Universiteterne skal være templer for viden, ikke for kønsopdelte bederum

Sandra Elisabeth Skalvig
1. april 2025

”DU HAR ALTID et valg.” Sådan siger vi i Liberal Alliance, og i øjeblikket råber vi det ud fra byens tage i en stor kampagne. Det er også sandt: Uanset hvilke kort, du er blevet givet i livet, har du selv ansvaret for at spille dem. Det betyder dog ikke, at du altid kan vælge alting frit. Derfor skal vi som samfund kæmpe for friheden til at vælge og mulighederne for at skabe det liv, vi hver især drømmer om.

Men vi ved også, at det for nogle kan være et særligt svært valg at tage, som indebærer store personlige omkostninger. Forestil dig, at du formelt set har mulighed for at vælge lige den uddannelse, livsbane eller kærlighed, du drømmer om. Den danske velfærdsstat er praktisk talt indrettet til mønsterbryderen, som har evnerne, men måske også brug for en udstrakt hånd til at tage valget.

Og forestil dig så, at det vil indebære, at du mister kontakten til dine nærmeste, at dine omgivelser vender sig mod dig, eller at du måske endda må frygte for din egen sikkerhed. Har du så reelt et frit valg?

I STÆRKT RELIGIØSE MILJØER kan netop denne form for social kontrol være begrænsende for menneskers frihed. Særligt unge, der står på tærsklen til at forme deres egen fremtid, er sårbare over for pres og trusler fra religiøse miljøer, der vil have dem til at ”rette ind”. Det er uhyre svært at bryde det undertrykkende mønster, der ofte kombinerer implicitte og direkte trusler om at skade den enkeltes ry og renommé.

Vi har blandt andet for nylig kunnet læse om Sihaams opvækst med social kontrol og islamisk indoktrinering, som fortæller alt om, hvor stort et problem det er, og hvor meget mod det kræver at vælge anderledes.

Men vi kan gøre noget: Det er vores pligt som samfund at række en hånd ud til de unge mennesker, hvor valget er særligt svært.

Vi skal fremelske de ungemiljøer, som er bygget på andre værdier, og som giver tro på mulighederne for at vælge deres egen vej i livet.

Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser, at Aarhus Universitet er på vej til at åbne sit femte stillerum, mens SDU må lukke deres, fordi de blev brugt til at facilitere kønsopdeling og fremme værdier, der ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution i Danmark.

DET TYDER PÅ, at der er nogen i universitetsadministrationen, som ikke forstår alvoren og ikke er sig sit ansvar bevidst. De vælger at prioritere nogle få studerendes ønske om at udøve deres religiøse praksis på universitetet over den brede studentergruppes ret til et studiemiljø præget af videnskabelig fordybelse og et almindeligt dansk ungdomsliv.

Universiteterne har selveje, og det skal der ikke rokkes ved. Men det fritager ikke ledelsen for ansvar. Derfor vil jeg minde rektor på Aarhus Universitet om, at der ligger et ledelsesmæssigt ansvar her, som ser ud til at blive misforvaltet. Universiteterne er templer for videnskaben – ikke for religionsdyrkelse. De studerende skal have frihed og plads til at studere, dyrke venskaber, blive kærester og kysse på campus uden en frygt for, at de religiøse dogmer følger med i rygsækken og kan begrænse deres muligheder for at leve det liv, de drømmer om. Sandra Elisabeth Skalvig er folketingsmedlem og uddannelsesordfører for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 1. april 2025)

Vold i skolen kan ikke løses med elevfordeling

Helena Artmann Andresen
31. marts 2025

Man skulle tro, at Socialdemokratiet havde lært af fortiden. Men nej. Læringen fra Socialdemokratiets tidligere forslag om fordeling af gymnasieelever, der vakte stor modstand i offentligheden, er angiveligt ikke sunket ind hos Socialdemokratiet.

Denne gang handler det om folkeskoleelever i Københavns Kommune. Her skal skoledistrikter i fremtiden inddeles efter elevernes herkomst og sociale baggrund, hvis det står til den socialdemokratiske borgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil. Formålet er ifølge den tidligere minister at gøre op med vold, som Berlingske har afdækket er udbredt på københavnske folkeskoler.

