Henrik Dahl
27. maj 2021

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den?

Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse. På samme måde er det med bruddet på grundloven.

De blå partier har samme forhold til politibetjente, som de røde partier har til skolelærere. Det sagde en vittig hund engang. Som det gælder for alle morsomheder, er også denne kun sjov, fordi der er noget om snakken. Hvis man tror på lov og orden er det klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for betjentene. Ligesom det er klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for lærerne, hvis man tror, at hovedmotoren i den sociale ingeniørkunst er folkeskolen.

Eksemplet er blot et af mange på, at politik er mere end substans. Politik er også en metodik og nogle skabeloner. Det betyder, at man på en række områder kan sætte forskelligartede navne og problemstillinger ind i de velkendte skabeloner. Så genereres der»ny politik«, der i virkeligheden ikke er særlig ny. Bare en variation over et såre velkendt tema.

Kan man tysk, og skulle man være i tvivl om almengyldigheden i mit synspunkt, kan man tænde for debat- og samtaleprogrammet Anne Will, der kører på ARD. Ofte handler programmet om corona. Og på forunderlig vis lyder meget af den røde kritik mod den tyske regering som noget, de blå partier kunne finde på at sige i Danmark. Det skyldes, at den tyske regering er konservativ, mens vores er socialdemokratisk. Men at kritikken i begge lande benytter sig af den samme skabelon.

På den ene side kan man have den opfattelse, at det er for fantasiløst, når de fleste politikere klarer dagen og vejen ved at udfylde gammelkendte skabeloner med navne, problemstillinger og kritikpunkter, der er fremført hundrede gange før.

På den anden side kan det siges, at brugen af skabeloner er så almindelig, at der ikke rigtig er noget at komme efter. En højt elsket musikform som blues består i vidt omfang af skabeloner. Og kunsten består derfor i at kunne udfylde dem med nye drejninger, ingen har hørt før. Fortællekunsten består også et langt stykke ad vejen af skabeloner: Vores helt bliver tilkastet en opgave. Det er klart, at den er farlig, og at meget taler imod at acceptere den. Men pludselig er der ingen vej tilbage. Det kulminerer med, at alting går galt på samme tid. Men præcis i det øjeblik, hvor det ser allermørkest ud, er der et lillebitte lys for enden af tunnelen. Derfor lykkes det til sidst at redde dagen (og i ældre tider som bonus at vinde den udkårnes hånd).

»Faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt.«

På den opskrift er der lavet i hundredvis af romaner og film. Og når det kommer til stykket: Er selveste Matador ikke i virkeligheden Romeo og Julie, der er flyttet fra Verona til en by, der minder om Roskilde? Det skulle jeg nok mene. Men sagen er: Det gør ikke noget. Fordi historien er så god, og skabelonen så slidstærk.

Grundlovsbrud

Et sted, hvor jeg tror, de blå partier i disse år skal være lidt forsigtige er dog i trangen til at råbe»grundlovsbrud«efter alting. Når det kommer til stykket er det jo også en skabelon. Nemlig den, der fik venstrefløjen til at råbe»fascisme«efter alting i gamle dage.

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den? Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse.

På samme måde er det med bruddet på grundloven. Tvindloven var en overtrædelse af grundloven (som Folketinget i øvrigt valgte at tilgive). Men faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt. Fordi den lever op til det basale krav til alle gode forfatninger: At være kort og uklar.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. maj 2021)

Alex Vanopslagh
24. maj 2021

Af Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL)

Justitsminister Nick Hækkerups forsvar for mindre frihed i tryghedens navn er dybt bekymrende og forvrøvlet.

Et skib er tryggest i havn, men det er ikke det, skibe er til for. Sådan skrev den amerikanske præst William G.T. Shedd engang. Det er ord, som justitsminister Nick Hækkerup kunne have godt af at læse.

Han gav her i avisen i mandags et interview, der desværre var et dybt bekymrende indblik i hans og regeringens syn på retspolitik og borgernes rettigheder.

Kronjuvelerne i regeringens retspolitik er at udruste statsmagten med bedre muligheder for at overvåge borgerne og indskrænke vores frihed mod et hult løfte om mere ’tryghed’. Et godt eksempel er regeringens drømme om at kunne udstede såkaldte ’tryghedsskabende opholdsforbud’. Man vil bekæmpe enkelte kriminelles adfærd ved at forbyde alle danskere at opholde sig i særlige områder. Bag flotte ord om tryghed gemmer sig den gevaldige retspolitiske falliterklæring, at regeringen åbenbart kun kan ramme kriminelle ved at ramme alle danskere.

Hækkerups centrale påstand er, at vi får mere frihed ved at begrænse vores frihed. Man kunne tro, at det var et satirisk indslag, men nej, logikken lyder, at vi ved at sige farvel til noget frihed kan få mere tryghed og dermed mere ’reel’ frihed. Skal man være venlig over for ministeren, kunne man måske forestille sig ekstreme samfund, hvor den tanke kan give mening. Men det kan aldrig være et meningsfuldt syn på et land som Danmark.

