Alex&Alex: Corona-skatter, hvad er det for noget?
Færre restriktioner nu.
I morgen skal jeg til forhandling om mere åbning af det danske samfund. Mit udgangspunkt er, at alle risikogrupper og alle over 50 år har fået tilbudt vacciner, og at vi derfor kan ophæve alle restriktioner.
Nu.
Jeg er dog 100 pct. sikker på, at Folketingets røde flertal ikke vil være med til det, så lad os så i det mindste gennemføre disse tre punkter:
1. Påbud om mundbind ophæves alle steder. Det har hele vejen igennem været tvivlsomt, om mundbindet har nogen nævneværdig positiv effekt, men nu hvor halvdelen af befolkningen er vaccineret, er det da helt skørt at påtvinge folk et mundbind, når de bevæger sig blandt andre, som for størstedelens vedkommende også er vaccinerede.
2. Corona-pas skal kun kræves i nattelivet, dvs. på steder som har åbent efter midnat, og ved massebegivenheder med over 1.000 deltagere. Alle andre steder afskaffes krav om Corona-pas på linje med alle andre restriktioner: Ingen afstandskrav, ingen lukketider, ingen antalsbegrænsning osv.
3. Nattelivet får igen lov til at åbne fuldstændig, og massebegivenheder må også arrangeres fuldt ud igen, begge mod forevisning af Corona-pas. Dvs. at Parken til lørdagens kamp mellem Danmark og Finland f.eks. må fyldes op med de 38.000 tilskuere, som der er plads til.
Ikke mere livrem og seler, fordi Seruminstituttet igen og igen leverer overdrevne forudsigelser om eksploderende smittespredning, som aldrig bliver virkelighed. Slut.
Læs min grundlovstale her
I lørdags holdt jeg min grundlovstale i smukke Skanderborg. Der var både godt vejr og godt liberalt selskab.
Desværre kan I ikke se den i sin helhed, fordi TV2 News vogter nidkært over deres ophavsret, så I stedet kan I her læse lidt om det, jeg talte om.
Jeg talte bl.a. om, hvad grundlovsdag egentlig er en hyldest til – mange tror, at vi hylder demokratiet på grundlovsdag. Men vi hylder snarere grænserne for demokratiet, grænserne for folkets vilje – og selvfølgelig grænserne for magtfuldkomne politikere og despoter.
Det banebrydende for de idéer, som Grundloven bygger på, er at fokusere på dét, som statsmagten og politikerne ikke må. Men dermed også hvad et demokratisk flertal ikke må tvinge et demokratisk mindretal til. Uanset hvor mange, den får til at bakke op.
Du må ikke fjerne folks ytringsfrihed. Du må ikke knægte den private ejendomsret. Du må ikke forhindre folk i at forsamle sig frit i politiske forsamlinger. Du må ikke bare blæse på lov, orden og retsstat.
Men som I også ved, har vi set rigeligt af den slags det seneste år. Ikke mindst i Mette Frederiksens overgreb på grundloven ved at smadre dansk minkavl uden lovhjemmel. Det fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Jeg glæder mig til at se, hvad granskningskommissionen kommer frem til – for minksagen bliver ikke glemt.
På grundlovsdag var det også passende med en hyldest til Grundtvig, dansk liberalismes åndelige fader.
Ikke mindst følgende citat fra ham er lige så vigtig i dag, som da han skrev det: ”At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte til at påtage sig det ansvar.”
Og netop fordi, vores folkestyre kræver et folk, der påtager sig ansvar, er skolepolitik hjerteblod for mig. Og jeg er glad for, at erkendelserne af, at der er noget helt galt i vores uddannelsessystem, nu også har indfundet sig bredere end blot i Liberal Alliance.
Jeg håber vi kan samarbejde om at skabe en mere velfungerende folkeskole, hvis vores unge skal have de nødvendige færdigheder og den nødvendige dannelse, ikke bare til at blive myndige og frie borgere der kan tage vare på sig selv men også hvis vi ønsker et stærkt fællesskab, hvor folk kender deres kultur, historie og værdier.
