Minksagen viser, at Folketinget ikke har nogen rygrad

Henrik Dahl
5. november 2021

Et enigt folketing har besluttet, at Danmark skal have et supplement til den magtudredning, som blev igangsat i 1997 og endeligt afrapporteret i 2003.

Når beslutningen er truffet, skyldes det både den politiske udvikling med fremmede stater, der blander sig i valg rundtomkring i den vestlige verden, og den teknologiske udvikling med sociale medier og noget, alle er opmærksomme på i disse dage: sms’er.

Men i dag vil jeg gerne benytte pladsen til nogle mere personlige overvejelser over dette med at have eller ikke have magt. De tager udgangspunkt i den ordførertale, jeg i sin tid holdt, da Folketinget vedtog at opdatere magtudredningen.

På papiret er der ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det kommer sig for det første af, at vi har negativ parlamentarisme i Danmark. Derfor kan landet – i modsætning til for eksempel Frankrig og USA – ikke have en regering, der har parlamentets flertal imod sig. Og for det andet af, at hvis Højesteret – til trods for sin umådelige visdom – skulle finde på at træffe en afgørelse, Folketinget har virkelig svært ved at acceptere, så består der altid den sidste udvej at ændre lovgivningen sådan, at en lignende afgørelse umuligt kan træffes en anden gang.

Det er kort sagt en enorm magt, Grundloven giver til Folketinget. Det føles bare ikke sådan. Heller ikke når man er valgt for et regeringsparti, og der er nogenlunde styr på den parlamentariske situation.

Det, man mærker i hverdagen, er først og fremmest afmagt. At utallige grunde, hvoraf nogle endda er gode, kan det ikke lade sig gøre at sende enhver udenlandsk forbryder tilbage til sit hjemland. Af lige så utallige grunde hænger vi i Danmark på en masse uproduktive og ukonstruktive udlændinge, der aldrig skulle have haft fast opholdstilladelse.

Og sådan kan man blive ved. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at opkræve skat (hvad man end mener om dens størrelse)? Hvorfor er vi nødt til at forære en halv milliard om året i SU til udenlandske studerende af årsager, som kun guderne og EU-domstolen forstår? Hvorfor bliver omfanget af det danske regelværk og bureaukrati ved med at vokse, selvom skiftende regeringer og folketing hader det? Hvorfor bliver der hele tiden lavet reformer, som gør tingene dårligere, end de var?

Jeg kender personligt adskillige ministre fra forskellige partier, der ikke har nogen anelse. Det føles bare, som om højere magter, der er umulige at bremse, bliver ved med at lægge popsmarte reformer (som alle på forhånd ved er håbløse) på ens skrivebord og sætte dem på dagsordenen i Folketinget. Og så må man jo gøre sin dont og få dem igennem systemet på bedste beskub.

Hvis jeg skulle pege på en enkelt årsag – der muligvis også kan være relevant i forhold til minksagen – så er den, at Folketinget mangler rygrad.

I virkeligheden er der ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at mene noget andet, end regeringen og embedsværket godt kunne tænke sig. Og der er heller ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at beordre regering og embedsværk til at rydde op i alle de elendigheder, jeg har opregnet (og flere til).

Man skal være klar over, at det kræver en lang, sej kamp. Den udlændingepolitik, vi har i dag, er det seneste eksempel på, at Folketinget har taget magten over det, man for nemheds skyld kan kalde Systemet og Systemets logikker og rationaler. Altså er det ikke noget, der sker hvert årti. Men det er muligt for Folketinget at bruge den magt, det har på papiret, hvis viljen virkelig er til stede. For det meste drukner det bare i magelig hverdag.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 5. november 2021)

Alex&Alex: Sådan sletter man SMS’er

Alex Vanopslagh
3. november 2021
Afspil video

Alex Vanopslagh afslører skurken i minksagen. Se hvordan regeringen sletter sine SMS’er. Advarsel: Det er stærke sager.

Færre restriktioner nu.

Ole Birk Olesen
8. juni 2021

I morgen skal jeg til forhandling om mere åbning af det danske samfund. Mit udgangspunkt er, at alle risikogrupper og alle over 50 år har fået tilbudt vacciner, og at vi derfor kan ophæve alle restriktioner.