Det får os til at spørge: Hvor bliver folk tryggere af at give afkald på frihedsrettigheder? I Kina, hvor de opbygger en digitaliseret parodi på overvågningssamfundet? I ’1984’ eller måske i USA, hvor sager om politibrutalitet sætter landet i brand fra kyst til kyst? Eller bare ovre i Storbritannien, hvor London er plastret til med overvågningskameraer, men kriminaliteten stadig hærger?

Det er ikke vores opfattelse, at disse lande, hvor indskrænkningen af frihedsrettigheder har været stor, har set mere tryghed som resultat.

Selv om det er smigrende for den ene forfatter til dette indlæg, at Hækkerup samtidig påstår, at det med frihedsrettigheder kun er noget, de blå partier går op i, så er det selvfølgelig ikke rigtigt. Frihedsrettigheder handler ikke om partifarve, og det burde være tydeligt, når man tænker på, at Enhedslisten og Liberal Alliance, der kan stå langt fra hinanden i mange spørgsmål, begge altid har stået vagt om netop frihedsrettighederne.

Nick Hækkerup er ikke bare justitsminister, han er ph.d. i jura. Efter så mange års jurastudier burde det være klart, at frihedsrettigheder ikke bare er formaliteter på et dødt stykke papir. Vi har ikke friheden for statens skyld. Vi har staten for frihedsrettighedernes skyld. Borgerne kan kun være trygge, når de ved, at magthaverne er bundet af regler, de skal respektere.

Borgerne kan ikke være trygge i et samfund, hvor magthaverne kan gøre, som de har lyst. Hverken i en eller anden diktatorisk ideologis navn eller for at signalere hårdhed og handlekraft over for vælgerne.

Og hvis trygheden lå regeringen så meget på sinde, kunne den jo starte med at sørge for, at politiet faktisk kunne løse de opgaver, de allerede har. Danskerne oplever tit, at politiet ikke kan prioritere volds- eller tyverisager. Hvad skal det hjælpe dem, at de overvåges og udsættes for uforudsigelige opholdsforbud i det offentlige rum, mens de venter på at blive prioriteret?

Den slags indgreb, som Nick Hækkerup lægger op til, aldrig bliver gennemført med vores stemmer, uanset regeringens farve i fremtiden. Og at vi i fællesskab vil gøre alt, vi kan, for at rulle den slags uvæsen tilbage.

For demokratisk sindede mennesker er det åbenlyst, at forudsætningen for tryghed er frihed og frihedsrettigheder. Netop derfor giver det ikke nogen mening at holde borgernes skibe i statens havn. Der er meget, der skiller os i Enhedslisten og Liberal Alliance, men når det kommer til retspolitikken, står vi sammen om at forsvare demokratiet og friheden.

Og egentlig fatter vi ikke, at andre ikke gør det samme.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 23. maj 2021)

Alex Vanopslagh
18. maj 2021

Det meste af Danmark genåbner nu. Det er dejligt.

Efter endnu en marathon-forhandling, der sluttede efter ni timer ved midnat, er det dog en blandet fornøjelse af se på aftalen.

Jeg er glad for en række ting:

Regeringen er nu bundet til masten: Kravet om mundbind udfases fra juni måned og skal være helt væk senest, når alle er tilbudt vaccine.

Det samme gør sig gældende for coronapasset, hvor der nu er en plan for udfasning og en understregning af, at det skal forsvinde helt for alt andet end rejser og turisme.

Det er derudover aftalt, at der nu skal luges ud i alle slags mærkelige regler og krav, så der er færre af dem, og det hele er mere gennemskueligt.

Men jeg synes, at det er helt vildt, at regeringen skal trækkes til truget med de her ting. De kæmper krampagtigt for at holde fast i restriktioner.

Sværere end topskat

Jeg spøgte på pressemødet i nat med, at jeg tror det er sværere at få denne regering til at give danskerne deres frihed tilbage, end det var for LA i den forrige regering at kæmpe for lavere topskat.

Heldigvis er der nu en såkaldt kørekortsmodel for brug af coronapas i foreninger og på biblioteker – altså at du selv har ansvaret for at have en negativ test, og at der kun foretages stikprøvekontrol. Men det gælder slet ikke nok steder.

Heldigvis kan lidt flere nu komme tilbage på arbejdet efter at have arbejdet hjemme i mere end et år for manges vedkommende. Men desværre taler vi i første omgang kun om 20 pct, af de anslået 600.000 danskere, der arbejder hjemmefra lige nu.

Heldigvis er der nu en klar plan udfasning af brugen af mundbind. Men det går for langsomt.

Det leder selvfølgelig igen tankerne hen på, hvorfor LA så sidder med ved forhandlingsbordet, hvis vi ikke kan rykke den overforsigtige regering længere end tilfældet er.

