Alex Vanopslagh
29. april 2021

Vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Da jeg var dreng, var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister. Han stod for et skattestop – sådan da – stram udlændingepolitik og i øvrigt at være lige så socialdemokratisk som Socialdemokratiet, når det kom til velfærd.

Alligevel holdt den røde opposition fast i, at Foghs socialdemokratisme var en maskerade – lige om lidt ville han vise sig som en fæl hulemandsliberalist, der ville lade danskerne beholde flere af deres egne penge og slanke den offentlige sektor. Sangen blev gentaget, da Lars Løkke blev statsminister.

I ti år holdt venstrefløjen fast i, at der ikke var nogen grund til at tænke nye tanker, for om lidt ville sandheden gå op for danskerne.

Men det var en monumental fejlanalyse. Og det bedste bevis er, at mit eget parti, Liberal Alliance, opstod, fordi Fogh og Løkke faktisk var ærlige, når de påstod at være socialdemokrater, der ville bruge flere af danskernes penge i den offentlige sektor.

Mettes maskefald?
I dag er rollerne byttet om. Mette Frederiksen vandt regeringsmagten ved at stå for en stram udlændingepolitik og opbygge et nyt politisk projekt. Det borgerlige Danmark bliver nødt til at forstå Mette Frederiksens politiske projekt og hendes succes – selv blandt mange tidligere borgerlige vælgere. Det har ligefrem fået visse debattører til at udråbe hende som konservativ.

I stedet går store dele af den borgerlige opposition rundt og venter på maskefaldet: Om lidt viser hun sit sande jeg som en udlændingepolitisk slapper.

Det har ført de borgerlige partier ind i så stor en desperation, at anklagerne om at være slappe nu fyger rundt også internt i blå blok. Samtidig strides borgerlige partier om noget så basalt som hvem, de vil pege på som statsminister.

Lad mig lege spåkone: Hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape bliver statsminister, så længe der er borgerkrig i blå blok, og man ikke vil forstå Mette Frederiksens succes. Fortsætter det, går både Ellemann og Pape på pension, før vi får en borgerlig regering igen. Jeg er heldigvis ung, så jeg kan være heldig stadig at være i politik til den tid.

Men sådan behøver det ikke gå. Vi kan godt genopbygge et borgerligt projekt, hvis vi forstår vores modstander ordentligt. Som jeg ser det, har Mette Frederiksens succesfulde projekt tre hovedelementer: En national fællesskabsfortælling, tryghedsstaten og den stærke leder.

Mette Frederiksens nationale fællesskab
Først og fremmest hviler Mette Frederiksens projekt på noget at være fælles om. Bemærk Socialdemokratiets kampagner. »Lad os samle Danmark igen«, »Lille land, stort fællesskab«, »Danmark er for lille et land til store forskelle«. Det er noget, der forpligter danskerne i hele landet.

Mette Frederiksen taler om det, vi som danskere skal være fælles om. Det er hun den eneste i dansk politik, der konsekvent gør.

Borgerlige, især liberale, har været for svage til at betone fællesskabet. Det har kun været på udlændingepolitikken, at vi har respekteret, at danskerne ser sig selv som et folkeligt fællesskab, som vi ikke bare kan skalte og valte med.

Vi har behov for at genfinde den sandhed, at danskerne hører til i deres lokale og nationale fællesskaber. Fører vi politik uden respekt for det, vil vi altid tabe – og fortjene det.

Tryghedsstaten
I Mette Frederiksens fællesskab er vi samlet i tryghedsstaten. Verden er et farligt sted, men i landsmoder Mettes favn kan danskerne være trygge både materielt og kulturelt.

I tryghedsstaten er velfærdsforbrugere og offentligt ansatte tilgodeset, og deres tryghed i enhver forstand gøres konstant større. Men dem, der betaler regningen, er ironisk nok glemt.

I tryghedsstaten er der større tryghed for offentligt ansatte og klienter, men det er gennem flere og større offentlige ydelser og mindre frit valg til borgeren.

I tryghedsstaten er opgaven at bevare så meget som muligt – forandringer er utrygge. Det giver mindre plads til det sprælske, det kreative, det selvstændige og det fri.

Tryghedsstaten handler om at beskytte det Danmark, vi kender, på alle tænkelige måder, med velfærd, reformstop og selvfølgelig en hård rets- og udlændingepolitik.

For blå blok betyder det, at vi ikke længere kan vinde valg på rets- og udlændingepolitik. Vi kan selvfølgelig kaste håndklædet i ringen og forsøge at spille uafgjort på velfærd, tryghed og statsomsorg. Men så kunne vi lige så godt melde os ind i Socialdemokratiet.

I stedet bør vi basere et projekt på mening og myndighed, hvor vi skal sikre flest mulige mennesker mulighed for at forholde sig til deres rolle i eget og andres liv. Først som børn, der får et solidt fagligt og socialt fundament at stå på, og så som borgere, der forvalter deres kræfter og ressourcer frit og ansvarligt til gavn for dem selv og hinanden. Hvor fællesskabet vokser nedefra og op.

