Hvis der var konkurrence, kunne du gå til læge, når det passer dig

Louise Brown
11. oktober 2024

Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Hvorfor kan du kun ringe til din læge i et fåtal af de tidlige morgentimer, hvor du har travlt og er på vej ud ad døren?

Og hvorfor skal du absolut booke flere tider, hvis du vil tilses for flere forskellige ting? Svaret på alle tre spørgsmål er enkelt: Fordi der ikke er reel konkurrence på markedet for praktiserende læger, og fordi lægerne ikke har frie nok rammer til at tilbyde det.

Praksissektoren – som praktiserende læger, tandlæger, psykologer – er i dag ganske enkelt låst af regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Alt sammen regler og retningslinjer, der gør det umuligt for sektoren at indrette sig efter dine behov som patient.

Det skal vi have rådet bod på. For du bør som patient i et velfærdssamfund som Danmark have mulighed for at vælge mellem et bredt og mangfoldigt udbud af praktiserende læger.

Ligesom du bør blive mødt af et langt mere fleksibelt og smidigt system, end du gør i dag. Hvis du f.eks. ønsker at blive mødt af den samme familielæge, hver gang du skal til lægen, skal du have mulighed for det.

Og hvis det i stedet er vigtigt for dig, at du kan klare konsultationen online fremfor at dukke op fysisk, skal det også være en mulighed. Sundhedsvæsenet – og herunder praksissektoren – er trods alt sat i verden for patienternes skyld – ikke for systemets.

Det er desværre vanskeligt at realisere, som systemet er i dag. Særligt set i lyset af den omfattende mangel på praktiserende læger, som ikke mindst er en udfordring i landdistrikterne.

Derfor er det positivt, at regeringen nu har åbnet for at differentiere i taksterne, sådan at de læger, der arbejder i landsdele med mere behandlingskrævende patienter, som ofte lider af flere livsstilssygdomme, også bliver betalt mere end de læger, der arbejder i områder – som eksempelvis i storbyerne – hvor patienterne er mindre komplicerede.

Den økonomiske gulerod for at løfte en tungere opgave har nemlig manglet.

Men skal vi løse problemet, skal der mere til. Først og fremmest er der også behov for at gentænke måden, hvorpå vi afregner speciallæger. På grund af såkaldte knækgrænser og omsætningslofter tjener mange speciallæger som f.eks. psykologer nemlig færre penge, jo flere patienter de ser.

Det giver selvsagt ingen mening, og det går i sidste ende udover både speciallæger og patienter, som oplever længere ventetider end nødvendigt.

Dernæst er et opgør med ydernumrene enormt tiltrængt. Ydernumrene skaber ganske enkelt alt for ufleksible, bureaukratiske rammer, som bl.a. spænder ben for, at yngre læger kan organisere sig på mere fleksible måder i yderområderne.

I stedet for at flere læger samler sig i ét lægehus, er de yngre læger nødsaget til at oprette enkelte lægehuse. Samtidig medfører ydernummersystemet en masse administrative pligter for de praktiserende læger såsom bogføring og indberetninger.

De kan derfor ikke få lov til udelukkende at koncentrere sig om at behandle patienterne, men skal også agere erhvervsdrivende.

Og så skal det være langt nemmere at vælge læge. I dag føler mange patienter sig låst i deres lægevalg, da det ikke er gratis at skifte læge. Derfor vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så du som patient kan få den læge, du ønsker, og som passer til dine behov.

Uanset om det er disse forslag eller andre, der skal til, så lad os blive enige om én ting: Det er tid til at gentænke og frisætte vores praksissektor, så den rent faktisk kan imødekomme dine behov som patient.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11/10-2024)

Patienter har brug for mere end lunkne kompromisser

Alex Vanopslagh & Louise Brown
9. oktober 2024

Lige nu diskuterer hele det politiske Danmark sundhedspolitik.