Her vil jeg bare sige: Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan tingene ville se ud, hvis ikke jeg og de andre blå partiledere havde presset på i timevis.

Læs mere om aftalen her.

Alex Vanopslagh
13. maj 2021

Hvor vi tidligere i pandemien havde mere generelle restriktioner, er vi nu nede på et helt grotesk detaljeniveau, når regeringen skal gå med til mere genåbning. Vi skal videre fra bøvl og bureaukrati og have mere tillid til danskerne.

For nylig var vi igennem endnu en maratonforhandling, der endte i en aftale om yderligere genåbning af Danmark. Det er naturligvis glædeligt, at vi sammen med de fleste andre blå partier gang på gang får rykket regeringen i retningen af mere genåbning. Selvom det er forår, og genåbningen er godt på vej, er jeg nu alligevel bekymret for, at genåbningen bliver for fodslæbende og alt for bureaukratisk.

Men jeg er også bekymret for, hvordan sundhedsmyndigheder, regeringen og de røde støttepartier konstant finder på mere og mere bureaukratiske restriktioner i stedet for at tage udgangspunkt i meningsfulde regler og tillid til danskernes ansvar og sunde fornuft.

Et godt eksempel var den nu heldigvis forkastede 30-minuttersregel, som vi aldrig aftalte i forhandlingslokalet, men som alligevel blev rullet ud over restaurationsbranchen. Også selvom Statens Serum Institut ikke vurderede, at den gav nogen mening for restauranter og cafeer. Det var med andre ord regulering for reguleringens skyld.

Coronapasset er et andet godt eksempel på unødvendig kontrol og bureaukrati. Det kan give mening som alternativ til omfattende restriktioner på større forsamlinger samt rejser – ikke som endnu et bebyrdende krav oven i alle de andre krav, som regeringen foretrækker det.

Brugen af coronapasset er i dag alt for vidtgående. Vi kan eksempelvis se, at nogle fitnesscentre ikke genåbner – og jeg kan være bekymret for, om man indfører en for nidkær og ødelæggende kontrol i foreningslivet. DGI har allerede udtrykt deres utilfredshed med forventningen om at skulle agere coronapaskontrol for deres frivillige.

Vi forhandler lige nu om mindre omfattende og mere tillidsbaseret brug af coronapasset, og det er endnu en gang en armlægning med regering og myndigheder, der holder fast i restriktioner uden skelen til indlæggelsestallene eller tillid til danskerne.

Dette coronaregime er og bliver en fest for bureaukraterne. Lad os tage et par eksempler. Kulturministeriet publicerede 7. maj ni meget tætskrevne sider om »Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv«. Selvom der så godt som ingen coronasmitte er ved udendørsaktiviteter.

Et andet eksempel er indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen om, at for drikkevarer solgt efter kl. 22 må alkoholprocenten ikke overstige 1,2 procent

Eller se blot retningslinjerne til dagtilbud: »Legetøj, der ikke kan rengøres efter anvisning, bør pakkes væk til efter covid-19 epidemien … Hvorvidt legetøj bør pakkes væk, kan i nogle tilfælde afvejes ift. andre vigtige elementer af pædagogisk praksis, herunder blandt andet legetøjets egnethed til at understøtte børns udvikling på forskellige områder«. Det er simpelthen til at få hovedpine af. Kunne vi ikke i stedet prøve med noget så kættersk som tillid til pædagoger, rengøringspersonale og de lokale ledelser?

Mettes mistillid
Det er egentlig lidt ironisk, at Mette Frederiksen i al sit storsind gerne tildeler danskernes ansvarlige opførsel »æren« for, at coronasmitten har været under kontrol i Danmark. Men alt, hvad hendes regering gør, er baseret på mistillid til danskerne og et ekstremt behov for kontrol med alle detaljer af samfundslivet. Det er formentlig også derfor, man fornemmer, at hun ikke rigtig mener det, når hun siger, at det er danskerne, og ikke hendes regering, der fortjener ros for pandemihåndteringen i Danmark.

Det er bekymrende, at regeringen og i særdeleshed statsministeren tager så let på indgriben i danskernes frihed og hverdag. Al kritik bliver affejet med »global pandemi« eller en meningsløs sammenligning med et land som Indien, hvor smitten stiger. Om det gælder 30-minuttersreglen, seks-dages-reglen eller den unødvendige og ulovlige minkskandale, så trækker statsministeren bare på skuldrene.

Det er systempolitik, når det er allerværst. Og jeg synes ikke, de kan være det bekendt over for foreningslivet, de erhvervsdrivende og danskere i al almindelighed, der selvfølgelig gerne vil gøre deres for at holde pandemien under kontrol og er mere end i stand til at tage ansvar for at gøre det på forsvarlig vis.

