Skattevæsenet må ikke knuse uskyldige borgeres liv

Mads Strange
24. juli 2026

Det er ikke en trussel mod retssikkerheden at lade embedsmænd sige fra over for vanvittige afgørelser.

ALENE INDEN FOR den seneste måneds tid har vi haft nogle fuldstændig groteske skandalesager om skattemyndighedernes dybt urimelige behandling af borgere.
Der var sagen, hvor Skattestyrelsen i årevis opkrævede millionbeløb i skat fra uskyldige borgere, som havde fået stjålet deres identitet.

Selv om Skat var blevet orienteret af politiet om, at borgerne var ofre for en forbrydelse, fastholdt myndighederne deres krav – lige indtil pressen kom ind over, hvorefter Skattestyrelsen pludselig godt kunne ændre deres afgørelse.

Der var skandalen med en sygeplejerske, som efter otte års tovtrækkeri endelig fik rettens ord for, at hun selvfølgelig ikke skulle betale 115 pct. i skat – hvorefter Skatteministeriet besluttede sig for at anke sagen og insistere på, at hun alligevel skulle betale mere i skat, end hun overhovedet havde tjent i første omgang.

Og så var der eksempelvis sagen, hvor skattemyndighederne insisterede på at påtvinge en pensionist at betale dobbelt boligskat efter sin ægtefælles død, lige indtil de blev kontaktet af pressen, og afgørelsen pludselig blev ændret.
Denne vilkårlighed i de skønsbaserede vurderinger fra Skats medarbejdere er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel måde at drive forvaltning på.

Men det er nu ikke min opfattelse, at de fleste medarbejdere i skatteforvaltningen bevidst går på arbejde for at ødelægge livet for uskyldige borgere.

Tværtimod tror jeg, at problemet i vid udstrækning udspringer af, at de enkelte medarbejdere enten ikke kan eller tør sige fra, når systemet eller deres ledelse kommer med vanvittige afgørelser oppefra.

Så hvad skal vi gøre for at forhindre, at flere uskyldige borgere på et uretfærdigt og ofte ulovligt grundlag får smadret deres liv, når skattevæsenet laver skøre, skønsbaserede afgørelser?

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft.

I NÆRVÆRENDE AVIS konkluderer jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst dog, at vores forslag vil forbryde sig mod demokratiske retssikkerhedsprincipper og skabe usikkerhed om borgernes retsstilling.

Men kritikken fra Holst beror på en misforståelse af, hvordan skønsbaserede afgørelser hos skattemyndighederne fungerer i praksis. Det lyder, som om hun tror, at skattesager altid bare er mekaniske facitøvelser, som har et entydigt juridisk svar.

Men hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have et omfattende ankesystemog vi ville heller ikke have set så mange eksempler på, at myndighederne pludselig bare ændrer deres egne afgørelser om borgeres skattesager, blot fordi de bliver kontaktet af pressen.

Holst har imidlertid ret i én ting. Nemlig at ansvaret for skattevæsenets mange fejl og mangler i sidste ende kan placeres hos politikere præcis som vi i Liberal Alliance også har betonet fra starten af.

JO MERE KRINGLET og bureaukratisk politikernes skattelovgivning bliver, desto mere vil embedsmændene nemlig være nødsaget til at navigere efter skøn frem for klare regler.

For når lovgivningen bliver til et juridisk minefelt af undtagelser og særregler, skabes der et større rum for menneskelige skøn, hvilket øger risikoen for, at uskyldige borgere kommer i klemme som følge af fejlagtige vurderinger.

Holst skriver selv, at »retssikkerhed er, at man kan stole på, at myndigheder træffer afgørelser, som er i overensstemmelse med gældende ret«. Det er jeg helt enig i.

Netop derfor kan vi ikke blive ved med at ignorere de mange åbenlyse fejlvurderinger, der plager vores skattevæsen. Vi politikere er nødt til at tage et ansvar ved både at reducere skattelovgivningens kompleksitet, så der bliver mindre rum for forkerte afgørelser, og ved at give embedsmændene bedre mulighed for at sige fra, når en afgørelse åbenlyst er urimelig over for borgerne.