Men hele diskussionen handler pludselig om, hvorvidt der skal være fire eller fem regioner, i stedet for at handle om det vigtigste: patienten.

I stedet for at diskutere spørgsmål som “hvorfor kan vi gøre patientrettighederne stærkere?” eller “hvordan får vi bugt med de årelange ventelister til vigtige operationer?” bruger vi for meget tid på at diskutere teknokratiske omstruktureringer.

Selvom der i regeringens udspil er flere gode takter, er det sammenlægningen af to regioner og oprettelsen af nye sundhedsråd, der ender med at løbe med al opmærksomheden. Om det er regeringens egen beslutning eller mediernes fokus, vil vi ikke spå om, men det er i hvert fald symptomatisk for den velfærdspolitiske debat i Danmark.

Trods de gode takter i regeringens udspil savner vi flere tiltag, der styrker patienterne. Kronikerpakkerne skal dog roses i denne sammenhæng. Her forsøger man at tage fat om alvorlige huller i sundhedsvæsenet, som man også så før kræftpakkerne for 20 år siden.

Men udspillet skaber også mere af det, der er sundhedsvæsenets grundlæggende problem: At vi alt for ofte tænker systemet før patienten. Og det er ikke noget, der bliver lavet om af lunkne kompromisser blandt tre midterpartier. Det bliver ikke ændret af at samle to regioner og håbe på det bedste.

Vores ambitioner må ikke være lavere end et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det bør være krumtappen i ethvert velfærdssamfund. Det mener danskerne også, hvorfor sundhed konsekvent er at finde blandt vælgernes øverst prioriterede dagsordener. Samtidig betaler vi nogle af verdens højeste skatter og sundhedsudgifter. Derfor skylder vi politikere også danskerne at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er i verdensklasse.

For god velfærd er altså ikke først og fremmest at have en enorm offentlig sektor med rekordmange offentligt ansatte. Velfærd er andet end at have et godt job i kommunen med en lukrativ pensionsordning. Først og fremmest handler det om, at borgerne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

Desværre havner sundhedspolitikken alt for ofte i, at forbedringsforslag altid sker på systemets præmisser. Man spørger ikke, hvordan gamle Lise på plejehjemmet får den bedste hjælp, men hvordan den kommunale hjemmehjælp kan forbedres. Man spørger ikke, hvordan den kronisk syge patient får den bedste behandling, men hvordan regionerne optimeres. Generelt er det alt for sjældent, at de, der stiller forslag til politiske ændringer, stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvordan forbedrer vi servicen for patienten?

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser. Der er brug for et opgør med bureaukratiske fedtlag, uigennemskuelige regler og skæve incitamenter. Der er brug for en frisk start. For det kan godt blive bedre.

Når vi snart går ind i forhandlingslokalet, vil vi insistere på at sætte patienten først i alle led af sundhedsvæsenet. Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der skaber lange ventelister og en grundlæggende utilfredshed. Vi vil give dig frit sygehusvalg fra dag ét. Du skal have mulighed for med det samme at vælge det hospital med den korteste vente tid – og ikke skal vente i op til 60 dage, som det er i dag. Vi vil sikre, at du har den rette information – og ikke mindst kendskab til dine rettigheder – om dit forhandlingsforløb, så det ikke er forbeholdt de ressourcestærke og tidshavende borgere at kunne finde hoved og hale i patientforløbet.

Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne og udbrede nye, gode løsninger på tværs af sundhedsvæsenet. Det forbliver lokalt eller inden for regionsgrænsen, selvom det kunne komme resten af landets patienter til gavn.

Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser. I stedet skal vi skabe et system, som gør det muligt for alle at gennemskue, hvad der som patient er ens ret.

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 9/10-2024)

Skulle vi ikke begynde at sætte patienten i centrum?

Louise Brown
8. oktober 2024

Når der i disse dage på fuldt blus debatteres reformering af sundhedsvæsenet, er det vigtigt at huske sig selv på, hvorfor vi i det hele taget har et sundhedsvæsen.

