Louise Brown
7. april 2025

Det stort lancerede løft lader stadig vente på sig. Håbet om psykiatri i verdensklasse må ikke tabes.

For mere end to et halvt år siden indgik samtlige partier en aftale om et ambitiøst løft af psykiatrien. Nu skulle det være. Endelig skulle den hidtil stedmoderligt behandlede psykiatri have et løft, der kunne mærkes. Knap et år forinden havde en stor gruppe af fagfolk, patienter, pårørende, faglige organisationer og andre eksperter lavet et kæmpe stykke arbejde med at beskrive, hvad der skulle til for at få en værdig og velfungerende psykiatri på tværs af landet, af kommuner og regioner, af skole, sygehuse og i samfundsdebatten.

Det er efterhånden længe siden. Meget af den energi og det håb er svært at se afspejlet helt i samme grad der, hvor det skulle drives fremad. Og det bekymrer os – og veksler det håb, som vi alle havde, til mismod.

Det er helt essentielt, at vi får psykiatrien op som politisk fokus og prioritering igen. Ja, der er mange konkurrerende dagsordener, men det er akut og centralt for et trygt og velfungerende velfærdssamfund.

Uanset om du spørger personale, brugere eller pårørende er oplevelsen, at det stort lancerede løft stadig lader vente på sig. Der er meget, der fungerer godt, men der er også meget, der halter.

Det mest markante er, at de midler, der er kommet ud at leve, mærkes i meget begrænset omfang. Og vi har endnu ikke kunnet få svar på, hvordan de midler, der er investeret, ser ud ift. besparelser på selvsamme afdelinger, sygehuse, bosteder eller samme kommunale indsatser. Når det skal tage så lang tid med noget, der jo reelt er akut for dem, det drejer sig om, titter mismodet altså frem.

Den vældige energi, og håbet om en psykiatri i verdensklasse, må vi ikke tabe på gulvet. Vi har nu, hvor vi står på tærsklen til endelig at skulle forhandle om en markant investering på mere end 2 mia. kr., en chance for at holde fast i ambitionsniveauet og håbet. Men det skal gøres ordentligt.

Derfor er det for os, ordførere og organisationer, helt afgørende at få genskabt håbet, og at få psykiatriplanen tilbage på sporet.

Hvis det skal lykkes, er der for os nogle væsentlige forudsætninger, der skal på plads.

For det første skal psykiatrirådet fungere, som det var tiltænkt, og være et reelt rådgivende organ, der løbende kan monitorere og kvalificere indsatsen. Præcis som vi kender det fra Klimarådets rolle i forhold til klimaloven. Det betyder, at de løbende skal orienteres om indsatsen med implementering, men også konkret og reelt skal inddrages i forbindelse med forhandlingerne om næste skridt. Det betyder, at både aftaleskreds og psykiatrirådet årligt får en status både i forhold til kvalitet og kapacitet.

Vi skal vide, om det, vi vælger at sætte i søen, er tilstrækkeligt, om medarbejderne kan levere en ordentlig kvalitet i behandlingen af patienterne og ønsker at arbejde i psykiatrien, og om børn, unge, voksne med psykiske lidelser får det bedre. For det andet er det afgørende, at vi sikrer, initiativerne implementeres fuldt ud i overensstemmelse med det faglige oplæg, målsætninger og indikatorer. Vi skal ikke havne i en situation, hvor vi laver en lang smørrebrødsseddel, hvor midlerne smøres så tyndt ud, at ingen konkret oplever en forbedret kvalitet. Vi skal have modet til at prioritere og samtidig sikre, at det betyder et mærkbart løft.

Det betyder så som det tredje, at vi skal erkende, at vi er villige til at gå videre med en psykiatriplan 2, hvis midlerne ikke rækker til at sikre en fuld finansiering af samtlige aftalte initiativer i psykiatrihandlingsplanen.