Men Rosenkrantz-Theils forslag løser ikke voldsudfordringerne og risikerer blot at sprede dem. F.eks. har man i Aarhus Kommune siden 2006 sendt tosprogede børn med bus til andre skoledistrikter for at undgå, at børnenes lokale skoler kom ind i en skæv udvikling, hvor ressourcestærke forældre tog deres børn ud.

En undersøgelse viser dog, at busbørnene klarer sig dårligere end deres jævnaldrende, både socialt og fagligt. F.eks. klarer busbørnene sig dårligere i både matematik og dansk end de børn, der har behov for sprogstøtte, men som får lov til at blive på den lokale skole.

Problemerne skal løses dér, hvor de er. Der er brug for helt andre værktøjer end socialdemokratisk ingeniørkunst.

Men faktisk kommer Pernille Rosenkrantz-Theils partifælle børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye med en løsning, som vi i Liberal Alliance længe har peget på.

Det skal være nemmere at gribe ind over for voldelige elever. Det går ikke, at lærere ikke tør gribe ind i f.eks. slåskampe og andre voldelige situationer, af frygt for at det kan koste dem jobbet. Det skal være muligt for lærere at gribe fysisk ind i voldelige og truende situationer. Det kan f.eks. være at adskille elever eller følge voldelige elever ud af klasseværelset.

I de værste tilfælde må eleven ekskluderes fra fællesskabet – dette af hensyn til lærerne og de andre elever i klassen. Vi kan simpelthen ikke tillade, at lærere og elever skal opleve slag, spark, trusler og det, der er værre. Det skal være trygt at færdes i skolen.

Elever, der ekskluderes, skal naturligvis have et nyt skoletilbud. Det er kommunen, der skal have ansvaret for at stille et sådant tilbud til rådighed.

Børn skal vide, at vold ikke er i orden, og lærerne skal have autoriteten tilbage i klasseværelset. Der skal tages et opgør med den berøringsangst, der på nogle skoler hersker over for at gribe ind over for voldsudfordringerne. Et trygt undervisningsmiljø er afgørende for, at elever og lærere kan trives i landets klasseværelser, i skolegårdene og på boldbanerne.

Derfor en opfordring til Pernille Rosenkrantz-Theil: Træk dit forslag tilbage og lyt lidt mere til din egen minister, når det kommer til løsningen på skolernes voldsudfordringer.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 31. marts 2025)

Regeringen mangler ambitioner til at gøre professionsuddannelserne mere attraktive

Sandra Elisabeth Skalvig
24. januar 2025

Regeringen lægger op til at afkorte de professionsrettede videregående uddannelser med 15 ECTS-point.

Det er en kontraproduktiv og uansvarlig tilgang til uddannelsespolitik, når vi samtidig mangler dygtige professionsbachelorer på arbejdsmarkedet.

År efter år er søgningen til sygeplejerske, socialrådgiver og pædagog faldet massivt. Det er uddannelser, hvor vi desværre også står og mangler dygtige medarbejdere på arbejdsmarkedet. Derfor er reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser et længe ventet spadestik i retning af at gøre uddannelserne mere attraktive og sikre højere kvalitet i undervisningen.

Desværre må vi konstatere, at regeringen ikke har tænkt sig at grave dybt nok til at kunne tage fat om rødderne i problematikken. For til alles store forundring lægges der op til at afkorte professionsuddannelserne med 15 ECTS-point. Det hænger rigtig dårligt sammen med intentionen i reformen, der netop er at sikre større tilgang til professionsuddannelserne med henblik på at uddanne befolkningen til, hvad der er behov for i samfundet.

Hvis vi vil have flere til at blive sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere, er vi nødt til at sikre kvalitet i uddannelserne, så de bliver et attraktivt første valg. Flere og flere unge tager nemlig en lang videregående uddannelse, fremfor en kort- eller mellemlang.

