Hvad mener LA egentlig om SU’en? │Sandra Skalvig │ En samtale om uddannelse
Hvad mener LA egentlig om SU’en? │Sandra Skalvig │ En samtale om uddannelse
Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?
I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.
Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.
For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.
Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.
Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.
Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.
Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.
Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)
Det er hårdt at være ung – og det er okay
Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.
Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.
Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.
Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.
Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.
Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.
Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.
En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.
Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.
Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.
Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.
Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.
Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.
Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.
Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.
Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.
Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.
De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.
Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.
Tværtimod.
I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.
“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”
Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)
Det gør ondt at læse om nyuddannede ledige
Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.
Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.
Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.
Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.
Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.
Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.
For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.
På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.
For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?
Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.
Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.
Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.
Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?
Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.
Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.
Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.
For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.
Jeg håber, det ikke varer ved.
(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)
Skolevægring bliver ikke taget alvorligt nok
Ofte kommer skolevægring til udtryk ved, at forældrene kæmper med at få barnet afsted om morgenen, hvor barnet modsætter sig og kommer med alverdens undskyldninger for at blive hjemme.
Hvis forældrene endelig lykkes med at få barnet afsted, risikerer de, at barnet går hjem fra skole midt på dagen, selvom undervisningen ikke er slut.
Desværre ender flere børn med skolevægring med at være væk fra skolen i flere måneder eller år. Jo længere fraværet står på, des sværere bliver det for barnet at komme tilbage i skole.
Skolevægring er ikke pjæk – skolevægring skyldes f.eks., at barnet mobbes, mistrives, lider af autisme eller kæmper med problemer i hjemmet. Det vurderes, at 1-5 pct. af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Samtidig oplever 66 pct. af pædagogerne i skolen et stigende antal børn med skolevægring.
Hele familier rammes, når børn lider af skolevægring. For det enkelte barn kan skolevægring have faglige og sociale konsekvenser, søskende risikerer selv at begynde at mistrives, mens magtesløse og desperate forældre ikke kan passe deres arbejde.
F.eks. modtog 16.000 forældre knap 2 mia. kr. i såkaldt tabt arbejdsfortjeneste i 2022, idet de ikke var i stand til at passe deres arbejde, eftersom de var nødsaget til at gå hjemme med deres barn, der af den ene eller anden årsag ikke kunne gå i skole.
Flere forældre oplever ulykkeligvis, at det er en kamp at få skolen til at indse problemet og agere på det. I Liberal Alliance foreslår vi, at alle skoler skal have en skolefraværspolitik – på samme måde, som de i dag skal have en antimobbestrategi.
Dermed vil alle skoler være nødsaget til at forholde sig til elevernes fravær, og det vil samtidig hjælpe skoleledere og skolelærere til at være mere opmærksomme på elever med et højt fravær og således forhåbentlig kunne reagere på symptomerne på skolevægring i opløbet.
Desuden foreslår Liberal Alliance, at der indføres en national definition af skolefravær, da manglen på en klar definition i dag gør, at pjækkeri og fravær i forbindelse med rejser forveksles med det, man skiftevis kalder skolefobi, skolevægring og skoleangst.
Det går ikke – for forskelligartet fravær kræver vidt forskellige indsatser. Et samlet begreb for skolefravær vil fremme et ensartet udgangspunkt for de faglige drøftelser om mulige indsatser for at komme skolevægringen til livs.
Endelig mener vi, at der skal luges ud i bureaukratiet hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så psykologerne får mere tid til børnene.
Jeg tror, at alle uanset politisk ståsted kan blive enige om, at vi har pligt til at hjælpe de børn, der af den ene eller anden årsag ikke går i skole.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/1-2024)
Sæt folkeskolerne fri
Resultaterne i den nye Pisa-undersøgelse er dårligt nyt. I løbet af de seneste fem år er de danske skoleelever nemlig gået tilbage i både matematik og læsning, og den negative udvikling gør sig både gældende for de fagligt stærke og svage elever.
