Frit gymnasievalg
Helena Artmann Andresen
28. august 2023

Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.

I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.

Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.

Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.

Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.

Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.

Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.

Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.

Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.

Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.

Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.

Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.

I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.

Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.

Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.

Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.

Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.

Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.

Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.

Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.

Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).

Alex Vanopslagh & Sandra Elisabeth Skalvig
21. august 2023

Det smukke ved det danske velfærdssamfund er, at man næsten uanset sit ophav har muligheden for at blive til noget, hvis man er villig til at lægge en indsats.

Det skyldes blandt andet, at vi har en fremragende uddannelsessektor, hvor det ikke er antallet af cifre på dine forældres bankkonto, men derimod din arbejdsindsats, der fungerer som adgangsbillet til de videregående uddannelser.

Det er med til at sikre, at både overlægens datter og rengøringsassistentens søn begge kan realisere deres potentiale – og ikke mindst, at Danmark som helhed ikke misser talent.

Men én af de ting, der imidlertid ikke rykker en tøddel på i forhold til, om alle har muligheden for at blive til noget, er, om de kan modtage SU på landets kandidatuddannelser.

Forskning fra de uafhængige, statslige institutioner Vive og Det Økonomiske Råd dokumenterer nemlig, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt.

Kigger man på de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i Norge, Sverige og Finland, hvor man “kun” modtager hhv. 34.800, 24.400 og 16.900 – mens man i Danmark får 65.700 efter skat. Danmark har nemlig den højeste uddannelsessats i verden, men hverken gennemførelsesraterne eller uligheden er i disse lande nævneværdigt anderledes end herhjemme.

Den danske SU er faktisk på et niveau, hvor vi bruger flere penge på at betale de studerende for at tage en uddannelse, end vi gør på selve de videregående uddannelser.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at den nuværende SU på kandidatuddannelserne bør omlægges til gunstige lån. Det vil ikke blot give skatteyderne en velfortjent rabat på årsopgørelsen.

Det vil også bidrage til, at flere af landets kandidatstuderende bliver tilskyndet til at have et arbejde, hvilket vil give dem en lektion, som man ikke kan lære fra studiebøgerne. Nemlig værdien af at tjene sine egne penge.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. august 2023).

Helena Artmann Andresen
15. august 2023

Eleverne er blevet dårligere til at læse. Skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne. Antallet af ansøgere på læreruddannelserne er faldet stødt de sidst fem år. Og både elever og lærere over en bred kam mistrives under den nuværende folkeskolereform. Folkeskolen er i den grad udfordret. Da Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte deres folkeskolereform, fulgte nemlig også en syndflod af politisk styringssyge, der fjerner værdifuld tid fra undervisningen, som nu bliver spildt på at leve op til politikernes bureaukratiske styringsmål.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række fælles mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag. I dansk på 2. og 3. klassetrin er der fire forskellige kompetencer, som eleverne skal undervises i. Derudover findes der så 22 forskellige såkaldte færdigheds- og vidensområder, der er fordelt på de fire kompetencer. De 22 færdigheds- og vidensområderne består så af yderligere fire færdigheds- og vidensmål. Altså i alt 88 færdigheds- og vidensmål, som udgør en ramme for lærernes undervisning i dansk i 2.- og 3.-klasse.

Et eksempel på et af disse færdighedsmål er, at ”eleven skal kunne anvende IT til hverdags- kommunikation”, hvilket hører under færdighedsområdet IT og kommunikation. Som det første kan man sætte spørgsmålstegn ved, om børn på 8 år nu også virkelig har brug for at blive undervist i såkaldt digital kommunikation – men hertil kommer også, at dette kun er ét ud af svimlende 88 forskellige færdighedsmål, som lærerne skal balancere.

