Da Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre for knap ét år siden begravede de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen, besluttede de at indføre en særlig top-topskat.

Det var simpelthen dét, landet med nogle af verdens højeste skatter og et komplet uoverskueligt skattesystem havde brug for: endnu en skat.

Så når top-topskatten inden længe bliver stemt igennem, vil Danmarks mest produktive personer i fremtiden skulle betale en særskat på 61 pct. af deres indkomst over 2,5 mio. kr. Det er en historisk dårlig idé, der vil sende forsvindende få penge i statskassen, svække Danmarks konkurrenceevne, afskrække fremtidens talenter fra hårdt arbejde og slå revner i det økonomiske fundament, som morgendagens velstand og velfærd bygger på.

Nu kunne man mene, at alle mine indvendinger er ligegyldige, fordi det er det moralsk rigtige, at de rigeste generelt skal bidrage mere til statskassen – jeg er ikke enig, men jeg anerkender, at synspunktet findes.

Men i så fald er top-topskatten en meget, meget tynd kop te. Ifølge Finansministeriets beregninger vil top-topskatten indbringe 0,5 mia. om året i provenu, hvilket udgør beskedne 0,06 pct. af Danmarks årlige budget på mere end 1.210 mia. Det er cirka det halve af, hvad staten hvert år får ind fra afgiften på ledningsført vand – en afgift, som de færreste overhovedet kender til.

Men ikke nok med at provenuet er forsvindende lille, så vil 3.800 af de 8.600 danskere, der bliver ramt af top-topskattens hammer, fuldstændig lovligt kunne undgå skatten. Det skyldes nemlig, at en stor del af landets mest produktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Blandt de 100 rigeste danskere vil 98 være i stand til at bruge denne finte og dermed slippe for SVM-regeringens strafskat fuldstændig lovligt.

Top-topskatten er altså også et juridisk makværk, hvilket blandt mange andre har fået selv Pelle Dragsted – der ellers ikke ligefrem plejer at brokke sig over højere skattesatser – til at kritisere den. Men alligevel insisterer regeringspartierne indædt på, at top-topskatten er nødvendig, hvis man skal kunne finansiere andre ting. Problemet med det argument er bare, at statskassen bugner af penge.

Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia., fordi staten løbende opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til.

Hvis regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for at holde velfærdssamfundets tandhjul i gang, kunne man i det mindste forstå logikken. Men når den danske stat bogstaveligt talt har 128 gange så mange penge stående frem til år 2030, som indtægterne fra top-topskatten vil indbringe, holder heller ikke dette argument vand.

Så hvordan kan det være, at regeringen alligevel insisterer på at indføre top-topskatten, selvom den sender så godt som ingen penge i statskassen og skader vores økonomi? Svaret er selvfølgelig på grund af det signal, top-topskatten sender.

Har man fulgt med i den offentlige debat, kan man næppe have undgået at høre Socialdemokratiets fortærskede refræn om, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Men hvis argumentet for at indføre top-topskatten er, at man gerne vil begrænse uligheden, overlever heller ikke denne pointe et nærmere eftersyn.

Gini-koefficienten, der måler uligheden i samfundet, vil nemlig kun flytte sig fra 30,28 til 30,22 som følge af top-topskatten. Præcis ligesom med top-topskattens forsvindende lille provenu vil den altså heller ikke i praksis have nogen effekt på uligheden.

Men den vil imidlertid have en effekt på det danske erhvervslivs muligheder for at udklække og fastholde talenter og topledere.

For når landets mest produktive i fremtiden kan se frem til at modtage en ekstraregning, når lønsedlen i slutningen af måneden tikker ind i e-boksen, formindsker det selvfølgelig tilskyndelsen til at være en af dem, der bidrager mest til samfundet.

Danmark er i forvejen plaget af et af verdens højeste skattetryk, hvilket er en hæmsko for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. På dette bagtæppe indførte man tidligere den såkaldte forsker-skatteordning, hvor udlændinge, der får et vellønnet job i Danmark, kan slippe med en særligt lav skat på 33 pct. de første syv år i landet.

Det formilder naturligvis visse af top-topskattens konsekvenser. Men det betyder omvendt også, at top-topskatten kommer til at fungere som en særskat på danskfødte specialister og topledere, der ikke kan drage fordel af forsker-skatteordningen.

Hvad har de gjort Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, siden så lille og specifik en gruppe skal have sin helt egen specialdesignede strafskat? Det er en underligt hetzende måde at føre politik på.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have færre til at ryge, begrænse folks indtag af sukker eller mindske forbruget af benzin? Man pålægger disse produkter særskatter. For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der således ikke meget fornuft i at indføre en særlig strafskat på de mest produktive danskere.

De danskere, der står til at betale top-topskat, sender i forvejen mere end 18 gange så mange penge i statskassen, som den gennemsnitlige skatteyder gør.

I stedet for at sende et falsk signal om, at de mest produktive danskere skal bidrage mere, end de gør i forvejen, bør vi snarere være glade for, at der findes dygtige og hårdtarbejdende personer, der skaber nok værdi for andre til, at de også selv får en høj indtægt.

Men med top-topskatten sender vi politikere et signal om, at det ikke i fremtiden vil kunne betale sig at være én af Danmarks mest flittige og virkelystne ildsjæle.

Med en skattesats på mere end 60 pct. vil man både mandag, tirsdag og onsdag gå på arbejde for at betale for staten, før man endelig om torsdagen og fredagen kan få lov til at arbejde for sig selv og sine nærmeste.

Hvis Danmark i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at dygtiggøre sig, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat.

For top-topskatten vil ikke blot være en møllesten om halsen på de mest bidragende danskere, en klods om benet på erhvervslivet og en hæmsko for, at Danmarks næste Novo, Mærsk eller Lego ser dagens lys. Den vil også stå som et monument for, at SVM-regeringens egne selvglade fortælling er det rene blændværk – regeringen hen over midten blev dannet på dén påstand, at den kunne frigøre sig fra populisme og taktik, men top-topskatten er topmålet af netop dét.

En regering, der var afhængig af Liberal Alliances mandater for at føre sin politik, ville aldrig slippe afsted med noget så tosset.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2023).