Et andet sted, hvor idealet om den myndige borger er udskiftet med magtesløshed og afhængighed, er i vores kontanthjælpssystem. Og særligt blandt de desværre tusindvis af mennesker, der er parkeret mere eller mindre permanent på offentlige ydelser.
De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.
Men det er forfejlet. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.
Men mange mennesker er permanent fanget på offentlige ydelser i en tilstand af det, jeg kalder åndelig fattigdom. Afhængige, umyndiggjorte og uden de redskaber, der skal til for at blive en del af det arbejdende fællesskab.
Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.
Jeg tror hellere vi skal bevæge os i en anden retning. Hvor vi nytænker hele beskæftigelsesindsatsen i retningen af lavere ydelser, bevares, men til gengæld større involvering af civilsamfundet, flere gulerødder og mere opmuntring.
I det hele taget skal vi blive bedre til at opmuntre hinanden til at tage ansvar – til at gøre det rigtige – til at værdsætte de værdier, der bærer det hele.
For grundlovsdag er i sandhed en hyldest til de værdier, der oppebærer det hele! Det skal vi huske.
Det gælder os i Liberal Alliance. Og det gælder vores blå kampfæller. Lad os ranke ryggen, droppe forsøget på at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, og kæmpe for, at Danmark for alvor bliver mere borgerligt igen.
Jeg ved, vi kan gøre det.
Coronaretningslinjer for dummies med Alex&Alex
Alex er glad for, at hans niece kan kaste med karameller på sidste skoledag, og hans nevø skal have studenterhuen på. Desværre har han ikke læst de livsvigtige corona-retningslinjer for den slags.
Heldigvis sætter Alex ham ind i det.
Pas på med at råbe»grundlovsbrud«hele tiden – det minder om dengang, de røde råbte»fascisme«efter alting
For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den?
Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse. På samme måde er det med bruddet på grundloven.
De blå partier har samme forhold til politibetjente, som de røde partier har til skolelærere. Det sagde en vittig hund engang. Som det gælder for alle morsomheder, er også denne kun sjov, fordi der er noget om snakken. Hvis man tror på lov og orden er det klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for betjentene. Ligesom det er klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for lærerne, hvis man tror, at hovedmotoren i den sociale ingeniørkunst er folkeskolen.
Eksemplet er blot et af mange på, at politik er mere end substans. Politik er også en metodik og nogle skabeloner. Det betyder, at man på en række områder kan sætte forskelligartede navne og problemstillinger ind i de velkendte skabeloner. Så genereres der»ny politik«, der i virkeligheden ikke er særlig ny. Bare en variation over et såre velkendt tema.
Kan man tysk, og skulle man være i tvivl om almengyldigheden i mit synspunkt, kan man tænde for debat- og samtaleprogrammet Anne Will, der kører på ARD. Ofte handler programmet om corona. Og på forunderlig vis lyder meget af den røde kritik mod den tyske regering som noget, de blå partier kunne finde på at sige i Danmark. Det skyldes, at den tyske regering er konservativ, mens vores er socialdemokratisk. Men at kritikken i begge lande benytter sig af den samme skabelon.
På den ene side kan man have den opfattelse, at det er for fantasiløst, når de fleste politikere klarer dagen og vejen ved at udfylde gammelkendte skabeloner med navne, problemstillinger og kritikpunkter, der er fremført hundrede gange før.
På den anden side kan det siges, at brugen af skabeloner er så almindelig, at der ikke rigtig er noget at komme efter. En højt elsket musikform som blues består i vidt omfang af skabeloner. Og kunsten består derfor i at kunne udfylde dem med nye drejninger, ingen har hørt før. Fortællekunsten består også et langt stykke ad vejen af skabeloner: Vores helt bliver tilkastet en opgave. Det er klart, at den er farlig, og at meget taler imod at acceptere den. Men pludselig er der ingen vej tilbage. Det kulminerer med, at alting går galt på samme tid. Men præcis i det øjeblik, hvor det ser allermørkest ud, er der et lillebitte lys for enden af tunnelen. Derfor lykkes det til sidst at redde dagen (og i ældre tider som bonus at vinde den udkårnes hånd).
»Faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt.«
På den opskrift er der lavet i hundredvis af romaner og film. Og når det kommer til stykket: Er selveste Matador ikke i virkeligheden Romeo og Julie, der er flyttet fra Verona til en by, der minder om Roskilde? Det skulle jeg nok mene. Men sagen er: Det gør ikke noget. Fordi historien er så god, og skabelonen så slidstærk.
Grundlovsbrud
Et sted, hvor jeg tror, de blå partier i disse år skal være lidt forsigtige er dog i trangen til at råbe»grundlovsbrud«efter alting. Når det kommer til stykket er det jo også en skabelon. Nemlig den, der fik venstrefløjen til at råbe»fascisme«efter alting i gamle dage.
For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den? Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse.
På samme måde er det med bruddet på grundloven. Tvindloven var en overtrædelse af grundloven (som Folketinget i øvrigt valgte at tilgive). Men faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt. Fordi den lever op til det basale krav til alle gode forfatninger: At være kort og uklar.
Frihedsrettigheder er forudsætningen for tryghed, ikke omvendt
Af Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL)
Justitsminister Nick Hækkerups forsvar for mindre frihed i tryghedens navn er dybt bekymrende og forvrøvlet.
Et skib er tryggest i havn, men det er ikke det, skibe er til for. Sådan skrev den amerikanske præst William G.T. Shedd engang. Det er ord, som justitsminister Nick Hækkerup kunne have godt af at læse.
Han gav her i avisen i mandags et interview, der desværre var et dybt bekymrende indblik i hans og regeringens syn på retspolitik og borgernes rettigheder.
Kronjuvelerne i regeringens retspolitik er at udruste statsmagten med bedre muligheder for at overvåge borgerne og indskrænke vores frihed mod et hult løfte om mere ’tryghed’. Et godt eksempel er regeringens drømme om at kunne udstede såkaldte ’tryghedsskabende opholdsforbud’. Man vil bekæmpe enkelte kriminelles adfærd ved at forbyde alle danskere at opholde sig i særlige områder. Bag flotte ord om tryghed gemmer sig den gevaldige retspolitiske falliterklæring, at regeringen åbenbart kun kan ramme kriminelle ved at ramme alle danskere.
Hækkerups centrale påstand er, at vi får mere frihed ved at begrænse vores frihed. Man kunne tro, at det var et satirisk indslag, men nej, logikken lyder, at vi ved at sige farvel til noget frihed kan få mere tryghed og dermed mere ’reel’ frihed. Skal man være venlig over for ministeren, kunne man måske forestille sig ekstreme samfund, hvor den tanke kan give mening. Men det kan aldrig være et meningsfuldt syn på et land som Danmark.
Det får os til at spørge: Hvor bliver folk tryggere af at give afkald på frihedsrettigheder? I Kina, hvor de opbygger en digitaliseret parodi på overvågningssamfundet? I ’1984’ eller måske i USA, hvor sager om politibrutalitet sætter landet i brand fra kyst til kyst? Eller bare ovre i Storbritannien, hvor London er plastret til med overvågningskameraer, men kriminaliteten stadig hærger?
Det er ikke vores opfattelse, at disse lande, hvor indskrænkningen af frihedsrettigheder har været stor, har set mere tryghed som resultat.
Selv om det er smigrende for den ene forfatter til dette indlæg, at Hækkerup samtidig påstår, at det med frihedsrettigheder kun er noget, de blå partier går op i, så er det selvfølgelig ikke rigtigt. Frihedsrettigheder handler ikke om partifarve, og det burde være tydeligt, når man tænker på, at Enhedslisten og Liberal Alliance, der kan stå langt fra hinanden i mange spørgsmål, begge altid har stået vagt om netop frihedsrettighederne.
Nick Hækkerup er ikke bare justitsminister, han er ph.d. i jura. Efter så mange års jurastudier burde det være klart, at frihedsrettigheder ikke bare er formaliteter på et dødt stykke papir. Vi har ikke friheden for statens skyld. Vi har staten for frihedsrettighedernes skyld. Borgerne kan kun være trygge, når de ved, at magthaverne er bundet af regler, de skal respektere.
