Thomas Jefferson skulle engang have sagt, at den bedste regering er dén, der regerer mindst. Måler man med dén målestok, er SVM-regeringens første 100 dage en bragende succes. For den har larmet rigtig meget, men lavet utrolig lidt.
Men når historiebøgerne en dag skal skrives, kan dommen gå hen og blive både god eller dårlig. For regeringen har muligheden for at gøre endog virkelig meget godt på de store dagsordener, der martrer Danmark: At velfærdsstaten er skrantende, og vores samfund har en udbredt mangel på arbejdskraft.
I forhold til velfærdsstaten har regeringen den helt rigtige analyse. Kort sagt: Demografien, altså forholdet mellem danskere på arbejdsmarkedet og danskere udenfor, bliver mere og mere skæv, det bliver dyrere og dyrere at opretholde den samme service, og forventningerne til serviceniveau vokser og vokser. Det er præcis dét, jeg for fire år siden selv kaldte for “velfærdsstatens terminale fase”. Nu er det tydeligt selv for socialdemokraterne i regeringen.
Hvis regeringen blot vil nøjes med at frisætte den offentlige sektor fra krav og begrænsninger, kan den måske opnå nogle forbedringer, men til gengæld vil den også kaste velfærdsstaten tilbage i sine kroniske overvægtsproblemer, som var ved at dræbe den under Anker Jørgensen i 70’erne. Alle de trælse kontrolmekanismer og bureaukrati er nemlig sat i verden for at forhindre, at udgifterne vokser uhæmmet.
Der er imidlertid en bedre måde – hvis man ikke bare giver velfærden mere frihed, men også ansvar. Hvis man vil gøre det muligt for elendige velfærdstilbud at gå konkurs, at sikre borgerne reelt frit valg og adskille rollen som bestiller af velfærd og som leverandør, vil det være muligt at lave velfærdssamfundet 2.0.
Dét har regeringen faktisk mulighed for at gøre, og hvis den lykkes med dét, vil regeringen være en større succes end nogen regering, siden jeg var knejt.
Med den presserende mangel på arbejdskraft er ambitionerne jo gode nok – en forøgelse af arbejdsstyrken på 45.000 fuldtidspersoner (i 2030), hvilket er i liga med ambitiøse regeringer som Thorning-regeringen og Løkkes første periode. Men der er flere ting, der tyder på, at regeringen bliver en fiasko, hvad angår løsninger på den manglende arbejdskraft.
Det første er, at ambitionen stort set er det rene candyfloss. For selvom regeringen gerne afholder skåltaler om vigtigheden af et øget arbejdsudbud, vælger den f.eks. at frede det socialdemokratiske kernevælgertilbud, vi i daglig tale kalder Arne-pensionen, selvom den trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet.
Og selvom regeringen har mulighed for at lave de nødvendige arbejdsudbudsreformer, bliver tiltag som disse i skuffen. Der er ellers rigeligt med arbejdsudbud at hente ved f.eks. at afskaffe efterlønnen (+16.600 fuldtidspersoner), halvere dagpengeperioden (+22.300) og forhøje folkepensionsalderen med 1 år (+31.000).
Regeringens modstand mod at bruge de tiltag, vi ved er mest effektive, er klassisk socialdemokratisme og udtryk for det værste ved midten af dansk politik: At den er visionsløs og bange for vælgerne.
Én af de ting, som en regering over midten angiveligt skulle være i stand til, er at frigøre sig fra den hjernedøde strammer-konkurrence i udlændingepolitikken, som bl.a. forhindrer, at vi får kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det ser vi dog ikke meget til i regeringsgrundlaget, så også her kan vi på forhånd erklære regeringen for en fiasko. Til sidst er der regeringens forbenede modstand mod at lette skatten på den sidst tjente krone. Jovist lægger man op til en skattereform, der vil lette skatten en smule, men til gengæld indfører man en ekstra misundelsesskat i toppen. Det afslører, at man er mere optaget af at give de rige et gok i nødden end at give folk et klap på skulderen for at arbejde mere.
Derfor må en regering blottet for reformambitioner ty til kommandoøkonomisk logik og beordre danskerne til at arbejde en dag mere ved at afskaffe helligdagen store bededag, som den med hiv og sving netop har gennemtrumfet.
Der er selvfølgelig den mulighed, at regeringen i løbet af perioden vil løbe fra sine nuværende løfter om at være fodslæbende og uambitiøs i reformpolitikken. I så fald står Liberal Alliance klar. Også når det gælder reformer af velfærdsstaten, som flytter os tættere på et moderne velfærdssamfund, kan regeringen regne med Liberal Alliance.
Denne regering er i min optik et misfoster. Men på disse to altafgørende dagsordener er Liberal Alliance klar til at gøre regeringen til en succes. Lad os håbe, at regeringen gerne vil hjælpe os – med at hjælpe sig selv.
(Kronik bragt i Børsen d. 24. marts 2023)