Vi skal vise vejen fra Mette Frederiksens tryghedsstat til et borgerligt ansvarssamfund. Hvor skatten er lavere, hvor flere starter virksomhed, hvor børnene lærer mere i skolen, hvor der er en bedre balance mellem erhvervsuddannelser og universiteter, hvor den offentlige sektor er mindre, og der er langt mere frit valg i velfærden, og hvor danskerne helt generelt ikke får al deres kreativitet og virkelyst suget ud af sig i mødet med det offentlige bureaukrati. Et Danmark med et sprudlende og stærkt foreningsliv i by og på land.

Og ja, stadig med en stram udlændinge- og retspolitik, sådan som stort set alle danskere ganske fornuftigt ønsker.

Vil nogen stadig falde igennem i sådan et samfund? Ja, og dem skal vi tage os af. Men det er ikke en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra alle og gøre dem afhængige af kommunen i tryghedens navn.

Den stærke leder
Sidst, men ikke mindst, handler Mette Frederiksens projekt om, at det skal gøre en forskel, at hun og Socialdemokratiet har regeringsmagten. Hun sætter en ære i at blæse på praksis, retssikkerhed, Folketinget, embedsværket, eksperter osv., når hun kan signalere at være den stærke leder. Det gælder både, når hun trodser al økonomisk sagkundskab og hæver skatter og betaler raske mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, og når hun smadrer dansk minkavl i et grundlovsbrud.

Det skal man sammenligne med følelsen af afmagt, som prægede både sidste blå regering, og Thorning-regeringens »nødvendighedens politik«.

Der, hvor vi skal lade os inspirere, er, at vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Det skal kunne betale sig at stemme borgerligt.

Det må endelig ikke forveksles med, at en stærk statsminister skal være hård, autoritær eller grænseløs. Når man dyrker den type såkaldt lederskab, fortaber respekten for borgerne, sagkundskaben og ikke mindst retssikkerheden sig totalt. Det fører til »små« svipsere såsom at bryde Grundloven og smadre dansk minkavl i panik.

Hvis nogen tror, at vi borgerlige bør lade os inspirere af dét, sætter de i hvert fald ikke borgeren først.

Vi skal videre
Hvis vi kommer videre fra fejlanalyserne af Mette Frederiksen, er der håb for et nyt borgerligt projekt.

Sådan kan vi opbygge en vision om at føre Danmark fra en omklamrende socialdemokratisk tryghedsstat til et livskraftigt borgerligt ansvarssamfund. Sådan kan vi genvinde danskernes gunst.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 28. april 2021)

Alex Vanopslagh
28. april 2021

Det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

Coronakrisen lakker mod enden, men Mette Frederiksen gider overhovedet ikke at tale om, hvornår hendes corona-regimente og alle indgrebene i borgernes frihed skal have en ende.

Den Danske Ordbog definerer magtarrogance således: ”En højerestående persons kyniske overbevisning om egen ret til magtudøvelse uden at lytte til argumenter eller bekymre sig om følgerne.” Og det er den mest præcise beskrivelse, jeg endnu har læst af vores statsminister. Den slags kritik, tror jeg dog, at alle regeringer bliver udsat for af oppositionen. I sidste ende er det nemt at afskrive som jammer over ikke selv at have magten. Derfor kan det lyde trivielt.

Men når jeg alligevel mener, at anklagen om magtarrogance mod Mette Frederiksen er mere end berettiget, handler det om, at vi har en statsminister, hvis attitude bringer mindelser om solkongen Lous d. 14.’s ord: ”staten, det er mig.” Det betyder, at hun har mistet sans for frihed og proportionalitet. Hun har vænnet sig til, at hun med lov og magt kan påbyde og forbyde borgerne alle mulige mærkelige ting. “Vor herre bevares, det er da ikke et stort indgreb,” hører vi hende igen og igen sige om coronarestriktionerne.

Det er ikke rigtig noget indgreb i borgernes frihed at tvinge dem til at bestille et bord 30 minutter før, de vil drikke en kop kaffe eller en øl, var budskabet i sidste uge. Selvom alle og enhver kan se, at det er et indgreb i virksomhedernes ret til at drive forretning og borgernes ret til at handle i deres forretninger.

I forrige uge sagde Statsministeren det samme om kravet om mundbind. Hun følte ikke noget indgreb i sin frihed ved at ”tage et mundbind på”, som hun svarede mig i Folketingssalen. Fuldstændig blind for, at det er noget, hun har påbudt danskerne – et mundbind er ikke bare noget, man bare tager på, det er noget, man skal tage på.

Statsministerens arrogante opfattelse af mundbind som helt uproblematiske er fuldstændig blottet for forståelse for dem, der fx skal stå i butik en hel dag eller udføre hårdt fysisk arbejde med et mundbind på. Eller for frygten for at skulle føde med mundbind på, som har hjemsøgt mange gravide kvinder de seneste måneder.

