Alex Vanopslagh
3. december 2021

Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke.
Ifølge Helle Ib, Børsens politiske kommentator, er den borgerlige kritik af minksagen “kammet over”.

Vi blå ”forvansker” proportionerne med vores retorik. Det var jo kun ”nogle få” minkavlere uden for zonerne, som blev sat i gang med at aflive deres dyr uden lovhjemmel og med udsigt til en tempobonus, der heller ikke var lovhjemmel til. Og flertallet var jo på plads, selvom hjemlen endnu ikke ved vedtaget – det blev den først, da alle minkene var døde.

Jeg tillader mig at være uenig. Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke. Når regeringen bare sætter myndigheder med politi og militær i front i gang uden lovhjemmel, regeres landet jo ikke af love, men af dekreter. Når Folketinget først godkender beslutninger, når regeringen har ført dem ud i livet, er Folketinget jo reduceret til et gummistempel.
Det er i bogstaveligste forstand ikke et demokrati værdigt.

Problemet med retorikken er ikke overdrivelse, men derimod bagatellisering: At det ifølge støttepartier og visse medier åbenbart ikke er værre, end at Mette Frederiksen fint kan fortsætte ovenpå minkskandalen, hvis det viser sig, at hun ikke inden pressemødet 4. november 2020 vidste, at det krævede lovhjemmel at aflive alle mink.

Men vi ved, at regeringen har handlet ulovligt – og vi ved, at bilagene til mødet, hvor beslutningen blev truffet, klart beskrev den manglende hjemmel. Og den blev ved med at handle ulovligt, selv da hele Danmark vidste det. Hvordan kan det så på nogen måde frikende regeringen for ansvar, at den ikke læser sine egne bilag?

Det er et dybt bekymrende skred i grænsen for, hvad vi skal tolerere fra magthavernes side. Man kan tilsyneladende bare undskylde sig med, at man har travlt og ikke har sat sig ordentligt ind i beslutningsgrundlaget. Man må godt køre for stærkt, hvis man bare tager bind for øjnene.
I normale tider ville en statsminister aldrig slippe afsted med det, Mette Frederiksen har gjort mod minkavlerne. Og står det til mig, bliver der snart normale tider igen i dansk politik.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 2. december 2021)

Alex Vanopslagh
11. november 2021
Afspil her

Alex Vanopslagh var til spørgetime hos Mette Frederiksen. Mon statsministeren svarer på spørgsmålene, det blev stillet?

Henrik Dahl
11. november 2021

Uanset hvad man mener om selve mink-forløbet, så er det efter min mening sådan, at regeringens forsøg på obstruction of justice i forbindelse med opklaringen rokker ved selve parlamentarismen.

Det er meget sjældent – om overhovedet nogensinde – jeg deltager i såkaldte ”kalkunjagter”. Det vil sige den særlige form for christiansborgophidselse og forstillelse, der får politikere til at råbe ”skandale” og ”samråd” i anledning af selv det mindste fejltrin eller den mest ligegyldige fortalelse fra en ministers side.

Det hænger sammen med flere ting. For det første skal man holde krudtet tørt og gemme det til, når der er ægte storvildt inden for skudvidde. For det andet er det ekstremt vigtigt, at vi på Christiansborg taler sammen og finder frem til de bedst mulige løsninger på politiske problemer. Der er jo ingen af os, der råder over et absolut flertal.

Den konstruktive samtale trives bedst, hvis der hersker en ordentlig og tillidsfuld tone mellem politikere fra de forskellige partier. Derfor skal man også selv forsøge at bidrage til den. Det lykkes ikke altid. Men man bør se på det som en efterstræbelsesværdig norm.

Jeg er også et langt stykke ad vejen enig med Sofie Carsten Nielsen, når hun siger, at politik ikke altid er så kønt, som det burde være. Eller med statsministeren, når hun siger, at vi skal passe på den demokratiske samtale. Eller med Sigge Winther Nielsen, når han i bogen Entreprenørstaten advarer mod forhastede og dårligt gennemførte reformer, der først og fremmest skal skabe en illusion om handlekraft.