Skrevet af: Lægeforeningen (Camilla Rathcke) Bedre Psykiatri (Jane Sørensen), Dansk Psykiatrisk Selskab (Merete Nordentoft), FOA (Tanja Nielsen, sektorformand, Social og Sundhed), Sind (Mia Kristina Hansen), Psykiatrifonden (Torsten Bjørn Jacobsen), Dansk Sygeplejeråd (Kristina Robbins), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (Nina Tejs Jørring), DD (Jens Henrik Thulesen Dahl), LA (Louise Brown), K (Lise Bertelsen), R (Stinus Lindgreen), SF (Charlotte Broman Mølbæk), Alt. (Karin Liltorp) og EL (Peder Hvelplund)

(Indlæg bragt i Politiken d. 7/4-2025)

Louise Brown
27. februar 2025

Hvis borgere, pårørende og personale skal kunne mærke forbedringer, er vi nødt til at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen.

I MARTS MÅNED begynder forhandlingerne om udmøntningen af de resterende midler i psykiatrihandlingsplanen, som et samlet Folketing står bag.

Det var et fantastisk nybrud, at pres fra borgere, pårørende og personale sammen med politisk vilje førte til et kompetent fagligt oplæg fra Social- og Sundhedsstyrelsen, som tilbage i 2022 dannede grundlaget for den 10årige psykiatrihandlingsplan.

Visionen var, at vi netop med baggrund i det faglige oplæg om, hvad der var behov for, kunne prioritere indsatser, så både borgere, personale og pårørende kunne mærke et markant løft, og at vi kunne sikre en politisk forpligtelse til løbende at tilvejebringe den tilstrækkelige finansiering.

Nu var det psykiatriens tur.

VI STÅR fuldt ud bag de investeringer, vi allerede har iværksat, som f.eks. styrket forebyggelse af selvmord, bedre hjælp til børn og unge og indsats for at mindske brugen af tvang i psykiatrien. Men vi må tilstå, at vi også er bekymrede for både status og det videre forløb.

Vi har som politiske partier uden for regeringen endnu ikke set de aftalte statusnotater fra Sundhedsstyrelsen på den løbende fremdrift i forhold til at nå de aftalte målsætninger. Ligeledes mangler der overblik over, hvor de afsatte midler konkret er tilført, og i hvilket omfang de er blevet spist op af samtidige besparelser. Altså: Hvor meget har vi været med til at forsøge at løfte med den ene hånd, mens den anden hånd har måttet finde besparelser?

Når vi rejser den bekymring, er det med baggrund i konkrete indikatorer som øget kapacitetspres, der fører til stigende ventelister, men også i de tilbagemeldinger, vi får fra dem, midlerne skulle gavne: borgere, personale og pårørende.

Det er helt afgørende at sikre et reelt kvalitativt løft af indsatsen, både den forebyggende, behandlende og efterværn. Der er vi bekymrede for, at midlerne bliver smurt for tyndt ud, så vi ikke følger de faglige anbefalinger og dermed ikke opnår den ønskede effekt.

DERFOR ER det efter vores opfattelse helt nødvendigt at genopfriske visionen fra psykiatriaftalen. At vi sikrer et løft, der kan mærkes. Vi foreslår en revitalisering gennem tre initiativer:

For det første et klart overblik over forbrug og effekt af de midler, vi allerede har afsat.

For det andet, at vi prioriterer, hvilke indsatser der skal implementeres, men til gengæld sikrer fuld finansiering ud fra beskrevne faglige standarder, så investeringerne også kan forventes at mærkes hos borgere, pårørende og personale.

For det tredje, at vi erkender, at de afsatte midler fra Psykiatriplanen ikke i sig selv er nok til, at vi kommer tilstrækkeligt i mål med en fuld implementering af psykiatrihandlingsplanen. Der er behov for, at vi fortsat har fokus på at sikre ordentlig implementering og lave tilstrækkelig opfølgning på de tiltag, vi har sat i værk, og vi må ikke tro, at psykiatrien er helbredt, blot fordi vi på papiret har en psykiatriplan. Derfor er der også behov for at holde ambitionsniveauet højt og indlede arbejdet med en psykiatriplan 2. Fuldstændig parallelt med den indsats, vi leverer på kræftområdet.

Det er for os helt afgørende at sikre det lovede løft af psykiatrien. Vi skal genoprette tilliden hos borgere og pårørende og gøre psykiatrien attraktiv for sundhedspersonale, så vi både kan fastholde og tiltrække det personale, vi så desperat mangler. Især set i lyset af en strukturreform, som nu skal gennemføres og sikre en reel ligestilling mellem psykiatri og somatik både i den regionale og kommunale indsats.

