LA: Nej til regeringens plyndringstogt

Helena Artmann Andresen
24. september 2024

Store gymnasier bør ikke straffes, fordi de er populære. Alligevel er det dét, som regeringens finanslovsforslag for 2025 vil gøre.

Regeringens forslag går ud på at fordele penge fra de store til de små gymnasier via en justering af det såkaldte undervisningstaxameter, der definerer det beløb pr. elev, som gymnasierne modtager for undervisning af eleven. Helt konkret ønsker regeringen at reducere undervisningstaxameteret med ti procent for gymnasier med over 700 årselever. Pengene skal ifølge regeringen gå til de mindre gymnasier for at tilgodese udbuddet af ungdomsuddannelser i landdistrikterne.

Forslaget vil betyde, at eksempelvis Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole vil miste henholdsvis otte og syv millioner kroner. Det vil utvivlsomt gå ud over eleverne, om det så er færre fag, færre lærere eller dårligere undervisning.

I modsætning til de store gymnasier står de mindre gymnasier med forslaget til at skulle modtage flere penge. Pengene vil dog langtfra gavne de lukningstruede gymnasier i landdistrikterne, da pengene står til at blive smurt tyndt ud på tværs af alle gymnasier med færre end 700 årselever.

Men er gymnasier med 400, 500 eller 600 årselever lukningstruede på grund af elevantal? Ikke i min optik, og de burde derfor heller ikke modtage penge på bekostning af andre gymnasier.

Forslaget vil ramme handelsgymnasierne særligt hårdt, selvom de i årevis har fulgt de politiske opfordringer om at fusionere fra mindre til større gymnasier. Det bider dem nu i halen. Eksempelvis vil et gymnasium stadig blive straffet, hvis det på tværs af sine afdelinger har over 700 årselever, også selvom nogle afdelinger måtte have færre end 700 årselever.

Et eksempel er ZBC på Sjælland, der har gymnasier i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg. Selvom ingen af de fire gymnasier har mere end 700 årselever, rammes ZBC stadig, da de fire gymnasier samlet set har over 700 årselever.

Forslaget vil derfor give gymnasieinstitutionerne incitament til at lukke de enkelte lokationer rundt om i landet og samle det hele under ét tag. Det vil betyde færre ungdomsuddannelser i landdistrikterne stik imod regeringens intention.

Regeringens udspil burde være målrettet til at hjælpe de gymnasier, som rent faktisk er lukningstruede, og det virker for mig som et embedsmandsudspil. Det er en ommer.

Jeg vil opfordre regeringen til at begrave forslaget, så vi i stedet på tværs af Folketingets partier kan finde en taxametermodel, der fungerer for alle gymnasier.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2024)

Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet

Helena Artmann Andresen
16. september 2024

Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.

Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.

Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.

Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.

Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.

Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.

Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.

Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.

Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)

Hvad mener LA egentlig om SU’en? │Sandra Skalvig │ En samtale om uddannelse

Sandra Elisabeth Skalvig
5. april 2024
Afspil video

Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?

Helena Artmann Andresen
10. marts 2024

I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.

For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.

Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.

Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.

Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.

Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)

Det er hårdt at være ung – og det er okay

Helena Artmann Andresen
4. marts 2024

Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.

Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.

Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.

Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.

Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.

Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.

Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.

En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.

Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.

Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.

Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.

Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.

Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.

Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.

Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.

Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.

De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.

Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.

Tværtimod.

I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.

“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”

Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)

Det gør ondt at læse om nyuddannede ledige

Sandra Elisabeth Skalvig
23. januar 2024

Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.

Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.

Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.

Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.

Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.

Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.

For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.

På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.

For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?

Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.

Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.

Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.

Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?

Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.

Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.

Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.

For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.

Jeg håber, det ikke varer ved.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)

Skolevægring bliver ikke taget alvorligt nok

Helena Artmann Andresen
19. januar 2024

Ofte kommer skolevægring til udtryk ved, at forældrene kæmper med at få barnet afsted om morgenen, hvor barnet modsætter sig og kommer med alverdens undskyldninger for at blive hjemme.

Hvis forældrene endelig lykkes med at få barnet afsted, risikerer de, at barnet går hjem fra skole midt på dagen, selvom undervisningen ikke er slut.

