Lad os gøre som finnerne og få sænket selskabs­skatten

Steffen Frølund & Pernille Vermund
7. maj 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat bør Danmark vågne op og følge finnernes eksempel og sænke den.

Ræsonnementet bag en høj selskabsskat kan umiddelbart lyde tillokkende.For hvis vi kan få virksomhederne til at betale høje skattesatser, kan vi jo potentielt selv slippe for at betale regningen for det offentliges forbrug.

Problemet er blot, at tingene selvfølgelig ikke forholder sig så simpelt i virkelighedens verden.

For når virksomheder bliver mødt med en høj selskabsskat, fortsætter de ikke deres virke og fremvækst ufortrødent. De investerer mindre, de tager færre risici, de skaber mindre vækst, og de kreerer færre vellønnede job.

En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

Den kendsgerning har vores nordiske kollegaer i Finland taget bestik af.

Derfor er den finske regering aktuelt i gang med at forberede en større skattereform , hvor selskabsskatten sænkes fra 20 til 18 pct., og hvor der desuden skæres godt og vel 8 mia. kr. af skatten på finnernes arbejde.

I samme tråd har Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, meddelt, at den tyske regering ønsker at sænke selskabsskatten med 5 procentpoint.

Det kunne vi med fordel tage ved lære af i Danmark, hvor selskabsskattesatsen på 22 pct. i forvejen er 4 procentpoint højere end finnernes.

Dertil er den danske sats uændret i snart et årti siden det seneste lille spring ned ad skattestigen fra 2015 (23,5 pct.) til 2016 (22 pct.). En stilstand, der i øvrigt gør Mette Frederiksen til den eneste danske regeringsleder siden Poul Schlüter, som ikke har sænket selskabsskatten

I Liberal Alliance præsenterede vi for nylig vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en stribe af andre tiltag netop foreslår at finde finansiering til at gøre finnerne kunsten efter ved at sænke den danske selskabsskat til 18 pct.

Og hvorfor foreslår vi så egentlig det?

Det gør vi, fordi det vil gøre Danmark rigere, stærkere og friere, i en tid hvor vi akut har brug for at iværksætte en markant økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct. Det er med andre ord sund fornuft, som vil komme både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig

Onde tunger vil selvsagt postulere, at statskassen drager større fordel af en høj selskabsskat, men det er et argument, som ikke har hold i virkeligheden.

For Danmark har for det meste fulgt den internationale trend siden udgangen af 1980’erne og reduceret satsen kraftigt, idet den lød på hele 50 pct. tilbage i 1989 – og resultaterne har som følge talt for sig selv: Større produktivitet, højere lønninger, stærkere konkurrencedygtighed og ultimativt flere indtægter til statskassen.

Og hvis vi i Danmark ikke skal halte efter vores konkurrenter, er og bliver det afgørende, at vi tager bestik af vores omgivelser og bevarer vores konkurrencedygtighed.

Det forudsætter, at vi ikke hviler på laurbærrene, når eksempelvis finnerne og tyskerne rykker på sig, men i stedet anser det som en anledning til at genbesøge ét af de værktøjer, som har sat allermest effektivt skub i udviklingen af Danmarks vækst og velstand gennem de sidste fire årtier.

Særligt ikke når vi for længst har måttet konstatere, at for mange virksomheder forlader Danmark, og at for få vokser sig store, før de vælger at flyve fra reden.

Nogle vælger at blive børsnoteret i udlandet.

Andre bliver opkøbt af udenlandske investorer og flytter hovedsædet til den anden side af Atlanterhavet.

Sådan en udvikling sker ikke i et vakuum, og ditto finder den ikke sted på baggrund af en vilkårlig tilfældighed.

Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark generelt tilbyder erhvervslivet en af de tungeste beskatninger iblandt OECD-landene.

Og når man kobler de ugunstige skatteforhold sammen med den kolossale fremvækst af bøvl, byrder og bureaukrati, vil regnestykket som regel til syvende og sidst pege flere og flere af vores dygtige virksomheder og iværksættere i en anden retning end Danmarks.

