Retssikkerhed Arkiv - Side 4 af 6

Henrik Dahl

29. marts 2021

Som politiker har man en forpligtelse til at forsøge at være optimist og holde modet oppe. Ikke blot sit eget, men borgernes i almindelighed.

Alligevel hænder det, at man må spørge sig selv: Kan den orden, vi møjsommeligt – generation efter generation – har skabt, gå til grunde?

Selvfølgelig kan den det, hvis landet angribes af en udenlandsk fjende. Det så vi i Europa under Anden verdenskrig. Og derfor er Danmark medlem af NATO.

Men et mere traurigt spørgsmål må også stilles: Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?

To nylige eksempler fra Storbritannien får mig til at tænke, at et land faktisk godt kan bryde sammen, fordi viljen til at forsvare det mod indre fjender ikke er til stede.

Det ene eksempel er den indtil for ganske få dage siden aldeles ukendte Batley Grammar School i Yorkshire i det nordøstlige England.

Her forsøgte en lærer i et fag, der bedst kan oversættes til ”religionskundskab”, at vise en tegning af Muhammed. Formålet var det helt naturlige og nødvendige at sætte begreber som ytringsfrihed og blasfemi til debat blandt eleverne. Men hurtigt fik muslimske elever alarmeret deres familier og navnlig deres fædre. Og inden man havde set sig om, var skolen midtpunkt for højlydte og truende protester fra en stor gruppe fædre. Den sagesløse lærer måtte – henset til Samuel Patys tragiske skæbne – gå under jorden. Og for at gøre ondt værre, fordømte skolens ledelse i første omgang lærerens handlinger.

Den gode nyhed er, at tusindvis af borgere nu har skrevet under på et krav om, at læreren skal tilbage på arbejde uden reprimander af nogen art. Men hvor sagen ender, er der endnu ingen, der ved.

Nogenlunde samtidig – og det har intet med religion at gøre – meddelte dagligvarekæden Sainsbury’s, at den i mangfoldighedens navn ville begynde at udlevere badges til medarbejderne, hvor de kunne angive de pronomener, de ønskede at blive tiltalt med.

Det rejser igen det gode spørgsmål, Jordan Peterson allerede har stillet: Kan man virkelig tvinge alle mennesker til at bruge sproget på usædvanlige måder, de aldrig ville benytte, hvis de ikke var blevet tvunget?

Spørgsmålet er ikke helt trivielt. For stærke kræfter arbejder på at definere det som en hadforbrydelse, hvis man ikke rent sprogligt føjer LGBT-lobbyen uden diskussion. Det er så infamt, som tænkes kan. I praksis rummer forslaget kimen til et forbud mod kritik af hele den ideologi, Tobias Pultz (TP) for nylig kritiserede i en kronik i Politiken (jeg skal for god ordens skyld sige, at det er TP, der selv benytter udtrykket ideologi).

Inden for en uges tid er der således leveret stærke eksempler på, at ytringsfriheden ikke alene presses af ortodokse muslimer, men også af woke virksomheder, der har allieret sig med ekstremisterne i LGBT-bevægelsen.

Mit gæt er, at et kæmpestort flertal af briter er totalt imod såvel, at muslimerne presser ytringsfriheden som, at den presses af woke ekstremister i alliance med politisk korrekte virksomheder. Eller med andre ord: at fyldestgørende undervisning i et civiliseret land selvfølgelig består i, at man viser og diskuterer tegninger af Muhammed. Samt at der fx. findes et ord for personer, der har menstruation, som vi ikke skal holde op med at bruge: Kvinder.

At vi skal tage hensyn til mindretal, er en selvfølgelighed. Men disse mindretal kan simpelthen ikke forlange, at vi af hensyn til deres følelser tager princippet om ytringsfrihed af bordet.

Hvis ingen gør modstand, så vil der faktisk efter denne uge blive mindre ytringsfrihed i Storbritannien. Voldsmandens veto vil have virket i Batley, og vil virke på andre skoler. LGBT-ideologien vil – fordi den også virker gennem woke virksomheder – gøre det til en forbrydelse at bruge sproget sådan, som det var normalt at bruge det for ti år siden.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at den politiske midte forstår sådan og tager flertallet alvorligt. For gør den politiske midte ikke det, vil protesterne mod, at ytringsfriheden presses på denne måde, blive organiseret af ekstremisterne i stedet for.

