Lad os nu udnytte AI i sundhedsvæsenet

Louise Brown
20. marts 2024

Kunstig intelligens-teknologien (AI) stormer frem, og der er ubegribeligt meget potentiale i at udnytte teknologien i vores sundhedsvæsen.

Som sundhedsordfører var jeg i sidste måned på et ekstremt lærerigt besøg i Region Nordjylland, som er “front runner”, når det gælder brugen af AI-løsninger i forskellige områder af sundhedsvæsnet.

Samtaler med overlæger på regionens hospitaler bekræftede, hvor mange uudnyttede fordele, der ligger i teknologien.

Vigtigst af alt er det også forbedre kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden.

Desværre er det i dag for tilfældigt, om man ude på landets hospitaler gør brug af AI-løsninger, fordi det afhænger af den enkelte regions og hospitals velvillighed.

Region Nordjylland gør brug af i alt 11 AI-løsninger i dag.

De bruger for eksempel AI-teknologi til at spotte knoglebrud på røntgenbilleder. Hvor det tidligere var to læger, som skulle aflæse røntgenbillederne og vurdere, hvorvidt en patient havde brud og frakturer på knoglerne, kan det i dag klares af en enkelt læge og AI.

Det sparer både arbejdstid for personalet, og patienten undgår unødig ventetid i skadestuens venteværelse.

AI-løsningen har reduceret ventetiden med en time, og det har også vist sig, at teknologien har reduceret antallet af efterfølgende patienterstatninger på grund af fejl.

Region Nordjylland foretager omkring 50.000 røntgenskanninger om året, og med tid sparet for hver eneste skanning, er det rigtig mange timer om året, som i stedet kan bruges på behandling af patienter og andre kerneopgaver.

Også på kræftområdet har regionen gavn af AI-løsninger, der hurtigere og mere præcist kan finde kræft på scanningsbilleder.

AI kan skanne vævsprøver og finde kræft, som det menneskelige øje ikke kan se, og det giver bedre diagnosticering og mulighed for at begynde kræftbehandling tidligere.

Ifølge regionens egne tal kan personalet ved hjælp af AI-løsningen spare 50 procent af den tid, de normalt ville bruge på scanning af vævsprøver for brystkræft – og samtidig sikrer teknologien et bedre resultat.

Region Nordjylland er det perfekte eksempel på det enorme potentiale, der er i brugen af AI. Derfor er det utilstrækkeligt, at det i dag kun er den enkelte regions og overlæges åbenhed over for teknologien, der afgør, om løsningerne bliver anvendt.

Liberal Alliance går ind for mere selvstyre og mindre mikromanagement fra centralt hold.

Men vi mener også, der er behov for en større indsats for at udbrede brugen af AI i sundhedsvæsnet, hvor det giver mening, når vi ved, hvor ekstremt mange ressourcer det kan frigive blandt læger og sygeplejersker, som ikke længere skal bruge deres tid på opgaver, som kan løses hurtigere og bedre ved hjælp af teknologien.

Lad mig slå fast, at kunstig intelligens ikke skal erstatte sygeplejersken eller speciallægen, men gøre det muligt at bruge deres tid og ressourcer bedre og mere effektivt.

Det skal være sundhedspersonalets super-værktøj.

Mange sygeplejersker, som forlader den offentlige sektor, forklarer deres valg med, at de brugte al deres tid på papirnusseri og for lidt tid på den egentlige sygeplejergerning, de uddannede sig til.

Manglen på personale er den største udfordring i vores sundhedsvæsen i dag, og manglen på sundhedspersonale bliver kun et større problem, hvis vi fortsætter uændret frem.

Det er afgørende, at vi politisk laver de fornødne ændringer og skaber et sundhedsvæsen, hvor kompetent sundhedspersonale bliver og har mulighed for at bruge deres faglighed.

På lang sigt indebærer det et system med mindre bureaukrati. Her og nu kan vi gøre mere for at bruge de kræfter, der allerede er i systemet, klogere.

