Universiteterne har brug for konkurrence

Sandra Elisabeth Skalvig
20. marts 2023

Universiteterne er ikke længere kun for de få men er blevet en alle mands-institution. Det kan lyde som en entydig god nyhed – men for mange kokke kan som bekendt fordærve maden, og et monopol har sjældent ført til den bedst mulige løsning.

Fordi universiteterne i dag er for den brede befolkning, har det resulteret i et fagligt niveau under pres. Samtidig har identitetspolitikken sneget sig ind ad bagdøren og dikterer, hvilke tanker og teorier der må og ikke må være på pensumlisten. Vi mangler i dag frie universiteter, hvor forskningsfriheden kan blomstre, og hvor fagligheden er i verdensklasse – helt uden politisk indblanding. Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi tillader private aktører at oprette og drive frie universiteter i Danmark.

I Danmark har vi private alternativer på næsten alle velfærdsområder – ældreplejen, sygehusvæsenet, folkeskolen, gymnasierne. Det øger konkurrencen og kvaliteten af de løsninger, der bliver udbudt. Men sådan er det ikke for vores universiteter. I Danmark har det offentlige monopol på at drive vores videregående uddannelser. Det er grundlæggende usundt for vores samfund, at der ikke er et frit alternativ, og en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked – for vi kan gøre det så meget bedre.

Der er behov for frie universiteter, der ikke styres af politiske hænder, og hvor forskningen ikke bliver dikteret af den årlige fordeling af forskningsmidler med anvisninger fra folketingets partier til, hvad der konkret skal forskes indenfor. Niels Bohr opfandt ikke sin atommodel, fordi nogle politikere bad ham om at forske i den – og politisk kan vi ikke styre, hvor fremtidens forskningstalenter springer frem henne.

Viden er en af Danmarks vigtigste eksportvarer, og vi mener, at dette er en nødvendigt, hvis vi fortsat skal sikre universitetsuddannelser i verdensklasse. De frie universiteter skal ikke drives af virksomheder med profit for øje. Tanken er, at private velgørende fonde skal drive universiteterne og udbyde uddannelser og forskningsstillinger på lige fod med de offentlige universiteter. Det betyder, at studerende er berettiget til at få SU, og at man skal optjene ECTS-point på samme måde som på et offentligt universitet.

De frie universiteter vil have friheden til selv at bestemme deres optagelseskrav- og procedure og ligeledes selv bestemme, hvorvidt der skal opkræves brugerbetaling fra de studerende. De vil til gengæld være fuldstændig uafhængige af offentlige finanser, hvilket er med til at sikre en uafhængighed af politisk påvirkning og ideologiske strømninger.

Hvis vi afskaffer det offentlige monopol på universiteterne, vil det ikke kun øge konkurrencen på markedet for de videregående uddannelser, men også øge kvaliteten – også på de offentlige universiteter. Forhåbentlig kan det også trække dem i en retning af større grad af forskningsfrihed – for vi skal væk fra de ideologier, der truer vores faglighed. I Liberal Alliance mener vi, at det er værd at kæmpe for en høj faglighed, en større konkurrence og en bedre undervisning.

(Debatindlæg bragt i Avisen Danmark d. 20. marts 2023)

Selvfølgelig skal vi omfavne chatbots baseret på kunstig intelligens i uddannelsessystemet

Af Sandra Skalvig & Alexander Ryle

Siden virksomheden OpenAI udgav den banebrydende chatbot ved navn ChatGPT, har debatten om brugen af kunstig intelligens i uddannelsessystemet kørt for fuld udblæsning.

Chatbotten har nemlig både ført til beundring over de teknologiske kvantespring, der indfinder sig på området for kunstig intelligens, samt medført panderynken hos lærere, der er bekymret over de nye muligheder for snyd, som teknologien medfører.

Men selvom det høje faglige niveau fra ChatGPT ganske vist kan føre til snyd på grund af den måde, vores uddannelsessystem er indrettet i dag, bør vi ikke forkaste teknologiens fantastiske muligheder. Tværtimod.

Udviklingen kommer nemlig, om vi vil det eller ej. Så i stedet for at møde teknologien med bekymring, bør vi hellere sikre os, at uddannelsessystemet tilpasses til den forandring, som vores samfund uvægerligt vil gennemgå.

Da vores forældre var børn, og de første lommeregnere kom frem, var det forbudt at medbringe dem til eksamener. Og da digitale værktøjer såsom Google Translate eller Wikipedia så dagens lys under vores egen skolegang, blev de også mødt med skepsis.

Men i dag er både lommeregnere, Wikipedia og Google Translate som det mest naturlige i verden en integreret del af både undervisning og eksamener i alt fra folkeskolen til universiteterne.