Og sådan kan man blive ved. Alle Mettes forbud, påbud og restriktioner er blevet banaliteter for hende, og konsekvenserne i den virkelige verden gider hun ikke engang udtrykke forståelse for. Det er dybt beskæmmende, at hun end ikke gider forholde sig til, at både borgerne og virksomhederne har desperat brug for at se noget lys for enden af tunnelen – i stedet må de bare rette ind, indtil hun forbarmer sig.

Sådan tænker den magtarrogante leder.

Mette Frederiksen glemmer igen og igen, at det ikke er borgerne, der skal retfærdiggøre deres aktiviteter overfor staten, men derimod staten, der skal retfærdiggøre sine indgreb i borgernes liv overfor dem.

Og hvis nogen savner dokumentation for dén anklage, skal vi bare tilbage til november, hvor hun brød Grundloven og smadrede dansk minkavl uden lovhjemmel. Det er og bliver et monument af hendes tilgang til politik – alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger. I den sammenhæng kan vi ikke bruge hendes halvkvædede vise fra marts sidste år om, at: ”jeg kommer til at begå fejl,” til noget som helst.

For det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Hun kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor nogen vil kritisere, stille spørgsmålstegn ved eller generelt se anderledes på tingene, når hun først har udtalt sine befalinger. Hun besvarer stort set al kritik af stort og småt, som regeringen har besluttet, med sit evindelige ”vi står midt i en global pandemi”. Dernæst beskylder statsministeren andre partier for at så splittelse, hvis de ikke blindt følger hende.

En af de absolut vigtigste opgaver for mig og Liberal Alliance i resten af valgperioden bliver at bekæmpe Mette Frederiksens magtarrogance og lemfældige omgang med danskernes frihed.

Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

(Kommentar bragt i Ræson d. 28. april 2021)

Henrik Dahl
29. marts 2021

Som politiker har man en forpligtelse til at forsøge at være optimist og holde modet oppe. Ikke blot sit eget, men borgernes i almindelighed.

Alligevel hænder det, at man må spørge sig selv: Kan den orden, vi møjsommeligt – generation efter generation – har skabt, gå til grunde?

Selvfølgelig kan den det, hvis landet angribes af en udenlandsk fjende. Det så vi i Europa under Anden verdenskrig. Og derfor er Danmark medlem af NATO.

Men et mere traurigt spørgsmål må også stilles: Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?

To nylige eksempler fra Storbritannien får mig til at tænke, at et land faktisk godt kan bryde sammen, fordi viljen til at forsvare det mod indre fjender ikke er til stede.

Det ene eksempel er den indtil for ganske få dage siden aldeles ukendte Batley Grammar School i Yorkshire i det nordøstlige England.

Her forsøgte en lærer i et fag, der bedst kan oversættes til ”religionskundskab”, at vise en tegning af Muhammed. Formålet var det helt naturlige og nødvendige at sætte begreber som ytringsfrihed og blasfemi til debat blandt eleverne. Men hurtigt fik muslimske elever alarmeret deres familier og navnlig deres fædre. Og inden man havde set sig om, var skolen midtpunkt for højlydte og truende protester fra en stor gruppe fædre. Den sagesløse lærer måtte – henset til Samuel Patys tragiske skæbne – gå under jorden. Og for at gøre ondt værre, fordømte skolens ledelse i første omgang lærerens handlinger.

Den gode nyhed er, at tusindvis af borgere nu har skrevet under på et krav om, at læreren skal tilbage på arbejde uden reprimander af nogen art. Men hvor sagen ender, er der endnu ingen, der ved.

Nogenlunde samtidig – og det har intet med religion at gøre – meddelte dagligvarekæden Sainsbury’s, at den i mangfoldighedens navn ville begynde at udlevere badges til medarbejderne, hvor de kunne angive de pronomener, de ønskede at blive tiltalt med.

Det rejser igen det gode spørgsmål, Jordan Peterson allerede har stillet: Kan man virkelig tvinge alle mennesker til at bruge sproget på usædvanlige måder, de aldrig ville benytte, hvis de ikke var blevet tvunget?

Spørgsmålet er ikke helt trivielt. For stærke kræfter arbejder på at definere det som en hadforbrydelse, hvis man ikke rent sprogligt føjer LGBT-lobbyen uden diskussion. Det er så infamt, som tænkes kan. I praksis rummer forslaget kimen til et forbud mod kritik af hele den ideologi, Tobias Pultz (TP) for nylig kritiserede i en kronik i Politiken (jeg skal for god ordens skyld sige, at det er TP, der selv benytter udtrykket ideologi).

Inden for en uges tid er der således leveret stærke eksempler på, at ytringsfriheden ikke alene presses af ortodokse muslimer, men også af woke virksomheder, der har allieret sig med ekstremisterne i LGBT-bevægelsen.

Mit gæt er, at et kæmpestort flertal af briter er totalt imod såvel, at muslimerne presser ytringsfriheden som, at den presses af woke ekstremister i alliance med politisk korrekte virksomheder. Eller med andre ord: at fyldestgørende undervisning i et civiliseret land selvfølgelig består i, at man viser og diskuterer tegninger af Muhammed. Samt at der fx. findes et ord for personer, der har menstruation, som vi ikke skal holde op med at bruge: Kvinder.

