Der er ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem

Henrik Dahl
18. december 2020

Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Som det allerede er blevet sagt flere gange: Udviklingen og udrulningen af en covid-19-vaccine på omkring et år er et farmaceutisk Apolloprogram.

For de yngre læsere kan jeg fortælle, at Apolloprogrammet blev annonceret af præsident John F. Kennedy i 1961: Inden 60erne var omme, skulle USA landsætte en rumskibsbesætning på månen og bringe den sikkert tilbage.

Trods en voldsom ulykke i begyndelsen af 1967, der kostede tre astronauter livet og satte Apolloprogrammet i stå i næsten to år, lykkedes projektet i 1969, da Neil Armstrong betrådte månen. Resten er, som man siger, historie.

Nu har indtil flere virksomheder i løbet af et års tid produceret en helt ny type af vaccine: den såkaldte mRNA-vaccine. Det er en højteknologisk tilgang, hvor man fra bunden konstruerer en stump genetisk kode og sender den ind i kroppen, så den kan aktivere immunsystemet. Og hvad mere er: Vaccinen er også godkendt. Ikke bare efter bogen, men med kliniske forsøg, der i omfang ligger langt over den acceptable bundgrænse.

Men med et problem løst, opstår der et nyt spørgsmål: Hvem skal have vaccinen?

Her er jeg ganske enig med regeringen – der i øvrigt følger noget, der begynder at ligne en standardprocedure. Vaccinen skal i første omgang gives til to grupper. For det første de mest sårbare ældre. For det andet det sundhedspersonale, der er fuldstændig afgørende for, at vi kan kontrollere epidemien.

At få beskyttet disse to grupper er noget, som nærmest ligner en bunden opgave. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

Men hvad så? Her er der flere overvejelser, man bør gøre sig.

For det første må vaccinen – i takt med, at flere doser bliver tilgængelige – ud til en stadigt større kreds. Stadig prioriteret ud fra, hvem der bliver mest syge, hvis uheldet er ude, og smitten rammer.

Men for det andet bør man indlede et analysearbejde, som kan føre frem til en forståelse for, hvordan vi gør den type af aktiviteter sikre, der i dag står sidst i køen til genåbning. Det vil sige: Hvordan gør vi igen rejseaktivitet – navnlig i fly – lige så sikkert, som det var før epidemien? Hvordan gør vi afholdelse af store messer og konferencer sikkert igen? Hvordan gør vi oplevelsesøkonomien i form af musikfestivaler og store sportsbegivenheder sikker igen?

Vi er meget langt fra den situation, at det sidste ord er sagt om disse problemer. Derfor er dette blot et indspil til samtalen.

Men for mig er der ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem. Det er noget, alle der har været på rejse til for eksempel Afrika eller Sydamerika kender. Skal man til Uganda eller Brasilien (landene er helt tilfældigt valgt), har det i årevis været sådan, at man først gik på nettet og fandt ud af, hvilke sygdomme det var obligatorisk at blive vaccineret imod. Så fandt man en udbyder; blev vaccineret og fik det hele omhyggeligt registreret i sit gule certifikat, som skulle med på rejsen.

Den model kunne man overveje at forfine og effektivisere. Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Oplevelsesøkonomien har – uforskyldt – spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af sygdommen. Uden effektiv immunisering vil den være svær at få i gang igen. Men i kraft af det farmaceutiske Apolloprogram, vil det også blive muligt. Håbet må være, at det allerede kan blive i 2022.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 17. december 2020.

Rigsret skal afgøre om Inger Støjberg er skyldig

Ole Birk Olesen
16. december 2020

Vi behandler alle regeringer ens. Det er uacceptabelt, hvis en regering ikke handler lovligt eller tværtimod ulovligt, uanset partifarve. Derfor mener Liberal Alliance, at der skal indledes en rigsretssag mod Inger Støjberg på baggrund af Instrukskommissionens fremlagte delrapport.

I en strafferetlig kontekst er Inger Støjberg ikke skyldig i noget, før en domstol har taget stilling til det. Og det er kun rigsretssagen, der kan sige, om Inger Støjberg er skyldig. Men det er Folketinget, der bestemmer, om der skal nedsættes en rigsretssag, og det er svært at undgå, når kritikken er så alvorlig.

Det er vigtigt med principper for politik, hvis det ikke skal blive den rene populisme fra sag til sag. Det er klart, at det er svært for de partier, der gerne vil slå på tromme for, at der skal være konsekvenser for Mette Frederiksens minkskandale, hvis de samtidig siger, at der ikke skal være nogen konsekvenser for den ulovlige måde at administrere på, som Inger Støjberg ifølge undersøgelseskommissionen har stået for og efterfølgende ikke talt sandt om.