Den opgave vil vi gerne samlet tage på os og have som pejlemærke, og vi ser frem til konstruktive forhandlinger med regeringen, så vi kan sikre det lovede løft af psykiatrien. Et løft, som kan mærkes af dem, det handler om – borgere, pårørende og personale.

(Indlæg bragt i Politiken d. 27. februar 2025)

Louise Brown
11. oktober 2024

Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Hvorfor kan du kun ringe til din læge i et fåtal af de tidlige morgentimer, hvor du har travlt og er på vej ud ad døren?

Og hvorfor skal du absolut booke flere tider, hvis du vil tilses for flere forskellige ting? Svaret på alle tre spørgsmål er enkelt: Fordi der ikke er reel konkurrence på markedet for praktiserende læger, og fordi lægerne ikke har frie nok rammer til at tilbyde det.

Praksissektoren – som praktiserende læger, tandlæger, psykologer – er i dag ganske enkelt låst af regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Alt sammen regler og retningslinjer, der gør det umuligt for sektoren at indrette sig efter dine behov som patient.

Det skal vi have rådet bod på. For du bør som patient i et velfærdssamfund som Danmark have mulighed for at vælge mellem et bredt og mangfoldigt udbud af praktiserende læger.

Ligesom du bør blive mødt af et langt mere fleksibelt og smidigt system, end du gør i dag. Hvis du f.eks. ønsker at blive mødt af den samme familielæge, hver gang du skal til lægen, skal du have mulighed for det.

Og hvis det i stedet er vigtigt for dig, at du kan klare konsultationen online fremfor at dukke op fysisk, skal det også være en mulighed. Sundhedsvæsenet – og herunder praksissektoren – er trods alt sat i verden for patienternes skyld – ikke for systemets.

Det er desværre vanskeligt at realisere, som systemet er i dag. Særligt set i lyset af den omfattende mangel på praktiserende læger, som ikke mindst er en udfordring i landdistrikterne.

Derfor er det positivt, at regeringen nu har åbnet for at differentiere i taksterne, sådan at de læger, der arbejder i landsdele med mere behandlingskrævende patienter, som ofte lider af flere livsstilssygdomme, også bliver betalt mere end de læger, der arbejder i områder – som eksempelvis i storbyerne – hvor patienterne er mindre komplicerede.

Den økonomiske gulerod for at løfte en tungere opgave har nemlig manglet.

Men skal vi løse problemet, skal der mere til. Først og fremmest er der også behov for at gentænke måden, hvorpå vi afregner speciallæger. På grund af såkaldte knækgrænser og omsætningslofter tjener mange speciallæger som f.eks. psykologer nemlig færre penge, jo flere patienter de ser.

Det giver selvsagt ingen mening, og det går i sidste ende udover både speciallæger og patienter, som oplever længere ventetider end nødvendigt.

Dernæst er et opgør med ydernumrene enormt tiltrængt. Ydernumrene skaber ganske enkelt alt for ufleksible, bureaukratiske rammer, som bl.a. spænder ben for, at yngre læger kan organisere sig på mere fleksible måder i yderområderne.

I stedet for at flere læger samler sig i ét lægehus, er de yngre læger nødsaget til at oprette enkelte lægehuse. Samtidig medfører ydernummersystemet en masse administrative pligter for de praktiserende læger såsom bogføring og indberetninger.

De kan derfor ikke få lov til udelukkende at koncentrere sig om at behandle patienterne, men skal også agere erhvervsdrivende.

Og så skal det være langt nemmere at vælge læge. I dag føler mange patienter sig låst i deres lægevalg, da det ikke er gratis at skifte læge. Derfor vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så du som patient kan få den læge, du ønsker, og som passer til dine behov.

Uanset om det er disse forslag eller andre, der skal til, så lad os blive enige om én ting: Det er tid til at gentænke og frisætte vores praksissektor, så den rent faktisk kan imødekomme dine behov som patient.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11/10-2024)

Alex Vanopslagh & Louise Brown
9. oktober 2024

Lige nu diskuterer hele det politiske Danmark sundhedspolitik.