Og vi er nødt til at spørge os selv: Hvis en kommende studerende er i tvivl, om vedkommende skal vælge en akademisk uddannelse eller en professionsbachelor, skubber vi så valget i retning af sidstnævnte ved at afkorte uddannelsen?

Svaret er åbenlyst: Selvfølgelig ikke. Hvis vi vil have flere til at søge en professionsbachelor, skal vi øge prestigen i disse uddannelser. Men en bred afkortning med bind for øjnene er en dybt problematisk tilgang, der kan medføre store konsekvenser for kvaliteten og som blot ligger i forlængelse af regeringens overfladiske og merkantile tilgang til uddannelsesområdet.

I min optik svarer denne tilgang til at føre uddannelsespolitik i bagvendt rækkefølge. En optimal arbejdsproces burde starte med at afklare, hvad der er behov for, at de studerende skal kunne, når de er færdiguddannet – og deraf fastlægge indhold og længde af den specifikke uddannelse. Men regeringen begynder baglæns med at sætte en rigid ramme for, hvor lang tid en professionsuddannelse må tage.

Vi bør lade uddannelsens indhold definere tid, ikke tid definere indhold. Dannelse, fordybelse og faglighed tager nemlig tid, og regeringen er nødt til at indse, at vi på alle måder er bedre stillet, hvis vores uddannelsespolitiske førsteprioritet altid er at sikre dygtige medarbejdere til arbejdsmarkedet.

I Liberal Alliance mener vi, at regeringen bør tage ansvar for at sikre den nødvendige kvalitet i vores uddannelser og sikre, at reformen af de professionsog erhvervsrettede uddannelser gennemføres med et positivt udfald.

Vi løser ikke manglen på de samfundsbærende professionsuddannede ved at gøre det lettere at blive socialrådgiver, sygeplejerske, radiograf eller pædagog. Tværtimod er der brug for prestigefyldte uddannelser, som udgør et attraktivt valg for fremtidens studerende.

Desværre må vi konstatere, at regeringen ikke har tænkt sig at grave dybt nok til at kunne tage fat om rødderne i problematikken.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 24/1-2025)

Vi skal finde en balance i, hvordan vi taler om de unges mistrivsel

Helena Artmann Andresen
22. januar 2025

Godt, det ikke er mig, der er ung i dag!

Den sætning hører jeg alt for ofte. Jeg ved, det bliver sagt med gode intentioner, som en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung. Men hvis vi hele tiden taler om en “generation-mistrivsel”, skaber vi en negativ fortælling, som potentielt gør mere skade end gavn.

Virkeligheden er, at det aldrig har været nemt at være ung, og det er lige så relevant i dag, som det var for tidligere generationer. Ja, tidligere generationer havde deres egne udfordringer, og de var også unge på deres egen tid, men lad os nu være ærlige – det er langt fra alting, der var bedre i gamle dage.

Vi har i dag flere muligheder end nogen generation før os. Teknologi, viden og innovation åbner døre, som tidligere var lukkede. Vi ser en verden, der bliver grønnere med bæredygtige løsninger, og hvor banebrydende medicinske fremskridt redder liv hver eneste dag.

Kræftbehandlinger bliver mere effektive, og sygdomme, der engang var dødsdomme, er nu mulige at overleve. Uddannelsessystemer og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor i verden vi er. Det er en tid, hvor potentialet til at forme vores egen fremtid er større end nogensinde.

Selvfølgelig, uden undtagelse, står min generationer også over for udfordringer. I dag taler vi mere åbent om mistrivsel, og ordet er blevet brugt langt mere de sidste 30 år, end det var tidligere. I 1992 blev ordet “mistrivsel” nævnt blot to gange i de skrevne medier, mens det i 2023 blev brugt omkring 15.000 gange (Kilde: Infomedia).

Vi har i dag en helt anden måde at italesætte ungdommens liv på. I 1990’erne talte vi også om unge, der var stressede på gymnasiet og havde problemer, men vi brugte ikke ordet “mistrivselskrise”. Det var der jo også hårde år dengang. Så det er klart, at vi skal tage unges trivsel alvorligt, men samtidig skal vi finde en balance i, hvordan vi taler om det. Fordi virkeligheden er jo, at selvom der er unikke udfordringer for hver generation, betyder det ikke, at den nye generation er udfordret i unik grad.