Det er nemlig alt sammen nogle fantastiske hjælpemidler, der gør livet lettere for os, men som samtidig har nødvendiggjort, at uddannelsessystemets undervisning og prøveformer undertiden sendes til eftersyn.

Det væsentlige spørgsmål er derfor ikke, om vi skal give plads til avancerede værktøjer som kunstig intelligens i fremtiden.

Det væsentlige spørgsmål er, hvordan vi sikrer os, at elever og studerende får en god forståelse for de nye værktøjer, så de bliver ordentligt klædt på til en fremtid med flere teknologiske fremskridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. marts 2023)

Her gjorde jeg en forskel for vælgerne

Henrik Dahl
28. december 2022

Det er fremragende, at CBS nu som det tredje universitet i Danmark har vedtaget en officiel erklæring, der styrker ytringsfriheden markant.

Blandt vigtige principper finder man, at CBS ikke som institution tager stilling til ideer, men overlader det til den enkelte. Ligesom det hedder, at selvom CBS som institution bakker op om inklusion, mangfoldighed, god tone og respekt, så vil CBS ikke skride ind over for ytringer, som nogle finder stødende.

En succes – som dette vitterligt er set i ytringsfrihedens perspektiv – har mange ophavsmænd og -kvinder.

Ytringsfrihedskommissionen anbefalede i 2020, at universiteterne satte mere ind på at beskytte og garantere ytringsfriheden for medarbejdere og studerende, end tilfældet på det tidspunkt var. I 2021 behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra LA om at indskrive de såkaldte Chicagoprincipper i den danske universitetslov. Og sideløbende har stemmer som for eksempel KU-forskeren Jakob Holtermann i medierne gjort sig til talsmænd for en styrkelse af den akademiske frihed – med eller uden en formel indarbejdelse i dansk lovgivning.

I en tid, hvor mange er skeptiske over for politik, og hvor mange føler, at politikere er holdningsløse mennesker, der siger ét i dag og gør det modsatte i næste uge, har jeg lyst til at benytte årets sidste klumme til at gøre lidt reklame for mit håndværk.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre. Det viser den støtte og rolige vækst i antallet af universiteter, der styrker sikringen af den akademiske frihed.

I Liberal Alliance så vi for os, at den hurtigste vej til en styrkelse af den akademiske frihed på alle landets universiteter ville være en revision af universitetsloven.

Omvendt kunne vi under behandlingen af vores beslutningsforslag i december 2021 konstatere, at selvom der var en stor opbakning til Chicagoprincipperne, så var der ikke opbakning til at skrive dem ind i lovgivningen.

Her kunne vi have valgt at fokusere på det halvtomme glas og konstatere, at beslutningsforslaget var skudt ned af regeringen og flertallet i Folketinget. Men i stedet gik vi i dialog med regeringen og enedes om i fællesskab at styrke selve opmærksomheden på den akademiske frihed og behovet for, at de enkelte institutioner satte gang i et arbejde for at styrke ytringsfriheden.

Det mundede ud i, at Folketingets forskningsudvalg i maj 2022 holdt en bredt anlagt høring om akademisk frihed. Med deltagelse fra både ind-og udland og med deltagelse af en lang række aktører fra den danske gren af den akademiske verden.

Her var konsensus, at den akademiske frihed generelt bør styrkes. Men at tiden ikke er moden til, at der gennem universitetsloven finder en harmonisering sted af de initiativer, de enkelte universiteter tager.

Der har været mange diskussioner af, om der i Danmark ville kunne opstå lige så grelle sager om fratagelse af ytringsfrihed og ytringsmulighed i den akademiske verden, som der har været i den engelsktalende verden.

Jeg har altid fastholdt, at når det var Folketingets tid værd at beskæftige sig med disse spørgsmål, var det nok så meget for at forebygge, at der nogensinde ville kunne komme angelsaksiske tilstande i Danmark.

Det mål ser langt hen ad vejen ud til at lykkes nu. Takket være rettidig omhu på en række universiteter. Og fordi politik i bedste fald er i stand til at gøre en positiv forskel.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 28. december 2022)

Når skolen invaderer familierne

Henrik Dahl
11. december 2022

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden.

Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden.

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet “eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra.

Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne.

Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent. En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll.

Hun beskriver i bogen “Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage.

Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen “Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig.

Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal.

Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets “sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre.

Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang.

Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik.

Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution.

Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds) disciplin.

Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner.

Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. december 2022)

Du bestemmer ikke selv – Valgvideo 2022

I en ikke så fjern fremtid er der måske ikke så meget, du selv kan bestemme, når du er studerende.