Nu.

Jeg er dog 100 pct. sikker på, at Folketingets røde flertal ikke vil være med til det, så lad os så i det mindste gennemføre disse tre punkter:

1. Påbud om mundbind ophæves alle steder. Det har hele vejen igennem været tvivlsomt, om mundbindet har nogen nævneværdig positiv effekt, men nu hvor halvdelen af befolkningen er vaccineret, er det da helt skørt at påtvinge folk et mundbind, når de bevæger sig blandt andre, som for størstedelens vedkommende også er vaccinerede.

2. Corona-pas skal kun kræves i nattelivet, dvs. på steder som har åbent efter midnat, og ved massebegivenheder med over 1.000 deltagere. Alle andre steder afskaffes krav om Corona-pas på linje med alle andre restriktioner: Ingen afstandskrav, ingen lukketider, ingen antalsbegrænsning osv.

3. Nattelivet får igen lov til at åbne fuldstændig, og massebegivenheder må også arrangeres fuldt ud igen, begge mod forevisning af Corona-pas. Dvs. at Parken til lørdagens kamp mellem Danmark og Finland f.eks. må fyldes op med de 38.000 tilskuere, som der er plads til.

Ikke mere livrem og seler, fordi Seruminstituttet igen og igen leverer overdrevne forudsigelser om eksploderende smittespredning, som aldrig bliver virkelighed. Slut.

Læs min grundlovstale her

Alex Vanopslagh
7. juni 2021

I lørdags holdt jeg min grundlovstale i smukke Skanderborg. Der var både godt vejr og godt liberalt selskab.

Desværre kan I ikke se den i sin helhed, fordi TV2 News vogter nidkært over deres ophavsret, så I stedet kan I her læse lidt om det, jeg talte om.

Jeg talte bl.a. om, hvad grundlovsdag egentlig er en hyldest til – mange tror, at vi hylder demokratiet på grundlovsdag. Men vi hylder snarere grænserne for demokratiet, grænserne for folkets vilje – og selvfølgelig grænserne for magtfuldkomne politikere og despoter.

Det banebrydende for de idéer, som Grundloven bygger på, er at fokusere på dét, som statsmagten og politikerne ikke må. Men dermed også hvad et demokratisk flertal ikke må tvinge et demokratisk mindretal til. Uanset hvor mange, den får til at bakke op.

Du må ikke fjerne folks ytringsfrihed. Du må ikke knægte den private ejendomsret. Du må ikke forhindre folk i at forsamle sig frit i politiske forsamlinger. Du må ikke bare blæse på lov, orden og retsstat.

Men som I også ved, har vi set rigeligt af den slags det seneste år. Ikke mindst i Mette Frederiksens overgreb på grundloven ved at smadre dansk minkavl uden lovhjemmel. Det fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Jeg glæder mig til at se, hvad granskningskommissionen kommer frem til – for minksagen bliver ikke glemt.

På grundlovsdag var det også passende med en hyldest til Grundtvig, dansk liberalismes åndelige fader.

Ikke mindst følgende citat fra ham er lige så vigtig i dag, som da han skrev det: ”At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte til at påtage sig det ansvar.”

Og netop fordi, vores folkestyre kræver et folk, der påtager sig ansvar, er skolepolitik hjerteblod for mig. Og jeg er glad for, at erkendelserne af, at der er noget helt galt i vores uddannelsessystem, nu også har indfundet sig bredere end blot i Liberal Alliance.

Jeg håber vi kan samarbejde om at skabe en mere velfungerende folkeskole, hvis vores unge skal have de nødvendige færdigheder og den nødvendige dannelse, ikke bare til at blive myndige og frie borgere der kan tage vare på sig selv men også hvis vi ønsker et stærkt fællesskab, hvor folk kender deres kultur, historie og værdier.