At vi skal tage hensyn til mindretal, er en selvfølgelighed. Men disse mindretal kan simpelthen ikke forlange, at vi af hensyn til deres følelser tager princippet om ytringsfrihed af bordet.

Hvis ingen gør modstand, så vil der faktisk efter denne uge blive mindre ytringsfrihed i Storbritannien. Voldsmandens veto vil have virket i Batley, og vil virke på andre skoler. LGBT-ideologien vil – fordi den også virker gennem woke virksomheder – gøre det til en forbrydelse at bruge sproget sådan, som det var normalt at bruge det for ti år siden.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at den politiske midte forstår sådan og tager flertallet alvorligt. For gør den politiske midte ikke det, vil protesterne mod, at ytringsfriheden presses på denne måde, blive organiseret af ekstremisterne i stedet for.

De fleste vil næppe finde sig i, at friheden indskrænkes år for år. Spørgsmålet er kun, hvordan utilfredsheden til sidst vil komme til udtryk.

(Blogindlæg udigvet på jp.dk d. 27. marts 2021)

Alex Vanopslagh
23. marts 2021

Fra min Facebook statusopdatering:

Det er godt, at Danmark nu har fået en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det har vi blå partier kæmpet for i månedsvis – og nu får vi det endelig.

Nu er Mette Frederiksen bundet til planen – fremfor at danskerne skal være bundet til, hvad Mette lige synes fra uge til uge.

Jeg er særligt glad for, at vi nu har udsigt til at stort hele samfundet kan åbne, når alle over 50 er tilbudt en vaccine. At børnene kommer tilbage i skole, at forretninger og restauranter genåbner og at vi får gang i vores foreningsliv igen.

Det har vi brug for – og yderligere nedlukning kan ikke retfærdiggøres.

Det er logik for perlehøns, at aftalen selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis Liberal Alliance havde 90 mandater.

Med indførelsen af coronapasset mener vi, at langt det meste kan åbne. Når nu vi har et coronapas, så lad os da for pokker åbne det meste af samfundet uden nævneværdige undtagelser.

Jeg synes der er en mærkelig overforsigtig hos de røde partier, når de stadig tøver med at åbne samfundet, selvom vi har et coronapas. At man stadig tøver med at tillade meget mere udendørsaktivitet nu og her.

Men jeg må også konstatere, at der er et rødt flertal i folketinget – der er flertal for en anden politik end Liberal Alliances. Og jeg ved, at uden de blå partiers arbejde i går, så havde der været mindre genåbning – og der havde ikke været en udløbsdato på coronapasset.

Vi valgte at rykke tingene i den rigtige retning fremfor at surmule i et hjørne.

Der er dem, der mener, at det er udtryk for tvang, at man ikke bare kan tage på værtshus, til brydning eller koncert, uden at man enten er vaccineret eller testet for corona indtil alle er tilbudt vaccine.

Men kære venner; Det er simpelthen blåøjet naivt at tro, at vi kan åbne hele samfundet i morgen uden nogen som helst former for bekæmpelse af epidemien. Tag bare et kig rundt omkring i Europa, hvor en lang række lande er i gang med at lukke deres samfundet pga. en tredje bølge.

Hvis ikke vi har et coronapas, vil det være risikabelt at åbne hele samfundet på en gang. Så er alternativet til at ”tvungen test” er tvunget delvis nedlukning.

Man kan sagtens blive populær hos vælgerne ved at påstå noget andet, men man gør ikke nogen mere begavet – eller mere frie for den sags skyld.
Det her er en aftale, som giver mere frihed, mere genåbning og mere gang i samfundet for vores hårdt trængte selvstændige.

Selvfølgelig er Liberal Alliance med i en aftale, som samlet gør Danmark til et bedre land at leve i og drive virksomhed i. Også selvom vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Danmark går mod lysere tider!

Henrik Dahl
12. februar 2021

”Dansen med corona” er blevet til en stopdans, hvor Mette Frederiksen snart har slukket for musikken i to måneder.

Regeringen holder stædigt fast i nedlukningen – selv på de områder, hvor der ikke er sundhedsfaglige argumenter for nedlukningen. Samtidig bliver regeringen simpelthen nødt til at være dygtigere til den finere kogekunst indenfor epidemihåndtering. Regeringen har nu to gange vist, at den kan bruge ”hammeren” og lukke store dele af samfundet ned, men når det kommer til de værktøjer, der kræver mere snilde, går det galt: test-strategi, smitteopsporing og genåbning af aktiviteter med mindre smitterisiko. Vi kommer til at leve med Corona længere end vi alle havde håbet på, og derfor kan hammeren ikke være det foretrukne værktøj. Det illustrerer Mette Frederiksens politiske afmagt, at vi nu, over et år inde i epidemien, ikke spiller på flere tangenter.

Regeringen undervurderer konsekvent risikoen forbundet med fortsat nedlukning ikke blot for økonomien, men også for vores fysiske og psykiske helbred.