Og da Folketinget – bortset fra den store eksamen, vi alle skal til hvert fjerde år – regulerer sig selv, må vi hver især tage på os at sætte et godt eksempel. Som allerede sagt: Det gælder i forhold til at tale sammen i en ordentlig tone. Det gælder i forhold til respekt for facts og logik (altså det, man i gamle dage kaldte ”sandheden”). Og det gælder i forhold til at gøre sit hjemmearbejde og sætte sig ordentligt ind i stoffet på de områder, hvor man er ordfører.

Så meget desto mere anfægter det mig derfor, når arbejdet i Folketinget undermineres fra egne rækker. Det vil sige, når der er medlemmer af Folketinget, der ikke bidrager til at bygge demokratiet op, men til at gøre det dårligere fungerende, end det burde.

Et godt eksempel på en politiker, der har slået sig op på at ville den gode samtale i Folketinget, men i virkeligheden betjener sig af meget anløbne metoder, er Uffe Elbæk.

For nylig valgte han for eksempel at bruge sin plads i denne fine avis til at insinuere, at jeg er enig med styret i Polen, fordi jeg er skeptisk over for den gender-ideologi, som blandt andre Judith Butler er berømt for at have formuleret. Og som en lang række af mennesker med særdeles forskellige, indbyrdes holdninger nogle gange kalder for ”LGBT-ideologien”.

Den slags forurening af den offentlige samtale tjener ikke til noget sagligt eller opbyggeligt formål overhovedet. Til gengæld passer den ind i et mønster, som er kendetegnet ved, at gender-ideologerne simpelthen ikke kan tåle eller acceptere at blive sagt imod.

For nylig havde Judith Butler for eksempel et herligt indlæg i The Guardian, hvor hun indledte med at sammenblande enhver person eller organisation, der nogensinde har kritiseret gender-ideologien, i et kæmpestort komplot, der udelukkende foregår inde i Judith Butlers eget hoved. Og afsluttede med at udråbe fascismens genkomst – alene af den grund, at der verden over er ganske mange, der efterhånden har fået øjnene op for hvor giftigt og ubehageligt, gender-ideogerne ofte opfører sig frem.

Under dække af et skikkeligt krav om respekt for seksuelle minoriteter (som jeg og næsten alle andre bakker op), er det sådan, at gender-ideologerne (hvis mærkesag det er, at biologi og køn ikke har noget med hinanden at gøre) alene i Storbritannien har ført en voldsom hetz imod filosofiprofessoren Kathleen Stock; mod skatteeksperten Maya Forstater og mod forfatteren J. K. Rowling. Desuden kan BBC fortælle, at i de mest giftige transmiljøer hetzes der imod lesbiske kvinder, der ikke vil have sex med transpersoner af den grund, at de ikke føler sig tiltrukket af mandlige kønsorganer og mandlig fysik.

Som man kan se: Biologiske kvinder bliver meget ofte de første ofre for gender-ideologien. Også inden for idrætten, hvor flere og flere kvindelige sportsudøvere siger fra over at skulle konkurrere mod personer, der har gennemgået puberteten som mænd.

Noget sådant er det selvfølgelig helt legitimt at kritisere uden at skulle skandaliseres og udskammes af en kollega fra Folketinget. Der oven i købet har for vane at prale med, at han vil føre politik på en ny måde, hvor den gode tone står i centrum.

Og så kan vi altså ikke komme uden om, at regeringen mangler den fornødne respekt for Folketinget som institution.

Det er ikke i orden, at man i Statsministeriet ignorer en henstilling fra lederen af Granskningskommissionen om at gemme på SMS’er, og i stedet fortsætter med at slette dem i mere end et halvt år.

Man kan snakke vidt og bredt om, hvordan sådanne handlinger skal tolkes. Men jeg kan umuligt få det til andet end, at man i USA ville kalde det ”obstruction of justice”.

