Steffen Frølund
11. februar 2023

Endnu engang spænder staten ben for, at vi kommer tættere på den grønne målstreg. For regeringen har netop annonceret, at de vil skrotte den såkaldte ”åben dør”-ordning, som ellers havde til formål at sætte turbo på den grønne omstilling.

Initiativet sørgede for, at danske energiselskaber kunne opstille havvindmøller, så vi kunne tage et stort skridt i retningen mod en elektrificering af vores samfund. Projekterne var nemlig den største udbygning af grøn energi i Danmarkshistorien, og de ville have tidoblet produktionen af bæredygtig strøm. Men nu har regeringen besluttet sig for at smække døren i hovedet på de mange virksomheder, der har investeret i at bidrage til Danmarks grønne omstilling. Det får store konsekvenser.

For det første er det selvfølgelig et problem, at mindre bæredygtig strøm i fremtiden vil finde vej til danskernes stikkontakter. For det andet står danske virksomheder nu med fletningerne i postkassen, fordi deres mangeårige investeringer i havvindmøllerne bliver tabt på gulvet fra den ene dag til den anden. Og for det tredje vil fremtidige investorer forståeligt nok blive afskrækket fra at investere i Danmark, fordi sagen viser, at man ikke kan stole på de rammebetingelser, staten har opstillet.

Men det værste af det hele er formentlig, at fadæsen ikke er en enlig svale. For det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at de ansvarlige politikere enten nøler på klimahandlingen eller sågar modarbejder de grønne initiativer. Vi kender jo problemet fra debatten om atomkraft.

Her har man siden 1985 haft et dumstædigt forbud mod kernekraft i den danske energiplanlægning, selvom både EU og FN har grønstemplet den teknologien. Og ligesom i debatten om atomkraft, er skrotningen af åben dør-ordningen endnu et eksempel på, at man stikker en reguleringskæp i hjulet på markedskræfternes mulighed for at bidrage til en bæredygtig energiforsyning.

Der plejer ellers ikke at være nogen slinger i valsen fra regeringen, når det kommer til at holde skåltaler om grønne ambitioner eller at tage selfies med vindmøller til de sociale medier. Men når erhvervslivet så faktisk melder sig på banen med konkrete initiativer, der reelt vil gøre en monumental forskel, bliver de mødt af den ene statslige forhindring efter den anden.

Så kære regering. Hvad med at erstatte selfiepolitikken og skåltalerne med nogle ordentlige rammebetingelser, så de danske virksomheder kan få os i mål med den grønne omstilling?

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. februar 2023)

Henrik Dahl
19. januar 2023

En regering vælger selv, hvordan den vil træde i karakter som regering.

Hvad enten den i sig selv har flertal, eller den skal søge det i Folketinget fra sag til sag.

For tre år siden, da verden første gang hørte om covid-19, valgte den forholdsvis nye statsminister Mette Frederiksen på den ene side at fremmane et billede af tung alvor og på den anden side at skabe samling i Folketinget og i befolkningen.

Nu står Mette Frederiksen i spidsen for regeringen Mette Frederiksen II, der er en koalition mellem Venstre, Moderaterne og hendes eget Socialdemokratiet.

I sin nytårstale 1. januar 2023 anslog statsministeren strenge, hun før har spillet på: Der er krig i Europa.

Der er stærkere inflation, end vi har oplevet siden 1970′ erne. Der er energikrise. Måske stigende arbejdsløshed og dermed en recession lurende i horisonten.

Men hvor Mette Frederiksen I var samlingens statsminister, har Mette Frederiksen II valgt at være splittelsens statsminister.

Med den gennemført utroværdige påstand, at forudsætningen for at opruste til 2 pct. af bnp er en afskaffelse af store bededag, er regeringen gået i gang med den sidstnævnte manøvre.

Økonomer stiller sig tvivlende over for, om afskaffelsen af helligdagen vil have nogen varig effekt på arbejdsudbuddet. Et massivt flertal i befolkningen er imod. Og til trods for at SVM i sit regeringsgrundlag lægger vægt på god regeringsførelse, gør man det modsatte: Haster sagen igennem med en høringsfrist på kun syv dage.