De fleste vil næppe finde sig i, at friheden indskrænkes år for år. Spørgsmålet er kun, hvordan utilfredsheden til sidst vil komme til udtryk.

(Blogindlæg udigvet på jp.dk d. 27. marts 2021)

Alex Vanopslagh

23. marts 2021

Fra min Facebook statusopdatering:

Det er godt, at Danmark nu har fået en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det har vi blå partier kæmpet for i månedsvis – og nu får vi det endelig.

Nu er Mette Frederiksen bundet til planen – fremfor at danskerne skal være bundet til, hvad Mette lige synes fra uge til uge.

Jeg er særligt glad for, at vi nu har udsigt til at stort hele samfundet kan åbne, når alle over 50 er tilbudt en vaccine. At børnene kommer tilbage i skole, at forretninger og restauranter genåbner og at vi får gang i vores foreningsliv igen.

Det har vi brug for – og yderligere nedlukning kan ikke retfærdiggøres.

Det er logik for perlehøns, at aftalen selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis Liberal Alliance havde 90 mandater.

Med indførelsen af coronapasset mener vi, at langt det meste kan åbne. Når nu vi har et coronapas, så lad os da for pokker åbne det meste af samfundet uden nævneværdige undtagelser.

Jeg synes der er en mærkelig overforsigtig hos de røde partier, når de stadig tøver med at åbne samfundet, selvom vi har et coronapas. At man stadig tøver med at tillade meget mere udendørsaktivitet nu og her.

Men jeg må også konstatere, at der er et rødt flertal i folketinget – der er flertal for en anden politik end Liberal Alliances. Og jeg ved, at uden de blå partiers arbejde i går, så havde der været mindre genåbning – og der havde ikke været en udløbsdato på coronapasset.

Vi valgte at rykke tingene i den rigtige retning fremfor at surmule i et hjørne.

Der er dem, der mener, at det er udtryk for tvang, at man ikke bare kan tage på værtshus, til brydning eller koncert, uden at man enten er vaccineret eller testet for corona indtil alle er tilbudt vaccine.

Men kære venner; Det er simpelthen blåøjet naivt at tro, at vi kan åbne hele samfundet i morgen uden nogen som helst former for bekæmpelse af epidemien. Tag bare et kig rundt omkring i Europa, hvor en lang række lande er i gang med at lukke deres samfundet pga. en tredje bølge.

Hvis ikke vi har et coronapas, vil det være risikabelt at åbne hele samfundet på en gang. Så er alternativet til at ”tvungen test” er tvunget delvis nedlukning.

Man kan sagtens blive populær hos vælgerne ved at påstå noget andet, men man gør ikke nogen mere begavet – eller mere frie for den sags skyld.
Det her er en aftale, som giver mere frihed, mere genåbning og mere gang i samfundet for vores hårdt trængte selvstændige.

Selvfølgelig er Liberal Alliance med i en aftale, som samlet gør Danmark til et bedre land at leve i og drive virksomhed i. Også selvom vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Danmark går mod lysere tider!

Henrik Dahl

12. februar 2021

”Dansen med corona” er blevet til en stopdans, hvor Mette Frederiksen snart har slukket for musikken i to måneder.

Regeringen holder stædigt fast i nedlukningen – selv på de områder, hvor der ikke er sundhedsfaglige argumenter for nedlukningen. Samtidig bliver regeringen simpelthen nødt til at være dygtigere til den finere kogekunst indenfor epidemihåndtering. Regeringen har nu to gange vist, at den kan bruge ”hammeren” og lukke store dele af samfundet ned, men når det kommer til de værktøjer, der kræver mere snilde, går det galt: test-strategi, smitteopsporing og genåbning af aktiviteter med mindre smitterisiko. Vi kommer til at leve med Corona længere end vi alle havde håbet på, og derfor kan hammeren ikke være det foretrukne værktøj. Det illustrerer Mette Frederiksens politiske afmagt, at vi nu, over et år inde i epidemien, ikke spiller på flere tangenter.