Er det ikke bare en fodfejl, forsøger nogle. Men nej: Granskningskommissionen er udtryk for Folketingets vilje. Derfor er det i sin essens at modarbejde Folketinget og forsøge at føre det bag lyset, når man ignorerer henstillinger fra formanden fra Granskningskommissionen og skaffer materiale af vejen, der uden tvivl kunne belyse hele sagen om aflivningen af mink ordentligt.

Jeg kan ikke mindes, at jeg i min egen levetid har oplevet en regering, der demonstrerede en så udtalt foragt for Folketinget.

Uanset hvad man mener om selve mink-forløbet, så er det efter min mening sådan, at regeringens forsøg på obstruction of justice i forbindelse med opklaringen, rokker ved selve parlamentarismen. Er det i orden, at en regering ignorerer en repræsentant for Folketinget og ødelægger materiale, denne repræsentant udtrykkeligt har bedt om?

Det er det selvfølgelig ikke.

Tværtimod er det en selvstændig skandale, der ikke har noget med selve minksagen at gøre. Forudsætningen for regeringsmagten er i et parlamentarisk demokrati Folketingets tillid. Det er derfor, det udtrykkeligt er forbudt for ministre at vildlede Folketinget eller føre det bag lyset. Og derfor, det ikke under nogen omstændigheder burde være acceptabelt at ødelægge det materiale, Folketingets repræsentant beder om for at komme til bunds i en alvorlig sag.

Der er grund til at bekymre sig for demokratiet. Og de af os, der sidder i Folketinget, er nødt til at foregå med et godt eksempel.

Derfor må jeg sige, at det lyder lidt som krokodilletårer, når man udtrykker omsorg for demokratiet, og ikke holder sig for god til at udskamme sine kolleger med absurde og falske insinuationer om ikke at ville seksuelle minoriteter det godt eller ikke at være demokratisk sindet.

Eller når man udtrykker bekymring for demokratiet, men ikke desto mindre saboterer Folketinget ved at gøre det stik modsatte af, hvad Granskningskommissionen beder om. Og derved ødelægge vigtigt bevismateriale i en alvorlig sag.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 10. november 2021)

Henrik Dahl
8. november 2021

I onsdags ville stats- og justitsministeren bl.a. have befolkningen til at tro, at Danmarks sikkerhed står og falder med, at de nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor. Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større.

Først en advarsel: Jeg er part i sagen om regeringens manglende lovhjemmel til at nedslagte alle mink. Derfor er de følgende linjer ikke neutrale og skal ikke læses som neutrale.

Det begyndte allerede den 8. november 2020. På den dag blev jeg kontaktet af den daværende miljø- og fødevareminister for at høre, om LA ville gå med på hastebehandling af en lov, der gjorde det muligt at slå alle mink i Danmark ned.

Jeg meddelte ministeren, at det ville LA ikke og udsendte ved 15-tiden om eftermiddagen et tweet om, at der lige her og nu slet ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink. Hvis jeg ikke var den allerførste politiker i Danmark til at afsløre, hvordan det realpolitiske land lå, var jeg i hvert fald med fremme i førerfeltet. Men jeg tror ganske oprigtigt, at det var mig, der var whistlebloweren.

Derfor har jeg fra dag 1 ment, at det var en skandale at aflive alle mink. Og det mener jeg endnu mere i takt med, at Minkkommissionen afdækker sandheden.

Så lad mig først, inden jeg går over til at analysere, deklarere helt åbent, hvordan jeg mener, at landet ligger.

Det er fuldstændig utænkeligt, at kaptajnen på et skib ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor skibet skal sejle hen. På tilsvarende vis er det fuldstændig utænkeligt, at en statsminister ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor Danmark skal hen. At påstå andet er en fornærmelse imod den almindelige, sunde fornuft.

