I november løftede det amerikanske tech-selskab, Open AI, sløret for det seneste skud på stammen i de hæsblæsende fremskridt inden for kunstig intelligens.
Den nye chatbot baseret på kunstig intelligens ved navn Chat GPT så dagens lys, og siden har den spirende udvikling inden for området ført til både panderynker og beundring. For Chat GPT er i sandhed udtryk for et teknologisk kvantespring.
Den kan trylle svar frem på alverdens spørgsmål, skrive digte, skolestile til 12-taller, originale bryllupstaler eller programmere software, der er tilstrækkeligt avanceret til at lave hjemmesider fra bunden.
På dette bagtæppe er kunstig intelligens gået fra at være noget, almindelige mennesker primært stiftede bekendtskab med i sci-fi bøgernes univers til nu at være et emne, vi alle bør forholde os til.
Det betyder også, at teknologien på rekordtid er rykket op på den politiske dagsorden. I både USA og EU er politikerne netop nu i gang med at støbe kuglerne til ny lovgivning, der skal sætte rammerne for teknologiens udfoldelse.
Det kan der bestemt være behov for, men vi politikere bør også være varsomme med indføre regulering, der begrænser teknologiens udvikling i en grad, så vi risikerer at gå glip af dens enorme potentiale.
Når nye teknologier ser dagens lys, er automatreaktionen ofte, at vi bliver bange for det, hvis vi ikke forstår teknologien. Men vi skal være forsigtige med at lade vores frygt for det ukendte blokere for de fremskridt, der kan følge i teknologiens kølvand.
Kaster man et blik i historiebøgerne, er der en lang række eksempler på teknologiske landvindinger, som i starten blev mødt med skepsis, men som med tiden har vist deres værdi.
Vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel
Da de første biler trillede ud på vejene, fremkaldte det ramaskrig, som førte til en masse tosset lovgivning. I Storbritannien indførte man i 1865 love om, at bilerne maksimalt måtte køre 6,4 km i timen, og at der til enhver tid skulle være en mand med et rødt flag, der gik foran bilen for at advare andre om dens tilstedeværelse.
Men efter noget tid blev den teknologipessimistiske lovgivning gudskelov tilbagerullet, og bilen blev hurtigt en drivkraft for at skabe nye industrier og jobmuligheder.
En lignende historie gør sig gældende med hæveautomaterne. Da de i 70’erne begyndte at skyde op rundt omkring i gadebilledet, forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men det modsatte endte med at ske. Der opstod nemlig langt flere job som bankkasserer, da hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at eksplodere.
Lektien er selvfølgelig, at vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel. For menneskets grundlæggende skepsis over for det ukendte kan nemlig udmønte sig i kortsigtet politik, der risikerer at blive en stopklods for innovation.
Men det betyder imidlertid ikke, at den rivende udvikling inden for kunstig intelligens bare skal være det vilde vesten.
I Danmark har vores egen digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V), eksempelvis åbnet for, at retshåndhævende myndigheder skal kunne anvende kunstig intelligens til at fjernidentificere personer på offentlige steder med ansigtsgenkendelse.
Der vil bestemt være visse situationer, hvor det kan retfærdiggøres. Men hvis teknologien også bliver brugt, når der ikke er en begrundet mistanke, risikerer vi, at den kunstige intelligens skaber nye muligheder for at træde danskernes frihedsrettigheder under fode.
EU’s kommende forordning om kunstig intelligens forventes at indeholde lovgivning mod brugen af biometrisk fjernidentifikation på offentlige steder. Det er et skridt i den rigtige retning, men på grund af Danmarks retsforbehold vil vi dog ikke være forpligtet til at overholde forordningen.
Det er et problem, for samspillet mellem nye overvågningsmuligheder med kunstig intelligens og politisk lemfældighed over for danskernes rettigheder er en farlig cocktail. Selvom overvågning i gadebilledet ganske vist ikke er et nyt fænomen, skaber kunstig intelligens nogle hidtil usete muligheder for avanceret dataindsamling i enorm skala.
For nyligt blev IT-center Syd angrebet af et cyberangreb med et datalæk, hvor fem skoler fik stjålet personfølsomme oplysninger om deres studerende.
I en fremtid, hvor staten kan indsamle tiltagende flere oplysninger om os med kunstig intelligens, risikerer vi at se langt flere sager som denne.
Derfor håber jeg, at regeringen i fremtiden vil gå til spørgsmålet om kunstig intelligens med en vis portion ydmyghed og med et fokus på, at teknologien aldrig må bruges på en måde, hvor den kompromitterer danskernes frihedsrettigheder.
(Indlæg bragt i Børsen d. 21. oktober 2023)
Siden tech-selskabet Open AI udgav sin AI-bot, Chat GPT, har debatten om kunstig intelligens kørt for fuld udblæsning.
Det seneste skud på stammen i debatten om kunstig intelligens er Snapchats nye funktion, der bygger på teknologien fra Chat GPT.