For selvom svaret er en selvfølge, står det ikke altid soleklart – særligt ikke når man læser ned i regeringens udspil til en ny sundhedsreform.

Vores sundhedsvæsen er naturligvis ene og alene sat i verden for patienternes skyld. Alligevel må jeg ofte konstatere, at det ikke er patienten, der sættes i centrum for debatten – men derimod systemet.

Bevares, der er i høj grad brug for en fornyet tilgang til sundhedsvæsenets struktur. Det er blot vigtigt, at strukturdebatten ikke drukner i hverken regionale, kommunale eller andre dele af systemets interesser, men rent faktisk tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienterne.

Det indebærer ikke mindst, at vi en gang for alle får nedbrudt grænserne mellem det private og det offentlige sundhedssystem. 73 procent af danskerne (ifølge analyse fra maj 2024 af Dansk Erhverv, red.) er nemlig fløjtende ligeglade, om deres behandling finder sted på et offentligt eller privat hospital – de er blot interesseret i at få en behandling af så høj kvalitet som overhovedet muligt så hurtigt som overhovedet muligt.

Når vi i Liberal Alliance taler varmt om et sundhedsvæsen med patienten i centrum, er det ikke blot en tom floskel, vi hiver ud af ærmet. Nej, vi har nemlig en klar og tydelig vision for et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, minimal bureaukrati og reel fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere. Med andre ord: Et sundhedsvæsen, som tilpasser sig dig som patient – og ikke forventer det omvendte.

Det kræver, at vi gentænker, hvordan ansvaret for driften af sundhedsvæsenet placeres. I dag er der nemlig alt for mange besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der medfører, at du som patient bliver kastebold mellem forskellige offentlige instanser.

Derudover spiller det offentlige en uhensigtsmæssig dobbeltrolle i forhold til både at stå for at udbyde og indkøbe sundhedsydelser. Den dobbeltrolle må og skal nedbrydes. For ellers får vi aldrig gjort op med de incitamenter, som gør, at det offentlige kan og vil gøre hvad som helst for at fastholde dig som patient i det offentlige system.

I Liberal Alliance ønsker vi en ny ansvarsfordeling, som skal tage udgangspunkt i dig som patient og sikre en frisk start for det danske sundhedsvæsen.

For det første vil vi skabe et langt større lokalt driftsansvar. Dette gør vi bedst ved, at alle sygehuse drives lokalt med en professionel bestyrelse i spidsen, der har ansvar for drift og økonomi. På den måde sikrer vi en stærk lokal forankring og sørger for, at de enkelte lokale sygehuse får et bedre incitament til at skabe udvikling og innovation til gavn for patienterne.

I dag drager det enkelte sygehus nemlig ikke en tilstrækkeligt stor fordel af effektiviseringer, fordi besparelserne ender i en samlet regional kasse.

Det er samtidig tid til at nedlægge regionerne og placere det overordnede ansvar for driften af sundhedsvæsenet i en ny landsdækkende enhed, der skal ledes af en professionel bestyrelse bestående af fagpersoner. Denne enhed skal fremover tage sig af at indkøbe sundhedsydelser fra offentlige såvel som private udbydere, som skal have mulighed for at byde ind på ledige opgaver, hvis de kan leve op til nogle klare faglige krav.

På den måde får vi udnyttet den ledige kapacitet i det private samt nedbragt ventelisterne i det offentlige – alt sammen for at fokusere på kerneopgaven: At patienterne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1/10-2024)

Slip iværksætterne i sundhedsvæsenet løs

Louise Brown
2. oktober 2024

I Liberal Alliance er vi begejstrede for iværksætteri og ny teknologi, der kan gøre vores samfund – og særligt vores sundhedsvæsen – mere effektivt.

Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem. Den innovation, som det offentlige system lader dø hen, ville ellers kunne sætte en masse ressourcer og personaletimer fri til at blive brugt på kerneopgaver i selvsamme system og – vigtigst af alt – sikre hurtigere og bedre behandling for patienterne. Eksempelvis er Region Nordjylland begyndt at gøre brug af ny AI-teknologi, der kan aflæse en mammografiscanning for kræftknuder både hurtigere og mere præcist, end det er muligt for en menneskelig læge. Teknologien kan finde 20 pct. flere kræftknuder og samtidig spare lægerne for 40 pct. af den arbejdsbyrde, de mange tusinde mammografiaflæsninger om året kræver uden hjælp fra AI. Det er denne form for lokal innovation og iværksætteri, vi skal styrke. Vi mangler incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling. I dag stopper de nye innovative løsninger ved regionsgrænsen, fordi der er for få økonomiske incitamenter til at dele nyudviklede løsninger på tværs af regionerne – selvom de også ville have været til gavn for resten af landets patienter. Det er derimod mere økonomisk fordelagtigt for en region at udvikle lignende løsninger selv. Det er spild af ressourcer. Innovationen skal stadig foregå ude på de enkelte afdelinger, men når der bliver udviklet ny teknologi, som vi kan se, fungerer på ét sygehus, skal vi med et nyt nationalt organ kunne rulle den ud på tværs af landets hospitaler. Skal vi styrke innovation i sundhedsvæsnet, skal vi også åbne for lokal løndannelse, som vil give den enkelte leder mulighed for at give en økonomisk belønning til de medarbejdere, der gør en ekstra indsats og skaber nye og bedre løsninger til gavn for patienterne. Lad os skabe et sundhedsvæsen, der tør tage de nyeste og bedste teknologier i brug til gavn for både patienterne og medarbejderne. “Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem”

(Indlæg bragt i Børsen d. 2. oktober 2024)

Vi kunne have gjort det meget bedre

Louise Brown
25. september 2024

Endelig er kurven begyndt at knække.

I begyndelsen af sidste år var den gennemsnitlige ventetid 47 dage, nu venter en patient i gennemsnit 40 dage på behandling, og dermed nærmer den gennemsnitlige ventetid sig niveauet før coronapandemien.

Akutpakken fra sidste år og de 2 mia. kr., der fulgte med, har taget toppen af ventelisterne, men vi er desværre langtfra i mål – og selvom det er en positiv udvikling, mener jeg ikke, at vi endnu kan være tilfredse. Vi skal – og kan – stadig gøre det langt bedre.

Vi skal ikke glemme, at rigtig mange patienter i det offentlige system stadig venter flere måneder eller år på den nødvendige behandling. Det gælder bl.a. patienter, som venter op til 10 år på en kæbeoperation.

Og mens den gennemsnitlige ventetid for behandling på landets sygehuse falder, bliver ventetiden i psykiatrien længere og længere. I dag skal ikke-akutte patienter i gennemsnit vente lige under to år, før de kan få behandling.

En del af akutpakken indebar mere samspil mellem det offentlige system og privathospitalerne, som i højere grad skulle behandle de patienter, der står i kø i det offentlige.

Desværre er de mange ressourcer og faglige kompetencer, som eksisterer på privathospitalerne, langtfra udnyttet tilstrækkeligt.

Trods årelange ventelister er myndighederne stadig tilbageholdende med at give de nødvendige tilladelser. Af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave – som f.eks. kæbeoperationer – gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser til syv af dem. Det er på trods af, at personalet på privathospitalerne har de nødvendige faglige kompetencer.

Et andet problem er, at på de områder, hvor privathospitalerne har tilladelse, er antallet af patienter, der er henvist fra det offentlige system, faldet markant – selvom ventelisterne til behandling og operation i det offentlige stadig er lange.

Mange privathospitaler står klar med tomme operationsstuer og mere end kompetente kirurger, der ville kunne operere første patient i morgen, hvis de fik tilladelsen. Men som i stedet må se frustrerede til, mens patienterne står i lange køer i det offentlige system.