For mig er det også fuldstændig utænkeligt, at regeringens koordinationsudvalg ikke kendte de juridiske problemer i forhold til at aflive alle mink i Danmark. Jeg har nemlig læst et hav af såkaldte K-sager (det vil sige forelæggelser for koordinationsudvalget) i den tid, hvor LA sad i regering. Og det er sådan, at alle K-sager har fire obligatoriske elementer: Hvad er problemet? Hvad er forslaget til løsning? Hvad siger Finansministeriet? Og hvad siger Justitsministeriet?

Den eneste undskyldning for ikke at kende de juridiske implikationer af sagen er altså, at man ikke har læst K-sagen. Og den undskyldning synes jeg ikke rigtig kan bruges til noget.

Med andre ord: Jeg har ikke nogen illusioner om, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde for et år siden. Om det så kan bevises, er en anden sag. Og her synes regeringen at være rimeligt opsat på at fjerne og tilsløre så meget bevismateriale, at sagen ender med at blive hængende i luften på grund af det, man kalder ”bevisets stilling”.

Og her er vi så fremme ved den famøse sletning af sms’er i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Der er forhåbentlig ingen mennesker i Danmark, der tror på historien om, at sms’erne er slettet af sikkerhedshensyn. Center for Cybersikkerhed – der rådgiver centraladministrationen – anbefaler overhovedet ikke sletning af sms’er som en sikkerhedsforanstaltning. Og selv om man gjorde, giver det ikke nogen mening at slette sms’erne på nogle få telefoner og i øvrigt mangle en konsistent politik på området.

Så forklaringen om sikkerhed er en til lejligheden opfundet forklaring, der ikke – som man siger – holder en meter. Med mindre, man ved ”sikkerhed” forstår det, man i folkemunde kalder beskyttelse af egen røv. I så fald giver det perfekt mening at bortskaffe bevismateriale – for det er, hvad sagen i bund og grund handler om.

Og det efterlader den forundrede offentlighed med ét spørgsmål, når det gælder pressemødet med stats- og justitsministeren i onsdags: Var det, vi hørte, løgn eller bullshit?

Bullshit er et vel bekendt slangudtryk. Men det er også et filosofisk begreb takket være den amerikanske filosof Harry Frankfurt. I 2005 udgav han en lille, men i eftertiden meget læst bog om begrebet bullshit – og hvordan det adskiller sig fra løgn.

Det er sådan, siger Frankfurt, at den, der lyver, kender sandheden og bekymrer sig om den. Men samtidig har den, der lyver, besluttet at lede sin omverden bevidst bort fra sandheden, fordi den anses for at være farlig.

Den, der bullshitter, er ligeglad med sandheden. Hvis man bullshitter, siger man bare det, der skal til, for at fremstå på en fordelagtig måde i omverdenen. Det er på grund af den totale mangel på respekt for sandheden, at Harry Frankfurt har den opfattelse, at bullshit i det lange løb er farligere for samfundet end løgn. Bullshit ophæver nemlig den forventning, at ytringer overhovedet er udtryk for en alvorlig og oprigtig bestræbelse på at tale sandt.

At bullshitte har desværre udviklet sig til en kongedisciplin for enhver regering. Det er jo bullshit, at et sundhedshus er et hospital. Fordi et hospital er et sted med senge og døgnvagt og alt dertil hørende. Mens et sundhedshus bare er et sundhedshus, som vi kender i forvejen. Det er også bullshit at kalde udgifter for investeringer uden at angive, hvad forrentningen på investeringen er. For investeringer skal nemlig have en forrentning et rimeligt stykke over inflationen for at være investeringer. Ellers er de bare udgifter. Det er bullshit at kalde nedskæringer for fokuseret indsats. Hvis man bruger færre penge, bruger man færre penge, og så bør man anvende det udtryk og ikke alt muligt andet. Ellers kan borgerne i virkeligheden ikke orientere sig ordentligt i, hvad der foregår.

Derfor kan man sige, at det var et nybrud, vi oplevede i onsdags: At en regering benyttede sig af bullshit for at skjule, at den ikke fortalte sandheden overhovedet.