Regeringen undervurderer konsekvent risikoen forbundet med fortsat nedlukning ikke blot for økonomien, men også for vores fysiske og psykiske helbred.

Vi foreslår konkret:

GENÅBN DETAILHANDEL
International forskning peger på, at næste led i genåbningen bør være i detailhandlen. International forskning viser, at detailhandlen kan genåbnes med relativt lille smitterisiko, da man i detailhandlen har gode muligheder for at forebygge smitte. Store supermarkeder kan overholde restriktioner, så det kan mindre butikker naturligvis også.

HÆV UDENDØRS FORSAMLINGSBUD TIL 25
International forskning viser, at COVID-19 kun meget sjældent smitter udendørs ved mindre forsamlinger. De negative konsekvenser ved et udendørs forsamlingsforbud på 5 personer står ikke mål med gevinsten ift. epidemikontrol. Det ville være uforsvarligt at tillade fodboldkampe med 30.000 på station. Men et forsamlingsforbud på 5 udenfor tjener intet formål.

SMITTEOPSPORINGS STYRKES
Smitteopsporing skal være mere grundig og medtage langt flere kontakter – det har eksperter og oppositionen længe talt for. Stærkere opsporing kan medføre et behov for yderligere ressourcer, men det er en god investering. Vi bliver nødt til at bruge de mere intelligente og omkostningseffektive værktøjer i kampen mod Corona. Regeringen har konsekvent underinvesteret i smitteopsporing – det bliver vi nødt til at ændre.

Ole Birk Olesen

29. januar 2021

I denne uge har vi været med i en aftale, der sikrer erstatning til minkavlerne. Det var på tide.

I den forbindelse debatteres det, om det er rimeligt, om regningen er for stor – eller for lille.

Men lad os lige tænke over, hvad sagen handler om. Den handler om Mette Frederiksens ulovlige, unødvendige og umenneskelige aflivning af mink-erhvervet. Og at minkavlerne nu siden november har stået med et livsværk i ruiner og hatten i hånden, pænt ventende på, at regeringen tog ansvar for sine ugerninger.

Endelig landede vi en aftale. Et sted mellem 15 og næsten 19 milliarder vil erstatningen løbe op på. Men det manglede altså bare.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er med i aftalen. Det giver en fair erstatning, så avlerne ikke bliver spist af med et urimeligt beløb, sådan som de rødeste partier foretrak.

Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set en bedre ordning til at lade dele af minkavlen gå i dvale og starte op igen. For jeg synes, vi kan være stolte af vores minkavl i Danmark, og jeg håber, vi igen kan blive førende i verden en dag. Men det var der ikke flertal for.

For at skaffe flertal krævede det også, at vi kom de røde partier i møde med lidt ekstra dagpengetid og en økologipulje. Det er den slags gøgl, de røde altid vil have, og det er den pris, vi må betale for at sikre erstatningen – det var ikke værdigt at lade minkavlerne vente længere.

Og ja, det er en stor regning. Det er den, når staten begår den slags overgreb på borgernes grundlovssikrede rettigheder. Og det er jo et erhverv, der generelt omsætter for milliarder hvert år.

Selvfølgelig skal der finde en ordentlig erstatning sted i sådan en situation. Det forstår jeg ikke, at folk besværer sig sådan over.

Ja, det er jo ærlig talt lidt morsomt at se folk, der altid er villige til at kaste flere skattepenge efter ethvert selvudråbt offer for undertrykkelse, pludselig stejle, når de har med ægte ofre for statslige overgreb at gøre.

For lad os lige huske, hvad de blev udsat for: Mette Frederiksen ødelagde erhvervet uden lovhjemmel, på et papirtyndt grundlag og uden en anbefaling fra sundhedsmyndigheder.

Den sag er vi slet ikke færdige med at stille Mette Frederiksen til ansvar for. Men nu har de største ofre for hendes politik i det mindste fået en rimelig erstatning.