Når vi politikere på den måder fastlåser lærerne i en spændetrøje af politisk overregulering og detailstyring, burde det ikke undre, at folkeskolens niveau og trivsel er i frit fald. For de mange læringsmål og den stramme politiske regulering skaber et unødigt bureaukrati, der fjerner lærernes fokus fra kerneopgaven, nemlig at undervise. Netop derfor er der mange veluddannede lærere, der fravælger folkeskolen og i stedet søger over mod landets fri- og privatskoler.

Vi synes derfor, at man bør gøre det muligt for folkeskolerne at kigge mod de mere velfungerende privat- og friskoler, hvor skolernes ledelse i samarbejde med lærerne lægger de overordnede linjer. Her giver den høje grad af tillid og frihed til lærerne mulighed for, at de kan tilrettelægge undervisningen på den måde, de selv finder bedst. Hvis vi ikke giver ansvaret for undervisningen tilbage til vores dygtige lærere, frygter jeg, at de mister den drivkraft, der oprindeligt fik dem til at søge ind på læreruddannelsen. Glæden ved selv at kunne forme sine elever og give dem vigtige livslektier og værdier med på vejen kan ikke erstattes af bedrevidende politikeres kompetencemål.

Så i stedet for at tro vi kan lovgive os til en bedre folkeskole, skulle vi måske prøve at gå den modsatte vej og udvise større tillid til lærerne gennem mere frihed. På den måde kunne vi forhåbentligt genopbygge lærernes motivation og opnå større fastholdelse af lærere, flere ansøgere på læreruddannelsen og generelt en forbedring af folkeskolen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. august 2023)

Helena Artmann Andresen
21. maj 2023

André Rogaczewski, der er en af de betydeligste it-ledere i Danmark, siger det. Imran Rashid, læge og forfatter til bogen »SLUK«, siger det. Og når vi lytter til vores egen fornuft, ved vi det godt: Børn har ikke godt af ubegrænset skærmtid.

Teknologien udvikler sig hele tiden, og internettet lokker med sociale medier, spil og andre muligheder, der kan være udmærkede at bruge i begrænset omfang, men som er designet til at tage vores opmærksomhed i mange timer hver dag. Ubegrænset skærmtid kan koste trivsel, nærvær og evnen til at kunne koncentrere sig. Det skal vi tage bestik af, når vi – de voksne – skaber rammerne for det gode børneliv.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletid som udgangspunkt bør være tid, hvor man er til stede i rummet. I klasselokalet, i skolegården, i idrætshallen eller på udflugten. Når børn går i skole, er det for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge noget i et fællesskab. Hvis det ikke var sådan, kunne vi lige så godt installere hver elev bag en skærm derhjemme, sådan som det skete under coronakrisen. Men ensomhed bag en skærm er ikke den bedste måde at lære på, og mange børn led under ensomheden med skærmen derhjemme under den lange skolenedlukning.

Skolen er mange ting. Den er den stoflige faglighed, hvor eleverne arbejder med hænderne i træ, ler eller med fødevarer. Den er venner, grin, kærester og konfliktløsning. Den er et fællesskab, hvor man bemægtiger sig ny viden og færdigheder – sammen. I pauserne har eleverne brug for at sænke skuldrene og være sammen i stedet for at sidde i hver deres digitale univers. Hjernen har brug for en pause.

Derfor skal de private skærme som udgangspunkt være slukkede og lagt væk, medmindre de spiller en specifik faglig rolle i undervisningen. Måske skal der optages en film i dansk, der skal laves research i engelsk, eller der skal bruges digitale programmer i matematik. Børn skal naturligvis også lære om teknologi, og vi så gerne, at der indførtes timer i teknologiforståelse i den danske folkeskole. Det er vigtigt at komme bag om teknologien og forstå, hvordan den virker.

Vi mener ikke, det bør være nødvendigt at lovgive. En klar melding fra minister og aftalepartier i samarbejde med parterne om skolen bør være tilstrækkeligt. Vi har viden nok nu til at sige, at skoletid bør være skærmfri tid. For 100 år siden var skolen et kærkomment pusterum for børn, så de ikke skulle udføre fysisk arbejde. I dag har børnene brug for et pusterum fra den hæsblæsende digitale motorvej, der åbner sig, når de lukker op for deres mobiler og laptops.