Bevares, der skal mere til for at vende udviklingen end en lempelse af selskabsskatten. Men en lavere selskabsskat vil ikke desto mindre have så væsentlige, direkte såvel som afledte effekter, at tiltaget vil have en mærkbar, positiv effekt på dansk økonomi.

Og hvis vi en skønne dag kan gå skridtet længere og forfølge flere af vores forslag i Liberal Alliances økonomiske plan , begynder det for alvor at batte noget.

Her foreslår vi nemlig endvidere bl.a. en lavere aktie- og kapitalbeskatning, markante skattelettelser på arbejde, en afskaffelse af toptopskatten og en omkalfatrende afbureaukratisering i form af en bindende bureaukratilov , der én gang for alle vil gøre op med Mette Frederiksens evindelige bureaukratinøl.
(Indlæg bragt i Børsen 6. maj)

Alliancen: Så er det nu, vi genstarter Danmark

Liberal Alliance
27. marts 2025

Liberal Alliance har lanceret en ambitiøs reformplan: Skatten skal ned med 50 milliarder, bureaukratiet skæres, og erhvervslivet sættes fri. Alex Vanopslagh er i studiet og forklarer hvorfor – og hvad han mener med politisk generøsitet. Formanden løfter også lidt af sløret for programmet på det kommende landsmøde.

Sammen med transportordfører Jens Meilvang ser Rasmus Ulstrup og Mikkel Andersson desuden nærmere på Danmarks offentlige infrastruktur, der halter trods rekordhøje skatter. Hvorfor skal danskerne eksempelvis betale 600 mio. til PostNord, når private også kan udbringe pakker?

Medvirkende:

Alex Vanopslagh, formand
Jens Meilvang, transportordfører (bl.a.)
Rasmus Ulstrup, politisk rådgiver

Vært: 

Mikkel Andersson

Uskyldige vil ende i skatteklemme med ny kryptobeskatning

Carl Andersen & Steffen Frølund
4. november 2024

SVM-regeringen vil indføre lagerbeskatning af kryptovaluta. Sker det, vil det afføde endnu flere skandalesager om sagesløse danskere, der skal betale skat af penge, de aldrig har tjent

Bitcoin er ikke “rigtige” penge, og derfor er en kursgevinst på disse eller andre kryptovalutaer som udgangspunkt ikke skattepligtige. Sådan lød meldingen fra Skatterådet i 2014. Men selvom man måske kunne forledes til at tro på en officiel melding fra de danske myndigheder, er det desværre noget, man skal være forsigtig med, når det kommer til vores skatteregler. For der skulle ikke gå mere end et par år, før meldingen pludselig var en helt anden.

Nu var kursgevinster på kryptovaluta som udgangspunkt alligevel blevet skattepligtige. For som vi kender det fra skandalerne med ejendomsskatterne (hvor tilfældige borgere tvinges til at betale skat for 13 af deres naboer) eller i udbytteskatteskandalerne (hvor kriminelle kan tømme statskassen for milliardbeløb), sejler vores skattelovgivning også, når det kommer til kryptovaluta.

Et farligt skridt Vores nyudklækkede skatteminister, Rasmus Stoklund (S), har nemlig netop annonceret, at man vil gennemføre lagerbeskatning på kryptovaluta, så danskere i fremtiden skal beskattes af deres værdistigninger hvert år, uanset om de har solgt deres kryptovaluta eller ej. Hvad vil det betyde i praksis? Lad os komme med et eksempel. Forestil dig, at du i 2014 købte én bitcoin til en værdi af 1000 kr. i den tro, at en eventuel gevinst var skattefri, og denne ved udgangen af år 2026 er steget til en værdi på 100.000. Med skatteministerens nye forslag vil du nu skulle betale skat af en fortjeneste på 99.000 – også selvom du end ikke har solgt din bitcoin og altså derfor ikke har tjent pengene endnu.

Forslaget vil gå ud over op til hundredtusindvis af danskere, der i god tro har investeret i henhold til gældende lovgivning, som imidlertid pludselig viser sig at blive ændret med tilbagevirkende kraft. Og Danmark vil i så fald blive det første land i verden, der gennemfører lagerbeskatning på kryptovaluta. Det er et farligt skridt i den forkerte retning. Bedst for hvem? Der er allerede i forvejen masser af problemer med vores eksisterende skatteregler for kryptovaluta, som regeringen burde få ryddet op i, før de laver flere tossede regler, som bare vil gøre ondt værre.