Det er ikke et opgør med retssikkerheden, men derimod et forsøg på at genoprette den.

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft. Dette har medført kritik fra jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst, men det beror på en misforståelse.

(Indlæg bragt i Politiken d. 24. juli)

Toptopskattens grådighed har ingen grænser

Steffen Frølund & Pernille Vermund
12. august 2025

Da Socialdemokratiet og SF tilbage i sensommeren 2009 foreslog at bebyrde danskerne med endnu en ekstra skattesats i form af en ny millionærskat, var

…daværende Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, klar i mælet: Altså fuldstændig fladt at sige, at hvis man får en god idé og derfor også får en indkomst over en million, så skal man beskattes af det – det er ikke rigmandsskat. Det er hjerneskat, og det er hjernedødt.
”
I Liberal Alliance kunne vi nærmest ikke have sagt det bedre selv, når vi på bedst mulig vis skal forsøge at indkapsle definitionen af SVM-regeringens mildest talt symbolpolitiske, misundelsespolitiske og grådige toptopskat.
For danskerne betaler jo som bekendt allerede nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, og vi synes i modsætning til vores kollegaer i Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke, at de fortjener endnu en ekstraregning.

Onde tunger vil selvsagt postulere, at det ikke er almindelige danskere, der får toptopskatten at føle.
At ekstraregningen udelukkende adresseres til Lego-arvinger og multimillionærer med sommerresidens i Sydfrankrig. Og at disse i øvrigt har godt af at skulle spytte lidt ekstra i statskassen, selvom de i forvejen i kroner og ører bidrager betragteligt mere til denne end den gennemsnitlige skatteyder.
Og ditto selvom statskassen i forvejen bugner, bedst illustreret af Finansministeriets ene opjustering af det økonomiske råderum efter den anden. Men som det fremgik i Børsen forleden, tager sådanne onde tunger naturligvis fejl. For eksempel står 6000 selvstændige herunder læger, tandlæger og ejendomsmæglere der har fulgt alle regler, stiftet virksomheder og sparet store summer op i disse, til at blive brandbeskattet af SVM-regeringens toptopskat i 2026.

En fællesnævner for disse 6000 selvstændige er nemlig, at de i årenes løb har opnået et opsparet overskud på over 10 mio. kr., og at de risikerer at skulle betale toptopskat af hele opsparingen, hvis ikke de selv er hurtige til at rode sig ud af toptopskattens grådige greb.
En risiko, som særligt kan have afgørende betydning for de, hvis otium lokker lige om hjørnet, og som ærligt og redeligt har fulgt hidtil gældende regler for at spare op til denne gennem deres virksomhed.

Sikke en sølle tak at sende til de borgere, der fravælger livet som lønmodtager for at drive selvstændig virksomhed til gavn for deres lokalsamfund og Danmark som helhed.
Det er altså på høje tide med en frisk start for dansk politik, hvor vi ikke møder vores borgere med mærkværdige skattesatser, blot fordi de vil drive en tandlægeklinik eller et ejendomsmæglerkontor.
Derfor er vi heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske med toptopskatten efter næste folketingsvalg: Den skal fjernes, og det kan kun gå for langsomt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 12. august 2025)

Resten af Europa sænker selskabs­skatten, Danmark må følge trop

Steffen Frølund & Pernille Vermund
16. juni 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat i Danmark, risikerer vi at blive efterladt på perronen af vores europæiske kollegaer, som sænker satsen på stribe.

Det er snart et helt årti siden, at Danmark fandt ét af de mest effektive redskaber i værktøjskassen frem til at skabe større produktivitet, stærkere konkurrencedygtighed, højere lønninger til lønmodtagerne samt flere indtægter til statskassen.
Et redskab, som vi i Danmark og omverdenen har taget i brug igen og igen siden udgangen af 1980’erne. Et redskab, som altid kommer både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode. Og et redskab, som vores europæiske kollegaer i disse dage én efter én benytter sig flittigt af.