Borgerne kan ikke være trygge i et samfund, hvor magthaverne kan gøre, som de har lyst. Hverken i en eller anden diktatorisk ideologis navn eller for at signalere hårdhed og handlekraft over for vælgerne.
Og hvis trygheden lå regeringen så meget på sinde, kunne den jo starte med at sørge for, at politiet faktisk kunne løse de opgaver, de allerede har. Danskerne oplever tit, at politiet ikke kan prioritere volds- eller tyverisager. Hvad skal det hjælpe dem, at de overvåges og udsættes for uforudsigelige opholdsforbud i det offentlige rum, mens de venter på at blive prioriteret?
Den slags indgreb, som Nick Hækkerup lægger op til, aldrig bliver gennemført med vores stemmer, uanset regeringens farve i fremtiden. Og at vi i fællesskab vil gøre alt, vi kan, for at rulle den slags uvæsen tilbage.
For demokratisk sindede mennesker er det åbenlyst, at forudsætningen for tryghed er frihed og frihedsrettigheder. Netop derfor giver det ikke nogen mening at holde borgernes skibe i statens havn. Der er meget, der skiller os i Enhedslisten og Liberal Alliance, men når det kommer til retspolitikken, står vi sammen om at forsvare demokratiet og friheden.
Og egentlig fatter vi ikke, at andre ikke gør det samme.
(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 23. maj 2021)
Rød regering måtte trækkes til truget
Det meste af Danmark genåbner nu. Det er dejligt.
Efter endnu en marathon-forhandling, der sluttede efter ni timer ved midnat, er det dog en blandet fornøjelse af se på aftalen.
Jeg er glad for en række ting:
Regeringen er nu bundet til masten: Kravet om mundbind udfases fra juni måned og skal være helt væk senest, når alle er tilbudt vaccine.
Det samme gør sig gældende for coronapasset, hvor der nu er en plan for udfasning og en understregning af, at det skal forsvinde helt for alt andet end rejser og turisme.
Det er derudover aftalt, at der nu skal luges ud i alle slags mærkelige regler og krav, så der er færre af dem, og det hele er mere gennemskueligt.
Men jeg synes, at det er helt vildt, at regeringen skal trækkes til truget med de her ting. De kæmper krampagtigt for at holde fast i restriktioner.
Sværere end topskat
Jeg spøgte på pressemødet i nat med, at jeg tror det er sværere at få denne regering til at give danskerne deres frihed tilbage, end det var for LA i den forrige regering at kæmpe for lavere topskat.
Heldigvis er der nu en såkaldt kørekortsmodel for brug af coronapas i foreninger og på biblioteker – altså at du selv har ansvaret for at have en negativ test, og at der kun foretages stikprøvekontrol. Men det gælder slet ikke nok steder.
Heldigvis kan lidt flere nu komme tilbage på arbejdet efter at have arbejdet hjemme i mere end et år for manges vedkommende. Men desværre taler vi i første omgang kun om 20 pct, af de anslået 600.000 danskere, der arbejder hjemmefra lige nu.
Heldigvis er der nu en klar plan udfasning af brugen af mundbind. Men det går for langsomt.
Det leder selvfølgelig igen tankerne hen på, hvorfor LA så sidder med ved forhandlingsbordet, hvis vi ikke kan rykke den overforsigtige regering længere end tilfældet er.
Her vil jeg bare sige: Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan tingene ville se ud, hvis ikke jeg og de andre blå partiledere havde presset på i timevis.
Læs mere om aftalen her.
Coronaregimet er en fest for bureaukraterne
Hvor vi tidligere i pandemien havde mere generelle restriktioner, er vi nu nede på et helt grotesk detaljeniveau, når regeringen skal gå med til mere genåbning. Vi skal videre fra bøvl og bureaukrati og have mere tillid til danskerne.