Vi skal videre. Men det bliver helt sikkert en hård kamp at få sluppet de røde partiers coronagreb om befolkningen. Heldigvis er jeg ikke bange for at tage den kamp, og det er mine gode blå kollegaer heller ikke. Hverken i forhandlingslokalet, i debatten – eller den dag, vi igen skal til valg, og danskerne får chancen for at sammensætte et folketing med mere tillid til dem.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. maj 2021)

Alex Vanopslagh
29. april 2021

Vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Da jeg var dreng, var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister. Han stod for et skattestop – sådan da – stram udlændingepolitik og i øvrigt at være lige så socialdemokratisk som Socialdemokratiet, når det kom til velfærd.

Alligevel holdt den røde opposition fast i, at Foghs socialdemokratisme var en maskerade – lige om lidt ville han vise sig som en fæl hulemandsliberalist, der ville lade danskerne beholde flere af deres egne penge og slanke den offentlige sektor. Sangen blev gentaget, da Lars Løkke blev statsminister.

I ti år holdt venstrefløjen fast i, at der ikke var nogen grund til at tænke nye tanker, for om lidt ville sandheden gå op for danskerne.

Men det var en monumental fejlanalyse. Og det bedste bevis er, at mit eget parti, Liberal Alliance, opstod, fordi Fogh og Løkke faktisk var ærlige, når de påstod at være socialdemokrater, der ville bruge flere af danskernes penge i den offentlige sektor.

Mettes maskefald?
I dag er rollerne byttet om. Mette Frederiksen vandt regeringsmagten ved at stå for en stram udlændingepolitik og opbygge et nyt politisk projekt. Det borgerlige Danmark bliver nødt til at forstå Mette Frederiksens politiske projekt og hendes succes – selv blandt mange tidligere borgerlige vælgere. Det har ligefrem fået visse debattører til at udråbe hende som konservativ.

I stedet går store dele af den borgerlige opposition rundt og venter på maskefaldet: Om lidt viser hun sit sande jeg som en udlændingepolitisk slapper.

Det har ført de borgerlige partier ind i så stor en desperation, at anklagerne om at være slappe nu fyger rundt også internt i blå blok. Samtidig strides borgerlige partier om noget så basalt som hvem, de vil pege på som statsminister.

Lad mig lege spåkone: Hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape bliver statsminister, så længe der er borgerkrig i blå blok, og man ikke vil forstå Mette Frederiksens succes. Fortsætter det, går både Ellemann og Pape på pension, før vi får en borgerlig regering igen. Jeg er heldigvis ung, så jeg kan være heldig stadig at være i politik til den tid.

Men sådan behøver det ikke gå. Vi kan godt genopbygge et borgerligt projekt, hvis vi forstår vores modstander ordentligt. Som jeg ser det, har Mette Frederiksens succesfulde projekt tre hovedelementer: En national fællesskabsfortælling, tryghedsstaten og den stærke leder.

Mette Frederiksens nationale fællesskab
Først og fremmest hviler Mette Frederiksens projekt på noget at være fælles om. Bemærk Socialdemokratiets kampagner. »Lad os samle Danmark igen«, »Lille land, stort fællesskab«, »Danmark er for lille et land til store forskelle«. Det er noget, der forpligter danskerne i hele landet.

Mette Frederiksen taler om det, vi som danskere skal være fælles om. Det er hun den eneste i dansk politik, der konsekvent gør.

Borgerlige, især liberale, har været for svage til at betone fællesskabet. Det har kun været på udlændingepolitikken, at vi har respekteret, at danskerne ser sig selv som et folkeligt fællesskab, som vi ikke bare kan skalte og valte med.

Vi har behov for at genfinde den sandhed, at danskerne hører til i deres lokale og nationale fællesskaber. Fører vi politik uden respekt for det, vil vi altid tabe – og fortjene det.

Tryghedsstaten
I Mette Frederiksens fællesskab er vi samlet i tryghedsstaten. Verden er et farligt sted, men i landsmoder Mettes favn kan danskerne være trygge både materielt og kulturelt.

I tryghedsstaten er velfærdsforbrugere og offentligt ansatte tilgodeset, og deres tryghed i enhver forstand gøres konstant større. Men dem, der betaler regningen, er ironisk nok glemt.

I tryghedsstaten er der større tryghed for offentligt ansatte og klienter, men det er gennem flere og større offentlige ydelser og mindre frit valg til borgeren.

I tryghedsstaten er opgaven at bevare så meget som muligt – forandringer er utrygge. Det giver mindre plads til det sprælske, det kreative, det selvstændige og det fri.

Tryghedsstaten handler om at beskytte det Danmark, vi kender, på alle tænkelige måder, med velfærd, reformstop og selvfølgelig en hård rets- og udlændingepolitik.

For blå blok betyder det, at vi ikke længere kan vinde valg på rets- og udlændingepolitik. Vi kan selvfølgelig kaste håndklædet i ringen og forsøge at spille uafgjort på velfærd, tryghed og statsomsorg. Men så kunne vi lige så godt melde os ind i Socialdemokratiet.