(Indlæg bragt i Berlingske den 21. maj 2023)

Sandra Elisabeth Skalvig
4. april 2023

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles.

I Danmark har vi både private skoler, hospitaler, plejehjem og gymnasier. Det har vi, fordi vi har vurderet, at de alle leverer gode velfærdsydelser, som samtidig udgør et sundt alternativ til det offentlige.

Samme indstilling har vi dog ikke til vores videregående uddannelser. Her har vi nemlig bildt os selv ind, at kun det offentlige kan levere varen.

Men hvorfor egentlig det? Når det private i forvejen lykkes med at levere varen i alle andre henseender her i Danmark, hvorfor så ikke tillade frie aktører at kunne drive et frit universitet på dansk jord?

I resten af verden har man for længst tilladt private organisationer som f.eks. fonde at oprette frie universiteter. Erfaringerne er gode både på forsknings- og undervisningssiden, og så er kvaliteten af deres uddannelser utroligt høj. Faktisk har verdens 10 bedste universiteter alle sammen det tilfælles, at de er private.

Men i Danmark halser vi stædigt og med fuldt overlæg efter de andre lande, fordi vi delvist stadig er lullet ind i fortællingen om, at kun det offentlige vil os det godt. Og det er ærgerligt. For vi har brug for de frie universiteter!

Det har vi, fordi det er en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked, hvis vi ikke øger kvaliteten over hele linjen gennem øget konkurrence. Og så har vi som samfund brug for forskningen fra frie universiteter, da den er uafhængig.

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles. En proces funderet delvist i holdninger frem for faglighed. Det er ikke gangbart alene.

På frie universiteter kan ideer til forskningsprojekter i stedet gro i forskernes egne baghaver, og så kan man være fuldstændig uafhængig af ideologiske strømninger og politikere, der vil have en finger med i spillet. På den måde kan vi holde ekskluderende ideologier som wokeisme fra døren, mens vi lader fagligheden sejre.

Det vil man som elev på et frit universitet få stor gavn af – akkurat som man vil få gavn af, at man i min optik også skal kunne få SU og optjene ECTS-point. Men den del må lade vente på sig.

Først skal vi – som de har gjort i resten af verden – lige åbne os for tanken om frie universiteter i Danmark. Min holdning er klar: Hvis alle andre – inklusive os selv – kan få det private til at fungere i så mange henseender, hvorfor så ikke følge den gode praksis?

(Debatindlæg bragt i Sjællandske 4. april 2023)
Sandra Elisabeth Skalvig
20. marts 2023

Universiteterne er ikke længere kun for de få men er blevet en alle mands-institution. Det kan lyde som en entydig god nyhed – men for mange kokke kan som bekendt fordærve maden, og et monopol har sjældent ført til den bedst mulige løsning.

Fordi universiteterne i dag er for den brede befolkning, har det resulteret i et fagligt niveau under pres. Samtidig har identitetspolitikken sneget sig ind ad bagdøren og dikterer, hvilke tanker og teorier der må og ikke må være på pensumlisten. Vi mangler i dag frie universiteter, hvor forskningsfriheden kan blomstre, og hvor fagligheden er i verdensklasse – helt uden politisk indblanding. Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi tillader private aktører at oprette og drive frie universiteter i Danmark.

I Danmark har vi private alternativer på næsten alle velfærdsområder – ældreplejen, sygehusvæsenet, folkeskolen, gymnasierne. Det øger konkurrencen og kvaliteten af de løsninger, der bliver udbudt. Men sådan er det ikke for vores universiteter. I Danmark har det offentlige monopol på at drive vores videregående uddannelser. Det er grundlæggende usundt for vores samfund, at der ikke er et frit alternativ, og en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked – for vi kan gøre det så meget bedre.