For nylig var vi igennem endnu en maratonforhandling, der endte i en aftale om yderligere genåbning af Danmark. Det er naturligvis glædeligt, at vi sammen med de fleste andre blå partier gang på gang får rykket regeringen i retningen af mere genåbning. Selvom det er forår, og genåbningen er godt på vej, er jeg nu alligevel bekymret for, at genåbningen bliver for fodslæbende og alt for bureaukratisk.
Men jeg er også bekymret for, hvordan sundhedsmyndigheder, regeringen og de røde støttepartier konstant finder på mere og mere bureaukratiske restriktioner i stedet for at tage udgangspunkt i meningsfulde regler og tillid til danskernes ansvar og sunde fornuft.
Et godt eksempel var den nu heldigvis forkastede 30-minuttersregel, som vi aldrig aftalte i forhandlingslokalet, men som alligevel blev rullet ud over restaurationsbranchen. Også selvom Statens Serum Institut ikke vurderede, at den gav nogen mening for restauranter og cafeer. Det var med andre ord regulering for reguleringens skyld.
Coronapasset er et andet godt eksempel på unødvendig kontrol og bureaukrati. Det kan give mening som alternativ til omfattende restriktioner på større forsamlinger samt rejser – ikke som endnu et bebyrdende krav oven i alle de andre krav, som regeringen foretrækker det.
Brugen af coronapasset er i dag alt for vidtgående. Vi kan eksempelvis se, at nogle fitnesscentre ikke genåbner – og jeg kan være bekymret for, om man indfører en for nidkær og ødelæggende kontrol i foreningslivet. DGI har allerede udtrykt deres utilfredshed med forventningen om at skulle agere coronapaskontrol for deres frivillige.
Vi forhandler lige nu om mindre omfattende og mere tillidsbaseret brug af coronapasset, og det er endnu en gang en armlægning med regering og myndigheder, der holder fast i restriktioner uden skelen til indlæggelsestallene eller tillid til danskerne.
Dette coronaregime er og bliver en fest for bureaukraterne. Lad os tage et par eksempler. Kulturministeriet publicerede 7. maj ni meget tætskrevne sider om »Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv«. Selvom der så godt som ingen coronasmitte er ved udendørsaktiviteter.
Et andet eksempel er indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen om, at for drikkevarer solgt efter kl. 22 må alkoholprocenten ikke overstige 1,2 procent
Eller se blot retningslinjerne til dagtilbud: »Legetøj, der ikke kan rengøres efter anvisning, bør pakkes væk til efter covid-19 epidemien … Hvorvidt legetøj bør pakkes væk, kan i nogle tilfælde afvejes ift. andre vigtige elementer af pædagogisk praksis, herunder blandt andet legetøjets egnethed til at understøtte børns udvikling på forskellige områder«. Det er simpelthen til at få hovedpine af. Kunne vi ikke i stedet prøve med noget så kættersk som tillid til pædagoger, rengøringspersonale og de lokale ledelser?
Mettes mistillid
Det er egentlig lidt ironisk, at Mette Frederiksen i al sit storsind gerne tildeler danskernes ansvarlige opførsel »æren« for, at coronasmitten har været under kontrol i Danmark. Men alt, hvad hendes regering gør, er baseret på mistillid til danskerne og et ekstremt behov for kontrol med alle detaljer af samfundslivet. Det er formentlig også derfor, man fornemmer, at hun ikke rigtig mener det, når hun siger, at det er danskerne, og ikke hendes regering, der fortjener ros for pandemihåndteringen i Danmark.
Det er bekymrende, at regeringen og i særdeleshed statsministeren tager så let på indgriben i danskernes frihed og hverdag. Al kritik bliver affejet med »global pandemi« eller en meningsløs sammenligning med et land som Indien, hvor smitten stiger. Om det gælder 30-minuttersreglen, seks-dages-reglen eller den unødvendige og ulovlige minkskandale, så trækker statsministeren bare på skuldrene.
Det er systempolitik, når det er allerværst. Og jeg synes ikke, de kan være det bekendt over for foreningslivet, de erhvervsdrivende og danskere i al almindelighed, der selvfølgelig gerne vil gøre deres for at holde pandemien under kontrol og er mere end i stand til at tage ansvar for at gøre det på forsvarlig vis.