I stedet bør vi basere et projekt på mening og myndighed, hvor vi skal sikre flest mulige mennesker mulighed for at forholde sig til deres rolle i eget og andres liv. Først som børn, der får et solidt fagligt og socialt fundament at stå på, og så som borgere, der forvalter deres kræfter og ressourcer frit og ansvarligt til gavn for dem selv og hinanden. Hvor fællesskabet vokser nedefra og op.

Vi skal vise vejen fra Mette Frederiksens tryghedsstat til et borgerligt ansvarssamfund. Hvor skatten er lavere, hvor flere starter virksomhed, hvor børnene lærer mere i skolen, hvor der er en bedre balance mellem erhvervsuddannelser og universiteter, hvor den offentlige sektor er mindre, og der er langt mere frit valg i velfærden, og hvor danskerne helt generelt ikke får al deres kreativitet og virkelyst suget ud af sig i mødet med det offentlige bureaukrati. Et Danmark med et sprudlende og stærkt foreningsliv i by og på land.

Og ja, stadig med en stram udlændinge- og retspolitik, sådan som stort set alle danskere ganske fornuftigt ønsker.

Vil nogen stadig falde igennem i sådan et samfund? Ja, og dem skal vi tage os af. Men det er ikke en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra alle og gøre dem afhængige af kommunen i tryghedens navn.

Den stærke leder
Sidst, men ikke mindst, handler Mette Frederiksens projekt om, at det skal gøre en forskel, at hun og Socialdemokratiet har regeringsmagten. Hun sætter en ære i at blæse på praksis, retssikkerhed, Folketinget, embedsværket, eksperter osv., når hun kan signalere at være den stærke leder. Det gælder både, når hun trodser al økonomisk sagkundskab og hæver skatter og betaler raske mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, og når hun smadrer dansk minkavl i et grundlovsbrud.

Det skal man sammenligne med følelsen af afmagt, som prægede både sidste blå regering, og Thorning-regeringens »nødvendighedens politik«.

Der, hvor vi skal lade os inspirere, er, at vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Det skal kunne betale sig at stemme borgerligt.

Det må endelig ikke forveksles med, at en stærk statsminister skal være hård, autoritær eller grænseløs. Når man dyrker den type såkaldt lederskab, fortaber respekten for borgerne, sagkundskaben og ikke mindst retssikkerheden sig totalt. Det fører til »små« svipsere såsom at bryde Grundloven og smadre dansk minkavl i panik.

Hvis nogen tror, at vi borgerlige bør lade os inspirere af dét, sætter de i hvert fald ikke borgeren først.

Vi skal videre
Hvis vi kommer videre fra fejlanalyserne af Mette Frederiksen, er der håb for et nyt borgerligt projekt.

Sådan kan vi opbygge en vision om at føre Danmark fra en omklamrende socialdemokratisk tryghedsstat til et livskraftigt borgerligt ansvarssamfund. Sådan kan vi genvinde danskernes gunst.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 28. april 2021)

Alex Vanopslagh
28. april 2021

Det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

Coronakrisen lakker mod enden, men Mette Frederiksen gider overhovedet ikke at tale om, hvornår hendes corona-regimente og alle indgrebene i borgernes frihed skal have en ende.

Den Danske Ordbog definerer magtarrogance således: ”En højerestående persons kyniske overbevisning om egen ret til magtudøvelse uden at lytte til argumenter eller bekymre sig om følgerne.” Og det er den mest præcise beskrivelse, jeg endnu har læst af vores statsminister. Den slags kritik, tror jeg dog, at alle regeringer bliver udsat for af oppositionen. I sidste ende er det nemt at afskrive som jammer over ikke selv at have magten. Derfor kan det lyde trivielt.

Men når jeg alligevel mener, at anklagen om magtarrogance mod Mette Frederiksen er mere end berettiget, handler det om, at vi har en statsminister, hvis attitude bringer mindelser om solkongen Lous d. 14.’s ord: ”staten, det er mig.” Det betyder, at hun har mistet sans for frihed og proportionalitet. Hun har vænnet sig til, at hun med lov og magt kan påbyde og forbyde borgerne alle mulige mærkelige ting. “Vor herre bevares, det er da ikke et stort indgreb,” hører vi hende igen og igen sige om coronarestriktionerne.

Det er ikke rigtig noget indgreb i borgernes frihed at tvinge dem til at bestille et bord 30 minutter før, de vil drikke en kop kaffe eller en øl, var budskabet i sidste uge. Selvom alle og enhver kan se, at det er et indgreb i virksomhedernes ret til at drive forretning og borgernes ret til at handle i deres forretninger.

I forrige uge sagde Statsministeren det samme om kravet om mundbind. Hun følte ikke noget indgreb i sin frihed ved at ”tage et mundbind på”, som hun svarede mig i Folketingssalen. Fuldstændig blind for, at det er noget, hun har påbudt danskerne – et mundbind er ikke bare noget, man bare tager på, det er noget, man skal tage på.

