Fundamentet under tvivlsom top-topskat smuldrer

Steffen Frølund
18. december 2023

Hvis Danmark skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde, bør vi ikke udskamme flid med en strafskat.

I Liberal Alliance forlod vi skatteforhandlingerne, fordi regeringen dumstædigt insisterede på den nye millionærskat, også kendt som toptopskatten. Over de sidste par måneder er der ellers kommet massiv kritik fra virksomheder, de økonomiske vismænd og diverse organisationer. Det har gjort indtryk på mange, men ikke på regeringen og aftalepartierne bag den nye skattereform.

Ny forskning viser, at højtlønnede danskere reagerer langt mere på skattelettelser, end hvad man tidligere har antaget. Det er resultatet af en undersøgelse fra de danske topøkonomer Henrik Kleven, der er professor ved Princeton University, og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, der er professor ved Københavns Universitet. Derfor har vi i Liberal Alliance bedt Skatteministeriet beregne, hvad de økonomiske konsekvenser af både topskatten og toptopskatten er, når man tager højde for den nyeste forskning på området.

Svaret er nedslående læsning for alle, der går op i, at staten har tilstrækkeligt sunde finanser til, at velfærdsstatens tandhjul også vil dreje rundt i fremtiden. For hvis forskningen holder vand, kommer staten nemlig til at tabe mellem 3 og 17 mia. kr. hvert eneste år af at indkræve topskat, og vi vil i bedste fald få sølle 100 mio. og i værste fald tabe 400 mio. kr. om året af toptopskatten.

Juridisk makværk

Det seneste skud på stammen af forskning i indkomstelasticitet dokumenterer nemlig, at danskerne arbejder hårdere samt går mere målrettet efter forfremmelser end hidtil antaget. Det betyder altså i praksis, at både top- og toptopskatten er så skadelige for danskernes virkelyst, at staten risikerer at tabe penge på at indkræve disse skatter. Det har hele tiden været sådan, at der især i toptopskattens tilfælde malede sig et billede af et juridisk makværk, hvor skatten snarere blev indført for at sende et symbolpolitisk signal end for at bringe penge i statskassen. Som også flere medier har kunnet berette om, kan 3800 af de 8600 danskere, der forventes at blive ramt af toptopskattens hammer, nemlig fuldstændig lovligt undgå skatten. Det skyldes, at en betragtelig del af disse højproduktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Men at også topskatten nu risikerer at være en bragende underskudsforretning, er en nyhed, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle uanset deres politiske overbevisning. For dét, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af. Det er derfor, man indfører særlige skatter på produkter som benzin, sukker eller cigaretter.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der derfor ikke mange gode argumenter for at indføre en særlig strafskat på de danskere, der arbejder hårdest – og slet ikke, hvis vi sågar risikerer at tabe penge på det, som forskningen nu indikerer. Men alt det her ved SVM-regeringen selvfølgelig udmærket godt i forvejen.

Så hvordan kan det være, at de alligevel insisterer på at bevare topskatten og indføre en ny toptopskat? Svaret er på grund af det symbolpolitiske signal, skatterne sender. “Danmark er for lille et land til store forskelle,” som Socialdemokratiets fortærskede slagord lyder. Det handler om, at der helst ikke må være nogen, der tjener mere end andre, fordi ulighed i sig selv betragtes som et onde. Og så vil man desværre hellere have en situation, hvor vi alle bliver fattigere, end en situation, hvor vi alle bliver rigere, men hvor nogen blot bliver rigere end andre.

Problemet med dette argument om at begrænse uligheden er blot, at det ikke overlever et nærmere eftersyn. Danmark er i forvejen et af verdens mest lige lande, og med en indførelse af toptopskatten vil ginikoefficienten, der måler samfundets ulighed, kun flytte sig fra 30,28 til 30,22.

Absurdteater

I stedet for at sende et forargelsespopulistisk signal om, at de mest hårdtarbejdende danskere ikke må tjene mange flere penge end andre, bør vi snarere være glade for, at der stadig findes dygtige mennesker, der skaber nok værdi for andre, til at de også selv får en høj indtægt. For de danskere, der kan se frem til at betale toptopskat, sender allerede mere end 18 gange så mange penge i statskassen som den gennemsnitlige dansker.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde en indsats til gavn for os alle, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat. Og hvis konsekvensen af at indkræve top- og toptopskat er, at staten ligefrem kommer til at tabe penge, der kunne have finansieret mere velfærd, må selv de mest hårdnakkede gammelkommunister i Enhedslistens bagland kunne se, at der er noget helt galt. Andre partier har vurderet, at de gerne ville æde dén skovsnegl. Dem om det, men toptopskatten er et politisk absurdteater, vi ikke vil være med i.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. december 2023)

Derfor er top-topskatten så skadelig

Alex Vanopslagh
27. oktober 2023

Da Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre for knap ét år siden begravede de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen, besluttede de at indføre en særlig top-topskat.

Det var simpelthen dét, landet med nogle af verdens højeste skatter og et komplet uoverskueligt skattesystem havde brug for: endnu en skat.

Så når top-topskatten inden længe bliver stemt igennem, vil Danmarks mest produktive personer i fremtiden skulle betale en særskat på 61 pct. af deres indkomst over 2,5 mio. kr. Det er en historisk dårlig idé, der vil sende forsvindende få penge i statskassen, svække Danmarks konkurrenceevne, afskrække fremtidens talenter fra hårdt arbejde og slå revner i det økonomiske fundament, som morgendagens velstand og velfærd bygger på.