Når tricket virkede for en stund, var det fordi landets borgere gennem årtier har vænnet sig til, at politikere bullshitter. Det er en form, de fleste er fortrolige med. Det er en forventning, de fleste har. Politikerne lader, som om de taler ærligt og oprigtigt. Og borgerne lader, som om de tager det alvorligt. Men ingen deltagere i forestillingen tror, at der er tale om andet end en forestilling.

I onsdags ville stats- og justitsministeren have befolkningen til at tro, at der simpelthen ikke var nogen medlemmer af landets øverste, politiske ledelse, der havde sat sig ordentligt ind i minksagen på forhånd. Plus at Danmarks sikkerhed står og falder med, at statsministeren og statsministerens nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor.

Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større. For den efterlader to muligheder: At den øverste, politiske ledelse af Danmark enten er fuld af fup eller inkompetent. Hvis man vil bære de gyldne kæder og have de mest ophøjede embeder, er man nødt til at tage sit ansvar på sig og tage det alvorligt. Det indebærer blandt andet, at man læser de k-sager, man får forelagt.

Men for at skjule, at man koldt og kynisk begyndte at bortskaffe bevismateriale fra det tidspunkt i 2020, hvor Folketinget begyndte at interessere sig seriøst for regeringens magtudøvelse, afholdt man et pressemøde i sædvanlig bullshitstil. Hvor man altså siger en hel masse, der hverken er designet til at være sandt eller til at være løgn, men designet til at blive købt af de fleste. Enten fordi de ikke hører ordentligt efter, eller mangler forudsætningerne for at forstå, at dette kan simpelthen ikke passe.

Det kan som sagt meget vel ende med, at minksagen bliver hængende i det limbo, der hedder ”bevisets stilling”. Fordi centrale aktører i sagen har bortskaffet det afgørende bevismateriale med den absurde undskyldning, at det er et spørgsmål om informationssikkerhed.

Men at der bliver taget så store beslutninger på et rent administrativt niveau, som regeringen prøver at skabe et indtryk af, giver ikke nogen mening overhovedet. Det er uhyrligt, at nogen i det hele taget forsøger at bilde borgerne sådan noget ind. Ligesom det selvfølgelig er uhyrligt til lejligheden at opfinde en påstand om, at det er et spørgsmål om rigets sikkerhed, at dokumentationen for vigtige beslutninger bliver slettet løbende.

Hvis respekten for politikere og politik nogensinde skal genoprettes, er det nødvendigt at erkende dette og handle på det.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 7. november 2021)

Henrik Dahl
5. november 2021

Et enigt folketing har besluttet, at Danmark skal have et supplement til den magtudredning, som blev igangsat i 1997 og endeligt afrapporteret i 2003.

Når beslutningen er truffet, skyldes det både den politiske udvikling med fremmede stater, der blander sig i valg rundtomkring i den vestlige verden, og den teknologiske udvikling med sociale medier og noget, alle er opmærksomme på i disse dage: sms’er.

Men i dag vil jeg gerne benytte pladsen til nogle mere personlige overvejelser over dette med at have eller ikke have magt. De tager udgangspunkt i den ordførertale, jeg i sin tid holdt, da Folketinget vedtog at opdatere magtudredningen.

På papiret er der ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det kommer sig for det første af, at vi har negativ parlamentarisme i Danmark. Derfor kan landet – i modsætning til for eksempel Frankrig og USA – ikke have en regering, der har parlamentets flertal imod sig. Og for det andet af, at hvis Højesteret – til trods for sin umådelige visdom – skulle finde på at træffe en afgørelse, Folketinget har virkelig svært ved at acceptere, så består der altid den sidste udvej at ændre lovgivningen sådan, at en lignende afgørelse umuligt kan træffes en anden gang.

Det er kort sagt en enorm magt, Grundloven giver til Folketinget. Det føles bare ikke sådan. Heller ikke når man er valgt for et regeringsparti, og der er nogenlunde styr på den parlamentariske situation.