Redskabet, vi taler om, er naturligvis en sænkning af selskabsskatten, som i Danmark har oplevet en historisk stilstand, siden satsen senest blev ændret fra 23,5 pct. til 22 pct. i 2016. En stilstand, som i praksis gør Mette Frederiksen til den første og eneste statsminister siden (men ikke inklusive) Anker Jørgensen, som ikke har sænket satsen.

I mellemtiden har størstedelen af Europa rykket på sig. Senest har vores svenske naboer annonceret, at de vil sænke deres selskabsskat til 20 pct . En melding, som kommer i kølvandet på lignende udmeldinger fra hhv. Finland og Tyskland , hvoraf førstnævnte vil sænke satsen til 18 pct., og sidstnævnte vil reducere satsen med hele fem procentpoint.

De to lande tilslutter sig således den alenlange liste af lande i EU’s indre marked, som har sænket satsen siden 2016: Norge, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz, Luxembourg, Italien, Kroatien, Ungarn, Slovakiet, Grækenland og Sverige (som nu sænker satsen yderligere).

Til sammenligning har blot fire lande gået i den stikmodsatte retning og hævet satsen siden 2016: Letland, Nederlandene, Portugal og Slovenien.

Derfor er det uforståeligt, hvorfor vi fortsat i Danmark vælger at stå i stampe. For gevinsterne ved at følge i vores europæiske kollegaer fodspor er ganske enkelt for store, ligesom at konsekvenserne af at blive efterladt på perronen er for graverende, til at vi kan være tilfredse med at bevare status quo.

Venstrefløjen vil til enhver tid ihærdigt fastholde et ræsonnement om, at en høj selskabsskat er fordelagtig, da den jo alt andet lige må medføre, at de store regninger bliver betalt af virksomhederne i stedet for af statskassen.

Sådan en vrangforestilling glemmer blot belejligt at tage højde for, at virksomheder jo ikke opererer i et vakuum, som kan se sig fri fra at blive påvirket af eksterne byrder. Så når virksomheder bliver mødt med en for høj selskabsskat, har det selvsagt konsekvenser for deres ageren.

De vil investere markant mindre, de vil tage langt færre risici, de vil skabe betydeligt mindre vækst, og de vil kreere færre vellønnede job.

Derfor foreslog vi i Liberal Alliance for nylig at sænke den danske selskabsskat med fire procentpoint til 18 pct. som et led i vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi. En plan, som har til formål at gøre Danmark rigere, stærkere og friere ved hjælp af fornuftige borgerlige og liberale tiltag, der samlet set skal realisere en omkalfatrende økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at alene en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct., så det er vanskeligt at se, hvad det stærke modargument mod forslaget skulle bygge på.

Dertil er det afgørende, at vi ikke sakker bagud til vores europæiske kollegaer og ikke blot noterer deres beslutninger om at styrke deres respektive landes konkurrenceevne, men også benytter det som anledning til at følge trop efter snart ti års stilstand.

For lad os nu være ærlige. I Danmark kan vi med rette være stolte af vores erhvervsliv, men vi kan ikke tillige være stolte af de rammevilkår, vi tilbyder vores virksomheder og iværksættere.

Derfor er det jo heller ikke en tilfældighed, at alt for mange virksomheder forlader Danmark, at for få vokser sig store, og at kun de færreste fravælger livet som lønmodtager for at stifte deres egen virksomhed.

Nej, ulemperne ved at være virksomhed i Danmark er ganske enkelt for omfattende: ugunstige skatteforhold, en abnorm fremvækst af afrapporteringskrav, bureaukratiske byrder og regulering, og en SVM-regering, der lig den forrige rene S-regering, åbenlyst ikke har set skriften på væggen.

Der skal derfor selvsagt mere til for at få dansk erhvervsliv på rette køl end en sænkelse af selskabsskatten. Men det er et åbenlyst sted at starte, og alt det kræver er at forlade perronen og stige på toget – akkurat ligesom vi plejede at gøre, før Mette Frederiksen kom til magten.