Kunstig intelligens er for mig at se del af løsningen til, at vi får stoppet flugten fra det offentlige sundhedsvæsen, fordi fagpersonalet igen får mere tid til at udføre kerneopgaverne, og samtidig sikrer bedre behandling af patienterne.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/3-2024)

Kvinder, der danner par, får endelig lov til at blive gravide med hinandens æg

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
12. februar 2024

Det er ikke en let proces for alle at få børn – specielt ikke for LGBT+par. Heldigvis er partnerægdonation for kvinder blevet lovligt i Danmark, men vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet

Mange par drømmer om at blive forældre. For nogle par er det en let proces, for andre er det svært. Det gælder ikke mindst for de LGBT+-par, hvor den naturlige, biologiske vej ikke er mulig.
Teknologien har heldigvis udviklet sig på imponerende vis og gjort det muligt for flere par at få opfyldt deres ønske om at blive forældre. Det gælder ikke mindst for kvindelige par.

Ved hjælp af partnerægdonation er det nemlig muligt for begge kvinder at bidrage til en graviditet. Her doneres æg fra den ene kvinde til den anden kvinde. På denne måde kan parret selv bestemme, hvilken kvinde der donerer ægget, og hvilken kvinde der bærer barnet. Således bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor, og bliver dermed forbundet med begge mødre.

Den 31. januar indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale om at lovliggøre partnerægdonation på baggrund af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance og Alternativet, som regeringen blev opmærksom på. Hidtil har den danske lovgivning nemlig kun tilladt partnerægdonation, hvis der forelå en sundhedsfaglig begrundelse for den person, som skulle bære barnet. Lovliggørelsen vil træde i kraft den 1. januar 2025.

Der findes ingen fornuftige argumenter for et forbud imod partnerægdonation. Hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk. Sundhedsrisiciene forbundet med partnerægdonation svarer nemlig til dem, som eksisterer ved almindelig fertilitetsbehandling, mens behandlingen kan betales af parrene selv.

Fremover vil kvindelige par ikke længere være nødsaget til at rejse til udlandet for at få foretaget behandlingen, der kendes under fænomenet Shared motherhood. Fremadrettet kan behandlingen foregå på dansk jord. Det vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for flere regnbuepar at få opfyldt drømmen om familieforøgelse.

Vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet – partnerægdonation er et skridt i den rigtige retning.

(Indlæg bragt i Information d. 12/2-2024)

Nåh ja, så er der jo også lige patienterne

Louise Brown
1. februar 2024

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).

Fertilitetsområdet har fyldt alt for lidt

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

AI kan redde kræftpatienters liv, så hvorfor tøver regionerne egentlig?

Louise Brown
11. december 2023

AI er stadig i sin spæde start, men potentialet i denne teknologi er enorm. Som samfund har vi endnu ikke åbnet vores øjne helt for de muligheder, det giver os, og hvordan vi kan bruge denne nye teknologi til at sikre bedre behandling af patienterne.

Jeg har i mit arbejde som sundhedsordfører for Liberal Alliance den seneste tid set nærmere på de AI-løsninger, der allerede eksisterer på sundhedsområdet, og jeg bliver utrolig optimistisk for vores sundhedssystem, når jeg ser, hvad denne nye teknologi giver af muligheder til læger og patienter.

Det er dog en kortvarig glæde, når man samtidig oplever, hvordan det offentlige system spænder ben for disse teknologier, som ellers ville kunne spare selvsamme system mandetimer og ventetid for patienterne. AI-software i forbindelse med mammografiscreeninger er bare et af mange eksempler.

Kæmpe potentiale

Alle kvinder i alderen 50-69 år inviteres hvert andet år til mammografi, som scanner brystet for kræftknuder. Derudover er der kvinderne i andre aldersgrupper, som får en mammografi, fordi de har symptomer på brystkræft. Det er mange, mange tusinde mammografier om året. Når scanningen er lavet, aflæser to speciallæger røntgenbilledet for kræftknuder.

AI-software kan spare 40 pct. af arbejdsbyrden for de speciallæger, som normalt aflæser mammografierne, fordi man kan erstatte den ene af de to læger med AI-softwaren. Samtidig bliver aflæsningerne færdiggjort hurtigere, hvis den laves af en speciallæge og AI-softwaren, end hvis den var lavet af to speciallæger uden hjælp fra AI.