Er det fair, at skatteyderne skal betale prisen for Mette Frederiksens usaglige og ulovlige ødelæggelse af dansk minkavl?

Staten har begået overgrebet – på Mette Frederiksens befaling – og staten betaler erstatning.
Men er man utilfreds med, at man som skatteyder skal betale for den slags, og at der i øvrigt smides irrelevant gøgl med i aftalen, er der kun én ting at gøre: At stemme borgerligt næste gang, så vi kan få et flertal og en statsminister, der respekterer Grundloven og vores hårdtarbejdende borgeres skattekroner i al almindelighed.

Det kan kun gå for langsomt.

Henrik Dahl

18. januar 2021

At Twitter og en række andre tilsvarende selskaber har lukket Donald Trumps konto kan for selv den mest rettroende liberale forsvares til og med det tidspunkt, hvor faren for et statskup definitivt er drevet over. Det vil formentlig sige til og med 20. januar.

For her er, hvad en af liberalismens kernefilosoffer – John Stuart Mill – siger om ytringsfrihed og indskrænkning af den i bogen »On Liberty«, der udkom i 1859: Den opfattelse, at kornhandlere udsulter de fattige, eller at privat ejendom er tyveri, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i pressen, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran en kornhandlers hus, eller når den omdeles til den samme pøbel i form af et flyveblad.

Citatet kan uden forvrængning af den oprindelige mening omformes til: Den holdning, at Joe Biden snød ved valget, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i medierne, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran Kongressen, eller omdeles til samme pøbel på Twitter.

Twitter ønsker heldigvis ikke at være medskyldig i noget, der er en overhængende fare for vil udvikle sig til en grov forbrydelse. Det kan fuldt ud retfærdiggøres i en liberal optik. Når de amerikanske efterretningstjenester med sikkerhed kan fastslå, at faren for vold og optøjer er drevet over, bør Donald Trump til gengæld have muligheden for at gøre brug af sin ytringsfrihed på de sociale medier tilbage.

Men tilbage står problemet: Hvad bør man gøre med voldelige sekter? For sagen er den, at dele af Republikanerne og dele af den ekstreme højrefløj i amerikansk politik har udviklet sig på en måde, der nøje svarer til, hvordan sekter fungerer.

Den bedste kortlægning af, hvordan tænkningen i en sekt folder sig ud, er formentlig bogen »When Prophecy Fails« af de amerikanske socialpsykologer Leon Festinger, Henry Riecken og Stanley Schachter.

Bogen udkom i 1956 og beskriver en lille sekt i Chicago, som tror, at Jorden snart vil blive tilintetgjort af rumvæsener.

Det, der er karakteristisk for sekten, er, at den så at sige er aktivt ukritisk. Det vil sige, at al logisk tænkning over sektens troslære er suspenderet, og at al viden og alle argumenter imod trossætningerne enten filtreres væk eller bortforklares med en omfattende system af begreber og pseudokendsgerninger, der bekræfter sektens medlemmer i deres tro.

Da Jorden – forventeligt for alle andre end sektens medlemmer – ikke går under, kommer lederen straks med den forklaring, at netop den stærke tro på rumvæsenerne har bevirket, at de har forbarmet sig over alle jordboerne og vist dem nåde. Også det accepterer sektens medlemmer, og på den måde står hele dens bygning af tro fuldkommen intakt. Selv efter, at fundamentet er blevet ramt af noget, man skulle tro var dynamiteksplosioner: Virkeligheden og sandheden.

UFO-sekten var harmløs, og den gav anledning til en god og inspirerende bog. Men store og voldelige sekter, der lever i deres egen verden og ikke kan nås med den form for logik og empiriske argumenter, der får normale mennesker til at overgive sig, er en udfordring for et demokratisk samfund.

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt af en betydelig størrelse. Det samme var for eksempel Islamisk Stat. Dens inderste kerne er decideret kriminel, og bør håndteres som sådan. Men hvordan man dræner – med Helmut Schmidts rammende udtryk – sumpen af sympatisører, uden at gøre vold på retssamfundet, er og bliver en kæmpe udfordring.