Det, man mærker i hverdagen, er først og fremmest afmagt. At utallige grunde, hvoraf nogle endda er gode, kan det ikke lade sig gøre at sende enhver udenlandsk forbryder tilbage til sit hjemland. Af lige så utallige grunde hænger vi i Danmark på en masse uproduktive og ukonstruktive udlændinge, der aldrig skulle have haft fast opholdstilladelse.

Og sådan kan man blive ved. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at opkræve skat (hvad man end mener om dens størrelse)? Hvorfor er vi nødt til at forære en halv milliard om året i SU til udenlandske studerende af årsager, som kun guderne og EU-domstolen forstår? Hvorfor bliver omfanget af det danske regelværk og bureaukrati ved med at vokse, selvom skiftende regeringer og folketing hader det? Hvorfor bliver der hele tiden lavet reformer, som gør tingene dårligere, end de var?

Jeg kender personligt adskillige ministre fra forskellige partier, der ikke har nogen anelse. Det føles bare, som om højere magter, der er umulige at bremse, bliver ved med at lægge popsmarte reformer (som alle på forhånd ved er håbløse) på ens skrivebord og sætte dem på dagsordenen i Folketinget. Og så må man jo gøre sin dont og få dem igennem systemet på bedste beskub.

Hvis jeg skulle pege på en enkelt årsag – der muligvis også kan være relevant i forhold til minksagen – så er den, at Folketinget mangler rygrad.

I virkeligheden er der ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at mene noget andet, end regeringen og embedsværket godt kunne tænke sig. Og der er heller ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at beordre regering og embedsværk til at rydde op i alle de elendigheder, jeg har opregnet (og flere til).

Man skal være klar over, at det kræver en lang, sej kamp. Den udlændingepolitik, vi har i dag, er det seneste eksempel på, at Folketinget har taget magten over det, man for nemheds skyld kan kalde Systemet og Systemets logikker og rationaler. Altså er det ikke noget, der sker hvert årti. Men det er muligt for Folketinget at bruge den magt, det har på papiret, hvis viljen virkelig er til stede. For det meste drukner det bare i magelig hverdag.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 5. november 2021)

Alex Vanopslagh
3. november 2021
Afspil video

Alex Vanopslagh afslører skurken i minksagen. Se hvordan regeringen sletter sine SMS’er. Advarsel: Det er stærke sager.

Ole Birk Olesen
8. juni 2021

I morgen skal jeg til forhandling om mere åbning af det danske samfund. Mit udgangspunkt er, at alle risikogrupper og alle over 50 år har fået tilbudt vacciner, og at vi derfor kan ophæve alle restriktioner.

Nu.

Jeg er dog 100 pct. sikker på, at Folketingets røde flertal ikke vil være med til det, så lad os så i det mindste gennemføre disse tre punkter:

1. Påbud om mundbind ophæves alle steder. Det har hele vejen igennem været tvivlsomt, om mundbindet har nogen nævneværdig positiv effekt, men nu hvor halvdelen af befolkningen er vaccineret, er det da helt skørt at påtvinge folk et mundbind, når de bevæger sig blandt andre, som for størstedelens vedkommende også er vaccinerede.

2. Corona-pas skal kun kræves i nattelivet, dvs. på steder som har åbent efter midnat, og ved massebegivenheder med over 1.000 deltagere. Alle andre steder afskaffes krav om Corona-pas på linje med alle andre restriktioner: Ingen afstandskrav, ingen lukketider, ingen antalsbegrænsning osv.

3. Nattelivet får igen lov til at åbne fuldstændig, og massebegivenheder må også arrangeres fuldt ud igen, begge mod forevisning af Corona-pas. Dvs. at Parken til lørdagens kamp mellem Danmark og Finland f.eks. må fyldes op med de 38.000 tilskuere, som der er plads til.

Ikke mere livrem og seler, fordi Seruminstituttet igen og igen leverer overdrevne forudsigelser om eksploderende smittespredning, som aldrig bliver virkelighed. Slut.