Vi skal videre. Men det bliver helt sikkert en hård kamp at få sluppet de røde partiers coronagreb om befolkningen. Heldigvis er jeg ikke bange for at tage den kamp, og det er mine gode blå kollegaer heller ikke. Hverken i forhandlingslokalet, i debatten – eller den dag, vi igen skal til valg, og danskerne får chancen for at sammensætte et folketing med mere tillid til dem.
Blå blok kommer ikke videre, før vi forstår Mette Frederiksens projekt
Vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.
Da jeg var dreng, var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister. Han stod for et skattestop – sådan da – stram udlændingepolitik og i øvrigt at være lige så socialdemokratisk som Socialdemokratiet, når det kom til velfærd.
Alligevel holdt den røde opposition fast i, at Foghs socialdemokratisme var en maskerade – lige om lidt ville han vise sig som en fæl hulemandsliberalist, der ville lade danskerne beholde flere af deres egne penge og slanke den offentlige sektor. Sangen blev gentaget, da Lars Løkke blev statsminister.
I ti år holdt venstrefløjen fast i, at der ikke var nogen grund til at tænke nye tanker, for om lidt ville sandheden gå op for danskerne.
Men det var en monumental fejlanalyse. Og det bedste bevis er, at mit eget parti, Liberal Alliance, opstod, fordi Fogh og Løkke faktisk var ærlige, når de påstod at være socialdemokrater, der ville bruge flere af danskernes penge i den offentlige sektor.
Mettes maskefald?
I dag er rollerne byttet om. Mette Frederiksen vandt regeringsmagten ved at stå for en stram udlændingepolitik og opbygge et nyt politisk projekt. Det borgerlige Danmark bliver nødt til at forstå Mette Frederiksens politiske projekt og hendes succes – selv blandt mange tidligere borgerlige vælgere. Det har ligefrem fået visse debattører til at udråbe hende som konservativ.
I stedet går store dele af den borgerlige opposition rundt og venter på maskefaldet: Om lidt viser hun sit sande jeg som en udlændingepolitisk slapper.
Det har ført de borgerlige partier ind i så stor en desperation, at anklagerne om at være slappe nu fyger rundt også internt i blå blok. Samtidig strides borgerlige partier om noget så basalt som hvem, de vil pege på som statsminister.
Lad mig lege spåkone: Hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape bliver statsminister, så længe der er borgerkrig i blå blok, og man ikke vil forstå Mette Frederiksens succes. Fortsætter det, går både Ellemann og Pape på pension, før vi får en borgerlig regering igen. Jeg er heldigvis ung, så jeg kan være heldig stadig at være i politik til den tid.
Men sådan behøver det ikke gå. Vi kan godt genopbygge et borgerligt projekt, hvis vi forstår vores modstander ordentligt. Som jeg ser det, har Mette Frederiksens succesfulde projekt tre hovedelementer: En national fællesskabsfortælling, tryghedsstaten og den stærke leder.
Mette Frederiksens nationale fællesskab
Først og fremmest hviler Mette Frederiksens projekt på noget at være fælles om. Bemærk Socialdemokratiets kampagner. »Lad os samle Danmark igen«, »Lille land, stort fællesskab«, »Danmark er for lille et land til store forskelle«. Det er noget, der forpligter danskerne i hele landet.
Mette Frederiksen taler om det, vi som danskere skal være fælles om. Det er hun den eneste i dansk politik, der konsekvent gør.
Borgerlige, især liberale, har været for svage til at betone fællesskabet. Det har kun været på udlændingepolitikken, at vi har respekteret, at danskerne ser sig selv som et folkeligt fællesskab, som vi ikke bare kan skalte og valte med.
Vi har behov for at genfinde den sandhed, at danskerne hører til i deres lokale og nationale fællesskaber. Fører vi politik uden respekt for det, vil vi altid tabe – og fortjene det.
Tryghedsstaten
I Mette Frederiksens fællesskab er vi samlet i tryghedsstaten. Verden er et farligt sted, men i landsmoder Mettes favn kan danskerne være trygge både materielt og kulturelt.