Statsministerens arrogante opfattelse af mundbind som helt uproblematiske er fuldstændig blottet for forståelse for dem, der fx skal stå i butik en hel dag eller udføre hårdt fysisk arbejde med et mundbind på. Eller for frygten for at skulle føde med mundbind på, som har hjemsøgt mange gravide kvinder de seneste måneder.

Og sådan kan man blive ved. Alle Mettes forbud, påbud og restriktioner er blevet banaliteter for hende, og konsekvenserne i den virkelige verden gider hun ikke engang udtrykke forståelse for. Det er dybt beskæmmende, at hun end ikke gider forholde sig til, at både borgerne og virksomhederne har desperat brug for at se noget lys for enden af tunnelen – i stedet må de bare rette ind, indtil hun forbarmer sig.

Sådan tænker den magtarrogante leder.

Mette Frederiksen glemmer igen og igen, at det ikke er borgerne, der skal retfærdiggøre deres aktiviteter overfor staten, men derimod staten, der skal retfærdiggøre sine indgreb i borgernes liv overfor dem.

Og hvis nogen savner dokumentation for dén anklage, skal vi bare tilbage til november, hvor hun brød Grundloven og smadrede dansk minkavl uden lovhjemmel. Det er og bliver et monument af hendes tilgang til politik – alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger. I den sammenhæng kan vi ikke bruge hendes halvkvædede vise fra marts sidste år om, at: ”jeg kommer til at begå fejl,” til noget som helst.

For det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Hun kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor nogen vil kritisere, stille spørgsmålstegn ved eller generelt se anderledes på tingene, når hun først har udtalt sine befalinger. Hun besvarer stort set al kritik af stort og småt, som regeringen har besluttet, med sit evindelige ”vi står midt i en global pandemi”. Dernæst beskylder statsministeren andre partier for at så splittelse, hvis de ikke blindt følger hende.

En af de absolut vigtigste opgaver for mig og Liberal Alliance i resten af valgperioden bliver at bekæmpe Mette Frederiksens magtarrogance og lemfældige omgang med danskernes frihed.

Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

(Kommentar bragt i Ræson d. 28. april 2021)

Henrik Dahl
29. marts 2021

Som politiker har man en forpligtelse til at forsøge at være optimist og holde modet oppe. Ikke blot sit eget, men borgernes i almindelighed.

Alligevel hænder det, at man må spørge sig selv: Kan den orden, vi møjsommeligt – generation efter generation – har skabt, gå til grunde?

Selvfølgelig kan den det, hvis landet angribes af en udenlandsk fjende. Det så vi i Europa under Anden verdenskrig. Og derfor er Danmark medlem af NATO.

Men et mere traurigt spørgsmål må også stilles: Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?

To nylige eksempler fra Storbritannien får mig til at tænke, at et land faktisk godt kan bryde sammen, fordi viljen til at forsvare det mod indre fjender ikke er til stede.

Det ene eksempel er den indtil for ganske få dage siden aldeles ukendte Batley Grammar School i Yorkshire i det nordøstlige England.

Her forsøgte en lærer i et fag, der bedst kan oversættes til ”religionskundskab”, at vise en tegning af Muhammed. Formålet var det helt naturlige og nødvendige at sætte begreber som ytringsfrihed og blasfemi til debat blandt eleverne. Men hurtigt fik muslimske elever alarmeret deres familier og navnlig deres fædre. Og inden man havde set sig om, var skolen midtpunkt for højlydte og truende protester fra en stor gruppe fædre. Den sagesløse lærer måtte – henset til Samuel Patys tragiske skæbne – gå under jorden. Og for at gøre ondt værre, fordømte skolens ledelse i første omgang lærerens handlinger.

Den gode nyhed er, at tusindvis af borgere nu har skrevet under på et krav om, at læreren skal tilbage på arbejde uden reprimander af nogen art. Men hvor sagen ender, er der endnu ingen, der ved.

Nogenlunde samtidig – og det har intet med religion at gøre – meddelte dagligvarekæden Sainsbury’s, at den i mangfoldighedens navn ville begynde at udlevere badges til medarbejderne, hvor de kunne angive de pronomener, de ønskede at blive tiltalt med.

Det rejser igen det gode spørgsmål, Jordan Peterson allerede har stillet: Kan man virkelig tvinge alle mennesker til at bruge sproget på usædvanlige måder, de aldrig ville benytte, hvis de ikke var blevet tvunget?

Spørgsmålet er ikke helt trivielt. For stærke kræfter arbejder på at definere det som en hadforbrydelse, hvis man ikke rent sprogligt føjer LGBT-lobbyen uden diskussion. Det er så infamt, som tænkes kan. I praksis rummer forslaget kimen til et forbud mod kritik af hele den ideologi, Tobias Pultz (TP) for nylig kritiserede i en kronik i Politiken (jeg skal for god ordens skyld sige, at det er TP, der selv benytter udtrykket ideologi).

Inden for en uges tid er der således leveret stærke eksempler på, at ytringsfriheden ikke alene presses af ortodokse muslimer, men også af woke virksomheder, der har allieret sig med ekstremisterne i LGBT-bevægelsen.