(Indlæg bragt i Børsen 6/6 2025)

Alliancen: Kan vi få Pelle Dragsted med på selskabsskattelettelser?

Liberal Alliance
29. maj 2025

I ugens episode af ’Alliancen’ gæster både Pernille Vermund og Steffen Larsen podcaststudiet. Pernille har nemlig lagt pres på regeringen for at sænke selskabsskatterne – helt ligesom mange af vores europæiske allierede gør det. Men hvorfra stammer modstanden mod at lette selskabsskatten, når det er ét af de mest vækstskabende redskaber i værktøjskassen?

Steffen udlægger LA’s position på international arbejdskraft. Er det lige meget, hvilke lande, arbejdskraften kommer fra? Og hvordan skal vi tænke over de liberale dilemmaer i udlændingepolitikken? Alt dette og mere I ugens Alliancen.

I studiet:
Pernille Vermund, erhvervsordfører (LA)
Steffen Larsen, udlændinge- og integrationsordfører (LA)

Vært:
Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver (LA)

Lad os gøre som finnerne og få sænket selskabs­skatten

Steffen Frølund & Pernille Vermund
7. maj 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat bør Danmark vågne op og følge finnernes eksempel og sænke den.

Ræsonnementet bag en høj selskabsskat kan umiddelbart lyde tillokkende.For hvis vi kan få virksomhederne til at betale høje skattesatser, kan vi jo potentielt selv slippe for at betale regningen for det offentliges forbrug.

Problemet er blot, at tingene selvfølgelig ikke forholder sig så simpelt i virkelighedens verden.

For når virksomheder bliver mødt med en høj selskabsskat, fortsætter de ikke deres virke og fremvækst ufortrødent. De investerer mindre, de tager færre risici, de skaber mindre vækst, og de kreerer færre vellønnede job.

En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

Den kendsgerning har vores nordiske kollegaer i Finland taget bestik af.

Derfor er den finske regering aktuelt i gang med at forberede en større skattereform , hvor selskabsskatten sænkes fra 20 til 18 pct., og hvor der desuden skæres godt og vel 8 mia. kr. af skatten på finnernes arbejde.

I samme tråd har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, meddelt, at den tyske regering ønsker at sænke selskabsskatten med 5 procentpoint.

Det kunne vi med fordel tage ved lære af i Danmark, hvor selskabsskattesatsen på 22 pct. i forvejen er 4 procentpoint højere end finnernes.

Dertil er den danske sats uændret i snart et årti siden det seneste lille spring ned ad skattestigen fra 2015 (23,5 pct.) til 2016 (22 pct.). En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

I Liberal Alliance præsenterede vi for nylig vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en stribe af andre tiltag netop foreslår at finde finansiering til at gøre finnerne kunsten efter ved at sænke den danske selskabsskat til 18 pct.

Og hvorfor foreslår vi så egentlig det?

Det gør vi, fordi det vil gøre Danmark rigere, stærkere og friere, i en tid hvor vi akut har brug for at iværksætte en markant økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct. Det er med andre ord sund fornuft, som vil komme både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig

Onde tunger vil selvsagt postulere, at statskassen drager større fordel af en høj selskabsskat, men det er et argument, som ikke har hold i virkeligheden.

For Danmark har for det meste fulgt den internationale trend siden udgangen af 1980’erne og reduceret satsen kraftigt, idet den lød på hele 50 pct. tilbage i 1989 – og resultaterne har som følge talt for sig selv: Større produktivitet, højere lønninger, stærkere konkurrencedygtighed og ultimativt flere indtægter til statskassen.

Og hvis vi i Danmark ikke skal halte efter vores konkurrenter, er og bliver det afgørende, at vi tager bestik af vores omgivelser og bevarer vores konkurrencedygtighed.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig, men i stedet anser det som en anledning til at genbesøge ét af de værktøjer, som har sat allermest effektivt skub i udviklingen af Danmarks vækst og velstand gennem de sidste fire årtier.

Særligt ikke når vi for længst har måttet konstatere, at for mange virksomheder forlader Danmark, og at for få vokser sig store, før de vælger at flyve fra reden.