Ole Birk Olesen

12. januar 2021

Hvis man savner politisk integritet, er populismen tillokkende: Man kan opbygge hele partier på at sige det, der er populært hos vælgere, som ikke ved bedre end de usandheder, man taler dem efter munden med. Måske kan man endda erobre valg og regeringsmagt. Men tilfældene Donald Trump og Inger Støjberg viser os, heldigvis, at populisme kun er en kortsigtet vinderstrategi.

Både venstre og højre side af det politiske spektrum har sine populister. Tro ikke, at blot fordi de mest bemærkelsesværdige populistiske tabere i disse uger kommer fra højre, er det et enestående højrefænomen at tale imod bedre vidende i et forsøg på at score politisk profit. Tag et emne som udlændingepolitik:

Det er på den ene side populistisk at påstå, at der findes letkøbte løsninger på tidens indvandrer- og integrationsudfordringer, som ikke allerede er overvejet og forkastet, mens man selv var en del af det regerende flertal. Sådan har Dansk Folkeparti altid gjort, og det gør Det Konservative Folkeparti for tiden også.

Men det er sandelig ikke mindre populistisk, når man på den anden side påstår, at indvandringen op gennem 80erne og 90erne ikke udgjorde og udgør et meget væsentligt problem i Danmark, og at man derfor fint ville kunne afskaffe de stramninger, som er blevet gennemført fra 00erne og frem. Den slags hører vi fortsat fra partier som Enhedslisten og de Radikale.

Alle, som har forstand, og som er ærlige over for sig selv, ved, at disse to udlændingepopulistiske positioner er bragesnak med det formål at score vælgerprofit hos folk, som bekymrer sig for lidt om den politiske substans. Derfor hører man også blot udenomstale, når medlemmer af de udlændingepopulistiske partier stilles kritiske spørgsmål om emnet, uanset om de hedder Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth eller Zenia Stampe og Pernille Skipper.

Det umulige flertal

Det er desværre umuligt at danne regering uden mandatbidrag fra populister. Socialdemokratiet har brug for selv de mest populistiske mandater fra venstrefløjen, dem fra Enhedslisten, og vi blå kan ikke undvære mandater fra vores egne populister, uanset hvilke partier de for tiden råber højest i.

Tanken om den store forbrødring af såkaldt »ansvarlige partier« på den lige så såkaldte »midte« ser fuldstændig bort fra, at vi på hver side af denne politiske midte vil forskellige ting i store og stadig helt afgørende spørgsmål om skat, beskæftigelse, den offentlige sektors drift og erhvervslivets vilkår. Hvordan skulle liberale og konservative i disse spørgsmål kunne finde fælles fodslag med Mette Frederiksens reformforskrækkede udgave af Socialdemokratiet og folkesocialisterne i SF? Det lader sig ikke gøre – vi vil noget ganske forskelligt.

Så populisterne er et vilkår for regeringsførelse, som vi må leve med – og altid har levet med. Det er jo ikke nyt, det her.

Populisme som projekt

Det nye, som vi i de senere år har oplevet blandt blå politikere og meningsdannere, er kravet om, at populismen skal gøres til målet for vores politiske indsats. Altså, ikke bare noget som må håndteres og rummes på egen fløj som et vilkår, men at populismen skal gøres til selve det politiske projekt, som de blå partier skal forenes om.

Det har vi mest tydeligt set i USA med Donald Trump og i Danmark blandt blå meningsdannere, som har fremhævet Trump som et forbillede, som danske politikere burde tage ved lære af. De danske fortalere for Trump har bl.a. været Eva og Rune Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og Asger Aamund. De har heppet på Trump til trods for alle hans løgne, hans afsindige råberi på sociale medier og den forventede fare for, at han ville forsøge at sabotere en demokratisk valghandling.

Trump var ikke kun populær hos en formuende elite, men også hos mennesker med lave indkomster, og er det ikke netop de blå partier i Danmarks store problem for tiden, at folk med almindelige indkomster bakker Mette Frederiksen op? »Lær af Trump!« har det bl.a. lydt.