Afspil video

Alex’ 4 råd til mindre mistrivsel

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

Unges mistrivsel fylder meget i debatten, og med god grund. Men mange af svarene risikerer ifølge Alex at gøre problemerne værre. Alex har nogle råd, der ikke handler om politik, men om os som mennesker.

Se mere om Alex og unges mistrivsel her: https://www.youtube.com/watch?v=s4P6YGVf4sA

Afspil video

Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne

Henrik Dahl
22. september 2022

Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.

Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.

Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.

Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.

Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.

For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.

For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.

etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.

Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.

Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.

Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.

Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.

Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.

Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)

Der skal være tilsyn med, hvad der bliver sagt i klasseværelset

Henrik Dahl
10. august 2022

1970 erne har et særdeles dårligt ry i Danmark.

Fattige, forvirrede og præget af dagsordener, der i vore dage forekommer nærmest fra en anden verden.

Tænk blot på forestillingen om økonomisk demokrati, der prægede dansk politik i mange år.

I virkeligheden et forslag om, at fagforeningerne gradvist skulle overtage magten over private, danske virksomheder. Det lyder i vore dage som et satirisk indslag i et politisk tv-show.

Hvis man ser sig omkring uden for Danmarks grænser, er nedvurderingen af 1970erne på nogle punkter uretfærdig.

Årtiet er et af de mest frugtbare overhovedet for filmkunsten med hovedværker som for eksempel »The Godfather« og »The Deer Hunter«. Det er også et meget frugtbart årti for populærmusikken, hvor for eksempel David Bowie og Neil Young skriver deres bedste musik.

Men selv i Danmark sker der ting, som er trist, at de fleste har glemt. Skønt en æresoprejsning ikke vil gavne Mogens Glistrup personligt, bør man som borgerlig erkende, at hans kritik af det støt voksende bureaukrati i velfærdsstaten var korrekt og på sin plads. Og så burde man også vende tilbage til den vigtige debat om indoktrinering, der fandt sted i midten af 1970erne.

»Folkeskolen og børnehaver bliver visse steder i disse år præget af yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet. De har ikke lov til at misbruge folkeskolen. Den politiske kamp må ikke foregå i skolen. Men vi oplever en udvikling, hvor visse fanatiske lærere udøver et tyranni.« Det er ikke noget, en borgerlig politiker har sagt i forgårs. Det er et uddrag af en kronik i Berlingske, som daværende undervisningsdirektør (og medlem af Radikale Venstre) Asger Baunsbak-Jensen skrev i efteråret 1974.

Som vi kan se i dag, var Baunsbak-Jensens kritik på sin plads. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle de faglige organisationer, der har magten i danske dannelsesinstitutioner. Og der rejser sig naturligvis spørgsmålet: Kan man stole på, at danske børn og unge bliver oplyst på en fair og afbalanceret måde om, hvordan verden hænger sammen? Det vil sige på en måde, hvor alle politiske aspekter af en given sag fremstilles som ligeværdige? Og på en måde, hvor kontroversielle synspunkter og partsindlæg ikke gengives, som om de var ukontroversielle eller neutrale.

For nogle år siden kunne DRs Detektor afsløre, at 14 ud af 15 af folkeskolens lærebøger i faget historie påstod, at magthaverne på Christoffer Columbus tid mente, at Jorden var flad.

Det er helt og holdent forkert. Allerede grækerne vidste, at Jorden var rund. Det natursyn overtog romerne, og senere levede det videre i middelalderen. Det, Columbus’ modstandere mente, var, at rejsen vestover mod Asien var for lang til, at provianten ville række. Og det havde de i princippet fuldkommen ret i.

Kuriøs som sagen måtte være, så viste den, at der ikke er nogen form for central kvalitetskontrol med læremidler i folkeskolen.

Og heller ikke nogen kontrol med, hvad der egentlig bliver sagt i klasseværelserne.

Der skal ikke være censur i vores uddannelsessystem.

Men der skal være et rimeligt tilsyn med, at hvad der måtte foregå skal være fair, afbalanceret og i overensstemmelse med den bedste viden på området.

Det er ikke et overgreb på nogens rettigheder at sige, at fejlene i de forkerte historiebøger skal rettes uden diskussion. Det følger af det ansvar for sober undervisning, der bør være en selvfølgelighed.

Vi skal ikke have flere sager ligesom Normstormerne. Derfor er det vigtigt at handle – besindigt – nu.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. august 2022)

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution …

Henrik Dahl
11. maj 2022

Sådan som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution, og den var blevet ramt af en skandale i samme omfang, ville den politiske reaktion fra de røde partier have lydt nogenlunde således: Herlufsholm har i mange år været underfinansieret. Derfor er det ikke mærkeligt, at den form for svigt finder sted. Det er klart, at der slet ikke har været præfekter nok, og at de alt for få, Herlufsholm råder over, mangler efteruddannelse. Men i øvrigt siger forskningen, at hvis man renser for socioøkonomiske baggrundsfaktorer, er problemet slet ikke så stort.