Men Pisa-undersøgelsen er blot et symptom på et bagvedliggende problem, nemlig at den danske folkeskole er gevaldigt udfordret. I dag går en femtedel af eleverne nemlig ud af skolen uden at kunne læse, regne eller skrive, og skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne.
For siden Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte sin folkeskolereform, har skolerne i Danmark været låst fast i et bureaukrati af politisk overregulering.
Eksempelvis findes der til hvert fag en række politisk fastsatte mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag.
I dansk på andet og tredje klassetrin er der eksempelvis fire forskellige ”kompetencer”, som eleverne skal undervises i. Under disse ”kompetencer” findes der så 22 forskellige ”færdigheds- og vidensområder”, som består af yderligere fire ”færdigheds- og vidensmål”.
Et af disse færdighedsmål er eksempelvis, at »eleven skal kunne anvende it til hverdagskommunikation«.
Først og fremmest kan man selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det mon nu også er nødvendigt at undervise 8-10årige børn i såkaldt digital kommunikation.
Men hertil kommer også, at det selvfølgelig fjerner værdifuld tid og ressourcer fra den faktiske undervisning, når elever og lærere skal balancere inden for rammerne af denne politiske styringssyge. På dette bagtæppe bør vi ikke undre os over, at folkeskolens niveau er i frit fald.
Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen, skal vi derfor sætte folkeskolerne fri.
I dag er systemet nemlig skruet sammen på en måde, hvor beslutningskraften er placeret så langt fra den enkelte skole som muligt. Vigtige beslutninger om alt fra skolernes økonomi til skoledagenes længde bliver derfor ikke truffet af dem, der ved bedst, nemlig lærerne og ledelsen på den enkelte skole.
Det vil vi gerne lave om på i Liberal Alliance ved at sætte folkeskolerne fri. Med selvejende skoler, hvor beslutningskraften bliver placeret hos den enkelte skolebestyrelse, tror vi nemlig på, at både ansvaret og initiativet blomstrer, og at børnene får den bedst mulige læring.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 7. december 2023)
Derfor skal vi afskaffe det sjette SU-år
I debatten om afskaffelse af det 6. SU-år argumenterer venstrefløjen for, at en afskaffelse af det ekstra års støtte vil være en uhyre brutal spareøvelse, der vil føre til øget mistrivsel blandt vores unge. Jeg kan godt forstå, hvor argumenterne kommer fra. Men jeg synes desværre ikke, at argumentet holder.
I dag er det nemlig kun studerende, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har afsluttet en adgangsgivende uddannelse, der kan få SU i seks år (eller studerende med en højere normeret studietid end fem år). Det er dermed ikke et privilegie for alle studerende. Mistrives de studerende, der først starter på universitetet tre år efter, at de har afsluttet gymnasiet, virkelig mere end andre studerende, fordi de kun kan få SU i fem år?
Argumenterne for at bevare det 6. SU-år kommer i min optik ikke alene fra et sted fyldt med sympati for de studerende. De kommer desværre også fra et sted, hvor man gør sig blind for de større perspektiver i SU-debatten.
Lad mig starte med at anerkende, at en afskaffelse af det 6. år er en nedskæring. Hvis forslaget bliver stemt igennem, vil de studerende ikke kunne få SU på det sidste år, hvis de bruger et ekstra år på at gennemføre deres uddannelse, som de ellers kan nu.
Men set i et større perspektiv fører den ændring altså ikke til, at vi går fra at støtte de unge til at flå deres fremtid ud af hænderne på dem. For vi har stadig en enorm generøs uddannelsesstøtte i Danmark, der efter en omlægning stadig vil ligge i top.
Tænk engang, at vi overhovedet er så heldige, at vi kan debattere, om vores studerende skal have over 6.500 kr. om måneden i fem eller seks år for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse. Og tænk, at vi har en dobbelt så høj SU som i Norge, Sverige og Finland, der er de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er jo helt vildt!