I dag er krypto nemlig realisationsbeskattet efter reglerne om spekulation, så man kun skal betale skat af en kursgevinst, hvis den pågældende valuta faktisk er blevet solgt. Det er fornuftigt, da det minder om den lovgivning, som vi kender fra aktier eller konventionelle valutaer.

Problemet er blot, at den nuværende realisationsbeskatning for krypto også er asymmetrisk beskattet, så beskatningen af gevinster er væsentligt højere end fradraget ved tab. Gevinster for handel med kryptovaluta bliver nemlig beskattet med op til 53 pct., mens man kun kan få fradrag for 26 pct. af sine tabte penge. Derfor kan man ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge på sine investeringer. Denne tossede asymmetri førte i 2022 til, at folkeskolelæreren Rune Christiansen fik en skattegæld på 2,8 mio. kr. for handel med kryptoaktiver, som han aldrig har tjent penge på.

Hvis regeringen ender med at stemme sit forslag igennem, kommer vi til at se mange flere skrækhistorier som denne, hvilket vil gå ud over de 300.000 danskere, svarende til 7 pct. af den voksne befolkning, der i dag ejer krypto. Og selv hvis Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er bedøvende ligeglade med, at så mange danskere vil blive klemt af deres nye regler, vil den fremtidige lagerbeskatning også være et problem af praktiske årsager.

For som påpeget af skatteeksperter vil et fremtidigt system med lagerbeskatning nemlig forudsætte, at man har automatiske tredjepartsindberetninger, hvis både borgerne og staten skal kunne henholdsvis betale og opkræve det rette beløb til skat. Men problemet er blot, at myndighederne ikke har lavet regler om tredjepartsindberetninger for de private wallets, hvor kryptovaluta typisk bliver opbevaret.

I modsætning til hvis man handler med værdipapirer gennem en bank, som løbende sørger for at indberette relevant information til myndighederne, vil lovlydige borgere altså skulle betale lagerbeskatning af et aktiv, hvis værdi de selv er ansvarlige for at angive. Det lyder skørt, men på området for beskatning af kryptovaluta er dét standarden. For fællesnævneren i de sidste ti års skandaler om kryptobeskatning er, at de ansvarlige politikere synes at gå mere op i at tjene systemets bekvemmelighed end at gøre det, der vil være bedst for danskerne.

Det er regeringens nye forslag endnu et eksempel på. Men sådan behøver det selvfølgelige ikke at være. Det er trods alt skattesystemet, der er sat i verden for at tjene danskerne – og ikke omvendt. Måske regeringen ville gøre ret i at skrive sig det princip bag øret, før 300.000 danskere risikerer at komme i klemme af deres ny lov om lagerbeskatning på krypto? “C Man kan ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge”.

Den nuværende beskatning af krypto er asymmetrisk, så gevinster beskattes højere end fradraget ved tab.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4. november 2024)

Den danske skattejungle er spækket med ulogisk lovgivning

Steffen Frølund
25. september 2024

Forestil dig, hvis du en dag åbnede din e-Boks til en besked fra skattevæsenet om, at du – foruden at betale din egen skat – også var blevet påtvunget at samle skatteregningen op for 13 af dine naboer.