Som 23-årig ved jeg, hvad det vil sige at have høje krav til sig selv – og gymnasiet var for mig en af de sværeste perioder. Ikke på grund af de faglige krav, men på grund af den perfekthedskultur, som vi lever i. Jeg ved fra egen erfaring, hvordan det kan føles, når presset bliver for stort.

Perfekthedskulturen og de krav, som vi stiller til os selv, kan fylde så meget, at det føles, som om man mister kontrollen. Men jeg lærte også, hvor vigtigt det er at finde balancen og genvinde troen på, at man kan skabe et liv i harmoni med sig selv. Og med det pres jeg følte, så havde det ikke gjort noget som helst bedre, at jeg så skulle høre udsagn såsom “Godt det ikke er mig, der er ung i dag” fra de ældre generationer.

Flere forskere advarer om, at den konstante fokus på mistrivsel kan ende med at skabe mere skade end gavn.

Når der kommer forslag om at sætte mistrivsel på skoleskemaet, bør vi spørge os selv, om det er en løsning eller en del af problemet. Hvis vi gør det, risikerer vi at gøre unge overopmærksomme på deres udfordringer og skabe en selvforståelse, hvor mistrivsel nærmest bliver forventet.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

Vi skal finde en balance, hvor vi både kan være opmærksomme på de udfordringer, vi står overfor, samtidig med at vi ser de muligheder, der ligger foran os. For vi unge har aldrig haft flere muligheder, end vi har i dag – og selv om det kan være svært, så er der samtidig en verden fyldt med håb, som vi kan forme på vores egen måde.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 22/1-2025)

Elever skal kunne få ekstra undervisningsstøtte uden kommunalt krav om en diagnose

Helena Artmann Andresen & Louise Brown
15. januar 2025

Der er nok ikke mange, der har opdaget, at det foregår.

Men lige nu har mange af vores kommuner udviklet en praksis, hvor en psykiatrisk diagnose er den eneste adgangsbillet til at få ekstra hjælp i skolerne.

Praksissen betyder – stik imod hensigten med den nationale lovgivning – at hvis du er forælder med et barn, der har brug for enten ekstra støtte eller specialundervisning, siger kommunen, at det kun kan lade sig gøre, hvis dit barn får konstateret en diagnose.

Og desværre er den slags rigide kassetænkning symptomatisk for den måde, vi fører velfærdspolitik på i Danmark. For vi har alt for travlt med at placere mennesker i bureaukratiske kasser. Systemet søger simpelthen systematik.

Man kan jo godt forstå det, fordi det tillader, at systemet – helt uden at tage en reel beslutning – let kan afgøre, hvilken hjælp du er godkendt til. Tanken er jo ikke helt tosset. Man kalder det “objektive kriterier”, og det kan man jo godt sige, der er noget fairness over. Man fjerner også ansvaret fra den enkelte medarbejder eller afdeling. Alle bliver bedømt lige. Og i den bedste verden kan man også spare nogle penge.

Men samtidig hviler hele systemet også på, at man har valgt de helt rigtige såkaldte “objektive kriterier”. Og i al beskedenhed, så mener vi ikke, at man har valgt rigtigt, når det kræver en diagnose at få den hjælp, man har brug for. Børn kan have indlæringsproblemer uden at have en diagnose. Hvad gør systemet for disse børn?

Børn kan have adfærdsvanskeligheder eller blive væk fra skole på grund af for eksempel sociale forhold og opvækst, men ikke have en diagnose. Hvordan stiller denne kommunale praksis disse børn?

Og til sidst: Hvad med de børn, der får en diagnose, selvom de måske ikke har en? For vi ved, at incitamenter virker. Og med denne kommunale praksis er der et incitament i retning af diagnosen.