Et andet sted, hvor idealet om den myndige borger er udskiftet med magtesløshed og afhængighed, er i vores kontanthjælpssystem. Og særligt blandt de desværre tusindvis af mennesker, der er parkeret mere eller mindre permanent på offentlige ydelser.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.
Men det er forfejlet. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Men mange mennesker er permanent fanget på offentlige ydelser i en tilstand af det, jeg kalder åndelig fattigdom. Afhængige, umyndiggjorte og uden de redskaber, der skal til for at blive en del af det arbejdende fællesskab.
Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Jeg tror hellere vi skal bevæge os i en anden retning. Hvor vi nytænker hele beskæftigelsesindsatsen i retningen af lavere ydelser, bevares, men til gengæld større involvering af civilsamfundet, flere gulerødder og mere opmuntring.
I det hele taget skal vi blive bedre til at opmuntre hinanden til at tage ansvar – til at gøre det rigtige – til at værdsætte de værdier, der bærer det hele.

For grundlovsdag er i sandhed en hyldest til de værdier, der oppebærer det hele! Det skal vi huske.

Det gælder os i Liberal Alliance. Og det gælder vores blå kampfæller. Lad os ranke ryggen, droppe forsøget på at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, og kæmpe for, at Danmark for alvor bliver mere borgerligt igen.

Jeg ved, vi kan gøre det.

Coronaretningslinjer for dummies med Alex&Alex

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Afspil video

Alex er glad for, at hans niece kan kaste med karameller på sidste skoledag, og hans nevø skal have studenterhuen på. Desværre har han ikke læst de livsvigtige corona-retningslinjer for den slags.
Heldigvis sætter Alex ham ind i det.

Pas på med at råbe»grundlovsbrud«hele tiden – det minder om dengang, de røde råbte»fascisme«efter alting

Henrik Dahl
27. maj 2021

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den?

Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse. På samme måde er det med bruddet på grundloven.

De blå partier har samme forhold til politibetjente, som de røde partier har til skolelærere. Det sagde en vittig hund engang. Som det gælder for alle morsomheder, er også denne kun sjov, fordi der er noget om snakken. Hvis man tror på lov og orden er det klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for betjentene. Ligesom det er klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for lærerne, hvis man tror, at hovedmotoren i den sociale ingeniørkunst er folkeskolen.

Eksemplet er blot et af mange på, at politik er mere end substans. Politik er også en metodik og nogle skabeloner. Det betyder, at man på en række områder kan sætte forskelligartede navne og problemstillinger ind i de velkendte skabeloner. Så genereres der»ny politik«, der i virkeligheden ikke er særlig ny. Bare en variation over et såre velkendt tema.

Kan man tysk, og skulle man være i tvivl om almengyldigheden i mit synspunkt, kan man tænde for debat- og samtaleprogrammet Anne Will, der kører på ARD. Ofte handler programmet om corona. Og på forunderlig vis lyder meget af den røde kritik mod den tyske regering som noget, de blå partier kunne finde på at sige i Danmark. Det skyldes, at den tyske regering er konservativ, mens vores er socialdemokratisk. Men at kritikken i begge lande benytter sig af den samme skabelon.

På den ene side kan man have den opfattelse, at det er for fantasiløst, når de fleste politikere klarer dagen og vejen ved at udfylde gammelkendte skabeloner med navne, problemstillinger og kritikpunkter, der er fremført hundrede gange før.

På den anden side kan det siges, at brugen af skabeloner er så almindelig, at der ikke rigtig er noget at komme efter. En højt elsket musikform som blues består i vidt omfang af skabeloner. Og kunsten består derfor i at kunne udfylde dem med nye drejninger, ingen har hørt før. Fortællekunsten består også et langt stykke ad vejen af skabeloner: Vores helt bliver tilkastet en opgave. Det er klart, at den er farlig, og at meget taler imod at acceptere den. Men pludselig er der ingen vej tilbage. Det kulminerer med, at alting går galt på samme tid. Men præcis i det øjeblik, hvor det ser allermørkest ud, er der et lillebitte lys for enden af tunnelen. Derfor lykkes det til sidst at redde dagen (og i ældre tider som bonus at vinde den udkårnes hånd).

»Faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt.«

På den opskrift er der lavet i hundredvis af romaner og film. Og når det kommer til stykket: Er selveste Matador ikke i virkeligheden Romeo og Julie, der er flyttet fra Verona til en by, der minder om Roskilde? Det skulle jeg nok mene. Men sagen er: Det gør ikke noget. Fordi historien er så god, og skabelonen så slidstærk.