En lignende oplevelse skete for nyligt for Gitta Ravn, der sidste år købte et hus i et nybygget boligområde i Odense. Gitta Ravn er nemlig havnet i en skatteklemme, hvor hun på grund af en fejl hos skattemyndighederne også hæfter for at betale sine naboers grundskyld. Og hun er langtfra den eneste, der er kommet i klemme af vores uigennemskuelige skattelovgivning, der er så kompliceret og omfattende, at end ikke myndighederne selv kan finde ud af at forvalte den. Også Ask Holm fra Roskilde har fået en regning på 159.000 kr., ligesom at Kristian Strunge fra Hvalsø er blevet påtvunget at skulle betale sit boligkvarters grundskyld , som løber op i mere end 36.000 kr. De her vanvittige sager er blot de seneste af en lang række eksempler på, at der er noget fuldstændig galt med den måde, vi har indrettet det danske skattesystem på. I januar kunne DR eksempelvis afsløre, at ejere af mindst 1000 individuelle ejendomme var kommet i en lignende klemme, hvor de på grund af en fejl i skattesystemet var tvunget til fortsat at betale ejendomsskat af en ejendom, som de for længst havde solgt. Og i september 2023 kom det frem, at mere end hver tredje ejendomsvurdering rammer forkert med mere end 20 pct. For den danske skattejungle er spækket med uigennemskuelig og ulogisk lovgivning, der fører til forfærdelige fejl, som rammer borgere, der ikke har andet valg end at adlyde det ansigtsløse bureaukratis kafkaske ordrer. Alle burde kunne se, at det ikke er en retsstat værdigt, hvis man på grund af systemets egne fejl påtvinges at skulle betale sine naboers skatter. Nu er spørgsmålet blot, om vores teknokratiske midterregering også har tænkt sig at rette op på fejlene, eller om man hellere vil sætte systemet før de borgere, der er kommet i klemme af skatteforvaltningens fejl.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. september 2024)

Fundamentet under tvivlsom top-topskat smuldrer

Steffen Frølund
18. december 2023

Hvis Danmark skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde, bør vi ikke udskamme flid med en strafskat.

I Liberal Alliance forlod vi skatteforhandlingerne, fordi regeringen dumstædigt insisterede på den nye millionærskat, også kendt som toptopskatten. Over de sidste par måneder er der ellers kommet massiv kritik fra virksomheder, de økonomiske vismænd og diverse organisationer. Det har gjort indtryk på mange, men ikke på regeringen og aftalepartierne bag den nye skattereform.

Ny forskning viser, at højtlønnede danskere reagerer langt mere på skattelettelser, end hvad man tidligere har antaget. Det er resultatet af en undersøgelse fra de danske topøkonomer Henrik Kleven, der er professor ved Princeton University, og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, der er professor ved Københavns Universitet. Derfor har vi i Liberal Alliance bedt Skatteministeriet beregne, hvad de økonomiske konsekvenser af både topskatten og toptopskatten er, når man tager højde for den nyeste forskning på området.

Svaret er nedslående læsning for alle, der går op i, at staten har tilstrækkeligt sunde finanser til, at velfærdsstatens tandhjul også vil dreje rundt i fremtiden. For hvis forskningen holder vand, kommer staten nemlig til at tabe mellem 3 og 17 mia. kr. hvert eneste år af at indkræve topskat, og vi vil i bedste fald få sølle 100 mio. og i værste fald tabe 400 mio. kr. om året af toptopskatten.

Juridisk makværk

Det seneste skud på stammen af forskning i indkomstelasticitet dokumenterer nemlig, at danskerne arbejder hårdere samt går mere målrettet efter forfremmelser end hidtil antaget. Det betyder altså i praksis, at både top- og toptopskatten er så skadelige for danskernes virkelyst, at staten risikerer at tabe penge på at indkræve disse skatter. Det har hele tiden været sådan, at der især i toptopskattens tilfælde malede sig et billede af et juridisk makværk, hvor skatten snarere blev indført for at sende et symbolpolitisk signal end for at bringe penge i statskassen. Som også flere medier har kunnet berette om, kan 3800 af de 8600 danskere, der forventes at blive ramt af toptopskattens hammer, nemlig fuldstændig lovligt undgå skatten. Det skyldes, at en betragtelig del af disse højproduktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Men at også topskatten nu risikerer at være en bragende underskudsforretning, er en nyhed, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle uanset deres politiske overbevisning. For dét, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af. Det er derfor, man indfører særlige skatter på produkter som benzin, sukker eller cigaretter.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der derfor ikke mange gode argumenter for at indføre en særlig strafskat på de danskere, der arbejder hårdest – og slet ikke, hvis vi sågar risikerer at tabe penge på det, som forskningen nu indikerer. Men alt det her ved SVM-regeringen selvfølgelig udmærket godt i forvejen.