Hvis almindelige borgere gør noget, der er ulovligt, skal de for en almindelig domstol, der afgør, om deres gerning er ulovlig, eller om de skal frifindes, og det er også det, der må ske her. For en ministers gerninger hedder sådan en domstol en rigsret.

Liberal Alliance ønsker alt det bedste for Venstre. Det er vores statsministerparti. Men det betyder ikke, at vi vil holde hånden under Venstre-politikere, hvis der er mistanke om, at de har brudt loven. De røde støttepartiers forkvaklede forsvar for Mette Frederiksens grundlovsbrud viser jo et klart eksempel på, at man forsøger at undslå sig at holde sin egen regering til ansvar for lovbrud.

Hvis vi ikke holder magthaverne ansvarlige og får undersøgt deres gerninger, når loven bliver brudt, står vi på systemets side. Også når sagen handler om ulovlig adskillelse af asylansøgere, uanset hvor enige, vi var i hensigten. Og det kan vi ikke være bekendt.
Liberal politik er, at målet aldrig helliger midlet. Heller ikke, når det gælder vores egne.

Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn

Henrik Dahl
30. november 2020

Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle, som vi ser i det såkaldte Inge Lehmann-program, beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.

Siden nytår har regeringen overtrådt grundlovens paragraf 62 ved at blande sig i domstolenes interne forhold. Og så har den overtrådt paragraf 73 ved at få minkavlerne til at afstå deres private ejendom uden lovgrundlag.

Dette er i sig selv alvorligt og en sag, hvorom det sidste ord ikke er sagt. Men i al ubemærkethed af minkskandalen viser et nyligt svar til mig fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at administrationen af det såkaldte Inge Lehmann-program også foregår på en måde, der givetvis er på kant med den gældende lovgivning.

For nye læsere skal forklares, at Inge Lehmann-programmet er et program, der har til formål at rette op på angivelige kønsubalancer på universiteterne. Ganske vist har kvinder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal bedre chancer end mænd for at få en forskerstilling, når de konkurrerer mod hinanden. Men et flertal i Folketinget har ikke desto mindre bestemt, at der foreligger et problem. Derfor blev der i 2019 bevilget omkring 20 millioner kroner til at afhjælpe ikke-problemet, og nu er der netop bevilget omkring det femdobbelte: 110 millioner.

Problemet er bare: Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn. Ligesom det ikke er lovligt at skabe en mekanisme, der »automatisk og ubetinget« – som Justitsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har formuleret det i en redegørelse til Folketinget – favoriserer det ene køn.

Derfor kan Inge Lehmann-programmet kun oprettes ved en dispensation fra Ligestillingslovens paragraf 3. Og selv efter dispensationen er givet, forudsættes det, at ansøgte midler tildeles til mænd, hvis de efter objektive kriterier er bedst kvalificeret.

Men hvordan gik det så rent faktisk, da midlerne bevilget i 2019 i løbet af i år blev fordelt? Det gik på følgende måde (og her citerer jeg fra det svar, jeg har modtaget fra forskningsministeren):

»Danmarks Frie Forskningsfond modtog til ansøgningsfristen den 26. marts 2020 388 Sapere Aude-ansøgninger, hvoraf 76 også indsendte en Inge Lehmann-ansøgning. Blandt Inge Lehmann-ansøgerne var der 63 kvinder og 13 mænd. 49 Sapere Aude-ansøgninger, og 14 medfølgende Inge Lehmann-ansøgninger, blev udvalgt til interview og efterfølgende endelig behandling.

Den endelige vurdering af Sapere Aude fandt sted den 4.-5. november 2020, hvor der blev truffet beslutning om bevilling til 35 ansøgere. Af disse havde 13 ansøgere også indsendt Inge Lehmann ansøgninger. 12 af disse ansøgere var kvinder.

Den endelig behandling af de 13 Inge Lehmann-ansøgninger fandt sted den 9. november. Der blev uddelt 5 bevillinger, og 2 ansøgninger blev sat på venteliste. De 5 bevillingsmodtagere var alle kvinder«.

Under normale omstændigheder har mænd og kvinder i de senere år haft nogenlunde samme succesrate, når de søgte forskningsbevillinger.