Mit gæt er, at et kæmpestort flertal af briter er totalt imod såvel, at muslimerne presser ytringsfriheden som, at den presses af woke ekstremister i alliance med politisk korrekte virksomheder. Eller med andre ord: at fyldestgørende undervisning i et civiliseret land selvfølgelig består i, at man viser og diskuterer tegninger af Muhammed. Samt at der fx. findes et ord for personer, der har menstruation, som vi ikke skal holde op med at bruge: Kvinder.

At vi skal tage hensyn til mindretal, er en selvfølgelighed. Men disse mindretal kan simpelthen ikke forlange, at vi af hensyn til deres følelser tager princippet om ytringsfrihed af bordet.

Hvis ingen gør modstand, så vil der faktisk efter denne uge blive mindre ytringsfrihed i Storbritannien. Voldsmandens veto vil have virket i Batley, og vil virke på andre skoler. LGBT-ideologien vil – fordi den også virker gennem woke virksomheder – gøre det til en forbrydelse at bruge sproget sådan, som det var normalt at bruge det for ti år siden.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at den politiske midte forstår sådan og tager flertallet alvorligt. For gør den politiske midte ikke det, vil protesterne mod, at ytringsfriheden presses på denne måde, blive organiseret af ekstremisterne i stedet for.

De fleste vil næppe finde sig i, at friheden indskrænkes år for år. Spørgsmålet er kun, hvordan utilfredsheden til sidst vil komme til udtryk.

(Blogindlæg udigvet på jp.dk d. 27. marts 2021)

Alex Vanopslagh
23. marts 2021

Fra min Facebook statusopdatering:

Det er godt, at Danmark nu har fået en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det har vi blå partier kæmpet for i månedsvis – og nu får vi det endelig.

Nu er Mette Frederiksen bundet til planen – fremfor at danskerne skal være bundet til, hvad Mette lige synes fra uge til uge.

Jeg er særligt glad for, at vi nu har udsigt til at stort hele samfundet kan åbne, når alle over 50 er tilbudt en vaccine. At børnene kommer tilbage i skole, at forretninger og restauranter genåbner og at vi får gang i vores foreningsliv igen.

Det har vi brug for – og yderligere nedlukning kan ikke retfærdiggøres.

Det er logik for perlehøns, at aftalen selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis Liberal Alliance havde 90 mandater.

Med indførelsen af coronapasset mener vi, at langt det meste kan åbne. Når nu vi har et coronapas, så lad os da for pokker åbne det meste af samfundet uden nævneværdige undtagelser.

Jeg synes der er en mærkelig overforsigtig hos de røde partier, når de stadig tøver med at åbne samfundet, selvom vi har et coronapas. At man stadig tøver med at tillade meget mere udendørsaktivitet nu og her.

Men jeg må også konstatere, at der er et rødt flertal i folketinget – der er flertal for en anden politik end Liberal Alliances. Og jeg ved, at uden de blå partiers arbejde i går, så havde der været mindre genåbning – og der havde ikke været en udløbsdato på coronapasset.

Vi valgte at rykke tingene i den rigtige retning fremfor at surmule i et hjørne.

Der er dem, der mener, at det er udtryk for tvang, at man ikke bare kan tage på værtshus, til brydning eller koncert, uden at man enten er vaccineret eller testet for corona indtil alle er tilbudt vaccine.

Men kære venner; Det er simpelthen blåøjet naivt at tro, at vi kan åbne hele samfundet i morgen uden nogen som helst former for bekæmpelse af epidemien. Tag bare et kig rundt omkring i Europa, hvor en lang række lande er i gang med at lukke deres samfundet pga. en tredje bølge.

Hvis ikke vi har et coronapas, vil det være risikabelt at åbne hele samfundet på en gang. Så er alternativet til at ”tvungen test” er tvunget delvis nedlukning.

Man kan sagtens blive populær hos vælgerne ved at påstå noget andet, men man gør ikke nogen mere begavet – eller mere frie for den sags skyld.
Det her er en aftale, som giver mere frihed, mere genåbning og mere gang i samfundet for vores hårdt trængte selvstændige.

Selvfølgelig er Liberal Alliance med i en aftale, som samlet gør Danmark til et bedre land at leve i og drive virksomhed i. Også selvom vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Danmark går mod lysere tider!

Henrik Dahl
12. februar 2021

”Dansen med corona” er blevet til en stopdans, hvor Mette Frederiksen snart har slukket for musikken i to måneder.