Som fagpersonale også udtaler til Weekendavisen (den 21. november 2024, red.), oplever de, at forældrene jagter diagnosen til deres børn, så de kan få den nødvendige hjælp. De oplever et pres fra (forståeligt) desperate forældre, fordi de ved, at uden diagnosepapirer fra psykiatrien, er der ingen hjælp at hente.

DET STILLER FAGPERSONALET i børne- og ungdomspsykiatrien et svært sted. Skal de insistere på de faglige kriterier til diagnoserne, når de ved, at de saboterer børnenes skolegang, hvis de nu ikke lever op til kriterierne?

En helt anden konsekvens af den kommunale praksis, er hvordan det presser psykiatrien. Ifølge seniorforsker i VIVE, Thyge Tegtmejer, skyldes en del af presset på psykiatrien netop denne kommunale praksis, at uddelingen af diagnoser har fået væsentlig betydning for, om kommunerne tildeler hjælp til sårbare elever.

Samtidig ser vi en vilkårlighed i tildelingen af diagnoser. Eksempelvis er der enorme geografiske forskelle. I nogle kommuner er der 10 gange så stor sandsynlighed for at blive diagnosticeret med en diagnose end i andre kommuner. Og hvis du har en pige, der er født i slutningen af året, er der en tredjedel større chance for, at hun får udskrevet ADHD-medicin. Vi har altså bygget et system, der både skader elever, skoler og psykiatri. Det må vi kunne gøre bedre. For det skyldes, at vi lader systemtænkningen dominere.

I stedet for at give mere frihed og selvbestemmelse til lærerne, har vi udstyret bureaukrater i kommunerne med retten til at vurdere, om et barn skal have specialpædagogisk hjælp eller ej. Vi vil vove den påstand, at den enkelte lærer er bedre til at vurdere, om en elev har brug for ekstra hjælp.

Der skal være mere menneskelighed i vores skolepolitik. Mere plads til at vi kigger hinanden i øjnene, i stedet for at henvise til kommunale skabeloner.

Vi bryster os ofte af at have verdens bedste velfærdssamfund. Og på nogle punkter passer det da også. Men vi har også skabt et rigidt system, der sætter borgere i klemme, hvis man ikke passer ind i den socialdemokratiske kassetænkning. Og det skaber desperation.

For hvad gør man som forælder, når ens barn ikke opfylder kommunens “objektive” krav til hjælp, når alt andet peger på, at man har brug for det? I verdens bedste velfærdssamfund bør man ikke tage til takke med “bare ærgerligt”.

DESVÆRRE LADER DET ikke til, at der er politisk appetit på at gøre noget ved problemet. Vi har endda forsøgt at få undervisningsministeren, Mattias Tesfaye (S) til at forholde sig til det, men vi fik et lidt forstemmende svar, hvor han siger, at han “har tillid til, at kommunerne kender og overholder de gældende regler for tildeling af specialpædagogisk støtte”, selvom en nylig VIVE-rapport tydeligt viser, at det ikke passer.

Men i Liberal Alliance vil vi kæmpe en kamp for, at alle elever, der virkelig har brug for ekstra støtte eller specialundervisning kan få det – diagnose eller ej.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 15. januar 2025)

Det er løgn, hvad den typiske ekspert siger

Henrik Dahl
26. december 2024

Det går tilbage med læsningen. Det har en serie artikler og kommentarer afdækket i Berlingske i løbet af december. På universitetet må klassiske værker som for eksempel »Pelle Erobreren« tages af pensum, fordi de studerende ikke magter at læse bogen. I fødekæden til universitetet står det lige så ringe til. Danske folkeskoleelever har netop slået deres egen bundrekord i den internationale læseundersøgelse PIRLS. Og på gymnasierne hersker også en opgivende stemning. Vore dages elever læser langsommere og har mindre ordforråd end forne tiders.