Nogle vælger at blive børsnoteret i udlandet.

Andre bliver opkøbt af udenlandske investorer og flytter hovedsædet til den anden side af Atlanterhavet.

Sådan en udvikling sker ikke i et vakuum, og ditto finder den ikke sted på baggrund af en vilkårlig tilfældighed.

Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark generelt tilbyder erhvervslivet en af de tungeste beskatninger iblandt OECD-landene.

Og når man kobler de ugunstige skatteforhold sammen med den kolossale fremvækst af bøvl, byrder og bureaukrati, vil regnestykket som regel til syvende og sidst pege flere og flere af vores dygtige virksomheder og iværksættere i en anden retning end Danmarks.

Bevares, der skal mere til for at vende udviklingen end en lempelse af selskabsskatten. Men en lavere selskabsskat vil ikke desto mindre have så væsentlige, direkte såvel som afledte effekter, at tiltaget vil have en mærkbar, positiv effekt på dansk økonomi.

Og hvis vi en skønne dag kan gå skridtet længere og forfølge flere af vores forslag i Liberal Alliances økonomiske plan , begynder det for alvor at batte noget.

Her foreslår vi nemlig endvidere bl.a. en lavere aktie- og kapitalbeskatning, markante skattelettelser på arbejde, en afskaffelse af toptopskatten og en omkalfatrende afbureaukratisering i form af en bindende bureaukratilov , der én gang for alle vil gøre op med Mette Frederiksens evindelige bureaukratinøl.
(Indlæg bragt i Børsen 6. maj)

Alliancen: Så er det nu, vi genstarter Danmark

Liberal Alliance
27. marts 2025

Liberal Alliance har lanceret en ambitiøs reformplan: Skatten skal ned med 50 milliarder, bureaukratiet skæres, og erhvervslivet sættes fri. Alex Vanopslagh er i studiet og forklarer hvorfor – og hvad han mener med politisk generøsitet. Formanden løfter også lidt af sløret for programmet på det kommende landsmøde.

Sammen med transportordfører Jens Meilvang ser Rasmus Ulstrup og Mikkel Andersson desuden nærmere på Danmarks offentlige infrastruktur, der halter trods rekordhøje skatter. Hvorfor skal danskerne eksempelvis betale 600 mio. til PostNord, når private også kan udbringe pakker?

Medvirkende:

Alex Vanopslagh, formand
Jens Meilvang, transportordfører (bl.a.)
Rasmus Ulstrup, politisk rådgiver

Vært: 

Mikkel Andersson

Uskyldige vil ende i skatteklemme med ny kryptobeskatning

Carl Andersen & Steffen Frølund
4. november 2024

SVM-regeringen vil indføre lagerbeskatning af kryptovaluta. Sker det, vil det afføde endnu flere skandalesager om sagesløse danskere, der skal betale skat af penge, de aldrig har tjent

Bitcoin er ikke “rigtige” penge, og derfor er en kursgevinst på disse eller andre kryptovalutaer som udgangspunkt ikke skattepligtige. Sådan lød meldingen fra Skatterådet i 2014. Men selvom man måske kunne forledes til at tro på en officiel melding fra de danske myndigheder, er det desværre noget, man skal være forsigtig med, når det kommer til vores skatteregler. For der skulle ikke gå mere end et par år, før meldingen pludselig var en helt anden.

Nu var kursgevinster på kryptovaluta som udgangspunkt alligevel blevet skattepligtige. For som vi kender det fra skandalerne med ejendomsskatterne (hvor tilfældige borgere tvinges til at betale skat for 13 af deres naboer) eller i udbytteskatteskandalerne (hvor kriminelle kan tømme statskassen for milliardbeløb), sejler vores skattelovgivning også, når det kommer til kryptovaluta.