Men hele diskussionen handler pludselig om, hvorvidt der skal være fire eller fem regioner, i stedet for at handle om det vigtigste: patienten.

I stedet for at diskutere spørgsmål som “hvorfor kan vi gøre patientrettighederne stærkere?” eller “hvordan får vi bugt med de årelange ventelister til vigtige operationer?” bruger vi for meget tid på at diskutere teknokratiske omstruktureringer.

Selvom der i regeringens udspil er flere gode takter, er det sammenlægningen af to regioner og oprettelsen af nye sundhedsråd, der ender med at løbe med al opmærksomheden. Om det er regeringens egen beslutning eller mediernes fokus, vil vi ikke spå om, men det er i hvert fald symptomatisk for den velfærdspolitiske debat i Danmark.

Trods de gode takter i regeringens udspil savner vi flere tiltag, der styrker patienterne. Kronikerpakkerne skal dog roses i denne sammenhæng. Her forsøger man at tage fat om alvorlige huller i sundhedsvæsenet, som man også så før kræftpakkerne for 20 år siden.

Men udspillet skaber også mere af det, der er sundhedsvæsenets grundlæggende problem: At vi alt for ofte tænker systemet før patienten. Og det er ikke noget, der bliver lavet om af lunkne kompromisser blandt tre midterpartier. Det bliver ikke ændret af at samle to regioner og håbe på det bedste.

Vores ambitioner må ikke være lavere end et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det bør være krumtappen i ethvert velfærdssamfund. Det mener danskerne også, hvorfor sundhed konsekvent er at finde blandt vælgernes øverst prioriterede dagsordener. Samtidig betaler vi nogle af verdens højeste skatter og sundhedsudgifter. Derfor skylder vi politikere også danskerne at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er i verdensklasse.

For god velfærd er altså ikke først og fremmest at have en enorm offentlig sektor med rekordmange offentligt ansatte. Velfærd er andet end at have et godt job i kommunen med en lukrativ pensionsordning. Først og fremmest handler det om, at borgerne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

Desværre havner sundhedspolitikken alt for ofte i, at forbedringsforslag altid sker på systemets præmisser. Man spørger ikke, hvordan gamle Lise på plejehjemmet får den bedste hjælp, men hvordan den kommunale hjemmehjælp kan forbedres. Man spørger ikke, hvordan den kronisk syge patient får den bedste behandling, men hvordan regionerne optimeres. Generelt er det alt for sjældent, at de, der stiller forslag til politiske ændringer, stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvordan forbedrer vi servicen for patienten?

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser. Der er brug for et opgør med bureaukratiske fedtlag, uigennemskuelige regler og skæve incitamenter. Der er brug for en frisk start. For det kan godt blive bedre.

Når vi snart går ind i forhandlingslokalet, vil vi insistere på at sætte patienten først i alle led af sundhedsvæsenet. Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der skaber lange ventelister og en grundlæggende utilfredshed. Vi vil give dig frit sygehusvalg fra dag ét. Du skal have mulighed for med det samme at vælge det hospital med den korteste vente tid – og ikke skal vente i op til 60 dage, som det er i dag. Vi vil sikre, at du har den rette information – og ikke mindst kendskab til dine rettigheder – om dit forhandlingsforløb, så det ikke er forbeholdt de ressourcestærke og tidshavende borgere at kunne finde hoved og hale i patientforløbet.

Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne og udbrede nye, gode løsninger på tværs af sundhedsvæsenet. Det forbliver lokalt eller inden for regionsgrænsen, selvom det kunne komme resten af landets patienter til gavn.

Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser. I stedet skal vi skabe et system, som gør det muligt for alle at gennemskue, hvad der som patient er ens ret.

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 9/10-2024)

Louise Brown
8. oktober 2024

Når der i disse dage på fuldt blus debatteres reformering af sundhedsvæsenet, er det vigtigt at huske sig selv på, hvorfor vi i det hele taget har et sundhedsvæsen.

For selvom svaret er en selvfølge, står det ikke altid soleklart – særligt ikke når man læser ned i regeringens udspil til en ny sundhedsreform.