Men den lære, som kan drages af Trump, er, at han kun formåede at vinde ét valg. Hans brovtende facon og hans ligegladhed med sandt og falsk hjalp ham med at få opbakning fra den midte, som eksisterede for fire år siden. Men hans embedsperiode skabte samtidig en ny midte af mennesker, som så på hans styre med bekymring og gav valgsejren til en mere tilregnelig Biden i 2020.

Trumps populisme havde kun kortsigtet appel. Den lukrerede på en eksisterende opbakning blandt rolige og forstandige republikanere og tilføjede så vælgergrupper med anderledes radikale og forskruede opfattelser af amerikansk politik, hvilket tilsammen gav Trump valgsejren i 2016.

Men allerede i 2020 stod Trump alene tilbage med de radikaliserede og forskruede og havde tabt opbakningen fra normalt trofaste republikanere med mere tillid til »eliten«, til videnskabelig konsensus og til det amerikanske samfunds institutionelle fundamenter.

Herhjemme mener dele af Venstre, dele af De Konservative og både DF og Nye Borgerlige, at Inger Støjbergs danske udgave af Trumps foragt for sandt og falsk og muligvis også ligegladhed med lov og orden er vejen frem for et samlet blåt regeringsalternativ. De blå partier skal blot kommunikere mere hårdtslående intentioner om at ville gøre noget ved problemerne knyttet til indvandring og efterfølgende integration, og så vil det vælte ind med tomler op på Facebook og vælgere ved valgene.

Det første er rigtigt, det sidste er ikke.

Likes saboterer

På Facebook er folk, som tror på lette løsninger i udlændingespørgsmål, lige så overrepræsenterede, som Enhedslistevælgere er overrepræsenterede på Twitter. Deres mange ‘likes’ og ‘dislikes’ saboterer nogle blå politikeres evne til at tolke, hvad folk, som de er flest, i virkeligheden mener.

Blandt alle danskere har der aldrig været mere end 15 pct. opbakning ved valg til partier, som har hævdet, at udlændingepolitik trumfer alt andet, og at løsningerne på faktiske udlændingeudfordringer er enkle, og alene savner gode intentioner fra de rigtige politikere for at blive gennemført. Det er min vurdering, at Dansk Folkeparti kun fik over 20 pct. af stemmerne i 2015, fordi Kristian Thulesen Dahl, fra han tiltrådte som DF-formand i 2012, nedtonede udlændingepolitikken i DF og talte meget mere om andre politikområder end hans forgænger, Pia Kjærsgaard.

Et blåt regeringsprojekt kan ikke klare sig uden mandater fra de politikere og partier, som har valgt den populistiske vej, ligesom Mette Frederiksen ikke kan være statsminister uden opbakning fra Enhedslisten. Men skal det blå projekt være langtidsholdbart, i stedet for som Trump at blive afsat efter en enkelt regeringsperiode eller som Inger Støjberg at ende i Rigsretten, må fundamentet i den blå politik være baseret på sande fortællinger om samfundets udfordringer og reelle løsningsforslag, som kan gennemføres i respekt for eksisterende lovgivning eller ved at vedtage nye love gennem tre behandlinger i folketingssalen.

Populisme er en kortsigtet politisk taktik for demagoger, som søger popularitet for sig selv, ikke en langsigtet politisk strategi for politikere, som vil skabe opbakning til reelle ændringer af den førte politik.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 11. januar 2021.)

Henrik Dahl

12. januar 2021

I hvert fald efter dansk lov ville nogle af Trumps seneste handlinger blive takseret til højforræderi.

Det har været klart fra begyndelsen, at Donald Trump var en usædvanlig politiker. Men dem skal der være plads til.

Og politisk var der god mening i hans projekt: at varetage interesserne for den del af amerikanerne, der enten blev forbigået af globaliseringen eller led skade ved den.

Men nu er vi ved vejs ende.

Selve det amerikanske valg kan betragtes som en uofficiel folkeafstemning om den foretrukne præsidentkandidat.