Regeringen holder stædigt fast i nedlukningen – selv på de områder, hvor der ikke er sundhedsfaglige argumenter for nedlukningen. Samtidig bliver regeringen simpelthen nødt til at være dygtigere til den finere kogekunst indenfor epidemihåndtering. Regeringen har nu to gange vist, at den kan bruge ”hammeren” og lukke store dele af samfundet ned, men når det kommer til de værktøjer, der kræver mere snilde, går det galt: test-strategi, smitteopsporing og genåbning af aktiviteter med mindre smitterisiko. Vi kommer til at leve med Corona længere end vi alle havde håbet på, og derfor kan hammeren ikke være det foretrukne værktøj. Det illustrerer Mette Frederiksens politiske afmagt, at vi nu, over et år inde i epidemien, ikke spiller på flere tangenter.

Regeringen undervurderer konsekvent risikoen forbundet med fortsat nedlukning ikke blot for økonomien, men også for vores fysiske og psykiske helbred.

Vi foreslår konkret:

GENÅBN DETAILHANDEL
International forskning peger på, at næste led i genåbningen bør være i detailhandlen. International forskning viser, at detailhandlen kan genåbnes med relativt lille smitterisiko, da man i detailhandlen har gode muligheder for at forebygge smitte. Store supermarkeder kan overholde restriktioner, så det kan mindre butikker naturligvis også.

HÆV UDENDØRS FORSAMLINGSBUD TIL 25
International forskning viser, at COVID-19 kun meget sjældent smitter udendørs ved mindre forsamlinger. De negative konsekvenser ved et udendørs forsamlingsforbud på 5 personer står ikke mål med gevinsten ift. epidemikontrol. Det ville være uforsvarligt at tillade fodboldkampe med 30.000 på station. Men et forsamlingsforbud på 5 udenfor tjener intet formål.

SMITTEOPSPORINGS STYRKES
Smitteopsporing skal være mere grundig og medtage langt flere kontakter – det har eksperter og oppositionen længe talt for. Stærkere opsporing kan medføre et behov for yderligere ressourcer, men det er en god investering. Vi bliver nødt til at bruge de mere intelligente og omkostningseffektive værktøjer i kampen mod Corona. Regeringen har konsekvent underinvesteret i smitteopsporing – det bliver vi nødt til at ændre.

Ole Birk Olesen
29. januar 2021

I denne uge har vi været med i en aftale, der sikrer erstatning til minkavlerne. Det var på tide.

I den forbindelse debatteres det, om det er rimeligt, om regningen er for stor – eller for lille.

Men lad os lige tænke over, hvad sagen handler om. Den handler om Mette Frederiksens ulovlige, unødvendige og umenneskelige aflivning af mink-erhvervet. Og at minkavlerne nu siden november har stået med et livsværk i ruiner og hatten i hånden, pænt ventende på, at regeringen tog ansvar for sine ugerninger.

Endelig landede vi en aftale. Et sted mellem 15 og næsten 19 milliarder vil erstatningen løbe op på. Men det manglede altså bare.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er med i aftalen. Det giver en fair erstatning, så avlerne ikke bliver spist af med et urimeligt beløb, sådan som de rødeste partier foretrak.

Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set en bedre ordning til at lade dele af minkavlen gå i dvale og starte op igen. For jeg synes, vi kan være stolte af vores minkavl i Danmark, og jeg håber, vi igen kan blive førende i verden en dag. Men det var der ikke flertal for.

For at skaffe flertal krævede det også, at vi kom de røde partier i møde med lidt ekstra dagpengetid og en økologipulje. Det er den slags gøgl, de røde altid vil have, og det er den pris, vi må betale for at sikre erstatningen – det var ikke værdigt at lade minkavlerne vente længere.

Og ja, det er en stor regning. Det er den, når staten begår den slags overgreb på borgernes grundlovssikrede rettigheder. Og det er jo et erhverv, der generelt omsætter for milliarder hvert år.

Selvfølgelig skal der finde en ordentlig erstatning sted i sådan en situation. Det forstår jeg ikke, at folk besværer sig sådan over.

Ja, det er jo ærlig talt lidt morsomt at se folk, der altid er villige til at kaste flere skattepenge efter ethvert selvudråbt offer for undertrykkelse, pludselig stejle, når de har med ægte ofre for statslige overgreb at gøre.

For lad os lige huske, hvad de blev udsat for: Mette Frederiksen ødelagde erhvervet uden lovhjemmel, på et papirtyndt grundlag og uden en anbefaling fra sundhedsmyndigheder.

Den sag er vi slet ikke færdige med at stille Mette Frederiksen til ansvar for. Men nu har de største ofre for hendes politik i det mindste fået en rimelig erstatning.

Er det fair, at skatteyderne skal betale prisen for Mette Frederiksens usaglige og ulovlige ødelæggelse af dansk minkavl?

Staten har begået overgrebet – på Mette Frederiksens befaling – og staten betaler erstatning.
Men er man utilfreds med, at man som skatteyder skal betale for den slags, og at der i øvrigt smides irrelevant gøgl med i aftalen, er der kun én ting at gøre: At stemme borgerligt næste gang, så vi kan få et flertal og en statsminister, der respekterer Grundloven og vores hårdtarbejdende borgeres skattekroner i al almindelighed.

Det kan kun gå for langsomt.