Man kan sige, at øvelsen skaber samling i befolkningen – men det sker imod regeringen. Hvilket, uanset hvad man i øvrigt mener om den, er dårligt for demokratiet.

En god regering skal ikke skabe vrede og disharmoni, men det modsatte. En god regering skal føre en politik, selv modstanderne inderst inde godt kan se giver mening (Poul Schlüter var en sand mester i dette).

I stedet vælger Mette Frederiksen II at føre en politik, selv medlemmer af regeringspartierne under private former indrømmer er komplet unødvendig og antagoniserende.

Men splittelsen stopper ikke her.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus. Men dette ubehag ved at få en kaktus anbragt et unævneligt sted ønsker regeringen at dele med alle, der vil deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Derfor skal man acceptere konkurrencestatens helt overflødige invasion af privatlivet – som er konsekvensen af at afskaffe store bededag – for at få lov til at deltage i de kommende forsvarsforhandlinger.

Det skaber endnu mere splittelse.

Fordi det selvfølgelig gør de partier i Folketinget, der plejer at tage et medansvar, men ikke sidder i regeringen, rasende.

Hvorfor i alverden holder statsministeren en tale om de farer, der tårner sig op foran Danmark og danskerne – kun for at skabe splittelse om noget så vitalt som Danmarks forsvar? Samlingens statsminister har i løbet af den trods alt korte tid, det tager at holde et valg og danne en ny regering, gjort sig selv til splittelsens statsminister.

Mette Frederiksen II’s handlinger giver nul mening for Mette Frederiksen I.

Hvordan vil det gå for Danmarks nye splittelsesregering? Hvad angår store bededag, skal den uden tvivl få sin pyrrhussejr.

Men at det bliver en af de kostbare sejre, man ikke kan tåle for mange af, er helt åbenbart.

Der er en kæmpe risiko for, at afskaffelsen af store bededag vil få bestemmende indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked – og ikke i en heldig og konstruktiv retning.

Det er også helt givet, at de ansvarlige partier uden for regeringen vil skrive regeringens oplæg til forsvarsforhandlinger ned i deres respektive sorte bøger. Det er der, man gemmer sine optegnelser over, hvad denne eller hin politiske modstander skal få betalt ved en passende lejlighed.

Selv for en flertalsregering er det ikke rart at stå skrevet i så mange sorte bøger på en gang. Der er ingen ende på de metoder, Folketinget råder over, hvis det vil slide en regering eller en enkelt minister ned.

De vil helt sikkert blive bragt i anvendelse, hvis regeringen virkelig mener, at den skal optræde så ukonstruktivt og diktatorisk over for en hel række partier, den i længden ikke kan slippe for at være sammen med – og på en række punkter afhængig af.

Alt i alt ser det ud til, at Danmarks nye hen over midten-regering vil benytte sin styrke på at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Fremtidens historikere vil formentlig kunne svare på, hvorfor de normalt udmærket strategisk tænkende socialdemokrater synes at have glemt enhver form for strategisk sans. Men det virker nærliggende at forestille sig, at forvekslingen af strategi med intriger og taktik kommer fra de to andre regeringspartier.

De har nemlig i årevis været domineret af typer, der ikke havde den ringeste sans for strategi. Men til gengæld en veludviklet evne til at bilde sig selv og de mennesker, der var afhængige af deres gunst, ind, at taktiske narrestreger var lig med strategi.

Regeringen er selvfølgelig i sin gode ret til at forveksle strategi med hundekunster. Ligesom den er i sin gode ret til at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Men hvordan og hvorfor det på nogen måde skulle være godt for Danmark og for respekten for vores politiske institutioner, er jeg ude af stand til at indse.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 19. januar 2023)

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

SPECIAL GUEST STAR!
Røde Alex er flad af grin over dagens hemmelige gæst, men Blå Alex er mere begejstret.

Afspil video