Donald Trump tabte både folkeafstemningen i 2016 og i 2020. Ved den sidste fik han blot – til forskel fra første gang – også det færreste antal valgmænd. Desværre har hans reaktion været utilgivelig.

I stedet for at indrømme sit forholdsvis klare nederlag spandt han et stadig mere vidtstrakt net af løgne om, at han i virkeligheden havde vundet.

Samtidig med at han fik sine tilhængere til at tro på alle disse løgne og mobiliserede dem i et hvidglødende had mod de fiktive gerningsmænd.

Allerede der gik Donald Trump så langt over stregen, at det ikke længere var acceptabelt. Et angreb på den demokratiske institution, valget er, udgør et angreb på selve den forfatning, han ved sin indsættelse i 2016 højtideligt svor på, at han ville bevare, beskytte og forsvare.

Men det skulle blive værre.

Såvel forsøget på at presse Georgias indenrigsminister til at forfalske valgresultatet som forsøget på at presse Mike Pence til at overskride sin kompetence samt ophidselsen af den allerede rasende pøbel foran Kongressen er i direkte modstrid med den præsidentielle ed, Trump har aflagt.

Efter dansk ret ville man formentlig taksere det som højforræderi at organisere et væbnet angreb på Folketinget, dets medlemmer og ministrene. Det giver mellem 16 års fængsel og livstid.

Trumps tid bør være forbi. USA kan ikke holde til mere. Og dermed kan den frie verden heller ikke.

(Blogindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 12. januar 2021)

Henrik Dahl

19. december 2020

Lige nu kæmper vi med corona. Men en ny epidemilov skal også være designet til fremtiden – og derfor blev regeringens første udkast til en ny epidemilov skrottet.

Men nu er der en fremtidssikret lov på plads.

En ny epidemilov, der opfylder en lang række af LA’s ønsker:
– Tæt og formel, parlamentarisk kontrol med regeringen
– Nedsættelse af epidemikommission
– Kontrolforanstaltninger får solnedgangsklausul
– Ingen tvangsvaccinering
– Automatisk domstolsprøvelse af andre tvangsforanstaltninger
– Sagkyndigt udvalg skal afklare spørgsmålet om retfærdige principper for erstatning ved nedlukning
– Ny sygdomskategori, der blandt andet omfatter ukendte sygdomme

Men frem for alt har vi fået en epidemilov, der kan holde langt ud i fremtiden. Til sygdomme, vi ikke kender endnu. Til regeringer, der ikke er blevet dannet endnu. Og til Folketing, der ikke er blevet sammensat endnu. Vi ønskede en epidemilov, der ikke handlede om COVID-19 og om Mette Frederiksens regering. Sådan en epidemilov har vi fået.

At der ved udbrud af alvorlige epidemier tildeles rimelige og retfærdige kompensationer og erstatninger, er noget, Liberal Alliance har kæmpet for gennem hele COVID-19-epidemien.

Men vi er nødt til at være ærlige: Spørgsmålet er enormt kompliceret og har vældig mange aspekter. Det er kun en vis del af de tiltag, der har været sat i værk under epidemien, der kan karakteriseres som egentlige ekspropriationer. Andre falder ind under, hvad man i dansk ret kalder ”generel regulering” og udløser – stadig efter dansk ret – ikke erstatning. Og så er der spørgsmålet om de mange, der ikke reagerer på deciderede påbud, men på opfordringer. Af hensyn til bekæmpelsen af epidemien bør de også i et eller andet omfang kompenseres. Selvom de strengt taget ikke har været underkastet et påbud.

Liberal Alliance er et parti, der søger indflydelse og et parti, der tager ansvar. Derfor er vi i lighed med Venstre og Konservative Folkeparti en del af aftalen om ny epidemilov.
Det, der står i aftalen, er, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, som over for aftalepartierne skal fremlægge en samlet model til rimelig og retfærdig erstatning og kompensation. Den model, der ender med at blive vedtaget, får blandt andet V, K og LA indflydelse på.

Vi mener, det er en bedre vej frem end at fralægge sig ansvaret og nøjes med at pege fingre ad andre. Derfor er vi med i aftalen – som i øvrigt opfylder en meget lang række af ønsker, vi havde inden forhandlingerne begyndte.