Et farligt skridt Vores nyudklækkede skatteminister, Rasmus Stoklund (S), har nemlig netop annonceret, at man vil gennemføre lagerbeskatning på kryptovaluta, så danskere i fremtiden skal beskattes af deres værdistigninger hvert år, uanset om de har solgt deres kryptovaluta eller ej. Hvad vil det betyde i praksis? Lad os komme med et eksempel. Forestil dig, at du i 2014 købte én bitcoin til en værdi af 1000 kr. i den tro, at en eventuel gevinst var skattefri, og denne ved udgangen af år 2026 er steget til en værdi på 100.000. Med skatteministerens nye forslag vil du nu skulle betale skat af en fortjeneste på 99.000 – også selvom du end ikke har solgt din bitcoin og altså derfor ikke har tjent pengene endnu.

Forslaget vil gå ud over op til hundredtusindvis af danskere, der i god tro har investeret i henhold til gældende lovgivning, som imidlertid pludselig viser sig at blive ændret med tilbagevirkende kraft. Og Danmark vil i så fald blive det første land i verden, der gennemfører lagerbeskatning på kryptovaluta. Det er et farligt skridt i den forkerte retning. Bedst for hvem? Der er allerede i forvejen masser af problemer med vores eksisterende skatteregler for kryptovaluta, som regeringen burde få ryddet op i, før de laver flere tossede regler, som bare vil gøre ondt værre.

I dag er krypto nemlig realisationsbeskattet efter reglerne om spekulation, så man kun skal betale skat af en kursgevinst, hvis den pågældende valuta faktisk er blevet solgt. Det er fornuftigt, da det minder om den lovgivning, som vi kender fra aktier eller konventionelle valutaer.

Problemet er blot, at den nuværende realisationsbeskatning for krypto også er asymmetrisk beskattet, så beskatningen af gevinster er væsentligt højere end fradraget ved tab. Gevinster for handel med kryptovaluta bliver nemlig beskattet med op til 53 pct., mens man kun kan få fradrag for 26 pct. af sine tabte penge. Derfor kan man ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge på sine investeringer. Denne tossede asymmetri førte i 2022 til, at folkeskolelæreren Rune Christiansen fik en skattegæld på 2,8 mio. kr. for handel med kryptoaktiver, som han aldrig har tjent penge på.

Hvis regeringen ender med at stemme sit forslag igennem, kommer vi til at se mange flere skrækhistorier som denne, hvilket vil gå ud over de 300.000 danskere, svarende til 7 pct. af den voksne befolkning, der i dag ejer krypto. Og selv hvis Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er bedøvende ligeglade med, at så mange danskere vil blive klemt af deres nye regler, vil den fremtidige lagerbeskatning også være et problem af praktiske årsager.

For som påpeget af skatteeksperter vil et fremtidigt system med lagerbeskatning nemlig forudsætte, at man har automatiske tredjepartsindberetninger, hvis både borgerne og staten skal kunne henholdsvis betale og opkræve det rette beløb til skat. Men problemet er blot, at myndighederne ikke har lavet regler om tredjepartsindberetninger for de private wallets, hvor kryptovaluta typisk bliver opbevaret.

I modsætning til hvis man handler med værdipapirer gennem en bank, som løbende sørger for at indberette relevant information til myndighederne, vil lovlydige borgere altså skulle betale lagerbeskatning af et aktiv, hvis værdi de selv er ansvarlige for at angive. Det lyder skørt, men på området for beskatning af kryptovaluta er dét standarden. For fællesnævneren i de sidste ti års skandaler om kryptobeskatning er, at de ansvarlige politikere synes at gå mere op i at tjene systemets bekvemmelighed end at gøre det, der vil være bedst for danskerne.

Det er regeringens nye forslag endnu et eksempel på. Men sådan behøver det selvfølgelige ikke at være. Det er trods alt skattesystemet, der er sat i verden for at tjene danskerne – og ikke omvendt. Måske regeringen ville gøre ret i at skrive sig det princip bag øret, før 300.000 danskere risikerer at komme i klemme af deres ny lov om lagerbeskatning på krypto? “C Man kan ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge”.

Den nuværende beskatning af krypto er asymmetrisk, så gevinster beskattes højere end fradraget ved tab.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4. november 2024)