Alex Vanopslagh
7. juni 2021

I lørdags holdt jeg min grundlovstale i smukke Skanderborg. Der var både godt vejr og godt liberalt selskab.

Desværre kan I ikke se den i sin helhed, fordi TV2 News vogter nidkært over deres ophavsret, så I stedet kan I her læse lidt om det, jeg talte om.

Jeg talte bl.a. om, hvad grundlovsdag egentlig er en hyldest til – mange tror, at vi hylder demokratiet på grundlovsdag. Men vi hylder snarere grænserne for demokratiet, grænserne for folkets vilje – og selvfølgelig grænserne for magtfuldkomne politikere og despoter.

Det banebrydende for de idéer, som Grundloven bygger på, er at fokusere på dét, som statsmagten og politikerne ikke må. Men dermed også hvad et demokratisk flertal ikke må tvinge et demokratisk mindretal til. Uanset hvor mange, den får til at bakke op.

Du må ikke fjerne folks ytringsfrihed. Du må ikke knægte den private ejendomsret. Du må ikke forhindre folk i at forsamle sig frit i politiske forsamlinger. Du må ikke bare blæse på lov, orden og retsstat.

Men som I også ved, har vi set rigeligt af den slags det seneste år. Ikke mindst i Mette Frederiksens overgreb på grundloven ved at smadre dansk minkavl uden lovhjemmel. Det fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Jeg glæder mig til at se, hvad granskningskommissionen kommer frem til – for minksagen bliver ikke glemt.

På grundlovsdag var det også passende med en hyldest til Grundtvig, dansk liberalismes åndelige fader.

Ikke mindst følgende citat fra ham er lige så vigtig i dag, som da han skrev det: ”At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte til at påtage sig det ansvar.”

Og netop fordi, vores folkestyre kræver et folk, der påtager sig ansvar, er skolepolitik hjerteblod for mig. Og jeg er glad for, at erkendelserne af, at der er noget helt galt i vores uddannelsessystem, nu også har indfundet sig bredere end blot i Liberal Alliance.

Jeg håber vi kan samarbejde om at skabe en mere velfungerende folkeskole, hvis vores unge skal have de nødvendige færdigheder og den nødvendige dannelse, ikke bare til at blive myndige og frie borgere der kan tage vare på sig selv men også hvis vi ønsker et stærkt fællesskab, hvor folk kender deres kultur, historie og værdier.

Et andet sted, hvor idealet om den myndige borger er udskiftet med magtesløshed og afhængighed, er i vores kontanthjælpssystem. Og særligt blandt de desværre tusindvis af mennesker, der er parkeret mere eller mindre permanent på offentlige ydelser.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.
Men det er forfejlet. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Men mange mennesker er permanent fanget på offentlige ydelser i en tilstand af det, jeg kalder åndelig fattigdom. Afhængige, umyndiggjorte og uden de redskaber, der skal til for at blive en del af det arbejdende fællesskab.
Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Jeg tror hellere vi skal bevæge os i en anden retning. Hvor vi nytænker hele beskæftigelsesindsatsen i retningen af lavere ydelser, bevares, men til gengæld større involvering af civilsamfundet, flere gulerødder og mere opmuntring.
I det hele taget skal vi blive bedre til at opmuntre hinanden til at tage ansvar – til at gøre det rigtige – til at værdsætte de værdier, der bærer det hele.

For grundlovsdag er i sandhed en hyldest til de værdier, der oppebærer det hele! Det skal vi huske.

Det gælder os i Liberal Alliance. Og det gælder vores blå kampfæller. Lad os ranke ryggen, droppe forsøget på at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, og kæmpe for, at Danmark for alvor bliver mere borgerligt igen.

Jeg ved, vi kan gøre det.

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Afspil video

Alex er glad for, at hans niece kan kaste med karameller på sidste skoledag, og hans nevø skal have studenterhuen på. Desværre har han ikke læst de livsvigtige corona-retningslinjer for den slags.
Heldigvis sætter Alex ham ind i det.