Vi foreslår konkret:

GENÅBN DETAILHANDEL
International forskning peger på, at næste led i genåbningen bør være i detailhandlen. International forskning viser, at detailhandlen kan genåbnes med relativt lille smitterisiko, da man i detailhandlen har gode muligheder for at forebygge smitte. Store supermarkeder kan overholde restriktioner, så det kan mindre butikker naturligvis også.

HÆV UDENDØRS FORSAMLINGSBUD TIL 25
International forskning viser, at COVID-19 kun meget sjældent smitter udendørs ved mindre forsamlinger. De negative konsekvenser ved et udendørs forsamlingsforbud på 5 personer står ikke mål med gevinsten ift. epidemikontrol. Det ville være uforsvarligt at tillade fodboldkampe med 30.000 på station. Men et forsamlingsforbud på 5 udenfor tjener intet formål.

SMITTEOPSPORINGS STYRKES
Smitteopsporing skal være mere grundig og medtage langt flere kontakter – det har eksperter og oppositionen længe talt for. Stærkere opsporing kan medføre et behov for yderligere ressourcer, men det er en god investering. Vi bliver nødt til at bruge de mere intelligente og omkostningseffektive værktøjer i kampen mod Corona. Regeringen har konsekvent underinvesteret i smitteopsporing – det bliver vi nødt til at ændre.

Ole Birk Olesen
29. januar 2021

I denne uge har vi været med i en aftale, der sikrer erstatning til minkavlerne. Det var på tide.

I den forbindelse debatteres det, om det er rimeligt, om regningen er for stor – eller for lille.

Men lad os lige tænke over, hvad sagen handler om. Den handler om Mette Frederiksens ulovlige, unødvendige og umenneskelige aflivning af mink-erhvervet. Og at minkavlerne nu siden november har stået med et livsværk i ruiner og hatten i hånden, pænt ventende på, at regeringen tog ansvar for sine ugerninger.

Endelig landede vi en aftale. Et sted mellem 15 og næsten 19 milliarder vil erstatningen løbe op på. Men det manglede altså bare.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er med i aftalen. Det giver en fair erstatning, så avlerne ikke bliver spist af med et urimeligt beløb, sådan som de rødeste partier foretrak.

Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set en bedre ordning til at lade dele af minkavlen gå i dvale og starte op igen. For jeg synes, vi kan være stolte af vores minkavl i Danmark, og jeg håber, vi igen kan blive førende i verden en dag. Men det var der ikke flertal for.

For at skaffe flertal krævede det også, at vi kom de røde partier i møde med lidt ekstra dagpengetid og en økologipulje. Det er den slags gøgl, de røde altid vil have, og det er den pris, vi må betale for at sikre erstatningen – det var ikke værdigt at lade minkavlerne vente længere.

Og ja, det er en stor regning. Det er den, når staten begår den slags overgreb på borgernes grundlovssikrede rettigheder. Og det er jo et erhverv, der generelt omsætter for milliarder hvert år.

Selvfølgelig skal der finde en ordentlig erstatning sted i sådan en situation. Det forstår jeg ikke, at folk besværer sig sådan over.

Ja, det er jo ærlig talt lidt morsomt at se folk, der altid er villige til at kaste flere skattepenge efter ethvert selvudråbt offer for undertrykkelse, pludselig stejle, når de har med ægte ofre for statslige overgreb at gøre.

For lad os lige huske, hvad de blev udsat for: Mette Frederiksen ødelagde erhvervet uden lovhjemmel, på et papirtyndt grundlag og uden en anbefaling fra sundhedsmyndigheder.

Den sag er vi slet ikke færdige med at stille Mette Frederiksen til ansvar for. Men nu har de største ofre for hendes politik i det mindste fået en rimelig erstatning.

Er det fair, at skatteyderne skal betale prisen for Mette Frederiksens usaglige og ulovlige ødelæggelse af dansk minkavl?

Staten har begået overgrebet – på Mette Frederiksens befaling – og staten betaler erstatning.
Men er man utilfreds med, at man som skatteyder skal betale for den slags, og at der i øvrigt smides irrelevant gøgl med i aftalen, er der kun én ting at gøre: At stemme borgerligt næste gang, så vi kan få et flertal og en statsminister, der respekterer Grundloven og vores hårdtarbejdende borgeres skattekroner i al almindelighed.

Det kan kun gå for langsomt.

Henrik Dahl
18. januar 2021

At Twitter og en række andre tilsvarende selskaber har lukket Donald Trumps konto kan for selv den mest rettroende liberale forsvares til og med det tidspunkt, hvor faren for et statskup definitivt er drevet over. Det vil formentlig sige til og med 20. januar.

For her er, hvad en af liberalismens kernefilosoffer – John Stuart Mill – siger om ytringsfrihed og indskrænkning af den i bogen »On Liberty«, der udkom i 1859: Den opfattelse, at kornhandlere udsulter de fattige, eller at privat ejendom er tyveri, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i pressen, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran en kornhandlers hus, eller når den omdeles til den samme pøbel i form af et flyveblad.