Henrik Dahl

18. december 2020

Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Som det allerede er blevet sagt flere gange: Udviklingen og udrulningen af en covid-19-vaccine på omkring et år er et farmaceutisk Apolloprogram.

For de yngre læsere kan jeg fortælle, at Apolloprogrammet blev annonceret af præsident John F. Kennedy i 1961: Inden 60erne var omme, skulle USA landsætte en rumskibsbesætning på månen og bringe den sikkert tilbage.

Trods en voldsom ulykke i begyndelsen af 1967, der kostede tre astronauter livet og satte Apolloprogrammet i stå i næsten to år, lykkedes projektet i 1969, da Neil Armstrong betrådte månen. Resten er, som man siger, historie.

Nu har indtil flere virksomheder i løbet af et års tid produceret en helt ny type af vaccine: den såkaldte mRNA-vaccine. Det er en højteknologisk tilgang, hvor man fra bunden konstruerer en stump genetisk kode og sender den ind i kroppen, så den kan aktivere immunsystemet. Og hvad mere er: Vaccinen er også godkendt. Ikke bare efter bogen, men med kliniske forsøg, der i omfang ligger langt over den acceptable bundgrænse.

Men med et problem løst, opstår der et nyt spørgsmål: Hvem skal have vaccinen?

Her er jeg ganske enig med regeringen – der i øvrigt følger noget, der begynder at ligne en standardprocedure. Vaccinen skal i første omgang gives til to grupper. For det første de mest sårbare ældre. For det andet det sundhedspersonale, der er fuldstændig afgørende for, at vi kan kontrollere epidemien.

At få beskyttet disse to grupper er noget, som nærmest ligner en bunden opgave. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

Men hvad så? Her er der flere overvejelser, man bør gøre sig.

For det første må vaccinen – i takt med, at flere doser bliver tilgængelige – ud til en stadigt større kreds. Stadig prioriteret ud fra, hvem der bliver mest syge, hvis uheldet er ude, og smitten rammer.

Men for det andet bør man indlede et analysearbejde, som kan føre frem til en forståelse for, hvordan vi gør den type af aktiviteter sikre, der i dag står sidst i køen til genåbning. Det vil sige: Hvordan gør vi igen rejseaktivitet – navnlig i fly – lige så sikkert, som det var før epidemien? Hvordan gør vi afholdelse af store messer og konferencer sikkert igen? Hvordan gør vi oplevelsesøkonomien i form af musikfestivaler og store sportsbegivenheder sikker igen?

Vi er meget langt fra den situation, at det sidste ord er sagt om disse problemer. Derfor er dette blot et indspil til samtalen.

Men for mig er der ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem. Det er noget, alle der har været på rejse til for eksempel Afrika eller Sydamerika kender. Skal man til Uganda eller Brasilien (landene er helt tilfældigt valgt), har det i årevis været sådan, at man først gik på nettet og fandt ud af, hvilke sygdomme det var obligatorisk at blive vaccineret imod. Så fandt man en udbyder; blev vaccineret og fik det hele omhyggeligt registreret i sit gule certifikat, som skulle med på rejsen.

Den model kunne man overveje at forfine og effektivisere. Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Oplevelsesøkonomien har – uforskyldt – spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af sygdommen. Uden effektiv immunisering vil den være svær at få i gang igen. Men i kraft af det farmaceutiske Apolloprogram, vil det også blive muligt. Håbet må være, at det allerede kan blive i 2022.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 17. december 2020.

Ortodokse muslimer og woke virksomheder i fælles kamp mod ytringsfriheden

Danmark går mod lysere tider!

Mette Frederiksen afvises af videnskaben

Erstatning til minkavlerne – en smule retfærdighed for ofrene for Mette Frederiksens ugerninger

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt

Støjberg og Trump fortæller samme historie: Et levedygtigt politisk projekt kan ikke bygges på populisme

Den frie verden kan ikke holde til mere

Ny epidemilov med LA-aftryk

Der er ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem

Rigsret skal afgøre om Inger Støjberg er skyldig