Den nye AI har vakt kritiske røster. Eksempelvis har Børns Vilkår ringet med alarmklokkerne og kaldt på mere regulering af området, fordi de ikke mener, at børnene selv kan håndtere funktionen.
Jeg er glad for, at debatten om kunstig intelligens er blusset op, og jeg sætter pris på, at interesseorganisationerne bidrager til, at vi får den vigtige dialog om emnet.
For hvis vi som samfund skal stå en jordisk chance for at kunne forstå samtidens teknologiske kvantespring, er det en forudsætning, at vi forholder os til dem. Men jeg er ikke enig i, at vi politikere skal regulere unge menneskers forbrug af Snapchats AI-chatbot.
Vi må ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går, ved at forbyde de nye muligheder.
For udviklingen er kommet for at blive, og den vil skride frem, uanset hvad vi gør i Danmark. Netop derfor er spørgsmålet heller ikke, om vi skal lade udviklingen finde sted. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at udviklingen sker på ordentlige vilkår. Her tror jeg ikke på, at drakoniske forbud er den rigtige vej.
Tværtimod er dette et af de områder, hvor vi som samfund må udvise tillid til ungdommen og stole på, at forældrene i den enkelte familie løfter deres del af ansvaret.
Det kender vi allerede fra andre platforme, hvor man via forældreindstillinger f.eks. sætter en tidsbegrænsning på de unges forbrug
I slutningen 00’erne var det internettets banebrydende søgemaskiner, der tog os med storm, fordi de med få klik kunne trylle svar frem på alverdens spørgsmål.
Men hvor ville vi dog være gået glip af meget, hvis vi dengang havde forbudt folk at bruge f.eks. Google, fordi disse søgninger også kunne fremkalde svar på vores spørgsmål, der er forkerte.
Derfor må vi ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går ved at forbyde de nye muligheder, som den banebrydende teknologi giver os. For det er en forudsætning for de unges teknologiske dannelse, at de får lov til at prøve kræfter med de teknologiske fremskridt.
(Indlæg udgivet i Børsen den 16. maj 2023)
Som IT- og digitaliseringsordfører er nogle af de emner, jeg dagligt beskæftiger mig med, på rekordtid blevet brandvarme politiske dagsordener. Det har ellers typisk været emner, som hverken vækker store følelser eller trækker internationale avisoverskrifter. Det gælder i den grad også for AI.
Men nu skal alle forholde sig til det. Det skal vi, fordi AI allerede i dag er en del af hverdagen for de fleste – om de ved det eller ej – og med al sandsynlighed kommer til at fylde endnu mere i fremtiden.
Det gælder blandt andet, når vi søger på Google og bliver præsenteret for de mest relevante links, billeder og produkter. Det gælder på vores uddannelsesinstitutioner, hvor AI-chatbots ændrer spillereglerne for elevernes skolegang og eksamen. Og det gælder ude i virksomhederne, hvor AI gør det muligt at automatisere en lang række arbejdsopgaver og dermed forbedre produktivitet og
konkurrenceevne.
AI er gået fra primært at høre til sci-fi-bøgernes univers til nu at være et samtaleemne, som Hr. og Fru Danmark kan finde på at drøfte til forårets konfirmationsfester. For mig at se er der to primære årsager til den store interesse lige nu: Hastigheden og uforudsigeligheden.
Vi bliver ugentligt præsenteret for nye teknologiske gennembrud, som trækker avisoverskrifter og får tidligere teknologier til at falme. Og tech-industriens open source tilgang og villighed til at dele API’er fører til, at det konstant pibler frem med nye smarte applikationer.
Men på trods af denne kultur for åbenhed og gennemsigtighed er tech-virksomhederne og deres spirende teknologiske nybrud stadigvæk en enigma for de fleste af os. Vi forstår grundlæggende ikke teknologien, og derfor har vi ikke en reel chance for at gennemskue, hvor udviklingen tager os hen. Når vi ikke kan gennemskue noget, bliver vi ofte bange for det.
Det er enormt vigtigt at være opmærksom på, for det kan i værste fald afføde et stort demokratisk problem. Hvis de eneste borgere, der kan forstå AI, er Ph.D’er i datalogi, risikerer vi, at almindelige borgere hægtes af, eller at frygten i befolkningen vokser sig så stor, at vi siger fra over for teknologien.
Derfor må der i kølvandet på de hastige teknologiske fremskridt også følge en vigtig opgave med teknologisk dannelse. For på trods af de mange åbenlyse potentialer, er der også risiko for utilsigtede negative konsekvenser – for eksempel at vi mister vores kritiske og kreative sans og nemmere lader os manipulere af mennesker eller maskiner. Og i det nuværende virvar af ekspertvurderinger på området – hvor nogle lovpriser udviklingen, mens andre eksperter omvendt ringer med alarmklokkerne – er det svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om AI.
Min egen grundindstilling er, at jeg er optimistisk over for ny teknologi i almindelighed, hvilket også gælder AI. Jeg tror på, at det skaber muligheder for mennesket, langt ud over hvad vi tidligere troede var realistisk. Derfor må vi ikke lade frygt stå i vejen for teknologisk udvikling, men løbende diskutere både fordele og ulemper.
