kærligt at opdrage på det barn, de elsker.

Verden er så paradoksalt indrettet, at der findes en række synspunkter, som er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem. At der kan hentes noget værdifuldt ud af Karl Marx, eller at børn ikke skal civiliseres i løbet af opvæksten, er kun to af dem. At køn og kønsidentitet ikke skulle have noget med biologi at gøre, er et tredje. At intelligensen er ligegyldig, et fjerde.

Det er derfor, bekæmpelsen af tåbelighed burde skilles ud som et selvstændigt mål for universiteterne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 8. oktober 2021)

Alle fornuftige kapitalister skal holde sig langt væk fra wokeismen

Henrik Dahl
27. september 2021

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger, skriver Henrik Dahl.

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)

Politik ødelægger alting

Henrik Dahl
2. september 2021

Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.

Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.

Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.

Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.

Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.

Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.

De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.

Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.

Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.

Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.

Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.

Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.

Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.

Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.

Hvorfor er det gået så dårligt?

Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.

Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.

Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 2. september 2021)

Nu kan også De Radikale se, at deres egen idé var dårlig

Henrik Dahl
16. august 2021

Folketinget er ikke en forretning.

Men hvis det var, kunne man sige, at Radikale Venstre har fundet på en spændende forretningsmodel: At tage skarpt afstand fra dårlige reformer, man selv har taget initiativet til. Skal man være konstruktiv – og det skal man jo – er det en form for genbrug eller cirkulær økonomi, der er højeste mode andre steder.

Som jeg allerede var inde på i denne fine avis for nogle år siden, er alle reformer af det danske uddannelsessystem i dette århundrede forfejlede. Reformen af folkeskolen er noget bras. Reformerne af gymnasiet er noget bras. Reformerne af de videregående uddannelser er noget bras.

I teorien er uddannelsesinstitutionerne blevet bedre og mere ambitiøse. Men det skyldes udelukkende, at papir er tålmodigt og ikke protesterer over, at man skriver alt muligt sludder på det. I praksis er institutionerne blevet meget dårligere. Fordi de teorier, der ligger bag reformerne, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Man går først og fremmest i skole for at lære noget. Det kræver, at man koncentrerer sig om det væsentlige og gør sig umage med at blive bedre. Længere er sagen ikke. Det ved alle voksne og ansvarlige mennesker.

Hvis Folketinget var bare halvt så klogt, som det selv tror, så tog det ved lære af alle de forfejlede reformer. For det, de reformer i virkeligheden viser, er, at der er grænser for politik. Går man over de grænser, går det galt.

Folketinget kan ikke bestemme i detaljer, hvordan hverdagen skal forme sig rundt om i statens institutioner. Det bør i langt højere grad afhænge af situationen og bero på, at ledelse og medarbejdere i fællesskab udvikler den gode korpsånd, der præger alle velfungerende arbejdspladser.

Derfor burde Folketinget nu – ved indgangen til det kommende, politiske år – ikke offentliggøre en lang liste med forkromede initiativer. I stedet burde det offentliggøre en liste over områder, hvor tiden er kommet til at holde op med at blande sig ned i mindste detalje.

Der er ikke nogen som helst grund til at blande sig i, hvad der foregår på skolerne, ud over det niveau, der gælder for de frie skoler. Der er heller ikke nogen grund til at blande sig i, hvad der foregår på gymnasierne. Ud over det niveau, hvor staten blandede sig for 50 år siden. Og det samme gælder i øvrigt for de videregående uddannelser.

Så ud over standarder for miljø og arbejdsmiljø, som ikke bør føres tilbage, hvor de var i 1970erne, så burde Folketinget i virkeligheden afsætte hele arbejdsåret 2021-2022 til at læse sig ind på, hvordan tingene var dengang, og spørge: Hvad ville der egentlig ske, hvis vi nedsatte regelmængden og reguleringsbyrden til niveauet for 50 år siden?

Sandheden er, at der formentlig ikke ville ske noget som helst dårligt. Det peger erfaringerne fra pandemien i hvert fald på. Sender man regulatorerne hjem, er der mere tid til kerneopgaverne, fordi der ikke skal holdes så mange meningsløse møder og skrives så mange meningsløse indberetninger.

I den bedste af alle verdener, så fokuserede Folketinget mere på at nedskalere sin politiske indblanding i alverdens ting, end det fokuserede på at forøge indblandingen. Det er moralen af de mange forfejlede reformer gennem de seneste 20 år.

I stedet for at blande sig, kunne det passende bruge sin energi på at opfinde den offentlige sektors pendant til konkursen. For det er klart, at den øgede frihed ikke giver mening, medmindre også offentlige institutioner kan gå nedenom og hjem, hvis de er håbløse til at løse deres opgaver.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. august 2021 )

Lad os sætte folkeskolen fri og give den tilbage til folket

Alex Vanopslagh
11. august 2021

”Samlet set står folkeskolen i en situation, der er meget, meget rodet, hvor man indfører inklusion og en folkeskolereform, som er en uskøn blanding af ekstrem topstyring gennem mål og så altså en hippieagtig pædagogik, hvor skolen skal være alt fra fritidsklub til hjem og skole. Det er en uskøn blanding, og vi har i Liberal Alliance ingen tillid til, at det samlet set vil give en bedre skole.”

Sådan sagde LA’s egen Merete Riisager, da folkeskolereformen blev vedtaget i Folketinget i 2013.
Og hun fik ret. Folkeskolereformen er en dundrende fiasko – en politisk totalskade.

Børnene er mindre glade for at gå i skole, lærerne ligeså, og rapport på rapport viser, at fagligheden stik imod de gyldne løfter har taget et dyk.
Og derfor er jeg virkelig glad for, at der endelig efter så mange år er ved at brede sig en erkendelse på Christiansborg om, at man med folkeskolereformen for alvor har gjort i nælderne. Senest hos de Radikale og selv Socialdemokratiet.

Og det er på tide. Vi skal videre. Videre med helt at skrotte og tilbagerulle folkeskolereformen.
Og videre mod en friheds- og dannelsesreform i stedet.

Frihed til skolerne, fordi vi politikere skal holde vores naller væk. Lad os give forældrene og skolen magten over undervisningen. Det er trods alt dem, der har ansvaret. Skolerne skal have frie rammer til hvordan de underviser – ligesom friskolerne.

Men også dannelse, fordi formålet med folkeskolen er at skabe dannede borgere med gode faglige færdigheder og kundskaber.

Eneste krav til skolerne bør derfor være, at de får undervist eleverne i de vigtigste færdigheder og den vigtigste viden indenfor hvert fag. I de fleste lande sker det med et nationalt pensum/curriculum, som er obligatorisk for skolerne. Men hvordan de gør det – og hvad de ellers gør derudover – skal være 100 % op til skolerne selv.

Folkeskolen og alle børnene har alt for længe lidt under dårlig politik. Lad os sætte dem fri igen og give folkeskolen tilbage til folket.