Og vigtigst af alt er dette muligt uden at slække på sikkerheden – tværtimod. AI-softwaren finder 20 pct. flere knuder, fordi den kan aflæse kræftknuder, der er så små, at de kan blive overset af menneskelige læger – uanset hvor dygtige de er.

Ved hjælp af AI-teknologi kan vi altså undgå, at kvinder bliver sendt hjem fra hospitalet med oversete kræftknuder, som det statistisk set sker i dag. Som en ekstra fordel sparer mange AI-løsninger generelt personalet for bureaukratiske opgaver, da teknologien selv kan opdatere patientjournaler og frigiver derved yderligere hænder og tid.

Region Nordjylland og Region Hovedstaden har taget teknologien til sig, men det gælder desværre ikke for alle landets regioner, selvom det ville spare systemet for store mængder tid og penge, samtidig med at det ville betyde hurtigere og mere effektiv behandling af patienterne.

Det er ikke alene på brystkræftområdet, men i kræftbehandling generelt, at der er liv, tid og penge at spare med brug af AI. I forbindelse med strålebehandling af kræftpatienter findes der i dag flere AI-løsninger, der automatisk kan afmærke de såkaldte risikoorganer, der ligger rundt om den tumor, man forsøger at ramme, for at sikre minimal skade på raske organer og væv rundt om tumoren.

Ved at bruge AI-software til denne opgave kan systemet spare op imod 90 pct. af den tid, det tager en højtspecialiseret onkolog op til to timer at afmærke. Afmærkning af risikoorganer med AI giver større ensartethed i resultatet – også når man som patient behandles på en afdeling uden landets førende specialister. Det er endnu ikke noget, vi bruger herhjemme, men teknologien er nationalt indkøbt til hele Finland, i Norge er udbuddet i gang og en ud af fire af alle patienter i Frankrig, som modtager strålebehandling, får en sådan afmærkning af deres risikoorganer ved hjælp af AI.

Årsagen til, at AI-løsninger i behandling ikke bliver brugt i højere grad herhjemme, er ikke, at det kræver en stor og omkostningstung udskiftning af al teknologi at implementere softwaren. For eksempel kan AI-softwaren til brystkræftscreeninger inden for få timer være i brug.

Problemet er, at regionerne ofte opererer efter tankegangen not invented here – ikke opfundet her. Det vil sige, at regionerne ikke vil bruge teknologi og løsninger, som ikke er udviklet inden for regionens egne grænser og insisterer i mange tilfælde på at udvikle deres egen version af teknologien og udføre deres egne test og målinger på trods af, at det allerede eksisterer og anvendes regelmæssigt i andre regioner eller nabolande, som kan fremvise gode erfaringer og omfattende statistik og data om teknologiernes effekt.

Ulogisk og forargende

Vi skal selvfølgelig ikke ukritisk tage AI-løsninger i brug på alle områder i sundhedsvæsnet, hvis ikke det tjener det formål at forbedre behandlingen og udnyttede systemets ressourcer mere effektivt. Men det giver mening at gøre det på områder som brystkræftscreening, hvor det er bevist at have store sundhedsmæssige og økonomiske fordele.

Regionernes modvillighed til at bruge denne AI-teknologi på trods af, at vi kender dets mange fordele, er ikke blot ulogisk, men decideret forargende. Dette er endnu et eksempel på, at systemet har systemet for øje og ikke patienten, og det koster både samfundet og den enkelte brystkræftpatient dyrt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. december 2023).

Som borgere skal vi kende vores rettigheder, når systemet svigter

Louise Brown
9. oktober 2023

I den seneste tid har vi desværre set flere eksempler på, at borgere ikke har fået den hjælp i sundhedssystemet, de havde krav på.

Lad os bare fremhæve kræftskandalen i Aarhus som det mest fremtrædende eksempel på det. Af den grund mener jeg, at vi bør samle alle patientrettigheder i én overskuelig lov, så man som borger hurtigt og enkelt kan lære dem at kende.