Citatet kan uden forvrængning af den oprindelige mening omformes til: Den holdning, at Joe Biden snød ved valget, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i medierne, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran Kongressen, eller omdeles til samme pøbel på Twitter.

Twitter ønsker heldigvis ikke at være medskyldig i noget, der er en overhængende fare for vil udvikle sig til en grov forbrydelse. Det kan fuldt ud retfærdiggøres i en liberal optik. Når de amerikanske efterretningstjenester med sikkerhed kan fastslå, at faren for vold og optøjer er drevet over, bør Donald Trump til gengæld have muligheden for at gøre brug af sin ytringsfrihed på de sociale medier tilbage.

Men tilbage står problemet: Hvad bør man gøre med voldelige sekter? For sagen er den, at dele af Republikanerne og dele af den ekstreme højrefløj i amerikansk politik har udviklet sig på en måde, der nøje svarer til, hvordan sekter fungerer.

Den bedste kortlægning af, hvordan tænkningen i en sekt folder sig ud, er formentlig bogen »When Prophecy Fails« af de amerikanske socialpsykologer Leon Festinger, Henry Riecken og Stanley Schachter.

Bogen udkom i 1956 og beskriver en lille sekt i Chicago, som tror, at Jorden snart vil blive tilintetgjort af rumvæsener.

Det, der er karakteristisk for sekten, er, at den så at sige er aktivt ukritisk. Det vil sige, at al logisk tænkning over sektens troslære er suspenderet, og at al viden og alle argumenter imod trossætningerne enten filtreres væk eller bortforklares med en omfattende system af begreber og pseudokendsgerninger, der bekræfter sektens medlemmer i deres tro.

Da Jorden – forventeligt for alle andre end sektens medlemmer – ikke går under, kommer lederen straks med den forklaring, at netop den stærke tro på rumvæsenerne har bevirket, at de har forbarmet sig over alle jordboerne og vist dem nåde. Også det accepterer sektens medlemmer, og på den måde står hele dens bygning af tro fuldkommen intakt. Selv efter, at fundamentet er blevet ramt af noget, man skulle tro var dynamiteksplosioner: Virkeligheden og sandheden.

UFO-sekten var harmløs, og den gav anledning til en god og inspirerende bog. Men store og voldelige sekter, der lever i deres egen verden og ikke kan nås med den form for logik og empiriske argumenter, der får normale mennesker til at overgive sig, er en udfordring for et demokratisk samfund.

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt af en betydelig størrelse. Det samme var for eksempel Islamisk Stat. Dens inderste kerne er decideret kriminel, og bør håndteres som sådan. Men hvordan man dræner – med Helmut Schmidts rammende udtryk – sumpen af sympatisører, uden at gøre vold på retssamfundet, er og bliver en kæmpe udfordring.

Ole Birk Olesen
12. januar 2021

Hvis man savner politisk integritet, er populismen tillokkende: Man kan opbygge hele partier på at sige det, der er populært hos vælgere, som ikke ved bedre end de usandheder, man taler dem efter munden med. Måske kan man endda erobre valg og regeringsmagt. Men tilfældene Donald Trump og Inger Støjberg viser os, heldigvis, at populisme kun er en kortsigtet vinderstrategi.

Både venstre og højre side af det politiske spektrum har sine populister. Tro ikke, at blot fordi de mest bemærkelsesværdige populistiske tabere i disse uger kommer fra højre, er det et enestående højrefænomen at tale imod bedre vidende i et forsøg på at score politisk profit. Tag et emne som udlændingepolitik:

Det er på den ene side populistisk at påstå, at der findes letkøbte løsninger på tidens indvandrer- og integrationsudfordringer, som ikke allerede er overvejet og forkastet, mens man selv var en del af det regerende flertal. Sådan har Dansk Folkeparti altid gjort, og det gør Det Konservative Folkeparti for tiden også.

Men det er sandelig ikke mindre populistisk, når man på den anden side påstår, at indvandringen op gennem 80erne og 90erne ikke udgjorde og udgør et meget væsentligt problem i Danmark, og at man derfor fint ville kunne afskaffe de stramninger, som er blevet gennemført fra 00erne og frem. Den slags hører vi fortsat fra partier som Enhedslisten og de Radikale.

Alle, som har forstand, og som er ærlige over for sig selv, ved, at disse to udlændingepopulistiske positioner er bragesnak med det formål at score vælgerprofit hos folk, som bekymrer sig for lidt om den politiske substans. Derfor hører man også blot udenomstale, når medlemmer af de udlændingepopulistiske partier stilles kritiske spørgsmål om emnet, uanset om de hedder Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth eller Zenia Stampe og Pernille Skipper.

Det umulige flertal

Det er desværre umuligt at danne regering uden mandatbidrag fra populister. Socialdemokratiet har brug for selv de mest populistiske mandater fra venstrefløjen, dem fra Enhedslisten, og vi blå kan ikke undvære mandater fra vores egne populister, uanset hvilke partier de for tiden råber højest i.