Grundlovsbrud

Et sted, hvor jeg tror, de blå partier i disse år skal være lidt forsigtige er dog i trangen til at råbe»grundlovsbrud«efter alting. Når det kommer til stykket er det jo også en skabelon. Nemlig den, der fik venstrefløjen til at råbe»fascisme«efter alting i gamle dage.

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den? Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse.

På samme måde er det med bruddet på grundloven. Tvindloven var en overtrædelse af grundloven (som Folketinget i øvrigt valgte at tilgive). Men faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt. Fordi den lever op til det basale krav til alle gode forfatninger: At være kort og uklar.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. maj 2021)

Frihedsrettigheder er forudsætningen for tryghed, ikke omvendt

Alex Vanopslagh
24. maj 2021

Af Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL)

Justitsminister Nick Hækkerups forsvar for mindre frihed i tryghedens navn er dybt bekymrende og forvrøvlet.

Et skib er tryggest i havn, men det er ikke det, skibe er til for. Sådan skrev den amerikanske præst William G.T. Shedd engang. Det er ord, som justitsminister Nick Hækkerup kunne have godt af at læse.

Han gav her i avisen i mandags et interview, der desværre var et dybt bekymrende indblik i hans og regeringens syn på retspolitik og borgernes rettigheder.

Kronjuvelerne i regeringens retspolitik er at udruste statsmagten med bedre muligheder for at overvåge borgerne og indskrænke vores frihed mod et hult løfte om mere ’tryghed’. Et godt eksempel er regeringens drømme om at kunne udstede såkaldte ’tryghedsskabende opholdsforbud’. Man vil bekæmpe enkelte kriminelles adfærd ved at forbyde alle danskere at opholde sig i særlige områder. Bag flotte ord om tryghed gemmer sig den gevaldige retspolitiske falliterklæring, at regeringen åbenbart kun kan ramme kriminelle ved at ramme alle danskere.

Hækkerups centrale påstand er, at vi får mere frihed ved at begrænse vores frihed. Man kunne tro, at det var et satirisk indslag, men nej, logikken lyder, at vi ved at sige farvel til noget frihed kan få mere tryghed og dermed mere ’reel’ frihed. Skal man være venlig over for ministeren, kunne man måske forestille sig ekstreme samfund, hvor den tanke kan give mening. Men det kan aldrig være et meningsfuldt syn på et land som Danmark.

Det får os til at spørge: Hvor bliver folk tryggere af at give afkald på frihedsrettigheder? I Kina, hvor de opbygger en digitaliseret parodi på overvågningssamfundet? I ’1984’ eller måske i USA, hvor sager om politibrutalitet sætter landet i brand fra kyst til kyst? Eller bare ovre i Storbritannien, hvor London er plastret til med overvågningskameraer, men kriminaliteten stadig hærger?

Det er ikke vores opfattelse, at disse lande, hvor indskrænkningen af frihedsrettigheder har været stor, har set mere tryghed som resultat.

Selv om det er smigrende for den ene forfatter til dette indlæg, at Hækkerup samtidig påstår, at det med frihedsrettigheder kun er noget, de blå partier går op i, så er det selvfølgelig ikke rigtigt. Frihedsrettigheder handler ikke om partifarve, og det burde være tydeligt, når man tænker på, at Enhedslisten og Liberal Alliance, der kan stå langt fra hinanden i mange spørgsmål, begge altid har stået vagt om netop frihedsrettighederne.

Nick Hækkerup er ikke bare justitsminister, han er ph.d. i jura. Efter så mange års jurastudier burde det være klart, at frihedsrettigheder ikke bare er formaliteter på et dødt stykke papir. Vi har ikke friheden for statens skyld. Vi har staten for frihedsrettighedernes skyld. Borgerne kan kun være trygge, når de ved, at magthaverne er bundet af regler, de skal respektere.

Borgerne kan ikke være trygge i et samfund, hvor magthaverne kan gøre, som de har lyst. Hverken i en eller anden diktatorisk ideologis navn eller for at signalere hårdhed og handlekraft over for vælgerne.