Vores sundhedsvæsen er naturligvis ene og alene sat i verden for patienternes skyld. Alligevel må jeg ofte konstatere, at det ikke er patienten, der sættes i centrum for debatten – men derimod systemet.

Bevares, der er i høj grad brug for en fornyet tilgang til sundhedsvæsenets struktur. Det er blot vigtigt, at strukturdebatten ikke drukner i hverken regionale, kommunale eller andre dele af systemets interesser, men rent faktisk tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienterne.

Det indebærer ikke mindst, at vi en gang for alle får nedbrudt grænserne mellem det private og det offentlige sundhedssystem. 73 procent af danskerne (ifølge analyse fra maj 2024 af Dansk Erhverv, red.) er nemlig fløjtende ligeglade, om deres behandling finder sted på et offentligt eller privat hospital – de er blot interesseret i at få en behandling af så høj kvalitet som overhovedet muligt så hurtigt som overhovedet muligt.

Når vi i Liberal Alliance taler varmt om et sundhedsvæsen med patienten i centrum, er det ikke blot en tom floskel, vi hiver ud af ærmet. Nej, vi har nemlig en klar og tydelig vision for et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, minimal bureaukrati og reel fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere. Med andre ord: Et sundhedsvæsen, som tilpasser sig dig som patient – og ikke forventer det omvendte.

Det kræver, at vi gentænker, hvordan ansvaret for driften af sundhedsvæsenet placeres. I dag er der nemlig alt for mange besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der medfører, at du som patient bliver kastebold mellem forskellige offentlige instanser.

Derudover spiller det offentlige en uhensigtsmæssig dobbeltrolle i forhold til både at stå for at udbyde og indkøbe sundhedsydelser. Den dobbeltrolle må og skal nedbrydes. For ellers får vi aldrig gjort op med de incitamenter, som gør, at det offentlige kan og vil gøre hvad som helst for at fastholde dig som patient i det offentlige system.

I Liberal Alliance ønsker vi en ny ansvarsfordeling, som skal tage udgangspunkt i dig som patient og sikre en frisk start for det danske sundhedsvæsen.

For det første vil vi skabe et langt større lokalt driftsansvar. Dette gør vi bedst ved, at alle sygehuse drives lokalt med en professionel bestyrelse i spidsen, der har ansvar for drift og økonomi. På den måde sikrer vi en stærk lokal forankring og sørger for, at de enkelte lokale sygehuse får et bedre incitament til at skabe udvikling og innovation til gavn for patienterne.

I dag drager det enkelte sygehus nemlig ikke en tilstrækkeligt stor fordel af effektiviseringer, fordi besparelserne ender i en samlet regional kasse.

Det er samtidig tid til at nedlægge regionerne og placere det overordnede ansvar for driften af sundhedsvæsenet i en ny landsdækkende enhed, der skal ledes af en professionel bestyrelse bestående af fagpersoner. Denne enhed skal fremover tage sig af at indkøbe sundhedsydelser fra offentlige såvel som private udbydere, som skal have mulighed for at byde ind på ledige opgaver, hvis de kan leve op til nogle klare faglige krav.

På den måde får vi udnyttet den ledige kapacitet i det private samt nedbragt ventelisterne i det offentlige – alt sammen for at fokusere på kerneopgaven: At patienterne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1/10-2024)

Louise Brown
2. oktober 2024

I Liberal Alliance er vi begejstrede for iværksætteri og ny teknologi, der kan gøre vores samfund – og særligt vores sundhedsvæsen – mere effektivt.

Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem. Den innovation, som det offentlige system lader dø hen, ville ellers kunne sætte en masse ressourcer og personaletimer fri til at blive brugt på kerneopgaver i selvsamme system og – vigtigst af alt – sikre hurtigere og bedre behandling for patienterne. Eksempelvis er Region Nordjylland begyndt at gøre brug af ny AI-teknologi, der kan aflæse en mammografiscanning for kræftknuder både hurtigere og mere præcist, end det er muligt for en menneskelig læge. Teknologien kan finde 20 pct. flere kræftknuder og samtidig spare lægerne for 40 pct. af den arbejdsbyrde, de mange tusinde mammografiaflæsninger om året kræver uden hjælp fra AI. Det er denne form for lokal innovation og iværksætteri, vi skal styrke. Vi mangler incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling. I dag stopper de nye innovative løsninger ved regionsgrænsen, fordi der er for få økonomiske incitamenter til at dele nyudviklede løsninger på tværs af regionerne – selvom de også ville have været til gavn for resten af landets patienter. Det er derimod mere økonomisk fordelagtigt for en region at udvikle lignende løsninger selv. Det er spild af ressourcer. Innovationen skal stadig foregå ude på de enkelte afdelinger, men når der bliver udviklet ny teknologi, som vi kan se, fungerer på ét sygehus, skal vi med et nyt nationalt organ kunne rulle den ud på tværs af landets hospitaler. Skal vi styrke innovation i sundhedsvæsnet, skal vi også åbne for lokal løndannelse, som vil give den enkelte leder mulighed for at give en økonomisk belønning til de medarbejdere, der gør en ekstra indsats og skaber nye og bedre løsninger til gavn for patienterne. Lad os skabe et sundhedsvæsen, der tør tage de nyeste og bedste teknologier i brug til gavn for både patienterne og medarbejderne. “Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem”

(Indlæg bragt i Børsen d. 2. oktober 2024)

Louise Brown
25. september 2024

Endelig er kurven begyndt at knække.

I begyndelsen af sidste år var den gennemsnitlige ventetid 47 dage, nu venter en patient i gennemsnit 40 dage på behandling, og dermed nærmer den gennemsnitlige ventetid sig niveauet før coronapandemien.

Akutpakken fra sidste år og de 2 mia. kr., der fulgte med, har taget toppen af ventelisterne, men vi er desværre langtfra i mål – og selvom det er en positiv udvikling, mener jeg ikke, at vi endnu kan være tilfredse. Vi skal – og kan – stadig gøre det langt bedre.

Vi skal ikke glemme, at rigtig mange patienter i det offentlige system stadig venter flere måneder eller år på den nødvendige behandling. Det gælder bl.a. patienter, som venter op til 10 år på en kæbeoperation.

Og mens den gennemsnitlige ventetid for behandling på landets sygehuse falder, bliver ventetiden i psykiatrien længere og længere. I dag skal ikke-akutte patienter i gennemsnit vente lige under to år, før de kan få behandling.

En del af akutpakken indebar mere samspil mellem det offentlige system og privathospitalerne, som i højere grad skulle behandle de patienter, der står i kø i det offentlige.

Desværre er de mange ressourcer og faglige kompetencer, som eksisterer på privathospitalerne, langtfra udnyttet tilstrækkeligt.

Trods årelange ventelister er myndighederne stadig tilbageholdende med at give de nødvendige tilladelser. Af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave – som f.eks. kæbeoperationer – gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser til syv af dem. Det er på trods af, at personalet på privathospitalerne har de nødvendige faglige kompetencer.

Et andet problem er, at på de områder, hvor privathospitalerne har tilladelse, er antallet af patienter, der er henvist fra det offentlige system, faldet markant – selvom ventelisterne til behandling og operation i det offentlige stadig er lange.

Mange privathospitaler står klar med tomme operationsstuer og mere end kompetente kirurger, der ville kunne operere første patient i morgen, hvis de fik tilladelsen. Men som i stedet må se frustrerede til, mens patienterne står i lange køer i det offentlige system.

Nok er den gennemsnitlige ventetid snart tilbage på niveauet før coronapandemien, men tænk, hvor langt vi kunne være nået, hvis vi havde udnyttet ressourcerne på privathospitalerne til fulde?

Hvorfor skal vi stille os tilfredse med ambitionen om, at ventetiden skal være den samme, som den var for mere end fire år siden? Ambitionen skal da være at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen med mere frit valg og den lavest mulige ventetid – og i den bedste verden ingen ventetid. Det bør i det mindste være målet.

Vi ønsker at bruge alle de kræfter, der eksisterer i systemet, på at få behandlet de mange tusinde patienter, der venter på behandling – uanset om de kræfter findes i det offentlige eller private.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.25. september 2024)

Louise Brown
15. juli 2024

Vi har hørt det længe: ”Ventelisterne skal ned!” Et mål alle – venstre- som højrefløj, patient som sundhedspersonale – kan være enige om.