I tryghedsstaten er velfærdsforbrugere og offentligt ansatte tilgodeset, og deres tryghed i enhver forstand gøres konstant større. Men dem, der betaler regningen, er ironisk nok glemt.
I tryghedsstaten er der større tryghed for offentligt ansatte og klienter, men det er gennem flere og større offentlige ydelser og mindre frit valg til borgeren.
I tryghedsstaten er opgaven at bevare så meget som muligt – forandringer er utrygge. Det giver mindre plads til det sprælske, det kreative, det selvstændige og det fri.
Tryghedsstaten handler om at beskytte det Danmark, vi kender, på alle tænkelige måder, med velfærd, reformstop og selvfølgelig en hård rets- og udlændingepolitik.
For blå blok betyder det, at vi ikke længere kan vinde valg på rets- og udlændingepolitik. Vi kan selvfølgelig kaste håndklædet i ringen og forsøge at spille uafgjort på velfærd, tryghed og statsomsorg. Men så kunne vi lige så godt melde os ind i Socialdemokratiet.
I stedet bør vi basere et projekt på mening og myndighed, hvor vi skal sikre flest mulige mennesker mulighed for at forholde sig til deres rolle i eget og andres liv. Først som børn, der får et solidt fagligt og socialt fundament at stå på, og så som borgere, der forvalter deres kræfter og ressourcer frit og ansvarligt til gavn for dem selv og hinanden. Hvor fællesskabet vokser nedefra og op.
Vi skal vise vejen fra Mette Frederiksens tryghedsstat til et borgerligt ansvarssamfund. Hvor skatten er lavere, hvor flere starter virksomhed, hvor børnene lærer mere i skolen, hvor der er en bedre balance mellem erhvervsuddannelser og universiteter, hvor den offentlige sektor er mindre, og der er langt mere frit valg i velfærden, og hvor danskerne helt generelt ikke får al deres kreativitet og virkelyst suget ud af sig i mødet med det offentlige bureaukrati. Et Danmark med et sprudlende og stærkt foreningsliv i by og på land.
Og ja, stadig med en stram udlændinge- og retspolitik, sådan som stort set alle danskere ganske fornuftigt ønsker.
Vil nogen stadig falde igennem i sådan et samfund? Ja, og dem skal vi tage os af. Men det er ikke en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra alle og gøre dem afhængige af kommunen i tryghedens navn.
Den stærke leder
Sidst, men ikke mindst, handler Mette Frederiksens projekt om, at det skal gøre en forskel, at hun og Socialdemokratiet har regeringsmagten. Hun sætter en ære i at blæse på praksis, retssikkerhed, Folketinget, embedsværket, eksperter osv., når hun kan signalere at være den stærke leder. Det gælder både, når hun trodser al økonomisk sagkundskab og hæver skatter og betaler raske mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, og når hun smadrer dansk minkavl i et grundlovsbrud.
Det skal man sammenligne med følelsen af afmagt, som prægede både sidste blå regering, og Thorning-regeringens »nødvendighedens politik«.
Der, hvor vi skal lade os inspirere, er, at vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.
Det skal kunne betale sig at stemme borgerligt.
Det må endelig ikke forveksles med, at en stærk statsminister skal være hård, autoritær eller grænseløs. Når man dyrker den type såkaldt lederskab, fortaber respekten for borgerne, sagkundskaben og ikke mindst retssikkerheden sig totalt. Det fører til »små« svipsere såsom at bryde Grundloven og smadre dansk minkavl i panik.
Hvis nogen tror, at vi borgerlige bør lade os inspirere af dét, sætter de i hvert fald ikke borgeren først.
Vi skal videre
Hvis vi kommer videre fra fejlanalyserne af Mette Frederiksen, er der håb for et nyt borgerligt projekt.
Sådan kan vi opbygge en vision om at føre Danmark fra en omklamrende socialdemokratisk tryghedsstat til et livskraftigt borgerligt ansvarssamfund. Sådan kan vi genvinde danskernes gunst.
Alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger
Det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.
Coronakrisen lakker mod enden, men Mette Frederiksen gider overhovedet ikke at tale om, hvornår hendes corona-regimente og alle indgrebene i borgernes frihed skal have en ende.
Den Danske Ordbog definerer magtarrogance således: ”En højerestående persons kyniske overbevisning om egen ret til magtudøvelse uden at lytte til argumenter eller bekymre sig om følgerne.” Og det er den mest præcise beskrivelse, jeg endnu har læst af vores statsminister. Den slags kritik, tror jeg dog, at alle regeringer bliver udsat for af oppositionen. I sidste ende er det nemt at afskrive som jammer over ikke selv at have magten. Derfor kan det lyde trivielt.
Men når jeg alligevel mener, at anklagen om magtarrogance mod Mette Frederiksen er mere end berettiget, handler det om, at vi har en statsminister, hvis attitude bringer mindelser om solkongen Lous d. 14.’s ord: ”staten, det er mig.” Det betyder, at hun har mistet sans for frihed og proportionalitet. Hun har vænnet sig til, at hun med lov og magt kan påbyde og forbyde borgerne alle mulige mærkelige ting. “Vor herre bevares, det er da ikke et stort indgreb,” hører vi hende igen og igen sige om coronarestriktionerne.
Det er ikke rigtig noget indgreb i borgernes frihed at tvinge dem til at bestille et bord 30 minutter før, de vil drikke en kop kaffe eller en øl, var budskabet i sidste uge. Selvom alle og enhver kan se, at det er et indgreb i virksomhedernes ret til at drive forretning og borgernes ret til at handle i deres forretninger.
I forrige uge sagde Statsministeren det samme om kravet om mundbind. Hun følte ikke noget indgreb i sin frihed ved at ”tage et mundbind på”, som hun svarede mig i Folketingssalen. Fuldstændig blind for, at det er noget, hun har påbudt danskerne – et mundbind er ikke bare noget, man bare tager på, det er noget, man skal tage på.
Statsministerens arrogante opfattelse af mundbind som helt uproblematiske er fuldstændig blottet for forståelse for dem, der fx skal stå i butik en hel dag eller udføre hårdt fysisk arbejde med et mundbind på. Eller for frygten for at skulle føde med mundbind på, som har hjemsøgt mange gravide kvinder de seneste måneder.
Og sådan kan man blive ved. Alle Mettes forbud, påbud og restriktioner er blevet banaliteter for hende, og konsekvenserne i den virkelige verden gider hun ikke engang udtrykke forståelse for. Det er dybt beskæmmende, at hun end ikke gider forholde sig til, at både borgerne og virksomhederne har desperat brug for at se noget lys for enden af tunnelen – i stedet må de bare rette ind, indtil hun forbarmer sig.
Sådan tænker den magtarrogante leder.
Mette Frederiksen glemmer igen og igen, at det ikke er borgerne, der skal retfærdiggøre deres aktiviteter overfor staten, men derimod staten, der skal retfærdiggøre sine indgreb i borgernes liv overfor dem.
Og hvis nogen savner dokumentation for dén anklage, skal vi bare tilbage til november, hvor hun brød Grundloven og smadrede dansk minkavl uden lovhjemmel. Det er og bliver et monument af hendes tilgang til politik – alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger. I den sammenhæng kan vi ikke bruge hendes halvkvædede vise fra marts sidste år om, at: ”jeg kommer til at begå fejl,” til noget som helst.
For det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Hun kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor nogen vil kritisere, stille spørgsmålstegn ved eller generelt se anderledes på tingene, når hun først har udtalt sine befalinger. Hun besvarer stort set al kritik af stort og småt, som regeringen har besluttet, med sit evindelige ”vi står midt i en global pandemi”. Dernæst beskylder statsministeren andre partier for at så splittelse, hvis de ikke blindt følger hende.
En af de absolut vigtigste opgaver for mig og Liberal Alliance i resten af valgperioden bliver at bekæmpe Mette Frederiksens magtarrogance og lemfældige omgang med danskernes frihed.
Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.