Tanken om den store forbrødring af såkaldt »ansvarlige partier« på den lige så såkaldte »midte« ser fuldstændig bort fra, at vi på hver side af denne politiske midte vil forskellige ting i store og stadig helt afgørende spørgsmål om skat, beskæftigelse, den offentlige sektors drift og erhvervslivets vilkår. Hvordan skulle liberale og konservative i disse spørgsmål kunne finde fælles fodslag med Mette Frederiksens reformforskrækkede udgave af Socialdemokratiet og folkesocialisterne i SF? Det lader sig ikke gøre – vi vil noget ganske forskelligt.

Så populisterne er et vilkår for regeringsførelse, som vi må leve med – og altid har levet med. Det er jo ikke nyt, det her.

Populisme som projekt

Det nye, som vi i de senere år har oplevet blandt blå politikere og meningsdannere, er kravet om, at populismen skal gøres til målet for vores politiske indsats. Altså, ikke bare noget som må håndteres og rummes på egen fløj som et vilkår, men at populismen skal gøres til selve det politiske projekt, som de blå partier skal forenes om.

Det har vi mest tydeligt set i USA med Donald Trump og i Danmark blandt blå meningsdannere, som har fremhævet Trump som et forbillede, som danske politikere burde tage ved lære af. De danske fortalere for Trump har bl.a. været Eva og Rune Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og Asger Aamund. De har heppet på Trump til trods for alle hans løgne, hans afsindige råberi på sociale medier og den forventede fare for, at han ville forsøge at sabotere en demokratisk valghandling.

Trump var ikke kun populær hos en formuende elite, men også hos mennesker med lave indkomster, og er det ikke netop de blå partier i Danmarks store problem for tiden, at folk med almindelige indkomster bakker Mette Frederiksen op? »Lær af Trump!« har det bl.a. lydt.

Men den lære, som kan drages af Trump, er, at han kun formåede at vinde ét valg. Hans brovtende facon og hans ligegladhed med sandt og falsk hjalp ham med at få opbakning fra den midte, som eksisterede for fire år siden. Men hans embedsperiode skabte samtidig en ny midte af mennesker, som så på hans styre med bekymring og gav valgsejren til en mere tilregnelig Biden i 2020.

Trumps populisme havde kun kortsigtet appel. Den lukrerede på en eksisterende opbakning blandt rolige og forstandige republikanere og tilføjede så vælgergrupper med anderledes radikale og forskruede opfattelser af amerikansk politik, hvilket tilsammen gav Trump valgsejren i 2016.

Men allerede i 2020 stod Trump alene tilbage med de radikaliserede og forskruede og havde tabt opbakningen fra normalt trofaste republikanere med mere tillid til »eliten«, til videnskabelig konsensus og til det amerikanske samfunds institutionelle fundamenter.

Herhjemme mener dele af Venstre, dele af De Konservative og både DF og Nye Borgerlige, at Inger Støjbergs danske udgave af Trumps foragt for sandt og falsk og muligvis også ligegladhed med lov og orden er vejen frem for et samlet blåt regeringsalternativ. De blå partier skal blot kommunikere mere hårdtslående intentioner om at ville gøre noget ved problemerne knyttet til indvandring og efterfølgende integration, og så vil det vælte ind med tomler op på Facebook og vælgere ved valgene.

Det første er rigtigt, det sidste er ikke.

Likes saboterer

På Facebook er folk, som tror på lette løsninger i udlændingespørgsmål, lige så overrepræsenterede, som Enhedslistevælgere er overrepræsenterede på Twitter. Deres mange ‘likes’ og ‘dislikes’ saboterer nogle blå politikeres evne til at tolke, hvad folk, som de er flest, i virkeligheden mener.

Blandt alle danskere har der aldrig været mere end 15 pct. opbakning ved valg til partier, som har hævdet, at udlændingepolitik trumfer alt andet, og at løsningerne på faktiske udlændingeudfordringer er enkle, og alene savner gode intentioner fra de rigtige politikere for at blive gennemført. Det er min vurdering, at Dansk Folkeparti kun fik over 20 pct. af stemmerne i 2015, fordi Kristian Thulesen Dahl, fra han tiltrådte som DF-formand i 2012, nedtonede udlændingepolitikken i DF og talte meget mere om andre politikområder end hans forgænger, Pia Kjærsgaard.

Et blåt regeringsprojekt kan ikke klare sig uden mandater fra de politikere og partier, som har valgt den populistiske vej, ligesom Mette Frederiksen ikke kan være statsminister uden opbakning fra Enhedslisten. Men skal det blå projekt være langtidsholdbart, i stedet for som Trump at blive afsat efter en enkelt regeringsperiode eller som Inger Støjberg at ende i Rigsretten, må fundamentet i den blå politik være baseret på sande fortællinger om samfundets udfordringer og reelle løsningsforslag, som kan gennemføres i respekt for eksisterende lovgivning eller ved at vedtage nye love gennem tre behandlinger i folketingssalen.