Og hvis trygheden lå regeringen så meget på sinde, kunne den jo starte med at sørge for, at politiet faktisk kunne løse de opgaver, de allerede har. Danskerne oplever tit, at politiet ikke kan prioritere volds- eller tyverisager. Hvad skal det hjælpe dem, at de overvåges og udsættes for uforudsigelige opholdsforbud i det offentlige rum, mens de venter på at blive prioriteret?

Den slags indgreb, som Nick Hækkerup lægger op til, aldrig bliver gennemført med vores stemmer, uanset regeringens farve i fremtiden. Og at vi i fællesskab vil gøre alt, vi kan, for at rulle den slags uvæsen tilbage.

For demokratisk sindede mennesker er det åbenlyst, at forudsætningen for tryghed er frihed og frihedsrettigheder. Netop derfor giver det ikke nogen mening at holde borgernes skibe i statens havn. Der er meget, der skiller os i Enhedslisten og Liberal Alliance, men når det kommer til retspolitikken, står vi sammen om at forsvare demokratiet og friheden.

Og egentlig fatter vi ikke, at andre ikke gør det samme.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 23. maj 2021)

Rød regering måtte trækkes til truget

Alex Vanopslagh
18. maj 2021

Det meste af Danmark genåbner nu. Det er dejligt.

Efter endnu en marathon-forhandling, der sluttede efter ni timer ved midnat, er det dog en blandet fornøjelse af se på aftalen.

Jeg er glad for en række ting:

Regeringen er nu bundet til masten: Kravet om mundbind udfases fra juni måned og skal være helt væk senest, når alle er tilbudt vaccine.

Det samme gør sig gældende for coronapasset, hvor der nu er en plan for udfasning og en understregning af, at det skal forsvinde helt for alt andet end rejser og turisme.

Det er derudover aftalt, at der nu skal luges ud i alle slags mærkelige regler og krav, så der er færre af dem, og det hele er mere gennemskueligt.

Men jeg synes, at det er helt vildt, at regeringen skal trækkes til truget med de her ting. De kæmper krampagtigt for at holde fast i restriktioner.

Sværere end topskat

Jeg spøgte på pressemødet i nat med, at jeg tror det er sværere at få denne regering til at give danskerne deres frihed tilbage, end det var for LA i den forrige regering at kæmpe for lavere topskat.

Heldigvis er der nu en såkaldt kørekortsmodel for brug af coronapas i foreninger og på biblioteker – altså at du selv har ansvaret for at have en negativ test, og at der kun foretages stikprøvekontrol. Men det gælder slet ikke nok steder.

Heldigvis kan lidt flere nu komme tilbage på arbejdet efter at have arbejdet hjemme i mere end et år for manges vedkommende. Men desværre taler vi i første omgang kun om 20 pct, af de anslået 600.000 danskere, der arbejder hjemmefra lige nu.

Heldigvis er der nu en klar plan udfasning af brugen af mundbind. Men det går for langsomt.

Det leder selvfølgelig igen tankerne hen på, hvorfor LA så sidder med ved forhandlingsbordet, hvis vi ikke kan rykke den overforsigtige regering længere end tilfældet er.

Her vil jeg bare sige: Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan tingene ville se ud, hvis ikke jeg og de andre blå partiledere havde presset på i timevis.

Læs mere om aftalen her.

Coronaregimet er en fest for bureaukraterne

Alex Vanopslagh
13. maj 2021

Hvor vi tidligere i pandemien havde mere generelle restriktioner, er vi nu nede på et helt grotesk detaljeniveau, når regeringen skal gå med til mere genåbning. Vi skal videre fra bøvl og bureaukrati og have mere tillid til danskerne.

For nylig var vi igennem endnu en maratonforhandling, der endte i en aftale om yderligere genåbning af Danmark. Det er naturligvis glædeligt, at vi sammen med de fleste andre blå partier gang på gang får rykket regeringen i retningen af mere genåbning. Selvom det er forår, og genåbningen er godt på vej, er jeg nu alligevel bekymret for, at genåbningen bliver for fodslæbende og alt for bureaukratisk.