Skønt det er ulovligt at give kvinder en »automatisk og ubetinget« fordel, viser ministersvaret, at det netop er tilfældet. Af det oprindelige ansøgerfelt på 63 kvinder og 13 mænd, ender tildelingen med 5 kvinder og nul mænd.

Det giver de kvindelige ansøgere til Inge Lehmann-programmet en succesrate på cirka 8 procent og de mandlige ansøgere en succesrate på 0 procent. Altså et markant anderledes udfald end de næsten ens succesrater, der har været gældende i årene 2016-2018.

Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.

Klumme udgivet i Berlingske d. 28. november 2020.

Mettes beslutning, Mettes ansvar

Alex Vanopslagh
27. november 2020

Alex Vanopslaghs hasteforespørgsel mm regeringens ageren i mink-gate.

Minkskandalen er et dystert monument over Mette Frederiksens politiske projekt

Alex Vanopslagh
25. november 2020

Med minkskandalen har vi set, at målet helliger midlet, når Mette Frederiksen påstår at passe på Danmark. Det ligger desværre fint i tråd med den socialdemokratiske filosofi, hun har regeret efter fra start.

Regeringen har brudt Grundloven og smadret en hel branche, hvilket har påført Danmark et tab på tusindvis af arbejdspladser, og statskassen kan se frem til at betale mellem 10 og 20 milliarder i (velfortjent) erstatning til minkavlerne. Og danskerne har fået et glimt af, hvad Mette Frederiksens politiske projekt egentlig går ud på.

”Det, der driver mig som statsminister, er et grundlæggende ønske om at passe på Danmark. Skal jeg have vished for, at jeg gør, hvad jeg kan for det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.”

Sådan sagde Mette Frederiksen sidste år til Berlingske – lang tid før coronakrisen. Og de seneste uger har vist, at hun mente det – hun har aflivet dansk minkavl med et fingerknips på et papirtyndt grundlag og uden lovhjemmel, et klokkeklart brud på Grundlovens §73. Og selv hvis vi tror på, at hun ikke var klar over regeringens lovbrud, så er det indiskutabelt, at hun lod ordren fortsætte efter, at hele Danmark vidste, den var ulovlig.

Det var altså en ”fejl” at udføre en ordre uden lovhjemmel, men åbenbart ikke en fejl, man ville rette. Hvis journalister eller folketingsmedlemmer spørger ind til det, bliver hun vred – hun har kaldt det et ”ejendommeligt” spørgsmål, for det handlede jo om folkesundheden.

Stor magt, intet ansvar
Mette Frederiksen fører en form for politik, hvor magten er koncentreret om hende selv, og målet i skræmmende høj grad helliger midlet. Hun tror hverken på borgerne eller på civilsamfundet. Hun tror på statens magt.

Som borgerlig-liberal tror jeg på, at staten skal beskytte borgernes liv, frihed og ejendom, og så ellers lade dem være i fred. Når staten skal gribe ind, skal der være tungtvejende argumenter og styr på retssikkerheden. Staten skal altså være dommer for fodboldkampen – og ikke den slags dommer, der braser ind på banen, tackler igennem, bærer bolden i mål med hænderne og udråber sig selv som vinder, sådan som Mette Frederiksen har for vane.

Danmark klarer sig godt under COVID-19-pandemien, hvis man sammenligner med andre lande. Det ser socialdemokraterne som deres succes, som statens succes. Liberale ser ansvarsfulde borgere, der har gjort deres for at undgå smitte. Og Mette Frederiksen bruger Danmarks relativt gode position til at affeje spørgsmål fra offentligheden og som undskyldning for sine mange fejltrin – grundlovsbrud, nedlukning af Nordjylland, en spildt sommer, svag smitteopsporing etc.

Og når tingene så går galt, er det bare fejl, og skal der endelig placeres et ansvar, er det på hendes ministre og embedsmænds skuldre. Det er det klassiske socialdemokratiske syn på ansvar.
Men det er for nemt at tro, at den samme magtkoncentration og principløshed i andre hænder ville blive forvaltet bedre. Det er selve filosofien, den er gal med, ikke bare personen i front.

Falsk tryghed
Det har altid skuret i mine ører, når politikere fra både højre og venstre lover danskerne tryghed. For tryghed er en følelse, og lover man danskerne tryghed, giver man dem i samme nu en grund til at føle sig utrygge.