Nok er den gennemsnitlige ventetid snart tilbage på niveauet før coronapandemien, men tænk, hvor langt vi kunne være nået, hvis vi havde udnyttet ressourcerne på privathospitalerne til fulde?

Hvorfor skal vi stille os tilfredse med ambitionen om, at ventetiden skal være den samme, som den var for mere end fire år siden? Ambitionen skal da være at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen med mere frit valg og den lavest mulige ventetid – og i den bedste verden ingen ventetid. Det bør i det mindste være målet.

Vi ønsker at bruge alle de kræfter, der eksisterer i systemet, på at få behandlet de mange tusinde patienter, der venter på behandling – uanset om de kræfter findes i det offentlige eller private.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.25. september 2024)

Patienter venter i årevis på kæbeoperationer, men privathospitalerne må stadig ikke hjælpe

Louise Brown
15. juli 2024

Vi har hørt det længe: ”Ventelisterne skal ned!” Et mål alle – venstre- som højrefløj, patient som sundhedspersonale – kan være enige om.

Patienter skal behandles hurtigst muligt, og ingen skal vente i flere år på behandling. Men desværre er årelang ventetid i det offentlige sundhedsvæsen i dag fortsat realiteten for mange patienter. Det gør slemt værre, at privathospitalerne faktisk har de faglige kompetencer og ressourcer, det kræver, at behandle de mange patienter, som står i kø i det offentlige, men ikke må, fordi myndighederne ikke giver de nødvendige tilladelser.

Med historisk lange ventelister skulle man tro, at regeringen ville sætte alle sejl og gøre brug af alle de muligheder, der findes i vores sundhedssystem, for at nedbringe ventetiderne og få behandlet patienterne så hurtigt som muligt. Særligt, fordi sundhedsministeren selv har kaldt de lange ventelister uacceptable og gjort det klart, at de private sygehuse skal bruges smartere, og at flere specialiserede behandlinger skal kunne laves i det private.

Men nej. Desværre er ambitionerne langt hen ad vejen blevet ved snakken, og patienterne venter stadig i lange køer. Siden folketingsvalget i 2022 har ventelisterne ikke rykket sig nævneværdigt trods ihærdige forsøg. Et af problemerne er, at ressourcerne på privathospitalerne siden folketingsvalget langt fra er blevet udnyttet.

Ud af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave, gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser på syv ud af de 81 områder.

En kæbeoperation, der korrigerer eksempelvis over- eller underbid – såkaldt vækstbetinget kæbeanomali – er et godt eksempel på en af de behandlinger, som landets privathospitaler ikke har tilladelse til at lave, trods der i dag er mere end ti års ventetid i det offentlige sundhedsvæsen til blot en forundersøgelse.

Det, som frustrerer, er, at den manglende brug af privathospitalerne ikke skyldes, at de mangler de nødvendige lægefaglige kompetencer, selvom det ofte er anken i debatten om mere brug af privathospitaler.

Flere af landet mest erfarne kirurger inden for kæbekirurgi arbejder på privathospitalet Kæbekirurgisk Klinik i København. Privathospitalet er som det eneste i landet i dag godkendt af Sundhedsstyrelsen til at behandle patienter henvist fra de offentlige sygehuse med problemer som eksempelvis kæbeledsproblemer, cyster og slimhindelidelser.

Men de har ikke tilladelse til at operere patienter for vækstbetinget kæbeanomali – trods kæbekirurgernes mangeårige erfaring med denne type operation, og trods mange tusinde patienter står i kø til operationen i det offentlige system. Rigshospitalets afdeling for kæbekirurgi har kapacitet til at lave op til 500 kæbeoperationer om året men har på nuværende tidspunkt omkring 2.000 patienter i kø til forundersøgelse. Patient nr. 2.000 har dermed udsigt til mange års ventetid.

