Henrik Dahl
19. januar 2023

En regering vælger selv, hvordan den vil træde i karakter som regering.

Hvad enten den i sig selv har flertal, eller den skal søge det i Folketinget fra sag til sag.

For tre år siden, da verden første gang hørte om covid-19, valgte den forholdsvis nye statsminister Mette Frederiksen på den ene side at fremmane et billede af tung alvor og på den anden side at skabe samling i Folketinget og i befolkningen.

Nu står Mette Frederiksen i spidsen for regeringen Mette Frederiksen II, der er en koalition mellem Venstre, Moderaterne og hendes eget Socialdemokratiet.

I sin nytårstale 1. januar 2023 anslog statsministeren strenge, hun før har spillet på: Der er krig i Europa.

Der er stærkere inflation, end vi har oplevet siden 1970′ erne. Der er energikrise. Måske stigende arbejdsløshed og dermed en recession lurende i horisonten.

Men hvor Mette Frederiksen I var samlingens statsminister, har Mette Frederiksen II valgt at være splittelsens statsminister.

Med den gennemført utroværdige påstand, at forudsætningen for at opruste til 2 pct. af bnp er en afskaffelse af store bededag, er regeringen gået i gang med den sidstnævnte manøvre.

Økonomer stiller sig tvivlende over for, om afskaffelsen af helligdagen vil have nogen varig effekt på arbejdsudbuddet. Et massivt flertal i befolkningen er imod. Og til trods for at SVM i sit regeringsgrundlag lægger vægt på god regeringsførelse, gør man det modsatte: Haster sagen igennem med en høringsfrist på kun syv dage.

Man kan sige, at øvelsen skaber samling i befolkningen – men det sker imod regeringen. Hvilket, uanset hvad man i øvrigt mener om den, er dårligt for demokratiet.

En god regering skal ikke skabe vrede og disharmoni, men det modsatte. En god regering skal føre en politik, selv modstanderne inderst inde godt kan se giver mening (Poul Schlüter var en sand mester i dette).

I stedet vælger Mette Frederiksen II at føre en politik, selv medlemmer af regeringspartierne under private former indrømmer er komplet unødvendig og antagoniserende.

Men splittelsen stopper ikke her.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus. Men dette ubehag ved at få en kaktus anbragt et unævneligt sted ønsker regeringen at dele med alle, der vil deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Derfor skal man acceptere konkurrencestatens helt overflødige invasion af privatlivet – som er konsekvensen af at afskaffe store bededag – for at få lov til at deltage i de kommende forsvarsforhandlinger.

Det skaber endnu mere splittelse.

Fordi det selvfølgelig gør de partier i Folketinget, der plejer at tage et medansvar, men ikke sidder i regeringen, rasende.

Hvorfor i alverden holder statsministeren en tale om de farer, der tårner sig op foran Danmark og danskerne – kun for at skabe splittelse om noget så vitalt som Danmarks forsvar? Samlingens statsminister har i løbet af den trods alt korte tid, det tager at holde et valg og danne en ny regering, gjort sig selv til splittelsens statsminister.

Mette Frederiksen II’s handlinger giver nul mening for Mette Frederiksen I.

Hvordan vil det gå for Danmarks nye splittelsesregering? Hvad angår store bededag, skal den uden tvivl få sin pyrrhussejr.

Men at det bliver en af de kostbare sejre, man ikke kan tåle for mange af, er helt åbenbart.

Der er en kæmpe risiko for, at afskaffelsen af store bededag vil få bestemmende indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked – og ikke i en heldig og konstruktiv retning.

Det er også helt givet, at de ansvarlige partier uden for regeringen vil skrive regeringens oplæg til forsvarsforhandlinger ned i deres respektive sorte bøger. Det er der, man gemmer sine optegnelser over, hvad denne eller hin politiske modstander skal få betalt ved en passende lejlighed.

Selv for en flertalsregering er det ikke rart at stå skrevet i så mange sorte bøger på en gang. Der er ingen ende på de metoder, Folketinget råder over, hvis det vil slide en regering eller en enkelt minister ned.

De vil helt sikkert blive bragt i anvendelse, hvis regeringen virkelig mener, at den skal optræde så ukonstruktivt og diktatorisk over for en hel række partier, den i længden ikke kan slippe for at være sammen med – og på en række punkter afhængig af.

Alt i alt ser det ud til, at Danmarks nye hen over midten-regering vil benytte sin styrke på at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Fremtidens historikere vil formentlig kunne svare på, hvorfor de normalt udmærket strategisk tænkende socialdemokrater synes at have glemt enhver form for strategisk sans. Men det virker nærliggende at forestille sig, at forvekslingen af strategi med intriger og taktik kommer fra de to andre regeringspartier.

De har nemlig i årevis været domineret af typer, der ikke havde den ringeste sans for strategi. Men til gengæld en veludviklet evne til at bilde sig selv og de mennesker, der var afhængige af deres gunst, ind, at taktiske narrestreger var lig med strategi.

Regeringen er selvfølgelig i sin gode ret til at forveksle strategi med hundekunster. Ligesom den er i sin gode ret til at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Men hvordan og hvorfor det på nogen måde skulle være godt for Danmark og for respekten for vores politiske institutioner, er jeg ude af stand til at indse.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 19. januar 2023)

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

SPECIAL GUEST STAR!
Røde Alex er flad af grin over dagens hemmelige gæst, men Blå Alex er mere begejstret.

Afspil video