Men løftet er tomt. Spørg bare vores minkavlere. Eller de tusindvis af andre erhvervsdrivende, der har oplevet såvel Mettes Frederiksens fikse skatteskrue som usaglige corona-restriktioner som eksempelvis den grundløse seksdagesregel i København, som regeringen selv fjernede igen. Eller spørg nordjyderne, der i to uger var underlagt pludselige restriktioner, som lige så pludseligt blev fjernet igen og med mageløs frækhed udråbt til en succes af regeringen. Ingen selvrefleksion. Man skulle ellers tro, at nordjyderne fortjente en klokkeklar undskyldning.

Den hårdtslående stats fejl
Det skal forestille at være mere effektivt, når Mette Frederiksens inderkreds træffer beslutningerne selv. Og måske bliver beslutninger truffet hurtigere, men ikke mere effektivt. Det er det liberale samfund, der er effektivt – det viser minkskandalen. Minkavlerne har fået lodret skiftende meldinger fra myndighederne, der er ikke erstatning på plads, forvirringen er total, og der er spredt syge mink på vejene.

Men i stedet for at se indad giver Mette Frederiksen selvfølgelig oppositionen skylden. Det burde faktisk ikke overraske, men jeg forundres alligevel over regeringens evne til at fremstille sig selv som den forurettede part.

Minkskandalen er et monument over Mette Frederiksens politiske projekt i al dets dystre magt og vælde. Det er på tide at tage folkestyret, friheden og ansvaret tilbage.

Klumme udgivet i Berlingske d. 25. november 2020.

Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut

Alex Vanopslagh
24. november 2020

Statsminister Mette Frederiksen slog allerede i marts fast, at hun og regeringen ville begå fejl i deres håndtering af coronakrisen. Det var en klædelig ydmyghed, som vi sjældent ser fra os politikere.

Men det er knapt så klædeligt, at hun åbenbart ikke udtrykker nogen stor vilje til at rette sine fejl og lære af dem. Og derfor kommer hun til at begå flere fejl – og de bliver mindst lige så katastrofale.

Jeg ville ønske, at jeg var overrasket.

Men det er jeg sådan set ikke.

Det er en uundgåelig konsekvens af, at Mette Frederiksen har samlet så meget magt om sig selv. Mette Frederiksen er trods alt blot et menneske.

Og vi mennesker begår fejl. Det er faktisk fejlbarligheden, der er med til at gøre os menneskelige.

Idéen med det liberale demokrati er, at ét menneske aldrig får lov til at udøve for stor magt over andre.

Derfor har vi en grundlov, vi har domstole, og vi har vores gode danske traditioner om debat og dialog mellem politikere – og mellem politikere og det samfund, de udøver magt over.

Vi har altså et dobbelt ansvar som politikere – at have en tæt dialog med hinanden, fordi vi repræsenterer forskellige holdninger, interesser og mennesker, og at have en tæt dialog med det, vi for en god ordens skyld kan kalde den virkelige verden.

Når man er i tæt dialog med de mennesker, som påvirkes af beslutningerne, får man som regel syn for, om man har begået fejl.

Desværre har danske politikere i årtier fjernet sig selv og deres embedsmænd mere og mere fra den dialog – og fejlene er derfor blevet flere og mere alvorlige.

Den udvikling skal Mette Frederiksen ikke have skylden for.

Men hun skal have skylden for, at dialogen i hendes regeringstid er blevet historisk dårlig – også før coronakrisen.

Hun har sat turbo på den proces, der nedbryder danskernes tillid til folkestyret.

Hun har udvidet Statsministeriets kontrol med politikken i uset grad og taget stram styring med hele staten, hun har reduceret fagministrene til de rene statister, og hun har fra første færd kørt Folketinget ud på et sidespor under coronakrisen med henvisning til, at tingene skulle gå stærkt.

Vi husker alle de stribevis af pressemøder, hvor Mette Frederiksen har tonet frem som landsmoderlig skikkelse, der med sikker hånd fører landet gennem svære tider. Uden at informere Folketinget grundigt eller samvittighedsfuldt og med overvældende ugennemsigtighed og vilkårlighed – men med masser af empatisk udstråling og hjerter på sociale medier.

Men nu er maskeraden faldet.

Empatien er forsvundet, og kun styringen står tilbage.

Med stor magt følger et stort ansvar. Det forsøger hun nu at flygte fra i sagen om den grundlovsstridige instruks om at aflive alle mink i Danmark.

Spørgsmålene efter redegørelsen om minkskandalen tårner sig op.

Hun skal ikke slippe afsted med at ofre Mogens Jensen for sin egen beslutning. Nu skal vi have kulegravet hele forløbet og få sandheden frem. Det står dog allerede uomtvisteligt tilbage, at Mette Frederiksen bør gå af som statsminister – uanset om hun faktisk var vidende om den manglende lovhjemmel, eller hvis hun har skabt et klima, hvor hun tager grundlovsstridige beslutninger uden at blive sagt imod.