Patienter skal behandles hurtigst muligt, og ingen skal vente i flere år på behandling. Men desværre er årelang ventetid i det offentlige sundhedsvæsen i dag fortsat realiteten for mange patienter. Det gør slemt værre, at privathospitalerne faktisk har de faglige kompetencer og ressourcer, det kræver, at behandle de mange patienter, som står i kø i det offentlige, men ikke må, fordi myndighederne ikke giver de nødvendige tilladelser.

Med historisk lange ventelister skulle man tro, at regeringen ville sætte alle sejl og gøre brug af alle de muligheder, der findes i vores sundhedssystem, for at nedbringe ventetiderne og få behandlet patienterne så hurtigt som muligt. Særligt, fordi sundhedsministeren selv har kaldt de lange ventelister uacceptable og gjort det klart, at de private sygehuse skal bruges smartere, og at flere specialiserede behandlinger skal kunne laves i det private.

Men nej. Desværre er ambitionerne langt hen ad vejen blevet ved snakken, og patienterne venter stadig i lange køer. Siden folketingsvalget i 2022 har ventelisterne ikke rykket sig nævneværdigt trods ihærdige forsøg. Et af problemerne er, at ressourcerne på privathospitalerne siden folketingsvalget langt fra er blevet udnyttet.

Ud af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave, gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser på syv ud af de 81 områder.

En kæbeoperation, der korrigerer eksempelvis over- eller underbid – såkaldt vækstbetinget kæbeanomali – er et godt eksempel på en af de behandlinger, som landets privathospitaler ikke har tilladelse til at lave, trods der i dag er mere end ti års ventetid i det offentlige sundhedsvæsen til blot en forundersøgelse.

Det, som frustrerer, er, at den manglende brug af privathospitalerne ikke skyldes, at de mangler de nødvendige lægefaglige kompetencer, selvom det ofte er anken i debatten om mere brug af privathospitaler.

Flere af landet mest erfarne kirurger inden for kæbekirurgi arbejder på privathospitalet Kæbekirurgisk Klinik i København. Privathospitalet er som det eneste i landet i dag godkendt af Sundhedsstyrelsen til at behandle patienter henvist fra de offentlige sygehuse med problemer som eksempelvis kæbeledsproblemer, cyster og slimhindelidelser.

Men de har ikke tilladelse til at operere patienter for vækstbetinget kæbeanomali – trods kæbekirurgernes mangeårige erfaring med denne type operation, og trods mange tusinde patienter står i kø til operationen i det offentlige system. Rigshospitalets afdeling for kæbekirurgi har kapacitet til at lave op til 500 kæbeoperationer om året men har på nuværende tidspunkt omkring 2.000 patienter i kø til forundersøgelse. Patient nr. 2.000 har dermed udsigt til mange års ventetid.

På Kæbekirurgisk Klinik er ventetiden til at påbegynde behandling 14 dage. De lægefaglige kompetencer er til stede, og det er kapaciteten også. Privathospitalet vil kunne lave 300-400 kæbeoperationer om året på patienter henvist fra det offentlige og vil dermed kunne gøre et stort indhug i Rigshospitalets årelange venteliste.

Men på trods af både kompetencer og ressourcer må privathospitalet ikke lave operationerne, da Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelsen.

Er det i patientens interesse? Nej! Er det smart brug af privathospitalerne eller samfundets penge? Nej.

Det nuværende system skaber de A- og B-hold blandt patienterne, som så mange frygter. I dag er det nemlig kun patienter, som har en privat sundhedsforsikring, eller som har råd til at betale mange tusinde kroner for en operation, som er garanteret en hurtig behandling. Dem, der er henvist gennem det offentlige, er tvunget til at vente.

Kære sundhedsminister, lad det ikke blot blive ved fine ord og velmenende intentioner. Lad os bruge privathospitalerne smartere, og lad os sætte patienternes interesser over systemets.

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 12. juli 2024. Det er skrevet af
Louise Brown og Søren Aksel Christian Krarup, kæbekirurg, Kæbekirurgisk Klinik og Aftalesygehus

Louise Brown
20. marts 2024

Kunstig intelligens-teknologien (AI) stormer frem, og der er ubegribeligt meget potentiale i at udnytte teknologien i vores sundhedsvæsen.