Populisme er en kortsigtet politisk taktik for demagoger, som søger popularitet for sig selv, ikke en langsigtet politisk strategi for politikere, som vil skabe opbakning til reelle ændringer af den førte politik.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 11. januar 2021.)

Henrik Dahl
12. januar 2021

I hvert fald efter dansk lov ville nogle af Trumps seneste handlinger blive takseret til højforræderi.

Det har været klart fra begyndelsen, at Donald Trump var en usædvanlig politiker. Men dem skal der være plads til.

Og politisk var der god mening i hans projekt: at varetage interesserne for den del af amerikanerne, der enten blev forbigået af globaliseringen eller led skade ved den.

Men nu er vi ved vejs ende.

Selve det amerikanske valg kan betragtes som en uofficiel folkeafstemning om den foretrukne præsidentkandidat.

Donald Trump tabte både folkeafstemningen i 2016 og i 2020. Ved den sidste fik han blot – til forskel fra første gang – også det færreste antal valgmænd. Desværre har hans reaktion været utilgivelig.

I stedet for at indrømme sit forholdsvis klare nederlag spandt han et stadig mere vidtstrakt net af løgne om, at han i virkeligheden havde vundet.

Samtidig med at han fik sine tilhængere til at tro på alle disse løgne og mobiliserede dem i et hvidglødende had mod de fiktive gerningsmænd.

Allerede der gik Donald Trump så langt over stregen, at det ikke længere var acceptabelt. Et angreb på den demokratiske institution, valget er, udgør et angreb på selve den forfatning, han ved sin indsættelse i 2016 højtideligt svor på, at han ville bevare, beskytte og forsvare.

Men det skulle blive værre.

Såvel forsøget på at presse Georgias indenrigsminister til at forfalske valgresultatet som forsøget på at presse Mike Pence til at overskride sin kompetence samt ophidselsen af den allerede rasende pøbel foran Kongressen er i direkte modstrid med den præsidentielle ed, Trump har aflagt.

Efter dansk ret ville man formentlig taksere det som højforræderi at organisere et væbnet angreb på Folketinget, dets medlemmer og ministrene. Det giver mellem 16 års fængsel og livstid.

Trumps tid bør være forbi. USA kan ikke holde til mere. Og dermed kan den frie verden heller ikke.

(Blogindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 12. januar 2021)

Henrik Dahl
19. december 2020

Lige nu kæmper vi med corona. Men en ny epidemilov skal også være designet til fremtiden – og derfor blev regeringens første udkast til en ny epidemilov skrottet.

Men nu er der en fremtidssikret lov på plads.

En ny epidemilov, der opfylder en lang række af LA’s ønsker:
– Tæt og formel, parlamentarisk kontrol med regeringen
– Nedsættelse af epidemikommission
– Kontrolforanstaltninger får solnedgangsklausul
– Ingen tvangsvaccinering
– Automatisk domstolsprøvelse af andre tvangsforanstaltninger
– Sagkyndigt udvalg skal afklare spørgsmålet om retfærdige principper for erstatning ved nedlukning
– Ny sygdomskategori, der blandt andet omfatter ukendte sygdomme

Men frem for alt har vi fået en epidemilov, der kan holde langt ud i fremtiden. Til sygdomme, vi ikke kender endnu. Til regeringer, der ikke er blevet dannet endnu. Og til Folketing, der ikke er blevet sammensat endnu. Vi ønskede en epidemilov, der ikke handlede om COVID-19 og om Mette Frederiksens regering. Sådan en epidemilov har vi fået.

At der ved udbrud af alvorlige epidemier tildeles rimelige og retfærdige kompensationer og erstatninger, er noget, Liberal Alliance har kæmpet for gennem hele COVID-19-epidemien.

Men vi er nødt til at være ærlige: Spørgsmålet er enormt kompliceret og har vældig mange aspekter. Det er kun en vis del af de tiltag, der har været sat i værk under epidemien, der kan karakteriseres som egentlige ekspropriationer. Andre falder ind under, hvad man i dansk ret kalder ”generel regulering” og udløser – stadig efter dansk ret – ikke erstatning. Og så er der spørgsmålet om de mange, der ikke reagerer på deciderede påbud, men på opfordringer. Af hensyn til bekæmpelsen af epidemien bør de også i et eller andet omfang kompenseres. Selvom de strengt taget ikke har været underkastet et påbud.

Liberal Alliance er et parti, der søger indflydelse og et parti, der tager ansvar. Derfor er vi i lighed med Venstre og Konservative Folkeparti en del af aftalen om ny epidemilov.
Det, der står i aftalen, er, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, som over for aftalepartierne skal fremlægge en samlet model til rimelig og retfærdig erstatning og kompensation. Den model, der ender med at blive vedtaget, får blandt andet V, K og LA indflydelse på.

Vi mener, det er en bedre vej frem end at fralægge sig ansvaret og nøjes med at pege fingre ad andre. Derfor er vi med i aftalen – som i øvrigt opfylder en meget lang række af ønsker, vi havde inden forhandlingerne begyndte.