Lige nu kan det nemlig være enormt forvirrende at skabe sig et overblik over alle de forskellige rettigheder, vi har som patienter, og når man selv eller ens pårørende er syg, så er følelsen af uoverskuelighed nok det sidste, man har behov for.

Derfor reagerer mange borgere for eksempel ikke, når de får et brev fra sygehuset om, at de kan få en tid, der ligger flere måneder ude i fremtiden, mens andre ikke får læst, at man for eksempel har ret til at blive behandlet i andre regioner end ens egen.

Og listen er længere end det. Lad mig her blot nævne behandlingsgarantien og alle reglerne om befordringsgodtgørelse. Det er også ét stort virvar af regler og rettigheder. Og hvis du tænker “hvilke regler og rettigheder”, ja, så understreger det vel blot pointen.

Mere overskueligt bliver det ikke af, at regeringen af og til suspenderer bestemte patientrettigheder, fordi systemet er presset. Faktisk så presset, at man selv på ens regionale patientkontor kan forvente ugelange svartider, hvis man henvender sig med spørgsmål om sine rettigheder. Det er mildest talt en kamp at få klarhed.

For os i Liberal Alliance er det afgørende, at vi indretter systemet, så borgerne ved, hvad de har ret til. For når der sker dig noget, så handler det altså nu engang om dig og ikke systemet. Derfor er det afgørende, at vi får gjort patientrettighederne overskuelige. Systemet skal være til for borgerne.

Inden AI overvejer at tage dit job, redder den dit liv

Louise Brown & Alexander Ryle
21. august 2023

Kunstig intelligens (ai) er af gode grunde på alles læber, men i debatten om teknologien bør vi ikke lade os optage af den evige frygt for nye teknologiers eliminering af vores job. I stedet bør vi fokusere på de fantastiske muligheder, teknologien åbner for os – for eksempel på en front så essentiel som vores sundhed, hvor vi takket være ai formentlig kommer til at leve bedre, sundere og længere. Det er nu engang ikke småting.

Allerede i dag er mange eksperter enige om, at ai kommer til at revolutionere vores sundhedsvæsen. Hvordan ved vi ikke helt endnu, men vi ved, at det bliver vildt: Alt tyder på, at vi kommer til at blive behandlet hurtigere og bedre, at vi kommer til at få tilpasset forskellige lægemidler til vores individuelle molekylære niveauer, og at vi kommer til at kende til vores sygdomme tidligere. Den udvikling skal vi omfavne. I Region Hovedstaden har man især gjort sig gode erfaringer med ai. Det er sket i kampen mod brystkræft, der typisk bliver opdaget ved såkaldte mammografier – avancerede scanninger af brystet. Her har man skåret hele 30 procent af den tid, det tager at undersøge en scanning ved at lade ai foretage de indledende undersøgelser, som derefter bliver tjekket igennem af et menneske. 30 procent af tiden! Det er altså en del, og hvis sådan en besparelse også gør sig gældende på andre områder, betyder det meget for både borgere og de ansatte.

På samme vis stiller ai os borgere et sikrere sted, når man på alarmcentralen i samme Region Hovedstaden gennem længere tid har ladet ai være med på en lytter for at træne den i at spotte potentielle hjertestop. Her har det vist sig, at man med ai på linjen fandt ti procent flere hjertestop end det ellers ekstremt dygtige personale kunne finde alene, og at erkendelsen skete hurtigere med brugen af ai. Det er jo fantastisk.

På trods af det er det ikke mærkeligt, at de fleste hverken tænker på hjertestop eller billeddiagnosticering af brystkræft som det første, når de hører om ai. Men lad os i debatten om teknologien huske på, at hverken samlebåndet, hjulet, internettet eller Google endnu har sat os alle udenfor beskæftigelse, og at ai altså heller ikke kommer til at gøre det.

I stedet kommer den til at være en fantastisk medspiller i kampen mod alverdens sygdomme og kampen for vores velvære. Derfor bør vi omfavne teknologien og hjælpe sundhedssektoren med at afprøve, udbrede og implementere teknologien, hvor det giver mening. Så gør vi nemlig os selv og vores kære en kolossal tjeneste.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 19. august 2023).