På Kæbekirurgisk Klinik er ventetiden til at påbegynde behandling 14 dage. De lægefaglige kompetencer er til stede, og det er kapaciteten også. Privathospitalet vil kunne lave 300-400 kæbeoperationer om året på patienter henvist fra det offentlige og vil dermed kunne gøre et stort indhug i Rigshospitalets årelange venteliste.

Men på trods af både kompetencer og ressourcer må privathospitalet ikke lave operationerne, da Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelsen.

Er det i patientens interesse? Nej! Er det smart brug af privathospitalerne eller samfundets penge? Nej.

Det nuværende system skaber de A- og B-hold blandt patienterne, som så mange frygter. I dag er det nemlig kun patienter, som har en privat sundhedsforsikring, eller som har råd til at betale mange tusinde kroner for en operation, som er garanteret en hurtig behandling. Dem, der er henvist gennem det offentlige, er tvunget til at vente.

Kære sundhedsminister, lad det ikke blot blive ved fine ord og velmenende intentioner. Lad os bruge privathospitalerne smartere, og lad os sætte patienternes interesser over systemets.

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 12. juli 2024. Det er skrevet af
Louise Brown og Søren Aksel Christian Krarup, kæbekirurg, Kæbekirurgisk Klinik og Aftalesygehus

Lad os nu udnytte AI i sundhedsvæsenet

Louise Brown
20. marts 2024

Kunstig intelligens-teknologien (AI) stormer frem, og der er ubegribeligt meget potentiale i at udnytte teknologien i vores sundhedsvæsen.

Som sundhedsordfører var jeg i sidste måned på et ekstremt lærerigt besøg i Region Nordjylland, som er “front runner”, når det gælder brugen af AI-løsninger i forskellige områder af sundhedsvæsnet.

Samtaler med overlæger på regionens hospitaler bekræftede, hvor mange uudnyttede fordele, der ligger i teknologien.

Vigtigst af alt er det også forbedre kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden.

Desværre er det i dag for tilfældigt, om man ude på landets hospitaler gør brug af AI-løsninger, fordi det afhænger af den enkelte regions og hospitals velvillighed.

Region Nordjylland gør brug af i alt 11 AI-løsninger i dag.

De bruger for eksempel AI-teknologi til at spotte knoglebrud på røntgenbilleder. Hvor det tidligere var to læger, som skulle aflæse røntgenbillederne og vurdere, hvorvidt en patient havde brud og frakturer på knoglerne, kan det i dag klares af en enkelt læge og AI.

Det sparer både arbejdstid for personalet, og patienten undgår unødig ventetid i skadestuens venteværelse.

AI-løsningen har reduceret ventetiden med en time, og det har også vist sig, at teknologien har reduceret antallet af efterfølgende patienterstatninger på grund af fejl.

Region Nordjylland foretager omkring 50.000 røntgenskanninger om året, og med tid sparet for hver eneste skanning, er det rigtig mange timer om året, som i stedet kan bruges på behandling af patienter og andre kerneopgaver.

Også på kræftområdet har regionen gavn af AI-løsninger, der hurtigere og mere præcist kan finde kræft på scanningsbilleder.

AI kan skanne vævsprøver og finde kræft, som det menneskelige øje ikke kan se, og det giver bedre diagnosticering og mulighed for at begynde kræftbehandling tidligere.

Ifølge regionens egne tal kan personalet ved hjælp af AI-løsningen spare 50 procent af den tid, de normalt ville bruge på scanning af vævsprøver for brystkræft – og samtidig sikrer teknologien et bedre resultat.

Region Nordjylland er det perfekte eksempel på det enorme potentiale, der er i brugen af AI. Derfor er det utilstrækkeligt, at det i dag kun er den enkelte regions og overlæges åbenhed over for teknologien, der afgør, om løsningerne bliver anvendt.