Så hvordan kan det være, at de alligevel insisterer på at bevare topskatten og indføre en ny toptopskat? Svaret er på grund af det symbolpolitiske signal, skatterne sender. “Danmark er for lille et land til store forskelle,” som Socialdemokratiets fortærskede slagord lyder. Det handler om, at der helst ikke må være nogen, der tjener mere end andre, fordi ulighed i sig selv betragtes som et onde. Og så vil man desværre hellere have en situation, hvor vi alle bliver fattigere, end en situation, hvor vi alle bliver rigere, men hvor nogen blot bliver rigere end andre.

Problemet med dette argument om at begrænse uligheden er blot, at det ikke overlever et nærmere eftersyn. Danmark er i forvejen et af verdens mest lige lande, og med en indførelse af toptopskatten vil ginikoefficienten, der måler samfundets ulighed, kun flytte sig fra 30,28 til 30,22.

Absurdteater

I stedet for at sende et forargelsespopulistisk signal om, at de mest hårdtarbejdende danskere ikke må tjene mange flere penge end andre, bør vi snarere være glade for, at der stadig findes dygtige mennesker, der skaber nok værdi for andre, til at de også selv får en høj indtægt. For de danskere, der kan se frem til at betale toptopskat, sender allerede mere end 18 gange så mange penge i statskassen som den gennemsnitlige dansker.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde en indsats til gavn for os alle, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat. Og hvis konsekvensen af at indkræve top- og toptopskat er, at staten ligefrem kommer til at tabe penge, der kunne have finansieret mere velfærd, må selv de mest hårdnakkede gammelkommunister i Enhedslistens bagland kunne se, at der er noget helt galt. Andre partier har vurderet, at de gerne ville æde dén skovsnegl. Dem om det, men toptopskatten er et politisk absurdteater, vi ikke vil være med i.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. december 2023)

Derfor er top-topskatten så skadelig

Alex Vanopslagh
27. oktober 2023

Da Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre for knap ét år siden begravede de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen, besluttede de at indføre en særlig top-topskat.

Det var simpelthen dét, landet med nogle af verdens højeste skatter og et komplet uoverskueligt skattesystem havde brug for: endnu en skat.

Så når top-topskatten inden længe bliver stemt igennem, vil Danmarks mest produktive personer i fremtiden skulle betale en særskat på 61 pct. af deres indkomst over 2,5 mio. kr. Det er en historisk dårlig idé, der vil sende forsvindende få penge i statskassen, svække Danmarks konkurrenceevne, afskrække fremtidens talenter fra hårdt arbejde og slå revner i det økonomiske fundament, som morgendagens velstand og velfærd bygger på.

Nu kunne man mene, at alle mine indvendinger er ligegyldige, fordi det er det moralsk rigtige, at de rigeste generelt skal bidrage mere til statskassen – jeg er ikke enig, men jeg anerkender, at synspunktet findes.

Men i så fald er top-topskatten en meget, meget tynd kop te. Ifølge Finansministeriets beregninger vil top-topskatten indbringe 0,5 mia. om året i provenu, hvilket udgør beskedne 0,06 pct. af Danmarks årlige budget på mere end 1.210 mia. Det er cirka det halve af, hvad staten hvert år får ind fra afgiften på ledningsført vand – en afgift, som de færreste overhovedet kender til.

Men ikke nok med at provenuet er forsvindende lille, så vil 3.800 af de 8.600 danskere, der bliver ramt af top-topskattens hammer, fuldstændig lovligt kunne undgå skatten. Det skyldes nemlig, at en stor del af landets mest produktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Blandt de 100 rigeste danskere vil 98 være i stand til at bruge denne finte og dermed slippe for SVM-regeringens strafskat fuldstændig lovligt.

Top-topskatten er altså også et juridisk makværk, hvilket blandt mange andre har fået selv Pelle Dragsted – der ellers ikke ligefrem plejer at brokke sig over højere skattesatser – til at kritisere den. Men alligevel insisterer regeringspartierne indædt på, at top-topskatten er nødvendig, hvis man skal kunne finansiere andre ting. Problemet med det argument er bare, at statskassen bugner af penge.

Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia., fordi staten løbende opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til.

Hvis regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for at holde velfærdssamfundets tandhjul i gang, kunne man i det mindste forstå logikken. Men når den danske stat bogstaveligt talt har 128 gange så mange penge stående frem til år 2030, som indtægterne fra top-topskatten vil indbringe, holder heller ikke dette argument vand.

Så hvordan kan det være, at regeringen alligevel insisterer på at indføre top-topskatten, selvom den sender så godt som ingen penge i statskassen og skader vores økonomi? Svaret er selvfølgelig på grund af det signal, top-topskatten sender.

Har man fulgt med i den offentlige debat, kan man næppe have undgået at høre Socialdemokratiets fortærskede refræn om, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Men hvis argumentet for at indføre top-topskatten er, at man gerne vil begrænse uligheden, overlever heller ikke denne pointe et nærmere eftersyn.

Gini-koefficienten, der måler uligheden i samfundet, vil nemlig kun flytte sig fra 30,28 til 30,22 som følge af top-topskatten. Præcis ligesom med top-topskattens forsvindende lille provenu vil den altså heller ikke i praksis have nogen effekt på uligheden.

Men den vil imidlertid have en effekt på det danske erhvervslivs muligheder for at udklække og fastholde talenter og topledere.

For når landets mest produktive i fremtiden kan se frem til at modtage en ekstraregning, når lønsedlen i slutningen af måneden tikker ind i e-boksen, formindsker det selvfølgelig tilskyndelsen til at være en af dem, der bidrager mest til samfundet.

Danmark er i forvejen plaget af et af verdens højeste skattetryk, hvilket er en hæmsko for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. På dette bagtæppe indførte man tidligere den såkaldte forsker-skatteordning, hvor udlændinge, der får et vellønnet job i Danmark, kan slippe med en særligt lav skat på 33 pct. de første syv år i landet.

Det formilder naturligvis visse af top-topskattens konsekvenser. Men det betyder omvendt også, at top-topskatten kommer til at fungere som en særskat på danskfødte specialister og topledere, der ikke kan drage fordel af forsker-skatteordningen.

Hvad har de gjort Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, siden så lille og specifik en gruppe skal have sin helt egen specialdesignede strafskat? Det er en underligt hetzende måde at føre politik på.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have færre til at ryge, begrænse folks indtag af sukker eller mindske forbruget af benzin? Man pålægger disse produkter særskatter. For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der således ikke meget fornuft i at indføre en særlig strafskat på de mest produktive danskere.

De danskere, der står til at betale top-topskat, sender i forvejen mere end 18 gange så mange penge i statskassen, som den gennemsnitlige skatteyder gør.

I stedet for at sende et falsk signal om, at de mest produktive danskere skal bidrage mere, end de gør i forvejen, bør vi snarere være glade for, at der findes dygtige og hårdtarbejdende personer, der skaber nok værdi for andre til, at de også selv får en høj indtægt.

Men med top-topskatten sender vi politikere et signal om, at det ikke i fremtiden vil kunne betale sig at være én af Danmarks mest flittige og virkelystne ildsjæle.

Med en skattesats på mere end 60 pct. vil man både mandag, tirsdag og onsdag gå på arbejde for at betale for staten, før man endelig om torsdagen og fredagen kan få lov til at arbejde for sig selv og sine nærmeste.

Hvis Danmark i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at dygtiggøre sig, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat.

For top-topskatten vil ikke blot være en møllesten om halsen på de mest bidragende danskere, en klods om benet på erhvervslivet og en hæmsko for, at Danmarks næste Novo, Mærsk eller Lego ser dagens lys. Den vil også stå som et monument for, at SVM-regeringens egne selvglade fortælling er det rene blændværk – regeringen hen over midten blev dannet på dén påstand, at den kunne frigøre sig fra populisme og taktik, men top-topskatten er topmålet af netop dét.

En regering, der var afhængig af Liberal Alliances mandater for at føre sin politik, ville aldrig slippe afsted med noget så tosset.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2023).