Vogt dig for de fire myter i sundhedspolitikken

Louise Brown
12. maj 2023

Jeg har kun siddet i Folketinget og været sundhedsordfører i lidt over et halvt år. Jeg har meget at lære endnu. F.eks. hvorfor mange i den politiske debat bliver ved med at gentage en række myter om private sundhedstilbud. Myter, der undergraver muligheden for en oplyst debat og fornuftige løsninger på så vigtigt et område.

Den første myte er, at privathospitalerne stjæler de ansatte fra offentlige hospitaler. Ævl. I 2021 var de ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal ca. 2.373 sygeplejersker, der forlod den offentlige sektor. 142 af dem fik job på et privathospital. 142!

Sundhedsstyrelsen har også kigget på afgangen af både anæstesisygeplejersker og intensivsygeplejersker i tidsrummet fra fjerde kvartal af 2019 og til andet kvartal af 2022.

Her viser det sig, at der har været en nettotilgang på privathospitalerne på henholdsvis 14 og 21 blandt intensiv- og anæstesisygeplejersker. Kigger man på de offentlige hospitaler, har der været et nettofald på 13 intensivsygeplejersker og en nettotilgang på 72 anæstesisygeplejersker. Kan vi så ikke én gang for alle drukne dén fortælling?

Den anden myte er, at privathospitalerne scorer kassen. Også noget ævl. Sundhed Danmark, der er interesseorganisation for en stor del af de private aktører på sundhedsområdet, har for nylig indgået den meget omtalte aftale, hvori de har givet ”det offentlige” 12 pct. rabat fra juni 2023 frem til 2024, hvor rabatten falder til 10 pct. af, hvad de plejer at skulle betale. Det har de gjort, fordi de gerne vil bidrage til at nedbringe vores vildtvoksende ventelister.

Sagen er bare den, at Sundhed Danmark nu står med håret i postkassen, da den kun har fået lov at byde ind på 11 områder af de 80, hvor den tilbød sig. Det betyder desværre, at ventelisterne stadig er helt grotesk lange. Nogle må vente 13 år på en kæbeoperation, der kunne klares i det private stort set med det samme.

Den tredje myte er, at privathospitalerne kun tager de ”lette” patienter. Og her er der dog lidt om snakken, sådan da. Det er sandt, at der er mange komplicerede operationer, der ikke kan udføres på de private hospitaler. Men det handler altså ikke udelukkende om, at privathospitalerne ikke vil. Det handler om, at de ikke får lov – som nævnt før fik private kun lov at dække en brøkdel af de områder, de bød ind på. Nuvel, nogle af operationerne kan ikke udføres på privathospitalerne. De operationer, der er meget risikofyldte, kræver et beredskab, der ikke findes på privathospitalerne, men det er altså ikke alle komplicerede operationer, der er klassificeret sådan.

Den fjerde myte er, at der er mangel på psykologer. Igen noget ævl.

Der er rigtig mange psykologer derude i landet. Men vi har et spidsfindigt system, der gør, at man kun kan få lov at hjælpe det offentlige, hvis man har et ydernummer, og det er altså ikke noget, det offentlige rutter med.

Der findes faktisk også op til flere private psykiatriske hospitaler. I dag står mange børn og unge på venteliste for at blive udredt eller på anden måde modtage hjælp i forhold til psykiatriske lidelser. Dette, imens flere mennesker og institutioner er klar til at tage imod. Men det må de ikke.

Vi står altså i den situation, at tusindvis står på venteliste – nogle mere akutte end andre – men alligevel lader vi dem vente i årevis, fordi det åbenbart er vigtigt, om det er en offentlig eller en privat udbyder, der hjælper.

Det er på tide, at vi gør op med den tankegang – det handler vel om patienterne!

Så kan vi tale om ideologi og værdier bagefter, og tilhængerne af myten kan få lov til at forklare folk, at de desværre skal undvære deres behandling, fordi den ikke er offentlig.

Hvorfor bliver vi ved med at høre disse myter fra folk, der burde vide bedre? Det har jeg endnu til gode at lære. Og jeg håber faktisk lidt, at jeg aldrig lærer det.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. maj)