Liberal Alliance går ind for mere selvstyre og mindre mikromanagement fra centralt hold.

Men vi mener også, der er behov for en større indsats for at udbrede brugen af AI i sundhedsvæsnet, hvor det giver mening, når vi ved, hvor ekstremt mange ressourcer det kan frigive blandt læger og sygeplejersker, som ikke længere skal bruge deres tid på opgaver, som kan løses hurtigere og bedre ved hjælp af teknologien.

Lad mig slå fast, at kunstig intelligens ikke skal erstatte sygeplejersken eller speciallægen, men gøre det muligt at bruge deres tid og ressourcer bedre og mere effektivt.

Det skal være sundhedspersonalets super-værktøj.

Mange sygeplejersker, som forlader den offentlige sektor, forklarer deres valg med, at de brugte al deres tid på papirnusseri og for lidt tid på den egentlige sygeplejergerning, de uddannede sig til.

Manglen på personale er den største udfordring i vores sundhedsvæsen i dag, og manglen på sundhedspersonale bliver kun et større problem, hvis vi fortsætter uændret frem.

Det er afgørende, at vi politisk laver de fornødne ændringer og skaber et sundhedsvæsen, hvor kompetent sundhedspersonale bliver og har mulighed for at bruge deres faglighed.

På lang sigt indebærer det et system med mindre bureaukrati. Her og nu kan vi gøre mere for at bruge de kræfter, der allerede er i systemet, klogere.

Kunstig intelligens er for mig at se del af løsningen til, at vi får stoppet flugten fra det offentlige sundhedsvæsen, fordi fagpersonalet igen får mere tid til at udføre kerneopgaverne, og samtidig sikrer bedre behandling af patienterne.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/3-2024)

Kvinder, der danner par, får endelig lov til at blive gravide med hinandens æg

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
12. februar 2024

Det er ikke en let proces for alle at få børn – specielt ikke for LGBT+par. Heldigvis er partnerægdonation for kvinder blevet lovligt i Danmark, men vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet

Mange par drømmer om at blive forældre. For nogle par er det en let proces, for andre er det svært. Det gælder ikke mindst for de LGBT+-par, hvor den naturlige, biologiske vej ikke er mulig.
Teknologien har heldigvis udviklet sig på imponerende vis og gjort det muligt for flere par at få opfyldt deres ønske om at blive forældre. Det gælder ikke mindst for kvindelige par.

Ved hjælp af partnerægdonation er det nemlig muligt for begge kvinder at bidrage til en graviditet. Her doneres æg fra den ene kvinde til den anden kvinde. På denne måde kan parret selv bestemme, hvilken kvinde der donerer ægget, og hvilken kvinde der bærer barnet. Således bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor, og bliver dermed forbundet med begge mødre.

Den 31. januar indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale om at lovliggøre partnerægdonation på baggrund af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance og Alternativet, som regeringen blev opmærksom på. Hidtil har den danske lovgivning nemlig kun tilladt partnerægdonation, hvis der forelå en sundhedsfaglig begrundelse for den person, som skulle bære barnet. Lovliggørelsen vil træde i kraft den 1. januar 2025.

Der findes ingen fornuftige argumenter for et forbud imod partnerægdonation. Hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk. Sundhedsrisiciene forbundet med partnerægdonation svarer nemlig til dem, som eksisterer ved almindelig fertilitetsbehandling, mens behandlingen kan betales af parrene selv.

Fremover vil kvindelige par ikke længere være nødsaget til at rejse til udlandet for at få foretaget behandlingen, der kendes under fænomenet Shared motherhood. Fremadrettet kan behandlingen foregå på dansk jord. Det vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for flere regnbuepar at få opfyldt drømmen om familieforøgelse.

Vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet – partnerægdonation er et skridt i den rigtige retning.

(Indlæg bragt i Information d. 12/2-2024)

Nåh ja, så er der jo også lige patienterne

Louise Brown
1. februar 2024

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).