Uforudsigelighed kan være skræmmende, men det er samtidig værd at huske på, at vi gang på gang er blevet positivt overrasket af de uforudsete fordele ved den teknologiske udvikling. For eksempel da hæveautomater blev opfundet i 1970’erne og udbredt i 1990’erne. Dengang forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men der skete præcis det modsatte. Der kom flere til, fordi hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at stige.
Samme historie kan man fortælle om automatiske symaskiner og tekstilindustrien eller om software til scanning af dokumenter i advokatbranchen og antallet af advokatsekretærer. Og samme tendens
tegner sig nu i forhold til AI, hvor De Økonomiske Råd har undersøgt konsekvenserne af stigende automatisering af arbejdsopgaver og har fundet, at det bidrager til produktivitet og vækst uden at det går ud over beskæftigelsen i den enkelte virksomhed.
Derfor mener jeg, at vi skal byde AI velkommen. Men vi skal gøre det på en ansvarlig måde og med en risikobaseret tilgang, hvor vi holder øje med udviklingen og stiller krav til anvendelsen, så det sker på vores præmisser.
Eller sagt med andre ord: Vi skal give AI mulighed for til at spire, men vi skal gøre det på en måde, hvor det ikke vokser os over hovedet.
Inkompetencefælden. Det er et ord, De med fordel kan gøre Dem bekendt med. Tage ind. Smage på.
For det kan udmærket ende med at blive den fælde, kunstig intelligens lægger ud for alle os arbejdsomme mennesker i det nordvestlige Europa. Jeg hørte første gang om inkompetencefælden, da jeg for knap ti år siden læste den norske forfatter Jon Hustads bog »Farvel Norge«. Den handler primært om fremtiden for den norske velfærdsstat, og det behøver vi ikke beskæftige os med her.
Men bogen åbner med en beskrivelse af den inkompetencefælde, Spanien faldt i efter, at man i løbet af 1500- og 1600-tallet blev styrtende rig på sine kolonier i Mellemog Sydamerika.
Den kolossale rigdom i meget brede lag i det spanske samfund betød, at man begyndte at bestille opgaver løst af andre i stedet for selv at løse dem. I de højeste samfundslag kunne man bestille nye huse opført. Men man kunne også bestille folk til at føre tilsyn med byggeriet, og i den forstand optræde som bygherrer.
Længere nede i samfundet tog spanske håndværkere imod bestillinger. Men i stedet for at løse opgaverne selv, blev den praktiske konstruktion af møbler, sølvfade eller hvad det måtte være udliciteret til de dygtigste håndværksmestre fra det øvrige Europa.
Resultatet kan man næsten sige sig selv: Som tiden gik, blev spanierne mere og mere inkompetente. For det er nu engang sådan, at kompetent, det bliver men igennem løsning af konkrete og nogle gange anstrengende opgaver. Jeg lærer ikke at frembringe et guldsmykke ved at læse om guldsmykker og tale henført om dem til mine venner og bekendte. Jeg lærer det ved at suge til mig fra de erfarne; øve mig; kæmpe med stoffet og gøre dette forfra utallige gange.
Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens i tidens fylde vil kunne befri menneskeheden for et utal af kedelige opgaver. Ligesom robotter kan. Og det skal vi i og for sig være glade for.
Men der er heller ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens og robotter i tidens fylde kan sende brede udsnit af befolkningerne i vores del ud af verden ud i den samme dybe inkompetence, som Spanien endte i.
For spaniernes enorme rigdom endte med at få den konsekvens, at de ingenting kunne selv. Hvis jeg ikke engang orker at føre tilsyn med det byggeri, jeg har bestilt, ender jeg med at miste evnen til at se, hvad der er op og ned i et byggeprojekt. For den evne opbygger man ved at øve sig.
Hvis jeg ikke orker andet end at tage imod bestillinger på det håndværk, jeg i teorien skulle være en mester i, ender jeg med at miste evnen til at udføre de opgaver, kunden har bestilt. For igen: Det er en evne, man opbygger ved at øve sig.
På samme måde vil det gå i ethvert tilfælde, hvor jeg overdrager min kompetence til en snild maskine. Beder jeg konsekvent en maskine om at gange eller dividere, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med papir og blyant. Beder jeg konsekvent en maskine om at gnaske sig igennem et utal af kilder og uddrage essensen, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med bøger, notesblok og blyant.
Alt dette ville være ligegyldigt, hvis det ikke var sådan, at bivirkningerne af inkompetence er tab af den kritiske og den kreative sans. Men uden reel, egen viden om det emne, man bestiller en rapport om, er man forsvarsløs over for fuskere. Hvad enten fuskeren er en maskine eller et menneske.
Dette er, hvad inkompetencefælden går ud på. Og det djævelske er, at man kun kan slippe ud ved hjælp af kompetence.
(Indlæg bragt i Berlingske den 3. maj 2023)