Der er behov for frie universiteter, der ikke styres af politiske hænder, og hvor forskningen ikke bliver dikteret af den årlige fordeling af forskningsmidler med anvisninger fra folketingets partier til, hvad der konkret skal forskes indenfor. Niels Bohr opfandt ikke sin atommodel, fordi nogle politikere bad ham om at forske i den – og politisk kan vi ikke styre, hvor fremtidens forskningstalenter springer frem henne.

Viden er en af Danmarks vigtigste eksportvarer, og vi mener, at dette er en nødvendigt, hvis vi fortsat skal sikre universitetsuddannelser i verdensklasse. De frie universiteter skal ikke drives af virksomheder med profit for øje. Tanken er, at private velgørende fonde skal drive universiteterne og udbyde uddannelser og forskningsstillinger på lige fod med de offentlige universiteter. Det betyder, at studerende er berettiget til at få SU, og at man skal optjene ECTS-point på samme måde som på et offentligt universitet.

De frie universiteter vil have friheden til selv at bestemme deres optagelseskrav- og procedure og ligeledes selv bestemme, hvorvidt der skal opkræves brugerbetaling fra de studerende. De vil til gengæld være fuldstændig uafhængige af offentlige finanser, hvilket er med til at sikre en uafhængighed af politisk påvirkning og ideologiske strømninger.

Hvis vi afskaffer det offentlige monopol på universiteterne, vil det ikke kun øge konkurrencen på markedet for de videregående uddannelser, men også øge kvaliteten – også på de offentlige universiteter. Forhåbentlig kan det også trække dem i en retning af større grad af forskningsfrihed – for vi skal væk fra de ideologier, der truer vores faglighed. I Liberal Alliance mener vi, at det er værd at kæmpe for en høj faglighed, en større konkurrence og en bedre undervisning.

(Debatindlæg bragt i Avisen Danmark d. 20. marts 2023)

Af Sandra Skalvig & Alexander Ryle

Siden virksomheden OpenAI udgav den banebrydende chatbot ved navn ChatGPT, har debatten om brugen af kunstig intelligens i uddannelsessystemet kørt for fuld udblæsning.

Chatbotten har nemlig både ført til beundring over de teknologiske kvantespring, der indfinder sig på området for kunstig intelligens, samt medført panderynken hos lærere, der er bekymret over de nye muligheder for snyd, som teknologien medfører.

Men selvom det høje faglige niveau fra ChatGPT ganske vist kan føre til snyd på grund af den måde, vores uddannelsessystem er indrettet i dag, bør vi ikke forkaste teknologiens fantastiske muligheder. Tværtimod.

Udviklingen kommer nemlig, om vi vil det eller ej. Så i stedet for at møde teknologien med bekymring, bør vi hellere sikre os, at uddannelsessystemet tilpasses til den forandring, som vores samfund uvægerligt vil gennemgå.

Da vores forældre var børn, og de første lommeregnere kom frem, var det forbudt at medbringe dem til eksamener. Og da digitale værktøjer såsom Google Translate eller Wikipedia så dagens lys under vores egen skolegang, blev de også mødt med skepsis.

Men i dag er både lommeregnere, Wikipedia og Google Translate som det mest naturlige i verden en integreret del af både undervisning og eksamener i alt fra folkeskolen til universiteterne.

Det er nemlig alt sammen nogle fantastiske hjælpemidler, der gør livet lettere for os, men som samtidig har nødvendiggjort, at uddannelsessystemets undervisning og prøveformer undertiden sendes til eftersyn.

Det væsentlige spørgsmål er derfor ikke, om vi skal give plads til avancerede værktøjer som kunstig intelligens i fremtiden.