Som sundhedsordfører var jeg i sidste måned på et ekstremt lærerigt besøg i Region Nordjylland, som er “front runner”, når det gælder brugen af AI-løsninger i forskellige områder af sundhedsvæsnet.

Samtaler med overlæger på regionens hospitaler bekræftede, hvor mange uudnyttede fordele, der ligger i teknologien.

Vigtigst af alt er det også forbedre kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden.

Desværre er det i dag for tilfældigt, om man ude på landets hospitaler gør brug af AI-løsninger, fordi det afhænger af den enkelte regions og hospitals velvillighed.

Region Nordjylland gør brug af i alt 11 AI-løsninger i dag.

De bruger for eksempel AI-teknologi til at spotte knoglebrud på røntgenbilleder. Hvor det tidligere var to læger, som skulle aflæse røntgenbillederne og vurdere, hvorvidt en patient havde brud og frakturer på knoglerne, kan det i dag klares af en enkelt læge og AI.

Det sparer både arbejdstid for personalet, og patienten undgår unødig ventetid i skadestuens venteværelse.

AI-løsningen har reduceret ventetiden med en time, og det har også vist sig, at teknologien har reduceret antallet af efterfølgende patienterstatninger på grund af fejl.

Region Nordjylland foretager omkring 50.000 røntgenskanninger om året, og med tid sparet for hver eneste skanning, er det rigtig mange timer om året, som i stedet kan bruges på behandling af patienter og andre kerneopgaver.

Også på kræftområdet har regionen gavn af AI-løsninger, der hurtigere og mere præcist kan finde kræft på scanningsbilleder.

AI kan skanne vævsprøver og finde kræft, som det menneskelige øje ikke kan se, og det giver bedre diagnosticering og mulighed for at begynde kræftbehandling tidligere.

Ifølge regionens egne tal kan personalet ved hjælp af AI-løsningen spare 50 procent af den tid, de normalt ville bruge på scanning af vævsprøver for brystkræft – og samtidig sikrer teknologien et bedre resultat.

Region Nordjylland er det perfekte eksempel på det enorme potentiale, der er i brugen af AI. Derfor er det utilstrækkeligt, at det i dag kun er den enkelte regions og overlæges åbenhed over for teknologien, der afgør, om løsningerne bliver anvendt.

Liberal Alliance går ind for mere selvstyre og mindre mikromanagement fra centralt hold.

Men vi mener også, der er behov for en større indsats for at udbrede brugen af AI i sundhedsvæsnet, hvor det giver mening, når vi ved, hvor ekstremt mange ressourcer det kan frigive blandt læger og sygeplejersker, som ikke længere skal bruge deres tid på opgaver, som kan løses hurtigere og bedre ved hjælp af teknologien.

Lad mig slå fast, at kunstig intelligens ikke skal erstatte sygeplejersken eller speciallægen, men gøre det muligt at bruge deres tid og ressourcer bedre og mere effektivt.

Det skal være sundhedspersonalets super-værktøj.

Mange sygeplejersker, som forlader den offentlige sektor, forklarer deres valg med, at de brugte al deres tid på papirnusseri og for lidt tid på den egentlige sygeplejergerning, de uddannede sig til.

Manglen på personale er den største udfordring i vores sundhedsvæsen i dag, og manglen på sundhedspersonale bliver kun et større problem, hvis vi fortsætter uændret frem.

Det er afgørende, at vi politisk laver de fornødne ændringer og skaber et sundhedsvæsen, hvor kompetent sundhedspersonale bliver og har mulighed for at bruge deres faglighed.

På lang sigt indebærer det et system med mindre bureaukrati. Her og nu kan vi gøre mere for at bruge de kræfter, der allerede er i systemet, klogere.

Kunstig intelligens er for mig at se del af løsningen til, at vi får stoppet flugten fra det offentlige sundhedsvæsen, fordi fagpersonalet igen får mere tid til at udføre kerneopgaverne, og samtidig sikrer bedre behandling af patienterne.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/3-2024)