Tager man et kig i historiebøgerne, kan man læse, at SU’ens indførsel i 70’erne havde rod i et ønske om social mobilitet. Som det stod defineret, skulle ingen ung af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge havde lysten og evnerne til. Social mobilitet og frie, lige muligheder var uddannelsesstøttens eksistensberettigelse.
Spoler man imidlertid uret frem til i dag, kan man med en enkelt Google-søgning hurtigt finde frem til forskning fra VIVE og Det Økonomiske Råd, der samstemmigt konkluderer, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt. Og her er der endda tale om en omlægning på hele kandidatuddannelsen, som altså er mere vidtgående end blot en afskaffelse af det 6. SU-år.
Samtidig ved vi, at de unges lånemuligheder er enormt favorable. De kan få et godt lån, som de rent faktisk kan betale af. Her er det nemlig værd at bemærke, at akademikere er blandt dem, der senere i livet kommer til at tjene allermest. Er det virkelig dem, vi vil prioritere at sende ekstra støtte mod?
Tilbage står vi med hele spørgsmålet om trivslen. Selvfølgelig kan der være gode årsager til, at man skifter uddannelse eller har brug for ekstra tid. Men penge løser ikke problemet fra bunden. I resten af Vesten ser vi samme trivselsproblemer, som vi har i Danmark. Det er et globalt problem, som vi ikke blot kan forklare ved at kigge mod os selv og vores SU. Med et så favorabelt system som vores skal der være en øvre grænse, og at den grænse matcher den normerede tid, er hverken kynisk eller uretfærdigt over for de studerende. Et er sikkert: Jeg er fortrøstningsfuld.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. oktober 2023)
Unges mistrivsel er biprodukt af en perfekthedskultur – ikke karakterer og prøver
Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.
I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.
Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.
Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.
Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.
Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.
Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.
Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.
Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.
Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.
Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.
Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.
I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.
Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.
Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.
Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.
Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.
Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.
Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.
Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.
Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).
Tiden er moden til at omlægge SU til lån på kandidaten
Det smukke ved det danske velfærdssamfund er, at man næsten uanset sit ophav har muligheden for at blive til noget, hvis man er villig til at lægge en indsats.
Det skyldes blandt andet, at vi har en fremragende uddannelsessektor, hvor det ikke er antallet af cifre på dine forældres bankkonto, men derimod din arbejdsindsats, der fungerer som adgangsbillet til de videregående uddannelser.
Det er med til at sikre, at både overlægens datter og rengøringsassistentens søn begge kan realisere deres potentiale – og ikke mindst, at Danmark som helhed ikke misser talent.
Men én af de ting, der imidlertid ikke rykker en tøddel på i forhold til, om alle har muligheden for at blive til noget, er, om de kan modtage SU på landets kandidatuddannelser.
Forskning fra de uafhængige, statslige institutioner Vive og Det Økonomiske Råd dokumenterer nemlig, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt.
Kigger man på de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i Norge, Sverige og Finland, hvor man “kun” modtager hhv. 34.800, 24.400 og 16.900 – mens man i Danmark får 65.700 efter skat. Danmark har nemlig den højeste uddannelsessats i verden, men hverken gennemførelsesraterne eller uligheden er i disse lande nævneværdigt anderledes end herhjemme.
Den danske SU er faktisk på et niveau, hvor vi bruger flere penge på at betale de studerende for at tage en uddannelse, end vi gør på selve de videregående uddannelser.
Derfor mener vi i Liberal Alliance, at den nuværende SU på kandidatuddannelserne bør omlægges til gunstige lån. Det vil ikke blot give skatteyderne en velfortjent rabat på årsopgørelsen.
Det vil også bidrage til, at flere af landets kandidatstuderende bliver tilskyndet til at have et arbejde, hvilket vil give dem en lektion, som man ikke kan lære fra studiebøgerne. Nemlig værdien af at tjene sine egne penge.
(Indlæg bragt i Børsen d. 21. august 2023).