Jeg vil ikke bruge min værdifulde taletid til at skælde ud over ungdommen. Det er jo ikke dens fejl, at den har tåbelige forældre og autoriteter. Det, vi bør tale om, er den katastrofe, det er ved at udvikle sig til for de vestlige samfund, at mennesket gradvist er ved at forsvinde ud af vores tænkning over verdens gang. Hvis der er noget, man kan være sikker på i vores omskiftelige verden, så er det, at det enkelte menneske – hvis man spørger en typisk ekspert – ikke har nogen betydning for noget som helst.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at kriminalitet først og fremmest blev begået af personer, der har en skidt karakter? Det vil sige af personer, der er præget af dovenskab, umoral, antisociale holdninger og en vis grad af dumhed. Nej, det kan man ikke forestille sig. End ikke som en teoretisk mulighed. Fordi den typiske ekspert, helt fra han eller hun tog det første skridt i retning mod en uddannelse, er blevet indoktrineret til at tro, at mennesket ikke betyder noget.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn læser dårligere i dag, end de gjorde tidligere, fordi de øver sig mindre, og ingen presser dem til at øve sig mere? Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn ofte forvandler timerne i skolen til et kaos af larm og ballade, fordi der i den grad mangler forældre og lærere, som insisterer på, at den enkelte elevs dårlige opførsel skal have mærkbare konsekvenser for den pågældende? Og kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at de store belønninger i tilværelsen i form af attraktive job, først og fremmest går til dem, der arbejder hårdt og optræder konstruktivt og ansvarligt i de stillinger, hvor de bliver ansat?

De ved lige så godt som jeg, at man skal lede meget, meget længe efter en ekspert, som med fasthed i stemmen vil stå frem og sige ja til de spørgsmål, jeg stiller. Kriminalitet, færdigheder, klimaet i skoler og på arbejdspladser eller menneskers – i mangel af bedre udtryk – sociale skæbne har aldrig noget at gøre med den enkelte. Det vil altid, for den typiske ekspert, have noget at gøre med pengemangel i den offentlige sektor; strukturer; ophobet uretfærdighed eller måske sygdomme, der ikke er diagnosticeret endnu.

Der er simpelthen ikke, for den typiske ekspert, noget her i tilværelsen, som det enkelte menneske har et personligt ansvar for. Selvfølgelig er det løgn, hvad den typiske ekspert siger. Det ved alle mennesker, der har bevaret evnen til at være nogenlunde ærlige over for sig selv og andre. Det er hverken ens upåvirkelige skæbne at blive kriminel, udygtig, ballademager eller at strande i et kedeligt job. Det er alt sammen ting, man kan påvirke gennem sin egen indsats og attitude. I fremtiden vil historikerne undre sig over, at flere generationer af akademikere gjorde, hvad de kunne, for at udslette mennesket. For det er frem for alt udslettelsen af mennesket, der gør de kulturelle kriser uløselige. Derfor skal mennesket tilbage i centrum af samtalen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 26. december 2024)

Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang har den Venstres mandater bag sig

Helena Artmann Andresen
21. oktober 2024

Regeringen har nu præsenteret sin plan for den nye uddannelsesreform.

En plan med mange gode takter, som højere karakterkrav til gymnasierne, og en ny vej, der skal få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Men der var også en gammel socialdemokratisk tidsel: Tvangsfordeling af elever.

Et upopulært levn fra sidste regeringsperiode under den socialdemokratiske regering, hvor elever i landets store byer blev tvangsfordelt på gymnasierne på baggrund af deres forældres indkomst.

Dette i et forsøg på at undgå »indvandrergymnasier« med en stor andel af elever med ikkevestlig baggrund. Ingen gymnasier måtte have mere end 30 procent elever med ikkevestlig baggrund.

En aftale, som hele blå blok fra begyndelsen var imod, fordi det ikke er staten, der skal bestemme, hvor unge mennesker vælger at tage deres uddannelse. Det skal de selv, ogdet undergraver deres frie valg at tvangsfordele dem.

Før valget stod Morten Dahlin på Folketingets talerstol og talte om eleven Lukas, der bor 500 meter fra sit lokale gymnasium, men i stedet er tvunget til at transportere sig til et gymnasium længere væk, fordi det er det gymnasium, regeringen har valgt til ham. Det var principielt forkert, lød det.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Tvangsfordeling af elever var en af grundene til, at Venstre gik med i regeringen, lod de os forstå. De ville sikre, at tvangsfordeling af elever aldrig ville blive til virkelighed. De unges frie valg havde sejret, lød det.