Desværre ender flere børn med skolevægring med at være væk fra skolen i flere måneder eller år. Jo længere fraværet står på, des sværere bliver det for barnet at komme tilbage i skole.

Skolevægring er ikke pjæk – skolevægring skyldes f.eks., at barnet mobbes, mistrives, lider af autisme eller kæmper med problemer i hjemmet. Det vurderes, at 1-5 pct. af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Samtidig oplever 66 pct. af pædagogerne i skolen et stigende antal børn med skolevægring.

Hele familier rammes, når børn lider af skolevægring. For det enkelte barn kan skolevægring have faglige og sociale konsekvenser, søskende risikerer selv at begynde at mistrives, mens magtesløse og desperate forældre ikke kan passe deres arbejde.

F.eks. modtog 16.000 forældre knap 2 mia. kr. i såkaldt tabt arbejdsfortjeneste i 2022, idet de ikke var i stand til at passe deres arbejde, eftersom de var nødsaget til at gå hjemme med deres barn, der af den ene eller anden årsag ikke kunne gå i skole.

Flere forældre oplever ulykkeligvis, at det er en kamp at få skolen til at indse problemet og agere på det. I Liberal Alliance foreslår vi, at alle skoler skal have en skolefraværspolitik – på samme måde, som de i dag skal have en antimobbestrategi.

Dermed vil alle skoler være nødsaget til at forholde sig til elevernes fravær, og det vil samtidig hjælpe skoleledere og skolelærere til at være mere opmærksomme på elever med et højt fravær og således forhåbentlig kunne reagere på symptomerne på skolevægring i opløbet.

Desuden foreslår Liberal Alliance, at der indføres en national definition af skolefravær, da manglen på en klar definition i dag gør, at pjækkeri og fravær i forbindelse med rejser forveksles med det, man skiftevis kalder skolefobi, skolevægring og skoleangst.

Det går ikke – for forskelligartet fravær kræver vidt forskellige indsatser. Et samlet begreb for skolefravær vil fremme et ensartet udgangspunkt for de faglige drøftelser om mulige indsatser for at komme skolevægringen til livs.

Endelig mener vi, at der skal luges ud i bureaukratiet hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så psykologerne får mere tid til børnene.

Jeg tror, at alle uanset politisk ståsted kan blive enige om, at vi har pligt til at hjælpe de børn, der af den ene eller anden årsag ikke går i skole.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/1-2024)

Sæt folkeskolerne fri

Helena Artmann Andresen
7. december 2023

Resultaterne i den nye Pisa-undersøgelse er dårligt nyt. I løbet af de seneste fem år er de danske skoleelever nemlig gået tilbage i både matematik og læsning, og den negative udvikling gør sig både gældende for de fagligt stærke og svage elever.

Men Pisa-undersøgelsen er blot et symptom på et bagvedliggende problem, nemlig at den danske folkeskole er gevaldigt udfordret. I dag går en femtedel af eleverne nemlig ud af skolen uden at kunne læse, regne eller skrive, og skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne.

For siden Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte sin folkeskolereform, har skolerne i Danmark været låst fast i et bureaukrati af politisk overregulering.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række politisk fastsatte mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag.

I dansk på andet og tredje klassetrin er der eksempelvis fire forskellige ”kompetencer”, som eleverne skal undervises i. Under disse ”kompetencer” findes der så 22 forskellige ”færdigheds- og vidensområder”, som består af yderligere fire ”færdigheds- og vidensmål”.

Et af disse færdighedsmål er eksempelvis, at »eleven skal kunne anvende it til hverdagskommunikation«.

Først og fremmest kan man selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det mon nu også er nødvendigt at undervise 8-10årige børn i såkaldt digital kommunikation.

Men hertil kommer også, at det selvfølgelig fjerner værdifuld tid og ressourcer fra den faktiske undervisning, når elever og lærere skal balancere inden for rammerne af denne politiske styringssyge. På dette bagtæppe bør vi ikke undre os over, at folkeskolens niveau er i frit fald.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen, skal vi derfor sætte folkeskolerne fri.