Det væsentlige spørgsmål er, hvordan vi sikrer os, at elever og studerende får en god forståelse for de nye værktøjer, så de bliver ordentligt klædt på til en fremtid med flere teknologiske fremskridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. marts 2023)

Henrik Dahl
28. december 2022

Det er fremragende, at CBS nu som det tredje universitet i Danmark har vedtaget en officiel erklæring, der styrker ytringsfriheden markant.

Blandt vigtige principper finder man, at CBS ikke som institution tager stilling til ideer, men overlader det til den enkelte. Ligesom det hedder, at selvom CBS som institution bakker op om inklusion, mangfoldighed, god tone og respekt, så vil CBS ikke skride ind over for ytringer, som nogle finder stødende.

En succes – som dette vitterligt er set i ytringsfrihedens perspektiv – har mange ophavsmænd og -kvinder.

Ytringsfrihedskommissionen anbefalede i 2020, at universiteterne satte mere ind på at beskytte og garantere ytringsfriheden for medarbejdere og studerende, end tilfældet på det tidspunkt var. I 2021 behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra LA om at indskrive de såkaldte Chicagoprincipper i den danske universitetslov. Og sideløbende har stemmer som for eksempel KU-forskeren Jakob Holtermann i medierne gjort sig til talsmænd for en styrkelse af den akademiske frihed – med eller uden en formel indarbejdelse i dansk lovgivning.

I en tid, hvor mange er skeptiske over for politik, og hvor mange føler, at politikere er holdningsløse mennesker, der siger ét i dag og gør det modsatte i næste uge, har jeg lyst til at benytte årets sidste klumme til at gøre lidt reklame for mit håndværk.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre. Det viser den støtte og rolige vækst i antallet af universiteter, der styrker sikringen af den akademiske frihed.

I Liberal Alliance så vi for os, at den hurtigste vej til en styrkelse af den akademiske frihed på alle landets universiteter ville være en revision af universitetsloven.

Omvendt kunne vi under behandlingen af vores beslutningsforslag i december 2021 konstatere, at selvom der var en stor opbakning til Chicagoprincipperne, så var der ikke opbakning til at skrive dem ind i lovgivningen.

Her kunne vi have valgt at fokusere på det halvtomme glas og konstatere, at beslutningsforslaget var skudt ned af regeringen og flertallet i Folketinget. Men i stedet gik vi i dialog med regeringen og enedes om i fællesskab at styrke selve opmærksomheden på den akademiske frihed og behovet for, at de enkelte institutioner satte gang i et arbejde for at styrke ytringsfriheden.

Det mundede ud i, at Folketingets forskningsudvalg i maj 2022 holdt en bredt anlagt høring om akademisk frihed. Med deltagelse fra både ind-og udland og med deltagelse af en lang række aktører fra den danske gren af den akademiske verden.

Her var konsensus, at den akademiske frihed generelt bør styrkes. Men at tiden ikke er moden til, at der gennem universitetsloven finder en harmonisering sted af de initiativer, de enkelte universiteter tager.

Der har været mange diskussioner af, om der i Danmark ville kunne opstå lige så grelle sager om fratagelse af ytringsfrihed og ytringsmulighed i den akademiske verden, som der har været i den engelsktalende verden.

Jeg har altid fastholdt, at når det var Folketingets tid værd at beskæftige sig med disse spørgsmål, var det nok så meget for at forebygge, at der nogensinde ville kunne komme angelsaksiske tilstande i Danmark.

Det mål ser langt hen ad vejen ud til at lykkes nu. Takket være rettidig omhu på en række universiteter. Og fordi politik i bedste fald er i stand til at gøre en positiv forskel.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 28. december 2022)

Henrik Dahl
11. december 2022

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden.

Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden.

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet “eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra.

Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne.

Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent. En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll.

Hun beskriver i bogen “Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage.

Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen “Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig.

Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal.

Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets “sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre.

Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang.

Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik.

Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution.

Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds) disciplin.

Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner.

Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. december 2022)

I en ikke så fjern fremtid er der måske ikke så meget, du selv kan bestemme, når du er studerende.

Afspil video