Tag ikke fejl. Selv om det er verdens mindste overraskelse, at socialiseringen til Herlufsholm er brutal, blotlægger dokumentaren om skolen en kultur, der ikke er acceptabel i vore dage. Den kan ikke billiges, og jo før ansvarlige mennesker får ryddet op i den usunde del af kulturen, jo bedre.

Det interessante, når en dokumentar blotlægger institutioner, der ikke fungerer, og viser, hvordan både ledelse og medarbejdere svigter, er forskellen i de røde partiers reaktioner.

Hvis der er tale om en offentlig skole, hvor al civilisation er brudt sammen, eller et ditto plejehjem, hvor ingen længere bekymrer sig om beboernes grundlæggende, menneskelige værdighed, vil reaktionen altid være, at der er brug for flere penge og flere ansatte. Mens den aldrig vil være, et her er der tale om nogle mennesker, der på det personlige plan har svigtet deres ansvar. Og at disse mennesker derfor bør afskediges omgående, ligesom den institution, de har været ansat på, bør lukke.

Jeg ville ikke ønske, at Herlufsholm blev marineret i den form for venstreorienteret bullshit, jeg har givet en prøve på ovenfor. Her siger venstrefløjen for en gangs skyld det rigtige, når den påpeger, at ledelser har et ansvar, og at det bør have konsekvenser at svigte det.

Til gengæld ville jeg ønske, at de røde politikere ville være lige så konsekvente over for eksempelvis en kommuneskole i Høng, en daginstitution i Københavns Kommune eller et plejehjem i Aarhus, som de er over for Herlufsholm.

Børn, der opfører sig som vanvittige i skolen, skal tages ud af den klasse, de ødelægger. De pågældende børns forældre skal have en reprimande, som betoner, at hovedansvaret for opdragelsen er deres. De lærere, der lader tingene udvikle sig, skal have en advarsel. Skolelederen skal lægge en plan for at rette op på tingene. Og hvis intet lykkes, skal skolen lukkes.

Ansatte og ledere på daginstitutioner, der – undskyld mit dårlige sprog – er pisseligeglade med de værgeløse små børn, der græder og er kede af det, skal afskediges. Og hvis der ikke bliver rettet op på tingene, skal institutionen lukkes.

Det samme gør sig gældende for plejehjem. Der burde ikke være ét menneske, som direkte eller indirekte er ansvarlig for ydmygelsen af stakkels Else, der stadig er ansat i Aarhus Kommune. Ligesom det kan undre, at selve plejehjemmet ikke bare er blevet lukket og erstattet af ét, der er bedre.

Men de røde partier kører altid frem efter dobbelte standarder. Når det gælder svigt i den offentlige sektor, er der ingen, der for alvor er skyldige. Undtagen – naturligvis – de politiske flertal, der ikke har bevilget endnu flere penge til de institutioner, der har svigtet.

Det personlige ansvar findes simpelthen ikke i den røde forståelse af den offentlige sektor, ligesom selvransagelsen mangler totalt.

Hvis der er noget, der går galt i den offentlige sektor, og de røde partier skal forklare det, så er årsagen altid, at man har gjort for lidt af det, der har udløst katastrofen.

Er der kaos i skolen? Så er det, fordi vi stadig ikke har trådt pedalen helt i bund med hensyn til inklusion. Er der mistrivsel i folkeskolen? Så er det, fordi vi aldrig fuldt ud har fået gennemført folkeskolereformen. Er der ikke tilstrækkelig mange, der lærer tilstrækkelig meget på gymnasierne og universiteterne? Så er det, fordi vi har haft for lidt tværfag og for lidt uddeling af ulogiske og usammenhængende fotokopier om tilfældige emner.

Alt dette røde snak er jo nonsens.

Der er kaos i skolen på grund af den tåbelige idé om inklusion. Der er mistrivsel i folkeskolen, fordi den kaotiske hverdag, der kom ud af folkeskolereformen, selvfølgelig skaber mistrivsel. Og der hersker uvidenhed og manglende dannelse i gymnasier og på universiteter, fordi der aldrig kan opstå viden og dannelse ud af tværfag og løsrevne fotokopier.

Sådan, som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Det ville være et kærkomment første skridt hen imod at få skabt nogle sunde og velfungerende offentlige institutioner.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. maj 2022)