I dag er systemet nemlig skruet sammen på en måde, hvor beslutningskraften er placeret så langt fra den enkelte skole som muligt. Vigtige beslutninger om alt fra skolernes økonomi til skoledagenes længde bliver derfor ikke truffet af dem, der ved bedst, nemlig lærerne og ledelsen på den enkelte skole.

Det vil vi gerne lave om på i Liberal Alliance ved at sætte folkeskolerne fri. Med selvejende skoler, hvor beslutningskraften bliver placeret hos den enkelte skolebestyrelse, tror vi nemlig på, at både ansvaret og initiativet blomstrer, og at børnene får den bedst mulige læring.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 7. december 2023)

Liberal Alliances uddannelsespolitik

Derfor skal vi afskaffe det sjette SU-år

Sandra Elisabeth Skalvig
21. oktober 2023

I debatten om afskaffelse af det 6. SU-år argumenterer venstrefløjen for, at en afskaffelse af det ekstra års støtte vil være en uhyre brutal spareøvelse, der vil føre til øget mistrivsel blandt vores unge. Jeg kan godt forstå, hvor argumenterne kommer fra. Men jeg synes desværre ikke, at argumentet holder.

I dag er det nemlig kun studerende, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har afsluttet en adgangsgivende uddannelse, der kan få SU i seks år (eller studerende med en højere normeret studietid end fem år). Det er dermed ikke et privilegie for alle studerende. Mistrives de studerende, der først starter på universitetet tre år efter, at de har afsluttet gymnasiet, virkelig mere end andre studerende, fordi de kun kan få SU i fem år?

Argumenterne for at bevare det 6. SU-år kommer i min optik ikke alene fra et sted fyldt med sympati for de studerende. De kommer desværre også fra et sted, hvor man gør sig blind for de større perspektiver i SU-debatten.

Lad mig starte med at anerkende, at en afskaffelse af det 6. år er en nedskæring. Hvis forslaget bliver stemt igennem, vil de studerende ikke kunne få SU på det sidste år, hvis de bruger et ekstra år på at gennemføre deres uddannelse, som de ellers kan nu.

Men set i et større perspektiv fører den ændring altså ikke til, at vi går fra at støtte de unge til at flå deres fremtid ud af hænderne på dem. For vi har stadig en enorm generøs uddannelsesstøtte i Danmark, der efter en omlægning stadig vil ligge i top.

Tænk engang, at vi overhovedet er så heldige, at vi kan debattere, om vores studerende skal have over 6.500 kr. om måneden i fem eller seks år for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse. Og tænk, at vi har en dobbelt så høj SU som i Norge, Sverige og Finland, der er de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er jo helt vildt!

Tager man et kig i historiebøgerne, kan man læse, at SU’ens indførsel i 70’erne havde rod i et ønske om social mobilitet. Som det stod defineret, skulle ingen ung af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge havde lysten og evnerne til. Social mobilitet og frie, lige muligheder var uddannelsesstøttens eksistensberettigelse.

Spoler man imidlertid uret frem til i dag, kan man med en enkelt Google-søgning hurtigt finde frem til forskning fra VIVE og Det Økonomiske Råd, der samstemmigt konkluderer, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt. Og her er der endda tale om en omlægning på hele kandidatuddannelsen, som altså er mere vidtgående end blot en afskaffelse af det 6. SU-år.

Samtidig ved vi, at de unges lånemuligheder er enormt favorable. De kan få et godt lån, som de rent faktisk kan betale af. Her er det nemlig værd at bemærke, at akademikere er blandt dem, der senere i livet kommer til at tjene allermest. Er det virkelig dem, vi vil prioritere at sende ekstra støtte mod?

Tilbage står vi med hele spørgsmålet om trivslen. Selvfølgelig kan der være gode årsager til, at man skifter uddannelse eller har brug for ekstra tid. Men penge løser ikke problemet fra bunden. I resten af Vesten ser vi samme trivselsproblemer, som vi har i Danmark. Det er et globalt problem, som vi ikke blot kan forklare ved at kigge mod os selv og vores SU. Med et så favorabelt system som vores skal der være en øvre grænse, og at den grænse matcher den normerede tid, er hverken kynisk eller uretfærdigt over for de studerende. Et er sikkert: Jeg er fortrøstningsfuld.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. oktober 2023)