Når så meget magt koncentreres på så få hænder, så er vi alle prisgivet vores fejl og mangler. Og magthaverne er præcis lige så fejlbarlige mennesker som alle os andre.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i.

Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut.

Liberal Alliance er et lille parti, men vi står uforfærdet på folkestyret og borgernes side. Vi vil kæmpe det bedste, vi har lært, for at fravriste Mette Frederiksen sin ufortjente magt og tage folkestyret tilbage. For Danmarks skyld.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i. Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 22. november 2020.

Magten tilbage til folkestyret

Alex Vanopslagh
23. november 2020

Se Alex’ tale fra lørdagens demonstration for Grundlov og folkestyre.

Magten tilhører ikke Mette Frederiksen, den tilhører folkestyret. Nu er det på tide, at vi tager den tilbage, og hun og hendes regering står til ansvar for deres brud på Grundloven.

Kampen er kun lige begyndt.

Mette og magtens tredeling

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Mette Frederiksens respekt for Grundloven kan ligge på et lille sted. Desværre er hendes støttepartier ikke meget hjælp. Det er en massiv udfordring for magtens tredeling i et demokrati.

Siden Montesquieu i 1700-tallet første gang skrev om magtens tredeling, har det været en fast del af pensum i den elementære lære om politik i et velordnet demokratisk samfund.

Statsmagten er delt i tre – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I Danmark er det henholdsvis Folketinget, regering og domstolene, der til sammen udgør folkestyret.

Hvis vi nu springer let og elegant over detaljerne i, at den udøvende magt i et parlamentarisk system som det danske henter sit mandat fra den lovgivende magt, der vælges mindst hvert fjerde år ved folketingsvalg, og tingene dermed bliver mudrede, kan vi alligevel fæstne os ved, at magtens tredeling i Danmark er formuleret i Danmarks Riges Grundlov.

Det er det dokument, som Mette Frederiksen for tiden udviser enten en rystende mangel på forståelse eller endnu værre en decideret foragt for.

Jeg skal ikke kede Kontrasts velorienterede læsere med en minutiøs gennemgang af mink-skandalen, der i bedste fald er den mest alvorlige siden Tamilsagen, i værste fald siden Besættelsen. Det er nok at konstatere, at regeringen onsdag d. 4. november på et pressemøde for rullende kameraer udstedte en ordre om at aflive alle mink i Danmark, som den ikke havde lovhjemmel til. Den skinbarlige sandhed er, at den har fortsæt med at udøve ordren i lang tid efter, at det stod klart, at den manglende lovhjemmel – endda med hjælp fra bevæbnede mænd i politi og militær.

Grundlovens §73 slår fast, at den private ejendomsret ikke kan krænkes af staten uden lovhjemmel. Men Mette Frederiksen har netop ødelagt minkavlernes ejendom uden lovhjemmel, og har derfor ikke bare udsendt en ulovlig instruks – men en grundlovsstridig instruks.

Og hvad har støttepartiernes reaktion været? Enhedslisten har kaldt ”utjekket”, men det er måske heller ikke dem, man skal regne med i forsvaret for den private ejendomsret. Og sent mandag d. 16. november klappede regeringen sagen af med alle dens støttepartier – Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Der er altså lovhjemmel på vej, så skulle den sag vel være ude af verden?

Nej. Heldigvis ikke. Og nu må regeringens støttepartier virkelig gøre op med sig selv, om de vil takke med at være gummistempel for Mette Frederiksens dekreter, eller om de vil være med til at undersøge sagen til bunds og drage de nødvendige konsekvenser.
Ellers er magtens tredeling for alvor udfordret.

Men jeg tillader mig at være optimistisk på folkestyrets vegne: I sidste ende bliver det forhåbentlig en sag for den tredje statsmagt, domstolene, at vi kan få Mette Frederiksen og hendes regering draget til ansvar.

Blogindlæg udgivet på kontrast.dk d. 19. november 2020.

Mogens tager igen skraldet for Mette

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Siden sidste søndag har det været offentligt kendt, at instruksen ikke havde lovhjemmel. Alligevel har regeringen fortsat sine ulovlige handlinger.
Mogens Jensens forklaring i dagens samråd var de samme falske toner om fejl og folkesundhed, som vi har hørt igen og igen. At folkestyret er sat ud af kraft rører åbenbart ikke regeringen.