Nu kunne man mene, at alle mine indvendinger er ligegyldige, fordi det er det moralsk rigtige, at de rigeste generelt skal bidrage mere til statskassen – jeg er ikke enig, men jeg anerkender, at synspunktet findes.

Men i så fald er top-topskatten en meget, meget tynd kop te. Ifølge Finansministeriets beregninger vil top-topskatten indbringe 0,5 mia. om året i provenu, hvilket udgør beskedne 0,06 pct. af Danmarks årlige budget på mere end 1.210 mia. Det er cirka det halve af, hvad staten hvert år får ind fra afgiften på ledningsført vand – en afgift, som de færreste overhovedet kender til.

Men ikke nok med at provenuet er forsvindende lille, så vil 3.800 af de 8.600 danskere, der bliver ramt af top-topskattens hammer, fuldstændig lovligt kunne undgå skatten. Det skyldes nemlig, at en stor del af landets mest produktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Blandt de 100 rigeste danskere vil 98 være i stand til at bruge denne finte og dermed slippe for SVM-regeringens strafskat fuldstændig lovligt.

Top-topskatten er altså også et juridisk makværk, hvilket blandt mange andre har fået selv Pelle Dragsted – der ellers ikke ligefrem plejer at brokke sig over højere skattesatser – til at kritisere den. Men alligevel insisterer regeringspartierne indædt på, at top-topskatten er nødvendig, hvis man skal kunne finansiere andre ting. Problemet med det argument er bare, at statskassen bugner af penge.

Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia., fordi staten løbende opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til.

Hvis regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for at holde velfærdssamfundets tandhjul i gang, kunne man i det mindste forstå logikken. Men når den danske stat bogstaveligt talt har 128 gange så mange penge stående frem til år 2030, som indtægterne fra top-topskatten vil indbringe, holder heller ikke dette argument vand.

Så hvordan kan det være, at regeringen alligevel insisterer på at indføre top-topskatten, selvom den sender så godt som ingen penge i statskassen og skader vores økonomi? Svaret er selvfølgelig på grund af det signal, top-topskatten sender.

Har man fulgt med i den offentlige debat, kan man næppe have undgået at høre Socialdemokratiets fortærskede refræn om, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Men hvis argumentet for at indføre top-topskatten er, at man gerne vil begrænse uligheden, overlever heller ikke denne pointe et nærmere eftersyn.

Gini-koefficienten, der måler uligheden i samfundet, vil nemlig kun flytte sig fra 30,28 til 30,22 som følge af top-topskatten. Præcis ligesom med top-topskattens forsvindende lille provenu vil den altså heller ikke i praksis have nogen effekt på uligheden.

Men den vil imidlertid have en effekt på det danske erhvervslivs muligheder for at udklække og fastholde talenter og topledere.

For når landets mest produktive i fremtiden kan se frem til at modtage en ekstraregning, når lønsedlen i slutningen af måneden tikker ind i e-boksen, formindsker det selvfølgelig tilskyndelsen til at være en af dem, der bidrager mest til samfundet.

Danmark er i forvejen plaget af et af verdens højeste skattetryk, hvilket er en hæmsko for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. På dette bagtæppe indførte man tidligere den såkaldte forsker-skatteordning, hvor udlændinge, der får et vellønnet job i Danmark, kan slippe med en særligt lav skat på 33 pct. de første syv år i landet.

Det formilder naturligvis visse af top-topskattens konsekvenser. Men det betyder omvendt også, at top-topskatten kommer til at fungere som en særskat på danskfødte specialister og topledere, der ikke kan drage fordel af forsker-skatteordningen.

Hvad har de gjort Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, siden så lille og specifik en gruppe skal have sin helt egen specialdesignede strafskat? Det er en underligt hetzende måde at føre politik på.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have færre til at ryge, begrænse folks indtag af sukker eller mindske forbruget af benzin? Man pålægger disse produkter særskatter. For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der således ikke meget fornuft i at indføre en særlig strafskat på de mest produktive danskere.

De danskere, der står til at betale top-topskat, sender i forvejen mere end 18 gange så mange penge i statskassen, som den gennemsnitlige skatteyder gør.

I stedet for at sende et falsk signal om, at de mest produktive danskere skal bidrage mere, end de gør i forvejen, bør vi snarere være glade for, at der findes dygtige og hårdtarbejdende personer, der skaber nok værdi for andre til, at de også selv får en høj indtægt.

Men med top-topskatten sender vi politikere et signal om, at det ikke i fremtiden vil kunne betale sig at være én af Danmarks mest flittige og virkelystne ildsjæle.

Med en skattesats på mere end 60 pct. vil man både mandag, tirsdag og onsdag gå på arbejde for at betale for staten, før man endelig om torsdagen og fredagen kan få lov til at arbejde for sig selv og sine nærmeste.

Hvis Danmark i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at dygtiggøre sig, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat.

For top-topskatten vil ikke blot være en møllesten om halsen på de mest bidragende danskere, en klods om benet på erhvervslivet og en hæmsko for, at Danmarks næste Novo, Mærsk eller Lego ser dagens lys. Den vil også stå som et monument for, at SVM-regeringens egne selvglade fortælling er det rene blændværk – regeringen hen over midten blev dannet på dén påstand, at den kunne frigøre sig fra populisme og taktik, men top-topskatten er topmålet af netop dét.

En regering, der var afhængig af Liberal Alliances mandater for at føre sin politik, ville aldrig slippe afsted med noget så tosset.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2023).

Derfor er toptop­skatten en historisk dårlig idé

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund
21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).