Men jeg er også bekymret for, hvordan sundhedsmyndigheder, regeringen og de røde støttepartier konstant finder på mere og mere bureaukratiske restriktioner i stedet for at tage udgangspunkt i meningsfulde regler og tillid til danskernes ansvar og sunde fornuft.

Et godt eksempel var den nu heldigvis forkastede 30-minuttersregel, som vi aldrig aftalte i forhandlingslokalet, men som alligevel blev rullet ud over restaurationsbranchen. Også selvom Statens Serum Institut ikke vurderede, at den gav nogen mening for restauranter og cafeer. Det var med andre ord regulering for reguleringens skyld.

Coronapasset er et andet godt eksempel på unødvendig kontrol og bureaukrati. Det kan give mening som alternativ til omfattende restriktioner på større forsamlinger samt rejser – ikke som endnu et bebyrdende krav oven i alle de andre krav, som regeringen foretrækker det.

Brugen af coronapasset er i dag alt for vidtgående. Vi kan eksempelvis se, at nogle fitnesscentre ikke genåbner – og jeg kan være bekymret for, om man indfører en for nidkær og ødelæggende kontrol i foreningslivet. DGI har allerede udtrykt deres utilfredshed med forventningen om at skulle agere coronapaskontrol for deres frivillige.

Vi forhandler lige nu om mindre omfattende og mere tillidsbaseret brug af coronapasset, og det er endnu en gang en armlægning med regering og myndigheder, der holder fast i restriktioner uden skelen til indlæggelsestallene eller tillid til danskerne.

Dette coronaregime er og bliver en fest for bureaukraterne. Lad os tage et par eksempler. Kulturministeriet publicerede 7. maj ni meget tætskrevne sider om »Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv«. Selvom der så godt som ingen coronasmitte er ved udendørsaktiviteter.

Et andet eksempel er indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen om, at for drikkevarer solgt efter kl. 22 må alkoholprocenten ikke overstige 1,2 procent

Eller se blot retningslinjerne til dagtilbud: »Legetøj, der ikke kan rengøres efter anvisning, bør pakkes væk til efter covid-19 epidemien … Hvorvidt legetøj bør pakkes væk, kan i nogle tilfælde afvejes ift. andre vigtige elementer af pædagogisk praksis, herunder blandt andet legetøjets egnethed til at understøtte børns udvikling på forskellige områder«. Det er simpelthen til at få hovedpine af. Kunne vi ikke i stedet prøve med noget så kættersk som tillid til pædagoger, rengøringspersonale og de lokale ledelser?

Mettes mistillid
Det er egentlig lidt ironisk, at Mette Frederiksen i al sit storsind gerne tildeler danskernes ansvarlige opførsel »æren« for, at coronasmitten har været under kontrol i Danmark. Men alt, hvad hendes regering gør, er baseret på mistillid til danskerne og et ekstremt behov for kontrol med alle detaljer af samfundslivet. Det er formentlig også derfor, man fornemmer, at hun ikke rigtig mener det, når hun siger, at det er danskerne, og ikke hendes regering, der fortjener ros for pandemihåndteringen i Danmark.

Det er bekymrende, at regeringen og i særdeleshed statsministeren tager så let på indgriben i danskernes frihed og hverdag. Al kritik bliver affejet med »global pandemi« eller en meningsløs sammenligning med et land som Indien, hvor smitten stiger. Om det gælder 30-minuttersreglen, seks-dages-reglen eller den unødvendige og ulovlige minkskandale, så trækker statsministeren bare på skuldrene.

Det er systempolitik, når det er allerværst. Og jeg synes ikke, de kan være det bekendt over for foreningslivet, de erhvervsdrivende og danskere i al almindelighed, der selvfølgelig gerne vil gøre deres for at holde pandemien under kontrol og er mere end i stand til at tage ansvar for at gøre det på forsvarlig vis.

Vi skal videre. Men det bliver helt sikkert en hård kamp at få sluppet de røde partiers coronagreb om befolkningen. Heldigvis er jeg ikke bange for at tage den kamp, og det er mine gode blå kollegaer heller ikke. Hverken i forhandlingslokalet, i debatten – eller den dag, vi igen skal til valg, og danskerne får chancen for at sammensætte et folketing med mere tillid til dem.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. maj 2021)