Men nu tyder det på, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af elever igen er skudt op som ukrudt. Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang harden Venstres mandater bag sig.

Hvilke kriterier eleverne vil blive tvangsfordelt på baggrund af denne gang, skriver regeringen intet om. Venstres politiske ordfører forsikrer dog, at regeringen agter at lave en model, der tager hensyn til elevernes frie valg.

I mine ører rimer tvangsfordeling og respekt for de unges frie valg af uddannelsessted dårligt. Unge mennesker er ikke brikker, der skal placeres efter statens forgodtbefi ndende. Elever skal hverken fordeles efter forældres indkomst, etnicitet eller hvor langt en elev har fra sit hjem til uddannelsen. De unge skal kunne søge de gymnasier, de ønsker, og ikke underlægges en socialistisk tvangsfordeling.

Opstår der problemer med en eller flere elever, skal det have konsekvenser for denenkelte, naturligvis. De må sanktioneres og i yderste konsekvens bortvises, hvis de ertil gene eller skade for undervisningen og studiemiljøet. Men vi skal ikke tvangsfordele gymnasieelever, fordi der er særlige udfordringer på enkelte gymnasier. Integrationsproblemer skal ikke løses af gymnasieelever.

Det er på tide at lægge tvangsfordeling af gymnasieelever i graven som en dårlig idé, der ikke bør genopstå. Helena Artmann Andresen er børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21. oktober 2024)

Forældre skal lære deres børn at respektere læreren

Helena Artmann Andresen
16. oktober 2024

Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.

Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.

Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.

Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.

Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.

Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.

Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.

Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.

Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.

Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.

Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.

I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)

Tesfaye har faktisk ret i slaget om uddannelsespolitikken

Helena Artmann Andresen & Sandra Elisabeth Skalvig
15. oktober 2024

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)

Det skal være slut med uddannelsessnobberiet

Helena Artmann Andresen
13. oktober 2024

“Stort set alle unge skal have adgang til gymnasiet”. Sådan lyder budskabet i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringens nye udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.

Det er en skam, at det netop er dét budskab, der turneres med. Reformen som helhed og særligt forslaget om en ny praktisk uddannelse med et stærkt socialt fællesskab, som ikke lukker døre for fremtidige uddannelsesveje, er nemlig et glimrende initiativ. Men at insistere på at kalde uddannelsen for en gymnasieuddannelse er et fejlskud.

For hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner? Hvor er ønsket om at gøre op med årtiers uddannelsessnobberi, der unødigt har sat gymnasiet på en piedestal som den “rigtige” vej at gå? Og hvor er erkendelsen af, at det hverken er lykken for de unge eller samfundet som helhed, hvis alle går på gymnasiet?

Det har alt for længe været normen for de fleste unge efter 9. klasse at fortsætte på gymnasiet. Det har været dér, hvor alle de unges klassekammerater har skullet gå. Dér, hvor de fede fester og det gode sociale liv har fundet sted. Dér, hvor adgangen til fremtidens uddannelsesmuligheder har været placeret.

Derfor er det prisværdigt, at regeringen nu lægger op til at få skabt et gennemtænkt og attraktivt alternativ til det almene gymnasium for de unge, som vægter praktisk og erhvervsorienteret undervisning højere end tekstanalyse, differentialregning og oldtidens Grækenland.

Det er blot fundamentalt, at sådan et uddannelsestilbud ikke drukner i ønsket om at gøre det til allemandseje at gå på gymnasiet. Lad os nu droppe forestillingen, om at det er umuligt at skabe en attraktiv ungdomsuddannelse, uden at der står “gymnasium” på dørskiltet – og i stedet respektere den faglighed og de traditioner, som erhvervsuddannelserne indbefatter.

For der er jo ikke brug for et nyt gymnasium. Der er brug for en ny tilgang til vores ungdomsuddannelser, som gør op med uddannelsessnobberiet og skaber bedre ungdomsliv og fremtidsmuligheder for alle unge.

Hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner?

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. oktober 2024)